Pontoppidans jøder

Den 15. juli i år blev en politisk kandidat for det franske højreekstremistiske parti Front National (Anne-Sophie Leclère hedder hun) idømt ni måneders lukket fængsel og tab af valgret i fem år for at have sammenlignet Frankrigs justitsminister med en abe. Dertil en bøde på 50.000 euro, svarende til 375.000 kr. Partiet bag hende fik selv en bøde på 30.000 euro. Dommertribunalet havde skærpet anklagerens indstilling. I dag er racisme lige så ulovlig i Frankrig som i Danmark hvor dommene dog er mildere. Anne-Sophie Leclère's sammenligning bestod i en fotomontage på hendes Facebook-side hvor hun havde sammenstillet billedet af en abeunge med billedet af den guyansk-fødte Christiane Taubira med underteksterne "18 mdr." og "I dag".1

I Lykke-Per beskriver Pontoppidan (eller om man vil: hans fortæller) Pers oplevelse af grosserer Salomons hjem. Det er så at sige med Per som kamera at vi føres rundt i huset og præsenteres for familiens enkelte medlemmer, og det er hans linse der farver og "italesætter" hans oplevelse. Vi har allerede tidligere, under Pers indledende bekendtskab i "Gryden" med sønnen Ivan Salomon, fået at vide at Per "kunde ikke lide Jøder, allermindst rige Jøder" (A1 74; sætningen er strøget i de senere udgaver, men det ændrer ikke at denne 'Pers animositet' fortsat styrer hans oplevelse af det Salomonske hjem):

Døren til Sideværelset gik op. En lille Herre af et frastødende Udseende traadte ind og bukkede dybt. Skønt vistnok henved tresindstyve Aar [læg mærke til dette "vistnok"; forfatteren bestemmer jo selv hvor gamle hans figurer er; det er Per der må nøjes med at gætte sig til det. Altså: Skønt vistnok henved tresindstyve Aar] var han meget moderne og ganske ungdommelig klædt, bar en kort, lys Overfrakke og havde en Monocle dinglende foran paa Brystet. I Haanden holdt han en blank Silkehat.

"Mit Navn er Direktør Delft," sagde han med noget fremmed i Tonefaldet. "Jeg er Onkel her i Huset."

Mandens store Høflighed forligede Per med hans hæslige Abehoved.

Abehoved'et kan/skal altså skrives på Pers regning. Men sådan ser Charlotte Christensen ikke på det. CC er kunst- og balletskribent (f. 1945), og vi har på Pontoppidan Netstedet liggende en fremragende artikel af hende om " Max Klinger og Georg Brandes". Men i et særpræget årsskrift fra antikvarboghandlen "Booktrader" i København rettede hun sidste år et frådende angreb på Pontoppidans Lykke-Per. "Forcerede og ondskabsfulde karakteristikker" kalder Charlotte beskrivelserne af de jødiske figurer i romanen.

Anmeldt til politiet af Charlotte ville Pontoppidan næppe i dag undgå også i Danmark at blive idømt bøder for sin hæslige abesammenligning. Og en enkelt dagbøde for at kalde grosserer Salomons mundomgivelser for "Negerlæber".

I Naomi Lebowitz' engelske oversættelse fra årtusind-skiftet bliver Salomons "Negerlæber" da også til "thick lips", men Delfts "hæslige Abehoved" korrekt er gengivet som "grotesque ape head". Irske Paul Larkin oversætter i sin endnu upublicerede version til henholdsvis "big orang-utan lips" og "horrible gorgon head".

Det er i øvrigt ikke sidste gang Pontoppidan anvender abe-metaforen racistisk: i De Dødes Rige optræder den i første bog:

[Den første Artist senere kaldet "Negeren"] stod – dybt bukkende – paa Scenen. Det var en hæslig lille Mulat i Kjole, hvid Silkevest, Laksko og hvide Handsker. En Abe i dress. (Torben og Jytte, s. 149)

*

Racismen betjener sig gerne af en håndfuld modsætninger i forholdet til den overlegne hvide race: smuk/grim, klog/dum, god/ond; en fjerde kan være kysk/liderlig (Om kvinderne til forlovelsesfesten i Lykke-Per hedder det, på fortællerens regning: "adskillige af de ældre, navnlig blandt de jødiske Damer, havde uden Sky ladet Skrædderinden afsløre saa meget af deres Skønhed, som Lejligheden og Øjeblikkets Mode tilstod." B kap. 17, s. 235). Derfor skal vi, med 15 års mellemrum have at vide at såvel Delft som den lille Mulat er "hæslige" at skue2. Om Dr. Nathan får vi at vide at "folk fandt i Almindelighed hans Ansigt uskønt", og om Georg Brandes' bror Ernst, redaktøren af Kjøbenhavns Børs-Tidende hvor Pontoppidan var medarbejder i 80'ernes slutning, hedder det i Familjeliv (1940) at han var " en grim lille Mand med udpræget jødiske Træk". Om Jakobe hedder det ved præsentationen (med Pers øjne):

Hun mindede ham i det hele mere om Broderen Ivan, havde som denne stærkt udpræget jødiske Træk, en voksbleg Hud, en stor, kroget Næse, en lille Mund og næsten ingen Hage, – et fuldkomment Papegøjefjæs, sagde han ved sig selv.

I 2001 korresponderede jeg med den amerikanske oversætter Steven T. Murray (f. 1943, gift m. oversætteren Tiina Nunnally og nok lidt yngre end Lebowitz). Murray havde i 1990 fået et legat til at oversætte Lykke-Per (men nåede kun op på 60 sider). Over for mig undskyldte han sig med at

Et andet problem i New York ville være Pontoppidans anti-jødiske fordomme (i hvert fald ville de blive anset som sådan af de jødiske New York'ere som styrer det meste af forlagsverdenen). Ærlig talt var det derfor jeg stoppede mit arbejde med bogen. Jeg ville hade at skulle censurere Pontoppidan, men jeg tror virkelig at hans beskrivelse af de jødiske figurer ville vække modstand.3

Så lad os se lidt nærmere på de generaliserende udtryk i Lykke-Per for det jødiske, de "aprioriske karakteristikker" som CC kalder dem:

"Ivan besad i høj Grad den jødiske Færdighed i at indynde sig hos Folk ved at kildre deres Forfængelighed." (A 5, s. 55/B kap. 14, s. 136). Andre er:

Jakobes "hele (…) semitiske Energi" (B kap. 11, s. 22) – Jakobes "østerlandske Lød og sorte Haar" (B kap. 17) og Salomons hus kaldes "dette østerlandske Solskinshjem" (A 2, s. 151/B kap. 7, s. 236).

"orientalsk" ("orientalsk flammende Sympatier og Antipatier" om Dr. Nathan (A 6, s. 38/B kap. 7, s. 250), om "Nanny … [og også moderens] orientalske Skønhed" (A 2, s. 109/B kap. 7, a. 208), – "hans orientalske Ansigtsfremspring" om Zaun i De Døde Rige (A I kap. 2, s. 106)

Fortælleren bruger udtrykket "unationale […] Afstamning" om Dr. Nathan, hvis navn jo i sig selv skal tvinge Brandes-figuren ned i hvad Brandes selv kaldte "jøderiet".

Fra karakteristikken af Ivan Salomon som et "brunøjet Egern" generaliserer Charlotte Christensen: "Dyremetaforerne om de jødiske Personer anvendes distancerende flere steder i Pontoppidans roman". Men vi, som måske er mere fortrolige med Pontoppidans forfatterskab, véd at dyremetaforerne er legio. Tænk blot på Torben Dihmers Vædder-profil der senere, i 1917-udgaven af De Dødes Rige, udvider sig til en "Flodheste-Skikkelse"; eller tænk på generalkonsul Koldings "Kænguro-Smil" eller frk. Søholm der ligner "en Tusse i moireret Silkechenille med Esprit" (Vilh. Andersen finder at "Fremhævelsen af et dyrelignende træk i det menneskelige Fysiognomi forekommer paafaldende ofte", og han kalder brugen af dyremetaforerne for "et i fornem Portrætkunst noget misligt Middel" [1917, s. 153]).

Men at netop Jakobe alternativt udstyres med en ørneprofil – og i slutningen endog sammenlignes med en kondor – er, da alle jøderne i romanen nu engang er "krumnæsede" – en vidunderlig metafor for hendes rolle som den højestflyvende af de to med den gumpetunge og bredbagede Per i luftstrømmen bag sig på deres fælles "ørneflugt".

Overretssagfører Max Bernhardt er Lykke-Pers Karikatur-jøde:

"Han var for Almenheden bleven Indbegrebet af den evropæiske Fordærvelse, saaledes som denne efter den gængse Mening i den sidste Menneskealder var bleven præget af jødisk Egenkærlighed. – Alle kendte hans lille eksotiske Skikkelse, der saa ofte var bleven karikeret i den illustrerede Vittighedspresse. Han gik altid meget elegant klædt, holdt sig lidt foroverbøjet, med begge Hænder ligesom kuldskært stukket ned i Overfrakkelommerne, og betragtede de Forbipasserende med et halvslukt, følelsesløst Blik under nedsænkede Øjelaag." (LP A5, s. 27/B II kap. 14)

Men så følger en indfølende og retfærdiggørende psykologisk udredning à la den om Jørgen Hallager i Nattevagt. Det er nemlig den faktiske antisemitisme i det danske samfund der har forvandlet en idealistisk Max Bernhardt til en stenhård forretningsmand – i stedet for den idealistiske, retfærdighedsforkæmpende dommer han med sin juridiske embedseksamen havde håbet at kunne blive. Som jøde, havde det vist sig, kunne han ikke så meget som blive retsbetjent.

*

Hvad sagde nu samtidens anmeldere om det racistiske i Pontoppidans skildringer af jøderne i Lykke-Per? Meget lidt, og dem der nævnte det, frikendte forfatteren totalt. F.eks. Edvard Brandes i hans anmeldelse af førsteudgavens andet bind (hvor Per introduceres i det salomonske hjem):

Forfatteren (…) ofrer et Par af Familien til Latteren, forresten en blid Latter, thi Sønnen, som bliver en Karikatur med sit Snobberi, er samtidigt et godt Hoved og en brav Fyr, og Onkelen, der gebærder sig simpelt og parasitagtigt i det rige Hjem, lyser ogsaa af Forstand og Skarpsindighed. Han er vel den ejendommeligste af Familien, hvis øvrige Medlemmer udmærker sig ved Legemets og Aandens bedste Gaver: en fuldkommen dejlig Moder, en værdig Fader, den fortryllende og kække Frøken Nanny og den sjælsfine, højtudviklede Frøken Jakobe. (…) De danske Jøder burde i hvert Fald vide Pontoppidan Tak for dette Afsnit i hans Bog. Siden Goldschmidts Dage har ingen taget fat paa de Skildringer, i hvilke han sikkerligt var en Mester. Det er Aanden fra En Jøde [Goldschmidts roman], der gaar igen hos Pontoppidan i Skildringen af den ulige Kamp.

Otto Borchsenius, der ellers ikke er enig med Edvard Brandes om ret meget, istemmer i sin anmeldelse:

Med stor Fordomsfrihed og dog Albuerum til alle Sider giver Henrik Pontoppidan her et Billede af vore hjemlige Jøder, som næppe er forsøgt og i alle Fald ikke lykkedes siden Goldschmidts Dage. Det turde overhovedet være den største Ros, man kan udtale over Henrik Pontoppidan, at han i saa mange Maader minder om M. Goldschmidt.

Hvad "ægtheden" i skildringen af det jødiske angår, er der ingen tvivl, hverken til venstre eller til højre. En anden jødisk skribent, forfatteren og senere redaktør af Tilskueren, Poul Levin, finder i en artikel om den samlede udgave at Pontoppidan i skildringen "har skænket [familien Salomon] alt, hvad han har taget fra Per". Om Pontoppidans udtryk for Pers antisemitisme skriver Levin:

Der er noget stærkt dramatisk ved dette. Det er som at høre Folkehobens Smædeord, før Jøden træder ind paa Scenen.

Levin citerer samme sætning som Charlotte Christensens eksempel på de "aprioriske karakteristikker", det om "den jødiske Færdighed", men tilføjer så at "Jakobe er en anden Side af det jødiske Væsen: først og fremmest Lidenskaben, dernæst den ubøjelige Energi", og Levin sluger uden protest Pontoppidans udtryk om hendes "semitiske Energi" – et udtryk der jo hverken kan eller skal skrives på Pers regning (B kap. 11; i A kaldes energien "israelitisk"!)

Levin roser Pontoppidan for ikke "at bruge den gængse Jødejargon", men

paa forskellige Steder [at have] fundet den halvt ironiske og helt hjertelige Omgangstone der bruges i en lykkelig jødisk Familie, baade Ivan, Jakobe og Nanny er sande Figurer, Ivan og Nanny helt, Jakobe maaske mindre, hvis man vilde give sig til at lede efter hende, men utvivlsomt helt sand, hvis man kan tænke sig ind i dygtige, skuffede, jødiske Kvinders Længsler og Drømme. Udmærket er ogsaa den ondskabsfuldt-drillende og lidt mystiske gamle Onkel.

– Nå, hvad siger du så, Charlotte!

Og Poul Levin fortsætter:

For første Gang i dansk Literatur er Familien Salomon skildret paa denne Vis. Hvad ingen har villet, det vilde Pontoppidan: give en objektiv Skildring af Brydningen mellem Jøder og Kristne i det nuværende danske Samfund. Han giver ingen af Parterne "Ret", ingen af dem sejrer, men af begges Kapitulation skabes Grundlaget for en Fremtid, der er renset for Racehad.

Poul Levin er derimod meget kritisk over for en side af Dr. Nathan-figuren:

Af Georg Brandes' Stilling i det danske Samfund gives der en ypperlig Skildring, af hans Optræden som Selskabsmand en overfladisk og stødende, fordi Bogen bliver meningsløs, hvis ikke Dr. Nathan uden Spor af Omskrivning er Georg Brandes, og dennes Liv burde være udenfor Omtale.4

Lad os repetere den etniske del af denne omtale:

Han var lille af Vækst, og Folk fandt i Almindelighed hans Ansigt uskønt. Det var i hvert Fald meget uregelmæssigt; men forresten havde det sin Vanskelighed at bedømme det, fordi det aldrig var i Hvile men uafbrudt skiftede Udtryk og afspejlede de indre Bevægelser med et ubehersket, krampagtigt Minespil, hvori der med Aarene endda var kommen nogen bevidst Overdrivelse. Smukkest var det, naar han lyttede. Dets Udtryk fik da Liv af det, som var allerypperst hos ham: hans Kundskabstørst, hans umættelige Videlyst … eller Videlystenhed. I en almindelig Selskabsunderholdning var saadanne Øjeblikke dog ikke hyppige hos ham, han holdt absolut mest af at tale selv. Ved Siden af sin vidunderlige Modtagelighed – og som Modvægt herimod – besad han endnu i den graanende Alder en næsten ungpigeagtig Meddelelsestrang, der undertiden kunde udarte og blive lidt sladdervorn og da ikke var helt fri for Gift.

Denne hans hensynsløse Livfuldhed havde bidraget mere, end han selv forstod, til den Modstand og Uvilje, hvormed han var bleven mødt. Den havde Gang efter Gang fjernet ogsaa Venner og naturlige Forbundsfæller fra ham ved at krænke de nordisk-germanske Forestillinger om mandig Værdighed. Hans Naturel var i det hele saa fremmedartet, saa uforligeligt med den danske Nationalkarakter, at han nødvendig maatte støde an, saa meget mere, som han – i betegnende Modsætning til de jødiske Skribenter, der før ham var optraadt i den danske Literatur – hverken søgte at tilpasse sine fremmede Ejendommeligheder efter Omgivelserne eller at gøre sig interessant ved at stille sig udenfor med et farisæisk: "Hvad vil jeg imellem Jer?"1 Han havde aldrig tvivlet om sin Berettigelse til at tale med. Han havde endog meget tidlig følt sig særlig kaldet til at spille en Rolle i Nationen og det netop paa Grund af dette unationale i hans Afstamning, der satte ham istand til at betragte det hjemlige Liv paa Frastand og bedømme det uden Fordomme.

Pontoppidan retter intet væsentligt i portrættet i andenudgaven af Lykke-Per. Undtagen på ét punkt. Skønt Georg Brandes – med Charlotte Christensens ord: "var fornem i sin holdning over for Henrik Pontoppidan [og] på intet tidspunkt [harcelerer] over forfatterens utåleligt nedladende holdning i fremstillingen af Dr. Nathan" (Charlotte-citat slut), kan han ikke tilbageholde en anke over udtrykket om den giftige sladdervorenhed (der jo i Knudsens GB-biografi er overdådigt dokumenteret). Brandes skriver den 7. juli 1902 til Pontoppidan:

jeg latterliggjør tidt Personer, naar jeg fortæller noget, men Ordet giftig passer aldrig paa mig, snarere lystig eller overmodig; jeg undgaar altid den giftige Sladder.

Pontoppidan svarer 9. juli:

Når jeg har kaldt hans Vid for "undertiden giftigt", så indrømmer jeg, at jeg her har været mindre heldig med Udtrykket. Jeg husker, at jeg havde Ordet Malice i Pennen; men i min Bestræbelse for at undgå Fremmedord, og da en ligefrem Oversættelse af Ordet vilde være ganske forkert, søgte jeg en Omskrivning og har da haft det Uheld – der er så almindeligt for Sprogrensere – at ramme ved Siden af Meningen.

Så i andenudgave i 1905 ændrer Pontoppidan stedet fra "undertiden ikke helt fri for Gift" til "undertiden ikke fri for Malice". Så der a'es med den ene hånd og slås igen med den anden.

Der gik toethalv år før Pontoppidan igen fik et (bevaret) brev fra Georg Brandes.

*

I Lykke-Per er der endnu en jødisk figur med forlæg: timelæreren Aron Israel. Han giver anledning til denne positive racisme:

Hvad der havde skabt hans sjældne Anseelse, var den ædle Uegennyttighed, der prægede hans hele Levevis, en Uselviskhed af den særegent ophøjede Art, som udelukkende træffes i jødiske Slægter.

Sådan lyder det i førsteudgaven. I den følgende 1905-udgave trækker Pontoppidan i land: "udelukkende" bliver til "fortrinsvis"; men i den "bestandige" 1918-udgave står: "en Uselviskhed af den særegent ophøjede Art, som træffes mellem Jøder."

Aron Israel får forfatterens tilladelse til at forudsige Pers skæbne med en række betragtninger, til dels i dialog med Hr. Eybert. Det eneste forfatteren på sin side bebrejder ham, er at hans jakke er plettet. Og så giver Israel (forfatteren) anledning til disse bemærkninger om den beundrede Dr. Nathan der forudgriber (eller om man vil: genoptages i) Arv og Gæld:

Selv nærede [Aron Israel] en entusiastisk Beundring for [den omstridte Nathan] og optraadte ofte med ikke ringe Lidenskab mod den Smaalighed, hvormed man ikke mindst i jødiske Krese – tildels af Frygtagtighed, tildels af Jalousi – misbilligede Dr. Nathans udæskende Optræden og i Bedømmelsen af hans Person bestandig heftede sig ved den Slags, ganske vist komiske Smaaskrøbeligheder, der saa hyppigt følger Aandens kronede Storheder og ligesom smaa, bjældeklingende Narre-Pager bærer Slæbet paa det kongelige Purpur. [LP A3, s. 70]

Også Aron Israel lægger sig ganske tæt op ad en virkelighedsfigur (som påvist af E. Spang-Hanssen): han er i gestalt og skæbne et portræt af Oskar Siesbye (1833-1913). Som Aron Israel betog Siesbye endnu mere ved sin karakters egenart end ved sin store lærdom. Han havde været lærer for Brandes og var ham meget hengiven, men om de synspunkter han hævder i samtalen med Eybert (A III 82-86, B I 294-97), er karakteristiske for Siesbye, veed jeg ikke.

Heller ikke alle karakteristikker af danskerne står for fortællerens regning. Selv om Georg Brandes i sit foredrag om Pontoppidan (i 1910) tillægger ham følgende ord, står de i romanen i Jakobes tanke, i en indre dialog hun fører med sig selv om Per:

han var dog netop Landets ægte Søn, et fuldbaarent Barn af det lidenskabsløse danske Folk med de blege Øjne og de frygtsomme Sind, … Bakketroldene, der ikke kunde se mod Solen uden at komme til at nyse, men som i Skumringen satte sig paa deres lille Jordtue for med Fedel eller ved et fromt Klokkespil at fremkogle straalende Syner. Et Puslingefolk med store, tænksomme Hoveder men et Barns kraftløse Lemmer … et Tusmørkefolk der kunde høre Græsset gro og Blomsterne sukke, men som forputtede sig i Jorden, hvergang Morgenhanen galede. [LP A VI, s. 157. Teksten flyttet og lidt anderledes i B kap. 20 (III. bd. 1905, s.47.)

Vilh. Andersen kalder i sin sidste (af tre) kronikanmeldelse(r) af Lykke-Pers samlede udgave Per for en "racebunden" natur. Racen er altså her den danske som var der tale om en hingst. Den hingst skal jeg komme tilbage til.

Man kan sige det sådan: Pontoppidan er racist, Lykke-Per er antisemit. Pontoppidan benytter sin racisme til at modstille to "folk": det "jødiske" og det "danske", Sideniusserne. Men Pontoppidan vidste jo ikke at han var racist. Ordet forekommer i Ordbog over det danske Sprog først i supplementet fra 1992. Så naturligvis er der noget anakronistisk i at kalde Pontoppidan "racist".

Før århundredeskiftet er det meget tydelig, både hos Pontoppidan selv og andre, at ordet race (også) bruges med en for os at se helt afsvækket ladning: I "Ilum Galgebakke"s avisversion (8.12.1889) står om "de Ilum Bønder" at de er "en fredsommelig, vel barberet Race, hvis Lidenskab det er at holde Taler."

I en Dagbogs-artikel i Børs-Tidende skriver Pontoppidan 17.8.1889 at "De danske Bønder er saamænd ikke saa kærnesunde, som mange vil gøre dem til, og det danske Aristokrati er langt fra en saa forkrøblet og udlevet Race, som saa ofte paastaas."5

Så sent som i maj 1931 skriver Pontoppidan til Galschiøt om Henri Nathansen i Berlin at "Han synes foreløbig ikke at være bleven forulempet af den antisemitiske Pøbel dernede trods sit udprægede Raceansigt".

Da Pontoppidan er flyttet til Berlin i anledning af Det Anckerske Rejselegat, insisterer Georg Brandes på at han skal opfylde sin gamle drøm og rejse til Paris:

[…] bliv dog ikke saa længe i Tyskland; jeg kan ikke tro andet end at Paris maa være mere for Dem. Det er dog en større friere og mere broget Verden. Og trods Alt hvad der siges om Racefællesskabet mellem Tyske og Danske har dog al kunstnerisk Kultur i Danmark Frankrig mere at takke for end Tyskland.

Selv brugte Henri Nathansen til sine dages ende ordene "min Race" om sig selv (brev til HP 31.12.1942).

Men på det personlige plan brød Brandes sig ikke om Pontoppidans brug af det jødiske racebegreb. Om Dr. Nathan skriver han i et brev til Schandorph 30.12.1899:

Jeg finder ej stort i sidste Del af Lykke-Per. Og jeg ærgrer mig over at han giver mig det væmmelige Navn Nathan. De Danske er som besatte af dette Jøderi. Jeg har faaet samme Opdragelse som de andre, er født her, skriver Sproget, vel saa godt som de bedste, ikke at tale om de fleste, og evigt skal jeg hedde Levi og Nathan; det er en Monomani.

I anledning af Nathansens roman Af Hugo Davids Liv skriver GB 12.12.1916 til ham: "Ak, ak! nu bliver det Jøderi igen. Jeg gøs, da jeg saa, Manden hed David." Ordet sårede Nathansen, skønt han må have hørt det mange gange af GBs mund. Det fortalte han Gertrud Rung, der fortalte det videre til Brandes, der dagen efter undskyldte over for Nathansen, men så tilføjer:

Dette er jo et gammelt Stridspunkt mellem os, og hvis jeg ikke ret har forstaaet Dem, saa har De virkelig ikke heller forstaaet mig.

Fra De som Forfatter begyndte at berøre dette Spørgsmaal er De gaaet stik imod hvad jeg mit Liv igennem har villet og kæmpet for, Udslettelsen af Skellet mellem Danske, af hvad Afstamning de end var. Tidligere var Religionen i Vejen, nu er den trængt tilbage og i Stedet er kommet det nye Skræmmebillede Racen.

Men var Gud én Løgn, saa er Racen en anden Løgn.

Paa Korstogenes Tid hed det Gud vil det! nu hedder det Racen vil det. Og hverken Gud eller Racen har nogensinde existeret. Begge Dele er en Kvalitet af Løgn. Selve Racebevidstheden, der holdes vedlige ved Pøbelens Vræl, er fra de udvikledes Side ren Affectation, og kan aldrig blive andet.

De taler ikke Hebraisk, De lever ikke i Jødeland, har end ikke set det, De har ikke læst anden jødisk Literatur end Bibelen, en fæl gammel Samling, der er fordærvet for os ved et Aartusinds Forfalskninger. De taler Dansk, Deres Forfædre talte Dansk.

De personligt er jo desuden en halv Tysker, næsten Alt hvad De har af Dannelse er tysk, hverken Frankrig, England eller Italien har sat Spor i Deres Sjæl.

Hvad vilde De sige til Fru Rung om hun, hvis egentlige Navn er Klamkowski, men som aldrig har set Warschau og ikke kan et Polsk Ord vilde gaa rundt og sukke efter Weichelfloden?

Jeg for min Del er som bekendt Jøde af Fødsel. Jeg har Antipati mod Jøder, har i mit Liv – som alle Mennesker – været halvhundrede Gange forelsket, øjeblikkeligt eller langvarigt, men aldrig i en Jødinde.

Og jeg er ikke sikrere paa min Afstamning end man kan være naar man 1) véd, at faa Kvinder er deres Mænd tro 2) at alle russiske Jøder stammer fra Khazarer, næsten alle vesterlandske fra Franskmænd der omvendte sig paa Gregor af Tours Tid. Det kan dog ikke fornærme Dem, at al denne jødiske Reaction er mig usigelig fremmed og fjern.

Og jeg kender de moderne Jøder – denne Rædsel. Jeg kender Frankrigs, alliance israélite, der, da jeg paa deres Opfordring havde skrevet et Stykke til Bedste for de undertrykte Jøder i Rumænien lod det utrykt, fordi jeg krævede 150 francs for min Oversætter, mens Neue freie Presse nægtede at trykke Artiklen fordi Bladet stod i Forretningsforbindelse med den rumænske Regering – hele Redaktionen fra Benedict og nedefter bestod af Jøder.

Jeg kender de New Yorker Jøder – Halvdelen Millionærer – som sendte deres Mand ombord paa Dampskibet, da jeg kom til New York, for at bede mig komme til dem, men som da min Impressario paa mine Vegne krævede 100 Dollars for et Foredrag, gav Afkald paa at se mig, da Summen var for høj.

Franske, tyske, amerikanske Jøder det samme gerrige Krapyl. [Så her er også GB "racist"]

I Kowno den fattige By har Jøderne i deres Hospital kaldt en Sal dèr Georg Brandes' Sal til Tak fordi jeg skrev for de elendige polske Jøder, det er det eneste kønne Træk jeg har set af dem. Og hvilken Rædsel for Øjne og Næse er ikke de samme galiziske og russisk-polske Jøder. Fyrst Paul Dolgorucki sagde til mig i Karlsbad oppe over Byen: Jeg gaar ikke ned i Byen, jeg vil det ikke, for jeg vil ikke blive Antisemit og jeg kan ikke lade være dermed ifald jeg gaar ned og ser paa disse rædselsfulde Jøder.

Jeg forstod ham.

Forstaa De saa ogsaa mig.

Hele Deres Bestræbelse er som Landsmaalet Jiddisch og alle andre Rædsler af den Art reactionær, Galvanisering af ældgamle Tilstande, som er mig af Hjertet imod.

Jeg er som født i 1842 voxet op i Traditionerne fra 1848, det eneste lyse Øjeblik i et skidt Aarhundrede. I min Skoletid var der intet Jødehad. Menneskeligheden havde endog et Moment triumferet. Skrab Idioten og Du finder Patrioten. Skal De nu ogsaa være jødisk Patriot? Det er mig en Gru, da jeg er

Deres Ven G. B."

Nathansens svar er rørende.

*

I Randers var der i Pontoppidans barndom en jødisk menighed på henved 200 familier. Det var "Smaahandlende og Smaafabrikanter" der levede i deres lukkede miljøer "uden anden Forbindelse med den kristne Omverden end hvad Forretningerne og Børnenes Skolegang krævede". Menigheden var ledet af Meyer Abraham Wreschner, en tysk lærd på alder med Henriks egen far. Men Dines Pontoppidan følte sig som byens øvrige præster, protestantiske såvel som katolske, frastødt, fortæller Henrik i 1932, af hans "jødiske Ortodoxi, skønt [fars] egen lutherske Rettroenhed ikke gav den noget efter i Strenghed."

For Byens Drenge stod der Gru af "Jødepræsten" paa Grund af Omskærelsens mystiske Ceremoni og den blodige Schæktning, som han ogsaa mentes at forestaa. De kunde høre de Voksne tale med Uvilje om, at den Slags hedenske Skikke endnu var tilladt i et kristent Land. Det var jo i Virkeligheden Afgudsdyrkelse, blev der sagt, og ingen undrede sig derfor over, at saa faa hilste den graaskæggede lille Mand, naar han viste sig paa Gaden.

(Jeg citerer her Pontoppidans "novelle", "Rabbinerens Datter", i tredje bind af Noveller og Skitser fra 1930. Jeg gør det med den gode ret at teksten findes i en tidligere version fra 1918, " Præstens Datter. Et Minderids", en version i jeg-form og med oplysninger der i den grad tyder på erindringsstof, at jeg betragter den som selvbiografisk. Men i 1930-udgaven er der nogle tilføjelser, som f.eks. den jeg lige har citeret. (Se også sammenstillingen af de to tekster.)

Denne tydelige antisemitisme i rabbinerdatterens fødeby, som vi forstår som Randers, træder igennem i "Valhal"s love. I sit sidste år på latinskolen her stiftede den 15-årige Henrik en traditionel diskussions- og drikkeklub, som også hans storebrødre havde gjort det. De var seks stiftende medlemmer, men Henrik var den eneste "realist", og sådan en havde tidligere ikke kunnet blive medlem af de latinskoleforeninger der var udbredt i hele Norden. Det er indicium ét for at han er den egentlige stifter. Af de fem var han den eneste der på et eller andet tidspunkt i sin ret omtumlede skolegang havde gået i klasse med dem alle fem. Indicium to for at han er foreningens ophavsmand. Det er derfor også ham der med egen hånd nedfælder foreningens love i den bevarede protokol for "Valhal", som foreningen blev døbt, og det er ham, indicium tre, der er foreningens formand, dog beskedent kaldet "Dirigenten".

Blandt Henriks klassekammerater var der flere jøder. En af dem var Edvard Bernhard6, der var godt et år yngre end Henrik og søn af en tøjfabrikant. Med ham havde Henrik gået sammen siden 3. klasse i 1868, og de var de to eneste der var tilbage i reallinjen da de sammen tog eksamen i 1873, Edvard med betydeligt højere karakterer end Henrik. Men Edvard var ikke blevet opfordret til at være medlem af "Valhal". Tværtimod skrev Henrik i foreningens vedtægter som §16: "Ingen Mosait må optages i Foreningen".

Ordet Mosait optræder aldrig siden i Pontoppidans pen, heller ikke i Lykke-Per; men ordet må have været gængs i Randers der havde landets næst- eller tredjestørste jødiske menighed. I Drengeaar skriver Pontoppidan:

Det skulde betragtes som en høj Udmærkelse at blive optaget i Gudernes Forsamling, og Klassens tre-fire Jøder var paa Forhaand udelukkede. Denne sidste Bestemmelse skyldtes Frederik, der holdt paa, at Foreningen straks ved Fødselen skulde indblæses en ren nordisk Aand, en Kriger-Aand. "Ynglinge i Plade, Drenge klædt i Staal", som det hed i en af de nye Fædrelandssange, der fremstod efter Krigen 64, og som trods Punschebollen og de rahbekske Klubviser blev Foreningens Slagsang.

Det er altsammen meget lidt rigtigt, og da Henrik året efter havde forladt Randers (men dog stadig var "korresponderende" medlem af klubben), vedtog de tilbageblevne medlemmer at §16 skulle stryges. Det første dog ikke til at nogen jøde blev optaget blandt de i alt 16 medlemmer foreningen nåede at få i de tre år den eksisterede.

Så der er grund til at tro at den 16-årige Henrik Pontoppidan kom lige så antisemitisk til København som Peter Andreas Sidenius der "ikke kunne lide Jøder". Men så skete det – for Henrik – at han på den polytekniske læreanstalt kom i kontakt med nogle jødiske medstuderende der indførte ham i huset hos deres mor, en rig grossererenke, Rebecca Meyer (f. 1823).

"Her," fortæller den gamle Pontoppidan i Hamskifte, "i den københavnske Grossererenkes selskabelige Hjem lærte jeg nu et helt andet jødisk Miljø at kende, en indtil Overmod frigjort Slægt, der havde rystet enhver Mindelse om Ghetto og Mauschlen af sig. Selv var hun endnu en smuk og statelig Dame, der fordomsfrit holdt sit Hus aabent for Børnenes Venner og Bekendte uden Hensyn til Race eller Troesbekendelse. Og Sønnerne var alle livfulde og dygtige unge Mennesker, der ogsaa senere i Livet hver paa sit Omraade bekræftede Bismarcks Ord om den moderne Jøde, at han er det mousserende Element i Borgerlighedens tunge og træge Masse." (Hamskifte, s. 61)

Således var Pontoppidan parat til, fra 1884, at møde de moderne jøder i brdr. Brandes' skikkelser. Han gjorde Georg Brandes' bekendtskab det år og Edvard kom han i brevkontakt med året efter, da denne Politiken-redaktør indbød ham til at bidrage til bladet. Hvad der ikke kom noget ud af førend i slutningen af 1887.

Forinden havde Pontoppidan i sommeren 1887 en beklemmende oplevelse under en sommerferie i Blokhus. En fredag eftermiddag var badehotellets gæster på en udflugt, og blandt dem var den 22-årige Rebekka Wreschner, datter netop af den skyede, for ikke at sige afskyede jødiske menighedsforstander i Randers. På hotellet i Blokhus er Rebekka, der i Pontoppidans tekster hedder Rachel, genstand for småforarget nysgerrighed fordi hun strengt overholder de jødiske spiseregler. Uforsigtigt lader hun sig lokke med på en køretur ind i landet, og da vognen ikke kan nå tilbage inden kl. 18, hvor sabbaten begynder og al rullende transport er rettroende jøder forbudt, står hun af og går det sidste lange stykke tilbage til hotellet. Forargelsen er almindelig over denne demonstrative adfærd, og næste dag rejser hun bort.

"Jeg traf hende heller aldrig siden," slutter Pontoppidan i 1918-teksten, og kun her, "[Jeg] veed om hendes senere Skæbne egentlig kun, at hun døde ung og ugift under sørgelige Forhold. Livet var blevet hende for vanskeligt i den Isolation, hvortil hun fødtes, eller som hun i israelitisk Troskab mod Hjemmet heroisk havde valgt, og som hendes Medmenneskers Uforstand og Fordomme aldrig gjorde hende let."

*

Samtidig med at bekendtskabet med Edvard Brandes udvikler sig på Politiken fra slutningen af 1887 og med Georg Brandes personligt efter udgivelsen af Skyer i 1890, var Pontoppidan efter sin indflytning til København i efteråret 1888 kommet i kontakt med den tre år yngre, jødiske Albert Berendsen (1860-97). De blev gode venner under omstændigheder der ikke er særlig velbelyste. Albert var arving til grossistfirmaet Sophus Berendsen og så rig en mand at han uden at blinke kunne forstrække Pontoppidan med midler når det kneb; hvad det ofte gjorde. Berendsen hørte intellektuelt hjemme i kredsen omkring tidsskriftet Ny Jord og bidrog også et par gange til det. Han var "ivrig Galloman", som Georg Brandes skriver om ham i Levned (III, s. 369), og han "forbandt", siger Brandes, "et lidt uroligt og naragtigt Væsen med et ypperligt Hoved og et udmærket Hjerte". Han døde tidligt, i 1897, men nåede at levere så meget model til Ivan Salomon i Lykke-Per, at Pontoppidan kviede sig ved at sende de første bind af de otte til enken; han ville spare hende for "at forarges over Ting, som først efterhånden, som Bogens Idé træder klarere frem, kommer i det rette Lys"7. Brandes skriver da også i 1902 til Pontoppidan om Ivan at han er "vedblivende morsom og sand" (brev af 21.6.); "sand" kan kun betyde 'i overensstemmelse med modellen', og Brandes omgikkes ikke Hirschsprung-familien.

Før Skyer var Pontoppidan gennem Edvard Brandes kommet i arbejdsforhold til Ernst Brandes, redaktøren af Kjøbenhavns Børs-Tidende. Han er nok den "historiske" jøde Pontoppidan giver det dårligste skudsmål. Som nævnt beskrives han i Familjeliv som "en grim lille Mand med udpræget jødiske Træk". Han "besad – i Modsætning til [sine brødre] – iøvrigt ingen tiltalende Egenskaber udover en vis Godmodighed."

Han var ugift, [fortsætter HP i Familjeliv, men gav sig ikke des mindre] Udseende af at have pikante Damebekendtskaber i den elegante Verden og optraadte overhovedet gerne som Storhans. Sandheden skulde efter Sigende være den, at han havde en Del betalte Forbindelser i visse Smaagader men bestandig blev gjort til Hanrej der af yngre Mænd. Hans Livsførelse var i det hele uden al Fornemhed. Kun i sit Forhold til Mad og Drikke udfoldede han en virkelig Overdaadighed. Han var en Fraadser, og den Formue, han i sin Tid havde tjent som Vekselerer, blev i bogstaveligst Forstand spist op. At se ham sidde i et Restavrationslokale med en saftig Chateaubriand foran sig og med Servietten stoppet ind under Hagen som en Savlesmække var absolut ikke noget opbyggeligt Syn. Overhovedet havde jeg vanskeligt ved at forsone mig med ham. Naar jeg havde valgt at bo paa Frederiksberg, skønt "Børstidendes" Kontorer laa i den modsatte Udkant af Byen, var det ikke uden Forbindelse med min ringe Sympati for ham. Den lange Afstand skulde tjene til Undskyldning for, at jeg saa sjældent viste mig paa Bladet og i Reglen sendte mine Artikler dertil med Posten. Kun til de halvmaanedlige Redaktionsmøder var jeg forpligtet til at indfinde mig.

Først i de sidste måneder før Ernst Brandes' selvmord i august 1892 fik de to, på brevafstand, rigtig noget at gøre med hinanden, da justitsministeren havde rejst sag mod Brandes for to af Pontoppidans artikler i avisen. De var blasfemiske, anmeldelsen af Stuckenbergs roman Messias og den fra tysk bearbejdede krønike om "Den gamle Adam", der senere indgik i den lille roman. Myndighederne vægrede sig ved at acceptere Pontoppidan som den officielle forfatter, for det var Brdr. Brandes de ville ramme. Pontoppidan mistede dog (for et år) sin finanslovsstøtte på grund af sagen, som han overhovedet ikke omtaler i afsnittet om Ernst Brandes i Familjeliv, men af de bevarede breve fremgår det dog tydeligt at han stod last og brast med sin redaktør, om det så end mest var for brødrenes skyld.

Efter Skyer skiftede Pontoppidan forlag, fra Hegels Gyldendal til det jødiske P.G. Philipsens Forlag, og han kom i et godt arbejdsforhold til den tålmodige og generøse Gustav Philipsen, den ene af de to brødre der havde arvet faderens forretning og vel egentlig ikke var nogen ildsjæle som boghandlere. Gustav Philipsen var lige så sekulær en jøde som brdr. Brandes. I korrespondancen med Pontoppidan om forfatterskabet fra Krøniker over trilogien Det forjættede Land til Nattevagt og Den gamle Adam, berøres ikke et sekund personlige religiøse opfattelser. Da Philipsen overlod sit forlag til Ernst Bojesen, vedblev han og Pontoppidan at stå i en venskabelig forbindelse der dog tyndede ud med årene. Men Pontoppidan skrev f.eks. i 1905, på opfordring, en festsang til Philipsens 90-årige mor!

Inden da var endnu en jøde dukket op under Pontoppidans bestandige krydssejlads mellem forlæggere: Den 12 år yngre Aage Hirschsprung, søn af tobaksfabrikanten og kunstsamleren Heinrich Hirschsprung (ham med Den Hirschsprungske Samling i Stockholmsgade). Det var gennem sønnen at Pontoppidan lærte faderen og familien at kende, først gennem nogle tesaloner i familiens palæ i Bredgade, derefter igennem (vi véd faktisk ikke fra hvornår) hyppige besøg i familiens sommerresidens, "Skrænten" i Skodsborg. Det er hævet over enhver tvivl at Pontoppidan i familiens ydre rammer hentede kulisserne til sin skildring af Salomon-familien i Lykke-Per. Det har også været en udbredt opfattelse at Aage Hirschsprung stod model til Ivan Salomon, en opfattelse jeg med mine udredninger om venskabet med Albert Berendsen stærkt har måttet moderere. Blot skal man huske at Pontoppidans brug af modeller aldrig forgik 1:1 hverken i det ydre eller i det indre, undtagen i det indrømmede Dr. Nathan-tilfælde. Vi kender ikke alverden til Aage Hirschsprungs forhold til Pontoppidan som ikke gemte hans breve; muligvis blev de destrueret i forbitrelse over den ende deres samarbejde fik8. Men han kan meget vel have haft visse træk fælles med Ivan (både Aage Hirschsprung og Albert Berendsen havde en bror der hed Ivar!). Men at Pontoppidan meget, meget langt følte sig godt behandlet af ham, fremgår f.eks. af et brev fra oktober 1896 hvor Pontoppidan så småt er gået i gang med at skrive Lykke-Per:

Den Tryghed, jeg i så Henseende [dvs økonomisk] føler (jeg havde nær sagt for første Gang i mit literære Liv), er jeg Dem inderlig forbunden for. (…) Jeg glæder mig over med Dem igen at være kommen i Forbindelse med Literaturvenner, der (…) betragter en Bog (…) som et Stykke levende Menneskeliv."

Pontoppidans forhold til Aage Hirschsprung må siges at være dadelfri for racisme, direkte såvel som indirekte. Det gælder også Pontoppidans forhold til sin sidste "jødiske" forlægger: Peter Nansen på Gyldendal, hvortil Pontoppidan rutsjede tilbage ved Aage Hirschsprungs afhændelse af Det Schubotheske Forlag. Jeg sætter her "jødiske" i anførselstegn, for nok var Peter Nansen sønnesøn af en ægte jødisk Nathansen, men han var frafalden protestantisk præstesøn som Pontoppidan selv, og vil man end se "portræt" af Nansen i journalisten Dyhring i Lykke-Per, og det er der nogle der vil9, ankerne mod han er helt uden (i hvert fald udtalt) racisme.

Heller ikke i Pontoppidans digt til (eller om) Brandes i 1912 er der racistiske undertoner. Det er først da Brandes i 1927 er død, at racismen dukker op igen i sammenligningen med den arabiske hingst:

Naar Georg Brandes' Livsopfattelse[, fortsatte Henrik Pontoppidan,] laa mig og andre meget fjernt, maa Forklaringen simpelt hen søges deri, at han var en fremmed Natur, der havde vanskeligt ved at føle sammen med os Danske. [Interview i Nationaltidende]

Replikken kendes kun i journalistens gengivelse, men Pontoppidan ville næppe overhovedet have udtalt sig om Brandes til Carl Henrik Clemmensen hvis han ikke fra tidligere havde haft så gode erfaringer med ham. Og så kommer hingsten:

– Der indførtes for godt Hundrede Aar siden i Jylland en arabisk Hingst, som skulde bringe mere Id og Hurtighed i den jydske Heste-Race. Eksperimentet lykkedes meget daarligt, og den jydske Hest var en Overgang lige ved at blive en forsumpet Race, indtil nogle fornuftige Mænd fandt paa at faa den mecklenburgske Hest herop .... den stod nemlig racemæssigt set den jydske Hest meget nærmere, og dette Greb reddede den gamle, jydske Race fra Undergang!

Som en saadan arabisk Hingst har Georg Brandes egentlig virket i Danmark. Derfor gik det, som det gik. Det var en Krydsning, der ikke lykkedes. Men – det var ikke hans Skyld, og det var heller ikke det danske Folks Skyld. Der var bare ikke Jordbund for ham herhjemme. Det Træ, han plantede, kunde ikke finde Voksested hos os.

Saadan føler jeg det ogsaa selv, endskønt jeg nu paa mine ældre Dage forstaar Georg Brandes bedre: Heller ikke hos mig har der været særlig god Jordbund for meget af det, han saaede – saa fremmed han var ….

Den jøde Pontoppidan kom nærmest, var Henri Nathansen. Fra 1906 og igennem 37 år dyrkede de et venskab i samvær og i en korrespondancen der kun blev afbrudt af Nathansens depression i årene 1919-26. Små 300 breve er bevaret imellem dem, med en lille overvægt på Nathansens side.10 Det var Nathansens overvældede begejstring11 for Lykke-Per (ingen kritik for antisemitisme!) der havde bragt dem i forbindelse med hinanden. Mens Nathansen hidsigt diskuterede sin zionisme med Georg Brandes, indgik Pontoppidan med Nathansen et lille hemmeligt broderskab om den "jødiske" overensstemmelse Pontoppidan, kun halvt i spøg, fandt imellem dem.

Med et skævt sideblik til Georg Brandes' outing i 1912 skrev Pontoppidan til Nathansen i marts 1917:

Jeg så', at Sv. Lange i sin Anmeldelse [af Nathansens Af Hugo Davids Liv] anbragte os i et literært Ghetto sammen med Goldschmidt og Nansen. [11.3.1917]

Og da han i 1917 havde fået Nobelprisen:

Nu er jeg næsten lige så velstående som Forfatteren af "Indenfor Murene". Der må vist være noget om, at vi Jøder er Vorherres udvalgte Folk. [ 19.11.1917]

og to år senere:

Hjemlængslen efter et Palæstina forstår jeg ganske godt. Vi går jo alle i dette Ragnarok-Mørke og stikker Fingren i Jorden for at føle os frem – eller tilbage – til Hjemmet. [ 19.2.1919]

Endelig i 1931 i anledning af et foredrag Pontoppidan havde læst af Nathansen om "Jødedom":

Hvad jeg tidligere ofte har fornummet, følte jeg i forstærket Grad under Læsningen, nemlig, at jeg er mere af en Jøde end af en Kristen, og har mine dybeste Rødder i Judæa. [26.2.1931]

Så om Pontoppidan kan man sige det omvendte af hvad Peter Tudvad siger om Søren Kierkegaard12: Pontoppidan var antisemit, men holdt op med at være det. Til gengæld var han hele sit liv racist, forstået på den måde at han tillagde folkene, og kvinderne, karakteregenskaber der skrev sig fra det forhold at de var eksempelvis: jøder eller kvinder.13

*

Jakobe skriver til Per:

[Det er] "selvindlysende, at det netop er al dette "nedarvede" i os, vi allesammen, baade Kristne og Jøder, har den Pligt at bekæmpe, fordi det jo bare er et Værk af Tilfældet, – vi kunde lige saa godt have arvet noget ganske andet, noget helt modsat. Hvor lang Tid skal der endnu gaa, hvormegen Fortræd skal vi Mennesker endnu volde hinanden, før det virkelig bliver forstaaet og gjort til Religion, til eneste tilladelige Dogme, at det ikke er paa det tilfældige, det særegne, men paa det almenmenneskelige i os, at vi skal opbygge vort eget og Nationernes Liv." ( A 5, kap. 1.)

At Pontoppidan privat fuldhjertet stod bag denne Jakobes trosbekendelse kan man se af et sted i Familjeliv fra 1940 hvor Pontoppidan skildrer Edvard Brandes forhippede undersøgelse af Pontoppidans mulige jødiske aner14 ved at servere jødisk "Gruemad" (Scholunt) for ham:

Herregud, hvad vidste vi Mennesker, naar det kom til Stykket, om vor Tilblivelse udover dette ene, at den i alle Racer og Folkeslag hidrørte fra ganske den samme lille intime Proces. Det var netop Bevidstheden om dette fælles Ophav, som forklarede den menneskelige Samfølelse, der var vor sande Religion, et virkeligt Broderskab, der omfattede Individer af alle Racer og Kulører. At de Kristnes Gud, da han bestemte sig til at frembringe et Væsen, der kunde tjene til Forbillede for den hele Menneskehed, foretrak en jødisk Kvinde som Moder til sin Søn, maatte man i hvert Fald være Tysker for at tage Forargelse af. [ Familjeliv, s. 97]

 
[1] Anne-Sophie Leclère, ex-tête de liste FN aux municipales à Rethel (Ardennes), a été condamnée hier par le tribunal de grande instance de Cayenne à neuf mois de prison ferme et cinq ans d’inéligibilité pour avoir comparé la garde des sceaux, Christiane Taubira, à un singe. Mme Leclère s’est vu aussi infliger une amende de 50 000 euros. Le TGI de Cayenne a également condamné le FN à 30 000 euros d’amende. Le parti d’extrême droite a évoqué des "condamnations révoltantes" et fait part de son intention d’interjeter appel. Le tribunal avait été saisi d’une plainte du mouvement guyanais Walwari destinée à "dénoncer le fond idéologique d’extrême droite du parti de Marine Le Pen". Le TGI de Cayenne est allé au-delà des réquisitions du parquet, qui avait demandé une peine de quatre mois de prison, cinq ans d’inéligibilité et 5 000 euros d’amende. Le 17 octobre 2013, un reportage de l’émission "Envoyé spécial" sur France 2 consacré à la campagne de Mme Leclère avait montré un photomontage qu’elle avait placé sur sa page Facebook et qui montrait d’un côté un petit singe et de l’autre la garde des sceaux, avec les légendes "à 18 mois" et "maintenant". Mme Leclère l’avait assumé, assurant que "ça n’a[vait] rien à voir" avec du racisme. Le vice-président du FN, Florian Philippot, avait alors déploré "une erreur de casting". Une "erreur" qui coûte cher et qui rappelle que le racisme, sous toutes ses formes, est condamnable. [Le Monde, elektronisk nyhedsbrev 16.7.2014.] tilbage
[2] Delft: En anden racisme knyttet til denne figur er at han er "et Vidnesbyrd om den Uregelmæssighed, hvormed Egenskaber nedarves i jødiske Slægter" (A 3, s. 115/B kap. 7, s. 213). tilbage
[3] modstand: email til forf. 8.8.2001:

Another problem in New York would be Pontoppidan’s anti-Jewish prejudices (at least they might be regarded as such by Jewish New Yorkers, who run most of the publishing business). To be honest, this is why I stopped working on the book. I would hate to censor Pontoppidan’s words, but I do think some of the descriptions of the Jewish characters would meet with opposition in NY.

tilbage
[4] udenfor Omtale: Det er værd at overveje om Georg Brandes’ artikel i Politiken 14. januar 1901 har udæsket HP til den "private" del af portrættet. Brandes beskrivelse, uden navns nævnelse, af digteren Chr.K.F. Molbech vakte voldsomme protester, og HP bemærkede i et brev til Aage Hirschsprung 31.1.1901 at "Georg Brandes’ Molbech-Artikel var nu mildest talt også en Skarnstreg". Selv satte HP "stor Pris" på Molbechs forfatterskab, især skuespil Ambrosius, "et af vore allerbedste Skuespil" (som man kan se af hans brev til sønnen). Han havde næppe heller glemt teatercensor Molbechs venlige afvisning i 1879 af skuespillet Hjemve. tilbage
[5] I en samtidig avis (Aftenbladet 19.12.1891) læser man at "Arbejderne er en anden Race end Bourgoisiet". tilbage
[6] Bernhard: Med et tilføjet -t kom hans far, Max Bernhard, til at lægge navn til Lykke-Per-advokaten Max Bernhardt. tilbage
[7] rette Lys: brev til enken, Gustava Berendsen 5.1.1898. tilbage
[8] samarbejde fik: Herom kan læses i min artikel "Censor for den ideale forlægger" fra 2011. tilbage
[9] nogen der vil: F.eks. Steen Rasmussen i slutningen af sit Nansen-portræt på "Arkiv for dansk litteratur":

[…] kritisk, for ikke at sige temmelig giftigt, er til gengæld det portræt, som Henrik Pontoppidan leverede i romanen Lykke-Per (1898-1904). Her optræder blandt andre ondt karikerede danske forfattere (som fx Georg Brandes, J.P. Jacobsen og Holger Drachmann) også en opportunistisk og moralsk anløben Peter Nansen i skikkelse af den "ombejlede Pressejunker" med det sigende navn Dyhring, der professionelt er til salg for hvem som helst og i sit luksuøse privatliv realiserer et alfonsagtigt ægteskab med den frigjorte jødiske rigmandsdatter Nanny Salomon.

tilbage
[10] Elias Bredsdorff mener i sin disputats (1964, s. 78, note 18) at Pontoppidan ikke i samme omfang som Nathansen gemte den anden parts breve – og altså heller ikke var så interesseret i forholdet; det er ikke rigtigt, men skyldtes at Nathansens breve dengang i 1960’erne var fordelt på to forskellige arkiver hvad Bredsdorff ikke var opmærksom på. tilbage
[11] begejstring: udtrykt i digtet "Til Henrik Pontoppidan", 1905. tilbage
[12] Tudvad om Kierkegaard: Tese 1: "Kierkegaard var ikke antisemit, men blev det." Stadier på antisemitismens vej, 2010, s. 15. tilbage
[13] Elias Bredsdorff, hvis disputats fra 1964 jeg anser for alt for fejlfyldt til at kunne fremlægges her på netstedet i sin helhed, skriver (1964, s. 248-49) i sin behandling af Pontoppidans forhold til det jødiske:

Georg Brandes' affærdigelse af det racemæssige som noget irrelevant var efter Pontoppidans mening en katastrofal fejltagelse. For Pontoppidan var det gamle bud: "Kend dig selv!" det væsentligste af alle bud. Som forfatter så han det som sin opgave at vise danskerne, hvordan de i virkeligheden så ud, man kunne næsten sige: betragtet som race. Man kan ikke løbe fra sin slægtsarv – det var et væsentligt dogme i Pontoppidans filosofi. Men det betød også omvendt, at ingen jøde kunne løbe fra sin slægtsarv og sine særlige forudsætninger. Derfor stod Pontoppidan langt nærmere ved den militante jødiskhed, zionisterne og de jøder, der som Nathansen vedstod sig sin jødiske oprindelse og aldrig et øjeblik glemte – eller lod andre glemme – at de var jøder. Den Georg Brandes’ske holdning betragtede han derimod som en art faneflugt. Det var jo i Pontoppidans øjne ikke noget nedsættende at være jøde – derfor burde enhver jøde åbent vedstå det og være stolt deraf. Georg Brandes’ hånlige holdning til "jøderiet" bundede efter hans mening i et mindreværdskompleks, en skamfølelse over at være jøde.

tilbage
[14] mulige jødiske aner: Også Georg Brandes fæstede lid til dette rygte når han i sin artikel om "Raceteorier" (Politiken 13.2.1912/Fugleperspekiv 1913, s. 167-73) outer HP som en af den "Mængde moderne Skribenter, om hvem kun faa véd [at de har] jødisk Blod i deres Aarer, i den danske Literatur f.Eks. Julius Fridericia, P.F. Rist, Mylius-Erichsen og Henrik Pontoppidan." tilbage