Viggo Stuckenberg

(1863-1905) var nav i en venskabskreds der i sin inderste cirkel foruden hustruen Ingeborg omfattede Johannes Jørgensen og Sophus Claussen. I en ydre kreds befandt bl.a. Pontoppidan sig.

Pontoppidan anmeldte i 1889 Stuckenbergs Messias i Kjøbenhavns Børstidende. Anmeldelse bragte bladet et søgsmål på halsen for blasfemi.

Stuckenberg befinder sig centralt i Pontoppidans forestillingsverden. Få andre lovpriser han siden i sin selvbiografier stærkere og mere entydigt end denne beskedne og tilbagetrukne poet (se Familjelivs kapitel 2 og 5).

De to stemte blandt andet overens i en humoristisk sans som var langt mere fremtrædende i deres private person end i deres ydre forfatterrolle og såmænd også i deres værk. Som Pontoppidan i 1927 skrev til kollegaen Buchholtz:

Da jeg begyndte mit Forfatterskab, opfattede jeg mig væsenlig som Humorist, ikke i den Betydning som Sterne og Dickens har givet Ordet, men som Swift og Hogarth forstod det.

Johs. Jørgensen tillægger (i Mit Livs Legende, bd. 1, s.172) Stuckenberg

en Tone, som i daglig Omgang var særdeles almindelig hos [ham] – den barokt pudsige. Der er i Stuckenbergs Bøger ikke ringeste Spor deraf – men mundtlig var han overmaade morsom, fuld af Lune, rig paa Mark Twainske Overdrivelser, som han gennemførte med stor poetisk Kraft.

Hos Stuckenberg havde Pontoppidan i debutbogen I Gennembrud noteret sig et litterært udtryk for et faderhad han siden skulle overføre på Per Sidenius.