Henrik Pontoppidan til Johannes Buchholtz
3. august 1927

Smilet forsvundet


3. Aug 27.
f.T. Svendborg

Kære Hr. Johannes Buchholtz!

Vil De modtage en kortfattet Tak for den smukke Fødselsdagshilsen1, De sendte mig gennem "Berl. Tid." Da jeg begyndte mit Forfatterskab, opfattede jeg mig væsenlig som Humorist, ikke i den Betydning som Sterne og Dickens har givet Ordet, 2 men som Swift og Hogarth forstod det – for at holde mig til England. Jeg ser jo, at for Nutiden er Smilet i mit literære Fysiognomi så at sige forsvundet. Sådan også for Dem. Det er de sejge Alvorstræk, der nu helt behersker det, i Overensstemmelse med Ordet om Svinelæderet der består, mens Forgyldningen forgår. Og dog har jeg virkelig aldrig været nogen Bedemand. De må tro mig på mit Ord.

Deres hengivne
Henrik Pontoppidan

 
[1] Fødselsdagshilsen: Johannes Buchholtz indledte sin hilsen med ordene: "Ærlig, klar, streng og sorgfuld – det er de Linier i Henrik Pontoppidans litterære Ansigt, der stærkest præger sig i min Erindring." tilbage