Til Henrik Pontoppidan

I.
Der staar midt i Firsernes Øde
en spejdende Vagt paa sin Post,
Brynet er tynget af Fortidens Brøde,
Blikket er hærdet i Tidernes Frost.
Tungt han staar i den fædrene Jord,
sætter sit dybe, trodsige Spor
midt i det flade Land –
en ensom Vagtpost, en Mand.

Han ser det fortvivlede Øde
i Landet, der fyger med Ord,
de stiger som Træk af Fugle, og døde
smælter de paa den taalmodige Jord.
Og dybt fra Mængdens forførte Klump,
der sjapper i Plørets stænkende Sump,
bruser de Tusinders Kor
i vilde Stormstød – af Ord.

Han lukker sin Mund for sin Harme
Imod den elendige Tylt,
spænder standhaftig de korslagte Arme,
venter taalmodig til Bægret er fyldt –
venter til Pløret er steget saa højt,
at Stænkene slaar deres mudrede Sprøjt
op mod den Plet, hvor han staar –
da løfter han Værget og slaar.


II.
Aa, dette Slæng der drog i Landet ud
og fyldte Luften med sin onde Aande,
snart ledet af en Sortebroder Knud,
snart af en Skægprofét, der førte Allehaande,
og rejste for en ny og bedre Gud.

Der sjakredes med Frihed for hver Dør,
der laantes Lighed ud mod dyre Renter,
Bladsælgere i Flok skreg Halsen tør,
og Frisindsaktionærerne strøg Dividender –
jo mere Frisind desto fler Procenter.

Og unge Sjæle gik fra Fædres Tro
og løb tilbage, da det led mod Natten –
Og Frihedstog drog frækt ad Vesterbro
med Oprørstegnet luende i Hatten.

Og Kongens Mænd befæsted Smørumvig,
mens Folkets Mænd skreg op om Skattekrig –
Indtil de mødtes i et ømt Forlig,
der lod de fattige betale Skatten.

Ja dette Bakkanal af gamle Fraser
om Forsvarssag og Nordens Heltefag,
og dette Frihedspust af Silkelaser
og Bomuldsklude som mod Himlen fløj –
det var den gode gamle Lamperøg,
hvormed vor Landevagt forblinded alle Gaser,
hver Gang vi – hæderligt – led Nederlag,
vort eneste, uovertrufne Fag.

III.
Og Landet laa saa tyst og duved stille
og svinged som en Skude uden Ror,
saa mange Spillemænd holdt op at spille,
de bedste Spillemænd der var om Bord.

Og nogle gik i Nattens Mulm fra Borde,
steg tyst i Mørket ned og vugged bort –
og Vinden bar ved Nat fra fjærne Fjorde
døende Klange af en dyb Akkord.

Men andre vendte deres tomme Lommer
og tilstod aabent deres Sjæls Fallit
og lønnedes med Rang og Stand som Dommer
i Fjendens Lejr - og fik paany Kredit.

De usleste blev ubarmhjertig sande
og rysted' Bjælderne paa Narrevis
og stangede med deres Skaldepande –
En lo som Buk - En gryntede som Gris.
– – –
Hvor er de Mænd, hvis Navne klang i Landet
som Slag mod gamle Tiders Grænsesten –
har Bølgen slettet ud som Spor i Sandet
de Tusinde for kun at frelse En?

IV.
En eneste – en trofast Vagt,
som ej sin Post forlod,
en ensom Mand i dette Land.
hvor den er ene, som er sand,
og staar hvor før han stod.
En, der fik skabt sit Manddomsværk,
i Medgang tavs, i Modgang stærk,
en eneste – en Mand.

Jeg siger Dem min dybe Tak
med ungt, bevæget Sind
for Vinterfrost og Sommervind,
som slog fra Dem imod min Kind –
fordi De staar, hvor før De stod,
saa fordomsfri, saa fuld af Mod,
saa stærk og ubønhørlig sand – –
et eneste – en Mand.

Henri Nathansen.