Henrik Pontoppidan til Henri Nathansen
Sendt fra Snekkersten. 11. marts 1917
om Hugo David
Snekkersten
11.3.17.
Min kære Herre!
Er det ikke den Overskrift, De plejer at bruge, når De ønsker at vise Dem rigtig elskværdig? Jeg føler i dette Øjeblik den samme Trang, og Grunden dertil kan De let gætte. Jeg har sluttet Læsningen af Deres Bog og er opfyldt af Taknemlighed for de mange gode Timer, jeg har tilbragt i dens Menneskemylder. Når jeg har været så længe om at læse den, er det kun, fordi den har optaget mig på særegen Måde. De Bøger, der dybest interesserer mig, læser jeg gerne langsomst; og specielt om dette 2 Værk gælder det vistnok, at man skal give sig god Tid med det, om man vil vurdere det rigtigt. Bogen er jo ikke så meget en Roman som en Række fortroelige Meddelelser, en Række Breve, om man så vil, hvori De har samlet Deres Erindringer fra Barndom og Ungdom. Særlig den første Del har virket stærkt på mig. Den er et Stykke Erindringskunst, som jeg sjælden har set Mage til. Når De f. Eks. skildrer en Skoledrengs Følelser den første Dag i Sommerferien, så er det både så vidunderlig rigtigt husket og så prægtig i√ Fremstillingen. Uforglemmeligst for mig er dog Billedet af Lis ude på 3 Badestranden med den prøvende Tåspids i Vandet. Det er gjort med en Finhed og Ynde, som man er taknemlig for.
Men det er forresten slet ikke min Mening at udtale mig om Bogen allerede nu, så meget mindre nu jeg ser, at 3die Bind allerede kan ventes om nogle få Dage. Jeg skriver kun, for at De dog skal vide, at jeg med Tak har modtaget Bogen og meget glæder mig til Fortsættelsen. Jeg så', at Sv. Lange i sin Anmeldelse1 anbragte os i et literært Ghetto sammen med Goldschmidt og Nansen. Han fandt jo endogså Familjelighed i Deres og min Fremstillingsform, hvad der er det tåbeligste, jeg har hørt. Men Meningen med Påstanden var vel 4 også bare den at misrekommandere Deres Bog.
Om mig selv vil jeg idag intet skrive. Jeg fik travlt med at forberede en ny Udgave af min egen store Bog. Derfor har De ikke set mig.
Modtag venlige Hilsner herfra.
Deres hengivne
H. Pontoppidan.
