Henrik Pontoppidan til Henri Nathansen
Sendt fra Snekkersten. 1. januar 1917
Brandes nye Kæmpeværk
Snekkersten
1ste Jan. 1917
Kære Henri Nathansen!
Min første Pennehilsen i det nye År skal gælde Dem. Jeg havde gerne opsøgt Dem en Dag i Julen og personlig takket Dem for Deres hjertelige Brev; men det lykkedes mig ikke at komme til København, og nu kommer jeg næppe dertil foreløbig.
Min Bogs1 Svagheder er vist mere iøjnespringende end dens Fortrin; men det er jeg slet ikke ked af, ja jeg kan sige, at jeg har tilsigtet det. Alt for meget af vor Tids Kunst går ud på at 2 overrumple, forbløffe, i det hele på at fremkalde øjeblikkelige Virkninger, Chok. Det kan gå godt, når det gælder en lille Bog; men i Længden trættes man og bliver uimodtagelig.
Jeg glæder mig nu til Deres store Værk2. Jeg veed, at heller ikke De jonglerer. Otto Rungs sidste Bog "Den store Karavane"3 kom jeg aldrig igennem til Trods for, at jeg hvert Øjeblik måtte beundre og ofte fandt ham sublim.
I disse Dage læser jeg Brandes' nye Kæmpeværk4. Ærligt talt, jeg havde tænkt mig, at Voltaire var en interessantere Personlighed. Allermest har det overrasket 3 mig, at han tilsyneladende ikke engang har interesseret Brandes selv synderlig dybt. Men det kommer måske. Jeg er endnu ikke nået til Voltaires Manddomsgerning. Foreløbig er det væsenlig den galante Dameverden, han i sin Ungdom bevægede sig i, som jeg har lært at kende, og af denne har Brandes trods Emnets Ensformighed åbenbart været levende optaget. På dette Punkt savnes ingen Fordybelse i Detaljen.
Nu Tak for godt Venskab, og mange gode Ønsker for Dem og Deres Hustru fra min hele Familje, som har været samlet her i Julen.
Deres hengivne
H. Pontoppidan