Ordliste

Dette er en liste med en blanding af ordforklaringer og noter til enkeltsteder i det pontoppidanske forfatterskab. Den bliver helt usystematisk til ved at brugere fremsætter ønsker eller skribenter og redaktør tænker sig behov. Skriv gerne til sidstnævnte. Se også Leksikon og register over de fiktive personer.

akceptere: denne stavefejl for acceptere begås overalt hos Pontoppidan, både på tryk og i håndskrift. Den har aldrig været accepteret som alternativ stavemåde i nogen ordbog. Man finder den også hos f.eks. Edvard Brandes (Ungt Blod, s. 51), Ib Ostenfeld, Jørgen Moestrup og Birgitte Hesselaa.

ad Aare: til næste år, og ikke som i dag udelukkende: om flere år. Se f.eks. Dines Pontoppidan til Morten 1.9.1973.

ambrosisk: guddommelig, yderst velsmagende eller herlig. Ambrosia er græsk og betegner i oldgræsk mytologi gudernes spise der gør udødelig. I Torben og Jytte (1912) side 166 siger Dr. Zaun til Torben Dihmer: "Magtens Sødme har været adskillige af vore Førere for ambrosisk", i den endelige udgave af De Dødes Rige 1918, bd. I, s. 111 rettet til: "Magtens Sødme har aabenbart været lidt for ambrosisk for mere end eet af Regeringens Medlemmer."

billig: rimelig.

bramarbasere optræder mindst to gange i forfatterskabet: a) i artiklen En Opgave hvor det bruges om brovtende tyske turister, og i Lykke-Pers førsteudgave, bd. IV, s.80 hvor det – i formen "hans Bramarbaseren" bruges om maleren Frithjof (alias Drachmann). Ordet Bramarbas, storpraler, stammer iflg. ODS fra navnet på en person i en anonym tysk satire. Holbergs Jacob von Tyboe har på tysk titlen Bramarbas.

bøffe forekommer vist kun et enkelt sted hos HP (og ikke hos nogen anden, i ordbøgerne registreret forfatter): i betydningen "spise en bøf". I Mands Himmerig, s. 26 og i dens udkast "De retfærdige Stalbrødre":

Paa Grund af den sidste Oplysning skyndte Rømer sig at spise færdig. Efter derpaa at have tørret sig omhyggeligt om Munden skød han Anretningen bort, saa det kunde se ud, som om det var en af de andre, der havde bøffet. Da hans Kone kom ind, sad han med en beskeden Kop Kaffe foran sig.

æventyre sig bruges to gange i forfatterskabet, i DFL 1898, s. 93 og i et brev til Edv. Brandes fra 1890. Ortografisk skifter HP fra "æventyr" til "eventyr" omkring århundredeskiftet – jf. "Det lyder som et Eventyr".

flink kan, i f.eks. Martinus Galschiøts pen, betyde rask. Se f.eks. brev 4.1.1927.

forresten betyder indtil et vist tidspunkt "derudover". Se f.eks. i brev til Lundegård 27.12.1900.

glimrende betyder – f. eks. i Den gamle Adam (1894), s. 156: "glimrende Regnbue" – "strålende".

ganske vist/ganske sikkert: helt sikkert.

Grundstemning

Halvfjerserne: således – og ikke Halvfjerdserne – stavede Pontoppidan og mange i hans samtid (Vilh. Andersen, C.E. Jensen f. eks.) omkring 1900 dette talord; se f. eks. i Muld, 1891: "Det var i et Aar henimod Slutningen af halvfjerserne", Forord til Andenudgaven af Fra Hytterne, 1905. Stavemåden forekommer også i Lykke-Pers forskellige tidlige udgaver, men bliver rettet i 1918-udgaven.

hans/sin som jyde var Pontoppidan livet igennem usikker i valget af den "korrekte" form. F.eks. kan man i manuskriptet til "Et Nytårsønske" se denne rettelse:

Bjørnson, der paa sine gamle Dage var bleven Sveriges Ridder overfor Brushovederne blandt hanssine√ Landsmænd,

henrivende har flyttet sig siden Pontoppidans tid. Eller rettere: en af dets betydninger er svundet ind. Den overlevende er hvad ODS kalder et "dameord" m. tryk på anden stavelse, à la "Hvor er det dog henrivende". Den snart afdøde betydning har hovedtrykket på første stavelse og betyder nogenlunde det samme som "henført". Henrevet var middelalderens mystikere når de i deres religiøse kontemplation "forlod" denne verden. Det er næppe tilfældigt at en tid der ikke længere tror på det, anvender ordet om kunstens "henrivende" formåen. Og så forstår man bedre at ordet synes det mest positive en forlægger (og forfatter) som Peter Nansen kan bruge når han skriver til sine forfattere om kvaliteten af deres manuskript eller færdige bog (se f.eks. brev til Pontoppidan af 18.10.1908). Så mens vore dages eneste brug af ordet er +5 (og man kan hos Pontoppidan se en sådan anvendelse af ordet i en artikel fra 1889), kunne datidens nå helt op på de maksimale +10. Læg således mærke til hvorledes Thomas Manns brug i sin hyldest til Pontoppidan i 1917 af ordet "hinreissenden" i den gamle oversættelse fra Politiken bliver gengivet som "henrivende", mens den moderne oversætter (Poul Behrendt) vælger "medrivende".

homoseksuel er et ord der ikke forekommer hos Pontoppidan, men se Sodomit og Leksikon-artiklen om Herman Bang.

hosesokket: Lille Rødhætte, 1900 s. 62/SM II, s. 400 (ikke i senere udgaver). Ordet er muligvis "opfundet" af Pontoppidan.

hæderlig betyder indtil et vist tidspunkt "fuld af hæder"/fortjenstfuldt. F. eks. i denne meddelelse i Randers Amtsavis 12. 4. 1871:

I Bangsbostrand feirede et hæderligt Ægtepar, Aftægtsmand Ole Thomsen og Hustru Inger Marie Larsen, sit Diamantbryllup 2. Paaskedag (Frkh. Av.[=Frederikshavns Avis])

kokliko adjektivet forekommer (mindst) tre steder i forfatterskabet: Første gang er i Lille Rødhætte, 1990, s. 142 hvor en person beskrives som "kokliko i Hovedet af Forbitrelse". Anden gang er i førsteudgaven af De Dødes Rige: hvor Jytte Abildgaard siger til sin mor om fætterens muligheder for at blive folketingsmand:

Lagde du ikke Mærke til, at Onkel Tyge [Enslev] og Vilhelmine [fætterens kone] iaftes spaserede længe sammen herude i Haven? Hun var aldeles kokliko i Ansigtet, da hun kom tilbage, og styrtede straks ind til Telefonen.1

Tredje gang er i slutningen af samme roman hvor det hedder om en dame, "Hr. Johansen", at hun under en selskabsleg "værgede sig tappert og blev kokliko i Hovedet af Forlegenhed og Anstrengelse"2. – Ordet kommer af fransk: coquelicot og er oprindelig et såkaldt onomatopoetikon: kykliky. Ordet betyder altså rød som en hanekam og er navnet på den lille, vilde valmue. Måske er det den frankofile Sophus Schandorph der har indført udtrykket i dansk litteratur; et citat fra hans Birgittes Skæbne (1888, anmeldt af Pontoppidan i Politiken) er den ældste henvisning i ODSs behandling af ordet.

kunne. Helt indtil medlemmer af Pontoppidans egen generation brugtes denne gamle flertalform i nutid; ordet betyder altså i den sammenhæng på moderne dansk "kan".

komme paa Ladegaarden ɔ: på offentlig forsørgelse.

Saa og saa mange Ark skal [forfatterne] fylde om Aaret for ikke at komme paa Ladegaarden; og hører de ikke netop til Nationens Yndlingsforfattere, maa de saa at sige skrive baade med Hænder og Fødder, for at kunne friste en blot nogenlunde borgerlig Tilværelse.3

Lejlighed betyder indtil et vist tidspunkt også "anledning":

Men der var ingen Lejlighed til Vittigheder. En Baad med otte Aarer blev hurtig skudt ud for Strandingskommissionæren &c.4

ligestemte Sjæle: Dette fra musikologien stammende udtryk findes bl.a. hos H.C. Ørsted.

Er her et Øieblik Ro, hvori to ligestemte Sjæle sympathetisk smelte sammen, da træder strax Skjæbnen frem med sit Jern-Scepter, og skiller dem langt, langt fra hinanden.

H.C. Andersen: Fodreise

Pontoppidan ejede denne bog fra 1874, og han anvender udtrykket i et brev af 28.12.1916 til Vilh. Andersen der sender bolden tilbage over nettet i sit Forord til bogen Henrik Pontoppidan (1917).

lunefuld har i dag tabt betydningen "fuld af lune, dvs. godt humør". I denne betydning bruges det f.eks. af Otto Borchsenius i hans anmeldelse af Pontoppidans debutbog.

lus på en tjærespån (el. tjærepind) en talemåde der illustrerer langsomhed. Den forekommer tre steder i breve fra Pontoppidan:

Se også ODS, Lus 1.2. Vald. Rørdam bruger udtrykket i sin oversættelse af Reymont: Vaaren, 1926.
En morsom variant, som formentlig er opfundet af HP selv, findes i Lykke-Per B kap. 4 (men ikke i A):

"Saadan kravler en Lus i en Redekam," tilraabte han ham med en Talemaade, der havde lydt i den danske Marine siden fjerde Christians Dage.

mandig / mandigt / umandigt / umandigt / Mandighed er kerneord hos Pontoppidan og hans samtid. Her kommer nogle citater, fra ham og andre (se også Jon Helt Haarders foredrag om mandighedsbegrebet hos HP):

jeg har altid bestræbt mig for at være en mandig Karakteer.

C. Hostrup: Mester og Lærling (1852)

[Georg Brandes] siger, at Paludan-Müller fandt Chr. Winther for "umandig", og maa vel altsaa have det fra Paludan-Müllers egen Mund ...

Otto Borchsenius: Georg Brandes: "Danske Digtere", 1877.

(…) det glæder mig (…) meget at see, hvor meget fastere og mandigere, hvor meget mere bevidst og sikker du nu optræder end du gjorde det før.

Georg Brandes i brev til Sophus Schandorph (1880)5

hans ærlige Mandighed.

Henrik Pontoppidan i sin anmeldelse af Edv. Brandes' En Politiker (1889)

Denne mandige Luft.

Ola Hansson: Friedrich Nietzsche i norsk oversættelse (1890)

Den er sund og mandig i sin Tone,

Niels Møller om Skyer (1890)

[Ludvig Holsteins digte] forekommer mig at vidne om et ualmindeligt fint, nobelt, noget stille men mandigt Talent, ægte og oprindeligt

HP i brev til Gustav Philipsen 15.8.1895.

(...) altsammen Noget, der er den sande Mandighed uværdigt (...)

Pastor Petersen i "Dommens Dag".

jeg fandt det paa en Maade umandigt og uærligt af denne stærke og paa sin Sandhedskærlighed pukkende Mand, at han ikke vilde indrømme (…) den Magt (…) jeg øvede over ham.

Erik Skram: Agnes Vittrup, 1897, s. 130.

Han er vor mandigste Ævne (...)

Holger Drachmann om P.S. Krøyer i Politiken 16.9.1900.

[Pontoppidan] er vor mandigste eller vor "mest maskuline" Forfatter.

Vilh. Andersen: Lykke-Per, 1905.

[…] med disse lykkelige, mandige Egenskaber er det blevet utænkeligt for ham den ene Dag at smæde det, som han den foregaaende Dag hævede til Skyerne. // Og Mandighed er en ikke ringe Dyd i vor slappe Tid. Mandighed i Kunst og Mandighed i Karakter. Henrik Pontoppidan har begge Dele.

Vilhelm Østergaard i Ill. Tid., 28.10.1906 i anledning af HPs forfatterjubilæum.

Man kan sige, at det er et næsten helt nyt Arbejde for sig, præget af Pontoppidans Modenhed og mandige Ro (…)

Julius Clausen om 2. udgaven af Ung Elskov i Berlingske Tidende 19.12.1906.

(...) men det er en mandig Bog, en klog og overlegen Bog (...)

Julius Clausen om Hans Kvast og Melusine i Berlingske Tidende 6.12.1907.

Det er altid en Fest at læse hans smukke, mandige Dansk,

Aumont om Den kongelige Gæst i Ekstrabladet 7.10.1908.

I én Henseende ligner De ham [Georg Brandes] dog åbenbart noget, – i hans lidt umandige Trang til bestandig at smykke sig med Martyrglorien.

Henrik Pontoppidan til Harald Nielsen 11.11.1910.

För hvarje kännare och vän af Henrik Pontoppidans manliga berättarkonst åadagalägger emellertid "Torben og Jytte", att diktaren den dag i dag trots årens tyngd har all sin styrka i behåll. […] En skildrare med en respekt för lifvet, som är i släkt med Henrik Pontoppidans, en ifrig iakttagare af sin samtids människor och en af det yngre Danmarks manligaste [ɔ: mandigste] författarbegåfningar är Kund Hjortö.

N.P. Svensson (under mærket Quidam Quidamsson) i Göteborgs Handels- och Sjöfarts-Tidning, 18.12.1912
i en bunkeanmeldelse af bl.a. Torben og Jytte.

Selvom Hovedpersonen virker umandig, virker Stykket mandigt.

Henri Nathansen i brev af 13.12.1914.

Hjertelig tak, fordi De sendte os Deres mandige ord om kirkens mænd,

Otto Jespersen i brev af 13.12.1914.

Jeg vil da hellere end at lykønske Dem takke Dem rigtig af hjertet for alt hvad Deres kloge og mandige og mangfoldige Produktion

Otto Jespersen i brev af 31.07.1917.

Deres mandig-stærke Kunst

Henrik Pontoppidan i brev til Michael Ancher af 11.06.1919.

He states his artistic creed as a belief in "the clarity of thought and the masculine balance of mind."

Elias Bredsdorff i Introduction to Schandinavian Literature, 1951, s. 155.

Deres kloge og mandige og mangfoldige produktion

Otto Jespersen i brev af 31.07.1917.

Den mandige Ro og Fortrøstning i Etikerens klare Strofer

Hans Brix i Digterne og Fædrelandet, 1942, s. 105
om et Paludan-Müller-digt.

mærkelig "bemærkelsesværdig", "interessant" snarere end "underlig".

mærkværdig betyder indtil et vist tidspunkt "bemærkelsesværdig".

nedskaaren bruges i Den gamle Adam i betydningen nedringet; se også udskaaren.

nem betyder i begyndelsen af forfatterskabet (også) "opvakt", en der har let ved at "nemme", lære:

Op ad ham (…) sad en lille nem Skikkelse og fletter med hvide, vævre Fingre i hans grove Skjæg.6

Naadensbrød/Naadsensbrød [nådensbrød/nådsensbrød]: underhold der af nåde (og barmhjertighed) gives til trængende, især gamle. Hos Pontoppidan er formen med to s'er den almindelige, f.eks. som titlen på novellen "Naadsensbrød" i Fra Hytterne. Formen med ét s forekommer i Torben og Jytte (1912 og i 4. opl. fra 1916), s. 214, men er i den samlede udgave af De Dødes Rige rettet til Naadsensbrød. Muligvis er der et af stederne tale om en trykfejl.

Oppenheimer: hesterace. Omtales i begyndelsen af De Dødes Riges første kapitel som en hesterace Torben Dihmers bedstefar var begejstret for. Den kunne efter fortællerens referat (og Pontoppidans mening?) "godt (…) have fortjent et Mindesmærke i Bronce paa Byens Torv". Hvordan forholdet er til Helen Ree Schous skulptur "Den Jyske Hingst" der i 1977 blev rejst på Østervold, véd denne artikels forfatter ikke. Er den en oppenheimer? Oppenheim var iflg. Henning Bokelund en hestehandler i Horsens med familietilknytning til Randers.

Patos/Pathos: Ordet forekommer kun få gange hos HP. 1) i Nattevagt siger Jørgen Hallager:

I Gaar Aftes rystede jeg endog hans Haand og sagde med vellykket Skydebane-Patos (1894, s. 19).

Fra og med 1889-udgaven staves "Skydebane-Pathos". Det sker i et ordskifte som ikke i nogen senere udgave er underkastet rettelser. Men det er det eneste sted i forfatterskabet at ordet staves med -h-. Alle andre steder: Lille Rødhætte (1900, s. 155), Kirken og dens Mænd (1914, s. 13) og Hamskifte (1936, s. 44) er det stavet "Patos". Formen Pathos hører hjemme i Georg Brandes' og Schandorphs generation, "Patos" i den yngre, Pontoppidans. Der er derfor grund til at antage stavemåden med -h- som en sætterfejl i 1899 der må føre til en tekstrettelse i Nattevagt fra Skydebane-Pathos>Skydebane-Patos.

perialiseret: (lettere) beruset. Ordet, der oprindeligt stammer fra kortspillet Perial og er almindeligt hos en forfatter som Blicher, kendes kun to steder hos Pontoppidan, begge i brevene: 1) til Johan Rohde fra 16.8.1904, mod afslutningen af Lykke-Per:

(…) Du vil vist kunne forstå, at jeg er en lille Smule nervøs i det Øjeblik, jeg skal afslutte og ligesom sammendrage et så stort Arbejde, der har beskæftiget mig i så lang en Årrække. Jeg har i denne Tid den største Møje med at få mine Tanker udenfor den i denne Bog skabte Verden medens henved to Hundrede Personer, der efterhånden er blevne mig næsten mere virkelige end de, der lever og ånder i min umiddelbare Nærhed, og det så meget mere, som hele Bogen for Tiden bliver genoptrykt, efterat jeg har ofret den et meget grundigt Eftersyn, der har |4| resulteret i mange Omarbejdelser, – kort sagt, jeg er så lykke-perialiseret (en væmmelig Brander!), at jeg først må komme til Fornuft, inden jeg kan vise mig mellem Mennesker. (…)

og 2) til Lundegård 16.8.1924.

Rigsvaaben: I Mands Himmerig fortælles det mod slutningen at hovedpersonen Thorsen "havde (…) ophidset sine Tilhørere ved at sige, at de køllebevæbnede Kæmper i det danske Rigsvaaben for Fremtiden burde erstattes med et Par Ølkuske" (Smaa Romaner 1905-1927, s.475). På sådanne "erstatninger" kan der muligvis nævnes flere eksempler som kan have inspireret Pontoppidan. Vi har fundet én (tegnet af Sven Brasch), i Svikmøllen fra 1916:

rigsvåben karikatur

Sodomit: homoseksuel. I De Dødes Rige anvendes betegnelsen (af Enslevs Frk. Evaldsen) om redaktøren af "Femte Juni", Samuelsen (DDR A III, s. 65):

Alene Synet af hans lodne Hænder virkede uhyggeligt paa hende. Det blev ogsaa sagt, at han skulde være en af Byens værste Sodomiter, hvad jo let kunde komme Enslev til Skade, dersom det blev almindelig kendt.

I DDR B-D (1917 I, s. 392/Tranebog I, s. 239) ændret til:

Alene Synet af hans lodne Hænder vakte hendes Modbydelighed, saameget mere som der blev sagt, at han var en af Byens værste Sodomiter.

I udkastet til Mands Himmerig: "De retfærdige Stalbrødre" hedder det om avisen "Friheden"s forretningsfører Steiner at bladejer Paarse ikke havde fundet "nogen Grund til at kontrollere hans Privatliv", hvorefter fortælleren meddeler at "af og til ud paa Aftenen" indfinder Steiner sig i en italiensk knejpe på Vesterbro "i Selskab med et eller andet ungt Menneske, hvem han trakterede med megen Vin og derefter bortførte i en Droske". Oplysningen er forsvundet i Mands Himmerig.

Spøgelse

Stikbrev: egl. om hemmeligt brev der giver oplysning om eftersøgt (sigtet/kriminel) person (jf. ODS). Pontoppidan bruger det intetsteds(?) i forfatterskabet, men tre gange i sine breve: 20. sept. 1912, 5. august 1917 og 10. juni 1925, hver gang når han selv, mere eller mindre hemmeligt, er rejst bort.

stundum: er en sideform til stundom der findes endnu i denne periode, f.eks. i Niels Møllers Pontoppidan-biografi fra 1899.

tarvelig: betyder indtil et vist tidspunkt "simpel", "enkel", "fattig", helt uden moralsk biklang. Se f.eks. i "To Venner" hvori statsminister Estrup kaldes en "tarvelig Landmaaler".

udmærket havde i samtiden en langt mere uforbeholden positiv betydning end i dag. Jf. ordet udmærkelse og csskolekarakteren "udmærket godt": ug. Eksempel: Georg Brandes siger om Viggo Hørup (iflg. Politikens referat 17.11.1889)7: "en udmærket Skribent, en udadlelig Stilist, som vilde kunne gøre sig gældende selv i de største Samfund."

udskaaren og nedskaaren: bruges i Asgaardsrejen (1906) flere gange i betydningen "nedringet".

vistnok: betyder indtil et vist tidspunkt "ganske vist", "rigtignok".

[1] Storeholt, 1913, s. 248. Stedet glider ud i de senere udgaver. tilbage
[2] Favsingholm, 1916, s. 160. / De Dødes Rige, 1918, bd. II, s. 353. tilbage
[3] Dagbog i Børs-Tidende 18.10.1889. tilbage
[4] "En Fiskerrede" i Landsbybilleder, 1883, s. 93. Sætningen udgår i 1899-udgaven. tilbage
[5] Brdr. Brandes´ Brevveksling, bd., III, s.185. tilbage
[6] "En Fiskerrede" i Landsbybilleder, 1883, s. 76-77. Ordet gled ud i 1899-udgaven. tilbage
[7] Politiken: citeret efter Viggo Hørup: Naar Samfundsordenen vakler, 2009, s. 257. tilbage