Et Nytaarsønske
Jacob von Thybo1 er stadig en yndet Komediefigur til Trods for, at han slet ikke længer svarer til nogen Virkelighed hos os. Den stortalende Soldat er en forhistorisk Skikkelse i Danmark. Som kun naturligt er for en Stand, der bestandig faar sin Nytteløshed revet i Næsen, og over hvis Hoved der nu hænger en Dødsdom2, har vort Militær dæmpet Røsten. En Satiriker, der vilde søge Model til en latterlig Storpraler, kunde i disse Tider med bedre Held vende sig til vore Stygotius'er3. Hverken i Hær eller Flaade vilde han møde blot den svageste Genklang af Fortidens Brask og Bram.
Har vi tidligere styrtet os i Ulykke ved at overvurdere vor Kampkraft4, saa er vi nu havnet i den modsatte Grøft. Længe før Verdenskrigens Spøgelse5 gik gennem Landene, var vi blevet'1 indblæst en Modløshedens Aand, der fordømte vort Militærvæsen som en Forbrydelse og en Fare. Det hævdedes, at vort bedste Værn var en frivillig Tilstaaelse af vor Afmagt. Vi skulde i Farens Stund paa Forhaand række Hænderne i Vejret og som Slagtefaar overgive os paa Naade og Unaade.
Der er en besynderlig Modsigelse i, at det var en Mand som Hørup, der blev Forsanger i denne fromme Dødsbrægen og tidligst udfoldede Overgivelsens hvide Fane. For han var jo langtfra selv nogen Bangebuks. Han var af Karakter saa stejl og stridslysten som ingen anden af Ordets Mænd herhjemme; og hans politiske Liv med dets sejrrige Kamp mod overmægtige Modstandere, der syntes at maatte kunne knuse ham som en Æggeskal, modsiger jo ogsaa ganske hans forknytte Parole om det haabløse i at ruste sig mod Overmagten6. Som en kejtet Bondestudent kom han i sin Ungdom til København. Ene, eller dog blot med en lille Kreds af Meningsfæller, der – efter hans egne Ord – til en Begyndelse ikke var større, end at den "kunde samles om en Kalvesteg"7, erobrede han Byen fra et gammelt Parti, der sad inde med al Indflydelse, hele Pressen og alle Pengene.
Men Sagen var jo den, at han foruden at være en Stridsmand var et Stykke af en Digter, hvis Drøm'2 det var at omskabe Landet til et demokratisk Eldorado, et Fredens og Velstandens Hjem i sjællandsk Almuestil. Som en anden af vore store Folkeopdragere, Grundtvig, en Gang i et Digt8 erklærede, at han ikke vilde røre en Finger for et afkristnet Danmarks Bestaaen, saadan havde Hørups Interesse for vor Fremtid Landets Demokratisering til Forudsætning. Og det kan jo ikke nægtes, at Udsigterne for et Folkestyre var blevet'3 uhyggeligt formørkede paa det Tidspunkt, da hans Stemme rigtig trængte igennem i Folketingssalen. Det var i Forfatningsstridens stormfulde Dage9, og der var i den Maade, hvorpaa Kampen mod Estrup i det hele'4 blev ført, noget tankeløst og ubehændigt, der faar En til at mindes Fablen om Bjørnen, som med sin Lab vilde værne det sovende Barn mod en ækel Spyflue og i sin kluntede Ømhed kom for Skade at slaa det halvt fordærvet.
Men rundt om i Folket faldt Hørups Afrustnings-Ord i gødet Jord. Oprindelig udslynget som Peber i Næsen paa politiske Modstandere er det blevet et Feltraab for en Slags Frelsens Hær af enfoldige Bekendere'5. Fra alle Landets Talerstole ivrer Eftersnakkere mod Fantasteriets og det militære Overmods Farer. Som om det endnu behøvedes!'6 Krigens Rædsler oprulles paa Film til Skræk og Advarsel, og Himmelen'7 males sort for os med svævende Mordmaskiner, der skal faa Hjertet til at synke ned i Bukserne. Som om det virkelig behøves!
Vor Beliggenhed ved Sundet og Bælterne, der fra gammel Tid har givet vort lille Land verdenspolitisk Betydning som Østersøens Portvagt, betragtede vi en Gang som en Lykke. Den gav os Lejlighed til Bedrift, aabnede for store Muligheder, frelste os i hvert Fald fra at dele Skæbne med de fleste andre smaa Nationer, som Horisonten saa let lukker sig om. Anderledes nu. For det hørupske Danmark er vor udsatte Plads paa Europakortet en stadig Kilde til Uro og Bekymring. Det er os ikke mere nogen Tilfredsstillelse at vide, at Verdens Øjne hviler aarvaagent paa os, saasnart det trækker op til krigerske Forviklinger i Europa. Belært af sviende Erfaringer ønsker vi kun at passe vort Kram i Fred og lade andre om de blodige Slagsmaal.
Javist er Krig en Gru. Men det er heller ikke usandt, at den, der dør af Skræk, skal begraves i Rendestenen'8. Det er ogsaa værd at nævne i en Parentes, at f.Eks. den store Influenza-Epidemi, der gik over Verden i 1918-19, ikke alene krævede flere Menneskeliv end den største af alle Krige i Femaaret forinden, men ogsaa skabte bitrere Smerte og dybere Savn. For største Parten'9 af Krigens Ofre og deres Efterladte var det en mildnende Tanke, at Liv eller Helbred gaves hen for en stor Sag, for Fædreland og Hjem, mens de andre straktes hensigtsløst til Jorden, dræbtes i Hobetal som af en uopsporlig Giftgas.
Men alligevel – Krigen er grufuld, og det er maaske rigtigt, at Vederstyggelighederne i Fremtiden vil blive endnu hæsligere end tidligere. Men skulde det dog ikke være fuldt saa farligt for en Nation at vænne sig til at kukelure i Skulkekrogen og aldrig være med dér, hvor de store Afgørelser træffes? Er det ikke saadan, at selv den ulykkeligste Fejde aldrig i sine Følger bliver saa skæbnesvanger som den uundgaaelige indre Opløsning i et Folk, der af Angst for Livet aldrig vover sig til at tage et Foryngelsens Bad i de stride Strømme10? Ingen er Døden vissere end dem, der udelukker sig fra Selvfornyelse i de store Oplevelsers Sejrsfryd eller Fortvivlelse'10. Hverken smaa eller store kan luske sig fra at betale Prisen for Livets Opretholdelse, saadan som den nu en Gang for alle er blevet fastsat i Gudernes Raad, der desværre ikke var en Forsamling af gamle Tanter.11
Vor egen dumdristige Skærmydsel i 64 med to Stormagter maatte vi bøde haardt for; men vi rejste os af Nederlaget med Æren i Behold. Under og efter Verdenskrigen, som vi følte os saa lykkelige ved at være undsluppet, lærte vi til Gengæld Fredens Velsignelser at kende. Vi bryder os dog ikke om at mindes dem. Med Skam gik vi ud af det store Kampstævne, som vi havde haabet at høste'11 saa megen Fordel af. Nu og da læser vi ganske vist i Aviserne om den Smiger, som berømte europæiske'12 Gæster ødsler paa os i Interviews og ved Banketter, hvor vi heller ikke selv sparer paa Skrabud og Haandkys. Men jeg gad nok set'13 disse høflige Fremmede ind i Hjertet, naar de smører os om Munden med vort Flæsk og Smør, med H.C. Andersens, Søren Kierkegaards og J.P. Jacobsens Ry.
Det Aar, vi nu gaar ind til, vil velsagtens'14 bringe Spørgsmaalet om vor fremtidige Krigsberedskab til Afstemning i Rigsdagen og – maaske – ude i Folket. Det er da sikkert et almindeligt Nytaarsønske, at det denne Gang maa blive en Afgørelse, der skærer tilbunds'15; ikke nogen Strudsepolitik; heller intet nyt Forsøg paa at fedte os frem til et Resultat, der hverken er Fugl eller Fisk. Hvor Forsvarsviljen mangler, nytter ikke selv den stærkeste Rustning. Noget ynkeligere end et Flæb med svær Bevæbning kan ikke tænkes. Bergs kloge Ord om "et Dannevirke i Brystet"12, der i sin Tid blev saa sørgeligt'16 udgrint, rummer hele Sandheden. Enten ingenting, absolut ingenting – eller et Opbud af Offervilje, der ikke kan lade en Angriber i Tvivl om, at vi vil bide fra os, og at vi end ikke med den sikre Undergang for Øje vil give tabt.
Stillet overfor et saadant Alternativ var det maaske muligt, at Følelsen af Ansvar igen blev vakt hos de mange, hvem de politiske Partiers evindelige Tovtrækkeri om vort Forsvar har sløvet.
Under Unionsopløsningen mellem Sverige og Norge i 1905 opholdt jeg mig tilfældigt paa Rejse i det sidste Land, og jeg havde her Lejlighed til at se, hvor pludselig en fredelig Folkestemning kan slaa om i en Krisetid. Trods aarelange Forhandlinger kom den norske Uafhængighedserklæring jo ret overraskende for den store Almenhed i Landet, og til en Begyndelse syntes Glæden iblandet nogen'17 Ængstelse og Forlegenhed hos en Del af Folket. Den gamle Kong Oscar13 havde mange Venner baade i By og paa Land, og Bjørnson, der paa sine gamle Dage var bleven'18 Sveriges Ridder overfor Brushovederne blandt sine Landsmænd, havde nylig været paa Rundrejse som Fredsapostel og præket Fordragelighed. Folkets uvante Fornemmelse af nu at være helt henvist til sig selv, gjorde vel ogsaa sit til den forholdsvis nøgterne Stemning. En Almuesmand i en lille vestnorsk By, der stod udenfor et Aviskontors Vindue og stavede sig gennem de opklæbede Telegrammer med Piben i Munden, vendte sig imod mig i den Tro, at jeg var hans Landsmand, og sagde bekymret:
"Det kommer til at koste Penge."
Men de første svenske Trusler bragte Blodet i Kog; og nu voksede den krigerske Stemning fra Dag til Dag. Paa Banegaardsterrænet i Trondhjem stod lange Rækker af Kanoner paa Jernbanevogne, parate til at sendes til Grænsen ved første Vink. Det var de omstridte Feltkanoner, som Regeringen kort forinden havde faaet bevilliget under megen Modstand fra store Dele af Befolkningen. Og det hedder sig nu, at det for en Del skyldtes dette moderne Skyts’ Overlegenhed'19, at Svenskerne besindede sig og holdt Sværdet i Skeden. Hvordan det nu end forholder sig –'20 den lange, bitre Strid fik en saa lykkelig Udgang, at vi nu har Lov til at betragte Freden mellem alle Nordens Folk som grundfæstet.'21
Jeg kom i de Dage'22 til at rejse i Kupé sammen med en ældre Købmand, et stille Menneske med et godlidende Udseende. Da vi blev alene, og han havde overbevist sig om, at jeg ikke var Svensker, blev han meddelsom. Der var noget, han maatte have frem. Efter at have talt om Unionssprængningens mulige Følger og om Norges gode Krigsberedskab, priste han den forudseende Regering, og lagde heller ikke Skjul paa, at han endnu for fjorten Dage siden havde hørt til Bjørnsons ivrigste Fredsvenner. Men nu!
"Jeg har kun een Søn," sagde han med Taarer i Øjnene. "Han er mit et og alt. Men skulde det – hvad Gud forbyde! – blive til Krig, vil jeg ikke holde ham tilbage. Jeg skal med Stolthed følge ham til Hæren, om jeg saa aldrig skal se ham mere."
Jeg har ofte siden tænkt paa denne Mand og spurgt mig selv, om det ikke i Nødens Time vil gaa vore egne Afvæbningsfolk paa samme Maade. At Folk springer op som Løver og falder ned som Faar, er som bekendt ikke noget ualmindeligt. Men det modsatte kan altsaa ogsaa hænde – og det skal ansvarlige Statsmænd regne med i Omsorgen for Landets Fremtid'23.
