Henrik Pontoppidan til Vilh. Andersen
Sendt fra Snekkersten. 5. august 1917

det stærkeste Tryk

Snekkersten.
5.8.17.

Kære Vilh. Andersen!

Jeg har i disse Dage mangen Gang ønsket, at jeg sad sammen med Dem på en jysk Grøftekant og holdt Rast ved et Stykke Ostemad og en Ålborgdram, også fordi jeg i sådanne Omgivelser mest ligefrem kunde takke Dem for den sjeldne Udmærkelse, De har vist mig med Deres Fødselsdagsskrift. I Virkeligheden har jeg ikke stort andet at sige om Deres smukke Bog end Tak. Jeg har udelukkende forholdt mig modtagende til den, og det både ved første og anden Gennemlæsning.

2 Hvad De har ønsket at give, er jo også mindre – eller rettere slet ikke – et Portræt, om hvis Lighed der altid kan diskuteres, men et Røntgenbillede, en Skyggetegning af alt det skjulte, der kommer for Dagen ved den Gennemstråling af Personligheden, som er Deres særegne Kunst, og hvori De atter i denne Bog har vist Dem som en Mester. Selv til√ de forborgneste Krinkelkroge i Gemyttet trænger Deres Søgelys ind og konstaterer Tilstedeværelsen af gamle Sår eller en ny Gevækst, som man ikke selv har haft nogen Anelse om. Jeg har da også simpelt hen taget Undersøgelsens Resultater 3 til Efterretning uden Modsigelse. Nogle enkelte faktiske Urigtigheder har jeg ganske vist anholdt på de Steder, hvor jeg overhovedet er i Stand til at øve Kontrol; men i det hele og store har ser jeg√ min Udvikling sikkert været således, som De har tegnet den, og det er ofte med Beundring og Forbavselse, jeg har måttet bøje mig for Deres Medviden og Bedreviden√. I Deres Bedømmelse af Enkeltheder i min Produktion kan jeg være uenig med Dem; men i Deres Forståelse af den næsten aldrig.

Man forfalder let til Vidtløftigheder, når der gives En Lejlighed til at tale om sig selv. Jeg vil derfor indskrænke mig til at nævne et enkelt Eksempel på en sådan intuitiv Medviden, der har√ forbavsedet mig. Det er Deres Fremdragen 4 af "Det store Spøgelse" som en første Begyndelse til en ny Udvikling hos mig. Jeg har aldrig selv tænkt derpå; men jeg veed nu, at De har Ret. Det er rigtigt, at den lille Fortælling blev skrevet "under et Tryk", det stærkeste måske, jeg nogensinde har levet under1. Jeg begriber blot ikke, hvorledes De har kunnet mærke det så sikkert. Selv havde jeg halvvejs glemt både Fortællingen og den Aftenspaseretur, som fremkaldte den; men jeg husker nu meget tydeligt, hvor misfornøjet jeg var med den, fordi jeg den gav så lidt af, hvad jeg havde villet. Denne Misfornøjelse forstår jeg nu, efter at De har gjort mig opmærksom på, at jeg har måttet skrive i næsten tyve År for at få udtrykt, hvad jeg hin Aften vilde presse ind i en lille Landsbyhistories Rammer.

Der er to af mine Bøger, jeg ikke finder helt retfærdigt bedømt hos Dem. Den ene er "Fra Hytterne["], som brød Vej for hele vor nyere Almuedigtning, 5 og "Højsang", der synes mig en af mine bedste Bøger. Dette kan naturligvis være en grundig Fejltagelse af mig; men jeg tror nu, at Bogens tåbelige Format og dens hele Udstyr har noget af Skylden for det mindre gunstige Indtryk, den har gjort på Dem og andre.

Men ellers har jeg da kun al Grund til at være taknemlig for god Behandling, og jeg kunde – som sagt – ønske at sidde hos Dem på en Grøftekant og klinke med Dem. At jeg har vundet Deres Venskab og Forståelse, regner jeg for mine ældre Års største Gevinst, og med dette nye Bevis på Deres Sympati går jeg opmuntret ind til nye Arbejder.

Som De ser, er jeg stadig i Snekkersten. Den 31te Juli fik vor Else en Søn, og hun 6 har det godt og er lykkelig. Men desværre fik min Kone forleden Morgen efter halvandet Års Forløb igen et Afmagtsanfald og måtte bringes tilsengs. Hun er dog allerede meget bedre; men jeg tør foreløbig ikke forlade hende, og det kommer nu an på, om jeg kan få hende bragt over til Jylland pr. Skib eller jeg vil blive nødt til helt at opgive Rejsen.

Hun beder mig hilse Dem meget. Deres Veninde Fru Rössle2 fra Jena kan jeg også hilse Dem fra. Hun kom hertil forleden med sine to Børn og så ret medtaget ud, hvad også Børnene gjorde. Der kan næppe være Tvivl om, at de har måttet sulte. Navnlig den 9-10 Års Dreng 7 havde et Udseende og en Farve, som om han lige var stået op fra et langt Sygeleje.

Hvor mon disse Linjer vil nå Dem? Jeg adresserer Brevet til Kjettrupgård, så kommer det Dem vel nok i Hænde engang. Kommer jeg til Jylland, sender jeg et Stikbrev efter Dem ad samme Vej.

Mange gode Hilsner!

Deres hengivne
Henrik Pontoppidan

 
[1] Tryk: "Det store Spøgelse" blev offentliggjort i en tidlig version i juni-juli 1902. tilbage
[2] Rössle: Ingegerd (Gerda) Rössle, g.m. prof. Robert Rössle. tilbage