Georg Brandes: "Danske Digtere"

"Danske Digtere". Karakterbilleder af Georg Brandes. Kbhvn. 1877. Gyldendal.

I de for nylig udkomne Breve til H.C. Andersen findes ogsaa et Par fra Georg Brandes. I et af disse, fra Juli 1869, taler Brandes Kritikerens Sag overfor den sensible Digter, der saa ofte havde lidt under en uretfærdig Bedømmelse, men til Gjengjæld ogsaa efter Lejlighed havde bidt fra sig i sine Værker, og siger bl. A. Følgende til Andersen: "Jeg vil med min udprægede Retning som Fritænker fremdeles komme til at døje mere Modstand, end De nogensinde har mødt eller kunnet møde." Det har overrasket os allerede saa tidlig som i Sommeren 1869 at høre Brandes udtale sig om den Modstand, han ventede herhjemme, idet han dog egenlig først med sine Forelæsninger fra Efteraaret 1871 begyndte "at løbe Panden mod den Mur af germaniske og gothiske Fordomme", som han selv omtaler i første Bind af sine "Hovedstrømninger". Saa vidt vi nu erindre, var tvertimod Georg Brandes det forrige Decenniums erklærede Yndling, og hans videnskabelige Polemik gjorde intet Skaar i hans almene litteraire Anseelse. Som saa mange andre danske Forfattere debuterede han i "Fædrelandet" med den smukke Anmeldelse af Fred. Paludan-Müllers "Ungdomskilden", som han selv berører i sin Afhandling om Digteren i ovennævnte Bog, og hans Medarbejdervirksomhed i "Dagbladet" og "Illustreret Tidende" tyder heller ikke paa dybere Uoverensstemmelse mellem ham og de ledende Kredse herhjemme. Des interessantere forekommer hans Ytringer til Andersen os, fordi de med den Aabenhed, der altid har været et smukt Træk i Georg Brandes' Forfatterskab, ærlig vedkjende sig, at han tidlig eller silde maa rejse en Modstand imod sig. Han tøvede med at erklære Krigen, indtil en ny længere Rejse i det Europa, hvis radikale Ideer han forfægter i vor Litteratur, havde gjort ham sikker i sin Sag og udrustet ham til at møde "det svære Skyts", der ikke altid, som han i sin første Kampdags Overmod mente, kun "var ladet til Mundingen med Orthodoxiens vaade Krudt og Bornerthedens Papirskugler". Og Kampen blev haard og hidsig, bitter og uretfærdig. Maaske har Brandes aldrig selv ret forstaaet, hvorfor Samfundet slog saa haardt igjen, og hans egen Sensibilitet har sikkert været større, end han drømte om, da han skrev til Andersen. Det er imidlertid ikke vanskeligt at gjøre Rede for Grundene til den Situation, hvori han staaer til Publikum. De ligge dels i, dels udenfor ham. Et Grundtræk i Brandes' Forfattertypus, et Racetræk hos ham, er en nerveus Lidenskabelighed, der vibrerer i enhver Fiber af hans Væsen og gjør ham baade i Begejstring og i Indignation til et Væsen af en helt anden Art end det Publikum, der omgiver ham og som han skulde korrespondere med; det føler instinktmæssig en fra sin egen forskjellig Natur og er hverken oplagt til at springe med ham op paa de rosende Superlativers højeste Tinder eller følge ham ned i den Afgrund af Hykleri eller Idiotisme, hvori han nedmaner enhver fra sin Anskuelse afvigende Mening. Dertil kommer, at man lige saa sikkert føler, at Brandes er Forløberen for det unge revolutionaire og atheistiske Europa, og for dets Ideer er der foreløbig ingen Brug herhjemme i den Del af Samfundet, der hidtil har været og endnu er den mest læsende, den, der udgjør Flertallet af Bogkjøberne og danner Opinionen. Man har seet de radikale Ideer i Udlandet udfolde sig i hele deres Konsekvens og maattet gyse ved Synet af den Forvildelse og Rædsel, de havde i Følge; man seer herhjemme vore Radikale, baade "Morgenbladets" og "Socialdemokratens", efter fattig Lejlighed indgaa stundom højst kurieuse Alliancer med det Brandes'ske Fritænkeri, man er Vidne til den paatrængende Ivrighed, hvormed der agiteres af den iltre lille Flok – det er her, som saa ofte, Ildtilbederne, der ere de farligste for Sagen – og da man for Tiden i de nævnte Lag af Samfundet har Grund til at se lidt skeptisk til den forrige Slægts abstrakte Frihedssværmeri, har man ingen Lyst til at række Haanden til endnu videre gaaende Reformer og er maaske endnu mere ængstelig for dem, der skjule sig bag Litteraturhistoriens uskyldige Forhæng, end for dem, der aabenlyst løbe Storm mod Kirke og Stat.

Vi haabe at faae Lejlighed til senere at udvikle disse Antydninger nærmere. Foreløbig turde det imidlertid være paa Tide at bedømme Georg Brandes' Bøger som vore andre litteraire Fænomener. De maa ikke længer friste den, om vi saa maa kalde det, dumme Skjæbne at blive forgudede af en lille Flok og enten heftig angrebne eller helt uomtalte af den øvrige Mængde. Vi maa gjøre os det klart, hvad vi have i denne Forfatter, hvad vi kunne lære af ham og hvor langt vi kunne følge ham. Det kan ikke længer gaa an at lukke Øjnene for, at Brandes i fuldt Maal har vundet den Anerkjendelse ude, som vi for Størstedelen endnu forholde ham herhjemme, om det end derfor ikke er givet, at vi strax skulle underskrive den fremmede Dom om ham. Enhver Forfatter maa ikke alene maales efter sit Værd i og for sig, men ogsaa efter sin Betydning for sit Fædreland og dettes Aandsliv, og her staa vi ved det, der efter vor Opfattelse paa samme Tid er Brandes' Styrke og Svaghed.

Georg Brandes' hele Forfattervirksomhed svarer nøje til de Ideer, der for Øjeblikket bevæge de store europæiske Kulturlande, og i hans Fremstilling heraf kan man glæde sig baade over den omfattende Stofmasse og den livfulde Fremstilling, om man end maa have et vaagent Øje for den stundom noget tendentieuse Opstilling og ikke maa glemme, at vi nu selv have en rig aandelig Tradition at holde i Hævd: selv om ydre Paavirkning aldrig vil kunne undværes, saa maa det heller aldrig være nok at importere et fremmed Livssyn og slaa os til Ro dermed. Hvad vore største Mænd som Holberg og Oehlenschläger lærte i Udlandets Skoler, omsatte de efter deres egen og deres Folks Natur og Tarv, og Holberg blev lige saa lidt en dansk Molière som Oehlenschläger en dansk Romantiker. Skulle vi derfor være ærlige, ville vi betragte Georg Brandes som Surdejgen i vort Brød, men ikke som Brødet selv, det nærende og livsgivende.

Men, som vi for nogen Tid siden i en anden Anmeldelse fandt Lejlighed til at antyde, Brandes er ikke alene i al Almindelighed Surdejgen i vort Brød, han er, nærmere bestemt, den galliske Surdejg i vort germanisk-gothiske Aandsliv. Her skille vi os Dag for Dag længere fra Brandes, eftersom det synes os, at han i sine Bøger stadig mere og mere hælder over mod Frankrig, medens vi med vort eget Aarhundredes Aand for Øje helst ville blive paa tydsk Grund, hvis vi ikke tør haabe, at vor Litteratur nu selv har fast Jord under Fødderne. Vi betragte det som godt og gavnligt, at Brandes' Kamp paany har bragt os i livlig Forbindelse med Omverdenen, og vi have tidligere paapeget, hvorledes de sidste Aaringers rige Oversættelses-Litteratur egenlig kan føres tilbage til ham og hans første Forelæsninger. Men vi ønske og haabe ogsaa, at denne Litteratur, hvor gode Impulser den end matte kunne give os, dog ikke maa fjerne os saa langt fra vor egen Originalitet, at vi en skjøn Dag begynde et helt nyt Liv, i Stedet for vedblivende at bygge paa vore Fædres Hus. Den rige Litteratur, som dette Aarhundrede har bragt os, kan ikke i aandelig Forstand være saaledes opspist, at vi ikke skulde kunne leve af den en rum Stund endnu, og vi finde derfor ogsaa mere aandeligt Slægtskab i den germanisk-gothiske Aandsretning end i den galliske. Men at Frankrigs Litteratur dog ikke des mindre kan afgive en god Skole, ville vi aldrig bestride, og vi mindes gjerne, hvad en dansk Digter en Gang har sagt:

Jeg tænker som saa:
Der er mer Forslag i den ærlige Danske.
En Dannemand lader sig ikke gaa paa,
fordi han æder en Gang med de Franske.1

Vore Læsere ville saaledes ikke fortryde paa at gjøre Bekjendtskab med Georg Brandes' nye Karakterbilleder, skjøndt Anretningen ganske er paa sin Fransk. Ikke at forstaa saaledes, som om det er Kauserier, han byder os, men det er denne aandrige Mellemting imellem Litteraturhistorie og Feuilleton, som Franskmændene have en egen Gave for, og hvori Forfatterens Person, for saa vidt han har været i Berøring med den eller dem, der er Gjenstand for hans Skildring, gjerne spiller en fremtrædende Rolle. I store Litteraturer, der have baade aandeligt og materielt Raad til først at skrive deres udførlige, paa alle de faktiske Kjendsgjerninger byggede Historier, ere slige "Essays", der paa en lettere tilgængelig Maade servere de vundne Resultater, en baade naturlig og nyttig Gjerning. Hos os, hvor der, trods alt det opsamlede Materiale, endnu ventes paa en virkelig Litteraturhistorie, er derimod nu ligesom Mellemleddet sprunget over, og vi ere ikke ganske sikre paa, at Brandes' Karakteristiker alle have det fornødne litterairhistoriske Grundlag. Som vi i det Hele for vort eget Vedkommende finde for meget af Æsthetikeren og for lidt af Litterairhistorikeren i denne hans sidste Bog, saaledes ere vi ogsaa bange for, at Karakterbillederne paa deres Gang gjennem Litteraturen nok saa meget ville underholde som belære. Det er en overmaade velskreven Bog, aandfuld og interessant, men lige saa træffende den enkelte Karakteristik undertiden kan være, lige saa sikkert en enkelt Bemærkning, et enkelt Epitheton kan ramme den Paagjældendes Individualitet, lige saa skjævt synes Forfatteren os undertiden at have seet paa et eller andet Forhold, medens ofte Noget, der i vore Øjne nødvendigvis hører med til den skildrede Personligheds Billede, helt savnes. Vi skulle forsøge i al Korthed at fremsætte nogle af vore Indvendinger, idet vi tillige for to af Karakteristikernes Vedkommende tillade os at minde vore Læsere om et Par Artikler, vi selv have bragt om Christian Winther (Nr. 213) og Fr. Paludan-Müller (Nr. 236), og hvori andre Sider af disse Digteres Liv og Virksomhed ere fremdragne, end Forfatteren i sin Bog har dvælet ved. Vi tro saaledes bl. A., at Forfatteren i sin Fortale en Del overvurderer sin "medfødte Fortrolighed med de sociale og litteraire Forhold, hvorunder Digteren har skrevet". Gaa vi nemlig blot en Menneskealder tilbage – og de behandlede Digtere ere hverken fra i Dag eller igaar – vindes denne "Fortrolighed" ikke uden indtrængende litterairhistoriske Studier, saa meget mere, som vi kun have faa Forarbejder paa disse Omraader, og her savne vi netop undertiden hos Forfatteren en fyldigere historisk Redegjørelse for de nævnte sociale og litteraire Forhold. Hvad derimod Brandes har i sin Magt og hvori han vel er enhver hjemlig Litterairhistoriker overlegen, det er hans nøje Kjendskab til de europæiske Litteraturer, og her kan han gjøre og gjør megen Gavn ved at vise, hvilken Indflydelse Hovedstrømningerne i dette Aarhundredes Litteratur have havt paa vort eget Aandsliv. Med Rette lader han derfor Hauch slutte sig nøje til den romantiske Skole i Tydskland og viser, med Henblik paa Naturalismen i England, hvorledes Chr. Winther er Naturalisme paa Dansk.

De to mest udførte Afhandlinger dreje sig om disse tvende Digtere. Som Karakteristiken af Hauch i alle Maader er Bogens Perle, saaledes staaer den navnlig ogsaa højt over Skildringen af Chr. Winther, imod hvilken vi ikke have saa ganske Lidet at indvende.

Forf. nævner selv den bøjelige Sympathi som al Kritiks Grundbetingelse, og ingensinde har han maaske smukkere end her overfor Hauch opfyldt sin egen Fordring, at det ikke gjælder om at dømme, men om at forstaa. Hvor stort Venskab end Hauch privat nærede for Brandes, vare de dog i Meget diametrale Modsætninger, og naar Brandes derfor i sin Bog under Skildringen af Personligheden bestandig har Øjet fæstet paa Tidsaandens Udviklingsgang, for at vise os, hvilke poetiske Tendenser der i vor Litteratur have været ufrugtbare og hvilke der have sat varig Frugt, saa følger det af sig selv, at Hauchs "romantiske og metafysiske" Digtning maa trække det korteste Straa overfor Winthers og Paludan-Müllers naturalistiske Poesi. Brandes viser, hvorledes Hauch i sin Ungdom havde været en tapper Soldat i Romantikens Krig mod Voltaire, men da omkring Julirevolutionen Krigen mod Romantiken begyndte, da stod Hauch som alle de øvrige Romantikere uden Forstaaelse overfor den nye Slægt. "At det var en uhyre verdenshistorisk Bevægelse, – siger Forf. – der her paany efter nogle Tiaars Standsning tog sine første Tilløb for fra nu af at rulle videre med ustandselig Kraft, at det var Aarhundredets egen Aand, der nu viste sit sande Aasyn og kastede den romantiske Maske, at det var Virkeligheden, som meldte sig og jog Skyggerne paa Flugt, Friheden, som vaagnede og slog Reaktionen med knyttet Næve i Ansigtet, Revolutionen, som fra Politiken kastede sig ind i Litteraturen, at det var Jorden, som blev taget i Besiddelse, og det Hinsidige, som enten blev fundet her eller sløjfet, det hverken anede eller forstod han." – Dette Citat er ikke alene karakteristisk for Hauch, men ogsaa for Brandes selv; det er hans agitatoriske Program in nuce; det er med faa Ord den ledende Traad i hans "Hovedstrømninger" saa vel som i hele hans Virksomhed. – Men staaer Hauch end saaledes "i streng Forstand det moderne Aandsliv fjernt", saa yder Brandes hans Karakters Renhed og Sjæls Adel fuld Retfærdighed, og han ender med at kalde Hauch efter nogle Ord af Novalis for "en af hine Præster for Vedligeholdelsen af den hellige Ild i de unge Sjæle".

Brandes har, som ovenfor berørt, staaet Hauch personlig nær, men turde det dog ikke være for overdrevent, naar han skriver Følgende: "Han manglede altfor meget Evnen til Iagttagelse af det, som omgav ham – hvad der findes af Seet og Iagttaget i hans Bøger maa næsten udelukkende tilskrives den stadige og for Publikum umærkelige Medarbejden af en Personlighed, der stod ham nær, og hvis Raad og Vink han fulgte"? Udhævelserne ere af os.

I en Anmeldelse (Januar-Heftet af "Det 19. Aarh." S. 297) har Georg Brandes for nylig sagt: "Jeg tvivler aldrig paa mit Indtryks Rigtighed, men højlig paa min Evne til at forme det i Ord". Vi kunde næsten være tilbøjelige til at vende Sætningen om. Naar Forf. saaledes i Afhandlingen om Christian Winther gjør Digtene "Til Een" til "det mest moderne Parti" af alle hans Digte og siger om dem, at de "danne Kjærnen i Winthers erotiske Poesier, og da næsten al hans Poesi er Erotik, paa en Maade i hans hele Produktion", saa ere vi her saa uenige med ham, som vel er muligt. For da ikke at tale om Heibergs bekjendte Udsagn om Digtene "Til Een", hvilket Brandes dristig kalder "en mærkværdig haard og uretfærdig Dom", anfører han selv nogle Ord af Paludan-Müller: "Jeg kan ikke begribe, at De kan sætte Digtene "Til Een" saa højt; de gjør paa mig det Indtryk, som havde han pint dem ud af sig selv, som havde han lovet sig selv eller en Anden, at han hver Ugedag skulde skrive et Kjærlighedsdigt og nu plagede sig dermed, naar Musen ikke vilde hjælpe." Vi anføre saa meget hellere disse Ord, som vi selv i dette Blads Nr. 213 have hævdet, at hvis vi i vor Litteratur skulde trække en Parallel med Heines "Buch der Lieder", saa vilde vi dertil ubetinget vælge Aarestrups "Erotiske Situationer" og lignende Smaadigte, medens Chr. Winthers "Til Een", tungere men ogsaa vægtigere i aandelig Forstand, bedre kunde jevnføres med Friedrich Rückerts "Liebesfrühling". Vi finde, at Chr. Winthers Kjærlighedsdigtning uden Sammenligning har udfoldet sine skjønneste Blomster udenfor denne Cyklus, hvor mange Herligheder den endogsaa selvfølgelig slutter inde. Naar Brandes derfor vil svække Paludan-Müllers Dom ved at spørge, om der ikke var "en Smule personlig Rivning med i Spillet", synes os denne Forklaringsgrund skjæv og tvungen. Han siger, at Paludan-Müller fandt Chr. Winther for "umandig", og maa vel altsaa have det fra Paludan-Müllers egen Mund, men naar han, som han selv siger, ikke har kjendt Winther personlig, hvorfra veed han saa egenlig, at Paludan-Müller var Chr. Winther for Byronsk i Tonen og ikke dansk nok? Og hvorfra har Brandes den mærkværdige Oplysning, at Chr. Winther i Forordet til "Hjortens Flugt" har tænkt paa at give Paludan-Müller og dennes "Kalanus" et lille Hib med "den indianske Mand" (S. 258)? Har Paludan-Müller virkelig seet et Hib i dette? Sammenstillingen med Mester Jakel og den hele "Kildemarkedsplads" synes os ganske naturligt at lede Tanken hen paa "Bakken" og Dyrehaven, hvor den første Del af "Hjortens Flugt" blev til.

Ogsaa hvad Enkeltheder angaaer i Bedømmelsen af Digtene "Til Een", ere vi uenige med Forf. Vi forstaa saaledes ikke, hvorfor disse Digte "gjøre det sikre Indtryk, at de hverken kunde være skrevne senere eller før og i ingen anden Orden end den, hvori de bleve til" (S. 186). Lige saa lidt dele vi Forf.s Beundring for Digtet "Skulde der komme den Tid" (S. 194)2 eller for "den gribende Virkning", det gjør i et Digt, at Strofeformen pludselig brister (S. 198).

Vi tvivle saaledes en Smule om Forf.s umiddelbare Indtryk, men indrømme til Gjengjæld, at han med stor Veltalenhed fremsætter sine Anskuelser og forsvarer sit Syn paa Sagen. Det kunde saaledes ikke være uden Interesse at sammenligne hans Indledning om Ewalds, Staffeldts, Oehlenschlägers og Winthers Naturopfattelse med Heibergs Afhandling om "Lyrisk Poesi" (Intelligensblade 1843), og vi kunde ogsaa have Lyst til herfra at hente en og anden Modvægt mod Forf.s Domme. Naar Brandes saaledes (S. 230) siger: "En stakkels Digter som Staffeldt, der ikke formaaede fuldstændigt at beherske sit Sprog, bliver efter sin Død læst for sit poetiske Indholds, sin Idefyldes Skyld, og man seer bort over Sprogformens Ufuldkommenheder", saa dømmer unægtelig Heiberg anderledes: "Staffeldt overgaaer den næsten blot musikalske Tieck ved sin plastiske Lyrik, og den elegante A.W. Schlegel ved sin rige og sprudlende Genialitet. Ingen af disse, ja maaske ingen Anden, besidder hans dybe og fulde lyriske Grundtone, hans Rigdom paa energiske Billeder, hans originale Behandling af Sproget, et Punkt, ved hvilket man, for at bedømme ham retfærdigt, maa tage Hensyn paa det danske Sprogs daværende Tilstand. Man maa nemlig erindre, at han begyndte sin Digterbane tidligere end Oehlenschläger." (Pros. Skrifter IV, S. 441). Ogsaa med Hensyn til Ewald og Oehlenschläger synes det os undertiden, som om Forf. lader det skorte lidt paa Sympathi for disse, ganske vist "umoderne" Aander 3. Med Hensyn til den sidstes Evne til at male et dansk Landskab minder Forf. dog selv om "St. Hans-Aften-Spil".

Aandrighed er en god Ting, men den kan ogsaa tilspidses for stærkt. Det er smukt nok S. 167, hvor de yngre Digtere efter Oehlenschlägers Død dele den danske Natur imellem sig: "Blicher tilegnede sig Jylland, Chr. Winther bemægtigede sig Sjælland, hvor han kun levnede Hertz en Enklave omkring Hirschholm; med Hauch affandt man sig let, han ønskede ikke Land; man overlod ham Mælkevejen." Men kunde man nu egenlig ikke med lige saa stor Ret sige, at Hauch dog i alt Fald udbad sig Hellebæk, at Hertz ogsaa vilde have Dyrehaven ("Kjærlighedsens Veje"), at Kaalund tog Fursøen og Frederiksdal, Paludan-Müller Fredensborg o.s.fr.?

Vi tro ogsaa, at Forf. tager fejl, naar han mener, at Træsnittene endnu "tilsyneladende" bære Winthers Berømmelse. Det gjør sikkert "Hjortens Flugt". Dommen over disse Digte (S. 217) er ubetinget for streng, ikke at tale om, at den er noget upaalidelig; "Henrik og Else" er saaledes ganske vist det eneste af Digtene, "der er skudt tilbage i Middelalderen", men fra Nutiden (med dens "Duftvaudevillers Helte og Heltinder") ere da i alt Fald ikke: "Johan og Lise", der er fra Marlboroughs Tid; "Svend og Inger", fra Kay Lykkes; "Martin og Marie", fra Katholicismens Tid, og "Asbjørn og Thora" endog fra Oldtiden. – Vi ville heller ikke underskrive Brandes' Ord om, at f. Ex. "Ridder Kalv" er et af de Digte med "en, mange Gange temmelig tarvelig Pointe, for hvis Skyld man ikke uden Besvær maa arbejde sig igjennem det vidtløftige Apparat". I det Hele taget undrer det os, at Brandes ikke har et Ord om Winthers Børnedigte, der i vore Øjne ere et karakteristisk Led i hans Poesi. Vi mene ogsaa, at Chr. Winther har frembragt mere "Udmærket og Mesterligt" i Prosanovellen end just "En Aftenscene"; f. Ex. "Ristestenen" og "De to Peblinge". Chr. Winthers Sonetter fra 1864 tør vel heller ikke kaldes "en Række smukke Poesier". Men hvad vi derimod uden Forbehold beundre hos Georg Brandes, er hans Evne til undertiden i et kort, fyndigt Udtryk ligesom at give en Definition paa en hel Digter-Individualitet. Det hedder saaledes om Chr. Winther: "Han har skildret Sommersiden af vor Natur og Solsiden af vort Menneskeliv". Hvor træffende ogsaa at kalde Ludvig Bødtcher for vor Digtekunsts Ernst Meyer eller at lade ham nedstamme fra "Anakreontikerne som Aarestrup fra Ovid".

Afhandlingerne om Hauch og Winther har tidligere været offentliggjorte og have i alt Fald ikke nu været underkastede nogen gjennemgribende Omarbejdelse. Nogle polemiske Udfald ere dog bortskaarne. Derimod ere Skildringerne af Bødtcher og Paludan-Müller nye. Deres Tilsnit er, som ovenfor antydet, lettere, og Forf.s personlige Omgang med Digterne træder stærkt i Forgrunden. Maaske har Forf., saaledes som han frygter for, taget en og anden lidt for ubetydelig Anekdote med, men han har i alt Fald opnaaet, hvad han vilde, nemlig at være meget underholdende og fængslende. I Skildringen af Paludan-Müller findes der dog betydelige Ting. Paavisningen af det aandelige Fællesskab imellem Paludan-Müller og Søren Kierkegaard, "de to ensomme Tugtere af deres Samtid", kappes i Interesse med den aandfulde Redegjørelse for "Adam Homo", et Omraade, paa hvilket Forf. aabenbart tumler sig con amore. Ogsaa af "Kalanus" og "Ahasverus" giver Forf. en ypperlig kritisk-æsthetisk Analyse. Det sidste Digt siger han, at Joseph de Maistre med Henrykkelse vilde have undertegnet, og lader det "i Forening med Kierkegaards senere Skrifter danne Toppunktet af Reaktionen imod det 18. Aarhundrede i vor Litteratur". Derimod savne vi i høj Grad nogle Ord om Paludan-Müllers lyriske Digte (Nattevagt, Gjensyn o.s.fr.), og vi forstaa ikke, at man, om end aldrig saa kort, kan omtale Paludan-Müller, uden stærkt at betone denne Side af hans Poesi. Om "Ivar Lykke" dele vi ikke Forf.s Mening (se dette Blad Nr. 87 og 236). Selv om denne brede Roman, hvad vi ikke ville indrømme saadan uden videre, var "et barnligt Produkt uden digterisk Værd", har den i litterairhistorisk Henseende stor Interesse som et bevidst Modstykke til "Adam Homo".

Georg Brandes' nye Karakterbilleder have endvidere den Fortjeneste, at de offentliggjøre flere litterairhistoriske Aktstykker af ikke ringe Værd. I Afhandlingen om Hauch findes flere særdeles interessante Breve til denne fra J.L. Heiberg, og Afhandlingen om Paludan-Müller slutter med en 6-7 Breve fra Digteren til Brandes selv. Vi have fornylig i Anmeldelsen af H.C. Andersens Breve viist, hvor liden Pris Ingemann satte paa den ny-norske Poesi. Det synes at være fælles for alle vore gamle Digtere. Paludan-Müller holder hverken af Bjørnsons Bondenoveller eller Ibsens betydeligste Arbejder som "Brand" og "Kongs-Emnerne" (S. 261, 305 og 307). En ypperlig Dom af Paludan-Müller om Hertz som national Digter kunne vi ikke nægte os Fornøjelsen af at bringe videre. "Med Undtagelse af Holberg og Heiberg" – hedder det – "har ingen af vore gode Digtere leveret saa mange træffende Billeder og Figurer fra Folkelivet. Vel forstaaer han ikke altid at laane dem Vinger som Heiberg i hans bedste Vaudeviller; men de ere slaaende sande, som vare de daguerreotyperede, og trods deres Prosa underholdende." Derimod er det højst forunderligt at høre Chr. Winther i sit smukke Takkebrev til Brandes forsikre Følgende: "Af Ingemanns Romaner har jeg kun læst den allerførste, Valdemar Sejer; Erik Menveds Barndom og alle de øvrige har jeg ikke seet."

Idet vi, som ovenfor antydet, haabe at faae Lejlighed til at underkaste Brandes' foregaaende Arbejder, og navnlig hans Hovedværk, en indgaaende Analyse, slutte vi denne Anmeldelse med at henvise vore Læsere til den betydelige Række Skrifter, hvormed han har aflagt Vidnesbyrd om en Flid, der aldrig bliver træt, og en Kundskabskapital, der stadig gjøres mere og mere frugtbringende; skulde vi tørne sammen med ham i Debatten, er der dog den gode Ting af fremhæve ved hans Polemik: at han aldrig trækker sig tilbage fra Slagmarken for i afmægtig Vrede at udspy Gift og Galde fra en eller anden Krog og i smaa Minutskud fyre løs paa, hvad der tilfældig har tildraget sig hans Unaade.

 
[1] Jeg tænker…: replik fra Henrik Hertz: Svend Dyrings Huus, 1836, 1. akt, 2. scene. (Red.) tilbage
[2] Chr. Winther begaaer her en Sprogfejl, naar han skriver "i hver Lade". "Lader" har intet Enkelttal. tilbage
[3] S. 222 dadler Forf. saaledes, at der fattes Grund til Omkvædet i Oehlenschlägers "Julerejsen" og "Skirner fuldender sit Ærinde". Det første Digts Omkvæd er maaske vanskeligt at forsvare, skjøndt Digtet har Form af en Kæmpevise, men i det andet Digt male de tre Omkvæd saare skjønt Naturomgivelserne. – Anekdoten S. 241 om "Der er en Ø i Livet" synes vi ikke gjør Paludan-Müller stor Ære. I Fru Gyllembourgs "En Hverdagshistorie" spiller Romancen en anden Rolle. – Det er ogsaa underligt, at en Kritiker af G. Brandes' Rang og Anseelse ikke altid citerer Oehlenschläger efter Originaludgaven eller Liebenbergs Recension. tilbage