Martinus Galschiøt til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Helsingør. 4. januar 1927

Det morsomme Portræt af Dem

4. Jan. 27

Kære Pontoppidan. – Jeg har idag omadresseret et Brev til Dem fra Sverige, som Postvæsenet var saa kløgtigt at sende til mig, idet man vel mente, at til mer end én "Forfatter" kunde der ikke være Plads i Helsingør. Hade det ikke anden Virkning her paa Stedet, fik det dog den, at jeg nu sidder her for at sende Dem og Fru Antoinette en Nyaarshilsen. Jeg har gaaet svanger med den i flere Dage. Nu kommer den altsaa endelig for Dagens Lys. Den bringer Dem mine bedste Ønsker for Aaret, men ak! hvad kan de nytte. Jeg blues næsten ved at fremkomme med dem, naar jeg tænker paa, hvor lidet godt De begge har det, og hvor ganske intet alle gode Ønsker er til under saadanne Forhold. Kan De en Dag faa Dem selv til at sende mig et Par Linier om Stemninger og Tilstande hos Dem, vil jeg være Dem taknemlig. Der gaar dog ikke en Dag, hvor jeg ikke tænker paa Dem og ikke mange Dage mellem hver Gang, Frk. Pansch siger: Gud ved, hvordan Hr. og Fru Pontoppidan har det. For første Gang har De vel i Julen maattet undvære Einar og Else og Børnene og har kun være Dem selv. – For Steffen er vel ikke kommet.

2 Her staar alt til ved det sædvanlige. Selv er jeg flink, synes ikke, jeg har Grund til Bekymring i nogen Retning, sover godt, spiser godt og synes ikke, det er værd at ærgre sig over noget, selv om der er al Grund dertil. Schwemm¹ d'rüber! Nogen Selskabelighed har jeg jo været ude for i denne Juletid, men jeg befinder mig egenlig bedst, naar jeg sidder i min Krog og læser i en god Bog. Hørelsen bliver ringere og ringere; nu kan jeg snart ikke mere følge med i Samtalen, selv naar vi kun sidder fire om et Bridgebord, og sidder vi otte om et Middagsbord, er jeg ganske udenfor. Men hvad – jeg har jo altid mit eget Selskab, og det er jeg endnu ikke helt ked af. Vi spekulerer sammen over mangt og meget, og drøfter baade om ikke Livets eneste Formaal er Opretholdelse gennem Ernæring og Forplantning, og om vore gamle Bukser ikke kan holde en liden Stund endnu, saa længe det er saa mørkt i Vejret. I Krogen ved Skrivebordet har vi som sagt mangen hyggelig Time sammen med Læsning; bl.a. har jeg læst Hans Brix' "Danske Digtere" og haft megen Fornøjelse af den friske og helt personlige Maade, hvorpaa han karakteriserer og vurderer dem. Det morsomme Portræt af Dem i det aabne Vindue passer egenlig saa udmærket til hele Tonen i Bogen. Jeg tror, det er en Bog, man kan gaa til og fra og læse et Stykke i atter og atter og altid faa et livligt Indtryk. Derfor kan man jo godt være af en anden Mening om Enkeltheder i den.

3 Har De mon fra Gyldendal faaet tilsendt et Skuespil "Kristine" af Johs. Heskjær², saa har De maaske set, at det er tilegnet M. Galschiøt Helsingør. Kan det interessere Dem at høre lidt om, hvordan det er gaaet til. Jeg husker ikke, om jeg nogensinde har fortalt Dem, at der blandt Brevene, jeg fik til min 80 Aars Fødselsdag, var et fra en Mand, der i det sidste af mine "Tilskuer"-Aar sendte mig et Par ganske ejendommelige og som jeg syntes talentfulde Skitser, som jeg optog. Jeg vilde dengang ha fat i ham og opfordrede ham gentagne Gange til at komme til mig, men han kom ikke, undskyldte sig osv. saa jeg fik Indtryk af, at han ikke vilde. I Aarene derefter tænkte jeg nu og da paa ham, undrede mig, at jeg aldrig saa hans Navn som Forfatter og glemte det tilsidst. – Og saa paa min Fødselsdag, da jeg ser hans Udskrift paa Brevet, genkender jeg den straks og siger: Der er han jo! Jeg skrev da til ham og spurgte om, hvorfor han aldrig hade skrevet noget siden, og hvad han gjorde med sit Talent. Deraf udviklede sig en Brevveksling med adskillige meget personlige og karakteristiske Breve fra ham, i hvilke han fortalte mig, hvorledes Livet var gaaet for ham, og hvorledes han stadig var "Digter", skønt han ganske var mislykket som "Forfatter", idet han i sin Tid – altsaa efter min Tid – hade faaet sine Forsøg tilbagesendt, men 4 dog aldrig hade hørt op med at drømme og digte og skrive og brænde, hvad han hade skrevet, naar han fik det tilbagesendt. Og aldrig hade han glemt, at jeg hade fundet Talent hos ham, og det hade han levet sit lykkeligste Liv paa i alle de mange Aar. Saa sendte han mig "Kristine" hans sidste Forsøg. Hans "Livsmaal" var kun at skrive 2 - 3 udmærkede Ting, Skuespil og nu gjaldt det om, hvorvidt "Kristine" kunde være et af dem. Jeg tilraadede ham at prøve paa at faa det opført, men sa ham, at jeg ikke trode, det vilde lykkes; dels vilde man blive bange for Skuespillets Udvikling fra den farcemæssige Indgang til den tragiske Udgang, skønt jeg godt saa, at det var en bevidst dramatisk Effekt, han dermed tilsigtede, og dels var der nok tekniske Mangler i Konstruktionen, som i hvert Fald maatte ændres. Det gik omtrent, som jeg havde tænkt mig, men jeg hade da i hvert Fald reddet Stykket fra at blive "brændt". I Somrens Løb har vi ikke korresponderet, men han har altsaa faaet det trykt og udgivet (maaske delvis paa egen Bekostning) og saa har han villet vise mig sin Taknemlighed ved at tilegne mig det. Han er en højst mærkelig Fremtoning. Jeg har aldrig set ham eller talt med ham, men han har gjort mig delagtig i sine privateste Forhold. Han bor i Brønshøj og siger, at han er Husejer og Havemand, slider i det som et Bæst, men lever sit lykkeligste Liv, naar han digter og drømmer uden at skrive noget af det ned. Ja, saa faar det være nok for denne Gang.

Mine bedste Hilsener til Dem begge

Deres hengivne
M. Galschiøt