Henrik Pontoppidan til Edvard Brandes
Sendt fra Strøby pr. Klippinge. 21. august 1890
de norske Parnas-Stormere
| 21/8 90. | Strøby pr. Klippinge. |
Kære Dr. Brandes!
Tillad mig herude fra mit landlige Asyl, hvor jeg – desværre hidtil forgæves – har søgt at komme mig af en Karbristning i Maven (?) – – tillad mig herfra at sende Dem en hjærtelig Tak for Deres heltemodige Kamp med de skumvrede Nordmænd. Jeg ser jo ikke de norske Aviser, men jeg kan tænke mig, at der bliver pryglet godt løs på Dem deroppe fra Dovrefjæld. De yngste norske Parnas-Stormere synes virkelig at være som Børn; de begriber ikke, at alt, hvad De har sagt D>dem, kun 2 geråder til deres eget bedste. Dersom Skram vedblivende fik Lov til uimodsagt at flaske dem op med sin Champagne, vilde de snart ligge slagne på Valen. De er jo allerede ret øre.
Bare Esmann og Nansen vilde tage fat – for de har dog begge et langt fornøjeligere Talent end de klodsede Nordmænd. Men de sidste har unægtelig interessantere Oplevelser at øse af. Tænk f. Ex på Fru Skram1, der først sejlede den halve Verden rundt med en døddrukken Kaptajn, senere levede et Vagabondliv i Norge og nu fører et fint literært Hus i København – med sådanne Oplevelser bag sig, er det egentlig ret ynkeligt, at hun ikke har fået noget betydeligere ud af sine literære Evner.
Jeg læste for nogen Tid siden i Bladene en>et overordentlig interessant Beskrivelse>Brev 3 af>fra en dansk Skomagersvend, der havde måttet æventyre sig frem ovre i Amerika på den forunderligste Måde. Når han rejste, stjal han sig om Natten op på Jernbanetogene og sov oppe på Taget af Vognene i Regn og Storm, blev ofte jaget ned, og måtte da ligge på Markerne, indtil et nyt Tog kom forbi og standsede o.s.v. Var den Beskrivelse bleven trykt på Velin og udkommen på P.G. Philipsens Forlag, havde også vi haft en Hamsun. Når man har oplevet sådan noget, behøver man næsten slet ikke at kunne skrive for at interessere i alle Fald det brede Publikum, hvortil jeg regner Skram.
Jeg håber, De befinder Dem vel. Selv har jeg det ikke ilde, når jeg blot intet spiser og i det hele intet bestiller. I begge Henseender har jeg strenge Lægeordrer.
Deres hengivne
H. Pontoppidan.
