Digteren – bunden til skrivebordsstolen
Dagbog
18de Oktober.
Jeg omtalte i Gaar vore Forfatteres alt overstrømmende Produktivitet, Romaner, Digte, Noveller, Dramaer flyver – ufærdige – fra deres Hænder ved Vaar og Høst. De under hverken sig selv eller deres Læsere Hvile. Det ene Værk er næppe læst, før det andet bringes ind ad Døren.
Dersom nu denne overordenlige Rigdom skyldtes en tilsvarende Frodighed i Digterens Sjæl, var Udslag af en svulmende Gæring, der skulde og maatte have Luft – saa var der intet at sige dertil. Men i de sjældneste Tilfælde føler man, at dette er Grunden.
Dette tilstaas ogsaa ganske aabenhjærtig af Forfatterne selv. De lægger slet ikke Skjul paa, at det ofte er en mere almenmenneskelig Trang, der dikterer dem deres Bøger.
Henrik Hertz "sang":
For at leve maa jeg skrive,
hvordan jeg saa end er stemt;
for at leve maa jeg drive
Musen op til Vers og Skæmt.1
Med andre Ord: da det kun sjældent hænder, at Talentet fødes med Lykkens Guldpenge i Haanden, og da det nu til Dags er bleven Skik, at vore ærede Digtere alene beskæftiger sig med at digte og ikke ved Siden af har en anden Næringsvej, der kan hjælpe til at brødføde dem eller helt overtage deres Forplejning, naar Musen – der jo er et kvindeligt Væsen – faar Nykker eller tilsidst ganske slaar op med dem; da endelig Bogkøbernes Antal i et lille Land som Danmark nødvendigvis maa være indskrænket – saa maa selv anerkendte Forfattere Gang efter Gang bruge deres Pen alene for at skaffe sig Subsistensmidler. Saa og saa mange Ark skal de fylde om Aaret for ikke at komme paa Ladegaarden; og hører de ikke netop til Nationens Yndlingsforfattere, maa de saa at sige skrive baade med Hænder og Fødder, for at kunne friste en blot nogenlunde borgerlig Tilværelse.
Men er Forholdene for danske Forfattere virkelig saa slette; staar det saaledes til med Digternes nok saa berømte og besungne frie Zigøjnertilværelse, at de for ikke at sulte ihjel maa sidde fængslede fra Morgen til Aften med Halen bunden til Skrivebordsstolen - saa synes der at være skellig Grund for dem til at give Afkald paa den fra Romantiken stammende forlorne Højfornemhed og stige ned fra Parnas[set?] og tage fat paa Livets Gærning som andre dødelige Mennesker. De maa foruden at være Digtere tillige blive Handelsfolk, Embedsmænd, Søfolk, Agerdyrkere, Spækhøkere, Ølbryggere. De vil da kunne dyrke deres Talent uden Tanke paa andet end deres egen og andres Fornøjelse, og de vil tillige opnaa den store Fordel at komme i livligt Samkvem med mange Mennesker og blive fortrolige med tusende Forhold, som de ved deres nuværende Tilbagetrukkenhed aldrig lærer at kende. Derfor skriver ogsaa vore Digtere næsten altid ud af deres Barndoms- og Ungdomserindringer. Fra deres 25de Aar sidder de plantede ved et Skrivebord, ser intet, oplever intet og bliver derfor bare ved at gentage sig i en ulidelig Uendelighed, til Lede for dem selv og til Kedsomhed for andre. Og tvinger Nøden dem endelig til ved Siden af at søge andre Erhværv, bliver de gærne Lærere i en Pogeskole eller Journalister – de to mest aandsfortærende Beskæftigelser, der findes paa Guds altfor grønne Jord.
Urbanus