stolten Henrik over Scenen

Dagbog

16de Oktober.

Der klages for Tiden fra alle Sider over vor Litteraturs hensygnende Tilstand. Visse Kritikere har ligefrem gjort sig det til Næringsvej at falde i Afmagt ved Synet af Patientens Afmagring og som Kilde til Foryngelse henvist til vore Nabolandes blomstrende og fuldblodige Digtekunst, medens andre har tilraadet, snart et asketisk Kølningspulver, snart et romantisk Grød-Omslag, der kunde trække al den ved Naturalismen indpodede Usundhed og Forraadnelse ud af Kroppen.

Bestandig højere har i de sidste Aar Raabet lydt paa Fornyelse, Omvæltning, Revolution, hvormed – mærkeligt nok – menes Tilbagevenden til gamle Kunstformer; og enkelte af vore unge, lydhøre og fremadstræbende Skjalde, der formodentlig selv har indset, at de ikke tog sig imponerende ud i Realismens prunkløse Hverdagsfrakke, har da ogsaa skyndt sig at ombytte denne med det romantiske Festskrud, indhyllet deres Lemmer i Purpur, fæstet Svanefjer i deres Hat, klingende Guldsporer paa deres Fedtlædersstøvler, svunget sig op paa en abildgraa Hingst og stødt i Lur som en ny Tids Herolder – – og alle de litterære Pyntekoner har slaaet Hænderne sammen i Beundring og udbrudt i Kor:

"Ak, hvor Herren nu er dejlig! Vidste man det ikke bedre, skulde man tro, det var en ægte Oehlenschlaeger! En saadan Rejsning! Nu bare Haanden i Siden, saa er Herren uimodstaaelig" – – og med Træsablen ved Laaret og en Barnetrompet for Munden skrider stolten Henrik over Scenen og trænger under Galleriets Jubel den realistiske Skarnager¹ ind i Kulissen.

Nægtes kan det ikke, at vore litterære Forhold for Tiden minder lidt om en barnlig Maskerade, hvor de Agerende tænker mindre paa Kunstens Tarv end paa, at deres egne Personer kan komme til at skinne; hvor man ved alle mulige Slags Hokuspokus – pludselige Omslag, Undsigelse af gamle Venner og Forbundsfæller, Skrig og Skraal, forstilt Ophidselse eller løjet Livsglæde – søger at tiltrække sig et højstæret Publikums Opmærksomhed, ja hvor man end ikke undser sig for at omskabe sin Person til en afstikkende Klown for at samle Øjne paa sig.

I Forbindelse hermed staar den hæsblæsende Produktivitet, den Mangel paa litterær Samvittighed, der – mere end Savnet af Talenter – har bidraget til at tage Vejret fra vor Litteratur. Man har en Fornemmelse af, at vore Forfattere ikke længere skriver deres Bøger af en indre Trang men "gør" dem af en ydre. Og de har saa at sige allesammen Durkløb²; de sender os deres ufordøjede Produkter i Hovedet skovlevis – af hidsigt Begær efter altid at være med og en Dødsens Frygt for at blive glemt. For et Øjebliks Opsigt, for at tilfredsstille Døgnets Mode eller deres egen Magelighed, ofrer de letsindigt dens litterære Renommé – i Steden for at dyrke Kunsten som Bonden dyrker Jorden: taalmodigt, selvfornægtende, med Tanken paa den kommende Slægt.

Urbanus