"En mandig stærk og klar Prosa"

– om litteraturens køn hos Pontoppidan.

Blicher tjente til nye træsko til de små ved at skrive i tidsskrifter, men havde dog også en stilling som præst. Henrik Pontoppidan forsørgede sig og sine med pennen alene. At Pontoppidans økonomi var bedre end Blichers siger forskelligt, blandt andet noget om forfatternes ændrede vilkår. Pontoppidan fik massive forskud, og hans bestandige overskridelser af tidsfrister, fik ham og hans forlæggere til at offentliggøre (dele af) bøgerne i utide. Med det formål at supplere disse indtægter, skrev han i perioder klummer og anmeldelser for forskellige aviser. Og se så, nu er vi ved begyndelsen af historien:

Rigtige mænd

I en anmeldelse af Edvard Brandes' roman En Politiker skrev Henrik Pontoppidan i Kjøbenhavns Børs-Tidende 25. oktober 1889:

Børn brøler op, saasnart de ikke får deres Vilje; Kvinder falder undertiden i Afmagt, fordi de slaar Hanken af en Kop. En Mand derimod plejer at kunne lide en Del, før han begynder at skære Grimacer – hvilken Haardførhed ofte af Fruentimmer og Børn udlægges som umenneskelig Haardhjærtethed.1

Anledningen til denne fremhævelse af manden på kvinder og børns bekostning var egentlig Edvard Brandes' stil som skuespilforfatter: "Mens Brandes som Journalist kan være hensynsløs indtil det stødende, er han i sine Skuespil tilsyneladende ganske rolig, undertiden næsten spagfærdig." 2 Det var Brandes blevet kritiseret for. Helt uretfærdigt, mente Pontoppidan, der tværtimod roser hans "mandige Karakter, hans rolige, ubevægelige, halvt tillukkede Fysiognomi"3.

Edvard Brandes kvitterede et halvt år senere i sin anmeldelse af Pontoppidans noveller Skyer ved at slutte med ordene: "Skyer er mandig og ærlig Tale [. . .]"4 Nogle år senere skrev samme Brandes om Pontoppidans lille roman Højsang:

Vi besidder ikke for nærværende Tid i dansk Poesi saa mandigt et Sind som det, der udtaler sig gennem Pontoppidans Skrifter.5

Hovedperson og forfatter var præget af "Tankens Klarhed og Sindets maskuline Ligevægt"6, mente Brandes. Pontoppidan takker i brev af 29. oktober 1896 for anmeldelsen og fremhæver netop Brandes' anmeldelse frem for alle øvrige, så han har været helt enig.

Næh, rigtige mænd som Brandes og Pontoppidan gad ikke høre mere vrøvl, og "mandig" var i det hele taget et plusord i tiden, også i en litterær sammenhæng. Pil Dahlerup har i sin Det moderne gennembruds kvinder fremhævet maskulinitetsdyrkelsen i Georg Brandes' kamp for et moderne gennembrud, herunder kampen for det, hun kalder et "naturvidenskabeligt, humaniseret og seksualiseret mandsbillede."7 Dahlerup påpeger i øvrigt også, at Edvard Brandes' forhold til kvindelige forfattere og kvindesagen var langt mere skeptisk og ironisk end bror Georgs.8 Det var således helt i brødrene Brandes' og Pontoppidans egen ånd, om end skruen nu havde fået et par ekstra omdrejninger, da Jørgen Bukdahl i Dansk National Kunst fra 1929 roste Pontoppidans stil med ordene "maskulin ligefremhed, ingen feminin Nuslen omkring Adjektiverne, men lige på Sagen."9 Heldigvis er Pontoppidan mere kompliceret end Bukdahls ord kunne give indtryk af.

Sværmeri og moderne gennembrud

I senere udeladte passager af selvbiografien følger man Pontoppidans første store oplevelser med litteraturen og den skyldfølelse, de allerede dengang vakte. "Selv havde jeg i disse Aar en hemmelig Forkærlighed for Christian Winther," skriver gamle Pontoppidan i Drengeaar (1933) om unge Henrik i puberteten.

Jeg gik stille med mit Sværmeri, fordi jeg halvvejs skammede mig over det. Denne stærke Optagethed af en højromantisk Digtning kunde jeg ikke faa til at rime sammen med mine Fremtidsforhaabninger.10

Senere i samme periode optræder en slags digterindvielse, hvor en opførelse af Oehlenschlägers Axel og Valborg samvirker med en forelskelse og gør et enormt indtryk. Men dengang vidste Henrik heller ikke, "At der med Oehlenschläger var gaaet Svamp i Sproget"11, som det udlægges af den ældre fortæller med en erkendt efterrationalisering.

I Hamskifte (1936) kan man læse om, hvordan det moderne gennembrud for den unge forfatter bliver forbundet med et bestemt stilideal. J. P. Jacobsen og Drachmann var nu "romantiske Sildefødinge"12, mens "det højeste Maal for en sand Digter var at skrive en mandig stærk og klar Prosa"13. Pontoppidan kom dermed på linie med brandesianismen, i hvert fald hvad angår den mandige stil; romantik i vers eller kunstfærdigt udarbejdet prosa var for tøser.

I en ellers sur og ubehagelig artikel har Ole Wivel senere, med nogen ret, spurgt til Pontoppidans forhold til romantikken og dens efterklange.14 Wivel fremhæver også, at Pontoppidan ofte lagde sine vers i munden på fiktive personer. Sikkert er det, at denne mandighedspoetik bevidst overså den litteratur, der havde vakt forfatteren i Pontoppidan. Da han gennemskrev og forkortede de fire bind erindringer til etbindsudgaven med titlen Undervejs til mig selv var henvisningerne til ungdomslekturen og den tårevædede oplevelse af Axel og Valborg konsekvent nok forsvundet. Den lange, stemningsmættede indledning på Arv og Gæld, hvor natur, Christian Winther, gryende forelskelse, nye fremtidsmuligheder og socialt engagement går i ét blev i samme ånd kogt hårdt ned. Måske fandt den gamle Henrik Pontoppidan, at beskrivelsen i Arv og Gæld af den unge Pontoppidans første besøg i Horns Herred mindede lige lovlig meget om den naivt idealistiske Emmanuel Hansteds ankomst til Vejlby og Skibberup i romanen Det forjættede Land (1891-1898)?

Når Pontoppidan skrev sine tekster om, strammede han op på fortællingen og fjernede, hvad han opfattede som unødvendige broderier – herunder alt hvad der mindede om ældre litterære fremstillingsformer, melodrama, føjleton, groteske. Man kan heri se et ønske om at skrive en – endnu mere – mandig stærk og klar prosa. Til Vilhelm Andersen skrev han således i 1917 med afsæt i omarbejdelsen af De Dødes Rige:

Jeg er med Årene bleven mere og mere led ved den descriptive og stemnings-udmalende Stil, som jeg forøvrigt ålede allerede i "Sandinge Menighed", og jeg synes, at jeg i min sidste Bog er kommen nærmest det uopnåelige Mønster: "Der var en Gang en Mand, der hed Søren."15

Fortrænger Pontoppidans forfatterskab, som det skrider frem, romantik, feminin nuslen med adjektiverne samt Drachmann, J.P. Jacobsen og Christian Winther til fordel for en angiveligt maskulin skrift baseret på den "mandige Karakter" med dens "ubevægelige, halvt tillukkede Fysiognomi", som Pontoppidan skrev om Edvard Brandes? Var Pontoppidan en mandschauvinist, der førte sexchikanen helt ud i det stilistiske og litteraturhistoriske? Nej, så enkelt er det ikke – selvom der kan være lidt om snakken.

Det i bedste forstand kvindelige

Allerede i anmeldelsen af Edvard Brandes påpegede Pontoppidan klart de kunstneriske problemer i dennes tilbageholdende mandighed, han roser netop En Politiker for dens løssluppenhed, for at den er fri for skuespillenes maskulint stramme tøjler – som han jo ellers netop havde rost. I det hele taget beskriver ingen danske forfatterskaber det traditionelle maskuline karakterpanser mere skånselsløst end Henrik Pontoppidan. Et sted i Undervejs til mig selv hedder det endda: "Fra Vuggen til Graven lever og opretholdes vi allesammen af Kvindens Kærlighedsgaver."16 Og dette sted er faktisk en stramning af samme passage i  Arv og Gæld, hvor der blot var tale om "Kærlighedsgaver"17, ikke specielt om "Kvindens Kærlighedsgaver"18. Hvis man har mistet troen på både Gud og fremskridtet, kan man jo som mand kaste sine forhåbninger på Kvinden med stort K, så hun kan få lov at erstatte både den kristne nåde og troen på fornuften. En sådan idealisering af det andet køn er faktisk på færde hos Pontoppidan, f.eks. i Lykke-Per. At det – endnu engang – er mere sammensat end som så, viser følgende oprigtige lykønskningsbrev til Herman Bang i anledning af hans 25 års forfatterjubilæum, der uden omsvøb benævner "det i bedste Forstand kvindelige" i den mandlige forfatterkollegas personlighed:

Hillerød 21d Novb.
1903

Kære Herman Bang!

Modtag også min Lykønskning og Tak. Den beundrende Hyldest, der idag vil lyde op mod Dem allevegnefra, er så meget mere betydningsfuld, som den langsomt er aftvungen et forudindtaget, modvilligt Publikum. Det er det bedste Bevis på Deres snildrige Kunsts Magtfuldhed, at den har formået at overvinde selv den største Uvilje mod Deres Person. At en sådan urimelig Uvilje har eksisteret adskillige Steder, har De næppe kunnet undgå at mærke, – og den er da måske heller ikke helt uforklarlig. Med det i bedste Forstand kvindelige Drag i Deres åndelige Fysiognomi var De så grundforskellig fra det danske Idealmandfolk, der altid var af Slagterstatur. Selv hos dem, der bestandig har æret både Deres Kunst og Deres Karakter, tidt måske den sidste endnu højere end den første, – selv hos dem risikerede De undertiden at vække Anstød. Nu hører De til vore laurbærkronede Mænd og ser kun begejstrede Venner og andagtsfulde Elever om Dem. Om andre femogtyve År vil Folket feste om Deres Statue.

Deres hengivne
Henrik Pontoppidan19

Her vedgår Pontoppidan – uden at lægge skjul på sine egen forbehold – at det mandlige og det kvindelige ikke kun er biologiske størrelser, og at der er mange mellemregninger i det spørgsmål. Så nok var Pontoppidan en del af mandighedsdyrkelsen hos Brandes & co, men han var afgjort ikke nogen slagterstatur endsige en brutal hulemand som Johannes V. Jensen – der jo svang sin kølle mistænkeligt energisk over Herman Bang. Nok havde Pontoppidan sin egen mandighedspoetik, et ideal om mandig stærk og klar prosa med tilhørende idealiserende forhåbninger til kvinden, men forfatterskabet er samtidig et opgør med den maskuline slagterstatur. Pontoppidan var vel som Georg Brandes i gang med at formulere en ny måde at være mand på. Formuleringen blev noget modsætningsfyldt og ufærdig i det, som vi har set, en blanding af, hvad der i dag ser ud som progressive og reaktionære holdninger. Men 100 år senere er vi da ikke selv blevet mere afklarede og færdige i forhold til det mandige. Man kunne også sige, at vi er blevet så færdige, at vi ikke engang kan bruge ordet mere. Skulle det være noget fremskridt måske?

(Lagt på netstedet juni 2001)

 
[1] Kjøbenhavns Børs-Tidende 25. oktober 1889, her citeret fra den af Erik H. Madsen redigerede Henrik Pontoppidan: Meninger & Holdninger, Århus 1994, s. 76. tilbage
[2] op. cit., s. 75. tilbage
[3] op. cit., s. 76. tilbage
[4] Politiken 14. april 1890, her citeret fra Carl Erik Bay og Elias Bredsdorff (red): Henrik Pontoppidans breve 1880-1913, København 1997, s. 107 (herefter Brevene I). tilbage
[5] Politiken, 25. oktober 1896, her citeret fra Brevene 1, s. 166. tilbage
[6] Ibid. tilbage
[7] Pil Dahlerup: Det moderne gennembruds kvinder, København 1983, s. 86. tilbage
[8] op. cit., s. 128ff. tilbage
[9] Jørgen Bukdahl: Dansk national Kunst, København 1929, s. 163. Iagttagelsen er Pil Dahlerups, se Det moderne gennembruds kvinder, s. 85. Bukdahls udsagn stemmer også overens med beskrivelsen af digteren Enevoldsen i Lykke-Per, der er skabt med udgangspunkt i J.P. Jacobsen. tilbage
[10] Henrik Pontoppidan: Drengeaar, 1933, s. 176. tilbage
[11] op. cit, s. 183f. tilbage
[12] Henrik Pontoppidan: Hamskifte 1936, s. 141. tilbage
[13] Idem s. 142. Egentlig er det en parafrase, ifølge Pontoppidan skulle Goethe have sagt sådan til Eckermann. Jeg har ikke fundet stedet. tilbage
[14] Ole Wivel: "Paradokset Pontoppidan" i Rejsen til Skagen, 1977. Artiklen slutter sin håndfaste dom over Pontoppidan med følgende retoriske spørgsmål:

Og hvad er mere utilgiveligt end at finde sin egen fortrængte natur udfoldet af andre og beundret skamløst i en verden af vellyst, kunst og bedrag? (s. 126).

Man kunne jo nok komme på forskelligt, der var værre. Utilgivet er det vel ikke, men dog besynderligt, at Ole Wivel i samme artikel har opfundet et bedrag, som skulle være begået af Pontoppidan, og siden ladet det genoptrykke, skønt det ikke er sandt. Ifølge mine oplysninger er Wivels påstande om, at Pontoppidan skulle have løjet om sin fødselsdag for at få gang i en druktur, påviseligt og indrømmet forkerte, hvilket dog ikke har forhindret, at den gode historie også kolporteres i de følgende udgaver af Rejsen til Skagen, senest 4. udg. 1999. tilbage
[15] 11. juni 1917, Carl Erik Bay og Elias Bredsdorff (red): Henrik Pontoppidans breve 1914-43, 1997, s. 53 (herefter Brevene II). Se også Henrik Pontoppidan: Arv og Gæld, 1938, s. 43f om blandt andet "J.P. Jacobsens ornamentale Ordbroderi" over for "den magtfulde Udformning af et Emne til en organisk Helhed". tilbage
[16] Henrik Pontoppidan: Undervejs til mig selv, 1943, s. 138. tilbage
[17] Arv og Gæld, s. 116. tilbage
[18] Ændringen er ifølge H.P. Rohde provokeret af dennes anmeldelse i ”et studenterblad”, da han som ung student gjorde sin fars gode ven opmærksom på, at stedet i Arv og Gæld kunne (mis)fortås som religiøst (Det lyder som et eventyr, 1981, s. 14-15). tilbage
[19] 21. november 1903, Brevene 1, s. 237. tilbage