Henrik Pontoppidan til Martinus Galschiøt
Sendt fra Rørvig. 10. juni 1925
fornyet bekendskab med Edv. Brandes
10.6.25. |
Rørvig. pr. Nykøbing Sj. |
Kære Galschiøt!
Da jeg i Forgårs vendte hjem fra Sundby Hospital efter at have indtaget min årlige Spiritusladning1, fandt jeg Deres Brev i min Postkasse, hvor det havde ligget adskillige Dage sammen med en Del andre Postsager, fordi Lejligheden stod tom under hele mit Hospitalsophold. Jeg vilde straks svare på Brevet, begyndte også derpå men måtte opgive det. Jeg var altfor træt. Heden i København var desuden ulidelig, og derfor tog jeg straks den næste Morgen herop til Rørvig, hvor 2 min Kone allerede har resideret i 14 Dage. Når vi så længe har været tavse, var det ikke nogen Tilfældighed; og De forstår vistnok nu Grunden. Vi vilde have alle Hospitalsgenvordighederne overstået, før vi skrev; og først nu har vi grundet Håb om at kunne gå en god Sommer i Møde. Min Kone er helt kvik trods en Del Gigt i Skankerne. Hun overvåger Husførelsen og Barneplejen her under Einars og Elses Udenlandsfærd, der begyndte for en Ugestid siden og velsagtens vil strække sig over en god Måned. De er i Øjeblikket i München, hvor Einar har fået Adgang til et af Hospitalerne.
Kan De gætte, hvem der lå som Patient ude på Sundby-Hospitalet 3 samtidig med mig? Edv. Brandes. Jeg havde ikke set ham i mange År, og jeg var meget glad ved at få Lejlighed til at forny Bekendtskabet. Vi lå på samme Gang, under de samme Sygeplejersker; og såsnart jeg var kommen oven Senge, besøgte jeg ham. Han har hele Vinteren været syg af en Fodlidelse, og havde nu fået den ene Stortå sat af. Det var med andre Ord en Slags Podagra. Denne pinefulde Sygdom, der tidligere betragtedes som en Straf for Vellevnet, den sure Svie ovenpå Frådseriets Glæder, slår sig√ mærkværdig nok lige så hyppigt på de magreste Asketer. Den anden Podagra-Patient, jeg i det sidste Halvår har besøgt, var Benny Dessau, der sandelig heller ikke er nogen Fyldevom. Jeg havde to lange 4 Samtaler med Brandes, og det var mig til stor Glæde. Af Ydre var han stærkt ældet, men det hvidgrå Oldingeansigt var på en smuk Måde præget af et langt Livs Erfaringer på godt og ondt. Der var også i hans Omtale af Mennesker en – ingenlunde senil – Godlidenhed og en ærværdig Humor, der dannede en ejendommelig Modsætning til Broderens selvbehagelige Arrigskab, som netop i de Dage havde givet sig et nyt grelt√ Udslag (i Udfaldet mod Bergstedt2).
Nu Tak for Deres Stikbrev, som for Resten vistnok også min Kone besvarer. Det havde været min Mening at gøre en Afstikker til Helsingør så snart jeg slap fri fra Hospitalet. Men – som sagt – jeg var for sløj. Nu må det vente, til jeg har fået lidt Farve i Ansigtet og lidt [fortsat nedad i venstre margin] Kød på Kroppen.
Deres hengivne
Henrik Pontoppidan.