Folkelig Radikalisme

Vorherre bevar' mig!

Min Artikel mod "Fritænkerforeningerne" har sat Georg Brandes i Sving, endog helt nede i Salzburg, som om jeg var én af de største Forrædere mod Tænkningens og Oplysningens Sag.

Georg Brandes fremhæver, at "Frimurer- og Fritænkerforeninger" er "Magter" i "de store Lande".

Jovist. "Store!" Jeg maa sige, at de "store Lande" imponerer mig meget lidt efter den sønderlemmende Kritik, som Georg Brandes selv har underkastet deres ledende Personligheder. Og hvad Folkelivet angaar, saa antager jeg, at Brandes kender mindre til udenlandsk Folkeliv end han kender til dansk, og det er ikke meget – saa jeg forstaar ikke, med hvad Ret han vil anbefale os Danske at tage Udlandet til Eksempel.

Det er muligt – nede i de katolske Lande, i Folkefordummelsens Himmerigslande – at det dér er nødvendigt for de faa frisindede Folk at organisere sig i fanatiske Sammensværgelser mod de kirkelige Storcentraler, men det tør jeg roligt garantere ud fra et temmelig solidt Kendskab til dansk Folkeliv, at herhjemme i Danmark vil vi hverken eje eller have den Slags Himstrigimster.

Jeg var bange for, at en eller anden værdifuld Personlighed, ud fra manglende Kendskab til Folkelivet, skulde gaa om Bord i den Utopi, derfor gjorde jeg Anskrig.

Det manglede blot: i Grundtvigs Land, i Bjørnsons, Hørups og Brandes' Danmark – lad mig tilføje: i Bjørnbaks, i Kolds og Chresten Bergs Land, hvor der ikke er en Ravnekrog, uden at den har sit Forsamlingshus, ikke en Smaaby, uden den har sin egen Avis, stundom flere ...

– hvor der ikke er en Familie, uden den har sit eget Blad, mange Steder flere ...

– hvor selv fattige Smaabyer har ypperlige og velbenyttede Folkebiblioteker med Georg Brandes' samlede Værker i kraftig Cirkulation ...

– et Land, hvor Edvard Brandes har siddet som højtanset Minister i Aarrækker, ja som Folketingsmand i en Bondekres, og endda haft missionske Vælgere med imellem sine Stemmegivere, hvad hans egen Broder højst sandsynligt ikke en Gang aner ... ja endog sat sit Navn under selve Landets Grundlov sammen med en kollegial Ministerkres af Husmænd, fhv. Cigarmagere og Landsbydegne ...

– et Land, hvor Henrik Pontoppidan er en af de anseteste og mest læste Forfattere ... hvor Foredragsforeninger fra den fjerneste Provins henter Georg Brandes selv over Bælt og Lyng for at holde Foredrag, ja hvor selv Afholdsforeninger i Fiskerbyer inviterer (ganske vist forgæves) samme evropæiske Oprørsaand til at tale for jævne Mænd og Koner ... ja, hvad vil man mere? ...

... hvad i Alverden skal vi med noget saa puerilt, saa overlevet som "Fritænkerforeninger" i et Folkeoplysningens Foregangsland?

Væk med dem!

I de større Lande er der selvfølgelig en større Optaarning, en større Højspænding af Forholdene – men hvad den egentlige Folketænkning angaar, den som var Hørups dybeste sande Maal, dér turde vel de "store" Lande have adskilligt mere at lære af os end vi af dem. Saa vi ikke under Verdenskrigen, da Luften dog var fyldt af "bestialiserende" Fanatisme, hele den danske Nation staa fast og tæt bagved Georg Brandes i hans bidende Svar til den oppustede, men langt underlegne Clemenceau?

Der var Landestolthed over Georg Brandes den Gang. Han var "vor" til hver Trevl. Dette var et Sus af "fri Tænkning" og Georg Brandes' største Stund. Lad os faa flere af dem og saa forskaanes for Foreningerne. Det er dog alligevel ikke den Slags, han sværmer for.

*

Nej, Grunden til hans Opfaren skal vel være den, at jeg har "rodet" hans Navn ind i Fritænkerspørgsmaalet.

Gud véd, hvordan det skulde undgaas?

Georg Brandes' Navn hænger jo i Luften endnu efter hans Bog om Jesussagnet. Det er jo den, der har drevet Fritænkernykkerne frem.

En helstøbt Bog, skrevet lige ud i én lidenskabelig Linie, tillige hadefuldt skarpsindig – en Bog, der muligvis en Gang vil faa mere Ret end Ditlef Nielsens Synspunkter.

Men Ditlef Nielsen søger sig frem, under stadig Kontakt med den Kultur og det Folk, hvoraf han er udgaaet, med Trang til frit og solidt at famle sig frem mod større Klarhed og Erkendelse ... frit til alle Sider! Denne Vej er den eneste Vej for folkelig Radikalisme og Selvtænkning. Her ligger en Kløft mellem den brandes'ske Radikalisme og den folkelige.

Brandes er Aandsaristokrat – troende og bekendende – vi andre er Aandsdemokrater. Brandes nærer den bittersøde Anskuelse, at kun nogle faa "Store" bærer Udviklingen frem. Menigmand er "fæisk" og dum, og gør mindre til Sagen ... har kun én Opgave: Ydmyghed og Tilbedelse. Vi andre er kommet til den stik modsatte Mening: Vi har mistet Fidusen til de "store" Mænd – Verdens-Duksene, om jeg saa maa sige. Deres Skønneevne ødelægges ret kraftigt af den Dyrkelse, de bliver Genstand for – af alle de UG'er, de faar eller giver sig selv – og Menigmand selv, der skal præstere Tilbedelsen, bliver sandelig krumknæet og aandsmagelig af den evindelige Knælen for Stormænd.

Derfor stiller vi andre os paa det langt solidere Standpunkt: En oplyst, selvtænkende Menigmand som Kulturens eneste holdbare Basis. Er den i Orden, saa gør det i og for sig ikke saa meget, om vore "Stormænd" med Mellemrum faar Storhedsvanvid eller "ryger i Spjældet" ... vi har jo set lidt af begge Dele i Ny og Næ.

Derfor er det, vi lægger alle Kræfter i med at drive Middelalderydmygheden ud af Folket og rokke den blinde Tillid til "Stormanden". Det er ikke af tarvelig Giftighed og Plathed, men det er en naturlig Tidens Nødvendighed. Folket er bundked af alt det Overmenneskesludder.

*

Men her er vi ved Had-Centret.

Thi denne Linie har jeg fulgt konsekvent i min Forfattervirksomhed. Jeg har i Aleksandersen jævnført Storheden med Smaaheden, Verdensscenen med Ravnekrogen – vist, at det hele kun var Ring om Ring – vist at de "store" Forhold havde ganske de samme Linier som de mindste Ravnekrogsforhold, at "Stormanden" og Ravnekrogsmanden var blot samme Figur i mer eller mindre Raffinement ... at de "verdenshistoriske" Begivenheder ikke havde noget nyt og imponerende ved sig, var blot Landsbyforeteelserne i større Ophobning. Jeg tog Glorien af Storhedsbegrebet.

I Jørgensfesten gav jeg dernæst en net Karikatur af Menigmand i hans Middelalderydmyghed og næsegruse Tilbedelse af de forlorne Storheder.

Men med denne Betragtning er jeg kommet til at saare det for Georg Brandes dyrebareste: hans Religion. Med sit lidenskabelige Sinds glødende Religiøsitet har han med Alderen i voksende Grad savnet noget at dyrke, og derfor kastet sig over Dyrkelsen af de "store Mænd". I hans senere Aar har hver ny tyk Bog fra hans Haand været som et nyt Helgenkapel, hvor han tændte Vokslys for en ny frisk opferniseret Stormand.

For Brandes har mit Forfatterskab derfor været en stigende Forargelse. Med fuldkommen Pastor Moe'sk Raseri har han set mig smile ad hans Kapeller, og forstaaet, at jeg lige saa gerne tændte Vokslys foran et Hvidkaalshoved som foran Hovedet af Kejser Napoleon.

Jeg har derfor allerede i nogle Aar af forskellige Lummerhedstegn forstaaet, at jeg en skønne Dag maatte være forberedt paa en Bandbulle, sandsynligere og sandsynligere for hvert Skridt, jeg arbejdede mig frem, baade literært og under Alkoholbekæmpelsen, og da det endelig ordnede sig saadan, at jeg i Aar skulde have baade Ebbe Skammelsen frem paa Friluftteatret, Den blaa Vase paa det Kongelige og Galskabens Land ud paa Gyldendal i Kompagniskab med selve Larsen-Ledet, saa var jeg saa nogenlunde klar over, at nu holdt "den Gamle" sig ikke stort længere, og da jeg indsendte min Kronik om Fritænkerforeningerne, var jeg ikke langt fra at mene, at nu var den nærmest "opover", som man siger.

Og saa kom det da ogsaa – et Angreb, netop som man kunde vente, præget af Brandes' beundringsværdige Lidenskabelighed, men ogsaa betegnende for hans ejendommelige Begrænsning.

Han forstaar ikke, at Radikalisme i vore Dage nødvendigvis maa blive aandsdemokratisk og nødvendigvis havne i Folkelivet, i Alkohol-Bekæmpelse, i Forstaaelse af Folkelivets dybe Traditioner og Opradikalisering af dem.

Folket er for ham noget vulgært og banalt. Naar han kommer ud fra sine aandelige Sammenkomster med Cæsar, Napoleon, Shakespeare, Goethe o. s. v., med hele Andagttimens Grebethed over sig, saa er Hverdagens vidunderligt grødefulde Verden for ham en Verden af Tarvelighed og Fæiskhed. Og da Barbersvenden højst sandsynlig er den eneste Menigmand, som han (tvunget af Nødvendigheden) maa lade sig berøre af, saa forvandles vi alle for ham til en Samling Barbersvende – i hvert Fald i Byen – og ude paa Landet en Samling Degne, Folk, der piller sig i Næsen med Tommelfingrene, er koldfingrede, vommede o. s. v.

En trist Verden at skulle lade sig befamle i Ansigtet af to Gange ugentlig for den, der lige kommer fra et aandeligt Stævnemøde med Cæsar og Napoleon.

Og saa udnævner han mig til Barbersvenden over alle Barbersvende. Min kære gamle Mester! Jeg skal saamænd gerne træde i Funktion med det samme og sæbe Dem rigtig grundigt ind, nu da De har sat Dem rigtig grundigt ind, nu da De har sat Dem saa ypperligt til Rette. De har selv sæbet adskillige Folk ind i Deres Tid. Lad mig da vise min kære, gamle Mester, om jeg har forstaaet at lære ham noget af Kunsten af.

*

Thi Brandes' voldsomme Artikel mod mig er jo intet Indlæg. Han er fuldkommen ligeglad med hele det saglige Spørgsmaal og lægger – med vanlig Uimodstaaelighed – heller ikke det fjerneste Skjul derpaa. Artiklen er fra først til sidst det herligste personlige Angreb, et fuldkomment Kværkeforsøg, af den Slags, det efterhaanden er blevet mit Speciale at staa for. Og det morsomme: Det er ligesom skaaret ud af Aleksandersen. Da jeg angreb Herredskontoret i Sæby, kørte de op med "min Historie". Det mislykkedes her – det mislykkedes for Præsten – det mislykkedes for Pinstrup, og nu kommer minsandten Gamle Georg Brandes trippende og rømmer sig om mit "seksuelle Liv" og nævner Ordet med en Sippethed, som om han stod og stak i det med en Hattenaal.

Kære gamle Mester! Hvem har mere end De selv i dette Land forarget Hyklerne ved at raabe det ud, at vi alle og enhver har vort seksuelle Liv, lige fra Biskoppen til Kongen.

I To Roser, Pag. 41, har jeg selv beskrevet hele Fadæsen, saa de kommer langt bagefter, kære Mester – efter baade Fuldmægtigene, Præsten og Pinstrup med Deres interessante Meddelelser til Offentligheden.

Jeg forstaar kun ikke, at en Frihedsapostel med Flammesværd i Haand vil nedlade sig til at stille sig i Række med enhver gammel Mimreged. Det er ved Gud da snart alt for top-humoristisk! Er saa da ikke Verden en Ravnekrog helt op til Toppen?

– – –

Dernæst skal jeg skildres som en anmassende Person, der har "trængt sig ind" i Deres Hotelværelse paa Skagen.

Arme Mester! Jeg har opsøgt Dem én Gang i mit Liv, én Gang! Aldrig gjort Tegn til at genere Dem hverken før eller siden! Og selv den Gang "trængte" jeg mig ikke paa. Michael Ancher kan vidne, at jeg et halvt Aar i Forvejen spurgte ham, om han troede, det kunde gaa an at opsøge Dem, naar De kom. En Dag fik jeg saa Brev fra Ancher med den Besked: Georg Brandes venter Dem paa Brøndums Hotel Kl. o. s. v. Og saa lidt trængte jeg mig paa, at jeg gentagne Gange spurgte, om jeg skulde gaa, men De bad mig blive, og til sidst tog De min Arm og trak mig gennem den halve By, til stor Beærelse for Deres unge Ven og til stor Sensation for den lille By.

Deres Hukommelse vibrerer altsaa.

Ligesaa med Brevene. De har faaet tre Breve fra mig, og jeg har faaet tre Breve fra Dem. Og det var Dem, der skrev først – de to Gange – uopfordret. Er det at overhænge en Mand med Breve?

"Jeg har skrevet over mine Breve To thee – to thee!"

Det er noget, De sidder og laver dernede i Salzburg.

I Deres første Brev skrev De, at De havde talt i en Sæk her i Danmark. Jeg skammede Dem godt ud, ung som jeg var, og sluttede mit Svar saaledes:

Det synes jeg da var kønt fundet paa af en ung Skolelærer.

Da jeg siden sendte Dem et bittert Brev, anførte jeg de samme Linier. Kunde De virkelig ikke have gjort det samme i Deres impulsive Aargange?

Sidst skal jeg fremstilles som en Legatjæger.

Nu skal De snart have Tak, min kære Herre!

Jeg har faaet to Legater i mit Liv, Drachmann-Legatet og Ivar Schmidts Legat. Jeg har ikke søgt noget af dem, men hjerteligt takket for begge.

Men den Gang Aleksandersen var udkommet og af Anmelderne placeredes i Verdensliteraturen, da blev jeg saa tummelumsk, saa jeg sendte Dem 4 Linier (mit 2. Brev), hvori jeg meddelte, at dersom De nogen Sinde kunde tænke Dem at give mig Deres Legat, saa vilde det komme tilpas i nævnte Aar. Min Hustru laa den Gang for Døden af Tuberkler, min Gage var 50 Kr. mdl., mit Tapet hang i Laser o.s.v. o.s.v.

Vær De vis paa, at det er sidste Gang, jeg søger et Legat! Og selv om man nogen Sinde skulde byde mig Deres, saa tager jeg det i hvert Fald ikke, saa længe det bærer Deres Navn.

Jeg skal ikke have Penge ind mellem Deres Navn og mig. Jeg er kureret.

– – –

De udtaler Dem med største Suffisance om min Agitationsvirksomhed, skønt De aldrig har hørt mig tale blot en eneste Gang og principielt mistror alle Aviser og Avisreferater! Hvordan vil De klare den, kære Mester? – Jeg kan klare den for Dem, for lige saa betydelig De er dér, hvor Deres Element ligger for Dem, lige saa daarlig underrettet er De i Hverdags- og Folkelivet! Dér lever De paa Karikaturer!

De er som Svanen. Den flyver med større Vinger end andre Fugle oppe i dens Element, og den vugger hjemmevant paa Havet i de vildeste Storme, men paa Landjorden er den ubehjælpsommere end Fugle, der er langt mindre end den.

Og ét endnu: Deres Aand er at ligne ved en meget sjælden og raffineret Nøgle. En saadan passer kun i sit eget Nøglehul. Saaledes med Deres Aand: Den er saa raffineret og højtudviklet, at den kun forstaar sin egen Tid og sit eget Niveau fuldt ud. Men her forstod De utvivlsomt ogsaa dybere end de fleste.

Vær kun rolig. Mig formaar De ikke at kværke, dertil staar jeg alt for solidt funderet og har aldrig pyntet mig med en forloren Fjer. Tilbede Dem, det gør jeg ikke, men De har ingen oprigtigere Beundrer end mig.

De stod paa vor Himmel, den Gang vi var unge. De straalede lige fuldklar, da vor Manddom gik ind. Nu graaner vore Haar, og bestandig staar Deres Stjerne dér i en Glans og Kraft, der forbløffer.

Hvor vil der blive tomt, naar denne stærke Stjerne engang ikke blinker mere.

Harald Bergstedt