De retfærdige Stalbrødre

En Forhistorie

Af Henrik Pontoppidan

Første Kapitel

Der stod en Mand og lurede ved Døren ind til Chefredaktørens Kontor, – en lille Herre med en af disse smaa buttede Maver, som mellem Venner kaldes Borgmestermaver. Det var Mouritzen, Bladets Spectator, der skrev de lange politiske Uge-Oversigter, som ingen læste. Tilfældigt var han bleven ene i Lokalet, og den Omstændighed, at Portieren var trukket halvt for, havde straks vakt hans Mistanke. Han vidste, at der i disse Dage forberedtes store Begivenheder, som kunde blive afgørende for hans Fremtid ved Bladet.

Gamle Mefisto, Redaktionssekretæren, som ellers altid var at finde ved sit Skrivebord under det kæmpestore Portræt af Bladets afdøde Stifter, var gaaet et Ærinde over i Trykkeriet. I Læsestuen ved Siden af med dens Hundreder af Aviser og Tidsskrifter saaes der heller ikke et Menneske. Det var i de fredelige Eftermiddagstimer, da Redaktionsarbejdet hvilede.

Men trods den mest anspændte Lytten lykkedes det ikke Mouritzen at komme under Vejr med, hvad der gik for sig derinde i det Allerhelligste. I sin Iver strakte han sig paa Tæerne for at høre bedre og kneb snart det ene snart det andet Øje til under frygtelige Grimacer – men Færdselslarmen ude fra Gaden spottede alle hans Anstrengelser. Hver Gang han var paa Nippet til at opsnappe nogle forståelige Ord, tudede et Automobil eller et Arbejdskøretøj rumlede forbi eller en af Telefonerne gav sig til at kime.

Saa opgav han Forsøget og begyndte i Stedet for at ransage den store Ophobning af Breve og Tryksager paa Redaktionssekretærens Skrivebord. Han stjal sig til at kigge i Konvoluter og snuse i Korrekturer for muligvis alligevel at faa Held til at skaffe sig en eller anden Oplysning, som kunde blive ham til Nytte.

Men nu lød der Skridt inde fra Læsestuen. Det var Mefistos sørgmodige Fodtrin. Den gamle Herre, der var bleven graa og krumknæet i Bladets Tjeneste som en Slags finere Kontorbud, havde i sin Ungdom været en lovende Digter og deraf faaet sit Øgenavn. Han havde tilhørt den sataniske Skole, der en kort Tid var paa Mode i Literaturen; og som et Minde om denne dunkle Fortid sad der endnu i hans enfoldige og inderlig godmodige Ansigt et velplejet dæmonisk Fipskæg.

Mouritzen tog sit Ur frem og sagde: "Mødet er jo Klokken tre? De andre Herrer skulde altsaa nu være her. Hvem er det for Resten, der er inde hos Chefen?"

Den gamle Digter, der stilfærdig havde anbragt sig ved sit Skrivebord, betænkte sig et Øjeblik paa Svaret. "Det er Magister Thorsen," sagde han saa. Mouritzen fik som et Slag i Ansigtet ved at høre Navnet. Han rykkede tilbage og sagde:

"Thorsen! Hvad skal det sige? Skal han maaske ogsaa deltage i Redaktionsmødet?"

"Jeg veed det ikke. Magisteren blev tilsagt til Klokken to."

Nu forstod Mouritzen, at der var Ugler i Mosen. En hel Time havde Magnus Paarse altsaa forhandlet med dette Menneske. En tilfældig Medarbejder! En paatrængende Outsider! Paany lød der Skridt over Gulvet inde ved Siden af, denne Gang et Par solide Saaler, der gungrede i den tomme Stue. Folketingsmand, Dr. phil. Rømer — Redaktøren af Bladets Udland — traadte bred og vægtig frem i Døren med Hatten paa Hovedet og en fuldstuvet Dokumentmappe under Armen.

Mouritzen foer hen til ham og trak ham ved Frakkeærmet tilbage til Læsestuen.

"Veed De, hvem der sidder inde hos Chefen?" hviskede han.

"Nej."

"Niels Thorsen. En hel Time har "min Søn Magnus" underholdt sig med ham for lukkede Døre. Det ser lidt mystisk ud."

Dr. Rømer smilede.

"Hvorfor det? Manden henter sig maaske en Røffel for sine "Bismarckske Retningslinjer i Tysklands Udenrigspolitik." Det vilde i hvert Fald være vel fortjent."

"Ja med den Artikelrække spændte han ogsaa Ben for 207 Dem. Tre Gange tre Spalter paa reserveret Plads! Begriber De, af han faar Lov til det?"

"For min Skyld ingen Alarm!" sagde Dr. Rømer og læssede sin Dokumentmappe af paa Avisbordet. "Havde det bare været noget læseværdigt! Men jeg kunde konstatere fire positive Fejl i en eneste Artikel. Fire notoriske Brølere! Jeg sagde det ogsaa til den gode Magnus, at den Slags kan Landets ledende Blad ikke være bekendt. Thorsen kan til Tider skrive ganske underholdende, men han er hverken Videnskabsmand eller Politiker. Det er jo ogsaa alle fornuftige Mennesker forlængst enige om."

Mouritzen saae til Siden med et hemmeligt Oldfukssmil. Han tænkte paa Almenhedens Dom om Dr. Rømers egen Videnskabelighed og hvad der fortaltes om hans akademiske Ærestitel. Det hed sig, at naar Universitetslærerne i Fortrolighed spurgte hinanden, hvordan han var bleven Doktor, skød den ene Professor med begge Hænder Ansvaret over paa den anden.

Dr. Rømers fremragende Begavelse sad nu virkelig ikke saa meget i Hovedet som i Albuerne. I Løbet af faa Aar havde den forhenværende Timelærer tilmaset sig baade et Rigsdagsmandat og en Plads i Borgerraadet. Desuden var han en af Regeringspartiets mest anvendte Folketalere, der paa Grund af sit lyse og frejdige Syn paa Landets Fremtid altid høstede det stærkeste Bifald. Alene hans store, frodige Skikkelse med de blomstrende Kinder vakte Tillid til hans sunde Dømmekraft. Naar han fra Talerstolen lod sin malmfulde Røst runge ud over en landlig Forsamling, var det Thor, der nedhamrede Mørkesynets Jætter og rensede Luften med sin Torden.

Mouritzen, der af Forsigtighed havde været henne og lukke Døren til Redaktionssekretærens Stue, tog nu paany sin Kollega fortroligt i Frakkeærmet og sagde med Bekymring i Stemmen:

"Jeg tror, vi gør bedst i at forberede os paa Overraskelser. Jeg har ikke Lov til at angive min Kilde, men jeg veed, at "min Søn Magnus" forleden i et Selskab har kaldt Thorsen for Bladets førende Pen. Han maa jo være ganske forhekset af det Menneske! Vil De sige mig ganske oprigtig, Dr. Rømer – kan De se noget særligt i Thorsen? Finder De det ikke latterligt med alt det Væsen, der gøres af ham?"

"Selvfølgelig! Han er – hvad han altid har været – en Charlatan forklædt som Lægprædikant."

"Netop!"

"Han gør sig interessant ved at male Fanden paa Væggen og mane til Alvor – og saa er der ikke mere Indhold i ham selv end i en Skrigeballon."

"Ja – – og alligevel dyrkes han som en Profet. Kan De begribe det?"

"Jeg siger Dem: fire positive Fejltagelser i en eneste Artikel! Fire notoriske Brølere!"

"Veed De for Resten – ."

Mouritzen holdt pludselig inde af Frygt for at røbe noget, som den anden kunde tilegne sig og maaske drage sig til Nytte. Han fik travlt med sin Urkæde, der hang fra den ene Vestelomme til den anden som en Guirlande, og fortsatte lidt efter – ligesom henvendt til en usynlig Tredjemand:

"Jeg har hørt sige – det er rimeligvis nogen Snak – men det fortælles altsaa, at Magnus Paarse nu vil tage sit gode Tøj og gaa. Mellem os sagt er han jo ogsaa ganske overflødig. I en hel Uge har han slet ikke været her. Politik keder ham – det veed jeg. Kunst, Literatur og Videnskab faar ham til at gabe – det har han tidt nok sagt mig. Naar vi andre blot sørger for, at Bladet kaster et hundrede Tusinde af sig om Aaret eller helst to, er baade han og Fru Amalie lige glade ved det hele. Men derfor kan han jo godt tro sig uundværlig og blive siddende her til Stads, som han har gjort det hidtil. Hvad mener De derom?"

Dr. Rømer svarede kun med en orakelmæssig Mumlen. Han havde sine Grunde til ikke at komme for dybt ind paa Emnet. Han var selv bleven klar over, at der forberedtes et Chefskifte, og han havde allerede i al Stilhed været virksom for ogsaa at rage denne Godbid til sig. Blandt andet var det lykkedes ham at komme til en Forstaaelse med Bladets Forretningsfører, Hr. Steiner, en lidt uhyggelig Person, der imidlertid efter Sigende var Fru Amalies betroede Mand, det skjulte Redskab for hendes Herskesyge og Pengegriskhed.

Døren til Trappegangen blev i det samme revet op, og et sortkrøllet Hoved kom til Syne. Straks efter viste hele Skikkelsen sig – en høj, smuk Mand med et skuespilleragtigt Ydre. Det var Jean Minden – det tredie og yngste Medlem af det redaktionelle Raad, der var bleven oprettet paa Medarbejdernes Initiativ, da Magnus Paarse for to Aar siden af Forretningshensyn havde overtaget Bladets Ledelse efter Faderens Død.

Med Overfrakken hængende løst over Skuldrene som en Kappe traadte han hurtigt hen til de andre og spurgte nervøs, om de vidste hvem der var inde hos Chefen.

"Vi staar netop og snakker om det," svarede Dr. Rømer. "Mouritzen ser som sædvanligt Spøgelser ved højlys Dag."

Som Svar paa dette sidste trak Jean Minden en frisk udkommen Middagsavis op af Lommen, foldede den ud og pegede paa en Notits inde i Bladet. Der stod: "Fra paalidelig Kilde ser vi os i Stand til at meddele, at "Friheden"s Udgiver, Hr. Paarse jun, af Helbredshensyn har besluttet sig til at fratræde Ledelsen og tage Ophold i Syden. Som Favorit til Stillingen som Chefredaktør nævnes almindeligt Magister i Historie Niels Thorsen, hvis Navn i den senere Tid hyppigt har været set under politiske Artikler i Bladet."

Rømer smilte og rakte Avisen videre til Mouritzen. Da ogsaa han havde læst den, sagde Jean Minden med dirrende Slemme:

"Kan der være nogen Tvivl om, hvad der er Meningen med dette her? Vi skal stilles overfor et fait accompli. Vi er bleven sammenkaldte for at præsenteres for vor nye Chef. Skal vi virkelig finde os i den Forhaanelse?"

"Absolut ikke!" raabte Mouritzen i hysterisk Desperation. "Et skammeligt Forræderi! En tilfældig Medarbejder! En Mand fra Gaden! – Har De talt med Steiner? Hvad siger han?"

"Jeg kommer nede fra Bureauet. Han paastod, at han ikke var indviet."

"Men han dementerede altsaa ikke?"

"Jeg foreslår at vi sætter haardt mod haardt og gaar vor Vej. Klokken er desuden et Kvarter over Tiden. Det er en ny, overlagt Uforskammethed."

Rømer holdt sig hele Tiden tavs tilbage. I Tillid til sine Albuers prøvede Styrke imødesaae han Afgørelsen med vanlig Fatning. Mens de to andre hidsede hinanden op til stadig mere overspændte Trusler, stod han med Hænderne i Bukselommerne og vuggede sig paa sine brede Støvlehæle.

Forøvrigt var han lige saa vel som de andre ganske klar over, at deres Indflydelse paa Bladet ville være tabt i samme Øjeblik Thorsen kom til Magten. Mellem ham og dem var der Blod. Og dog havde de for deres Vedkommende ingenlunde vist sig ufordragelige. Da det gik op for dem, at han kunde blive dem en farlig Medbejler, havde de forsøgt at tilvejebringe en Forstaaelse, endogsaa vist sig villige til at optage ham i deres broderlige Forbund for at de i Fællesskab kunde varetage Folkets Vel. Men han havde bestandig afvist deres Tilnærmelser med en krænkende Kulde.

Jean Minden krævede, at de alle tre skulde forlade Bladet og ikke genoptage Arbejdet, før Spørgsmaalet om den fremtidige Ledelse havde faaet en tilfredsstillende Løsning. Mouritzen gav højtideligt sin Tilslutning, og Rømer fandt det nu paa Tide at slaa de to Kamphaner lidt koldt Vand i Blodet. Han mindede dem om, hvordan Bladets Betydning for en ikke ringe Del beroede paa, at det var Partiets anerkendte Hovedorgan. Om ogsaa Magnus Paarse var dets Ejer, maatte Redaktionsforholdene fornuftigvis godkendes af Partibestyrelsen. Men noget Samraad af den Art havde endnu ikke fundet Sted – det vidste han med positiv Sikkerhed. Han mente ogsaa bestemt at kunne indestaa for, at Thorsen ikke ville blive akcepteret som Redaktøremne. Tonen i hans politiske Artikler havde ikke behaget Partiledelsen.

Trods disse Oplysninger fastholdt Jean Minden halsstarrig sit Standpunkt. Der skulde nedlægges en højtidelig Indsigelse mod den Særstilling, som Thorsen allerede indtog ved Bladet. Det var en Fornærmelse, som de ikke længer burde finde sig i. Men Mouritzen var nu bleven vaklende, og efter en lang og bevæget Debat enedes de endelig om at sætte sig over i Kafeen paa Hjørnet og efterlade Besked om, hvor de var af træffe. Dersom Magnus Paarse saa ønskede at forhandle med dem, kunde han sende Bud. Gjorde han det ikke –

"Saa maa vi jo nærmere overveje Situationen," –  sagde Rømer paa sin fredelige Maade.

"Nej!" protesterede Jean Minde. "Saa erklærer vi Krig!"

*

Inde i Chefens Kontor var Forhandlingerne netop ført til Ende med det Resultat, at der næste Dag ved samme Tid skulde finde et afsluttende Møde Sted, hvor ogsaa Bladets juridiske Konsulent skulde være til Stede for at udfærdige Kontrakten. Niels Thorsen havde rejst sig. Han var gaaet hen til Vinduet, hvor han i et Øjebliks Aandsfraværelse blev staaende med Ryggen vendt mod Stuen og saae ned paa Gaden.

Fra sin Plads ved det store Skrivebord skottede Magnus Paarse til ham med et utaalmodigt og højst unaadigt Udtryk. Det skyldtes overhovedet ikke nogen personlig Forkærlighed for Magister Thorsen, at han havde besluttet sig til at sætte ham i Spidsen for sit Blad. Denne rødhaarede Mand med det sære Udseende og mutte Væsen var ham tværtimod inderlig usympatisk. Han var selv et Menneske, der stillede de strengeste Krav til sin egen Person med Hensyn til Takt og Levemaade – en pertentlig soigneret Herre med blege Øjne og nervøse Ansigtstræk. Ingen havde da heller nogensinde kunnet begribe, at han var den djærve Kresten Paarses Søn, hans højt elskede, eneste Barn – "min Søn Magnus".

Trods sin store Kærlighed til ham havde end ikke den Gamle været blind for hans Mangler. I et mismodigt Øjeblik skulde den Ytring være undsluppet ham, at Vorherre ikke havde haft Spenderbukserne paa ved Sønnens Tilblivelse. Han havde først ladet ham forsøge sig som Officer, siden gjort ham til Kulimportør og boliviansk Konsul. Men paa sit Dødsleje havde han dog paalagt ham at varetage Bladets Ledelse, indtil en værdig Afløser var funden.

Nu kom Thorsen hen og sagde Farvel. Magnus Paarse ledsagede ham hen til Døren og tog her en meget formel Afsked.

Inde i den tilstødende Stue rejste Mefisto sig respektfuld fra sine Papirer, da Niels Thorsen gik derigennem; og denne gengældte venligt den gamle Herres Hilsen. Tilfældigt faldt hans Blik i det samme paa det store Billede over Skrivebordet, hvorfra Kresten Paarse skuede ud i Rummet med sit berømte robuste Smil. Det faldt ham derved ind – og Tanken fulgte ham ned ad Trappen og videre ud paa Gaden at han i visse Maader vilde komme til at dele Skæbne med denne jyske Bondekarl, der havde haft et saa eventyrligt Held med sig i Livet undtagen med det, der var ham kærest: dette Hønsehoved af en Søn. Naar han om nogle faa Dage tog Plads derinde ved det historiske Skrivebord, hvor den allerede næsten mytiske Jyde i Løbet af en Menneskealder samlede den halve Kongemagt i sin Haand, vilde han komme til at sidde der med en lidt vemodig Følelse af, at nidkære Guder havde opfyldt alle hans Forhaabninger undtagen den største; at der blandt Lykkens Gaver manglede just den, han heftigst havde attraaet og nu mere end nogensinde vilde komme til at savne, – en Veninde efter hans Sind, en storhjertet, kampglad Fylgie. – –

Mefisto blev kaldt ind til Chefen gennem Hustelefonen. Magnus Paarse havde tændt sig en Cigaret. Han sad let tilbagelænet i Skrivebordsstolen og holdt Cigaretten ud fra sig i Arms Længde,– et Anskuelsesbillede af den virkelige Dannelse med de gode Manerer.

"Er Redaktionsudvalget samlet?" spurgte han uden at vende sig mod den Gamle, der var bleven staaende ved Døren som en ydmyg Tjener. "Sig de Herrer, at jeg venter dem."

Men Mefisto havde faaet det ubehagelige Hverv at overbringe de tre Demonstranters Udfordring. Han var i den Anledning endnu mere krumknæet end sædvanlig og helt marmorhvid i sit gamle Ansigt. Med et fortumlet Udtryk stod han og famlede ved sin dæmoniske Fip uden at kunne faa Ordene frem.

"Nu?" spurgte Magnus Paarse og drejede endelig Hovedet om imod ham. "Hvorfor gaar De ikke, Mand! Hørte De ikke, hvad jeg sagde?"

"Jeg skulde bringe den Besked fra de Herrer, at de var gaaet over i Kaféen."

Magnus Paarse stirrede paa ham med sine nervøst klippende Øjne uden at forstaa. Endelig dæmrede der en Anelse hos ham, – det var ikke første Gang, han havde sporet Oprørstendenser hos sine Undergivne.

"Er Steiner nede i Bureauet?" spurgte han.

"Jeg tror det nok."

"Saa ring derned og sig, at jeg ønsker at tale med ham."

Mens han ventede paa Forretningsføreren, som han havde medbragt fra sin tidligere Kulforretning, sendte han en ængstelig Tanke hjem til sin Kone. Mod Sædvane havde han ved denne Lejlighed handlet paa egen Haand, fordi han vidste, at hans Kone ikke kunde lide Thorsen og havde en anden Favorit til Stillingen. Forgæves havde han søgt at bibringe hende Forstaaelse af de særlige Hensyn, der var at tage ved den vigtige Afgørelse. Han havde derfor kun raadført sig med sin juridiske Konsulent, der var en af Thorsens Beundrere.

Men nu bankede det paa Døren. Forretningsføreren traadte underdanigt ind, – en stor, tung Mand, mørkhudet som en Mulat.

"Sig mig, Steiner – hvad er det, der foregaar her? Veed De, at mine Redaktører sans façon er gaaet deres Vej?"

"Jeg hører til min Overraskelse, at de Herrer er gaaet over i Café russe. Skal jeg sende Bud efter dem?"

"Aldeles ikke! En saadan Opførsel vil jeg ikke paa nogen Maade taale! – Men sæt Dem ned, Steiner! Der er en anden Ting. jeg først maa tale med Dem om."

209 Han kastede Cigaretten hen i Askebægeret og fortsatte med en Papirkniv mellem sine ringbeslaaede Hænder:

"Som De jo veed, er det nu min faste Beslutning at trække mig tilbage til Privatlivets Fred. Jeg har faaet nok af disse fordringsfulde Herrer!"

Med en tavs Hovedbøjning tilkendegav Hr. Steiner, at han til sin dybe Beklagelse havde erfaret det.

"Min Far brugte en Gang det Udtryk om sine Medarbejdere, at de var misundelige paa hinanden som Hankatte. Og det var dog de fineste Navne i Videnskab og Kunst den Gang! – Jeg var da ogsaa traadt tilbage for længe siden, dersom der blandt mit Personale havde været en brugbar Stedfortræder. Nu maa der imidlertid træffes et Valg – og De kan maaske gætte, hvem der er bleven den foretrukne."

"Jeg formoder det er Dr. Rømer."

Magnus Paarse vendte Ansigtet bort med en ærgerlig Grimasse og sendte paany en frygtsom Tanke hjem til sin Kone, der bestandig havde nævnet det samme Navn.

"Altid denne Rømer! Mellem os sagt, Steiner, jeg anser ikke Rømer for nogen Kapacitet. Og jeg lovede min kære Far paa hans Dødsleje, at "Friheden"s Anseelse ikke skulde forringes. Men der er efter min og manges Mening i Øjeblikket kun een, der vil være i Stand til at opretholde Bladets høje Standard – og det er Magister Thorsen."

Mulaten spærrede sine natsorte Øjne op, og Blikket blevet Dyb af forstilt Forbavselse.

"Ja saa – Thorsen."

"Ja. Og dermed maa den Sag være afgjort. Den har saamænd kostet mig Hovedbrud nok! I Morgen Klokken to skal Kontrakten opsættes og underskrives, og ved den Lejlighed ønsker jeg ogsaa Deres Nærværelse, Steiner. Naturligvis maa der tages visse Forbehold. Navnlig maa Bladets Overskud paa ingen Maade forringes. Skulde Magister Thorsen i det hele skuffe mine Forventninger, maa han kunne fjernes med kort Varsel. Men derom har jeg allerede talt med Overretssagfører Holm."

"Tillad mig … Jeg vilde gerne have Lov til at gøre et Spørgsmaal."

"Tal kun frit, Steiner! Jeg stoler fuldt ud paa Deres Loyalitet."

"Partistyrelsens Godkendelse af Magister Thorsen som Bladets fremtidige Leder er vel sikret?"

"Godkendelse!" sagde Magnus Paarse irriteret. "Hvad er det for Snak! Er det mig, der er Ejer af "Friheden" – eller er det Partiet? Hvor kommer De paa de Tanker, Steiner? Har De hørt noget?"

"Jeg tror, at Partistyrelsen bestemt venter at blive taget med paa Raad."

Magnus Paarse blev blaa i Ansigtet af Ophidselse.

"Det bryder jeg mig ikke det mindste om. Jeg lader mig ikke sætte under Formynderskab af de Herrer. Skulde man for Alvor spekulere paa at tiltvinge sig Rettigheder over Bladet vil jeg henvise til min Fars Testamente — og til de Ord der."

Han pegede med Papirkniven op paa Væggen, hvor der hang et fløjlsbetrukket Skjold med to store Palmeblade af Sølv … en Kisteprydelse fra Kresten Paarses Begravelse. Paa Bladene var indridset et Citat fra "Friheden"s allerførste Nummer – Ord, der siden var fremdraget saa ofte, at de var bleven som et Løsen for den Afdødes hele Virksomhed. Ordene lød: "Det er mit Haab ved dette Bladforetagende at fremme den folkelige Oplysning i vort Fædreland, og det skal være min Bestræbelse at gøre det til et Kulturens Tempel, hvor Sandhedens Ord lyder rent og purt uden uværdig Eftergivenhed overfor Partiformaal."

Gamle Paarse havde i Aarenes Løb undertiden selv smilet lidt af de vidtflyvende Højskoledrømme, hvormed han som ungt Menneske var kommen til København. Men hvor meget end Forretnings- og Partimanden i ham efterhaanden voksede Idealisten over Hovedet, – det kunde dog indtil det sidste spores paa ham, at han i sin Ungdom havde siddet ved Grundtvigs Fødder.

Henvisningen til Indskriftens Ord virkede paa Hr. Steiner som Synet af Krucifikset paa en Djævel, han slog Øjnene ned og tav.

*

Ovre i Café russe havde de tre Oprørere forskanset sig inde i Kaféens inderste Kabinet, den saakaldte æblegrønne Stue, der var adskilt fra det øvrige Lokale ved en Harmonika-Dør af Filt. Mouritzen havde taget Plads ved Hjørnevinduet, hvorfra han kunde holde Øje med, hvem der gik ud og ind ad Porten i "Friheden"s Hus. Hans krigerske Stemning var ganske dampet væk. Han sad modfalden med en Kop Kaffe foran sig og gumlede paa en Brioche. Rømer havde lagt Beslag paa Sofapladsen, hvor han sad og smilede med en Serviet udbredt under Hagen. Det var en Ejendommelighed hos ham – og i Virkeligheden hans eneste Originalitet – at han altid kunde spise. Ethvert ledigt Øjeblik benyttede han som Paaskud til at indtage et solidt Maaltid, og for at undskylde sig forsikrede han regelmæssigt, at han ikke havde faaet Mad hele Dagen paa Grund af Travlhed.

Han havde nu bestilt sig en Bøf, og med Kniven oprejst i den ene Haand, Gaffelen i den anden, afventede han frydefuldt dens Ankomst.

Imidlertid skridtede Jean Minden urolig frem og tilbage paa Gulvet, mere og mere bleg af Spænding efterhaanden som Tiden gik. For ham stod hele Eksistensen paa Spil ved denne Lejlighed. Han havde ikke som Rømer et Rigsdagsmandat at holde sig oven Vande med, eller som Mouritzen en Embedseksamen at falde tilbage paa. Han var slet og ret Jean Minden, en Lykkeridder, der allerede som ung Student havde kastet sig ud i Politik og Journalistik for at uddanne sig til Folketribun i den store Stil. Lassalle og Gambetta var hans Forbilleder. Fra den første stammede blandt andet den ydre Pyntelighed, hvorfor han var bekendt, fra den anden hans teatralske Pathos.

Men nu gled Skydedøren op, og Tjeneren viste sig med Bøffen. Jean Minden standsede ham.

"Endnu ingen Telefon til os?"

"Nej, Hr. – ."

"Og De er ganske sikker paa, at der ikke er bleven ringet fra Redaktionskontoret?"

"Absolut sikker!"

Jean Minden fortsatte sin Vandring, idet han for tyvende Gang saae paa sit Ur. Klokken nærmede sig stærkt til fire. I Modsætning til Rømer, der havde sit bedste Publikum udenfor Hovedstaden, var han foreløbig helt afhængig af den mere uberegnelige Folkestemning i København. I Øjeblikket var han det frisindede Borgerskabs Yndling baade som Journalist og Taler. Navnlig i Damernes Øjne var han den ideale Sandhedsridder glorificeret i en smuk Skuespillers Lignelse. Naar han alligevel ikke som Rømer havde opnaaet det brændende attraaede Rigsdagsmandat, kom det sig af, at han var den yngste af de tre Sammensvorne, og at de to andre nidkært vaagede over, at han ikke fik noget utilbørligt Forspring.

Til Gengæld havde han forstaaet med den elskværdigste Mine at spille sine Forbundsfæller paa Næsen i alle Redaktionsanliggender. 210 Under det Anarki, der havde hersket indenfor Bladet siden gamle Paarses Død, var det lykkedes ham at faa Arbejdet fordelt imellem dem paa den Maade, at Rømer og Mouritzen skrev de vidtløftige Oversigter, som de færreste læste, mens han selv havde Lejlighed til at sigte og præparere de daglige Meddelelser fra Gader og Stræder, fra Teatrene og Rigsdagssalene, fra Literaturens og Kunstens Verden – hele det brogede Nyhedsstof, der begærligt slugtes af alle til Morgenkaffen. Ved denne Alliance med Sladderen havde han faaet en Tryllestav i Hænde, der lod sig bruge til at forvende hundrede Tusinde Læseres Syn med efter hans Forgodtbefindende, og desuden et godt Vaaben, en forgiftet Dolk, hvormed han kunde terrorisere den offentlige Mening.

Skydedøren blev nu atter skubbet til Side, og Tjeneren stak Hovedet ind.

"Telefon fra Redaktionskontoret!"

Med et Sæt var Mouritzen oppe af Stolen for at tage Affære. Men Jean Minden kom ham i Forkøbet med sine lange Ben. Som en Stork fløj han ud af Døren med Frakkeskøderne flagrende efter sig.

"Hvad sagde jeg!" udbrød Rømer med Munden fuld af Kødmad og løftede Kniven. "Min Søn Magnus be'r om godt Vejr!"

Men et Øjeblik efter vendte Jean Minden slukøret tilbage.

"Det var Deres Frue, Rømer! Hun telefonerede ovre fra Bladet for at høre, om De var her."

"Var der sket noget?" spurgte Mouritzen spagfærdigt.

"Steiner har nok en Konference med Magnus Paarse. Andet vidste hun ikke. Forresten er hun paa Vej herover."

I Anledning af den sidste Oplysning skyndte Rømer sig at spise færdig. Han tørrede sig omhyggeligt om Munden med Servietten og skød Anretningen bort, saa det kunde se ud, som om det var en af de andre, der havde bøffet. Da hans Kone kom ind, sad han tilbagelænet med en Kop Kaffe foran sig og nynnede.

Fru Katinka Rømer var en spinkel lille Dame med et Par ubehageligt stirrende Øjne og en stor Strudsfjershat, hvori Hovedet næsten blev borte. Ligesom sin Mand var hun en kendt Figur rundt om paa Landets Talerstole, og desuden havde hun en Stilling ved Bladet som Redaktør af dets Dametidende. Der var en Gang gaaet Ry af hendes madonnaagtige Skønhed, men en grum Ærgerrigheds Brynde havde vanheldet hendes Træk og gjort hende gammel før Tiden.

Jean Minden og Mouritzen omringede hende straks for at høre, hvad hun vidste om Sagernes Stilling "derovre"; og hun brød ud i en Strøm af Ord, skønt hun kun kunde fortælle, hvad hun allerede havde meddelt i Telefonen. Af Ophidselse spilede hendes Næsefløje sig ud, saa man kunde se hende helt ind i Hovedet, og hver Gang hun nævnede Thorsen, skreg hun op som en Hyæne.

Pludselig foer Mouritzen tilbage til Vinduet. Gennem Gadelarmen havde han opfanget Lyden af et Automobil, der standsede udenfor "Friheden"s Hus. Rigtigt! Det var Magnus Paarses store, sort lakerede Simson. Han kaldte de andre til; og lidt efter saaes Hr. Magnus selv komme ud af Porten i sin kostbare Pels omvimset af tre smaa kuldskære Racehunde, der artigt hoppede op i Vognen en efter en, saasnart Døren aabnedes.

Mouritzen blev stum af Skræk. Med et forstyrret Udtryk vendte han sig om mod de andre som for at tage Vidner paa, hvad han saae.

"Han vælger altsaa Krigen!" sagde Jean Minden dystert. "Godt! Han skal faa den!"

Da Vognen kørte, opløftede Fru Katinka et nyt Hærskrig. Ogsaa hendes Mand, der var bleven siddende henne i Sofaen, begyndte nu at blive betænkelig ved Situationen, han forstod det ikke. Kunde Steiner have svigtet? Var Mulaten gaaet i Thorsens Sold?

I alvorlig Stemning tog de alle Plads omkring Bordet for at holde Raad. Jean Minden fremsatte straks Forslag om at indkalde til et stort Møde af Bladets samtlige Medarbejdere, hvor der skulde vedtages en højtidelig Protest. Desuden foreslog han at udsende en Redegørelse i Form af et Flyveskrift, der skulde stemple det skete som et lumsk Attentat paa Ordets Frihed. Rømer udtalte sig dog afgjort mod en saa radikal Fremgangsmaade, og han fik denne Gang Medhold af Mouritzen. Det kom i den Anledning til en heftig Ordstrid, hvorunder Jean Minden i sin eksalterede Sindsstemning beskyldte sine Kampfæller for forræderisk Tilbageholdenhed.

Det endte dog, som det plejede at ende, naar de tre sammensvorne Venner kom op at toppes. Efter at have sagt hinanden en Række Ubehageligheder enedes de om at gaa en Middelvej. Trods al indbyrdes Mistro og Skinsyge glemte de aldrig Betydningen af at bevare et ubrødeligt Sammenhold. De vidste altfor godt, at de kun kunde naa deres Maal ved at virke i Fællesskab. Gamle Paarse, der tidligt havde gennemskuet dem og derfor ogsaa advaret Sønnen imod dem paa sin Dødsseng, kaldte dem gerne "De tre retfærdige Kammagere" efter Gottfried Kellers Fortælling¹, som en Gang havde staaet trykt i Bladets Føljeton.

Den Aftale, der nu blev truffen, gik ud paa at sammenkalde en snevrere Kreds af Medarbejdere til et strengt fortroligt Møde den næste Formiddag. Her skulde Stillingen klarlægges for dem, hvorefter der ved en Deputation skulde overbringes Magnus Paarse et Ultimatum.

Fru Katinka fik det afsluttende Ord. Hun rejste sig op og sagde, som stod hun paa en Talerstol:

"Dette skammelige Snigløb skal blive dømt efter Fortjeneste! Vi kræver Thorsen fjernet fra Bladet! Sker det ikke frivilligt, maa Partiet bruge sine Magtmidler! I Retfærdighedens Navn, i Frihedens krænkede Navn forlanger vi – – ."

231

Andet Kapitel

Niels Thorsen var ved samme Tid kommen hjem i sin Lejlighed ved Sortedams Dossering. Da han fra Entréen traadte ind i sit Arbejdsværelse, der vendte mod Søen, stod Solen skraat derind, og uvilkaarlig standsede han ved Døren og smilte til den smukke, fredelige Stue med de mange Bogreoler og det kraprøde Gulvtæppe, der var slidt af hans vanemæssige Vandren op og ned under Tankearbejdet. Henne i Vindueskarmen hoppede Kanariefuglen i sit Bur og slog med Vingerne af Gensynsglæde. Paa det lille runde Bord ved Siden af Lænestolen laa endnu den Bog opslaaet, som han om Formiddagen havde læst i, – det syntes ham allerede saa fortidsfjernt altsammen, og han var nærved at blive lidt vemodig stemt. Henover Skrivebordsstolens Ryg laa – helt symbolsk – hans Slobrok som en afkastet Ham. Ja. Fredens Dage var forbi nu! For Fremtiden maatte Piphans kvidre sine Sange ud i den tomme Stue, mens han selv sad inde i Byen og sloges med Banditterne. Magisteren var død! Redaktøren og Politikeren leve!

Der blev banket paa Døren. Det var hans nye Husholderske – den tredje i Rækken efter at hans Hustru for nogle Maaneder siden forlod ham. Der havde under hans Fraværelse været en Herre og spurgt efter ham. Hun kunde ikke huske hans Navn, og han havde ikke givet sit Kort; men det var saadan en sær Mand med et forskrækkelig langt Skæg.

Niels Thorsen grundede et Øjeblik. Saa gik det op for ham, at det maatte være Dr. Vadum. Det var Aar og Dag siden han havde set noget til denne Huleboer, der saa sjelden viste sig i Dagslyset. Hvad kunde han have haft paa Hjerte, Staklen?

"Ja, Tak – det er godt!" sagde han.

Han slog sig ned i Lænestolen og tog den opslaaede Bog; men han var for urolig i Sindet til at kunne læse. Han blev siddende med Bogen i Haanden og faldt i Tanker. Havde blot Klemens Junge været hjemme! – – Han havde rigtignok maattet love Tavshed om Sagen, idet mindste indtil den var endelig ordnet; men han trængte til at tale med en Ven, og faa Tiden til at gaa med Snak. Dr. Vadum? Skulde han overraske Diogenes i hans Tønde? Maaske kunde han saa ved samme Lejlighed hverve en filosofisk Medarbejder til "Friheden", hvor nu en halvstuderet Røver udkrammede sin Leksikonsviden. Vadum var ganske vist en Menneskesøger med en temmelig søvnigt lysende Lygte. Men naar Landet var i Fare havde ogsaa Krøblingen Værnepligt, og med alle sine Underligheder var han en Karl med Hjertet paa rette Sted.

Det bankede igen paa Døren. Det var Husholdersken, der nu var kommen paa, hvad den fremmede Herre hed. Det var Viborg – Dr. Viborg.

"Var det ikke Vadum?"

"Jo, det kan nok være. Det var det vist for Resten ogsaa. Jo, nu huskede hun det bestemt. Det var Vadum."

"Ja, Tak – det er godt!"

Han rejste sig hovedrystende og gik hen til Vinduet, hvorfra Kanariefuglen uafbrudt havde kaldt paa ham. Han stak en Finger ind mellem Burets Tremmer til sin lille Ven og Legekammerat, som straks begyndte at hakke i den. Derpaa gik han en Tid lang frem og tilbage mellem Bogreolerne, og paa denne Vandring standsede han til sidst ved Døren til den tilstødende Stue og lukkede den op. Han blev dog staaende paa Tærsklen og gik ikke derind. Det var hans Kones Stue, et Kabinet med sort betrukne Møbler af Citrontræ og en Glasprismekrone i Loftet. Værelset havde staaet ubenyttet siden den Dag, da hun flygtede fra ham. Hver Morgen blev der luftet ud og fejet Tæppe som tidligere; men derpaa blev Gardinerne rullet ned, og Resten af Dagen var der stille derinde som i en Ligstue. – Det var jo ikke paa den Maade, han havde troet at skulle højtideligholde den store Begivenhed, som han havde set hen til med saa megen Længsel. I Stedet for en Glædesfest med Asta og et Par nære Venner i et blomstersmykket Hjem og med Champagne paa Bordet – disse øde Stuer og et ensomt Maaltids Tristhed. Havde han fortjent det? –

Da han en Timestid efter kom ned paa Gaden, stod den nedgaaende Sol over Frederiksberg og kastede en usædvanlig Lysglans over Søen og dens Omgivelser. Folk, der kom gaaende ude fra Østerbro, var ganske blændet, og Damerne holdt Mufferne op for Panden. Over den store Vandflade laa der som et tidligt Morgenskær, hvori de svømmende Vildænders grønne Nakker skinnede som Ædelstene. Ogsaa Maagerne i Luften og Spejlbilledet af Husene og Træerne paa den anden Bred havde en Visions Klarhed.

Niels Thorsen kendte godt dette Glimt af en overjordisk Verdens Lysvæld og vidste ogsaa, hvad det betød. Han var født her ved Søerne, havde levet al sin Tid i Hovedstaden og var som en Skipper fortrolig med dens omskiftelige Himmels Jærtegn. Det var Foraaret, der meldte sit Komme. Og han sagde til sig selv, at han vilde tage denne Vaarbebudelse som et lykkeligt Varsel for den Kamp, der nu skulde begynde. Den galdt jo dog først Erobringen af København, af denne havfødte By med dens friske Maageskrig og Fiskekællinge-Sangen i Gaderne, – for ham den eneste By i Verden.

232 Paa Vejen ind over Broen overvejede han paany Dr. Vadums Brugbarhed som Medarbejder. Man mindedes sit første Indtryk af den store, sværlemmede Mand i Akademicum, hvor de førtes sammen af en fælles Skæbne. Hver Gang de under en Diskussion viste sig paa Talerstolen nedlarmedes de af en Bande tungt trampende Bondestudenter, der havde set sig gale paa dem, fordi de tilfældigvis begge to havde nogen Formue og kunde tillade sig den Luksus at hengive sig til frie Studier. Blandt Medlemmerne var ogsaa Rømer, der med lille Mouritzen som Vaabendrager førte det store Ord i Foreningen og tilsidst manøvrerede sig ind i Bestyrelsen.

I de senere Aar havde han set meget lidt til sin Forbundsfælle fra Studenterdagene. Vadums voksende Tungsind og Mistænksomhed havde gjort Omgangen med ham vanskelig. For nogen Tid siden var han bleven ondskabsfuldt angreben for sin Bog om Schopenhauer – øjensynlig i den Hensigt at spærre ham Vejen til en Universitetsstilling; og denne Modgang havde rimeligvis givet hans Melankoli ny Næring.

Det var begyndt at skumre mellem Husrækkerne, da han naaede ind i Fiolstræde og stod udenfor en gammel Bygning omtrent midt i den snevre Gade. Fra et mørkt Portrum med en sur Lugt af Affald og Trøske førte en endnu mørkere Trappe op til Lejlighederne. Her boede Dr. Vadum paa anden Sal. Mutters ene levede han her Side om Side med mange Slags underlige Folk, en forhutlet Skuespiller, en Ligtorneoperatør og en jødisk Marskandiserfamilje, som var hans egenlige Omgang.

Et Par Minutter maatte han vente udenfor Døren, før der blev lukket op. Endelig hørtes Fodtrin, Døren aabnedes paa Klem og Filosofens skæggede Ansigt kom til Syne med en Bølgerække af vrede Rynker højt op over Panden. Paa Grund af Halvmørket varede det lidt, før han blev genkendt; men da glattedes Panden ud, og Døren blev slaaet op. Med mange Undskyldninger førte Vadum sin Gæst gennem et Par Stuer, der fra Loft til Gulv var stuvet fuld af Bogkasser, og derpaa ind i sit Arbejdsværelse, hvor der ligeledes herskede en Jerusalems Forstyrrelse. Overalt paa Stole og Borde laa Stabler af Bøger. Væggene var nøgne, og Gardinerne taget ned.

Niels Thorsen saae sig forundret omkring.

"Hvad gaar her for sig? Skal De flytte?"

"Jeg rejser bort. Derfor forsøgte jeg at træffe Dem i Dag. Jeg vilde dog sige Dem Farvel."

"Saa gælder det en længere Rejse?"

"En meget lang Rejse – ja."

"Og Deres Bøger? Deres Møbler?"

"Skal paa Auktionsbordet – det meste af det. Jeg bosætter mig i Udlandet. Her er jo ikke til at være!"

Niels Thorsen lod sig ikke mærke med sin Bekymring. Han havde straks set, at der var foregaaet en sørgelig Forandring med ham. Klæderne hang paa den stakkels Mand som paa et Stativ, og i de brune, før saa sjælfulde Øjne var der et uhyggelig! Mørke.

"Saa De vil virkelig forlade os!" sagde han efter at være kommen til Sæde i en Stol, som Dr. Vadum havde gjort ryddelig for ham. "Har De tænkt paa, at visse Folk vil triumfere, naar De saadan rømmer af Landet i al Stilfærdighed?"

"Rømmer?"

"Ja, jeg vilde i Deres Sted først gøre op med mine Angribere."

"Gøre op? Jeg forstaar ikke, hvad De mener?"

Niels Thorsen løftede sin højre Arm og førte den rask gennem Luften, som om han svang en Klinge.

"Saadan – mener jeg!"

"Takker for sikkert velment Raad. Jeg agter dog ikke at gøre de Herrer den Ære."

"Aa veed De hvad! At knække Ryggen paa en Modstander kan dog ikke godt kaldes for en Æresbevisning. Jeg er nærved at være af den Mening, at Hensynet til den offenlige Moral , at man ikke stikker en fornærmelig Udæskning i Lommen. I hvert Fald – ved prompte at give Svar paa Tiltale befrier man sig selv for Følelser, der ellers let æder sig indefter som Svamp og Trøske."

Filosofen vendte sig bort uden at ville svare. Og mens han nu ryddede en Siddeplads til sig selv i den anden Ende af Stuen, var der længe Tavshed imellem dem. Tilsidst sagde Niels Thorsen:

"Jeg faar Lyst til at fortælle Dem om mit første Indtryk af Dem, Dr. Vadum, – da vi i Tidernes Morgen traf hinanden i Akademicum. Paa Vejen herhen kom jeg netop til at tænke paa de Dage. Jeg syntes den Gang, at De havde baade ydre og indre Træk tilfælles med en vis, ordknap Sagn-helt fra Sønderjylland – Uffe den Spage altsaa. Jeg sagde til mig selv, at De nok ved given Lejlighed ville kaste Filosofens Kappe og aabenbare en vælig Kampnatur. Og den Forestilling har jeg i Grunden aldrig helt sluppet. Da jeg forleden læste de gemene Angreb paa Dem, tænkte jeg derfor ogsaa: Nu vil vi høre Skræp synge! – Men der lod altsaa ingen Sang i Luften ved den Lejlighed."

Dr. Vadum blev rød i Hovedet. Med et fremtvunget Smil strøg han sig ned over Skægget og sagde:

"Det gør mig naturligvis ondt, at jeg har skuffet Dem saa dybt. Men forstaar jeg Dem ogsaa rigtig? Kan De for Alvor mene, at jeg skulde have gjort mig gemen med Hoben … givet mig til at skrive i Bladene … appeleret til Publikum?

"Hvorfor ikke?" Ja – det er sandt – De er jo selv bleven Journalist, Det undrer mig for Resten."

"Undrer det Dem?" sagde Thorsen med smilende Øjne. "I ti Aar har jeg forberedt mig dertil. Har De virkelig aldrig mærket, at jeg gik med en Redaktør i Maven? For mig er Journalistens Gerning den største og betydningsfuldeste af alle. Større end baade Videnskab og Kunst, fordi den er en Forening af dem begge – naar den da er, hvad den bør være. Tænk paa de utallige Mennesker, for hvem den daglige Avis er den eneste Aandsføde. Det er slet ikke for meget sagt, at vi i Pressen har faaet et Opdragelsesmiddel, som Verden aldrig har haft Mage til."

"Jeg læser af Princip ikke Aviser. Og jeg tror ikke det mindste paa Frasen om Pressens opdragende Magt. For at indvirke paa Pøblen maa man selv blive Pøbel – eller ogsaa være det fra Fødslen af. Jeg henviser i saa Henseende til Historiens Vidnesbyrd."

Niels Thorsen rynkede sine røde Bryn. Ordenes Brod fik ham til at ømme sig, fordi han saa godt kendte den Slags Giftstik fra sine lange Enetaler hjemme i sin egen Stue. Naar han gik op og ned ad det kraprøde Gulvtæppe og brødes med Tvivl og mørke Tanker. Og han svarede Filosofen, som han altid havde svaret sig selv, at dersom det virkelig var umuligt at skaffe sig Ørenlyd hos Folket uden til en vis Grad at tage Skade paa sin Personlighed, – nuvel, saa maatte man bringe det Offer. Han gav ikke en sur Sild for den Ophøjethed, der ytrede sig ved, at man af Omhu for det kære Jeg lod Hænderne ligge i Skødet, mens Verden gik til Grunde i Smuds. Naar det kom til Stykket, var det fuldt saa meget Aandshovmodet som det var Frækheden og Bestialiteten, der syltede Menneskeheden ned i Elendighed. Vilde man virkelig udrette noget, saa havde man – værsgo' – at stikke Næven ind i Fenrisulvens Gab!

Dr. Vadum forsøgte et Par Gange at komme til Orde; men Thorsen var bleven opirret og fejede ham rask til Side. Han havde rejst sig fra sin Stol og gik frem og tilbage paa den indskrænkede Gulvplads, som Bogstablerne levnede. Og nu stillede han sig op foran Filosofen med Hænderne plantet i Siden og skød ham sønder og sammen med en Kugleregn af Ord.

"Gyser det aldrig en lille Smule i Dem, Dr. Vadum, naar De tænker paa de Personer, der i Øjeblikket voldfører den offenlige Mening herhjemme? De læser ikke Aviser, siger De. Godt. Men saa meget veed De dog vistnok, at vor Journalistik – vor Presse – er ved at synke ned i den rene Foragtelighed – er bleven en Sjakal-Presse – en skamløs Spekulation i Folkets allerusleste Instinkter – en Storindustri i Pjat og Trappesladder og Skandale. Og Kresten Paarses gamle Blad gaar her i Spidsen. Over alle dets Spalter staar der et usynligt Motto, der har afløst hans berømte Tempel-Indskrift: Den dybeste Fordummelse for det største Antal Abonnenter. Jeg finder det betegnende for Tilstanden, at næsten Halvdelen af samtlige Blades Medarbejdere nu er Damer.^'1 Det er et Skørteregimente af Fjanter i alle Aldre lige fra forfløjne Tøse paa sytten-atten Aar til gamle, hysteriske Tudser med Haar paa Næsen. Og naturligvis ligger der en forbryderisk Tendens bag det hele. Det er et gammelt 233 Bondefangerfif at bruge Kvinderne som Lokkefugle. Ethvert af vore Blade har sin Steiner. Naa – det er sandt – den Tugthuskandidat kender De velsagtens ikke."

Han drejede sig om paa Hælen og gik atter ud paa Gulvet men vendte straks tilbage. Før Dr. Vadum havde faaet sig samlet til at svare fortsatte han:

"De spurgte mig før, hvad jeg troede at kunne udrette med mit Bladskriveri. Her har De mit Svar: jeg vil rejse et Skafot, hvor der gøres kort Proces med de Banditter, der ikke kan rammes af Straffeloven. Det skal igen blive halsløs Gerning her i Landet at ernære sig af Skandalen og gøre Frækhed til Profession. Det er – kort fortalt – mit foreløbige Maal."

Filosofen rystede paa Hovedet og svarede med en fremmumlet Bemærkning om romantisk Overtro. Menneskenes moralske Habitus lod sig ikke forbedre. Ondskaben var Racen medfødt, Skadefryd dens karakteriserende Egenskab. Og atter henviste han til Historiens Vidnesbyrd og til sine egne Skrifter, hvor han havde bestemt Menneskets, den degenererede Abes Plads i Verdensudviklingen.

Niels Thorsen vendte sig fra ham. Han forstod nu, at Manden virkelig var gal eller i hvert Fald paa gode Veje til at blive det.

"Hvornaar rejser De?" spurgte han, da han stod med Hatten i Haanden for at gaa.

"Saa snart jeg kan faa Tingene her kørt bort."

"Jeg vil give Dem et godt Raad med paa Vejen. De skulde for Fremtiden begynde Deres Dag med en halv Times Haandvægtsøvelser og et koldt Styrtebad. Det sætter Fart i Blodomløbet og holder Sindet friskt. Jeg taler af mange Aars Erfaring."

"Den Kur har De en Gang anbefalet mig for Søvnløshed. Den synes saaledes at være Deres Universalmiddel."

"Saamænd!"

"Jeg vil ønske for Dem, at Kuren altid maa have den samme mirakuløse Virkning paa Dem. Jeg tror, De vil faa Brug for det."

Nu vilde Niels Thorsen ikke høre mere paa den spedalske Mand. Med bortvendt Ansigt gav han ham Haanden og ønskede ham Lykke paa Rejsen.

Da han kom ned paa Gaden, var Lygterne bleven tændt. Det var dog ikke helt mørkt, og ude over Boulevarden laa endnu et Efterskær af Solnedgangens mærkelige Lysglans. Han gik rask gennem Frederiksborggade med dens straalende Butiks-Illumination og videre over Broen; men i Stedet for at gaa lige hjem til Middagsmaden fortsatte han ud mod Østerbro. Besøget i Filosofens Hule havde misstemt ham. Her var igen en oprindelig brav Mand drevet ud i Ørkenen? Hvor mange var der endnu tilbage? Var Danmark virkelig bleven et Land, hvor alene Slynglerne kunde trives?

I det voksende Mørke gik han langsmed Søen og standsede først helt ude ved Østerbrogade. Han kunde ikke faa sig til at vende hjem til sine tomme Stuer og den idiotiske Husholderske, hvis skævmundede Fjæs han ikke kunde døje. Han stod et Øjeblik tvivlraadig og saae ud over Gadens brede Strøm af Vogne og jagende Cykler, inden har vendte om. Men lidt efter standsede han igen og gik tilbage; og nu krydsede han sig gennem Vognmylret, fortsatte paa det modsatte Fortov og drejede derpaa ind i en af Kvarterets halvmørke og underligt øde Sidegader med fem Etages Huse, der ikke havde levnet et Græsstraa af de frodige Blomsterhaver, som tidligere strakte sig der helt ned til Sundet.

Han havde slaaet Frakkekraven op for at gøre sig ukendelig. Paa anden Sal i et af de første Huse boede hans bortrømte Hustru, der havde lejet sig et Værelse hos en Enkefrue. For at kunne ernære sig selv og sanke gloende Kul paa hans Hoved havde hun ogsaa taget sig en Kontorplads. Hele Verden skulde være Vidne til hendes Forurettelse! – Der var Lys i hendes Stue. Altsaa var hun hjemme. Sandsynligvis sad hun da med det skønne blonde Hoved bøjet over et af disse unyttige Haandarbejder, som hun ødslede saa megen Tid og Flid paa … rolig, behersket, med graciøst krummet Lillefinger … i hver Mine og Bevægelse den velopdragne Amtmandsdatter, der end ikke i Enrum tillod sig at synde mod, hvad der var hende indprentet som korrekt Optræden … og alligevel inderst inde en lille Trold, egensindig og fuld af Nykker. Nedenfor Kjolekanten kom en Fod til Syne – slank og fint formet som hule den øvrige Skikkelse, der ganske var en ung Piges. I hele Personen ikke en Mindelse om halvandet Aars Ægteskab og to Misfødsler. Saadan var Tidens tyveaarige Kvinder i alle Stænder. Verden kunde staa i Brand omkring dem, og deres eget Liv bryde sammen, – de forsømte dog ikke at raadføre sig med Spejlet eller glemte Kunsten at behage.

Ved Enden af den korte Gade vendte han om, og da han var kommen tilbage til Østerbrogade gik han ind i den nærmeste Kiosk og ringede hende op. Hendes Værtinde havde Telefon, og lidt efter hørte han hendes smaa hurtige Fodtrin nærme sig gennem en genlydende Gang. De havde ikke talt med hinanden siden Bruddet, havde kun vekslet et Par Breve om Ordningen af deres Forhold. Derfor snublede Ordene lidt over hinanden, da han sagde:

"God Aften, Asta! Det er mig – Niels."

"Jeg kan høre det."

"Er du alene?"

"Ja. Hvorfor spørger du for Resten?"

"Jeg vilde gerne tale med dig om en Sag af Vigtighed. Men jeg kan ikke godt gøre det her i Telefonen. Jeg kan vel komme hen til dig?"

Det varede en Stund, inden Svaret kom.

"Naar der er noget vigtigt – saa naturligvis. Men jeg har lovet min Søster og Svoger at komme hen til dem ved Ottetiden."

"Det passer mig netop godt. Jeg kommer helst med det samme," svarede han og ringede hastigt af.

Da han traadte ud af Kiosken, var han hed i Hovedet af Skam. Den dybe Forbavselse i hendes Stemme havde brat udslukket et opblussende Haab hos ham, han rasede mod sig selv, fordi han havde været svag nok til at udsætte sig for denne nye Ydmygelse. I Sandhed – en nydelig Situation for en Mand at blive modtaget i naadig Audiens af sin egen Kone! Helst var han nu gaaet hjem til sig selv; men for ikke at give hende Grund til igen at beklage sig over hans Hensynsløshed maatte han gaa sin selvforskyldte Tiggergang til Ende. Og for Resten – naa ja – saa fik han hende dog i det mindste at se igen!

Han tænkte paa, hvad Dr. Vadum et eller andet Sted havde skrevet, at af alle Livets mange nedværdigende Forhold var Kønnenes Afhængighed af hinanden det mest beskæmmende. De Ord af den gale Filosof kunde han underskrive. Her havde han trods alle bitre Erfaringer lusket omkring under et oplyst Vindu som en forelsket Kat i Maaneskin. Endnu efter fire Maaneders Adskillelse lod han sig tyrannisere af Mindet om et forulykket Ægteskab.

Med uroligt Sind gik han langsomt Vejen tilbage til hendes Hus, steg op ad Trappen og ringede paa. Asta lukkede selv op. Hun stod tavs og bleg derinde i Halvmørket med en lyseblaa Silketrøje over sin sorte Dragt og betragtede ham paa barnlig Maade med opskræmt store Øjne. Uden at vide det havde Niels i sin nervøse Oprevethed ringet to Gange og den sidste Gang trykket paa Knappen i flere Sekunder. – I Tavshed fulgtes de ind i hendes Stue, der laa for Enden af Entreen.

Herinde brændte en Lampe med gul Skærm paa et rundt Bord foran en Sofa. Paa den anden Side af Bordet stod en Kurvestol, og her havde Asta siddet med Aftenavisen, da han ringede. Nu flyttede hun Stolen bort fra Lampens Lyskres og satte sig tilrette med et Hækletøj. Niels, der havde kastet et stjaalet Blik omkring i den fremmede Stue, anbragte sig paa en Puf mellem Vinduerne og tog sit Ur frem.

"Det er Klokken otte, du skal være hos din Familje. Saa er der god Tid. Jeg skal ikke opholde dig."

Han havde straks lagt Mærke til, at Asta var kommen til at se daarlig ud. Hun havde faaet mørke Skygger under Øjnene, hvad der gjorde stærkt Indtryk paa ham. Ogsaa Værelsets tarvelige Pensionatsudstyr og falmede Tapet lagde uvilkaarlig en Dæmper paa hans Væsen. Han havde ved Skilsmissen tilbudt hende Halvdelen af Indboet; men hun havde ikke villet medtage andet end de Smaating, der tilhørte hende personlig. I Grunden gjorde Stuen ikke noget utiltalende Indtryk. Asta havde en mærkværdig Evne til at skabe Hygge omkring sig. Med smaa Midler havde hun ogsaa her forstaaet at præge Trivialiteten med noget af sin egen stiliserede Ynde.

234 "Naa saadan har du altsaa indrettet dig," sagde han. "Har du Sol?"

"Ja, lidt om Eftermiddagen."

"Jeg sendte dig for nogen Tid siden dit venetianske Spejl. Tilfældigt saae jeg, at det endnu hang i din Stue. Men Budet havde det med tilbage, – du vilde ikke modtage det."

"Jeg vilde ikke tage det fra dig."

"Hvorfor? Jeg har dog en Gang foræret dig det. Altsaa er det dit."

"Men det har tilhørt din Mor. Jeg syntes derfor ikke jeg havde Ret til at beholde det."

"Var det alene af den Grund, du sendte det tilbage?"

Det svarede hun ikke noget paa; derimod spurgte hun nu, hvad det var for noget vigtigt, han vilde tale med hende om; og Niels fortalte om sit Møde med Magnus Paarse og det Tilbud, der var bleven gjort ham.

"Jeg syntes ikke, du skulde høre det af Fremmede, – derfor kom jeg herop. Jeg tænkte, at det maaske dog kunde interessere dig."

Asta, der havde forestillet sig alle andre Grunde til hans Besøg, svarede blot med en Lykønskning.

"Naa ja – jeg er naturligvis glad over, at det lykkedes. Dersom ikke Landet skal gaa til Grunde, er det nu paa højeste Tid at samle de Mænd, der forstaar Faren og vil vove en Kamp mod den Ligegyldighedens og Selvopgivelsens Mare, der rider Folket. Om der ellers er noget at lykønske til, vil Tiden vise. Min nye Tilværelse vil jo blive ikke saa lidt anderledes end den, jeg har ført indtil Dato. Et Redaktionskontor er et sydende Helvede, hvor Skrig og Skraal fra Alverdens Lande strømmer sammen som paa en Telefoncentral. Og egenlig er jeg et Hjemmemenneske, – det veed du, Asta!"

Heller ikke herpaa svarede hun noget; og da hun stadig skjulte sine smukke, udtryksfulde Øjne, formaaede Niels ikke at tyde hendes Tavshed. Ikke en eneste Gang havde hun set op fra Hæklenaalen.

"Men altsaa – før i Morgen foreligger ingen officiel Afgørelse," fortsatte han. "Jeg stoler derfor paa din Diskretion. Og siden vi nu taler sammen igen, – vil du saa ikke fortælle mig lidt om dine Tanker angaaende Fremtiden? Vi skulde jo gerne komme til en endelig Ordning af vort Forhold. Den nuværende er i Længden ret meningsløs. Da vi skiltes, sagde vi hinanden en Del haarde Ord, som vi nu har haft Tid til at overveje. Du husker maaske Anledningen? Du blev vred, fordi du syntes, at jeg gjorde for meget af Piphans. Sig mig oprigtig, finder du ikke nu, at det var lidt barnagtigt. At blive skinsyg paa en Kanariefugl!"

"Det var slet ikke det."

"Hvad var det da?"

"Det er jo saa ligegyldigt nu."

"Fortæl mig det alligevel, Asta!"

"Du sagde, at den Kanariefugl var dit bedste Selskab. Den var ikke fordringsfuld. Den hoppede tilfreds op og ned ad sine Pinde og lod dig i Fred."

Niels tog forlegen Øjnene til sig.

"Det var jo Spøg!"

"Kald det, hvad du vil! Du maatte vide, at det saarede mig."

"Jeg gør dig gerne den Indrømmelse, at det var en daarlig Spøg. Jeg er saa meget ældre end du og burde altsaa have været forstandigere. Men hvorfor altid krese om mine Forbrydelser? Vi har dog ogsaa haft mange gode og lykkelige Timer sammen. Mindes du aldrig mere dem? At det gik os som det gik, har du vel endelig ogsaa selv lidt Skyld i, Asta. Lad mig – blot som Selvforsvar – minde dig om Forholdet til din Søster. Du vidste, at hun hadede mig, fordi hun troede jeg havde forført dig. Hun gjorde sig en Glæde af at udsprede alle Slags ondskabsfulde Rygter om mig. Alligevel vedblev I to at være de bedste Veninder. I vort Hjem satte hun demonstrativt aldrig sin Fod, og da jeg i den Anledning henstillede til dig heller ikke at komme i hendes, havde I Stævnemøder omkring paa Gaderne og i Butiker som et Par Kærestefolk."

"Inger er min Søster. Hun har været mig i Mors Sted fra jeg var Barn."

"Ja – desværre. Du veed, hvad jeg mener derom. Men lad det nu være! Jeg er ikke kommen for at forsøge paa at overtale dig til at vende tilbage til mig. Du ønskede din Frihed – og jeg respekterede dit Ønske. Med mig og mine Følelser er der ingen Forandring sket i Mellemtiden; men jeg mener nu at have Krav paa en definitiv Afgørelse. Jeg kan heller ikke tro andet, end at du selv maa være daarlig tjent med dette svævende Forhold. Jeg vil derfor spørge dig rent ud, om det er dit Ønske at faa vor Skilsmisse legaliseret."

Spørgsmaalet overrumplede Asta, som lige havde følt sig beroliget af hans forrige Udtalelse om Anledningen til hans Besøg. I sin Forvirring gav hun sig mekanisk til at tælle Masker. Men da Niels gentog sin Forespørgsel og hun nødsagedes til at svare, sagde hun, at hun vilde raadføre sig med sin Svoger.

Hun vidste knap selv, hvad hun mente med det. Men for Niels blev Ordene afgørende. Han strøg sig med begge Hænder gennem sin røde Manke, og hans Ansigt blev haardt og sammenbidt. Svogeren var baade Rømers og Jean Mindens gode Ven og ligesom disse en foragtelig Person i hans Øjne. Og dette Menneske havde hun gjort til sin Fortrolige!

"Godt!" sagde han. "Jeg skal paa min Side lade min Sagfører tage Affære og paalægge ham at ordne Sagen hurtigst muligt."

Han havde rejst sig op; og idet han knappede Frakken om sig og tog sine Handsker frem, rystede han af nedkæmpet Bitterhed.

"Blot endnu en Ting!" sagde han, da han allerede en Gang havde været paa Vej henimod Døren. "Du vil vistnok forstaa, at det lige i Øjeblikket er mig lidt ubekvemt at faa mit Privatliv trukket frem for Offenligheden. Visse Folk vil naturligvis med Begærlighed gribe Lejligheden til at sværte mig. Jeg anmoder dig derfor om, at du som en sidste Gunstbevisning vil omtale vor ægteskabelige Misere til dine Venner og Bekendte med lidt Diskretion."

Asta lod halvvejs, som om hun ikke havde hørt det. Hun vidste saa godt, at han i sin Ringeagt for Kvinder ikke gjorde nogen Undtagelse med hende men tillagde hende alle Slags daarlige og taabelige Egenskaber. Men hun havde aldrig villet forsvare sig overfor hans Fornærmelser, og hun gjorde det heller ikke nu.

Men Niels blev staaende, ja gik hende nu helt truende nær ind paa Livet og sagde:

"Du har jo dog i sin Tid anklaget mig for din Familje og sagt, at jeg mishandlede dig."

For første Gang løftede Asta Hovedet. Og hun saae op paa ham med en Rynke i Panden og et Blik, der gjorde de graa Øjne næsten sorte.

"Jeg! Det er ikke sandt!"

"Er det ikke sandt? Vil du nægte, at du har beklaget dig til din Søster?"

"Til Inger? Aldrig! Ikke til et Menneske har jeg nogensinde beklaget mig!"

"Heller ikke da du laa paa Kliniken?"

"Hvad jeg har sagt i Vildelse, kan jeg naturligvis ikke svare for, og det har jo heller ingen Betydning. Men det er skammeligt af dig at tale om det. Du veed, hvor syg jeg var. For Resten har du altid selv sagt, at jeg laa ganske stille hen uden at sige noget."

"Det er rigtigt. Til mig talte du ikke. Jeg var jo "Forbryderen", der var Skyld i det hele. Men din Søster besøgte dig flere Gange, naar jeg ikke var tilstede. Hun sad ved din Seng i timevis – jeg veed det med Sikkerhed. Og det er da ikke svært at gætte, hvad I to har talt om. Men nu nok om det! Lad os faa en Ende paa den Farce! Du skal en af Dagene høre fra min Sagfører. Jeg skal faa ham til at tage sig af Sagen uden Opsættelse. Farvel!"

Asta fulgte ham med Øjnene, indtil Døren lukkede sig bag ham, – og der kom Angst i hendes Blik. Trods hans Beskyldninger fortrød hun, at hun havde ladet ham gaa bort i Vrede. Men hun var bleven bange for ham; og desuden havde hun mærket, at der samlede sig Taarer under Øjenlaagene, – og hun vilde ikke, at han skulde se hende græde.

Men nu, da han var borte, kastede hun Hovedet ned paa Armen i fortvivlet Hulken.

(fortsættes).

255

Tredje Kapitel

Magnus Paarse boede ude paa Strandvejen i en stor Villa omgivet af et smukt Haveanlæg. En høj Mur var rejst langsmed Vejen; men for ikke at forholde Nysgerrigheden, hvad der tilkom den, var der paa to Steder i Muren anbragt runde, tilgitrede Aabninger, som tillod Forbigaaende at kaste et Blik ind paa Hellighederne. De mørke Takstræer og hvide Havebænke gjorde et fornemt Indtryk. Plænens Græstæppe havde aldrig et Ukrudt, og i Gangenes Grus saaes der ikke andre Fodspor end Spurvenes. Det var Magnus Paarses Stolthed at have Strandvejens bedst vedligeholdte Park, og det var en af hans største Glæder at sidde ved Vinduet inde i sin Stue og se Søndags-Publikumet stikke Hovederne sammen udenfor Gitterværket.

Det var dog kun ude fra Vejen, at "Villa Maud" tog sig ud som en uforstyrrelig Idyl. Inden Døre regerede den skønne Fru Amalie, født I. K. Frandsen & Sønner. Da Magnus Paarse denne Eftermiddag kom tilbage fra Byen, mærkede han straks i Forstuen, at der var Uro i Luften. Af Steiner havde hans Kone allerede faaet telefonisk Underretning om, hvad der var i Gære, og da han kom ind i Salonen, modtog hun ham med heftige Bebrejdelser, fordi han havde handlet bag hendes Ryg i et saa vigtigt Anliggende.

Den fredsommelige Ægtemand forsøgte sig for en Gangs Skyld med en fast og myndig Optræden, hvad han dog ikke fik megen Glæde af. Fru Amalie havde ikke alene arvet sin italienske Mors Skønhed men ogsaa hendes vulkanske Temperament. Ved den mindste Anledning rystede hun Huset med et Jordskælv. Den Snak om Hensynet til hans Fars Minde havde hun nu hørt saa tidt, at den kvalmede hende. Som om han kunde være forpligtet til at ruinere sig selv og gøre dem begge ulykkelige! Steiner havde forsikret hende, at Bladet med en fornuftig Ledelse kunde give det dobbelte Udbytte – og saa gik han hen og engagerede sig med en Størrelse som denne Thorsen, der lagde sig ud med alle Mennesker og ikke havde Begreb om, hvordan et moderne Blad skulde være!

Efter Middagsbordet tog hun fat igen, saa snart Stuepigen havde fjernet sig med Kaffebakken. Og nu blev hun ogsaa ubehagelig mod hans Hunde. Da Ægteparret ingen Børn havde, maatte disse gerne holde for, naar det galdt om at ramme den stædige Mand føleligt. Magnus Paarse havde en Gang for alle gjort Fordring paa at have sine Yndlingsdyr hos sig inde i Stuerne. Han gjorde gældende, at en veldresseret Hund var nettere af Væsen og behageligere i Omgang end de fleste Mennesker. Med alle Tegn paa Afsky begyndte Fruen derfor nu at slaa omkring sig med sit Lommetørklæde, idet hun paastod, at Polly lugtede. Det var at røre ham paa hans ømmeste Punkt. Krænket i sit Inderste, som om Beskyldningen var bleven rettet mod ham personlig, rejste han sig op, kaldte Hundene til sig og gik med værdig Holdning ind i sin egen Stue.

Herefter ændrede den intrigante Dame sin Taktik. I al Hemmelighed satte hun sig paany i telefonisk Forbindelse med Steiner, hvad der havde til Følge, at Magnus Paarse gentagne Gange i Aftenens Løb modtog opskræmmende Meddelelser fra Kontoret om voksende Uro og Misfornøjelse blandt Medarbejderne. Steiner fremstillede Sagen som højst alvorlig og gjorde ham tilsidst saa hed om Ørerne, at han gik ind paa at mødes med Oprørerne den næste Formiddag og optage en Forhandling med dem om Bladets Fremtid.

Dagen efter, omtrent samtidig med, at dette Møde fandt Sted, gik Niels Thorsen sin sædvanlige Formiddagstur rundt om Søerne. Trods den ret skarpe Blæst gik han med bart Hoved og Frakken opknappet, som om Foraaret virkelig var kommen til Landet. Solen skinnede paa hans røde Haar, og mange vendte sig om efter den forunderlige Mand, der skred saa stolt afsted med Hænderne og Hatten bag paa Ryggen.

Det var den ydmygende Erindring om den foregaaende Aftens Oplevelse med Asta, som han af al Magt søgte at befri sig for. Og saa var det dog samtidig med en Følelse af lykkelig Frigjorthed, at han tænkte tilbage paa Besøget. Det havde endelig bragt deres Forhold ud over enhver Tvetydighed. Rimeligvis havde Asta allerede givet sig bort til en anden. Hun havde blot ikke kunnet faa sig til at tilstaa det. Derfor hendes Tavshed.

For Fremtiden skulde han vogte bedre paa sin Uafhængighed. Han vilde forstaa sit Ægteskabs totale Forlis saadan, at det var Fædrelandet, der nu krævede ham helt. Al hans Evne og al hans Kærlighed skulde fra nu af tilhøre Folket og vies dets Genrejsning. Han var af Skæbnen bleven udtaget til livsvarig Krigstjeneste, – og endnu galdt Jomsborgs jernhaarde Love for enhver, der vilde bevare Manddomskraften og sejre. Med Opofrelse af al personlig Lykke skulde han fremtidig leve som en Landsknægt uden andet Hjem end Lejrbaalet.

Han var kommen hen til den Række smalle Huse, der ligger paa Peblingesøens Solside med Grønt op ad Murene og smaa Haver foran. I et af disse Huse var han født. Det glade Kvidder fra Spurverederne i Løvværket hørte til hans tidligste Erindringer. Hans Far, den bekendte Tømmermester, havde selv bygget Stedet, og oppe paa anden Sal boede endnu hans Mor og en ugift Søster.

Søsteren, der i Vinduesspejlet havde set ham komme, lukkede op for ham, endnu før han var kommen op af Trappen. Hun spurgte straks, om han havde været syg, siden de ikke havde set noget til ham den foregaaende Dag. Han svarede, at han havde været optaget, og forhørte sig om Moderens Befindende.

Inde i den solfyldte Stue sad den Gamle nedsunken i en polstret Lænestol med et Par Briller i Haanden og en Avis i Skødet. Ogsaa hun spurgte straks, om han havde været syg. For hende som for Søsteren var hans smaa Formiddagsbesøg Døgnets Begivenhed, og naar han udeblev, gjorde de sig allehaande bekymringsfulde Tanker derom.

Nu satte hun igen Brillerne paa sin lille Klumpnæse og gav sig til at læse op af Avisen — en lang Opremsning af Priserne paa Auktionen efter en bekendt Etatsraad. Den gamle Frues Verden havde aldrig strakt sig langt ud over Tivoli og Frederiksberg. Det var den energiske Far, der havde særpræget Hjemmet og Børnene. Alligevel havde Niels altid været sin Mor en god Søn, og han sad ogsaa nu hos hende og lod, som om han hørte interesseret efter.

Men hans Tanker var hos Asta, hvem Moderen havde holdt saa meget af og vistnok ofte savnede. De to havde altid saa godt kunnet snakke sammen. De lignede hinanden i deres barnlige Optagethed af Dagliglivets Bagateller. Asta havde bestandig tyet til den Gamles Raad, naar Husholdningens Vanskeligheder voksede hende over Hovedet. Hun havde lyttet til hendes Køkken-Belæring med en Alvor, der i al sin Pudsighed klædte hende nydeligt. — Ak ja! Meget kunde muligvis være bleven anderledes, dersom Asta f. Eks. var bleven Mor. Hun var en forkælet men ikke nogen fordærvet Natur. Og hun havde selv saa ofte ønsket at faa et Barn — i hvert Fald til Legetøj.

Da han gik, fulgte Søsteren ham ud. Hun var en høj Dame i Slutningen af Trediverne, et Par Aar ældre end Niels, rødhaaret som denne og i Modsætning til ham — misprydet af Fregner. Paa Grund af sit Ydre var hun ikke bleven gift, skønt hun et Par Gange havde været halvvejs forlovet, og denne Vanskæbne havde fyldt hendes lidenskabelige og højt stræbende Sind med Bitterhed. I hendes ensomme og glædeløse Tilværelse havde Broderen været det eneste Lyspunkt, og da han giftede sig, blev hun i sit Forhold til Svigerinden som en Ulvinde, hvem man har taget den sidste Unge fra. Hun havde hadet Asta, saa de næsten ikke kunde være i Stue sammen.

Ude i Entreen fortalte Niels hende, hvad han ikke havde villet tale om i Moderens Nærværelse, at han og Asta nu skulde lovformelig skilles. Men han havde næppe sagt det, før han fortrød det. Søsterens uforbeholdne Glæde over Meddelelsen misstemte ham, og han gik bort i Tavshed.

Hjemme blev han modtaget af sin Husholderske med den Besked, at der var bleven ringet til ham fra Redaktionskontoret. Hun skulde sige, at det berammede Møde var bleven aflyst, og at han vilde faa nærmere Underretning. Dette pludselige Afbud forekom ham mistænkelig. Han gik straks til Telefonen og ringede Mefisto op; men den Forklaring han fik var saa ulden og forfjamsket, at han nu for Alvor blev urolig. Der maatte være noget paa Færde derhenne. De tre retfærdige Hallunker havde rimeligvis faaet Nys om, hvad der forestod, og havde sat Magnus Paarse Pistolen for Brystet.

I Løbet af et Par Sekunder tog han sin Beslutning. En Indskydelse sagde ham, at Faren var overhængende; og lidt efter befandt han sig nede paa Gaden, hvor han standsede den første ledige Droske. Nogle Minuter senere holdt han udenfor "Friheden" Port.

Hans Tilsynekomst i Redaktionslokalerne vakte den største Bestyrtelse. En af de fire-fem unge journalister, der i den store Læsestue afventede Resultatet af Mødet hos Chefen, smuttede ind til Redaktionssekretæren for at varsko ham, og straks efter traadte Mefisto ligbleg frem i Døren og anmodede ham indstændigt om at komme igen en anden Gang, da Chefen i Øjeblikket var optaget.

"Hr. Paarse er altsaa paa sit Kontor?" spurgte Niels.

"Ja — men han har et vigtigt Møde og kan ikke forstyrres," forsikrede den Gamle med ynkelig Mine, idet han uvilkaarlig udbredte Armene for at spærre ham Vejen.

Niels var nu ganske klar over, hvad der foregik. Han skubbede den Gamle blidt til Side og gik videre gennem hans Stue. Udenfor Døren til Chefskontoret standsede han et Øjeblik, da han hørte højrøstet Tale derinde. Uden at afvente Svar paa sin Banken traadte han derind.

Omkring et Bord i den nederste Ende af Stuen var en halv Snes Herrer forsamlede. Der sad Rømer, Mouritzen, Jean Minden og nogle andre af de demonstrerende Medarbejdere. Niels kendte ogsaa disse. Det var de dovneste og usleste af hele Flokken. Fede og griske Reptiller, der levede af Bestikkelse og Rov. Magnus Paarse sad for Bordenden i sin Fars store Tronstol, hvori han næsten forsvandt, og bag ham stod Steiner bøjet frem over Stoleryggen, paa hvis Polstring han hvilede sine Arme. Han havde netop tilhvisket sin Herre en Oplysning, da Døren gik op og Niels kom til Syne.

I samme Nu forstummede al Tale, og de ti Ansigter forvandledes til maabende Masker. Synet beroligede Niels. Der kunde altsaa endnu ikke være gaaet noget i Stykker. Han vilde i saa Tilfælde ikke have mødt det stivnede Had, som her begloede ham, men være bleven hilst af den sammensvorne Bandes Skadefryd.

Han traadte hen til Bordet, saae sig rundt i Kresen med et fast Blik, som ogsaa strejfede Magnus Paarse, og sagde:

"Jeg kommer selvbuden. Men jeg veed tilfældigt, hvad der har givet Anledning til dette Møde, og det har naturligvis kun været af Hensynsfuldhed mod mig, at jeg ikke er bleven anmodet om at deltage. Jeg ønsker dog selv og finder det rigtigst — at jeg er til Stede her. De Herrer maa jo nemlig kunne forstaa, at Hr. Paarse som Mand af Ære hverken kan eller vil bryde sit Ord til mig. Det er altsaa som "Friheden"s fremtidige ansvarlige Leder, jeg har indfundet mig for at deltage i Forhandlingerne."

Dermed tog han en Stol og salte sig hen imellem dem.

Alle saa hen paa Magnus Paarse, der var bleven rødblaa i Ansigtet af Forbitrelse. Han havde været lige paa Nippet til med Steiners Hjælp at opnaa et antageligt Kompromis derved, at der skulde tilbydes Rømer Ansættelse som Niels Thorsens sideordnede Medredaktør. Men nu havde dette forstyrrede Menneske fordærvet Spillet for ham med sin selvraadige Optræden; og Appellen til hans Æresfølelse tvang ham endda til at tie stille og bide Raseriet i sig for ikke at røbe, hvad han havde haft i Sinde.

Følgen var da ogsaa, at de Sammensvorne opfattede hans Tavshed som en Bekræftelse. Et Par af dem rejste sig straks fornærmet og erklærede, at de herefter fandt al videre Forhandling ørkesløs. Blandt dem var ogsaa Jean Minden, der eksalteret forsikrede, idet han med en teatralsk Haandbevægelse pegede paa Niels, at saalænge "den ærede Herre dér" var Medarbejder ved Bladet, vilde han og hans Venner ikke genoptage Arbejdet.

Kun Rømer forholdt sig rolig, — han havde endda lagt Armene overkors paa Brystet og lukket Øjnene. Denne drevne Spiller havde endnu sin store Trumf i Baghaanden. Da de andre omsider tav, aabnede han Øjnene og udtalte, at han sad her som Partistyrelsens Repræsentant, idet han havde udtrykkelig Bemyndigelse til at gøre opmærksom paa, at med Magister Thorsen som Leder vilde Bladet ikke kunne vente Anerkendelse som Partiets Hovedorgan. Denne Begunstigelse vilde i saa Fald overgaa til et andet herværende Blad.

Erklæringen virkede som en Bombe. De, der allerede havde rejst sig, søgte tilbage til deres Pladser, og ogsaa Niels blev bleg og følte, at han havde faaet et Grundskud. Det var efter Aftale med Steiner, at Rømer havde tilbageholdt sin Brandgranat for at bruge den som sidste Tvangsmiddel; og nu dukkede Mulatten atter op bag Magnus Paarses store Stol, hvor han havde en Plads for sig selv paa en Taburet. Bøjet frem over Stoleryggen tilhviskede han sin Herre saa højt, at alle kunde høre det:

"Det giver jo et helt nyt Syn paa Sagen."

Med al sin Indskrænkethed var Magnus Paarse ikke dummere, end at han forstod Vinket. Han havde i Forvejen afgjort med sig selv, at han vilde skaffe sig af med Thorsen. Hans kære Amalie havde haft Ret, da hun saa ivrig protesterede imod at lægge Bladets Skæbne i Hænderne paa en saa ganske udisciplineret Person. Og her var en Lejlighed for ham til at slippe ud af Klemmen.

"Ja!" sagde han efter nogle Øjeblikkes alvorsfuld Overvejelse. "Det er jo et ganske nyt Moment, der her bringes ind i Sagen." Og vendt mod Niels fortsatte han med Bebrejdelse 257 i Stemmen: "Jeg er naturligvis gaaet ud fra, at De havde Partiets Tilslutning. De har jo heller ikke med et Ord nævnet noget om det modsatte. Altsaa maatte jeg nødvendigvis tro, at der ikke kunde ventes Indvendinger fra den Side."

"Der blev under vore Forhandlinger overhovedet ikke taget Forbehold af den Art, – absolut ikke!" svarede Niels skarpt.

"Maaske maaske," begyndte Magnus Paarse usikkert. Men atter var Steiner ved Haanden for at gribe ind.

"Det var dog en selvfølgelig Forudsætning, at Magisteren havde Partiets fulde Tillid. Derfor var der ingen Grund til udtrykkeligt at nævne det."

"Naturligvis!" tog Magnus Paarse igen selv til Orde. "Jeg begriber virkelig ikke … det er mig ganske ufatteligt, Hr. Thorsen, at De har kunnet tænke paa at lede et Partiorgan – et Regeringsblad – uden af have sikret Dem Approbation. I hvert Tilfælde … efter Dr. Rømers Oplysning er Grundlaget for mine tidligere Dispositioner bleven forrykket, og jeg maa forbeholde mig Ret til at tage den hele Sag op til fornyet Prøvelse."

Niels sad endnu lidt og hørte roligt paa ham. Skønt han hurtigt havde gennemskuet Manøvren, betvang han sit Sind for ikke at forvolde nogen Skade, saa længe der endnu var det allermindste Haab. Sagen var for alvorlig. Derfor tog han ogsaa Øjnene til sig, da han saae, at Jean Minden og Mouritzen stak Hovederne sammen og at Rømer smilte i Sejrsbevidsthed. Men Blodet hamrede i hans Aarer, og han mærkede en Kuldebølge ned over Ryggen.

Han havde haft mest Lyst til at slynge sin Stol i Fjæset paa alle Røverne; og da han nu saae Magnus Paarse vende sig fortroligt mod Rømer, var det ude med hans Selvbeherskelse. Han forstod, at alt var tabt, og stod op.

"Pak! … Æsler!" slyngede han med sammenbidt Mund udover Bordet, vendte dem Ryggen og gik stolt sin Vej.

De sammensvorne Herrer fulgte ham til Dørs med en overlegen Latter. De tog ham ikke længer alvorlig. Han var gjort uskadelig. Rømers Albuer havde endnu en Gang givet Bevis paa deres uovervindelige Styrke, og de Retfærdiges Vej laa atter farbar for dem.

*

Et Par Timer senere sad der omkring et Bord i en af Kafeerne paa Kongens Nytorv nogle Stamgæster, væsenlig Herrer af Forretningsverdenen, der efter at have tilbragt Formiddagen paa Kontoret med at læse Morgenaviserne nu i Fællesskab drøvtyggede deres Indhold, medens de ventede paa Eftermiddagens Smaablade.

Den ene af disse Herrer var en yngre, frisør- og skrædderpræget Person, den overalt opdukkende Assurancedirektør Gregersen, kendt fra Teatrene og andre offenlige Steder, han var et af Popularitetens Hofkryb, der altid saaes i Kølvandet paa Folk, der var i Vælten. Paa Størrelsen af hans indsmigrende Smil og Længden af hans Silkehats Udsving, naar han hilste, kunde enhver kendt Mand i Byen nøjagtigt aflæse sin Anseelses Stigen eller Fald som paa en avtomatisk Gradmaaler. Han havde i den senere Tid ogsaa søgt at nærme sig Niels Thorsen paa Grund af de Rygter, der var gaaet om ham. Som Indledning til Bekendtskab havde han blandt andet tilskrevet ham et Par fine Billetter med varme Taksigelser for hans Artikler.

Manden blev derfor lidt lang i Ansigtet, da "Middagsposten" bragtes ind og han heri læste en højofficiel Ritzau-Meddelelse om Resultatet af Formiddagens Møde i "Friheden". Der stod:

"Ved et i Dag afholdt Redaktionsmøde har "Friheden"s Udgiver overdraget Bladets Ledelse til Folketingsmand Dr. phil. Rømer, der i Forening med de hidtilværende Medarbejdere J. F. Mouritzen og Jean Minden vil udgøre Redaktionen. Som vi fra bedste Kilde erfarer, har den demokratiske Partistyrelse paa Forhaand sanktioneret denne Ny-Ordning af de redaktionelle Forhold ved Partiets Hovedorgan."

"Saa blev det altsaa ikke Thorsen," bemærkede en af de andre Herrer tørt, efter at Meddelelsen var bleven oplæst for dem.

"Næ," sagde Assurancedirektøren indadvendt. "Dr. Rømer havde vel ogsaa Forrangen. For ikke at tale om Jean Minden – en journalistisk Kraft af første Rang!"

"Thorsen er dog en nok saa ejendommelig Begavelse," indvendte en anden af Herrerne bag sin Avis.

"Synes De virkelig det? Efter min Mening er han nu alligevel ikke saa lidt overvurderet."

"I det mindste af sig selv," sagde en gnaven Mand af Selskabet.

Nyheden drøftedes endnu nogen Tid; men Assurancedirektøren fik pludselig travlt med at komme hen paa Børsen for her af udtale sig om Sagen for en større Tilhørerkres. Paa Vejen derhen gik han ind i et Telegrafkontor og sendte derfra Rømer og Jean Minden en varm og hjertelig Lykønskning.

*

Paa Slaget fem forlod Asta det Handelskontor i Pilestræde, hvor hun arbejdede som almindelig Skrivemaskinedame. Hun havde i Dag saa travlt med at komme afsted for at undgaa Følgeskab af de andre Kontordamer, der til hendes Fortvivlelse altid vilde ledsage hende. Hun var endnu stærkt oprevet af den foregaaende Aftens Møde med Niels. Under hele Kontortiden havde hun siddet som paa Naale af Frygt for, at man skulde kunne mærke noget paa hende. Intet pinte hende mere end fremmede Folks Deltagelse, og allermest ængstedes hun for, at nogen skulde faa Anelse om hendes egenlige Ulykke, – det uforstaaelige og meningsløse, at hun blev ved at holde af den Mand, som hun med god Grund havde forladt.

Efter en hastig Middag henne i "Kvindelig Læseforening" gik hun lige hjem, og først da hun igen befandt sig indenfor sine egne Vægge faldt der lidt Ro over hendes Sind. I Kiosken paa Triangelen havde hun som sædvanlig købt en Avis til Underholdning, og efter at have skiftet Sko og nettet og tvættet sig satte hun sig tilrette i Kurvestolen under Lampen for at nyde Aftenhvilen. Længe sad hun dog med Avisen udbredt i Skødet uden at læse, mens hun gav sine Negle en sidste Afpudsning med sit Lommetørklæde. Og stadig kresede hendes Tanker om Gaarsdagens Hændelse, og nu og da løftede hendes Bryst sig under store Suk, der steg saa uvilkaarligt op af Hjertedybet som hos et Barn, der har grædt længe.

Hun forstod sig ikke paa sig selv. Hvad var Kærlighed, naar man kunde elske og frygte ja næsten hade et Menneske paa samme Tid? Nogen Skønhed var Niels jo ikke en Gang. Der var andre end hendes Søster, som fandt ham ligefrem grim og af den Grund havde beklaget hende, da de blev forlovede. Og saa var det dog netop hans Ansigt, hun altid saa for sig, naar hun tænkte paa ham eller drømte om ham … mest hans Øjne, hans Blik, der kunde straale med en Magt, saa hun endnu maatte lukke Øjnene ved Tanken derom, men som ogsaa kunde blive mørkt og grumt, saa det fik hende til at gyse. Naturligvis var det ikke sandt, hvad Inger aabenbart troede, at Niels ligefrem havde lagt Haand paa hende. Men alligevel – – ! Aldrig forvandt hun den Rædsel, hun havde følt, den første Gang han rigtig blev vred paa hende og slog i Bordet. At han havde kunnet faa sig til at gøre det! Især da han dog kendte den Tilstand, hun var i. Hun havde aldrig nævnt det, og han vilde sikkert heller ikke have troet det men kaldt det Ammestuesnak og Fruentimmerpjank. Men hun vidste, hvad hun vidste. Det var derfor, hun nedkom for tidlig og maatte paa Kliniken.

Hun tog endelig fat paa Avisen, som hun paa Kvinders Vis læste bagfra, begyndende med Dagens Smaanyt og Stormagasinernes Annoncer. Af gammel Vane studerede hun ogsaa Teatrenes Spilleplaner, skønt hun slet ikke tænkte paa at gaa i Teatret, fordi hun ikke følte mindste Lyst til det. Idet hendes Øjne gled over paa den anden Side, gav det et lille Sæt i hende. Der stod en Notits med Overskriften "Dagbladet Friheden", og hun tænkte straks, at det maatte være Niels' Udnævnelse.

Det var den samme Ritzau-Meddelelse, som allerede "Middagsposten" havde bragt, og da hun havde læst den, sagde hun til sig selv, at det maatte være Snak. Niels havde jo talt om sin nye Stilling som en ganske afgjort Sag. Men ved gentagen Læsning blev hun usikker. Der stod saa tydeligt Dr. Rømers og Mouritzens og Jean Mindens Navne. Niels blev overhovedet ikke nævnt.

Hun tog sig til Hjertet, da det gik op for hende, hvad der var sket. Med Forfærdelse forstod hun, af Niels ved en eller anden Overrumpling var skubbet til Side … var fortrængt 258 af de tre Mænd, som han af alle Mennesker foragtede mest. Hun anede ogsaa, hvad dette Nederlag betød for ham. Skønt Niels aldrig havde villet give hende sin fulde Fortrolighed, kunde hun forstaa, hvor frygtelig hans Skuffelse maatte være; og hun ængstedes ved Tanken om, hvad han i sin Græmmelse kunde finde paa at gøre. Han var jo ikke vant til Modgang. Det mindste Uheld bragte ham straks i Flamme. Hun saae ham gaa op og ned ad Gulvet i sin Stue med sit vilde Blik i Øjnene og bide Tænderne sammen. – – Om han dog blot havde haft nogen at tale med og lade sin Vrede gaa ud over! Men nu var der jo ingen. Niels havde jo nok mange Beundrere men kun faa virkelige Venner og ikke en eneste, der havde nogen Magt over ham og kunde tale ham til Fornuft. Allerslemmest vilde det være, om han tyede til sin Søster. For det Menneske vilde kun gøre ondt værre!

Hun ønskede, at hun kunde samle Mod til selv at gaa derhen og tale roligt med ham om, hvad der var sket. Men Niels vilde velsagtens misforstaa Hensigten, han havde jo ogsaa en Gang for alle frabedt sig kammeratlige Tilnærmelser. Men hvad vilde han paa den anden Side ikke kunne mistænke hende for, dersom hun ved en Lejlighed som denne ikke viste ham den allermindste Deltagelse? Selv om han den foregaaende Aften var gaaet fra hende i Vrede, saa var de dog ikke Uvenner; og saa længe Niels ikke havde giftet sig igen, var hun vel endnu af alle Mennesker den, der stod ham nærmest.

Hun lagde tilsidst Avisen bort, fast besluttet paa at gaa derhen. Hun kunde ikke blive siddende her og lade, som om det hele ikke vedkom hende. Niels maatte saa tænke derom, hvad han vilde. Ønskede han ikke at se hende, maatte hun jo gaa igen. Men hun troede nu ikke, at han vilde vise hende bort.

Fra det Øjeblik hun havde taget sin Beslutning var der ingen Vaklen i hendes Sind. Med lidt Ængstelse strejfede hendes Tanke et Øjeblik Søsteren, der sikkert vilde bebrejde hende, hvad hun her gjorde. Men hun sagde til sig selv, at hun nok skulde gøre hende det begribeligt, at hun maatte være hos Niels i hans Ulykke. – Da hun stod foran Spejlet med Overtøjet paa og satte en Naal gennem Hatten, mindedes hun de Følelser, hvormed hun i sin korte Forlovelsestid gik til Stævnemøderne med Niels. Ogsaa den Gang havde hun trodset sin Søsters Advarsler og sin egen Hjertebanken. Men siden den Tid var saa meget forandret. Hun var ikke længer den naive Kiek in die Welt², der troede at have faaet Himlen lokket ned paa Jorden, fordi hun elskede og følte sig genelsket. Hun vidste nu, at Livet tværtimod først blev vanskeligt, naar man var kommen til at holde af en anden.

Paa Vejen ned ad Trappen ængstedes hun lidt ved Tanken om Mørket og Ensomheden ude paa Stierne. Men da hun kom ned til Søen saae hun, at det var Maaneskin. Stien langsmed Østersøgade laa endnu i Skygge, men Husrækken ovre paa den anden Side var fuldt belyst, og her var ogsaa flest Spadserende. I de sidste Maaneder havde hun ikke sat sine Ben paa Dosseringen for ikke at møde Niels. Da hun naaede Stedet, kunde hun derfor næsten ikke kende det igen. Hverken Huset selv eller Kvarteret var nogensinde bleven hende rigtig hjemligt.

Hun gik hastigt op ad Trappen med Sløret for Ansigtet. Men undervejs maatte hun standse et Øjeblik og trykke Muffen ind mod Hjertet. Det var alligevel saa underligt at være her igen, og det svimlede lidt for hende. Langsomt gik hun den sidste Trappe op til den kendte brune Dør med de kannelerede Fyldinger; og efter en kort Tøven ringede hun paa.

Husholdersken vilde først ikke lade hende komme ind. Hun havde faaet strengt Paalæg om at afvise alle, og Asta kunde ikke faa sig til at sige, hvem hun var. Men i det samme blev Døren til Niels' Stue revet op. Han havde genkendt hendes Stemme. Og der stod han i sin Slobrok og stirrede forbavset paa hende, – uhyggeligt bleg og med et træt og fjernt Blik som et Vilddyr, der har udraset.

Inde i hans Stue satte hun sig i den første den bedste Stol, mens Niels blev staaende ude paa Gulvet og ventede paa en Forklaring. Men Indtrykkene havde overvældet Asta, saa hun ingenting kunde sige. Baade Niels' Udseende og det igen at befinde sig i sit gamle Hjem, i disse Stuer, hvor hun havde levet sine lykkeligste Øjeblikke men ogsaa fældet flere Taarer end i hele sit øvrige Liv, gjorde hende tavs. Hun sad med Hovedet bøjet og kunde ikke faa sig til at se op fra Gulvet.

Niels iagttog hende med stigende Forbavselse og blev mistænksom. Tilsidst spurgte han, om hun havde læst Aftenaviserne. Hun nikkede og sagde, at det var netop af den Grund, hun var kommen. Hun maatte have at vide, om det var rigtigt, hvad der stod om "Friheden".

"Naturligvis er det rigtigt. Det er jo en Ritzau-Meddelelse."

"Men hvordan er det gaaet til?"

"Det veed du vist mere om end jeg."

Nu tog Asta sig sammen og saae op.

"Jeg?"

"Du var jo i Aftes hos din Søster og Svoger. Din Søster er Veninde med Rømers Kælling … høre altsaa med til Komplottet."

"Jeg var ikke hos min Søster i Gaar. Jeg sendte Afbud."

"Ja saa, – du sendte Afbud," sagde han, og det lød, som om han tvivlede.

"Jeg kan nu heller ikke tro, at Inger eller Karl har haft det mindste med den Sag at gøre," forsikrede Asta. "Dersom de har det, vil jeg ikke omgaaes dem mere. Det lover jeg dig."

"Det er en altfor overdreven Hensynsfuldhed! Som Forholdet er imellem os, vilde det være latterligt, om du for min Skyld brød med en kær Søster og Svoger. Det gør mig ondt, dersom det er for at sige mig det, at du har ulejliget dig herhen. Jeg ønsker ingen Opofrelser!"

Asta tog sin Muffe, som hun havde lagt fra sig paa en Konsol.

"Jeg gik herhen, fordi jeg tænkte du maaske vilde bryde dig lidt om, at jeg kom. Men jeg maa vist hellere gaa igen. Jeg irriterer dig blot."

Hun vilde rejse sig; men nu forandrede Niels sin Holdning. Han gjorde hende en Undskyldning og bad hende om at blive.

"Du veed altsaa, hvad der er sket. Jeg er bleven slaaet af Hesten … er ført i et Baghold og stukket ned. Skylden er min egen. Jeg var saa letsindig at stole paa en Per Tot, før jeg havde hans Underskrift og Vitterlighedsvidners Bekræftelse. Mine Fjender vil nu hovere, – og de har Grund til det! Naar det gaar op for Folk, at jeg er en død Mand, vil man sparke til mig og kalde mig en opblæst Nar … en forfængelig Stræber. Det er den Gravtale, jeg vil faa! Nuvel! Jeg har stræbt efter Indflydelse. Jeg har kæmpet med de andre om Magten. Men det veed jeg, at det var aldrig min egen Ophøjelse jeg tragtede efter. Min personlige Skuffelse over det, der nu er sket, kunde jeg ogsaa til Nød smile bort. Men at et Blad med hundrede Tusinde Læsere spilles i Hænderne paa en Camorra af vore værste Slyngler og Snyltere – det er ingen ligegyldig Ting. Det er en ny forsmædelig Ulykke for dette stakkels Land, der synes forladt af alle Guder og Helgener."

Han var gaaet ud over Gulvet og blev ved at tale. Asta fulgte ham med Øjnene. Hvor hun huskede denne urolige Rovdyrs-Vandring frem og tilbage over det røde Tæppe! Hun hørte kun lidt af, hvad han sagde; men hun forstod, hvor forpint han var. Flere Gange maatte han afbryde sin Tale, fordi Sindsbevægelsen stemmede ham for Brystet. Tilsidst satte han sig hen i en Stol i den anden Ende af Stuen og sad en Tid tavs med Hænderne for Ansigtet, som om han kæmpede med en frygtelig Ophidselse.

Asta var fortvivlet. Hun havde aldrig set ham saadan. Og hun følte sig saa sørgelig fattig, fordi hun ikke kunde være det allerringeste for ham. Hun ønskede, at hun turde gaa hen til ham bare for at lade Haanden stryge over hans Haar. Med hele sit Hjertes Ømhed hviskede hun ved sig selv: "Kære, kære Niels!"

Men nu løftede han Hovedet. Med et heftigt Greb i Stolearmen stod han op og begyndte igen at vandre. Og saa skete der det uventede, at han pludselig tog en Stol og satte sig hen ved Siden af hende, ganske nær.

"Sig mig, Asta – hvad er det, du har imod mig? Sig mig en Gang hele Sandheden. Jeg taaler at høre den nu. Har jeg været ond imod dig? Saa tilgiv mig! Du veed jo, at jeg holder af dig. Og du maa vel ogsaa have en lille Smule tilovers for mig. Ellers var du ikke kommen. Vel? Ellers var du ikke kommen. – Kan du da ikke glemme Fortiden?"

Asta bøjede sig frem. Hendes Hjerte slog af Angst, saa hun følte det, som om hun skulde kvæles.

259 "Du veed det jo godt, Niels – jeg er ikke en Kone for dig. Det har du selv sagt mig saa mange Gange."

"Har jeg virkelig været saa utaknemlig? Glem det! Og lad os være Venner! Jeg maa slaas med saa mange Djævle rundt omkring mig og inde i mig selv. Derfor er jeg saa utaalmodig! Gid du vilde forstaa det! – Men hør nu et Ord! Jeg har et Forslag at gøre. Du husker jo, at jeg i sin Tid blev dig en Bryllupsrejse skyldig. Jeg fik Forfald. Jeg mente at være uundværlig. Jeg indbildte mig at kunne komme Ulykken i Forkøbet ved at raabe Gevalt. Men nu er jeg bastet og bundet og kneblet, … kort sagt en ligegyldig og overflødig Person. For lidt siden, da du ringede, gik jeg netop og lagde Rejseplaner. Jeg maa væk fra Elendigheden her. Den vil ellers kvæle mig. Gør mig Følgeskab. Asta! Lad os tilsammen flygte bort fra dette Dødens Rige og endnu en Gang føle, at vi lever!"

Han havde taget hendes Haand, og Asta lod ham beholde den. Men hun rystede paa Hovedet.

"Det vilde jo ikke vare længe, Niels, før jeg igen blev dig til Besvær. Saa tror jeg ogsaa, at du tager fejl af dig selv. Du kan ikke leve andre Steder end i København. Her har du jo ogsaa din Mor og din Søster. Og Klemens Junge – og dine andre Venner."

Niels betragtede hende længe i Tavshed.

"Vil du være oprigtig imod mig, Asta? Er der en anden Mand, du holder af?"

Der blev igen en lang Pavse.

"Altsaa dog!" sagde han, da han saae hende rødme, og slap hendes Haand.

Men da lagde Asta stille sit svimle Hoved ind til hans Skulder og sagde:

"Jeg holder kun af dig!"

"Er det sandt? Der er ingen, der har taget min lille Pige fra mig?" – Han løftede hendes Hoved op. – "Jeg maa se dine Øjne for at tro det. Ja! Det er sandt! Jeg har dig virkelig igen! Du vil blive hos mig! Du er kommen for at gøre din Bøddel lykkelig!"

Deres Munde mødtes i et langt og stormfuldt Kys. Men derpaa kom Asta til at græde. Og hun gemte sig ved hans Bryst med sin Lykke og sin Angst.

280

Fjerde Kapitel

Endnu samme Aften anbragte Dr. Rømer sig ved Kresten Paarses historiske Skrivebord. Her modtog han Repræsentanter for Bladets Personale og desuden de mange Gratulanter, der i Aftenens Løb indfandt sig for personlig at overbringe deres Lykønskning. Der var først den emsige Flok af visse Levebrødspolitikere, Skønaander og Teaterfolk, som aldrig forsømte nogen Lejlighed til at bringe sig i Erindring hos Pressen, fordi de levede af dens Naade og mættedes af dens Velsignelse. Men ogsaa mange af de tilfældige Medarbejdere og andre af Bladets Venner og Forretningsforbindelser strømmede til enten af Nysgerrighed eller for at indynde sig hos de nye Magthavere. Dørene stod af den Grund aabne gennem alle Lokalerne, og der var til Tider et Røre og en Trængsel som paa en at de store Valgaftener, naar man samledes her for i Fællesskab at glæde sig over en Sejr eller trøste sig over et Nederlag. Der var allerede kommen over tusinde Telegrammer foruden mange kostbare Blomstersendinger, der forvandlede Chefskontoret til et Væksthus.

Endnu lidt bleg efter det sidste Døgns Spænding bevægede Jean Minden sig paa sin urolige Maade gennem Stuerne. I Modsætning til Rømer, der bred og rødmosset tronede i det Allerhelligste som en virakmættet Guddom, var han paa Færde allevegne, uddelte Haandtryk til højre og venstre og klappede fidelt paa Skulderen. Af de mange, der instinktmæssig havde frygtet et Thorsensk Regimente, fejredes han som Dagens egenlige Helt. Det forlød nemlig, at det skulde være ham, der ved Formiddagens bevægede Møde havde spændt Thorsen ud, – og paa Forespørgsel derom modsagde han ikke Rygtet men trak sig diskret tilbage.

"Statshemmeligheder!" smilede han og foer videre paa sine Storkeben.

Imidlertid stod Mouritzen temmelig upaaagtet henne i en Krog og blev mere og mere gul i Øjnene. For ham havde Eftermiddagen været fuld af Skuffelse. Ganske vist havde han opnaaet ligesom Jean Minden at faa sit Navn anbragt paa Bladet som Medredaktør; men ved Fordelingen af det redaktionelle Arbejde havde hans Stalbrødre spillet ham et Puds. Under Skin af at give ham Forrangen som den ældste havde Jean Minden listet "Udlandet" over paa ham, mens han selv i Forening med Rømer overtog Indenrigspolitiken, der gav betydelig mere Anseelse og Indflydelse. Da han desuden havde beholdt Redaktionen af det daglige Nyhedsstof og af Kroniken, var det i Virkeligheden Jean Minden, som nu var Bladets egentlige Leder.

Der var en af Dagens Helte, der slet ikke lod sig til Syne, og det var Manden for det hele – Hr. Steiner. Efter at have blandet Kortene og sat Spillet i Gang, var han i al Stilhed forsvundet fra sit Kontor, og ingen havde set ham siden. Han var et Menneske, der overhovedet gik sine egne Veje. Og foretrak at leve ubemærket. End ikke Magnus Paarse vidste stort andet om ham, end at han var en fortræffelig Bogholder, altid velklædt og med upaaklagelige Manerer. Han havde derfor ikke fundet nogen Grund til at kontrollere hans Privatliv. Der var ikke andre, der havde vist ham Mistro, end Thorsen – som derfor ogsaa nu var ryddet af Vejen.

En af den mørkhudede Mands faa Bekendte var en vis Giacomo Morelli, der i sin Tid var kommen til Landet som Kok hos den italienske Gesandt men nu havde en lille Specialhandel med sit Fædrelands Produkter i en af Vesterbros Sidegader. Butiken tjente dog mest som Skærmbræt for en Slags Klublokale med smaa Kabinetter; og her indfandt Hr. Steiner sig af og til ud paa Aftenen i Selskab med et eller andet ungt Menneske, hvem han trakterede med megen Vin og derefter bortførte i en Droske. Han var dog kun kendt her under Navnet Grosserer Hansen.

Forinden sin Bortgang fra Kontoret havde han givet Ordre til, at der i Dagens Anledning skulde arrangeres en lille Festlighed for de maanedslønnede Medarbejdere og Reporterne. I en Stue, der var adskilt fra det øvrige Redaktionslokale ved Korridoren ud til Trykkeriet, blev der derfor ved Nitiden dækket et Bord med Smørrebrødsfade og Drikkevarer; og her sad nu Bijou, Kurér, Fru Juliane, Frk. Kibi, Krillesen, Tamerlan og en halv Snes andre oprømte Herrer og Damer af Pressen – Hvepseredens Arbejdere eller "Negere". Jean Mindens lydige Haandlangere. Publikums Skræk 281 og Hjemmenes Fortvivlelse. Af Mangel paa Siddepladser havde de anbragt sig, som det kunde falde – oppe paa Bordet, i Vindueskarmen og midt paa Gulvet; og Røgen fra Cigaretter og Piber fyldte Stuen med en Taage, der sved i Øjnene.

I deres fælles Glæde over at være bleven fri for Thorsen, hvis Bjørnelap de med Grund havde frygtet, støjede de op som kaade Skolebørn. Lange "Krillesen", Varieté-Anmelderen, havde trukket sin Fløjte op af Lommen for at give sit bekendte Nummer som musikalsk Klovn tilbedste. Men de havde allesammen hørt det saa tidt og protesterede under stort Spektakel, Frk Juliane, der sad i Vindueskarmen og dinglede med sine tykke Ben, hev ham en Tændstikæske i Hovedet, hvorefter der begyndte et almindeligt Bombardement med Flaskepropper og tomme Cigarethylstre for at faa ham til at holde op.

Der var en, der sad for sig selv henne i en Krog og hvilede Armene paa Knæene, – en ung Brunette med stærke, mørke Bryn i et blegt Ansigt. Hun havde som de andre et Glas Whisky i Haanden, nippede ogsaa nu og da i Tanker til det, men var ellers ganske udenfor det hele, sad tavs og stirrede ind i Taagen. Det var "Ane", mellem Kammeraterne kaldt det haardkogte Æg paa Grund af sin Utilgængelighed og andre Særheder. Af Jean Minden mistænktes hun for at høre til Thorsens Beundrere. Han vilde derfor helst af med hende, og anvendte hende kun til den tarveligste Reportage.

Hun havde været forlovet med en Journalist ved Arbejdernes Blad, en begavet ung Mand, der ligesom hun hørte til de ensomme og uglesete indenfor Standen. Efter en Ordstrid med sin Redaktør havde han i et Raserianfald taget Livet af sig. Siden den Tid havde man af og til i Ugeblade og Tidsskrifter kunnet finde hendes Navn under Digte, der paa de fleste gjorde et forstyrret Indtryk men vakte Opmærksomhed hos Kendere. Deres vilde og mørke Tone skar som et enligt Ravneskrig gennem det selskabelige Sisken- og Spurvekvidder, der lød for Parnassets Forsangere. Disse Vers offentliggjorde hun næsten altid under sit virkelige Navn: Ragna Nordby.

*

I den Skare af opstemte Damer og Herrer, der om Aftenen et Par Dage senere strømmede ud under Buelamperne foran Koncertpalæets Portal, var en mørk Herre i Pels og en blond Dame med et kostbart Graaværksslag over en mørkeblaa Silkekjole. Det var Astas ældre Søster, Fru Inger Grabow og hendes Mand, den bekendte Kunst- og Antikvitetshandler. Overalt paa den lange Vej fra Musiksalen ned til Forhallen havde hendes smukke Skikkelse vakt Opmærksomhed. Uden at være høj gjorde hun et stateligt Indtryk paa Grund af sin Holdning. Med fuldendt Anstand holdt hun sin Kjole op, mens hun bevægede sig ned ad de brede Trapper og nikkede rundt til Venner og Bekendte. Hun tog sig navnlig fornem ud ved Siden af sin Mand, en Okse paa hundrede Kilo med et udtryksløst Ansigt, som et lille "spansk" Fipskæg forgæves søgte at gøre aristokratisk.

Ude i Kolonnaden stødte de paa en af deres Bekendte, Kontorchef Henningsen, hvem de overtalte til at følges med dem hjem og drikke Te. De havde kun faa Skridt til deres Bolig, og kort efter sad de foran Kaminen i deres store Dagligstue ved et stilfuldt lille Tebord med Kniplingsdug og Sølvmaskine. Væggene rundt om dem var dækket af gamle Gobeliner; Bohavet var et Rokokomøblement i mørk Palisander med forgyldte Bronceornamenter. Den forelskede Ægtemand havde ved sit Giftermaal plyndret sin Forretning for nogle af dets største Skatte i den Hensigt at skabe et Interiør, der var hans Hustrus Skønhed værdig; og skønt Fru Inger var kommen fra et nøjsomt Embedsmandshjem, bevægede hun sig i de rige Omgivelser, som om hun var født til dem. Det eneste moderne Møbel i Stuen var et stort Flygel, der stod midt paa Gulvet under en mangearmet italiensk Kirke-Lysekrone.

Efter at Fru Inger egenhændig havde skænket Teen, og Koncerten var diskuteret, kom Samtalen ind paa en forestaaende stor Velgørenhedsfest, som hun var med til at arrangere. Der havde netop samme Eftermiddag været Komitémøde, saa hun havde meget at fortælle om Forberedelserne. Skønt hun først for fire-fem Aar siden var kommen her til Byen fra Provinsen, hørte hun allerede til de uundværlige ved saadanne Lejligheder, hvor Blomsten af det højere københavnske Borgerskab skulde udfolde sig i al sin Pragt. Af sin Mand var hun straks efter Giftermaalet bleven indført i de Kredse, der stod "Friheden" nær og nu gav Tonen an ikke alene i Rigsdagen men ogsaa i Selskabslivet, paa Børsen, ja selv langt ind i Hoffets Sale. Overalt blev hun beundret og dyrket baade af Mænd og Kvinder, og i al denne Hyldest fandt hun Glemsel og Oprejsning for sit tidligere Livs Skuffelser, hvorom hun bevarede dyb Tavshed – ogsaa for sin Mand. Hun gjorde sit smukke Hjem til et livligt Samlingssted for de kendte Navne indenfor Politik, Litteratur og Kunst, blev navnlig en moderlig Beskytter af Musikkens unge Dyrkere, og opnaaede gennem alt dette en ikke ringe Indflydelse. Politikens Intrigespil havde en særlig Tillokkelse for hendes saarede Sind. Skønt fra Barndommen opdraget til Ærefrygt for alt, hvad der hørte den gamle Tid til, havde hun med kold Beregning indyndet sig hos Øjeblikkets Magthavere og blandt andet paa den sidste Valgdag demonstativt deltaget i Agitationen for Kredsens Arbejderkandidat. Sammen med et Par ligesindede Damer kørte hun gennem Gaderne i en aaben, blomstersmykket Landauer med en Stor Plakat: "Stem paa Rasmussen!"

Om hendes Alder var der altid Disput. Paa Grund af noget ejendommeligt drengeagtigt i hendes Træk gættede Folk paa Tal lige ned til femogtyve. Hun var netop fyldt fireogtredive, var nøjagtig ti Aar ældre end sin Søster. Men trods alle skjulte Vunder havde baade Ansigtet og Figuren bevaret hele Ungdommens Friskhed og Ynde. Det Præg af Værdighed, hun forstod at give sin Optræden, beroede udelukkende paa hendes Manerer, paa den uforlignelige Anstand hun havde erhvervet sig hjemme i den fynske Amtmandsbolig, hvor hun allerede som halvvoksen havde maattet repræsentere Familien og være Værtinde i sin afdøde Mors Sted.

"Hvor skal man saa have den Fornøjelse at træffe Dem selv paa Festaftenen?" spurgte nu Kontorchefen. "Er det maaske en Hemmelighed?"

"Aldeles ikke," svarede hun. "Jeg skal tout simplement forestaa en Blomsterbod. Min Mand derimod har lovet at være Vært i en Bodega. I Spanierdragt og med rødt Skærf. Tror De ikke, han kan blive pragtfuld?"

"Og Deres Søster – Fru Thorsen? Skal hun ikke ogsaa assistere?"

Fru Inger fik pludselig et stramt Udtryk omkring Munden.

"Nej – det skal hun ikke."

"Fru Thorsen lever med andre Ord stadig lige klosterlig tilbagetrukken i sin Quasi-Enkestand?"

Fru Inger og hendes Mand saa paa hinanden, og efter nogen Tavshed svarede den sidste med Bugtalermæle:

"Vi kender ikke min Svigerindes Hensigter. Hun gaar sine egne Veje."

Kontorchefen forstod, at han havde traadt paa en Ligtorn, 282 og tog skyndsomst Foden til sig. Han var en Mand med Levemaade. Skønt Asta Thorsens Skæbne i høj Grad laa ham paa Sinde, nævnte han ikke oftere hendes Navn. Men Stemningen vedblev at være trykket. Fru Inger var bleven indadvendt, og Hr. Grabow havde af den Grund et højst ulykkeligt Udtryk. Hvorfor den uheldige Gæst fandt det rigtigst at bryde op.

Aarsagen til Fru Ingers Tankefuldhed var, at Kontorchefen i sin Tid havde friet til hendes Søster. Asta havde den Gang betroet sig til hende for at faa et Raad, og bitterlig fortrød hun nu, at hun ikke mere indtrængende havde anbefalet hende dette gode og fornuftige Parti. Men hvor kunde hun ane, at Barnet tre Maaneder efter vilde kaste sig sanseløs i Armene paa et Uhyre som Thorsen!

"Henningsen har ikke glemt Asta," sagde hun, saa snart den Fremmede var gaaet. "Lagde du Mærke til hans Ansigtsudtryk, da han talte om hende? Han glemmer hende aldrig! Han er et sjeldent Menneske, lige saa fint følende og trofast som den anden er brutal og hjerteløs. Jeg begriber ikke Asta!"

Med en fornyet Mumlen fra Dybet af sit Indre tilkendegav Hr. Grabow sin Samstemning.

"Har du for Resten besvaret din Søsters Brev?" spurgte han lidt efter.

"Nej. Og jeg gør det heller ikke. I hvert Fald ikke foreløbig. Asta har skuffet mig frygtelig. Jeg vil prøve paa helt at lade være med at tænke paa hende."

"Jeg forstaar dine Bevæggrunde."

"Alene den Tanke, at hun kunde finde paa at lade sin Mand læse Brevet, gør mig det umuligt at skrive. Du veed selv, hvordan han fra første Færd har gjort alt for at skille os to Søstre ad. Han er et Afskum … et virkeligt Umenneske. Det gør mig syg, naar jeg tænker paa, at Asta nu igen er hos ham … at det Barn igen er prisgivet hans dyriske Lidenskabelighed."

Hr. Grabow gav atter sit Bifald tilkende nede fra Mellemgulvet. Men han var i Modsætning til sin Kone en godmodig Person med et følelsesfuldt Sind. Hans Bekymring for Svigerinden udelukkede ikke en vis Vemod ved Tanken om Niels Thorsen. Han begreb ikke den Kortsynethed, hvormed den begavede Mand havde forspildt sine ualmindelige Chancer. Havde der endda været nogen virkelig Grund til hans Ufordragelighed og Modsigelseslyst! Men aldrig havde Tilstanden i Landet jo været Idealet nærmere end nu. Siden de frisindede Partier havde delt Magten imellem sig, var Sindene faldet til Ro. Naturligvis stod enhver paa sine Meninger – men uden Ophidselse, uden disse penible Sammenstød, der tidligere gjorde den selskabelige Omgang saa vanskelig. Folk, der i Rigsdagen eller Pressen bekæmpede hinanden med de skarpeste Vaaben, kunde godt bagefter mødes ved et Middagsbord og hilse paa hinanden i hjertelig Forstaaelse. Endogsaa indenfor Socialdemokratiet sporedes en anerkendelsesværdig Bestræbelse for at indtage en forsonlig Holdning. Den Tid var forbi, da Partiets Rigsdagsmænd viste den Taktløshed at udeblive fra Hoffesterne. Sammen med de andre Indbudne lod de sig nu forestille, baade for Kongen og Prinsesserne. Da han forleden læste i Bladene, at Kongen i flere Minuter "synlig interesseret" havde underholdt sig med de socialdemokratiske Førere, havde han faaet Taarer i Øjnene af Bevægelse.

Et gammelt Ur med et spøgelseagtigt Klokkespil mindede nu om, at det var Midnat; og kort efter gik Ægteparret til Ro. Hr. Grabow drejede om for Lyset i den store Loftskrone og fulgte efter sin Kone ind i Soveværelset.

Her havde han nu allerførst den Opgave at hægte hendes Kjole op i Ryggen. Derpaa maatte han med sine hundrede Kilo lægge sig ned paa Knæene for at hjælpe hende Skoene af; men denne Kammerpigegerning var efterhaanden bleven ham en kær Vane, som han lagde sin hele Sjæl i. Fru Inger behøvede ikke en Gang at anmode ham derom. Hun stak blot Foden frem.

Da hun bagefter sad foran Toiletspejlet og indgned Ansigtet i en af de mange Cremer, hvormed hun bevarede Hudens Friskhed, gav hun sig igen til at tale om sin ulykkelige Søster. Og stadig kresede Tankerne om den "tøjlesløse Lidenskabelighed", som hun paany havde givet sig hen til.

"Jeg begriber ikke, at Asta ikke skammer sig! Jeg tror bestemt, at det en Gang imellem rabler for hende. Hvad lignede det ogsaa at indlogere sig hos en fremmed Dame ligesom en Syfrøken i Stedet for at tage mod vores Tilbud og bo hos os. Havde hun gjort det, var Ulykken ikke sket – det er jeg vis paa! Men Gud være lovet, at i det mindste kære lille Papa blev forskaanet for den Sorg," sagde hun, idet hun behændigt rullede Tindingekrøllerne op ved Hjælp af Pegefingrene. "Han vilde have taget sin Død over det."

Hr. Grabow sad allerede paa Sengekanten i en pjerrotagtig Natdragt af stribet Silke. Men Fru Inger havde endnu mange Forberedelser at gøre. Haarnaale, der skulde anbringes, Toiletsager, der skulde sorteres og stilles paa Plads, og hun gav sig paafaldende god Tid. Og under alt dette stod Munden ikke stille paa hende. – Henne fra Sengen betragtede den taalmodige Ægtemand hende med tunge Øjne. Han kendte denne nervøse Snakkesalighed, der kom over hende ved Sengetid, naar en eller anden Begivenhed, en Samtale eller et Musikstykke havde optaget hende. Og stadig var det Søsteren, hun talte om og med voksende Bitterhed fordømte.

Endelig slukkede hun Spejl-Lamperne, saa kun den røgfarvede Ampel i Loftet brændte. Men endnu vedblev hun længe at pusle omkring i Halvmørket, som om hun søgte efter noget; og til sidst forsvandt hun stille ud af Værelset.

Inde i Salonen tændte hun Loftskronen, og her i Ensomheden brød hun sammen med en sagte Klage. Jaget og pint, som hun i alle disse Dage havde været, af Tanken om Søsterens nye Kærlighedslykke sank hun ned i en Stol ved Kaminen og gav sig hen i sin Græmmelse. Aldrig vilde hun tilgive Asta hendes Troløshed! Hvert jublende Ord i Søsterens Brev havde ramt hende i Hjertet som et Knivstik. Dette Barn, som hun havde ødslet sin Kærlighed paa. Som om det kunde have været hendes eget, og i hvis Liv hun havde haabet at se sine skuffede Lykkedrømme virkeliggjorte, havde nu for anden Gang forladt hende – havde skubbet hende ligegyldig til Side for at kaste sig i Armene paa en Mand, om hvem hun vidste, at hun afskyede ham. Havde hun fortjent det?

Der var en Gang bleven spaaet hende selv, at hun skulde ægte en af Landets fornemste og mest ansete Mænd, og indtil sit 29de Aar havde hun levet i Haabet om Spaadommens Opfyldelse. Derovre paa Fyen havde flere af de store Lensbesiddere gjort Kur til hende, en af dem paa en saa opsigtsvækkende Maade, at hun havde haft Ret til at gøre sig Forhaabninger. Da hun skuffedes, giftede hun sig med Grabow; og Gud ske Lov! – nu vilde hun faa Oprejsning for alle Ydmygelser! For kort Tid siden, ved Grundstenslæggelsen af det nye Børnehospital, havde hun haft den Tilfredsstillelse at se selve sin falske Bejler staa som almindelig Tilskuer midt i Trængslen, mens hun selv sad oppe paa Forhøjningen mellem to Ministre og i umiddelbar Nærhed af Kongefamilien. Ved Bortkørslen havde Hr. Greven forsøgt en Tilnærmelse; men hun tilbageviste ham paa en Maade, saa han luskede bort med en Mine som en pryglet Hund.

Ogsaa Hr. Magister Thorsen havde faaet at mærke, hvad det kostede at vise hende Ringeagt. Hun mente nok at kunne tilskrive sig en Del af Æren for, at han var bleven vraget som Redaktør. Hun havde flere Gange talt med 283 Partiformanden og da ikke forsømt Lejligheden til at give ham et Indblik i sin Svogers sande Karakter. Men ogsaa Asta – den utaknemlige! – skulde faa hendes Magt at føle. Til hendes eget Bedste skulde der blive sørget for, at hun ikke længe fik Lov til vanære sig i sin Forførers Arme. Skønt hun ikke fortjente det, vilde hun endnu en Gang slaas med dette Umenneske for at frelse hende ud af hans Klør.

Det gamle Ur gav sig igen til at slaa. Dets aandeagtige Klokkespil irriterede hende og hun lovede sig selv at gøre Alvor af at faa Uret flyttet. Dette Spøgelsekor lød saa uhyggeligt i det store, tavse Rum; – det var ikke første, og vilde heller næppe blive sidste Gang, at hun i en silde Nattetime tyede herind for at vente paa, at hendes kære Tyksak skulde falde i Søvn. Hun var sin Mand taknemlig for hans Godhed og Taalmod. Hun skønnede paa deres fredelige Samliv, der var bygget paa gensidig Agtelse. Men Synet af hans tunge, bedende Øjne var hende en daglig Lidelse.

Lidt efter gik Døren sagte op, og Hr. Grabow kom til Syne i sin stribede Pjerrotdragt.

"Men Gud, Inger sidder du her! Du er da ikke bleven daarlig?"

Hun vinkede ham utaalmodigt bort.

"Jeg har faaet Tandpine. Det gaar nok over! Gaa blot! Saa gaa dog, Menneske!"

344

Femte Kapitel

Trediedagen efter sit nye Bryllup, da Asta var gaaet ud for at besørge nogle Ærender, benyttede Niels Lejligheden til at gøre Professor Baden et Besøg for at tale med ham om Redaktionsskiftet i "Friheden". Den ansete Ægyptolog, der nu var en ældre Mand, boede i Sølvgade. Han havde staaet gamle Kresten Paarse nær og været en af de unge Videnskabsmænd, med hvis Bistand den kløgtige Højskole-Idealist grundlagde Bladets Ry.

Hver Gang Niels havde mødt ham paa Gaden eller Bibliotekerne, havde Professoren standset ham og sagt ham Behageligheder for hans Artikler. Samtidig havde han talt med den største Ringeagt om Rømer og Jean Minden. Han kaldte dem altid for "Gravrøverne", fordi de havde udbyttet den afdøde Vens Ry saa skamløst, at der snart ikke var bleven andet tilbage af hans Blad end Titlen. Han plejede heller aldrig at lægge Skjul paa, at han haabede en Gang at se ham som Kresten Paarses Efterfølger, – derfor vilde Niels gaa hen til ham og spørge ham om, hvad der efter hans Mening burde gøres nu.

Professoren modtog ham i sit Arbejdsværelse, hvor han sad med en broderet Silkekalot paa Hovedet og læste i et Hefte af Revue des deux mondes. Det var nu Niels lidt paafaldende, at han trods al Elskværdighed ikke straks førte Talen hen paa Redaktionsskiftet men kastede sig ud i en ordrig Beskrivelse af nogle nye Gravfund, som han netop havde siddet og læst om; og da Niels tilsidst afbrød ham og selv bragte Sagen paa Bane, viste Professoren sig besynderlig utilbøjelig til at udtale sig. Han skubbede nervøst sin Kalot bag i Nakken, rettede ved sine Briller og sagde lidt gnavent:

"Ja – det er jo en meget beklagelig Historie. Men hvad er der i Grunden at sige til det? Magnus Paarse er Bladets retmæssige Ejer, og baade Regeringen og Partistyrelsen maa velsagtens have godkendt Valget."

"Ikke alene godkendt men fremtvunget det," sagde Niels. "Jeg veed det med Sikkerhed."

"Naa – ovenikøbet! Ja, saa er Afgørelsen altsaa inappellabel. Det er – som sagt – meget beklageligt! Har De for Resten set Numeret for i Dag med Mouritzens første Forsøg i Udenrigs-Politiken? Det er saamænd slet ikke ueffent. Lad os se Tiden an! Maaske vil det hele arte sig bedre, end baade De og jeg i Øjeblikket tænker."

Niels kunde høre paa ham, at han ikke mente det. Tonen var falsk.

"Se Tiden an!" brusede han op. "Naar Situationen er den, at Vognen allerede ligger i Grøften med alle Hjulene i Vejret? Jeg forstaar ikke den Tale! Et politisk Parti, der udleverer sit Hovedorgan til en Bande professionelle Falskspillere, har dømt sig selv. Skal Partiets – og dermed Landets – Ære genoprettes, maa Hjælpen komme ufortøvet. Ellers kan vi lige saa godt med det samme melde os paa Nationernes Ladegaard."

Professorens Mine blev fornem. Den berømte Lærde var ikke vant til at blive tiltalt som Ligemand.

"Lad os ikke tage Munden for fuld!" svarede han afvisende; – og da Niels nu gav sig til at tale om Muligheden for at skabe et nyt liberalt Blad, der kunde tage Kampen op mod "Friheden", erklærede han sig med stor Bestemthed imod ethvert saadant Forsøg. Det havde ikke mindste Udsigt til at lykkes. Forholdene var ikke længer som i Kresten Paarses Tid, da man kunde starte et Hovedstadsblad fra en tre Værelsers Lejlighed i et Baghus og have hele Maskineriet installeret i Kulkælderen. Et Foretagende som "Friheden" med dets hundrede Tusinde Læsere lod sig ikke saadan rende overende i en Haandevending. At forsøge derpaa ville være det samme som at kaste et Par Millioner ud af Vinduet. Og hvor skulde man faa dem fra?

Niels saa paa ham. Skønt han ikke selv troede, at det vilde være muligt at rejse den fornødne Kapital, faldt denne hidsige Iver for at slaa Tanken ned ham for Brystet. Naa saadan! – tænkte han ved sig selv og blev tavs.

Helt uden Mistro til ham havde han iøvrigt ikke været. Det havde undret ham lidt, at hverken han eller nogen anden af de Mænd, som han med god Grund havde troet sig i Forstaaelse med, havde ladet høre fra sig i Anledning af Forræderiet. Hverken privat eller offenlig havde en eneste af Kresten Paarses gamle Venner og Medarbejdere givet et Kny fra sig. Nu afsløredes Grunden. Disse hæderkronede Veteraner fra Frihedens Kampdage, der sad rundt omkring i Landets store Stillinger, kunde nok paa Tomandshaand behage sig i Lamentationer over Forfaldet i Partiets Presse; men til et aabent Brud med den vovede de sig for visse Aarsagers Skyld ikke. De kunde ikke undvære at høre deres Fortjenester overdaadigt udbasunede for Folkets hundrede Tusinder. Ligesom gamle Heste trængte de bestandig til at faa Ørene kildrede.

I mere forsigtige Vendinger forhørte Professoren sig herefter om Niels' Fremtidsplaner og udtalte Haabet om, at han dog ikke helt vilde opgive sit journalistiske Oplysningsarbejde. 345 Men Niels, der var bleven lydhør, hørte igen Stemmens falske Klang. Han svarede som sandt var, at han i første Øjeblik havde tænkt paa at henvende sig til Arbejdernes Blad, hvor han i sine unge Dage havde faaet et Par Artikler optaget.

"Men saa saae jeg jo, at Bladet hilste Redaktørskiftet i "Friheden" med Tilfredshed – og jeg forstod ogsaa Grunden. For vore barknævede Politikere er Folk som Rømer og Jean Minden med deres Klike netop Mad paa Gaffelen. Der er ingen Ben i dem. De er lige til at sluge."

"Og De kan velsagtens ikke tænke Dem at fortsætte i "Friheden" til Trods for Forandringen?"

Da Niels slet ikke svarede herpaa, følte Professoren sig fuldt ud beroliget; — og han vilde nu af med den besværlige Mand. Han rustede sig atter med Lærdomsminen og skød den hele Sag aandoverlegent fra sig med en Sarkasme.

"Naar det kommer til Stykket, er der vist ingen Grund til at arrangere nogen Taareflod. Paa sin Maade er "Friheden" jo et fortræffeligt Blad. Et Mønsterblad. Netop saa taabeligt som et saadant Papir skal være. Naar et politisk Parti er blevet Regeringsparti og skal være her og der og Straalemester tillige, maa det have et Organ med noget for enhver Smag – navnlig for den sletteste. Og i den Henseende tilfredsstiller Bladet jo alle rimelige Fordringer."

Niels saae nu Manden gennem alle hans Draperinger, og han fandt det ikke værd at spilde flere Ord paa ham. Lidt efter stod han atter nede paa Gaden.

Han var ganske klar over, at det vilde være unyttigt at henvende sig til andre af de Mænd han havde gjort Regning paa som Forbundsfæller. Han vilde overalt faa den samme Modtagelse og som en Tigger blive afvist med halvfornærmede Beklagelser. Professoren var ikke den eneste af hans tidligere "Beundrere", som i disse Dage havde vist ham et forvandlet Ansigt. Om det saa var den skikkelige Overretssagfører Holm, Magnus Paarses juridiske Konsulent og hans egen Fortaler overfor denne Mand, saa havde han den foregaaende Dag faaet saa besynderlig travlt med at smutte ind i en Butik, da de fik Øje paa hinanden i Frederiksborggade. Nu – den Mand havde dog i hvert Fald skammet sig. Men de andre! Forbeholdne Hilsner, haartrukne Smil eller den aabenlyse Skadefryd.

I Virkeligheden havde han jo al Grund til at lykønske sig selv, fordi han ikke var bleven Redaktør. Han vilde ellers for sent have gjort den Opdagelse, at Fanevagten, som han havde stolet paa, var en latterlig Garde af falstaffske Krigskarle, Harehjerter og Bombardérsergeanter, som deserterede^'2 ved den første Salve.

For at undgaa Gaderne gik han hjem gennem Kongens Have; og her kom han til at tænke paa Ulykkesprofeten Dr. Vadum og hans Forudsigelser. Da det rigtig gik op for ham, hvor faa Dage der var gaaet siden han sad i hans Hule og forargedes over hans Ord, stod alting stille for ham. Bare fire Døgn! Og allerede følte han det, som om Besøget og Samtalen tilhørte en fjern og dunkel Fortid. Blind og døv var han gaaet gennem Verden, indtil Lynet slog ned over ham. Digt og Blændværk havde det været, alt hvad hans Hjerte havde banket for og hans Drømme fablet om siden han som halvvoksen Knægt første Gang fulgte sin Far til Grundlovsfest her i denne Have. At være med, hvor det gik hedest til; at tage tyve Modstandere paa sin Kappe og siden opleve Sejren og Triumfen i et genrejst Folk … Drengefantasier! Kun den ondeste af de Drømme, han den Gang og siden stadig plagedes af, var bleven til Virkelighed. Bagbunden og kneblet laa han paa Jorden som det stumme Vidne til, at Røvere brændte og skændte i hans Hjem.

Hvad andet havde han at gøre nu end at følge Dr. Vadums Eksempel og gribe til Vandringsstaven? Han taalte ikke længer Synet af sine Landsmænd. Paa den lumpneste Maade havde de ladet sig overliste af en hyklerisk Presse, der med et gammelt Bondefangerfif bedøvede dem med raadden Snak og giftig Stank. Alene det at se baade unge og gamle allevegne sidde med de forpestede Papirer for Ansigtet og indsuge deres Løgn og Ondskab med hektiske Kinder gjorde ham syg. I deres umættelige Hunger efter Sensation hang de fra Morgen til Aften krumryggede over Aviserne som lænkede Slaver i en Trædemølle. Det var Trældommens Kaar om igen – bare med den Forskel, at det nu var Pressejunkerne, der var bleven Naadigherrer og holdt Folket i Aande med Hundesvøbe og Gabestok og Træhest.

"Ak ja!" tænkte han, idet han – svimmel – satte sig ned paa en Bænk i Kavallergangen for at hvile et Øjeblik. "Den danske Jeppe ligger igen underkuet og vanæret og snuer paa en Mødding, og ingen Magt i Verden kan vække ham! De gode svenske og norske Naboer stikker i ham og sparker til ham og spytter ham i Ansigtet – det rører ham ikke. Han griner lykkeligt i Søvne, mens han ædes op af sit eget Utøj!"

Han gik videre gennem Alleen i en mørk og fortvivlet Sindsstemning, som^'3 hverken Solskinnet i Haven eller Fuglesangen fra Buskene var i Stand til at oplive. Havde endda Klemens Junge været hjemme! – tænkte han. Den muntre Naturens Præst var rigtignok ogsaa en af dem, der helst lukkede Øjnene til for Landets Nød og dermed gjorde sig meddelagtig i Forbrydelsen imod det. Men i hans Bringe slog dog et levende Menneskehjerte, der til Tider endnu kunde oprøres og føle Harme. Han var da ogsaa den eneste, han havde hørt fra i Anledning af Katastrofen. Fra en fjern jysk Hedeegn, hvor han laa og rodede i Gravhøje og Kirkekrypter, havde han sendt ham et varmt Vennehaandtryk. Men han var jo aldrig at faa fat i, naar man mest trængte til ham! Som en Bi var han bestandig paa Farten. Rimeligvis sad han i dette Øjeblik og solede sig paa en eller anden Grøftevold … sad der med sin lille Snadde i Munden og glemte Alverdens Jammer over en foraarsgrøn Rugmark eller en kvidrende Lærke. Overalt i Landet var han hjemme. Aften efter Aften stod han – bred og myndig – som Foredragsholder i en Krosal eller paa en Højskole og henrev Tilhørerne med sin festlige Veltalenhed. Et lykkeligt Liv!

Et lykkeligt Sind! …

Han var kommen ud til Søerne; men i Stedet for at gaa lige hjem gjorde han en Omvej hen til sin Mor og Søster, som han i de sidste Dage havde forsømt. De vidste end ikke, at Asta var flyttet tilbage til ham. Han havde trykket sig ved at meddele dem det, fordi han forleden saa ubetænksomt havde sagt, at de skulde skilles.

Søsteren lukkede op. Hun fortalte straks – og hendes Stemme dirrede – af "Fætter Jørgen" sad inde i Stuen og havde siddet der det meste af et Par Timer.

"Det har ikke været muligt at blive af med Bæstet. Paa sin ækle Maade har han siddet og frittet os ud for at faa at vide, hvad du nu tænkte paa, om du helt vilde opgive din Bladvirksomhed og jeg veed ikke hvad. Mor fortalte ham uheldigvis, at vi bestemt ventede dig i Dag, fordi vi ikke havde set dig saa længe. Derfor er han bleven."

Niels gik ind. Fætteren – en ældre Skolemand – sad i en magelig Stilling i en af de polstrede Lænestole, som han ganske udfyldte med sin store Krop. Trods Heden i Stuen sad han med Overtøjet paa, fordi ingen havde bedt ham om at lægge det. Iøvrigt elskede han Varme; og Frk. Anna formente i den Anledning, at han vænnede sig til at kunne taale Temperaturen i Helvede. Heller ikke den Gamle satte Pris paa ham. Hun havde aldrig kunnet tilgive ham, at han den Gang Niels blev Student med Udmærkelse i Stedet for at lykønske hende havde sagt: "Naa ja – det er jo ingen stor Kunst i vore Dage." Selv var han ikke Student; men han havde forskaffet sig en vis Anseelse i Skolekrese med nogle danske Læsebøger og gjorde i den Anledning Fordring paa at blive betragtet som en pædagogisk Avtoritet.

Niels havde straks forstaaet Grunden til, at han var bleven siddende her. Der gik da heller ikke mange Minuter, før Fætteren gav sig til at tale om Redaktionsskiftet i "Friheden".

"Kom det dig ikke lidt overraskende? Havde du egenlig ventet det Resultat?"

"Jeg venter mig som oftest det værste – for det slaar i Almindelighed til."

"Men var du ikke selv Aspirant til Stillingen? Saadan havde jeg forstaaet det. Men naturligvis – en Mand som Dr. Rømer kunde man ikke komme udenom. Hans Dygtighed og overordentlige Arbejdsevne er jo almindelig anerkendt. Og saa er han Doctor! Det har selvfølgelig haft sin Betydning. Dersom du den Gang havde faaet din Afhandling antaget, kunde du maaske ogsaa have gjort dig Haab."

Niels gik hen til Vinduet uden at svare. Han vilde ikke 346 lade sig ophidse af det Giftkryb. Men Frk. Anna kunde ikke dy sig.

"Hvad er det, du siger? Har Niels faaet en Afhandling forkastet? Det er jo noget frygteligt Vrøvl. Du veed jo godt. at det var Niels selv, der tog sin Disputats tilbage, fordi Rømers var bleven antaget. Saa betakkede han sig! Det veed du jo altsammen saa udmærket!"

Skoleinspektøren smilte hen for sig, som om han vilde sige, at saadan kunde der naturligvis ogsaa pyntes paa Sagen. Han havde saa ofte sat denne Løgn om Niels' afslaaede Frieri til Doktorværdigheden i Omløb, at han halvvejs selv var kommen til at tro paa den.

Niels vendte sig nu om.

"Jeg forstaar din Glæde over Rømers Udnævnelsen," sagde han. "Den har sikkert væltet en tung Sten fra dit fætterlige Hjerte."

"Jeg aner ikke, hvad du sigter til. Jeg har aldeles ikke ytret nogen Glæde. Det er jo rent Opspind! Jeg er ikke Dr. Rømers politiske Meningsfælle og Medarbejder – har aldrig været det."

"Saa bliver du det saamænd nok! Vent blot!"

"Men jeg tror paa hans Overbevisnings Ærlighed," fortsatte Skoleinspektøren, som om han ikke havde hørt Afbrydelsen. "Det er min bestemte Opfattelse, at hans Hensigter er de bedste, selv om jeg ikke i alle Tilfælde har kunnet anerkende Midlerne. I Modsætning til saa mange andre er Dr. Rømer ikke gaaet ind i Politik og Journalistik for at spille en Rolle. Det behøvede han nemlig ikke. Hans betydelige Navn som Videnskabsmand og hans uangribelige Personlighed vilde altid have sikret ham en Plads i forreste Række."

"Ja – er det ikke det, jeg siger! Du har pludselig faaet et nyt Syn paa den Mand og hans Fortjenester. Da jeg i sin Tid selv begyndte at skrive i Kresten Paarses Avis, anstillede du dig forarget. Det var en Vanære for hele Familjen at se vort hidtil uplettede Navn figurere i et saa frivolt Blad, der blandt andet – hvor haarrejsende! – vilde have Religionsundervisningen ud af Børneskolen. Nu har du som ved en Aabenbaring faaet Øjet opladt for Bladets Fortræffelighed. Du skal se – mellem dig og "Friheden" vil det snart komme til en hjertelig Forstaaelse. For saadan gaar det jo Gudskelov her i Verden. De Retfærdige i et Folk finder altid tilsidst hinanden."

Skoleinspektøren var bleven rød helt op over Skaldepanden. Han havde netop været henne paa Aviskontoret for at tegne sig som Abonnent, og Dagsnummeret af Bladet sad i hans indvendige Brystlomme.

"Jeg kan forstaa, at din Skuffelse over Dr. Rømers Udnævnelse har været meget alvorlig," sagde han med et overbærende Smil. "Og som bekendt bør der undes den tabende Part i en Proces en passende Frist til at rase ud i. Jeg skal derfor ikke gaa i Rette med dig for dine Uartigheder."

Med sammenbidt Mund kastede Niels et hurtigt Blik hen paa Moderen. Den Gamle sad tavs neddukket over sit Strikketøj; hendes Øjne løb forskræmte frem og tilbage over Pindene, og han kunde forstaa, at hun frygtede en Scene. For ikke at bringes i Fristelse til at spænde den elendige Karl ud af Døren vendte han sig paany om mod Vinduet uden at svare. Og pludselig gik han sin Vej under Paaskud af Travlhed.

Søsteren fulgte ham ud.

"Det misundelige Afskum!" sagde hun ude i Forstuen, mens hun hjalp ham Frakken paa.

"Sig hellere: den gode danske Mand! Vor Familjes Dyrskueeksemplar af Racen! – Jeg havde for Resten noget at fortælle Jer. Men det kan vente. I ser mig igen i Morgen."

Under sin hastige Hjemmarch langsmed Søen kom han igen til at tænke paa Dr. Vadum, som maaske allerede nu var over alle Bjerge. "Her er jo ikke til at være," havde han sagt. Han kunde høre hans Snerren, og han forstod ham nu! Siden han selv havde faaet Øjnene skaaret for Stær, brændte Jorden ogsaa under hans Fodsaaler her i denne By, som en Gang for ham havde været Verdens eneste. En Pesthule var den bleven, der kvalte ham med sin forgiftede Aande. Han vilde nu som Dr. Vadum søge sig et Skjulested i et eller andet fremmed Land, hvor han og Asta kunde glemme, at de havde en Hjemby og et Fædreland, der var til Spot for hele Verden. Han ville saa igen tage fat paa sine historiske Studier, vilde begrave sig i Arkiver og gamle Dokumenter for maaske en Gang at ende sine Dage som et af disse graanende Biblioteks-Møl, hvis Liv altid havde været ham en Gru.

Da han havde lukket sig ind i sin Lejlighed og stod i Forstuen, saae han, at Asta var kommen hjem. Paa den tidligere altid saa øde og tomme Knagerække hang hendes Kaabe og Hat, og ved dette Syn lyste det et Øjeblik op i hans Sind. Han hviskede hendes Navn hen for sig i vemodig Glæde. Alligevel gik han ind til sig selv for at være alene. Men Asta havde hørt ham komme, og lidt efter stak hun Hovedet ind ad Døren. Da hun saae ham sidde dér i Sofaen med Haanden under Kinden, blev hun ængstelig. Advaret af Fortidens Minder vilde hun trække sig tilbage. Men Niels rakte Haanden ud imod hende og smilte.

"Kom dog ind!" sagde han.

"Forstyrrer jeg ikke?"

"Nej! Nej! Kom og sæt dig her hos mig! Der er ovenikøbet noget, jeg maa tale med dig om."

Saa smuttede hun hen til ham og lagde begge Armene om hans Hals.

"Hvor har du været længe borte! Jeg har længtes saadan efter dig!"

Niels tog hende under Hagen og saae paa hende mod et forskende Blik.

"Hvad er der sket? Du har jo grædt!"

"Kan du se det?"

"Javist! Hvad er der i Vejen?"

"Ingenting! Det var kun af Glæde!" sagde hun og lagde undselig Kinden ned paa hans Skulder. "Det er saa dejligt at gaa her igen og være rigtig Frue og pusle mod alle de gamle Ting … ogsaa din Mors venitianske Spejl!" Hun løftede atter Hovedet og saae ham frimodigt ind i de strenge Øjne. "For nu er det mit! Nu faar du det aldrig, aldrig mere tilbage! For – ikke sandt? – du vil jo ikke ha', at jeg skal faa sorte Børn?"

"Hør nu her!" afbrød han hende. "Der er altsaa noget vigtigt, jeg maa tale med dig om. Du husker nok, at jeg forleden Aften mindede dig om den Bryllupsrejse, vi i sin Tid maatte opsætte. Jeg foreslaar nu, at vi gør Alvor af den og rejser saa snart som muligt. Hvor længe mener du, at du behøver til dine Forberedelse?"

"Jamen, Niels … var det virkelig din Mening?"

"Naturligvis! Har du Betænkeligheder?"

"Jeg? Det svimler bare for mig! … Hvor skal vi saa rejse hen? Til Syden?"

Ved at høre hendes jublende Glæde jog det koldt igennem ham. Saa lidt havde hun altsaa forstaaet af. hvad der i disse Dage var foregaaet! Saa fremmed var hun for de Følelser hos ham, der gjorde ham fredløs i hans egen Fødeby og drev ham i Landflygtighed!

"Hvor vi skal tage hen? Det vil jeg overlade til dig at bestemme. Blot vi kommer bort herfra. Kan du gøre dig rejsefærdig i Løbet af to Dage?"

"To Dage? Det veed jeg næsten ikke. Niels! Hvor længe har du tænkt, vi skulde være borte?"

Han tav lidt og svarede saa, idet han undveg hendes Blik:

"Lad os sige et Par Maaneder – foreløbig. Der ligger en lille Fiskerby ved Middelhavet. Jeg har vist talt til dig om den før. Sori³ hedder den. Jeg var der en Gang i mine unge Dage. Der har de allerede Sommer nu. Det er en fredelig Plet uden Berøring med den store Rejsestrøm dernede. Og jeg husker et godt og renligt lille Hotel med en Orangepark lige ned til Stranden. Kunde det Sted passe dig, tror du?"

"Om det kan! Jeg forstaar bare ikke at det er Virkelighed! At det er rigtig Alvor! … Før nu kan jeg altsaa godt tilstaa det. Det var mig jo en slem Skuffelse den Gang, at det ikke blev til noget med Bryllupsrejsen. Du veed, at komme til Italien har altid staaet for mig som en Drøm … lige fra jeg var en lille Pige. Og saa at komme der mod dig! Du kan da forstaa det! Jeg havde vistnok ovenikøbet gaaet og blæret mig lidt. Inger sagde i hvert Fald, at jeg var bleven vigtig. Jeg havde jo ogsaa begyndt at lære mig selv Italiensk. Jeg tror, jeg kan alle Tallene endnu. Vil du høre?"

"Sig mig hellere – siden vi taler om din Søster – har du stadig ikke hørt fra hende?"

347 Asta saae et Øjeblik tavs og forsagt ned for sig. Saa rystede hun paa Hovedet.

"Ikke et Ord!"

"Der ser du!"

"Nej, jeg ser ingenting!" sagde hun og lagde Haanden over hans Mund med et bønfaldende Blik. "Du faar ikke Lov at sige noget ondt om Inger. Hun er ikke, som du tror. Jeg er naturligvis bedrøvet over, at hun ikke skriver. Men jeg forklarer det nu paa min Maade."

"Og hvordan er den?"

"Ja det kan maaske lyde underligt; men jeg tror ikke, at Inger rigtig forstaar, hvordan det er at holde af nogen paa den Maade, mener jeg, som du og jeg holder af hinanden. Derfor fordømmer hun mig. Min Svoger er et rigtig rart og godt Menneske, men saadan egenlig forelsket i ham har Inger vist aldrig været. Det forstaar jeg nu!"

Niels tog hendes Hoved mellem sine Hænder og kyssede hende ømt. Hendes Ord havde rørt ham.

"Altsaa i Overmorgen, Asta, drager vi to ud i Verden som to vildfarne Børn. Saa maa du prøve, om du kan hjælpe mig til at lære den Kunst at glemme."

Hun trykkede sin Kind ind mod hans.

"Blot jeg kunde, Niels!"

Men nu hørte hun Husholdersken banke paa ind til hendes Stue og maatte derfor gaa. Hun havde glemt, at hun skulde give en Besked angaaende Middagsmaden. Men Niels holdt hende endnu nogle Øjeblikke fangen i sine Arme. Smilende bøjede han sig over hende med sit buskede Hoved; og i Tavshed gav hun sig hen til hans magtfulde Kærtegn som en frygtsom lille Høne, der skælvende dukker sig under Hanens brusende Vinger.

Saa blev der banket paa Døren, og hun foer op.

364

Sjette Kapitel

Den næste Dag sad Niels ved sit Skrivebord og ordnede sine Papirer til Afrejsen, da Husholdersken kom ind med et Visitkort. Der var en Herre derude, som endelig maatte tale med ham. Niels rynkede Brynene, saa paa Kortet – og bliv stum af Overraskelse. Den Nar! Hvad vilde han her? I mere end ti Aar havde de ikke talt med hinanden, og Fyren vidste, at han afskyede ham.

"Vis den Herre herind!"

Døren aabnedes. En lille bredskuldret Mand i langskødet Diplomatfrakke med Ordensroset i Knaphullet traadte værdigt ind og gik ham smilende i Mode med fremstrakte Arme, som om han var parat til at fejre Gensynet med en Omfavnelse. Niels gav ham stiltiende Haanden. Hvorpaa den Fremmede brød ud i en Lovprisning af Husets Beliggenhed, af den smukke Trappeopgang og den mageløse Udsigt.

Han gik hen til Vinduet og satte en Guldlorgnet paa sin flade Næse. Hvilket Skue! Disse Maagesværme! Dette vidunderligt changerende Lys over Vandspejlet!

Niels hørte paa ham med voksende Mistro. De kendte hinanden fra Skoletiden. De havde været Klassekammerater, og Niels havde til sin Ærgrelse stadig maattet slaas med ham om Duksepladsen, fordi han havde forstaaet at gaa Lærerne under Øjne og blive Rektorens Yndling. Senere gjorde han Lykke i Studenterforeningen som humoristisk Taler og Dilettantskuespiller og var en Tidlang endogsaa ledende Senior. Derfor sad han allerede nu i en af Landets høje Embedsstillinger, var velset ved Hoffet og kunde ved festlige Lejligheder optræde med et Bryst saa overbroderet med Kors og Stjerner som en Kotillonspude.

"Lad os sætte os!" afbrød Niels ham tilsidst. "Og saa vil jeg foreslaa, at vi straks gaar over til Dagsordenen. For det kan jo ikke være for at beundre min Udsigt, at du har ulejliget dig herhen."

Generalauditøren indrømmede det. Han anbragte sig komfortabelt i en af Lænestolene, tog Lorgnetten ned fra Næsen, holdt den ud fra sig i Arms Længde og udslyngede et "Altsaa – "; hvorpaa han pludselig gik i Staa og stirrede ud i Luften i departemental Aandsfraværelse.

Det gøs i Niels ved at tænke paa, at denne Abekat var en af de Værdighedspersoner, der hyppigst anvendtes til at repræsentere Landet ved nordiske Møder og Verdenskongresser. Men saadan havde vi jo altid sørget for at anbringe vore største Tosser og Narre paa saa iøjnefaldende Poster, at heller ikke Udlandet kunde undgaa at lægge Mærke til dem.

"Altsaa! –" gentog Generalauditøren og slog atter ud med Lorgnetten. "Du har naturligvis gættet rigtigt. Uden særlige Grunde havde jeg ikke vovet mig ind i Løvens Hule. Ja – du misforstaar jo ikke Udtrykket! Du husker nok vores kære gamle Rektors Kælenavn til dig – "Løveungen". Nu har du vokset dig stor og mægtig, og indgyder dine Medskabninger Skræk bare du ryster Manken. Jeg maa i den Anledning have Lov til at fortælle dig, at jeg mere end een Gang i Tankerne har sagt dig Tak for dine Artikler i "Friheden". Det vil maaske forundre dig i Betragtning af, at vi jo staar i hver sin politiske Lejr og for saa vidt er Modstandere. Men jeg har virkelig ofte af Hjertet glædet mig over dine selvstændige og fordomsfrie Synsmaader – selv om jeg naturligvis ikke altid har kunnet dele dem. Og jeg har i saa Henseende ikke ganske faa Meningsfæller indenfor vort Parti. Kommandør Gram f. Eks. Saa raader du jo desuden over en Fremstillingsevne, som maa siges at være ualmindelig – "

"Jeg ved det," afbrød Niels ham igen utaalmodig. "Men det kan jo heller ikke være for af sige mig Artigheder, at du er kommen. Og jeg begynder at blive nysgerrig."

"Naa – jo – det er det dog paa en Maade. Jeg har ment, at du i den forhaandenværende Situation maaske kunde have Interesse af at vide, at du ogsaa paa vor Side har forstaaende Læsere og – jeg kan sige – Venner. Jeg veed ikke, om Rygtet taler sandt, naar det fortæller, at du har afbrudt enhver Forbindelse med dit gamle Blad – endogsaa demonstreret Brudet paa en meget drastisk Maade. Det vilde i hvert Fald være forstaaeligt. Og jeg kan tilføje, at din Holdning vækker almindelig Sympati hos os."

Her begynder at lugte svedent! – tænkte Niels ved sig selv og ventede spændt paa, hvad der vilde komme ud af al den Smiger.

"Den hæderlige Egenskab bliver du nemlig nødt til at indrømme os Konservative: vi har altid – i Modsætning til dine egne Partifæller – kunnet anerkende den virkelige Begavelse, ogsaa naar vi fandt den i vore Modstanderes Rækker. Som Partimænd burde vi jo f. Eks. glæde os over, at det ikke – som det almindelig var ventet – blev dig, der kom i Spidsen for "Friheden", men en Undermaaler som Rømer. Men da Kommandør Gram og jeg i Aftes talte om Affæren, blev vi enige om, at vi skammede os over den paa de andres Vegne."

365 "Hvad er det for en Kommandør Gram?" spurgte Niels. "Er det ham, der er Partiets Formand?"

"Næstformand. Men designeret til at afløse gamle Kammerherre Kramer ved næste Delegeretmøde – mellem os sagt. Du kender ham dog af Udseende? En Pragtkarl! Maaske lidt forfængelig af sit Ydre, men djærv og ligefrem. Desuden en meget velstaaende Mand. Som du rimeligvis veed, er han Formand i Bestyrelsen for "Døgnet" og har en afgørende Indflydelse paa Redaktionen. Jeg nærer ikke mindste Tvivl om – ja, jeg kan udtale det med fuldkommen Sikkerhed – at han uden Betænkning vilde stille Bladets Spalter til din Disposition, dersom du kunde tænke dig at skrive i det. Tiden er jo alvorlig. Forholdene baade herhjemme hos os selv og rundt i Evropa opfordrer til Sammenhold. Du har selv gentagne Gange gjort opmærksom derpaa. Sidst i den fortrinlige Artikelserie om de bismarckske Retningslinjer i Tysklands Udenrigspolitik. Jeg vil sige dig, at du med dit Varsko skaffede dig mange Venner hos os."

"Uden Omsvøb og Talemaader! Hvad er Hensigten med denne mærkelige Henvendelse?"

Generalauditøren stirrede atter i Distraktion hen for sig, mens han pudsede Lorgnetterne med sit Lommetørklæde.

"Altsaa: Dersom du stiller Spørgsmaalet til mig personlig, har jeg ikke svært ved at svare paa det. Det har altid været min Overbevisning, at du med din Natur og Retsindighed umuligt i Længden kunde føle dig tilpas i det nuværende Regeringsparti. Jeg har aldrig tvivlet om, at du ved en eller anden Lejlighed vilde bryde ud af det og vende dig mod dets demagogiske Elementer."

"Se – se! Og hvad saa mere?"

"Jeg har hele Tiden forudset det, der altsaa nu er sket, at dine saakaldte politiske Meningsfæller – saa langt fra at paaskønne dine fremragende Evner og give dem Anvendelse til Gavn for vort fælles Fædreland – vilde trænge dig til Side og lade dig i Stikken."

"Tænk! Du har formelig haft profetiske Syner! Hvem skulde have troet det?"

"Jeg har kun set, hvad der længe har slaaet klart for mange, vistnok ogsaa for adskillige af dit eget Parti, – at du er kommen i forkert Selskab. Vi Konservative, skal jeg sige dig, er hverken saa døve eller blinde, som du undertiden har behaget at gøre os til."

"Og hvad saa mere? Lad os blive færdige med dette her! Hvad vil I med mig?"

"Altsaa!" fortsatte Generalauditøren uforstyrret og stoppede Lommetørklædet omstændeligt ned i Baglommen. "Hvad jeg her har fremført, maa du nu ikke optage i den Mening, at jeg anser mit eget Parti for idealt i enhver Henseende. Saadan skal mine Ord ikke forstaas. Og her kommer jeg nu til en mere almindelig Besvarelse af det Spørgsmaal, du har gjorde mig for. Altsaa – . Da jeg gaar ud fra, at ogsaa du vil betragte denne Samtale som ganske konfidentiel, skal jeg betro dig, at der fra en Side indenfor Partiet, som jeg personlig føler mig intimt knyttet til, forberedes en Kursændring i frisindet Retning. Det sidste Folketingsvalg var jo skæbnesvangert for os. Skal et totalt Forlis undgaaes, maa Roret lægges om. Det er vort Ønske at skabe en liberal Fraktion, som kan samle alle, der virkelig vil Landets og Folkets Vel og Flagets Ære. Men hertil kræves blandt andet en Fornyelse af Partiets Presse. Du ser, jeg lægger Kortene paa Bordet. Jeg tilstaar aabenhjertig, hvad det er vi "vil med dig" — som du siger. Dersom vi nu ved Kvartalskiftet kunde møde med en Artikelrække fra din Haand f. Eks i "Døgnet", vilde det være af stor Betydning for vore Bestræbelser."

Niels sad i Skrivebordsstolen med Armene overkors. Han havde en Fornemmelse, som om et Halsjern klemte ham om Struben. Blodet susede ham for Ørene. Den sidste Del af Generalauditørens lange Tale havde han overhovedet ikke hørt.

"Du talte før om Løvens Hule," sagde han. "Jeg begynder at forstaa det. I vil lokke mig i en Fælde – hva?"

"En Fælde? Jeg begriber ikke din Mistro. Sagen er dog lige til, synes jeg! Du og vi har i Øjeblikket de samme Modstandere, ikke sandt? Et Forbund er da ganske naturligt. Altsaa – for at blive i dit Løvebillede – der frembyder sig her en Lejlighed for dig til frit at stille din Blodtørst paa vore fælles Fjender. Det synes mig et Tilbud, som du for din egen Skyld ikke skulde afvise. "Døgnet" er vort Partis mest udbredte Blad. Det kan i den Henseende ganske vist ikke maale sig mod "Friheden". Mon det har dog henved tredive tusinde Abonnenter fordelt i alle Samfundslag. Med andre Ord: du kan her igen rejse dig en Talerstol, hvorfra din Stemme vil kunne høres ud over hele Landet. Kan du forlange mere af os, som du sandelig ikke har skaanet?"

Niels kunde ikke svare. Hans Sind var i en Ophidselse, som om han sad fastspændt i en Pinebænk for at aftvinges en farlig Tilstaaelse. Fristelsen var over ham; men han vidste, hvad det vilde koste, om han gav efter for sin Hævntørst. Overløber! Renegat! Det var stygge Navne at faa raabt efter sig paa Gaden. Siden Judas Iskariots Dage havde den Slags Ord noget af en ond Besværgelses uhyggelige Magt over Folkesindet. Selv en saa fordomsfri Mand som Kresten Paarse havde en Gang sagt, at han hellere vilde gaa i sin Grav som Tyv eller Morder end som en Frafalden.

"Er du ogsaa rigtig klar over, hvad det er, du her opfordrer mig til?" spurgte han efter en Pavse.

"Jeg forstaar, hvad du mener! Maa jeg have Lov til at svare dig ganske aabent?"

"Behøves ikke! Jeg kan gøre det selv. Jeg veed bedst, hvem det er, der er Forræderne her. Dersom gamle Kresten Paarse kunde rejse sig af sin Kiste og se, hvordan der handles med hans Blad – han vilde være den første til at trykke mig Pennen i Haanden og sige: Slaa de Hunde ned. Jeg veed det!"

"Netop!" – Generalauditøren nikkede tilfreds – "Saaledes forholder det sig!"

"Men "Døgnet"! Det er jo et Blad for Fruentimmer og Hospitalslemmer. Saameget vil jeg sige dig – jeg lader mig ikke misbruge!"

"Jeg har jo lige fortalt dig, af det er vor Hensigt at rekonstruere vor –."

Niels hørte ikke mere. Han sank igen tilbage i sig selv; og pludselig rykkede det i ham. Han var kommen til at huske paa Asta. Han havde for lidt siden hørt hende komme hjem fra Byen, travlt optaget af sine Rejseforberedelser. Nu gik hun derinde i Stuerne og kvidrede af Glæde. Netop i Morges havde hun lagt Armene om hans Hals og sagt ham, at hun følte sig som det lykkeligste Menneske paa Jorden.

Da Generalauditøren nu rejste sig og tydelig ventede paa et Svar, forlangte han Betænkningstid. Afgørelsen var saa alvorlig og saa bitter for ham, at han ikke vilde give noget Løfte fra sig uden efter grundig Overvejelse.

"Jeg forstaar dig! Selvfølgelig! Men tjen mig alligevel i at træffe din Beslutning uden lang Opsættelse. Jeg tror det vil være af Betydning for dig, at du faar Publikum i Tale netop nu, da Folk er optaget af de forandrede Redaktionsforhold i dit gamle Blad. Vi for vort Vedkommende ønsker naturligvis ogsaa gerne at konstatere Kursændringen saa snart som muligt – allerhelst inden Kvartalskiftet."

Efter at have fulgt sin Gæst ud gik Niels længe op og ned ad Gulvet i svimlende Uro. Hans Hoved brændte. Han følte sig allerede staaende midt i Kampen. I Skikkelse af et uformeligt opsvulmet Uhyre saae han Hadet rejse sig imod ham og spy Gift og Galde over "Forræderen" … en edderfyldt Drage med tre Hoveder, der havde Rømers, Jean Mindens og Mouritzens Træk. Han hørte i Aanden det Skrækkens Vræl, som disse Hoveder vilde opløfte i det Øjeblik de saae ham staa foran dem med frie Hænder og dragen Klinge – ham, som de havde troet forsvarligt bagbunden.

Men stadig vendte hans vidt omflakkende Tanker bekymringsfuldt tilbage til Asta; og da standsede han et Øjeblik og lyttede. Han kunde høre hende inde i Stuen ved Siden af, og paany følte han det klemme omkring Bryst og Strube som af Jernbøjler. Et Par Gange var han paa Vej hen imod Døren for at gaa ind til hende; men hver Gang vendte han om. Saa satte han sig igen hen i Skrivebordsstolen og blev siddende der med Hænderne trykket for Ansigtet, for at samle sig.

Asta stod just foran Pillespejlet i Dagligstuen og prøvede en ny Hat, – en bredskygget sort Fløjlshat uden anden Pynt end et langt Slør. Efter at have betragtet sig selv fra alle Sider ombyttede hun Hatten mod en anden – en trehjørnet af sølvgraa Filt krammet op paa den ene Side med en Agraf.

366 Henne i Magasinet havde hun prøvet mindst en Snes Stykker uden at kunne bestemme sig, og hun var tilsidst bleven saa ør i Hovedet af Ekspeditricens Snak, af hun havde taget disse to med sig hjem i Drosken for at kunne vælge en af dem i Ro. Men endnu var hun lige vidt. En halv Snes Gange havde hun allerede skiftet Hattene og betragtet sig baade forfra og bagfra uden at kunne komme til en Afgørelse. Og hvad der var det allerværste for hende: hun vidste, at hvilken hun saa valgte, vilde hun fortryde det bagefter. Ved en saadan Lejlighed savnede hun sin Søster forfærdelig. Niels kunde det ikke nytte at spørge. Enten vilde han blive vred og feje hende af, eller han vilde kysse hende og sige: "Hvorfor bryde dit Hoved med det? Alting klær dig jo!"

Hun stod tilsidst midt i Stuen med en Hat i hver Haand og flyttede modfalden Øjnene fra den ene til den anden. I det samme gik Døren op, og Niels kom ind.

Saasnart hun saae ham, lagde hun Hattene forskrækket fra sig og skyndte sig hen til ham.

"Men Niels – du er da ikke syg?"

"Jeg? Hvorfor tror du det?"

"Hvad er der da sket? Du har haft Besøg?"

"Ja – en Ungdomsbekendt."

"Du maa ikke skjule noget for mig! Du ser ud, som om du ikke var rask."

"Jeg fejler ingenting. Men sæt dig ind til mig et Øjeblik. Der er hændet mig noget uventet."

Da de sad i hans Sofa, tog han om hendes Haand og sagde:

"Jeg er nødt til at bedrøve dig, Asta! Men du maa prøve paa at forstaa det. Vi kommer alligevel ikke til at rejse."

"Hvorfor?"

Han fortalte hende om det Tilbud, der var bleven gjort ham, og sagde, at han ikke kunde forsvare at vise det fra sig. Det var ikke, fordi han haabede noget for sig selv af det. Rimeligvis ventede der ham bare nye Skuffelser og endnu større Nederlag. Men der laa saa ringe Vægt paa den enkeltes Skæbne, naar et helt Folks Fremtid stod paa Spil. Det var nu en Gang bleven hans sørgelige Lod at gøre Bøddeltjeneste i et forvorpent Samfund, og han vilde forberede hende paa, at de gik onde Tider i Møde. Hun maatte derfor love ham, at hun vilde være stærk.

Da Asta vedblev at være tavs, løftede han hendes Hoved op; og nu saae han, hvor bleg og storøjet hun var bleven.

"Er du meget ked af det?"

"Aa ja – men mest for din Skyld, Niels! Jeg tror, det vilde være godt for dig at komme bort herfra. Det har du jo ogsaa selv sagt."

"Ja – men nu er det umuligt! Det vilde være Fejghed af mig, om jeg nu deserterede^'4. Se at forstaa det!"

"Jeg skal heller ikke klage! Blot du vil blive ved at være god imod mig!" sagde hun stille og lagde i Angst sit Hoved ind til hans Bryst. – –

Den næste Morgen lukkede Niels sig inde i sin Stue, og nogle Dage senere stod hans første Artikel i "Døgnet". Imidlertid havde det allerede rygtedes omkring i Redaktionskontorerne, hvad der var i Vente, og i "Friheden" gned man sig i Hænderne. Nu havde den farlige Mand selv givet sig Naadestødet!

Munterheden blandt de tidligere Fæller forstummede dog, da Niels' Artikel saae Lyset. Den var ikke, som de havde ventet, et Forsøg paa et Selvforsvar, men et Rovdyrsspring lige i Struben paa dem. I Dagene næstefter viste de sammensvorne Skalke sig ikke gerne for Offentligheden, og i indbyrdes Samkvem undgik de helst at se paa hinanden. Men du den første Forskrækkelse havde sat sig, tilsvor de hinanden ubrødeligt Sammenhold overfor den rasende Bersærk.

Til virkelig Storkamp var dog ingen af dem skabt. End ikke Jean Minden, der havde Ord for at være en Fægtekunstens Mester, vovede sig i Holmgang med ham paa lige Vilkaar. Det var den journalistiske Knappenaalskrig, han duede til. Hans Fægtemaade var den systematiske Forfølgelse. Med smaavittig Persiflage og ondsindet Bagvaskelse lammede han sine Ofre under et skadefro Publikums levende Deltagelse.

Men om denne Kamp mellem den tirrede Løve og et Vryl af Giftslanger findes der en særskilt Beretning, som vil blive meddelt ved anden Lejlighed.