Henri Nathansen til Georg Brandes
24. januar 1913
Lykkens Guldtærning
Allégade 15 A 24.1.131
Min kæreste Herre!
Jeg er lige kommen hjem fra Frankfurt og finder et lille Kort fra Dem med et vidunderligt Billede af Haven i San Remigio. Jeg vil ikke fortælle om Laurbærene i Tyskland, De skriver selv, at de afgiver et meget daarligt Leje, men vidunderligt er Træet alligevel. Og Herregud – er det ikke godt, at Lykkens Guldtærning en Dag triller hen for Ens Fod, jeg ved jo godt, at det Hele er saare flygtigt, at Tærningen triller andet Steds hen, men den Tid, man holdt den i sin Haand, fik dog et gyldent Skær, som man senere ofte med Vemod vil mindes, naar de kolde Skygger atter nærmer sig.
Og ét vil De dog indrømme mig: det er underligt tomt at komme tilbage til Danmark. I Tyskland suser og bruser det, Menneskene er fyldt med Blod og Kraft, den store Maskine arbejder, og Hjulet staar aldrig stille. Nede 2 paa Teatret f. eks. arbejdede vi fra 10 til henad 5 i en Køre, saa sprang Skuespillerne paa den Elektriske og fór hjem for at spise til Middag, og Kl. c. 7 var de atter paa Teatret for at klæde sig paa til Aftenstykket. Den Aften, mit Stykke gik, soldede vi naturligvis af Henrykkelse over Resultatet, og den næste Morgen skulde der saa tages fat paa nye Prøver paa et nyt Stykke. Prøverne blev tilfældig udsatte, fordi mit Stykke havde gjort saa megen Lykke, at de foreløbig spiller det hver Aften. Sig saa ikke, at Laurbærtræet ikke er et dejligt Træ!
Jeg traf en hel Del interessante Mennesker, Teaterfolk og Bankmænd. En af Redaktørerne af "Frankfurter Zeitung", Dr. Geck2, omtalte Dem med megen Varme. Jeg tog hjem over Berlin og saa' dèr "Gabriel Schillings Flucht"3 paa Lessing Teater. De skrev jo om det i sin Tid, og jeg synes, De gjorde Stykket nogen Uret. Ganske vist er Hovedfiguren svag og Stykkets Idé lidt tynd, men der er dog en Tone deri, en smærtelig, bitter og haabløs Tone og enkelte sikkert og skarpt tegnede Kvindeprofiler. Selvom Hovedpersonen virker umandig, virker Stykket mandigt. Hauptmann er 3 bleven 50, gør sit Regnskab op og viser Facit = 0 uden Sentimentalitet. Hvad man end kan sige om Hauptmanns Lighed med Goethe – der er intet af Æresborgeren Goethe over ham, han er et stakkels Menneske og ingen Olympier, dét synes jeg er det betydningsfulde ved Hauptmanns i Modsætning til Goethe – Hauptmann lider, Goethe lever. Ja, ja – jeg ved De vil ryste paa Hovedet, jeg selv elsker Goethe, men han er for stor. Nu faar De et Krampetilfælde af Latter. Aber doch!
Jeg saa ogsaa Schnitzlers "Professor Bernhardi"4. Ja – de tre første Akter er udmærkede, men saa er jo Stykket forbi. Femte Akt er jo rent ud utaalelig. Det Hele ender som en Witz – og en lidt daarlig Witz. Man spørger uvilkaarligt: hvad skulde vi saa med Stykket? Et Stykke maa have sin Pointe, enten i Alvor eller Spøg. Men man kan ikke famle og tilfældig give Spøgen det sidste Ord. Dramatikerens Evne er Klarhed, Vilje, Kraft – Kraft i Følelsen ogsaa. Det skortede det paa i Stykket. Det bares ikke frem mod Slutningen af én samlet Følelse. Schnitzler er for lidt naiv, han er bange for at blive 4 taget helt alvorligt. Saa smiler han selv, overlegent ganske vist, men han bukker selv under, mens han smiler.
Saa De Stykket paa "Kleines Teater"? Hvor blev det dog – navnlig for Bipersonernes Vedkommende – glimrende spillet. De Mennesker havde man truffet – man vidste blot ikke hvor. Navnlig et Par jødiske Læger var vidunderlige. Men de 90% af Skuespillerne i Tyskland er jo Jøder. I Frankfurt var begge Direktører og Halvdelen af Skuespillerne Jøder. De kan forstaa, at jeg befandt mig som i Jeruscholajim – Hossiannah!
Nu farvel – jeg vilde kun sende Dem det lille Brev for at give et Livstegn fra mig ved min Hjemkomst. En anden Dag, naar jeg kommer lidt til Ro, faar De et længere. Rejser De til Sicilien? Jeg havde Lyst til engang at træffe Dem under Sydens Himmel. Hvem ved?
Hjærtelig Hilsen fra os begge
Deres
H. N.
