Henrik Pontoppidan

En stud. polyt. bryder ud

Den sidst debuterende og den længst levende af det moderne gennembruds store digtere er Henrik Pontoppidan. Hans første bog udkom 1881, hans sidste 1943. Hans forhold til gennembruddet er på een gang en engagerets og en iagttagers. Han tager stilling til alle dets æstetiske nyskabelser – den realistiske indignationslitteratur, naturalismen og impressionismen – og til deres forløber og efterfølger: den gammeldags, forfattermyndige fortællemåde og halvfemsernes symbolisme. Og han fører gennembruddets ideologiske problematik op på et højt plan. Hvad betød dette moderne gennembrud? Hvad førte det til? spørger han og svarer til sidst ved at slette modsætningen gammeldags-moderne og rejse et sidste uudgrundeligt spørgsmål: Hvad er et menneske? Hvem er jeg? Han er den store tidsbundne og den store tidløse, der fortæller os – hvad vi så ofte har erfaret på de foregående blade – at den sande digter nok skriver om sin tid, men først og fremmest om sig selv.

Henrik Pontoppidan (1857-1943) blev født i Fredericia. Hans fader, Dines Pontoppidan, var præst ved Trinitatis, hans moder, Birgitte, var født Oxenbøll. Da drengen var seks år gammel, flyttede familjen til Randers, hvor faderen fik kald ved Sankt Mortens. Henrik Pontoppidan nåede ikke at blive en lystig "Fredericia-dreng" som sine ældre brødre; men han oplevede tyskernes besættelse af Randers 1864, hvor en general opslog sit hovedkvarter i præstegården. Også på anden vis kom barndomshjemmet til at ligge i en mørkere belysning for ham end for de ældre søskende. I Randers skulle Dines Pontoppidan udrede pension til sin forgænger og sad i knappe kår med en stor børneflok. Moderen 269 [Fig. 1] skrantede; snart så man hende kun i sygeværelset. Også faderen svækkedes, blev næsten blind. Henrik Pontoppidan måtte læse højt for ham og blev irettesat, hvis han ikke gjorde det korrekt nok. Han foredrog blandt andet biskop Martensens Den Christelige Ethik, ikke netop læsning for en dreng, og hævnede sig siden med et ondt snap-shot af den store gejstlige i sine erindringer. Men måske han dog gennem disse læseøvelser fik stemt sin smag for den korrekte, gerne akademiske stil.

Fra det triste hjem søgte han til skov og fjord. I Randers lærde skole fik han gode karakterer i naturfagene, men det kneb med de humane, så faderen truede med at sætte ham 270 i håndværkerlære. Drengen fik dog lov til at tage præliminæreksamen, til hvilken han igen fik smukke vidnesbyrd i naturfagene, men g÷ for sin danske stil: "En Skildring af Alperne". Han tog oprejsning senere ved at skrive nogle af sine mest storslåede naturskildringer om de schweiziske bjerge. Den unge Pontoppidan var dog ikke bare friskfyr og praktisk interesseret i Randers-årene, han optrådte i den litterære skoleforening, læste Blicher (det skulle man som Randers-dreng), H.C. Andersen og særlig Chr. Winther.

1874 tog han i København adgangseksamen til Polyteknisk Læreanstalt, et fint resultat – en tredjedel af hans kammerater dumpede – og skulle så videre med ingeniørstudierne. Først boede han sammen med sine ældre brødre, så for sig selv, blandt andet i Nyboder. Han var fattig og søgte de gratis glæder, museer og – kirker, ikke af opbyggelige grunde, men for at more og ærgre sig over præsterne. I Slotskirken beskuede han biskop Martensen som andre ser på næsehorn i Zoologisk Have. Georg Brandes' forelæsninger på Universitetet fulgte han derimod ikke. Hans litterære opdrager blev, siger han, en ældre medstuderende Hansen-Schaffalitzsky, kaldet "Schaff". Han er hovedpersonen i andet bind af Pontoppidans erindringer, en "Modsigelsesdjævel" med anarkistiske meninger, som forlod studierne efter et skænderi med en lærer. Pontoppidan mødte ham igen på Café Himmerig, ikke netop til englelige samtaler. "Schaff" foragtede de moderne danske digtere; gennembruddet kaldte han en forsinket modesensation; franskmændene gav han heller ikke noget for; Turgenjev var ham for "fransk", men han anbefalede den unge mand at læse Dostojevskij og Tolstoj. Man kan have sine tvivl om, hvorvidt "Schaff" virkelig har eksisteret, det har ikke været muligt at finde noget vidnesbyrd om ham. Men hans (opfundne?) skikkelse fortæller i hvert fald, at der var andet end studierne, som optog den unge polytekniker. 1876 søgte han at komme med på en ekspedition til Grønland, men blev ikke antaget.

Da han samme sommer arvede en lille sum penge, drog han som erstatning til Schweiz. I Hamskifte er der en pragtfuld 271 skildring af alpenaturen. Han besteg Faulhorn, var i livsfare, men blev reddet. Han forelskede sig i en schweizisk pige – det sydede og gærede i hans sind. Langt senere, i 1927, fortæller han: "deroppe i Bjergene, i den store, vilde Ensomhed var det, jeg besluttede, at jeg vilde være Forfatter. Naar man er ung og ensom vandrer i en saadan Natur, er det jo givet, at det nok skal bryde frem, hvis der ligger noget og gærer i Ens Sind". Da han kom hjem, skrev han et skuespil Hjemve, som blev forkastet af Det kgl. Teater med nogle venlige ord. Det handlede om en dansker, der gifter sig med en schweizer-pige, men rejser fra hende, grebet af hjemve. Pontoppidan brændte det senere. Vel også fordi han stadig kørte på to spor. Han tog en pæn polyteknisk førstedel og begyndte i 1879 på anden, men til forbløffelse for sine lærere og medstuderende forlod han en næsten opnået eksamen.

Beslutningen fra de schweiziske bjerge om at ville være digter førte han nu ud i livet og med vilje uden en eksamens borgerlige sikkerhedsnet under sig. Han ville ikke være digter på en nem måde. De mange kunstnere i hans senere forfatterskab, som er det, forfølges med ringeagt. Men i et mærkeligt digt, "Syndebukken", skrevet kort efter opbruddet fra eksamen, fornemmer man hans uro over de brændte skibe. Det handler om en fordrukken litterat, der ikke blev den digter, han havde drømt om at blive:

Saa døde han en Dag med Glas i Haand,
og fik et Gravsted nær ved Affaldsdyngen.
Han stønned halvkvalt i sin sidste Svælgen:
"Hvorfor blev jeg den sorte Ært i Bælgen?".

En Omvej over Højskolen

For at kunne leve til han kom i gang som digter, tog Henrik Pontoppidan imod sin broder Mortens tilbud om at blive lærer på hans højskole, der først lå i Freerslev og siden i Hjørlunde. Han underviste i lidt af hvert, men helst 272 i praktiske fag. Her begynder hans forfatterskab. 1880 fik han fortællingen "Kirkeskuden" forkastet af Otto Borchsenius, redaktøren af ugebladet Ude og Hjemme, fordi den var for præstefjendsk; men 1881 optog Borchsenius en ny fortælling, "Et Endeligt", i sit blad. Det var Pontoppidans debut. Borchsenius introducerede ham desuden til den forlægger, der udsendte hans første bog Stækkede Vinger i 1881. For honoraret giftede Pontoppidan sig med gårdmandsdatteren Mette Marie Hansen fra Østby. Han havde truffet hende på hendes hjemegn i Hornsherred og genså hende, da hun blev antaget som hushjælp i Hjørlunde. Forholdet til højskolen var dog i længden uholdbart. Henrik Pontoppidan delte nok sin broders radikale politiske anskuelser, men ikke hans kristentro og følte det ubehageligt, at broderen gik og ventede på hans "Omvendelse". Også højskolelivets gårdmandscementerede "Søndagstilværelse" fik han afsmag for, når han sammenlignede den med elendigheden hos husmændene og landarbejderne ude i sognene. Han afsluttede sin virksomhed som højskolelærer efter to års forløb. Fra da af var han udelukkende forfatter. Han boede først i Hjørlunde, så flyttede han til sin hustrus fødeby Østby, hvor familjen slog sig ned i et af landsbyens mindste huse. Husmændene på egnen ville opstille ham som folketingskandidat, men han sagde nej. Hans mening om rigsdagsmænd er lige ringe fra dette afslag og gennem hele hans forfatterskab til begrundelsen for det i erindringerne. I 1886 flyttede han med familjen til en smuk villa, "Slottet", i Havreholm ved Hornbæk.

Hans første litterære tilholdssted var Ude og Hjemme, hvor han skrev 1882-83 under mærket "Rusticus", det vil sige: "manden fra landet", og dets fortsættelse Hjemme og Ude 1884-85; men han bidrog også til julehæfter, almanakker og en smule til aviser. Han offentliggjorde noveller eller dele af romaner i den periodiske presse og samlede dem siden i bøger, reviderede. Han skriver rask, trykker hurtigt, men undlader aldrig at omarbejde fra blad til bøger og disse sidste igen fra oplag til oplag – ofte indtil ukendelighed.

273

Social Indignation

Det første afsnit af Pontoppidans forfatterskab omfatter novellesamlingerne Stækkede Vinger (1881), Landsbybilleder (1883), Fra Hytterne (1887) og Skyer (1890) og romanerne Sandinge Menighed (1883) og Isbjørnen (1887). De danner tilsammen en gruppe bøger, i hvilke stoffet er socialt og politisk, selvset og selvoplevet: der er også på landet to klasser, de rige bønder og de forarmede husmænd, og højskolen er reserveret de første. Stedet for handlingerne er landsbyen med de pyntelige gårde og de usle rønner. Personerne er fede bønder og magre husmænd, garneret med bavlende lærere og højskolefolk, hoven og uforstående gejstlighed, et par enkelte grever og højere embedsmænd.

Det nye er skildringen af proletarernes glemte klasse og angrebet på gårdmanden og højskolen. Elendigheden hos husmændene er skildret, så samtidige anmeldere fik ondt af stanken. Udbytningen af underklassen anskues på en ny måde: husmandsdøtrene er det selvfølgelige erotiske jagtbytte for gårdmandssønnerne, som deres bedste- og oldemødre var det for herremandsknægtene. Indignationen er mærkbar. Og det kalder vi: "Frihedens, Fremskridtets og Humanitetens Aarhundrede!", siger forfatterens andet jeg et sted. Men der er ingen sentimentalitet i skildringerne. De stærkeste sind møder man hos et par tørverøgsværtede husmandskoner, der har prøvet deres og nu oplever, at døtrene må igennem det samme. De har forfatterens sympati, fordi de er uden illusioner. Selv havde han i Stækkede Vinger og Landsbybilleder den, at det kunne nytte noget at sætte et arbejde i gang for at afhjælpe nøden. Men også den betages ham. I Fra Hytterne, som rummer de bedste af disse husmandshistorier, er troen på sociale foranstaltninger borte.

 

Til de sociale noveller slutter sig de to små romaner Sandinge Menighed og Isbjørnen. I den første er husmandspigen Boel1 kommet i tjeneste hos den grundtvigsk 274 vakte københavnerdame, fru Gylling, der nok "skuer anelsesfuldt ud i det danske Folks Fremtid"2 (som om hun så efter "Det forjættede Land" …), men rigtignok får kløerne frem, da hendes søn, kandidaten, der holder smukke taler om forbindelsen mellem bondedemokratiet og københavnerintelligensen, forfører pigen (beklageligt) og tænker på at gifte hende (utilstedeligt). I den anden prøver "Isbjørnen", det for al gejstlighed og sømmelighed ræddelige menneske, der har taget vaner og frimodighed fra sine vilde år på Grønland med hjem til det danske sogn, hvor han nu er præst, at hjælpe mennesker i nød. De stoler på ham, indtil han giver afkald på sin tiende for deres skyld, så slutter de sig til hans modstanderes mening: en mand, der gør sådan noget, må jo være tosset. Hans afskedshilsen til menigheden er: "I har de Tyranner, som I fortjener!"3.

Det samme har, mener forfatteren, det ganske danske folk. Han hadede Estrup og hans provisorier. I 1885 undsiger han i digtet "Kong Salomon og Jørgen Hattemager" konseilspræsidenten. I sine erindringer mere end halvtreds år senere sammenligner han provisorietiden med Mussolinis og Hitlers diktaturer4.

Men i den beske samling politiske noveller Skyer, der slutter sig til de sociale i tid og sted, bøjer folket sig ydmygt under åget. Splittelse i Venstre gør, at Højre-greven ikke bliver "vippet". Oppositionens folk taler blomstrende ved nationale faneindvielser i stedet for at gøre oprør. Da den første gendarm viser sig i landsbyen, falder den bralrende proklamerede modstand sammen, og det er skrædderens mops, der farer hans hest i benene.

275 [Fig. 2]

276

Forbehold og Ironi

Det var svært at holde Pontoppidan fast på sociale og politiske meninger. Han er både med og mod, står for ideen om social retfærdighed og lovsikret demokrati, men synes ikke at have tillid til, at hans landsmænd evner den første eller tør vove noget for det sidste, er knap nok sikker på, at det vil gavne dem, hvis de gjorde det.

Han er endnu sværere at holde fast som skribent, for samtidig med sine realistiske, sociale og politiske historier skrev han yderligere to små romaner: Ung Elskov (1885) og Mimoser (1886), der forvirrede kritikken både til venstre og højre. Var dette realisme eller romantik? Mente forfatteren det alvorligt, eller spøgte han? De to bøger er ikke vellykkede, men de viser, at der var andre strenge på hans bue end dem, han havde spillet stærkest på i sit sociale forfatterskab. Ung Elskov er en jægers dagbog à la Blichers En Landsbydegns Dagbog, gennemtrukket af naturmystik, romantisk intoneret – måske alvorligt, måske parodisk – med en tragisk elskovshistorie indkapslet i alt det drømmende, dragende, dårende5. Mimoser er Pontoppidans bidrag til firsernes svulmende litteratur om sædelighed og ægteskab. Også den blev tydet på to måder: som et forsvar for kyskhed og ægteskab og som det modsatte. Det sidste er nok det rigtigste, men forbeholdet lurer.

Sandhedens enkle Stilkrav

Som stilist og tekniker, altså som kunstner, står han også flimrende i disse år. Han skriver hånligt i erindringerne om J.P. Jacobsens "udpyntede Stil, det søgte Ordvalg, de prunkende Farver, al den Overlæsselse i det hele, der røber sit Ophav som en Kunstens Parvenu". Og allerede i Sandinge Menighed giver han den første af en række nidske parodier på hans stil. Det forhindrer ikke, at Pontoppidans ungdomsbøger pletvis rummer Jacobsen-efterligninger. På samme måde tager han i en artikel fra 1889 afstand fra impressionismen 277 med ord, der er som rettede mod Herman Bang: "Lutter Taskenspilleri og Forstillelse … Mens Idealet dog skulde være, at Forfatter og Læser paa ethvert Punkt var som eet, er Forholdet nu det, at Forfatteren hele Tiden maa gaa rundt med Maske paa, maa lade som om han ikke véd mere end Læseren, maa forholde denne Oplysninger, ja undertiden ligefrem lede hans Opfattelse paa Vildspor – alt under Paaskud af at genfremstille Livet". Og dog skattede Stækkede Vinger, Sandinge Menighed og Landsbybilleder i deres første udgaver til impressionismen. Senere rettede han dem tilbage til en mere forfattermyndig stil og komposition. Og i trods mod både Jacobsen og Bang yndede han i stigende grad at fremstille sig som efterfølger af Schandorph: "Bondens og Smaakøbstadsborgerens klassiske Skildrer i vort Aarhundrede" kalder han ham6, og af den skikkelige skolelærerforfatter Anton Nielsen, som skrev nette folkelivshistorier, bl. a. Fra Landet (1861-63): "her var ingen bevidst Besmykkelse. Her søgtes ingen Skønhedskrav opfyldt, kun Sandhedens"7. Det er naturligvis sat på spidsen. Han kunne låne nogle motiver fra disse to "forgængere". Men når han bevidst lagde sig efter Schandorphs måde – som i omarbejdelsen af Sandinge Menighed – blev resultaterne, de oprømt-skulderklappende billeder af københavnske småborgere, ikke mindre "zoologiske" end hans portræt af biskop Martensen i erindringerne.

Fra "Rusticus" til "Urbanus"

Et vendepunkt i Pontoppidans liv indtraf efter familjens flytning til Havreholm. Det blev ikke lykkelige år. Ægtefællerne gled fra hinanden, og landet og naturen, der havde været digterens inspirationskilder, var ikke mere – opdagede han – "i Stand til at vække Tankelivet og anspore Virkelysten"8. Ofte sad han i sit arbejdsværelse som i et "Torturkammer" med hovedet i hænderne "og pinte fortvivlet min Hjerne".

I sommeren 1887 rejste han så alene til Blokhus, og til 278 sin forundring faldt han vel til i det ferierende hovedstadsselskab. Han havde i dagvognen fra Ålborg mødt en ung dame, Antoinette Kofoed, datter af en københavnsk embedsmand. Hun optog ham mere og mere, selv på tennisbanen fulgte han hende, hvad han med sin puritanske sky for det mondæne fandt særlig kompromitterende. Da han yderligere blev skinsyg, når hun spillede med andre, tydede han de farlige tegn og brød op for at glemme hende. Det lykkedes ikke. Forholdene blev ikke bedre, da han kom hjem, og da han kort tid efter hos en fælles ven i Nordsjælland mødte Edvard Brandes og af ham blev opfordret til at skrive i Politiken på betingelse af, at han kom til København og ikke "begravede sig ude i Skovene som en Ugle"9, tog han mod tilbuddet. Hjemmet blev opløst, hustruen drog tilbage til Østby, selv slog han sig ned på en landlig, frederiksbergsk villavej.

*

Han, der havde svoret aldrig at ville være journalist, blev det nu i nogle år. Først skrev han i Politiken. Men Edvard Brandes bad ham om at lade sig knytte fast til Kjøbenhavns Børs-Tidende, som hans broder, nationaløkonomen Ernst Brandes, havde købt og ville skabe om til et nyt, radikalt organ i hovedstaden. Et forsøg, som mislykkedes, da bladet vel fik en litterær ansigtsløftning med nye medarbejdere som Pontoppidan, Johannes Jørgensen og Viggo Stuckenberg, men ikke vandt frem i de forretningskredse, det ville erobre. Ernst Brandes tabte sin formue på det og tog sig af dage. I dette mærkelige blad skrev Pontoppidan en fast ugentlig artikel, "Dagbog", under mærket "Urbanus", det vil sige: "manden fra byen" – han markerer altså, at han ikke mere som i Ude og Hjemme er "Rusticus", "manden fra landet". Hans første artikel stod i bladet i juli 1889, den sidste i december 1891. I 1897 var han en kort tid knyttet til Politiken igen, men hørte op med sin rubrik, der nu hed "Enetale", efter nogle ikke helt klarlagte rivninger med bladet. Siden skrev han kun yderst sporadisk i dagspressen. Når han gjorde det, var det en begivenhed. Han hyldede f. eks. i Politiken Drachmann og Georg Brandes 279 i 1906 og 1912 på deres runde fødselsdage. I 1918 offentliggjorde han sit dejlige genforeningsdigt "Det lyder som et Eventyr" i Berlingske Tidende; i Nationaltidende fremsatte han i 1929 "Et Nytaarsønske", et stærkt positivt indlæg i forsvarsspørgsmålet. Flensborg Avis gav han en håndsrækning ved i årene 1930-32 at offentliggøre digte og begyndelsen til sine erindringer i bladets kronik. Han afbrød samarbejdet, fordi redaktionen ikke så gerne ville trykke nogle beske antiklerikale betragtninger. Både ved Pontoppidans indgang til og afgang fra den danske presse skræmtes hans redaktører af hans antiklerikale holdning.

Dette er hans journalistik. I omfang er den næppe større end Herman Bangs produktion på et halvår, hvortil kommer, at mange af artiklerne er skønlitterære, fortryk af romankapitler og noveller. Han havde nok grebet til journalistikken i en krisesituation, men han lod sig ikke opsluge af den. På Børs-Tidende viste han sig kun nødtvungent, han foretrak at sende sine artikler. Uglen var kommet til byen, men den havde ikke mistet sin natur.

*

Henrik Pontoppidan havde besluttet ikke at opsøge den unge kvinde, han elskede, men da han en dag så hende på Strøget, gik der som en isnen igennem ham. Han kom så i hendes hjem. 1892 blev hans ægteskab opløst, og samme år giftede digteren sig med Antoinette Kofoed. Krisen i Pontoppidans liv, det første ægteskabs sammenbrud, den nye kærlighed, forvandlingen fra en "rusticus" til en "urbanus" præger den anden store periode i hans forfatterskab, da hans skaberkraft er på sit højeste, årene fra 1890 til 1908. Så forskellige hans værker fra denne tid end er, behandler de næsten alle i forgrund eller baggrund de dybt personlige problemer om lidenskabens ret og ægteskabets mulighed eller umulighed. Produktionen er overvældende frodig. 1891-95 kom i tre dele den første store roman Det forjættede Land, 1898-1904 i otte bind det andet vældige epos Lykke-Per. Og samtidig med dem og med digterens arbejde på deres omredigering fortsætter hans række af "små romaner": Natur (1890), Minder (1893), Nattevagt (1894), 280 [Fig. 3] 281 Den gamle Adam (1894), Højsang (1896), Lille Rødhætte (1900), Det ideale Hjem (1900), Borgmester Hoeck og Hustru10 (1905), Det store Spøgelse (1907), Hans Kvast og Melusine (1907) og Den kongelige Gæst (1908).

Selvopgørets små Romaner

Det er ikke nemmere at sætte forfatteren til den nye række små romaner på en ideologisk og kunstnerisk enhedsformel, end det var at placere hans yngre jeg i firserne. Både i anskuelse og i udførelse synes undertiden den ene af de små romaner at sige den anden imod. Ofte foregår debatten og stilbrydningerne inden for den enkelte bogs ramme. Der er en ulmende uro, som naturligvis til sidst bunder i forfatterens sind. Man kan ikke identificere ham med nogen enkelt mening eller person. I 1927 siger han, at man skal vare sig for at tage den eller den anskuelse eller figur i hans bøger som udtryk for ham selv. Han kan kun svare for den "Grundstemning", hvori den enkelte bog er skrevet. Og i et privatbrev fra sine gamle dage tilføjer han betydningsfuldt: "Min Produktion var, fra først til sidst, et ganske privat Opgør med mig selv".

Optakten til hans nye række er den sidst skrevne af firserbøgerne Spøgelser (1888), som enten skal tages alvorligt eller opfattes som en parodi på guvernanteromanen. Agnete elsker den ædle unge greve, som hun først tror er skytte, og de får efter de obligate forviklinger hinanden og bliver såre lykkelige. Bogen er kunstnerisk uformidlet, præget af uoplagtheden i hans kriseår. Vigtig er den som et farvel – der dog ikke blev endeligt – til den sociale indignationslitteratur. Greven siger til Agnete: "Troer De ikke, Frøken, at der findes det, der er værre end at sulte eller bitrere end at fryse". Der er rige mennesker, som er: "titusinde Gange fattigere end den usleste Bonde"11.

Et samtidigt kunstnerisk farvel til den realistiske hovedretning i firserne er en samling Krøniker (1890), mange af dem trykt først i Børs-Tidende. Det er korte parabler eller 282 eventyr med en ironisk drejning og et højt humør. I nogle af dem driller han præsteskabet, i andre tager han sædeligheden under behandling; en af dem afstedkom sammen med en anmeldelse et sagsanlæg mod bladet. Genren blev også senere dyrket af Pontoppidan, blandt andet i det berømte eventyr "Ørneflugt" (se side 298). Natur indeholder to historier: den zola'ske "En Bonde" og "Vildt", som med forbindelse til Ung Elskov handler om naturen, der lokker mennesket, og om instinkterne, som drager mod det dyriske trods al civilisation.

Minder, også beslægtet med Ung Elskov, er den mest stemningsrige af Pontoppidans små romaner, ganske en halvfemserbog: fortælleren drager tilbage til sin barndomsby Randers og synker hen i naturstemninger og naturdragning, der næsten får ham til at: "glide ind i de dødes Rige". Samtidig søger han opklaring på en romantisk historie om den smukke pige Anna Eleonora12 (navnet er i sig selv et digt), som blev tilbedt af den pukkelryggede adjunkt Hammer og bestormet af den kyniske ritmester von Mohrhof13. På sporet af den tabte, tilsyneladende lykkelige tid afdækker fortælleren denne historie som en tragedie: Anna Eleonora druknede sig, og selv river han sig løs af stemningen og drømmene: "Lad de døde være døde. I Jorden med alle Spøgelser!". Denne fortæller er i førsteudgaven en skomagersøn, Ludvig Hansen. Men i de senere kaldes han med et navn, der er lånt fra Johannes Jørgensens roman Hjemve (1894), for Glob og er blevet magister. Han overtager efterhånden også fortællerens rolle i andre af Pontoppidans jegromaner i halvfemserne. Og skønt han i forordet til Højsang siger om sig selv – med ord, der ustandseligt er blevet overført på hans forfatter – at han: "fremfor alt elsker Tankens Klarhed og Sindets maskuline Ligevægt", så er han beslægtet med de bedrøvede jeg-personer i Johannes Jørgensens og Viggo Stuckenbergs romaner. I Højsang fortæller han, hvordan han i sin ungdom kom til en proprietærgård nær Vesterhavet med den veloplagte plan at forføre husets frue og sætte dets prosaiske ejer horn i panden. Han dyrker Liebmanns (dvs. Drachmanns) lyrik sammen med 283 hende, men kommer ingen vegne ellers. For hun sværmer for klitassistenten, et byronsk-splittet menneske, der ikke forsager flasken og kropigerne, når han møder modgang, og som ender med at drukne sig14 i selvmedlidenhed, mens fruen tager sig af dage. Fortælleren opdager, at det er den kedelige ægtemand, som er den eneste fornuftige og hæderlige person i hele dette sylteri af såkaldte ædle følelser. I den tidligere udkomne Den gamle Adam får fortælleren også en lektion. Han holdes for nar, da han forelsker sig under opholdet på et badested, ser igen et menneske tage sig af dage under melodramatiske omstændigheder – bekranset med vandranunkler skyder en person sig i en båd, det er en parodi på Ibsens Hedda Gabler – men han oplever også lidenskabens tragiske magt over mennesker. Der spilles på modsætningen følelse-fornuft, romantik-realisme, og ironien er forfatterens middel til at løsgøre sig, når han truer med at blive for engageret til en af siderne.

I Nattevagt støder den gamle realisme og den nye symbolisme og samtidig to sider af Pontoppidans væsen for alvor sammen. Maleren Jørgen Hallager gifter sig i Rom med den smukke Ursula, men trods sin kærlighed fryser han hende ihjel med sin urimelighed. Han bekæmper med had og foragt borgerskabet og al anden kunst end den socialt engagerede. Hans ven og elev Thorkild Drehling får i Rom sit gennembrud, frigør sig fra læreren og finder sit sande udtryk i en kunst, der udløser: "Tilværelsens søde eller smertelige Lyrik". Jørgen Hallager næsten delirerer af raseri, da han opdager hans nye stil. Han taler om "den nye Drømmepest", sparker bagud til Sahlmann (dvs. Drachmann), der er "gaaet over til Højre", og til Folehave (dvs. Gjellerup), hvis bøger er: "vindskibeligt forarbejdede Udtog af Kofods Verdenshistorie". Han kræver en kunst, som stiller sig betingelsesløst i revolutionens tjeneste, ikke lader sig nøje med at pleje "en eller anden lille oppositionel Kæphest". Det er tydeligt nok, at han har Pontoppidans sympati et langt stykke af vejen. Hans sluttelige protester mod guldbryllupsfestlighederne i København får et sidestykke i forfatterens hadefulde billede af Christian 9. i erindringerne. 284 Pontoppidan har på dette punkt fulgt Hallagers sidste opfordring: "Hold Galden flydende!". Men Pontoppidan og Hallager er ikke enige hele vejen. Den lavttalende Drehling har også forfatterens hjerte, når han riposterer: "Det turde være udviklede Menneskers Forret at kunne nøjes med i Beskedenhed at iagttage Livet, anstille Betragtninger over det, i det højeste dunkelt at ane dets Hensigt og Maal".

Problemet: skal litteratur bygge på indignation eller på anelse, behandler Pontoppidan også i sin kritik i Børs-Tidende og ligeledes med splittet indstilling: snart håner han "denne Fabrikation af Virkelighedsbilleder", snart er han tilsyneladende helhjertet med på indignationslinjen. Denne diskussion med sig selv fører han videre i en bekendt udtalelse fra 1905: "Javist er der Agitation i ethvert sundt15 Kunstværk! Men det er med det agitatoriske i en Kunstners Sind lige som med Fyrstedet i et stort og indviklet Maskineri, det ligger dybt nede i Bygningens Grund, utilgængeligt for Publikum, der kun ser Hjulene snurre og hører Remmene klapre, men ikke tænker paa, og jo heller ikke behøver at vide, hvorfra Kraften kommer".

*

Den sidste række små romaner, skrevet samtidig med Lykke-Per og på vej til De Dødes Rige, er kommet ud af halvfemser-problematikken, men de holder linjen tilbage til kriseårenes kredsen om lidenskaben og ægteskabet. Lille Rødhætte – senere omdøbt til Thora van Deken – skildrer de tragiske følger af en skilsmisse. Det ideale Hjem følger motivet – for ham et skæbnemotiv siden oplevelserne i 1887 – op og drøfter (ironisk-alvorligt) mulighederne for at skille erotik og ægteskab og indrette en ny slags familje på matriarkatets grund: børnene opdrages hos moderen, mens manden, når han har aftjent sin faderpligt, frit kan flagre videre. I Borgmester Hoeck og Hustru 16 lader digteren et ægteskab få det normale forløb: to mennesker mødes i erotik, gifter sig og opdager, at de er fremmede for hinanden. I det iskolde hjem visner hun, og han, den korrekte embedsmand, ønsker kun hendes død. Hver fremlægger 285 [Fig. 4] i bogen sit indlæg. Et skuespil Asgaardsrejen (1906) skyder sig ind her, fordi det har motiv til fælles med Nattevagt. Hovedpersonen, Otto Kall, håner sine gamle meningsfæller, fordi de er blevet for slappe: "Det er efterhaanden bleven lovlig billigt at være Frihedshelt her i Landet", siger han til sin moderate svoger. Men hans niece Ragna vækkes af hans harme og drager med ham til strid i København. Vi møder hende senere som magister Thorsens unge medhjælperske i Mands Himmerig. Det store Spøgelse er en miniature, et landsbybillede, men ikke socialt. Det er en studie i angstens psykologi – angsten, der lurer "under Nordens blege Himmel" –: en ung pige bliver en aften for længe ude med sin kæreste, og da hun kommer hjem til præstegården, hvor hun tjener, finder hun dørene lukkede. Hun hidser sig op i skamfyldt skræk og drukner sig. Hans Kvast og Melusine er et sidste, noget muntrere, angreb på nyromantikken, denne gang uden det vanlige forbehold, og desuden en herlig satire over kunstneregoisme og -udvendighed. Den sidste af de små romaner Den kongelige Gæst er atter en ægteskabshistorie. Arnold Højer og hans kone Emma har så småt glemt erotikken og lever i småborgerlig 286 vaneidyl. Så banker en fremmed på deres dør – vi ved ikke, hvem han er, en prins karneval eller en undveget forbryder? Han stiller an til fest, får de to til at iføre sig deres bryllupstøj og opildner dem – også til jalousi. Så er hans hensigt nået. Han forsvinder og efterlader uro, deres ægteskab er nu en svingen mellem næsten-had og opblussende erotik.

Romantrilogien om dansk Sind og Skæbne

De store Romaners Tilblivelse og Teknik

Henrik Pontoppidans forfatterskab når både i ydre og indre format sine højdepunkter i de tre store romaner Det forjættede Land, Lykke-Per og De Dødes Rige. Han peger selv på en forbindelse mellem dem, når han i sin levnedsbeskrivelse til nobelkomiteen kalder dem "en Trilogi" og siger, at han i denne har: "søgt at give et sammenhængende Billede af Nutidens Danmark gennem Skildringer af Menneskesind og Menneskeskæbner, hvori Tidens sociale, religiøse og politiske Brydninger afspejler sig".

Dette Pontoppidans "Nutidens Danmark" strækker sig i tid fra slutningen af halvfjerdserne til henimod den første verdenskrig. Første bind af Det forjættede Land foregår i 1877-78, sidste bind af De Dødes Rige varsler om den kommende verdenskatastrofe. Men man skal ikke læse trilogien som historie. Det var ikke Pontoppidans hensigt at give præcist signalement. Det forjættede Land er mest trofast mod sit historiske underlag. Lykke-Per blander faktisk og opfundet stof friere. De Dødes Rige er undergangsvisioner, fjerne fra historisk virkelighed. For Pontoppidan ligger vægten på den sidste del af udtalelsen til nobelkomiteen: "Skildringen af Menneskeskæbner". Han sagde det tydeligere i et interview i 1905: tidsbilledet er "illuderende Forgrund i et Perspektiv", som åbner sig mod det væsentlige: "en Række levende Mennesker". At lyset måtte flyttes fra det ydre til det indre, kan man også læse ud af den 287 fælles skæbne, de tre romaners hovedpersoner får: de begynder alle i tiden, den ene i dens folkeliv, den anden i dens teknisk-økonomiske plan, den tredje i dens politik. Men de vender sig alle fra udvorteshedens spektakel for at søge indad i sig selv. Personligheden, ikke tiden, er sagen.

*

De tre store romaner foreligger i deres sidste, af forfatteren autoriserede, udgaver i stærkt omarbejdede skikkelser. Pontoppidans arbejdsmåde fra ungdommen er uforandret: den raske koncipering og nedskrivning, de omgående stramninger og strygninger i romanernes nye udgaver. Efter afslutningen af Lykke-Pers anden udgave udtalte Pontoppidan sig om sin metode:

Den ældre Udgave forholder sig til den nye omtrent som en Malers Naturstudier til det færdige Maleri. Skitsen besidder gerne en Farvefriskhed, som ikke let bevares under en omhyggeligere Udarbejdelse; men til Gengæld er saa det færdige Maleri lettere tilgængeligt, mere anskueligt og dertil stærkere præget af Frembringerens Grundstemning.

Udtalelsen må tages med forbehold. Ligesom Oehlenschläger omkalfatrede Pontoppidan ikke altid sine bøger til det bedre. Det gjaldt de små romaner, det gælder også den første og den sidste af de store. Det forjættede Land har tabt en del af sin friskhed ved sammenskrivningen, og De Dødes Rige er i sin endelige redaktion visse steder så beskåret, at der næsten kun er skelettet tilbage. Derimod har Lykke-Per vundet ved koncentrationen, den var jo også oprindelig den videst udspundne og den, som var længst undervejs. Stilistisk bestræber Pontoppidan sig desuden på stramning fra oplag til oplag.

Men for øvrigt er der også forskelle i stilpræget mellem originaludgaverne af de tre store romaner. Det forjættede Land har oprindelig stærke indslag af impressionistisk teknik og sprogføring. Lykke-Per er enklere; den gennemsigtige, afkolorerede stil er avanceret, og forfatteren er ikke bange for at bruge helt gammeldags ord og vendinger. I De Dødes Rige søger han den yderste enkelhed, en episk, forfattermyndig stil uden udsmykning. Han skrev selv, at han 288 i De Dødes Rige havde nået sit stilistiske ideal: "Der var en Gang en Mand, der hed Søren …", og mente vel, at han havde nærmet sig saga-tonen. Men deri tog han fejl. Sagafortællerne er objektive, giver ikke karakter, holder sig i baggrunden. Pontoppidan roser sjældent sine personer, men navnlig i De Dødes Rige kan han blive så opbragt på nogle af dem, at han næsten bespytter dem i sin vældige vrede. Lidenskabsløs og tilbageholdende er denne fortæller så vist ikke, og han bliver det mindre og mindre gennem de tre store romaner.

Nationens Dag- og Natside

Ideen til Det forjættede Land kan spores tilbage til 1883, da Pontoppidan meddeler sin forlægger, at han har planer om at skrive en stor roman (i modsætning til de mange små): "et stort, bredt og lyst Billede fra Landet". Han tilføjer, at dette billede skal være i smag med den populære, plattyske digter Fritz Reuters muntre Landmandsliv (1861, oversat til dansk 1874), og at stoffet skal hentes fra det folkelige Danmark med dets møder og fester, som han er særlig fortrolig med.

Da Det forjættede Land udkom i tre dele: Muld (1891), Det forjættede Land (1892) og Dommens Dag (1895), blev det også et bredt og stort billede af livet på landet – men ikke noget lyst. Mellem brevet til forlæggeren og den færdige roman lå de afgørende oplevelser i hans eget liv: et stadig mørkere syn på dansk folkeliv og politik, manden fra landet, der var blevet manden fra byen, og som det måske mest afgørende: det første ægteskabs forlis og den nye lidenskab. Alt dette er lagt ind i romanen, og derfor er den ikke blot en mørk dom over det grundtvigsk-folkelige Danmark – med den spotske Sandinge Menighed som optakt – men en endnu mørkere over egne illusioner og egen utilstrækkelighed.

Folkelivsbilledet i romanen er overmåde omfattende. Handlingen udspilles i landsbyen Skibberup, der er centrum 289 for begivenhederne i de to første dele, og i landsbyen Sandinge, som ligger over for den på den anden side fjorden; her foregår romanens sidste del. Der er storslåede naturskildringer af vejrets skiften fra bagende sol til piskende regn og slud og den sluttelige vældige, rullende torden. Persongalleriet spænder over den hele sociale skala, landarbejdere, husmænd og bønder, læge og dyrlæge, købmanden, et mylder af højskolefolk og præster og øverst blandt rangspersonerne: biskoppen og kultusministeren. Skibberup sogn har længe været en hvid plet på det folkelige Danmarks-kort. Provst Tønnesen har styret det med myndighed og uden at slå af på sin konservatisme og højkirkelighed. Følgen er en tom kirke og murrende opposition under ledelse af væver Hansen. Hans sind forgiftedes, da han som dreng så sin fader blive korporligt afstraffet af en godsejer, og siden har han villet en kristelig-social omvæltning. Til Skibberup sogn kommer en ny kapellan, Emanuel Hansted. Provsten sætter sin lid til, at han vil støtte ham i hans gerning. Men Emanuel er ikke støbt i eet stykke som sin foresatte. Hans fader var en fornem embedsmand, provstens partifælle som Højre-mand, moderen var grebet af grundtvigske tanker og virkede i sin tid netop i Skibberup. I det københavnske ægteskab og selskab visnede hun, kun drengen var hendes trøst. Han sluttede sig helt til hende, forargede allerede ved at ville være præst (hans broder blev garderløjtnant) og endnu mere ved at søge kald på landet.

Til stor harme for provsten "giver Emanuel Gæsterolle i Væver Hansens Cirkus". Det vil sige: han taler ved et -1 [Fig. 5] 292 møde i forsamlingshuset og bekender sin afsky for københavnerne og deres "triumferende Oprør mod alle Naturens Love". Selv vil han vende tilbage til naturen, og et rousseausk sværmeri forløses ved mødet med bønderne. Mere og mere er det til dem, han søger. Til provstens datter, der vil holde ham tilbage i præstegårdens civiliserede selskab, siger han: "Som De ser, er jeg rejseklædt, pilgrimsklædt … jeg er paa Vejen ud til mit forjættede Land". I sin nye begejstring finder han også en bondepige, der skal være hans folkelige genius, gårdmandsdatteren Hansine, og nærmest tvinger hende til at forlove sig med ham. Sit ja giver hun under tårer. Hun har ikke ord til at udtrykke den blanding af dragning mod ham og angst for ham, som oprører hendes sind. Men hendes instinkt gør oprør.

Emanuels brud med provsten er nu fuldstændigt, men farligere er hans brud med provstens datter, den dejlige Ragnhild. Romanens fineste sjæleskildring er det spil, der føres gennem de tre store bøger mellem disse to. De driller hinanden, afskyer hinanden, hader hinanden – tror de. Men sandheden er den, at de elsker hinanden, og at Emanuel også i det dybeste personlige forhold mellem to mennesker i naturens navn øver vold mod sin natur og derved gør to kvinder ulykkelige. Provst Tønnesen har nu fået nok af denne kapellan, der er gået over til fjenden: han indstiller ham til afskedigelse. Men det går anderledes. Bispen – et vittigt portræt af biskop D.G. Monrad, statsministeren fra ulykkesåret 1864 – kommer på besøg for at undersøge forholdene. Han spekulerer i et politisk come-back. Det passer ham vel at vinde Venstre-stemmer på denne egn, hvor han agter at lade sig opstille. Derfor bliver provst Tønnesen "forfremmet" til seminarieforstander i København og kapellanen, folkets mand, indsat i hans embede. Romanens første del slutter med en total sejr for Emanuel. Med sin bondebrud ved sin side kører han efter brylluppet, der har formet sig som en folkefest, ad den illuminerede vej ind i præstegården. Han havde søgt den ny folkelige muld. Nu tager den imod ham. Det ser for ham ud: "som om Præstebjerget … havde løftet sig paa luende Ildsøjler".

293 Pontoppidans tre store romaner har alle til hovedperson en mand, der vil erobre verden, og som synes at nå sit mål. De begynder med en stigning, kronet af en sejr. Men så vender forløbet. Sejrens frugter rådner for de sejrende, og i afsky går de tre mænd den modsatte vej: nedad i det ydre, men netop derved opad (i flere af ordets betydninger) i det indre. I anden del af Det forjættede Land bryder virkeligheden ind i Emanuels drømmerige. Der var forvarsler i Muld. Ikke blot provst Tønnesen: "Jeg har ikke ringeste Tillid til denne saakaldte nye Muld", men nogle ramme billeder af livet på landet, der ikke just svarer til Emanuels idealisering. Selv er han stadig en troende. Vi ser ham i den første scene af romanens anden del med hånd på ploven styre sine heste over marken – et billede som det berømte af grev Tolstoj, der kører sine okser over Jasnaja Poljanas jorder. Så meget lærte Pontoppidan i hvert fald af den Tolstoj, som "Schaff" havde henvist ham til. Emanuel giver sin tiende til fattigkassen og lever som bonde mellem bønder, blot at han har det tillidshverv at være deres "Tempeltjener". Han udbryder begejstret til Hansine: "Hvor dejligt det er at aande her!". Men bortvendt lader Pontoppidan den forsumpede dyrlæge Aggerbølle svare: "Der er noget Troldskab i Luften herude paa Landet … noget som stjæler Livskraften fra os … hvis Vugge ikke har staaet herude under den store Himmel". Og snart viser det sig, at Emanuels naturbegejstring er et usundt sværmeri. Han er en dårlig bonde, som må hjælpes af andre – også af modstanderne af de folkelige. Han vil ikke i tide hente læge til sin lille søn, der er syg: naturen skal helbrede ham. Følgen er, at drengen dør. Og da Emanuel lokkes til et aftenselskab hos egnens læge, hans fødte modstander, og dér træffer Ragnhild Tønnesen igen, trives han – trods sine vrede ord – fortræffeligt blandt bymenneskene. Hansine fornemmer det. Hun reagerer også rigtigt over for Ragnhild Tønnesen, aner, hvad der ligger bag hendes og Emanuels gensidige stiklerier. Selv væver Hansen er på sporet. Han kan ikke mere bruge Emanuel i sit spil. Og ligesom han satte ham ind under folkets jubel, styrter han ham nu 294 under det samme folks bifald. Emanuel er forfærdet og forstyrret, lader sig lede af Hansine, som – stadig uden store ord og forklaringer – tilskynder ham til at forlade sin stilling og sognet og vende tilbage til København. Han tror selv, at de snart skal samles igen, men tåreløs i sin tavse fortvivlelse fornemmer hun som sædvanlig det rigtige. Muld sluttede med, at Emanuel og Hansine forenede kørte ind i præstegården, Det forjættede Land ender med, at de drager fra præstegården hver sin vej for aldrig at mødes mere.

Emanuels nederlag er tilsyneladende lige så fuldstændigt, som hans sejr var. Men i romanens tredje del Dommens Dag er det alligevel ikke ham, dommen rammer hårdest. Scenen er skiftet fra Skibberup til Sandinge, hvortil mere end fem hundrede af det folkelige Danmarks mænd og kvinder stævner for på højskolen at sætte kronen på værket: "den sidste afsluttende Del af den Kirkerensning, som var begyndt med Luther og fortsat af Grundtvig".

Pontoppidan fremfører grundtvigianere af alle anskuelser: gammelgrundtvigianere, nygrundtvigianere, forligstilhængere, forligsmodstandere, liberale teologer, der forkaster Bibelen som autoritet og ikke tror på helvedesstraffene, og deres modstandere. En meget ivrende forsamling, hvis flertal: "formelig kappedes om at fremsætte nye, livvækkende Sandheder". Over dem falder forfatterens hån lige så hårdt som provst Tønnesens. Det store vennemøde på Sandinge Højskole, hvortil endog Højres kultusminister er kommet, er for ham et komediespil og en uværdighed. Hans sympati ligger helt hos to almuefolk, der er rejst den lange vej fra Jylland for at opbygges, men går rystede fra mødet, fordi man har taget deres tro på Bibelens ufejlbarlighed fra dem og givet dem mundsvejr i stedet – og delvis hos to personer, der ikke spiller førsteviolin på vennemødet, men til gengæld i romanen. Det er den spotske verdensmand pastor Petersen, kaldet pater Rüdesheimer, fordi han er en fuldtro ven af livets materielle goder, og Emanuel Hansted, som er kommet for at tale på vennemødet. Han er meget forandret. I København fordybedes hans krise. Han vender sig nu ikke blot fra højkirkelighed og grundtvigianisme, 295 men fra Kirken som sådan, han finder – i Kierkegaards spor –: "mere af Hedenskabets Udadvendthed end af Kristendommens Inderlighed i den bestaaende Kirke". Hans gamle venner mener, at han er ved at blive gal, og hans fader bryder med ham.

Men i Sandinge sker ting omkring ham, der vækker uro og forfærdelse. Han omvender forhærdede fiskere; de ser i ham "den forventede Messias", og som en Kristusskikkelse vandrer han på vejene, mens solen lægger en glorie om hans hoved. Han lader sig ikke friste til kompromis af den kløgtige pater Rüdesheimer, vælger i Kristi efterfølgelse forsagelsens og lidelsens vej. Og med hemmelig respekt må Rüdesheimer indrømme, at der er: "Metode i hans Galskab". Dette er en anden kristendom end den, der prædikes på vennemødet. Og da Emanuel viser sig på talerstolen, forstummer forsamlingen i forfærdelse, mens tordenen ruller over deres hoveder. Men til vennernes lettelse bryder Emanuel sammen, han kan ikke gennemføre sin tale, og med et: "Min Gud! Min Gud! – hvorfor har du forladt mig" må han lade sig lede ned af talerstolen. På vejen hjem fornemmer han det, som om han: "gik gennem de dødes Rige"17. Døden bliver for ham livet.

Med overlegen teknisk dygtighed føres i romanens sidste del ikke blot Emanuels skæbne til afrunding, men også de andre hovedpersoners. Hansine vinder ham, da hun har tabt ham og kan hellige hans minde sin ordløse dyrkelse. Ragnhild opdager sin kærlighed til ham, forfærdes over den og helbredes for den. En af bogens mest gribende scener er deres sidste møde i Sandinge. Han siger forklaret til hende: "Ragnhild – min Søster! – skænk mig Deres Sjæl, at vi to kan forenes i Salighedens Fryd omkring min himmelske Faders Trone". Det er ordet søster, som får hende til at fare tilbage og "hæst og bydende" sige ham sit afskedsord: "De skal gaa".

Væver Hansen taber sit spil. Han får ikke den kristeligt-sociale revolution sat igennem. Det danske menneskemateriale er for blødt. Han holder på vennemødet en stor skandale-tale. Forsamlingen protesterer højlydt, men kan ikke 296 forhindre ham i at sige sin mening: at det danske folk "i alle Forhold syntes at have taget til Valgsprog: Jo galere, jo bedre", at grundtvigianismen er en "Gaardmands-Religion", at dens tilhængere og de moderate Venstre-mænd har "svigtet Folkesagen". Væveren slutter med den beske nederlagsbekendelse, at han ikke kan forstå: "hvorfor justement det skal være Daarskab at ville hjælpe Smaafolk til Ligestillethed med andre Mennesker".

*

Der er altså i Det forjættede Land tråde tilbage til de sociale og politiske noveller og romaner i firserne og som nævnt til Sandinge Menighed. Men bogens alt afgørende emne er personligheden, den svage Emanuel, som bliver en forargelsens anstødssten i tidens mudrede strøm, fordi han vælger det umulige, paradokset, til sidst: "Verdensforsagelsen". Pontoppidan har ligesom Karl Gjellerup mødt denne verdensforsagelse hos Schopenhauer, som Georg Brandes omtalte udførligt i 1884 og vendte tilbage til 1889 i sit Nietzsche-essay, som Pontoppidan erkender sin gæld til. Og han slipper ham ikke. Schopenhauer står endnu stærkere i Lykke-Per og De Dødes Rige, og så sent som i den lille roman Et Kærlighedseventyr fra 1918 spiller han en afgørende rolle.

Hvordan da med Emanuel Hansted? Pontoppidan både dømmer ham og oprejser ham. Den verdenskloge pater Rüdesheimer taler på forfatterens vegne. Men det gør de fattige fiskere og husmænd, de "Guds Lam", der efter hans død dyrker ham og valfarter til hans grav, også. Pater Rüdesheimer mener, at der på gravstenen gerne kunne stå følgende : "Herunder hviler Don Quijotes Genganger, Emanuel Hansted ved Navn, som var født til at være en skikkelig Kapellan, men troede sig en Profet og Helgen; som derfor klædte sig udi en Kvæghyrdes Dragt og ansaae enhver Indskydelse for en speciel Kaldelse fra Himlen; som regelmæssigt forfuskede, hvad han fik mellem Hænder, forlod sin Kone og vanrøgtede sine Børn, men som ikke desmindre indtil det sidste betragtede sig som den af Forsynet udvalgte, der skulde berede Tusindaarsrigets Komme og forkynde 297 [Fig. 6] Guds Dom (…) ". Denne gravskrift kom ikke på stenen, men til den valfartede altså både Hansine med sin kærlighed og tilgivelse og: "sortklædte Mænd og Kvinder … som længe staar aldeles ubevægelige omkring Graven, hensunkne i Bøn".

Dette røber en indsigt i menneskesindet, der skuer dybere end til de enkle forklaringer, de nemme formler. Pater Rüdesheimer er heller ikke så ensporet, at han ikke forstår det. Han siger et sted: "Vi Nutidsmennesker er besynderlige Dobbeltvæsener med en Dag-Side og en Nat-Side, der ikke vil forliges".

298

Personlighedens Dag- og Natside

Om dagsiden og natsiden i et menneske handler også den næste store roman Lykke-Per. Det er dens inderste problem, som det var hovedsagen i Det forjættede Land. De to store romaner har omkring denne kærne hver sit vældige tidsbillede med sceneskifte fra land til by og med åndeligt klima forandret fra grundtvigianisme og moderat venstrepolitik til brandesianisme og radikal venstrepolitik. Og selv om dommen ikke – endnu – falder så hårdt over det sidste miljø som over det første, er den ikke derfor mild. Pater Rüdesheimer bebuder den i slutningen af Det forjættede Land, som på den måde forbindes også i sin ydre problemstilling med Lykke-Per: "Jeg har hørt Tale om Gennembrudsmænd i Videnskab, Litteratur og Kunst. Men det er endnu ikke lykkedes mig at faa Øje paa, hvad det egentlig er, der er bleven gennembrudt, eller hvad det er for noget, der er brudt igennem".

*

På vejen mod Lykke-Per er der adskillige vidnesbyrd i Pontoppidans forfatterskab, som viser, at han til stadighed tumler med personlighedens begreb, altså dag- og natsiden i mennesket og deres evige spænding. På sin bryllupsrejse til Rom skrev han 1893 eventyret "Ørneflugt". Det handler om den tamme ørneunge, der hygger sig i andegården. En dag lokkes den af en vild hunørn og følger med i svimlende flugt mod højderne, men taber modet og søger tilbage til gården. Da den nærmer sig, bliver den taget for en vildfugl – det den netop ikke er – og skudt. Ørnen ender på møddingen.

Dette eventyr bliver jævnligt fortolket som en spotsk undsigelse af H. C. Andersens "Den grimme Ælling". Hvor den gamle digter sagde: at det ikke gør noget, om man er opvokset i andegården, når blot man har ligget i et svaneæg, synes den moderne digter at hævde det modsatte: hvad nytter det, man er kommet af et ørneæg, når man er drættet op mellem ænder. Altså: miljøet er stærkere end arven. Men som altid er Pontoppidans syn mere differentieret 299 end som så. Det er nok rigtigt med Frederik Nielsen at fortolke eventyret som en historie om de krav, der stilles til personligheden18. Ørneungen evner ikke at opfylde dem, men det betyder ikke, at det er umuligt. Lykke-Per viser, at det kan lade sig gøre. Sven Møller Kristensen siger19, at Per ender ikke i andegården, og påviser samtidig, hvilken kamp med sig selv det har kostet ham. Der er her i tilværelsen, fortæller Pontoppidan selv i en bemærkelsesværdig "Enetale" 1897, det ene mål: at realisere sin personlighed. Men hvor vanskeligt er det ikke! Der står videre i Enetalen: "Men hvad er du selv? Fra den Dag kender man intet andet Spørgsmaal". Sætningen kommer igen syv år senere, næsten ordret, på et så centralt sted som i Lykke-Pers efterladte dagbog i romanens sidste bind (1904).

Per Sidenius, hovedpersonen i Lykke-Per, vokser op i et strengt, gammelfromt hjem i en østjysk fjordby. Hans fader præsten smiler aldrig, hans moder er bøjet af mange børnefødsler og kuet af hjemmets fattigdom. Slægten er gammel og har talt hundreder af gejstlige. Fra den udgår det syn på livet, at rigdom og ydre fremgang er af det onde. I tugt og afholdenhed skal Herrens vilje opfyldes. Per er en oprører mod familjen og mod dens Gud. Han vil vinde denne verdens herligheder og vælger ingeniørstudiet, vejen til at beherske naturen og aftvinge den dens rigdomme. Der er anlæg til genialitet i ham: han udkaster en plan til en omformning af Danmarks økonomiske struktur. Gennem et jysk kanalsystem forbundet med en frihavn vil han skabe en industriel-merkantil opblomstring af det gamle bondeland.

Til at begynde med halvsulter den unge student i København, men det lykkes ham at vinde indflydelsesrige kredse -1 [Fig. 7] 302 for sin idé. Han modtages i rige jødiske hjem, først og fremmest hos grosserer Salomon. Her møder han et åndeligt klima, der er hans fødehjems modsætning: en verdsliggjort slægt uden anger, lystseende, muntre beherskere af hverdagen og dens muligheder. Det samme syn har de kunstnere, Per omgås i hovedstaden, og de finansfolk, han bliver introduceret hos. Denne frigjorthedens ånd personificeres i den store, jødiske kritiker dr. Nathan, et glimrende og sympatisk billede af Georg Brandes. Per drages af disse mennesker, der ingen Sidenius-arv har at slæbe på. Dr. Nathan har vakt den danske Tornerose, der slumrede i sit kristendomsovergroede slot, og fået hende til at danse. Og Per danser med. Han forelsker sig i grosserer Salomons haremsyppige datter Nanny, men bliver forlovet med hendes stolte, karakterstærke halvsøster Jacobe, der – ligesom Hansine i Det forjættede Land, som både blev draget af Emanuel og frastødt af ham – rammes i sine sanser af Pers brutale maskuline udstråling, skønt hun er ham åndeligt overlegen. For Per er hun nærmest en bekvem vej til de penge, hvormed hans store projekt skal finansieres. Foreløbig betaler hendes familje og formående finansvenner hans videre uddannelse. Han rejser til udlandet og bekræftes mere og mere i sin sejrssikkerhed og selvbevidsthed. I Berlin møder han atter dr. Nathan og ser ham en smule over hovedet som en gammeldags æstetiker. Sandt at sige hører Per jo ikke til de meget læsende; han er et stort stykke af en kulturbarbar. Derfor passer det ham udmærket at fortælle kritikeren, at nu gælder det ikke litteratur, men at skrive en ny tids sange i jern og beton. Per foregriber Johannes V. Jensens og hans eftersnakkeres begejstring for maskinerne. Han taler helt bønnelyckesk henrevet om det elektriske sporskifte, der er et langt bedre digt end Shakespeares Macbeth. Mod kristendommen vender han sig hadefuldt i nietzscheske vendinger. Han vokser i titanisk trods mod sit udspring og synes nærmere og nærmere mod sit mål: rigdommen, magten og æren i en moderne, teknisk domineret, gudløs tid. Han har som Emanuel Hansted – men på den ganske modvendte vej – tilsyneladende sejret. På sin karrieres højde 303 behøver han blot at række hånden ud for at erobre en ung tysk dame og takket være hendes fader blive herre over utallige industrimillioner.

Så melder den modgående strøm sig, opvæld fra natsiden i hans natur. Han må rejse hjem til sin faders dødsleje og bliver vagt religiøst grebet. Det er det første varsel. Men hans forlovede Jacobe rejser ned til ham i Schweiz og maner hans anfægtelser i jorden. Atter synes han triumftrodsigt at have sin skæbne i sin egen stærke, verdensvendte hånd. Men bag trodsen lurer bravaden; ofte slår den ud i pral og ageren. Det er det andet svaghedstegn. Og da han kommer hjem til København, flygter han fra sit eget projekt i stedet for at gøre det færdigt. Han vender ryggen til sine rige venner og opsøger gamle bekendte, men forbereder sig dog til det sidste og afgørende skridt i sin moderne uddannelse: en rejse til Amerika, teknikkens fremtidsland. Da får han bud om sin moders død. Han ser fra et restaurantvindue hendes kiste blive hejst om bord i skibet til Jylland og følger i hemmelighed med. Det er det tredje tegn, og denne gang følger han det. Den gennemvågede nat på skibet forløser dybe anlæg i ham. Al den glans og magt, han har søgt, synes ham nu ringe i sammenligning med storheden hos den lidende præstekone, der var hans mor. I Jylland bliver han indfanget af en grundtvigsk præst og hans venlige kristendom, bryder med Jacobe, tager en landmåler-eksamen og gifter sig med præstens datter. Den store plan har han ganske opgivet.

Indtil dette punkt forløber ørneungens og Pers skæbner parallelt: et brud med miljøet, en svimlende flugt mod de frie, farlige højder, et frygtsomt fald tilbage til udgangspunktet. Den ene skudt og kastet på møddingen, den anden vingeskudt og samlet op i en småborgerlig idyl. Men Per Sidenius' vandring er ikke hermed til ende. Han finder ingen blivende ro i den venlige religion. Han lærer den uforsonlige pastor Fjaltring at kende og gribes af hans kierkegaardske undsigelser af den nemme kristendom og af hans henpegen på ensomheden, lidelsen og til sidst verdensforsagelsen som vejen til at finde sig selv. Han læser Platon 304 og Buddha, og da han ikke som Fjaltring vil ødelægge sine nærmeste for at frigøre sig selv, giver han sin kone anledning til skilsmisse og bosætter sig i yderste ensomhed i Vestjylland som vejassistent.

Fra sejrens top er han i det ydre nået endnu længere ned end til det beskedent-fattige hjem, han udgik fra. Men han har lært sig selv at kende, har belyst sin natside og beskygget sin dagside. Han ville alverdens rigdom, men tog skade på sin sjæl. Nu har han givet afkald på alt i det ydre plan og har til gengæld vundet sig selv på det indre; stræberen er blevet stoiker. Blandt hans sidste optegnelser er denne: "Uden et stort, ja eventyrligt Mod til at ville sig selv i guddommelig Nøgenhed naar ingen til virkelig Frigjorthed. Derfor priser jeg mig lykkelig, at jeg har levet i en Tid, der kaldte paa denne Drift og styrkede dette Mod. Ellers var jeg bleven et halvfærdigt Menneske, en Sidenius alle mine Dage". Sidenius står her for den tamme ørn. Per er nok en til skindet plukket ørn – men en ørn, en vildørn.

*

Som billedet af landet var fuldstændigt i Det forjættede Land, er billedet af byen totalt i Lykke-Per. Persongalleriet spænder fra håndværksfolk over kunstnere og journalister til det lavere og højere bourgeoisi. "Urbanus" er fuldt så god en kender som "Rusticus". Han er venligere stemt mod sit studieobjekt, men ikke bare venlig. Den frigjorthed, som symboliseres i dr. Nathan og i de gamle Salomons' smukke skikkelser, har hans hjerte; men han frygter allerede nu for følgerne af den store verdsliggørelsesproces. Ligesom han i Skyer konstaterede, at det danske folk ikke var modent til politisk frihed, aner man i Lykke-Per og får bekræftet i De Dødes Rige, at han finder det samme folk uegnet til at løses af de gamle moralske og religiøse bindinger. På den ene side håner han dette "degnetunge" folk med dets Sidenius-arv: "Præstens Søn Adam giftede sig engang i Tidernes Morgen med Degnens Datter Eva og opfyldte efterhaanden Jorden med to Millioner Sidenius'er". Og siden har folket – med Jacobes ord – været "et Tusmørkefolk". 305 [Fig. 8] Per kalder sig et sted for en "Bakketrold". Derfor var frigørelsesværket nødvendigt. Men på den anden side tages der også afstand fra det. Den slægt, som skal høste frihedens 306 frugter, er egoistisk, nydelsessyg, kynisk. Den repræsenteres af Nanny Salomon og hendes mand, redaktør Dyhring. De har ingen hæmninger, ingen tråde tilbage til tusmørkenationen. I blændende dagslys administrerer de frigjortheden, som om den var et partoutkort til alle lasters tilfredsstillelse og alle røver-chancers udnyttelse. Per var ved at gå samme vej, tydeliggjort i hans forhold til de to søstre. Han forlovede sig ganske vist med Jacobe, men fristedes stadig af Nanny.

Jacobe er romanens heltinde, en tragisk heltinde. Hun ejer en dyb lidenskab, og den skænker hende en dyb lidelse. Passionen og smerten har hun til fælles med Emanuel Hansted på hans sidste vandring og med Torben Dihmer i De Dødes Rige. Hun er den sandt frigjorte, thi for hende er verdsliggørelse ikke det samme som ansvarsløshed: det er lige så svært at være et ærligt "moderne" menneske som at være et hæderligt "gammeldags" menneske. Moderne eller gammeldags, dagslys eller tusmørke – det er karakteren, der tæller.

Den moderne tids ydre resultater, som til at begynde med begejstrer Per, har ikke Jacobes bifald. Mens Per synger sin hymne i stål og cement, ser hun industrialismens bivirkninger: proletariatets nød i Europas storstæder, og oprøres over "det forbryderiske, skinhellige Samfund". Der går trods al forfatterens personlighedskult en lige linje fra Jacobe over væver Hansen tilbage til den Pontoppidan, som i firserne harmfuldt udbrød: og det kalder vi frihedens, fremskridtets og humanitetens århundrede!

Et andet af industrialismens produkter, den moderne avis, præsenteres første gang i dansk litteratur i Lykke-Per: "Journalistikken havde netop i de Aar efter udenlandsk Mønster brudt Politikkens Overmagt og lagt Hovedvægten paa et mangfoldigt, litterært bearbejdet Nyhedsstof". Det huer ikke forfatteren, der udleverer denne industrialiserede presses repræsentant, Dyhring, skånselsløst. I De Dødes Rige henrettes hans efterfølgere, så blodet sprøjter.

307

Straffeprædiken og Undergangsvision

De Dødes Rige er den sorteste af Pontoppidans mørke bøger. "Her lades alt Haab ude", citerer en af dens personer efter den berømte indskrift over porten til Dantes helvede, og virkelig har forfatteren i sit sidste store epos skildret livet som et inferno. "Det dagklare Helvede" kalder han det, og det kan jo ikke være tydeligere. I De Dødes Rige taler han i det hele taget ud; romanen er en straffeprædiken og en undergangsvision. Værket udkom 1912-16 med fælles undertitel: "En Fortælling-Kres" i fem dele: Torben og Jytte, Storeholt, Toldere og Syndere, Enslevs Død og Favsingholm. I 1917 forelå den samlede og reviderede udgave og nu med navnet De Dødes Rige. Med den oprindelige undertitel har Pontoppidan peget på, at romanen i modsætning til sine to forgængere ikke er bygget op omkring en gennemgående hovedperson, der følges over et større udsnit af sit liv, men knytter mennesker fra en række lige betydningsfulde miljøer (kredse) sammen i en sindrigt slynget handling. De forbindes af slægtsbånd og fagbånd.

I tid spænder den tredje store roman kun over et par år med en epilog og nogle tilbageglimt. Forbindelsen med Lykke-Pers debat om frigørelsens resultater er tydelig. I 1912 – da romanværkets første bind udkom i november – offentliggjorde Pontoppidan på Georg Brandes' fødselsdag den 4. februar et digt, der handler om det samme. Mesteren, vennen, har unddraget sig hyldest, digteren ved ikke hvorfor, men en "Natfugl" – der kan minde om Edgar Allan Poes "Ravnen" – taler til ham: "et angstfuldt Minut mellem Vaagen og Blunden":

Hvad blev der – saa skreg den – af Riget, han skabte?
I Grus er det sunket! Og Tavshed og Øde
nu græsser paa Tomten hos fredløse Døde.

Den Sandhedens Sol, han paa Himmelen satte –
Hvem bragte den Glæde? Til hvem gav den Styrke?
Han raabte "Bliv Lys!" – og der voksede Mørke.
– – – –

308 Det Kundskabens Træ, han har plantet i Landet,
som favned saa vidt over Fjorde og Bugter,
forgifter nu Folket med ormstukne Frugter.

Og Adam, den nye, blev dum som den gamle.
Og Eva forgreb sig paa Kærlighedsgaven
og aad med hver lysten Gorilla i Haven.

– – – –

Hvad Under, han veg for det festlige Møde
og vendte sig mismodig bort fra sit Værk. –
Jeg tænker, han fejrer sin Dag med de Døde.

Digtet er et håndslag til Georg Brandes og en undsigelse af hans følge, der ikke forstod at bære den frihed, han skænkede det. Det – og den samtidige roman – handler om dårlige brandesianere, som Niels Lyhne handlede om dårlige fritænkere. Men mens Jacobsen den gang med den unge Georg Brandes troede på, at der ville komme lys over landet, ser Pontoppidan en menneskealder senere kun mørke – som den ældre Georg Brandes.

Romanens personer fordeler sig nogenlunde ligeligt mellem præster, læger og politikere, der bærer fakler for hvert sit lysets budskab. Men de kommer til kort med deres forsøg på at frelse, læge og styre. Torben Dihmer siger det således:

[Vi har] siddet i Aartusinder og spejdet efter en trolddomsagtig Haandsrækning i Farer og Nød – snart fra Præsterne, snart fra Videnskaben eller Lovmageriet. Og trods alle Skuffelser bliver Folk ved at lade sig narre af den første den bedste Hundestejle, der stiger op fra Mudderet og agerer Mirakkelmager.20

Sygdommen lader sig ikke helbrede, den er årtusindgammel; og de, der prøver på det, er narre. Som sådanne skildres da også de fleste af romanens personer.

*

I bogens politiske plan er hovedpersonen, Enslev, den eneste stærke karakter. Hans modstandere og tilhængere er stræbere, kynikere eller tåber til hobe, de spiller et sindrigt 309 og spændende spil for at styrte den gamle radikale høvding, fhv. statsminister og stadig partiets formand. Enslev er blevet dem for besværlig ved sin uforsonlighed. Han vil ikke være med til en ny tids kompromis med den gamle fjende: præsteskabet, men rejser en sidste kamp over landet. Som en anden Voltaire vil han knuse den infame – "knuse Slangens Hoved" – og er på nippet til at sprænge partiet, da døden befrier ham og det. Pontoppidan skjuler ikke hans urimelighed. Men ligesom pater Rüdesheimer havde respekt for den metode, der var i Emanuel Hansteds galskab, sympatiserer Pontoppidan med det konsekvente i Enslevs vildskab. Han har ind i hans person lagt et par træk af den ildfulde norske venstrepolitiker Johan Sverdrup og af Hørup, som Enslev ligner i det ydre med sin lamme fod og ved sin karrieres gang fra bondestudent til minister. Men størst er ligheden med Georg Brandes. Dr. Nathan i Lykke-Per, mesteren og vennen fra hyldestdigtet i 1912, og Enslev er samme person, de to sidste i samme situation: lysbringeren, befrieren, hvis livsværk forrådes af dem, han befriede. I en tale i sin første sejrens stund siger Enslev til ungdommen: "I kan plukke de første, modne Frugter af Kundskabens Træ i dets frie Udfoldelse!". Men ved hans dødsleje svarer hans fine, gamle veninde fru Bertha: "Resultaterne? Er det ikke netop dem, der virker skræmmende? Det er jo alt sammen blevet ganske anderledes end vi engang troede … Det var et ganske andet Lykkeland, De i Deres Ungdoms Tro og Begejstring drømte om". Og endnu tydeligere siger forfatteren det senere:

Enslev var (…) en Slags Moses, der vilde føre Folket ud af Trældommen ved at opvække en Ulveappetit paa Livet. Maaske har vi aldrig haft en guddommeligere Vilje her i Landet end hans (…) Nu ser vi Befrielsesværket resultere i en Skare ulykkelige, der har forslugt sig paa Tilværelsen (…) .21

Og så opfører Pontoppidan sit grumme narrespil med politikerne og deres følgesvende journalisterne, der overgår dem i gemenhed. Avisen har: "genindført Gabestokken, Brændemærkningen og den øvrige middelalderlige Tortur", eller også lefler den for at få læsere. Redaktøren af Enslevs blad "Femte Juni", een gang 310 et karsk meningsorgan, drømmer om at lave: "et mægtigt 24-sidigt Blad med en ærligt udstrakt Haand til alle Sider, med et særligt Søndagsnummer, en Sportstidende, et illustreret Onsdagstillæg for Børn, en Sundhedsbibel og et humoristisk Følgeblad med kolorerede Billeder"22.

I det videnskabelige plan er hånen og fordømmelsen lige så hård. Her rammer den lægerne, fordi de vil gøre tilværelsen bekvem. "Vi lever i en stor Tid, hvor Videnskaben gør et nyt Mirakkel hver Dag", siger den medicinske professor Hagen. Og han og hans kolleger i romanen kan også med piller og morfin holde sygdom borte og smerter nede. Men atter foretrækker forfatteren en urimelig person, en ung læge, som ikke skriver recepter på helbredelsesmidler, og som vil, at kvinder skal føde deres børn med smerte, for det er naturens vilje. Og følges ikke den, ender menneskene i en pylret sundhedsforhippelse som en sekt af soltilbedere eller som dyrkere af det ene eller det andet "system". Der er beske billeder af begge slags i bogen.

I det gejstlige plan er rollefordelingen den samme: en enkelt person har en vis sympati, resten fordømmes. I sine bøger fra firserne angreb Pontoppidan præsterne, fordi de ikke engagerede sig i den sociale kamp. I De Dødes Rige håner han dem, fordi de har taget hverdagens opgaver i politik og socialt arbejde på sig. Det er nemlig skalkeskjul for magtstræb – på det punkt er han enig med Enslev og bag ham med Kierkegaard. Skønt han sparker ud efter Kierkegaard i sine erindringer, er han som en af modellerne til Enslev – Hørup – en modvendt og modvillig kierkegaardianer. Man så det i Det forjættede Land, man mærker det i De Dødes Rige, hvor den eneste præst, der vækker forfatterens respekt, er det skrøbelige kar Mads Vestrup, som bukker under for sine sanser, udstødes af Kirken, men bliver den officielle kristendoms revser og tordner mod: "disse fjantede og æresyge Præster, der bolede med Verden og kildrede de ugudeliges Øren med løsagtig Snak".

To af romanens personer, godsejeren Torben Dihmer og ministerdatteren Jytte Abildgaard, har ikke blot som Enslev, den unge læge og Mads Vestrup forfatterens respekt, men 311 [Fig. 9] hans hjerte. Deres galskab er ikke den, at de vil indrette en sektor af livet efter deres egne uforsonlige hoveder, men den større, altså mere konsekvente galskab, at de slet ikke vil vide af livet. Torben Dihmer kureres af professor Hagen for en tilsyneladende uhelbredelig sygdom og vender fra sit 312 ensomme sygeværelse tilbage til tilværelsen. Han har rige evner, en stor politisk fremtid venter ham. Men han kender ikke livet igen, det synes ham et "Skyggerige". Han "følte alting saa uvirkeligt", som var han "nedstyrtet til de fordømtes Rige". Lydene når ham "som fra en svindende Skyggeverden"; overalt ser han "hæslige Ansigter". Da han er hjemme igen efter en lang rejse, siger han til en ven, at den forekom ham som "en Rejse i de Dødes Rige … et underjordisk Pinselssted, hvor Millioner af hvileløse Skygger halsede afsted paa vild Jagt efter en indbildt Lykke". Han trækker sig tilbage fra skyggeriget, opgiver at tage professor Hagens vidunderpiller og går døden stoisk i møde i en ny isolation på sit gods. Han siger hen mod slutningen: "Livet former sig mere og mere som en vild Kehraus til stumt Orkester. Det er, som om man ser de døde danse paa deres Grave". Og til sidst varsler han skyggerigets undergang i en kommende verdenskrig: "Vi staar foran en Verdenskatastrofe, det maa være et dødsdømt Samfunds sidste Krampetrækninger".

Den schopenhauersk-platoniske opfattelse af virkeligheden som uvirkelig, de levende som skygger, og af at høre andetsteds hjemme, deler Torben med den kvinde, han elsker, men ikke får. Jytte føler det, som om hun var født på en forkert klode, som om hun er "den eneste vaagne i en Verden af Søvngængere". Hun er en fange, i en drøm oplever hun – helt kafka'sk – "at jeg famlede omkring i en stor mørk Sal og prøvede alle mulige Døre, men de var alle sammen laaste, og jeg kunde ingen Steder komme ud. Saadan synes jeg tit, at Livet er". Hun er en dejlig kvinde, som vækker mænds attrå. Men selv er hun bange for kærligheden, for ikke at kunne slå til. Hun elsker Torben, men hun tør ikke sige ja til ham. Hellere styrter hun sig ud i et uværdigt ægteskab med den frivole maler Karsten From, der: "bliver lang i Ryggen", hver gang han ser en køn pige, og da også omgående bedrager hende. Hendes mor dør, og hun synes, at livet er: "som at vandre over Grave". Hun dør selv, fordi hun ligesom Torben ikke vil leve.

I De Dødes Riges epilog er der tilbage på Torben Dihmers 313 Favsingholm en lille kreds af overlevende, som forenes i en slags nøjsomhedens og selvtugtens naturevangelium. De efterlever Dihmers åndelige testamente: "Vi skal uden Modsigelse tage det onde med det gode af Livets evige Væld, suge Næring af Mørket saavel som af Lyset". Det var hans udlægning af dag- og natmotivet. Til denne sidste "kreds" hører et ungt, sundt par, og digteren lader den unge mands skalmeje udsende den store romans sidste tone. Skalmejen virker noget spæd mod den drønende dommedagsbasun, han anvender i hele det øvrige værk, hvor præster, læger og politikere springer over klingen, mens de få retfærdige frivilligt flygter fra skyggelivet, og hvor digteren i sin harme ofte skyder sine personer til side for at fælde dommen selv, helt gammeldags. En kaffegrosserer kaldes: "denne skrydende Plebejer med den opsvulmede Brydernakke" og: "den nævestærke Børsrøver". En politiker har en: "kønsløs Stemme" og sejrer på "sin Karakterløshed, sin ansvarsløse Efterplapren, sin Gavmildhed med Løfter og letsindige Forsikringer". Da Jyttes senere mand præsenteres første gang, sker det på denne måde: "Han saa ud til hvad som helst, kunde være Greve eller en finere Frisørsvend eller Kunstner. Han var det sidste". Redaktør Samuelsen, som vil rane Enslevs blad, har "lodne Hænder". Omvendt roses de få sympatiske personer. Torben siger sine replikker "med sit gode Smil". Om Enslevs trofaste veninde siges det, at "der var en egen storladen Ynde over alle hendes Bevægelser". Her er ingen impressionistisk bestræbelse efter at lade læseren se og sanse selv. Når De Dødes Rige på trods af de gammeldags stilgreb virker så vældigt, er det, fordi digterens debat med sig selv her når sin dybeste lidenskab og omfatter de største spørgsmål.

Ulvesindets sidste små Romaner

Denne indre debat holdt ikke op med De Dødes Rige. Den kommer igen i Pontoppidans to sidste, mindre romaner Et Kærlighedseventyr (1918) og Mands Himmerig 314 (1927) og i hans erindringer. Et Kærlighedseventyr handler atter om en uforsonlig mand. Dr. Vadum er også led ved livet, helst vil han bo "ti tusind Fod over Menneskeskraalet", han er filosof med speciale i – Schopenhauer. Men hans liv forandres, da præstekonen Inger skænker ham sin kærlighed, bryder med sin mand og forlader sine børn for at følge ham til Schweiz. Eros forvandler skyggeriget til de levendes land. I en smilende sjællandsk egn forenes de to endeligt efter hendes mands død, og Vadum lægger sin Schopenhauer til side for at glæde sig ved Chr. Winthers digte. Denne lyse, kønne historie om "Skovtrolden" Vadum, der bliver menneske, fordi han støder på "Allivets Kilde" gennem miraklet: en kvindes kærlighed, forandrede Pontoppidan tolv år senere til en dyster tragedie. Vadum forløses ikke, og Ingers mand nægter hende skilsmisse. Hun går til grunde i længsel efter sine børn, og den idylliske sjællandske sommer forandres til et bladløst, pløret efterår, under hvis mørke himmel hendes kiste føres til graven.

I Mands Himmerig fortsættes opgøret med den frigjorte slægt, der forrådte frihedsgaverne. Det er romanen om magister Niels Thorsen, der er udset til chef for dagbladet "Friheden" med den opgave, at "der skulde svovles grundigt ud henne i "Friheden"s (…) Hvepserede", den suppedas af spekulation, kommercialisme og principforladt kynisme, som det gamle, ranke meningsorgan har forvandlet sig til under industrialiseringsprocessen. Thorsen tror på avisens "Kulturmission", men bliver udmanøvreret af dens forretningsfører og af sine kolleger, der er ganske ligeglade med principper og meninger, når bare forretningen går, og de selv får deres bid af kagen. Og forretningen går bedre med øget underholdnings- og sportsstof end med flammende ledende artikler. Midlerne til succes er: "den frækkeste Spekulation i Folkets usleste Instinkter, en Storindustri i Fruentimmerpjank, Teatersladder og Skandale". I sin harme over nederlaget lader Thorsen sig knytte til en Højre-avis, hvor han angriber sine gamle meningsfæller, også fordi han mener, at de svigter det "nødstedte" fædreland, hvis: "Naboer i Syd og Nord sparker foragteligt til os og spytter os 315 i Ansigtet". Men ingen lytter til ham; han betragtes som en fredsforstyrrer, en voldsmand. Thorsen har også "Ulvesindet", men det er ubekvemt for hans omgivelser både til venstre og højre. Han smides ud fra et arbejdermøde, arresteres for gadeuorden, da han fra Rådhustrappen opfordrer til totalmobilisering og oprettelse af frivillige korps (romanen foregår i månederne op til og lige efter udbruddet af verdenskrigen). Thorsen dør med den tro, at Danmarks udslettelse vil komme, et Finis Daniæ, fordi ikke de stærke, men "de sagtmodige skulle arve Riget". På sin kompromisløse vej har han ødet sin kærlighed: hans hustru dør som Ursula i Nattevagt, fordi hun er frosset ihjel af hans urimelighed. Og som i den gamle fortælling om manden, der ville eet, har hovedpersonen både Pontoppidans sympati og det modsatte. Ved hans båre siger en af hans venner: "Det er en genvakt Fordrageligheds Aand og ikke Ulvesindet, der skal frelse Menneskeheden fra Tilbagefald til Barbariet". Men så tilføjer han: "Nuvel! Tiden skal dømme os imellem". Det vil sige: debatten fortsætter.

Det gør den også i erindringerne. De udkom 1933-40 i fire små bind: Drengeaar, Hamskifte, Arv og Gæld og Familjeliv, og blev som vanligt koncentrerede og samarbejdede i eet bind: Undervejs til mig selv (1943), Pontoppidans sidste bog. Her mærker man både ulvesindet i en række skånselsløse portrætter af og domme over berømte samtidige, og fordrageligheden, når han ligesom med den ene hånd tager tilbage, hvad den anden skrev.

*

Pontoppidan blev ingen afklaret olympier, skønt han med alle ydre hædersbevisninger kåredes som nationens store digter. Den 8. november 1917 modtog han sammen med Karl Gjellerup nobelprisen i litteratur, som omtalt (se side 203) efter et kompromis mellem de medlemmer af Svenska Akademien, der forstod hans forfatterskab, og dem, der ikke kunne se andet i ham end "en gammeldags Balzac-Efterligner", og som derfor trak Gjellerup med. Han blev æresmedlem af Forfatterforeningen, æresborger i Randers, æresdoktor ved Lunds Universitet sammen med Johannes 316 [Fig. 10] 317 V. Jensen i hundredåret for Tegners digterkroning af Oehlenschläger.

Han blev en olympier uden at stivne til en statue. Uroen og den evige stræben forlod ham aldrig. Det var nok det, han tænkte på, da han skrev de sidste ord i sin sidste bog Undervejs til mig selv: "Store Bedrifter øvede jeg (…) ikke med Pennen, jeg veed det godt. Men jeg gjorde en Række Aar min Skyldighed som menig Soldat i Menneskeaandens evige Frigørelseskamp23". Der er i disse sætninger et ekko af et berømt sted i Heines Reisebilder, som Georg Brandes citerede således i Det unge Tyskland: "Jeg ved ikke, om jeg fortjener, at man lægger en Laurbærkrans paa min Kiste. Hvor meget jeg end har holdt af Poesien, den var mig dog kun et helligt Legetøj, et indviet Middel til himmelske Formaal … men et Sværd skal I lægge paa min Kiste, for jeg var en tapper Soldat i Menneskehedens Befrielseskrig".

Store bedrifter øvede Henrik Pontoppidan, fordi den menneskeåndens frihedskamp, han taler om og skildrer, er evig, rækker ud over det nutidens Danmark, han har tegnet så fængslende, og går dybt under de forgrundsbilleder, han så myndigt har stillet frem – helt ned, hvor nat og dag brydes i det uudgrundelige menneskesind.

Henrik Pontoppidan døde den 21. august 1943 og blev begravet på Rørvig kirkegård.

 

Figurtekster

Fig. 1, s. 269

Der er møde i foreningen Valhal, og den 15-årige Henrik Pontoppidan, der er formand, sidder som nr. 2 fra venstre og læser op af protokollen. Heri findes for øvrigt følgende skarpe karakteristik af ham, skrevet af et andet medlem i 1873, samme år som Pontoppidan forlod Randers lærde Skole med realeksamen: "Han vedbliver haardnakket at forsvare sine Meninger, selv om han har Uret". – Randers Centralbibliotek.

Fig. 2, s. 274-75

Samme år som Pontoppidan udsendte sine krast realistiske "Landsbybilleder", nemlig i 1883, malede L.A. Ring billedet "Tiggerbørn udenfor en Bondegaard". Der er en bemærkelsesværdig samstemmighed i den usminkede, indignationsfarvede skildring af fattigfolks liv i den sjællandske landsby. – Privateje.

Fig. 3, s. 280

Fotografi af Henrik Pontoppidan fra omkring midten af firserne, kort før det betydningsfulde vendepunkt i hans liv og forfatterskab, som han selv markerede ved at skifte mærke under sine artikler: "Rusticus", manden fra landet, bliver "Urbanus", manden fra byen. Ved overflytningen fra landet til hovedstaden skulle han nu komme i nærmere kontakt med den litterære verdens hovedpersoner. – Randers Centralbibliotek.

Fig. 4, s. 285

Det Schubotheske Miniatur-Bibliotek udsendte omkring århundredskiftet flere af gennembrudstidens bøger i små, smukt illustrerede udgaver. Blandt disse var Pontoppidans Højsang med tegninger af N.P. Mols. Denne vignet viser proprietærfruen Astrid Lindemark, som forfatter-jeg'et sætter sig for at erobre.

Fig. 5, s. 290-91

Carl Thomsens genrebillede "Middag i Præstegaarden efter en Bispevisitats" fra 1888 er som klippet ud af Det forjættede Lands første del, Muld (1890), hvor vi præsenteres for provst Tønnesen og hans kreds. Pontoppidan har i bispen, der kommer på besøg, tegnet et umiskendeligt portræt af D.G. Monrad. Det samme har maleren, der lader Monrad med den hvide hårpragt præsidere for bordenden på baggrund af den mørke portiere. – Statens Museum for Kunst.

Fig. 6, s. 297

Det miljø, der mest tiltrækker sig Pontoppidans sympati i Det forjættede Land, og hvortil bogens hovedperson, den unge pastor Emanuel Hansted, prøver at knytte sig med et så tragisk resultat, er den jævne landbefolkning. Her er sådanne sjællandske sognebørn samlet til privat bibellæsning. Billedet er malet af L.A. Ring i 1885. –Privateje.

Fig. 7, s. 300-01

Maleren Axel Helsted har i sit billede "Fader og Søn", fra 1881 givet en stemning af to generationers konflikter og sammenstød, der i tid og miljø svarer til den, vi møder i Lykke-Per. Per ønsker at bryde ud af det trøstesløse præstegårdshjem, lokket af forfængelige drømme om rigdom og storhed. – Statens Museum for Kunst.

Fig. 8, s. 305

Den unge Lykke-Per får i sin ydre glansperiode i København kontakt med rige finanskredse og førende kulturpersoner. Han deltager i fester sammen med rigt dekorerede honoratiores, der leder tanken hen på et af Lauritz Tuxens store lærreder: "Man rejser sig fra Bordet", fra 1905. Det viser et udsnit af tidens fremtrædende skikkelser ved et aftenselskab hos Jacob Moresco i Charlottenlund. – Privateje.

Fig. 9, s. 311

Landbefolkningens vågnende politiske interesse og aktivitet er et gennemgående tema i Pontoppidans sidste store roman, De Dødes Rige, som det var det i hans første. Bøndernes optagethed af de politiske problemer ytrer sig bl. a. ved deres avislæsning, hvilket i øvrigt afspejler sig i tidens kunst: avisen er ved at afløse Bibelen. Her har Brendekilde i 1909 skildret en gammel husmand, der læser højt for sin søn af Sydsjællands Venstreblad om ministeriet Zahle. – Privateje.

Fig. 10, s. 316

Aksel Jørgensen udførte i 1922 denne pennetegning af Henrik Pontoppidan. Den da 65-årige forfatter havde på det tidspunkt den største del af sine omfangsrige værker bag sig. – Randers Centralbibliotek.

 
[1] Boel: rettet fra "Lone" der er Boels mor. tilbage
[2] skuer (…) Fremtid: Sandinge Menighed, 2. udg. 1903, s. 50:

Det saae ud, som skuede hun anelsesfuldt ud i det danske Folks Fremtid; (…) I Virkeligheden …

tilbage
[3] "I har de Tyranner, som I fortjener!": rettet fra "I har de Tyranner, I fortjener!" tilbage
[4] Mussolinis og Hitlers diktaturer: I Arv og Gæld (1938), s. 65-67). tilbage
[5] dårende: dene karakteristik dækker 2. udgave af romanen fra 1906. tilbage
[6] i sin nekrolog over Anton Nielsen. tilbage
[7] s.s.. tilbage
[8] Familjeliv, s. 38. tilbage
[9] Familjeliv, s. 38. tilbage
[10] Borgmester Hoeck og Hustru: < Borgmester Hoeck og hans Hustru. tilbage
[11] Spøgelser s. 156/Smaa Romaner 1885-1890, s. 311.: tilbage
[12] Anna Eleonora: < Anna-Eleonora; med bindestreg skrives hun kun i en kapiteloverskrift i Fortællinger (1899), s.304 / Noveller og Skitser (2002), s. 53. tilbage
[13] Mohrhof: < Mahrhof. tilbage
[14] drukne sig: han skyder sig nu (FB). tilbage
[15] sundt: < sandt. tilbage
[16] Borgmester Hoeck og Hustru: < Borgmester Hoeck og hans Hustru. tilbage
[17] de dødes Rige: Udtrykket forekommer først i den samarbejdede udgave af Det forjættede Land, 1898, s. 540; tilbage
[18] Frederik Nielsen: I Digter og læser, 1961, s. 148-63. tilbage
[19] Sven Møller Kristensen: Digtning og Livssyn, 1959, s.57-91. tilbage
[20] De Dødes Rige B, 1917, bd. 2, s. 262. tilbage
[21] DDR B (1917), bd. 2, s. 301. tilbage
[22] DDR B (1917), bd. 2, s. 51-52. tilbage
[23] Frigørelseskamp: < Frihedskamp. tilbage