Anton Nielsen
Skønt han næsten naaede Støvets Aar, før han døde, var han ingen livstræt Mand. Da det for nogen Tid siden rygtedes, at han var syg, fortaltes der samtidigt, at han blot ventede paa Honoraret for en Bog for at rejse til Syden og søge sit Helbred genvundet i en mildere Luft. Han følte sig ikke færdig med Livet, og han har sikkert kæmpet for det til det sidste.
Og dog var han i sine senere Aar næppe nogen lykkelig Mand. For en Tid siden gav Ignotus1 her i Bladet en lidt vemodig Skildring af den gamle Digter og hans lille Husmands-Landbrug2 derovre mellem Vennerne paa Fyen. Han, som i sin Tid – og med Rette – var bleven hilst som en Fornyer, følte sig halvt glemt og helt overset. Han, der i sin Tid som ingen anden Digter havde vundet Bondens Øre og Hjærte, fandt tilsidst kun med Vanskelighed en Forlægger til sine Skrifter3. Dertil kom vel andre Sorger. Huslig Familielykke havde han, efter sit eget Sigende4, aldrig kendt. Og han var fattig – fattig, som selv en Folkets Yndlingsforfatter bliver det i et lille folkeligt Land som Danmark.
Det er derfor dobbelt trist, at han ikke fik Lov at opleve den Festdag, som hans nær forestaaende 70 Aars Fødselsdag naturligt vilde være bleven til. Han vilde da sikkert have faaet at mærke, at han ikke var glemt, men at der endnu rundtom i Landet sad Tusinder af Venner, der mindedes ham med Tak og Beundring.
Man hører gærne St. Blicher nævnt som den, der gav Aarhundredet de første Virkelighedsskildringer af den danske Bonde. Det er næppe rigtigt. E Bindstouw er visselig en mesterlig Bog; men den indtager i Blichers Produktion en noget lignende Plads som Træsnittene i Christian Winthers. Der er maaske mer Kunst, men absolut mindre Natur i disse Bøger end i de andre berømte Værker af samme Forfattere. Det er Schandorph, der er bleven Bondens og Smaakøbstadborgerens klassiske Skildrer i vort Aarhundrede, saadan som Drachmann – blandt uendelig meget andet – blev Fiskernes.
Men længe før Schandorph og Drachmann og i det Hele ganske upaavirket af Halvfjersernes Gennembrud, nemlig allerede i 1861, havde den unge Anton Nielsen, der den Gang levede som Skolelærer nær Schandorphs Fødeegn, med sine tre Bind5 Landsbyfortællinger Fra Landet, gjort Springet ud i Naturalismen6. Det er med denne Bog, at Naturalismen – halvt ubevidst – gør sit Indtog i vor Literatur. Ud af en naiv, men dybtliggende Kærlighed til Bonden og hans Væsen, parret med en Skolemands Trang til at belære, vejlede og tilrettevise, fremstod ganske isoleret en Række Folkelivsbilleder, hvis væsenligste Formaal var at fremstille Landsbylivet, saaledes som det virkelig var, d.v.s. som Forfatteren virkelig saa' det. Her var ingen bevidst Besmykkelse. Her søgtes ingen Skønhedskrav opfyldte, kun Sandhedens. En Fortælling som "Kaffesladder"7 overrasker endnu i vore Dage ved den Lydhørhed, hvormed et Par Landsbykællingers Tale og labyrintiske Tankegang er dem afluret, og ved det Mod og den Naturtroskab, hvormed Fremstillingen er gennemført.
Desværre fik jo Seminaristen og Moralisten altfor tidligt Overtaget over Digteren og Naturdyrkeren i Anton Nielsen, der – selv Skolelærer – var Søn af en Degn og gift med Præstens Datter. Allerede i hans allerførste, ellers saa nye og friske Bøger plettedes altfor mange Sider af en uklædelig Fromhed, som tiltog med Aarene8. Hos ham som hos den øvrige lange Række af Skolelærerforfattere, som han ved sin Optræden trykkede Pennen i Haand, og hvortil i den senere Tid et Par Præster har sluttet sig, røber den medfødte Degnenatur sig uafbrudt i den Iver, hvormed de ved enhver tænkelig Lejlighed lader Kirkeklokkerne kime og ufravigeligt ender enhver højtidelig Begivenhed med et Fadervor og et Amen.
Naar det da siges, at heller ikke Anton Nielsen fuldbragte, hvad han i sin Ungdom syntes at forjætte, men at den snigende Sot, som tidligt eller silde undergraver os alle i dette kære, lille Samfund af Præste- og Degnesønner, ogsaa stækkede hans Aands Kraft, før den ret fik sig udfoldet, efterlader han sig dog i det mindste ét Værk, der vil sikre hans Navn mod tidlig Forglemmelse. "Fra Landet" vil blive staaende i vor Literatur som et Mindesmærke og en Mærkepæl. Han hørte virkelig med til "Gennembrudets Mænd".
Henrik Pontoppidan.
