Fa'er Anton

Højskoleliv i Tredserne og senere Aar. Manddomsminder af Anton Nielsen. Med Forfatterens Portræt. Milo.

Naar man kører ad Landevejen til Faaborg, hænder det, at man i Nærheden af Vesterskerninge lægger Mærke til et lille Indsidderhus, som er nettere udstyret end de andre Huse. Der er Tegl paa Taget og blomstrede Gardiner bag de blanke Ruder. Døren har Metalhaandtag, og Udsigten fra Huset begrænses ikke af det sædvanlige store Stengærde. Et smukt Træstakit omslutter den lille Have, hvor alle danske Smaablomster synes at have sat hinanden Stævne.

Gaar man gennem Haven, og aabner man Døren og kigger indenfor, saa sér man en lille lav, men meget hyggelig Stue, hvor en gammel hvidskægget Mand med lang Tobakspibe i Munden sidder og skriver mellem sine Blade og Bøger. Denne Mand er Anton Nielsen, Fa'er Anton, som hans Elever kalder ham, – den mest kendte og den mest læste Forfatter i den danske Almue.

Nu er det meget rimeligt, at man ikke kommer videre den Dag. Gamle Anton Nielsen er saa henrykt for Besøg. Han stopper straks en lang Pibe, mens en ung Pige, der har Roser paa Kinderne og Smilehuller paa Albuerne, skyndsomst dækker Bordet. Værten i Huset har saa mange Ting at tale om, og alt imens han taler, kommer den ene Nabo efter den anden ind ad Døren. Tilsidst er Stuen fuld af Folk.

Her er Landstingsmand Niels Johansen1, som er Anton Nielsens Stedsøn2, her er Højskoleforstander Kristensen-Randers og hans Hustru, en Datter af Christen Berg, og her er Digter-Gaardmanden P.R. Møller3, og endnu flere talende og skrivende Mænd fra Nabolaget. Det er en folkelig literær Kres, man vel ikke havde ventet at falde ind i undervejs til Faaborg, og at den findes her, er selvfølgelig ikke nogen Tilfældighed. Den er vokset op om Anton Nielsen og Mads Hansen, der i Forening grundede Vesterskerninge Højskole. Denne flyttedes senere til Nabobyen Ollerup, hvor den under Kristensen-Randers Ledelse har faaet sit bekendte Ry. I denne Højskolegærning havde Anton Nielsen været Sjælen i mere end en Menneskealder, da han for nogle Aar tilbage overlod Arbejdet til de Yngre. Nu har han i en nylig udkommen Bog "Højskoleliv i Tredserne" kastet et Blik tilbage paa sit Liv.

Den lille tarveligt udstyrede Bog, som man forgæves søger i en kjøbenhavnsk Boghandlers Vindue, er i al sin Enfoldighed et Stykke dansk Kulturhistorie. Man lærer her, hvorledes en Højskole bliver til, hvorledes to unge, begejstrede Mænd, Anton Nielsen og Mads Hansen, begynder deres Lærergærning i en Husmandshytte, og hvorledes Skolen fra et saa beskedent Udgangspunkt til Trods for megen Modgang ender med at blive en Institution som Ollerup. Hvad enten man er Ven af Højskolesagen eller ikke, læser man denne Skildring med Interesse.

Og ikke mindst fordi man straks modtager Indtrykket af en stor Paalidelighed i Fremstillingen. Da Anton Nielsen for nogle Aar siden udgav sine Erindringer fra Jonstrup Seminarium, kom der pludseligt Liv i alle gamle, danske Jonstruppere. Der blev sammentrommet Møder, hvor de forbitrede Degne opførte en Koncert, som naar Piberne revner i en Mængde gamle Orgler. Anton Nielsen havde fremstillet Forholdene paa Seminariet i en usand og grel Belysning. Han forsvarede sig i Politiken, saa godt han kunde, bl. a. anførte han sin fortræffelige Hukommelse, og der var da heller ingen Tvivl om, at han havde fortalt den rene, skære Sandhed.

En lignende Bevægelse vil denne sidste Bog vække. Den Skildring, Forfatteren t. Eks. giver af Ernst Trier, den afdøde og kanoniserede Forstander paa Vallekilde Højskole, vil gaa alle pietetsfulde Grundtvigianere nær til Hjærtet. Man faar her Billedet af en Mand, der ustandseligt snakkede, til han omsider ikke havde Øre for andet end sin egen Snak. Naar Tilrejsende talte for Eleverne, foregav han at ville høre Foredraget fra sin Stue, hvor han kunde ryge Pibe. Men næppe var Foredraget begyndt, før han tabte Piben og faldt i Søvn. Mere aarvagen var han i Køkkenet, hvor han revsede Husholdersken for en lille Uorden som t. Eks. den, at hun havde ladet en Krukke Fedt staa paa Bordet. Anton Nielsen refererer disse latterlige Smaatræk uden at fortrække en Mine, men ofte med en ubevidst Komik. Man læse f. Eks. Skildringen af Bjørnstjerne Bjørnsons Besøg paa Vallekilde. Vi aftrykker et Par Linjer:

En Dag ved Aftensbordet, da Marie Trier anden Gang bød Bjørnson nogen kold Bøf, sagde han vredt, idet han skød Tallerkenen tilbage:
"Jeg har jo sagt Nej en Gang!"
"Naa, bid mig ikke!" sagde Marie Trier skarpt.
Men det kunde Trier ikke staa for. Han lagde sig tilbage og begyndte paa sin store Latter.
Da slog Bjørnson ham let over Armen og sagde med den dybeste Alvor:
"Naa, naa, naa!"
Trier tav da øjeblikkelig, og Maaltidet blev fortsat i samme kedelige Dur, som det var begyndt.
Dagen efter siger Trier til mig:
"Hør, Anton Nielsen! Kan Du ikke gaa ind til Bjørnson? Han keder sig vist, og jeg véd ikke, hvad jeg skal gøre ved ham. – Hør, Du kan bede ham om at høre en af dine Fortællinger og sige sin Mening om den. Det vil maaske glæde ham."
"Ja, jeg véd ikke, hvordan han vil optage det, men jeg vil gærne gaa; han kan da ikke æde mig."

Fra Vallekilde4 tog Anton Nielsen til Vesterskerninge og grundede sin Højskole. Han var ikke videre stiv i Papirerne, fortæller han. Naar han holdt sine historiske Foredrag, frygtede han for Besøg af Egnens Præster eller Andre, der kunde opdage hans graverende Bommerter, og da de generende Tilhørere sædvanlig indfandt sig op ad Dagen, besluttede han at holde sine Forelæsninger i den tidlige Morgenstund. Paa denne Maade afvæbnede han den aarvaagne – men paa denne Tid af Døgnet slumrende – Kritik.

Anton Nielsen ejede et hjærtevindende Væsen, en ægte sund Folkelighed, der gjorde ham til den forgudede Lærer, han i Aarenes Løb blev for Tusinder af unge Mænd og Kvinder. Paa dem sidder han nu og tænker i sit Livs Aften, og mange er de Hilsner og gode Tidender, Landposten bringer ham fra Husmandshjem og Gaardmandshuse viden om i Danmarks Land.

Om ikke ret lang Tid fylder Anton Nielsen 70 Aar. Dagen vil blive fejret paa forskellig Maade. Saaledes udsender det Gyldendalske Forlag i smuk Udstyrelse "Fra Landet", der til Anton Nielsens Overraskelse i Aarenes Løb har faaet det ene mægtige Oplag efter det andet, og til hans endnu større Overraskelse henregnes til vor klassiske Literatur.

Ignotus.

 
[1] (1850-1915) ejer af "Himmerigsgaarden" i Ollerup. tilbage
[2] Stedsøn: Anton Nielsen havde hverken børn eller stedbørn i sit ægteskab. Han blev gift 1857 og levede fra ca. 1870 separeret fra sin kone, præstedatteren Inger Elisabeth Gøtzsche (1829-95). tilbage
[3] (1848-1926) ejer af gården "Lindholm" på Vester Skerninge Søndermark. tilbage
[4] Anton Nielsen deltog i undervisningen på Vallekilde vinteren 1865-66. tilbage