Anton Nielsen til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Kjærgaard. 19. oktober 1896
den første Realist og Naturalist
Kjærgaard 19-10-96
Kjære Hr. Pontoppidan!
Jeg er meget glad over, at De vil gjøre mig den store Tjeneste, at skrive en Fortale1 til "Fra Landet", men det gjør mig ondt, at det forvolder Dem Ulejlighed.
Nu skriver jeg her et kortfattet Levnetsløb, hvoraf De kan tage, hvad der passer Dem.
Jeg blev født i Sneslev ved Fuglebjærg, hvor min Fader Lars Nielsen var en fattig Skolelærer. Jeg var 6 Aar, da Fader blev forflyttet. Han blev afløst i Sneslev af Erik Bøghs Fader. Faders nye Kald blev Rerslev ved Rudsvedby. Jeg var i mit Hjem her til jeg var 18 Aar, da jeg kom paa Seminariet. Fra Rerslev stammer de fleste af mine Barndoms- og Ungdomsminder. Mine Legekammerater var Bøndernes Børn. Finere Folks Børn kunde jeg ikke godt lege med, og da jeg blev voxen kunde jeg heller ikke blive fortrolig med andre unge Mennesker end Bønderkarle og Bønderpiger. Min Kjærlighed til Bondestanden kom vel af, at Fader var en Husmandssøn. En Del af, hvad der er fortalt i "Den lille Hyrdedreng" har han selv oplevet som Barn. Paa Seminariet blev jeg rost for mine gode Stile, der ofte blev skrevne i en novellistisk Form. Ellers var jeg doven og fuld af Spillopper. Jeg digtede mange satiriske og humoristiske Lejlighedsviser, men havde ingen 2 Anelse om at jeg kunde blive Forfatter. Naar man i min Barndom spurgte mig, hvad jeg vilde være, naar jeg blev stor, svarede jeg altid: Skolelærer.
Maaske jeg allerede den Gang har anet, at jeg havde en "Skolemesternatur". Jeg troer jeg har opfundet dette Ord og jeg mener hermed, de Mennesker, som altid føler Trang til at oplyse, retlede og rette hver Gang, de ser noget, som de troer er fejlagtigt. Ved min Afgangsexamen fra Jonstrup fik jeg hel ufortjent bedste Karakter. Jeg blev saa Huslærer, Hjælpelærer og Andenlærer og endelig Skolelærer i Løve ved Slagelse. Skjønt jeg af og til omgikkes med dannede Folk, blev Bønderne ved at være mine bedste Venner. Mens jeg var i dette Kald blev jeg gift med Sognepræsten Gøtzsches Datter, men Ægteskabet blev barnløst og huslig Familielykke har jeg aldrig smagt. Senere blev jeg forflyttet til Munkebjergby ved Sorø. Herfra besøgte jeg Ingemann nogle Gange; han og hans Kone var meget elsværdige imod mig. Her blev jeg ligeledes kjendt med Ernst Trier. Jeg besøgte ham flere Gange, og endelig fik jeg saadan en Lyst til Højskolen at jeg forlod mit Embede og rejste efter Digteren Mads Hansens Opfordring til Vesterskjerninge i Fyn for at oprette en Højskole der 1868. Jeg var saa dels der, dels ved Højskolen i Ollerup, hvortil jeg flyttede, i 16 Aar. Jeg har siden den Tid prøvet et Par Gange paa at bo i Kjøbstæder, først i Kjøbenhavn, siden i Svendborg, men jeg er begge Gange vendt tilbage til Højskolen i Ollerup, og har faaet Timer der igjen. Nu har jeg et lille Husmands-Landbrug med Hest og Køer og nu flytter jeg ikke mere. Jeg boer tæt ved Ollerup Højskole.
3 Min literære Virksomhed begyndte saa smaat i Jyderup ved Holbæk, hvor jeg var Andenlærer, og Maleren Carl Bloch gav, uden at ane det, det første Stød. Han var i Feriebesøg der i Byen og vi blev snart kjendt. Det var nok 1852 eller saa omtrent. Jeg havde fortalt ham om saa mange træffende Øgenavne som Bønderne brugte der. Ole Ligeglad er et af dem. Da sagde Carl Bloch ved Afskeden: "Aa skriv de Øgenavne op og send ind til mig!" Jeg gjorde det, men lavede derefter en Afhandling om den nordiske Skik at give Tilnavne. Den blev trykt i et lille Ugeblad: "For tre Skilling". Det var første Gang, jeg saa et Arbejde af mig paa Prent. Jeg skrev en Artikkel endnu til samme Blad, men fik intet for dem. I Jyderup skrev jeg ogsaa den bekjendte Vise "Til Pintse, naar Skoven bli'r rigtig grøn". Da jeg blev Skolelærer, først i Halvtredserne, læste jeg en Samling Sagn af Svend Grundtvig og en Opfordring deri til at sende ham Folkesagn. Jeg sendte nogle ind og fik stor Ros og Tak. Han skrev, jeg havde netop det rette Greb paa at fortælle med Almuens egne Ord og i dens egen Tankegang. 1860 skrev jeg saa "En Mormonhistorie" til Flinchs Almanak. Senere skrev jeg "Den lille Hyrdedreng", den var for stor til Almanakken. Den blev sendt til flere, ingen vilde have den, endelig havnede den i "Aftenlæsning" udgivet af Boghandler Th. Lind, paa Fr. Barfods Anbefaling. Paa disse to Stykker tjente jeg mit første Honorar. Jeg sendte flere Fortællinger til Flinchs Almanak, men Redaktøren Claudius Rønshoff kunde ikke optage dem, de var for store. Derimod raadede 4 [han] mig til at udgive dem i en Bog. De kom ud 1861 under Navn af "Fra Landet". 1862 og 63 kom 2de og 3die Samlingsom nu skal ud under et√. Og fra den Tid af, indtil nu har jeg udgivet et Bind, hvert Aar eller hverandet. Foruden disse har jeg udgivet Smaabøgerne: "Hans, der kom paa Højskolen" 1867. "Karen, der kom osv." 1871. Hans er trykt i mange Oplag, vistnok 6. Karen i 2. "Spurvekvidder", en lille Digtsamling. "Brev til Bonden" om Folkehøjskolen. To store Bind 1 og 2 Samling af "Fattigmands Færd" skrev jeg det Par Aar jeg boede i Kjøbenhavn. De udkom hos Cammermeyer i Norge 1885 og 86. Men de er ikke meget solgte her i Landet. Derefter slog jeg mig paa Kulturhistorien og udgav "Den danske Bonde" 1887. "Gamle Nielsen" 1888. "Landhaandværkere" 1889. Saa kom "En Sommer i Amerika" 1891. Og derefter kom mit Levnetsløb: "Landsbyliv" og "Seminarieliv". Nu i Oktober kommer sidste Del af mit Levnet: "Højskoleliv". Endelig kommer til Foraaret et Bind nye Fortællinger: "Skolemesterliv", og det bliver rimeligvis min Svanesang. –
De ser, at jeg har ikke været doven, thi ved Siden af min Forfattervirksomhed har jeg jo altid haft en anden Gjerning at passe, enten som Skolelærer eller Højskolelærer.
Kritikken over mine Bøger har været ret velvillig, ja, endnog glimrende saalænge man antog mig for en Akademiker. Men da Svend Grundtvig i en Anmeldelse af en af mine Bøger 5 forraadte at jeg var kun Landsbyskolelærer, da tog Kritikken betydelig haardere paa mig.
Men i den første Tid blev mine Bøger kaldte "Perler og Juveler" paa Bogmarkedet. Pastor Helveg skrev om mig, at jeg havde aabnet en ny Aare i Literaturen; det var vel ikke saa overdrevent. P. Hansen kalder mig i sin Literaturhistorie for den første Realist og Naturalist. Jeg er bleven rost allevegne for min Naturtroskab, men er bleven dadlet fordi jeg bragte fotografisk Gjengivelse og tog ikke nok Hensyn til det Skjønne.
Da jeg begyndte at sætte mig et Maal for mine Fortællinger, da blev det: at fremstille Bonden nøjagtig, som han var, for at han kunde blive skattet som han fortjente af de andre Samfundslag; de skulde ikke mere have Lov til at se ned paa ham. Derved mente jeg ogsaa, at kunde virke til en bedre Forstaaelse mellem Bonden og de, som mente at staa over ham.
Naa kjære Pontoppidan! Her har De en Del Materiale til Deres Fortale, vel mere end De bryder Dem om.
Jeg har tit ønsket at se Dem og opnaar det vel en Gang. Deres Brødre kjender jeg adskillige af, bedst Morten. Nu glæder jeg mig til, snart at se Deres "Højsangen" og jeg ønsker Dem til Lykke med den store Afsætning.
Deres hengivne
Anton Nielsen
