Arthur Schopenhauer (1788-1860)
Det er et halvt Aars Tid siden, at der til hele den civiliserede Verden udgik et Opraab'1 om Bidrag til Oprejsning af et Mindesmærke for Arthur Schopenhauer i Frankfurt am Main. Der var blandt Underskriverne Filologer som Böhtlingk'2 og Max Müller'3, Jurister som Ihering'4 og Unger'5, en Økonom som Emile de Laveleye'6 og en Skribent som Ernest Renan'7; alle Kulturlande vare repræsenterede, selv Indien ved en indfødt Lærd Rajah Rampal Sing. Man bad mig repræsentere Danmark; jeg vægrede mig længe, som jeg før ved lignende Lejligheder har vægret mig, mest fordi jeg fandt, at vi Danske have anden mere nærliggende Brug for vore Penge end den at oprette Monumenter for Verdensberømtheder. Endelig gav jeg efter for den Overvejelse, at Danmark, hvis Omfang er saa lidet og hvis Livstegn ikke mange, for sin egen Skyld ved denne Lejlighed ikke burde fattes, selv om dets Bidrag til Mindesmærket blev meget ringe. Jeg havde rimeligvis gjort bedre i ikke at sætte mit Navn under Indbydelsen; thi siden den engang i Marts blev offentliggjort i flere danske Blade og til dette Øjeblik har jeg endnu ikke fra det hele Land modtaget 10 Øre. Og dog har som bekjendt Danmark noget at oprette overfor Schopenhauer, eftersom det var Videnskabernes Selskab i Kjøbenhavn, der i 1841 med Martensen i Spidsen afviste en af Schopenhauer som Prisskrift indsendt Afhandling (Se "Die beiden Grundprobleme der Ethik") med en Bedømmelse, til hvilken den krænkede Tænker i sine Værker tit nok vender tilbage for at vaske sine danske Dommeres Hoved med sin Spots allerskarpeste Lud.
Men Schopenhauers Væsen og Værker er vor Læseverden ubekjendt. Det lidet, man har hørt om ham, berører enten hans uelskværdige Egenskaber som Menneske, eller det drejer sig om den Ringeagt for Kvinden, han i sine Skrifter (paa en saa underholdende Maade) har lagt for Dagen. Han er hos os upopulær som Tænker, som Tysker, som Ikke-Kristen, som Pessimist, som Dameforagter. Han er endda her til Lands bleven særlig slet vurderet. Poul Møller, den første Danske, der læste ham, og som i Parenthes antog ham for Professor i Berlin, betegner med en dansk Theologs Naivetet hans Standpunkt som Nihilisme og anser hans Livsanskuelse for "umenneskelig". Som alt berørt kompromitterede dernæst Videnskabernes Selskab sig grundigt ved at finde en af hans dybsindigste og berømteste Afhandlinger uværdig til dets stakkels Præmie, og endelig var Bröchner Hegelianer nok til i sin Bog "Filosofiens Historie i den nyere Tid"'8 at indskrænke Omtalen af Schopenhauer til en haanlig Anmærkning, i hvilken den store Pessimist affærdiges med et sørgeligt Skudsmaal.
Ikke des mindre er Arthur Schopenhauer en af de dybeste Aander, der har levet, en af de faa, der rage skyhøjt op over deres Tidsalder, og som staa i gigantiske Omrids for den næste.
Man har i vore Dage her til Lands forset sig paa Sætningen, at den store Mand er et Udtryk for sin Tidsalder'9. Det var i sin Tid vanskeligt nok at faa den slaaet fast; thi Publikum var vant til at betragte Genierne som Meteorer eller Aladdin'er. Men siden denne Sætning er bleven Almenejendom, opfattes den saa fladt, som var Geniet ikke andet end det veltalende Organ for en allerede forud for det existerende Tilstand. Denne Misforstaaelse beror til Dels paa, at man i Danmark i Reglen ved et Geni forstaar en Digter, og medens man tidligere troede om Poeterne, at de nye Ideer kom fra dem, er man nu tilbøjelig til den Anskuelse, at det er fra Videnskaben, ikke fra Poesien, de nye Ideer udgaa, og at Digternes Evne nærmest er den, at give hine Ideer Skikkelse og forvandle dem til umiddelbart Liv. Man har her altfor hurtigt sluttet fra de Digtere, vi have, til Kunstnerne overhovedet, og med endnu mindre Ret gjort Slutninger fra Digterens Stilling til den store Mands Stilling som Frembringer i al Almindelighed. Og Vildfarelsen udbreder sig des lettere, jo mere den demokratiske Grundanskuelse fra det Omraade, hvor den hører hjemme, trænger ind paa andre Omraader, hvor den nødvendigvis kommer tilkort. Det glemmes, at det, man kalder Tidsaanden, fra først af opstaar i ganske faa Hjærner eller i en enkelt Hjærne. Den udgaar ikke neden fra, men fra Genier, omspænder saa efterhaanden et helt Folk og bruger nye Genier som sine Organer. Men saa demokratisk dens Væsen end er, af Udspring er den yderst aristokratisk.
I vore Dage er det, man kalder Pessimisme, i Skikkelse af Stemningspessimisme, Bitterhed, doktrinær Seen Sort saare udbredt; den møder én overalt, hyppigst naturligvis i alle Slags flaue og dumme, affekterede eller trivialiserede Former. Anderledes var det, da den pessimistiske Filosofis Ophavsmand i Aaret 1819 udgav sit Hovedværk. Han stod absolut alene; hans Stemme fandt saa lidet Ekko, som havde han talt i en Ørken; i 30 Aar forblev hans Værk "Die Welt als Wille und Vorstellung"1 aldeles upaaagtet af den store Læseverden. Havde han nøjedes med at sammenfatte de i hans Tidsalder spredte Tanker til et System, vilde han visselig ikke have havt denne Skæbne.
Selvfølgelig staar Schopenhauer ikke udenfor Historiens Gang. Det er let nok at se, hvorledes han som Tænker bygger paa Kant og har Berøringspunkter med Fichte; det gjælder dernæst om ham, som om næsten alle de store Skikkelser fra Aarhundredets Begyndelse, at de ere et Udtryk for Reaktionen mod det attende Aarhundredes Rationalisme. Men medens indskrænkede Aander forstode denne Reaktion som Gjenindsætten af Orthodoxien i dens gamle Magtstilling, og medens sværmeriske Aander kaldte romantisk Begejstring til Kamp mod Forstand og Forstandskultur, gik Schopenhauer, ledet af en dyb religiøs-filosofisk Sans, fra Samtidens rationalistiske og optimistiske Kristendom og fra Samtidens optimistiske Filosofi tilbage til den oprindelige Kristendoms psykologiske Væsen. Ja han gik saa langt tilbage, at han fandt den ene af Kristendommens Kilder, dens Hovedkilde, som de Enfoldige (Mystikere og Pietister) havde øst af, men som de Højlærde hverken under Renaissancen, Reformationen eller Oplysningstiden havde kjendt noget til eller vidst noget om, nemlig den dybe pessimistiske Strøm, den Livsnægten, som de to store Forløsnings-religioner, den kristelige og den indiske, have tilfælles. De videnskabelige Optimister fra Rationalisterne af og til Hegel saa' i Kristendommen kun de Tanker, de selv havde. Schopenhauer opdagede, at Livsfornægtelsen, hvilken man havde opfattet som en spredtvis optrædende Sygdomsforekomst uden synderlig Interesse, var en dyb og mægtig Strømning i Menneskehedens Liv ved Siden af Livsbekræftelsen, Viljen til at leve. Det er uvæsenligt, at han, som det var at vente, kom til at opfatte Livsfornægtelsen som den eneste berettigede Strømning. Det Væsentlige er, at han staar som den eneste evropæiske Tænker, der har naaet Enhedspunktet mellem Vesterlandets og Østerlandets Hovedreligioner, og der danner Bindeleddet mellem Vestens og Østens Filosofi.
Schopenhauer var en Natur med stærke, voldsomme Drifter og en mægtig, fribaaren Intelligens. Det lykkedes ham aldrig helt at tæmme sit ubændige Viljesliv under sin Tanke, skjønt han tidligt betragtede de Goder, den menneskelige Attraa (i hans Sprog Vilje) er rettet mod, som værdiløse, ja som Onder, fordi de forstyrre og splitte det intellektuelle Liv, der var hans eneste Maal. Han skattede sin Forstand højere end sin Karakter, følte hele sit Liv igjennem Spliden mellem sin Vilje og sin Indsigt og kom saaledes ud fra sin egen psykologiske Erfaring til at betragte Verden som Vilje og Forestilling. At Viljen er alle Tings Væsen – det er den nye Sandhed, han tror at have fundet. Det er ved at se ind i sig selv, at han har fundet denne Sandhed; thi i sin Selvbevidsthed finder han Viljen (Attraaen) som det første og stærkeste; den tager bestandig det Bidsel, Forstanden lægger den i Munden, mellem Tænderne og løber løbsk. Viljen er derfor den radikale Funktion i alt sjæleligt Liv, Intelligensen er kun et Organ, der under det animalske Livs stigende Udfoldelse gror ud fra Viljen.
Paa Rigdom, Ære og Vellyst er indenfor Menneskelivet Viljen rettet; kun ved Overvindelse af denne Vilje er et uforstyrret intellektuelt Liv muligt, men paa den anden Side forefindes stærk intellektuel Begavelse kun hos Naturer med stærke Drifter. Schopenhauer selv lagde (uden at besidde nogen Erhvervedrift) den højeste Lidenskab: stærk Mistro, stor Forretningsdygtighed for Dagen i at bevare sin Kapital; han var fra Ungdommen af kvindekjær, og han var indtil i Alderdommen glødende begjærlig efter at se sig anerkjendt som Forkynderen af "den sande Filosofi". Han havde altsaa som Forstandsvæsen nok at tumle med. Han havde en uhyre Selvfølelse og deraf følgende grænseløs Hensynsløshed. Da han som ung Mand i Rom traf sammen med tyske Kunstnere i hine Tider, da det Nationale og det Religiøse gjaldt for de to eneste frelsende Magter i Kunsten, ytrede han i deres Midte koldblodigt, at det tyske Folk var det dummeste af alle, og kun havde den ene gode Egenskab, at det var uden Religiøsitet. Han kunde umuligt omgaas andre Mennesker, lærte derfor at søge Ensomhed og tilbragte største Delen af sit Liv som Eneboer. Han bliver veltalende, ja poetisk, saa tit han priser Ensomhed og Tavshed over Alt.
I den ensomme Stilhed havde han sine lykkelige, ja salige Timer. Indfaldene indfandt sig, originale, snart mystisk-dybsindige, snart glimrende vittige, altid fuldendt klare og skarpe i Formen. Han skrev dem ned og nød selv først som Autor, hvad vi andre som Læsere nyde efter ham: en i tysk Filosofi enestaaende Prosas Anskuelighed og Djærvhed. Schopenhauer er en stor Forfatter, en filosofisk Skribent af Ludwig Feuerbachs '10 høje Rang, ikke ædelbaaren og lyrisk uimodstaaelig som han, men friskere, uden Skolepræg, mindre betynget af Kunstord, mindre abstrakt og tysk, en Forfatter for Verdensmænd og for Evropa.
Dog Selvprøvelsens ensomme Timer vare lige saa pinlige som Frembringelsens ensomme Timer søde. I dem gøs han tilbage for sin ustyrlige Lidenskabelighed, sin dybe Forfængelighed, sin om H.C. Andersen mindende Dødsfrygt, mest maaske for den Menneskeforagt, der havde udviklet sig hos ham og som passede saa slet til hans Overbevisning, at Medlidenhed er Roden til al Sædelighed. Saa følte han Trangen til at forløses fra sig selv, til gjennem Begrundelse af Modsætningen mellem den "erfaringsmæssige" og den "bedre" Bevidsthed at nedsætte den sanselige Virkelighed til en Skygge- eller Drømmeverden. Han brugte Kants Lære om Rum og Tid'11 som blotte Anskuelsesformer til at gjøre det menneskelige Liv her paa Jorden til en Art Drøm. Og i Modsætning til den af ham saa højt beundrede Goethes store Memento vivere formulerer han nu sin Filosofi som en Betænken af Døden.
Ogsaa hans Pessimisme, der nu til Dags har gjort hans Navn saa berømt, har som alle hans øvrige Lærdomme sit tydelige Udspring i hans Menneskevæsen. Den stammer fra hin Menneskeforagt, der ikke passede ind i hans Moralsystem. Det var paa Grund af sin Forstandsbegavelse, at han agtede sig selv. Men Geniet var en Undtagelse, et Særsyn, der kun forekom et Par Gange hvert Aarhundrede: Geniet var den grønne, blomstrende Oase, der (i hans Parabel) med Urette klager over aldrig at se sin Lige og kun finde den sørgelige, stenede Ørken rundt om sig; thi Oasen er jo kun som en af Naturen begunstiget Plet i Ørkenen: Oase. Hos de øvrige Mennesker fandt han kun "Vilje", kun Sult og Kjønsdrift: De to eneste Anliggender, de betragtede som Alvor, var deres Ernæring og deres Forplantning: de højere Evner vurderede de kun som Midler til Selvopholdelsen, som Organer, der sikrede dem Overlegenhed i Kampen om Livsbetingelserne. Men en Verden, der naaede sit Højdepunkt i saadanne Væsener, var værdiløs. Og Menneskene følte det selv, thi de var stadig plagede af Mismod og Angst, Smerten var det Positive i deres Liv, de følte ikke Glæde uden som øjeblikkelig Lettelse, som Befrielse fra Pine og Nød. Ja end ikke Geniet var at undtage fra denne sidste Regel; thi det kjøbte den rene Erkjendelsesglæde, det nu og da fornam, med dobbelt Modtagelighed for Livets Kval.
Jeg for min Del er ingen Tilhænger af Schopenhauer, men vel en Beundrer af ham. Det er efter min Opfattelse umuligt at bruge Udtryk som "et Gode" eller "et Onde" om Livet, umuligt at anvende Bestemmelser som "god" eller "slet" paa Verdensaltet. Verden er saa lidet god eller slet, som den er blaa eller gul. Alle Opsummeringer af Lyst- og Ulystfornemmelserne i Livet og alle Forsøg paa at bevise de sidstes Overtallighed ere uvidenskabelige, fordi en Maalestok for disse Værdier fattes.
Men efter min Opfattelse maa Pessimismen, som Fr. Paulsen'12 træffende har udtrykt det, betragtes som "et med Begreber anstillet Experiment". Pessimismen er en lærerig Ensidighed, hos Schopenhauer en genial og storstilet Ensidighed. Som Økonomien forsøgsvis udvikler, hvorledes Statshusholdningen vilde forme sig, ifald alle økonomiske Handlinger bestemtes af Egoismen alene, eller som Fysiken udvikler, hvorledes Legemerne vilde forholde sig, ifald de udelukkende fulgte Inertiens Lov, saaledes fremstiller Pessimismen, hvad Virkeligheden vilde være, i Fald blot visse Tendenser, som den udelukkende har Øje for, vare virksomme i Menneskesjælen og Livet.
I vore Dage træffe vi hos os i alle gammeldags Poesier en fersk og umulig Optimisme, i næsten alle nymodens Bøger bestandig en kun halvt gjennemtænkt og meget uklar Pessimisme. Denne mødes saa med en endnu langt mere taaget Pessimisme hos Publikum. Det kommer for en stor Del af, at baade vort Publikum og vore Forfattere snart ikke mere læse andet end Aviser og Romaner.
I Stedet for at blive staaende ved Stemningspessimismen burde man imidlertid hellere studere Synsmaaden hos dens første og genialeste Theoretiker og saa antage eller forkaste den som Totalanskuelse af Livet. Schopenhauers' "Parerga" er en Bog, som de fleste dannede kunne forstaa, og fra den er Overgangen til hans øvrige Skrifter ikke vanskelig. Han er med al sin Paradoxi en stor Mand; vi trænge til at gjøre Bekjendtskab med en saadan, vi, som have saa faa Store og saa mange Gjernestore, der yderst tilfredse med sig selv brede sig paa deres og andres Plads.
Georg Brandes.
