Nyhedsbrev 35

Fredag 12.-søndag 14. august

Sommermøde: Realismer. Bang og Pontoppidan. Stuk og De Dødes Rige

Se det detaljerede program. Mødet er fuldtegnet, og der er ikke adgang til enkeltforedrag.

Beretninger

Om Pontoppidan Selskabets årsmøde den 30. maj kan nu læses sekretærens referat med formandens beretning og beretningen fra den fraværende projektansvarlige.

Lyt til Ung Elskov og Isbjørnen

Med sin smukke cellostemme har den gamle redaktør af DR-programmet Alfabet, Karsten Farao, for Bechs Forlag – Viatone indtalt de første to af Pontoppidans Smaa Romaner som forfatteren selv vedvarende ville stå ved. Det drejer sig om den meget heldige omarbejdelse af Ung Elskov fra 1906 og 1899-tilretningen af Isbjørnen fra 1899. Resultatet meget fint og det første kapitel kan høres på henholdsvis Ung Elskov og Isbjørnen. Indtalingerne kan også købes på plader, enten som CD- eller MP3-lydbøger, og forlaget tilbyder selskabets medlemmer en særpris på 125 kr + evt. forsendelse 25 kr. (skriv til info@bechsforlag.dk).

Døende ord?

Dansk Sprognævn har opstillet en liste med 43 ord der er på vej ud af det danske sprog og derfor også med tiden af Retskrivningsordbogen (se Politiken 23.6.2011). Hos Pontoppidan lever de stadig, i hvert fald de fleste af dem:

brødflov forekommer overhovedet ikke i forfatter- eller brevskab. Ordet kom først ind fra talesproget i slutningen af det 19.årh., men en lidt ældre bekendt og kollega af Pontoppidan som Sophus Bauditz (1850-1915) bruger det dog i romanen Hjortholm fra 1896.
charlatan finder man naturligvis i Jørgen Hallagers vokabular i Nattevagt, og oberst Bjerregrav bruger ordet om Per Sidenius i slutningen af Lykke-Pers kapitel 5: "En Forrykt, antager jeg. Eller en Charlatan! ... Maaske et Geni!", de gamle professorer forestillede sig i kapitel 17 den unge Dr. Nathan som en "Charlatan", og det samme kalder den ældre Per i kapitel 27 ingeniør Steiner der har "stjålet" hans store plan. – Men Dansk Sprognævn er ikke opmærksom på at ordet hos nutidens unge har skiftet betydning og i dag har en mere positiv klang af forsoren letfærdighed. Et minusord er blevet til et plusord der måske derfor overlever.
djærv: i Sandinge Menighed (1883) tales der "djærve Ord", og i Mands Himmerig er det den "den robuste, folkeligt djærve Kresten Paarse" der har stiftet romanens parallel til Politiken.
dorsk optræder to steder i Pontoppidans debutbog Stækkede Vinger, begge gange i fortællingen "Kirkeskuden": "Myggene hang dorske under Loftet" og hovedpersonen "Ole sad paa sit Loftkammer, mat og dorsk – og sov".
dosmerseddel: Noget så køkken-nært forekommer ikke i det pontoppidanske univers. Det var fruens afdeling. Derimod forekommer "Dosmer" et par gange i brevene, som når Pontoppidan til Galschiøt skriver: "Jeg selv er en Dosmer til at huske Fødselsdage." Eller når hans korrespondent Erik Henrichsen skriver: "De vil formodentlig herefter anse mig for en ualmindelig Dosmer, siden jeg ikke engang kan udenad, hvorledes en Lejekontrakt skal stemples."
døgenigt: Den mest fremtrædende Døgenigt i forfatterskabet er Kjeld i De Dødes Rige. Andre døgenigte er "det forgyldte Lammehoved", Sivertsen, i Lykke-Per, Eleonoras fætter i Minder, arkitekt Ishøj i Den gamle Adam og fætter Alexander i Borgmester Hoeck og Hustru.
dølgsmål optræder morsomst i et brev til H.P.E. Hansen: "En literær Fødsel skal helst foregå i Dølgsmål, uden 2 kaffedrikkende Vidner..." (6.6.1933). Der fødes ét barn i dølgsmål i selve forfatterskab, men situationen egner sig ikke til at bruge ordet der derimod som metafor optræder både i de tre store romaner (se f.eks. i Lykke-Per, i journalistikken og altså i brevene; prøv selv at søge på ordet i den udvidede Google-søgning under "Pontoppidans egne tekster". Den groveste finder anvendelse i Pontoppidans udtrykte harme over det nybyggede Glyptoteket.
flanere: dette dejlige ord, der i øvrigt stadigt passer godt på turistens måde af bevæge sig rundt i nutidens storbyer, bruges overhovedet ikke i Pontoppidans œuvre, det være sig opus eller scripta1. Derimod finder man substantivet Flane, kun brugt om kvinder med en flygtig, overfladisk karakter, gerne med tilbøjelighed til letsindigt koketteri (ODS): Lykke-Per bruger ordet om Nanny da han fortryder at han lagde an på hende (stedet er udgået i de senere udgaver), jeg-fortælleren om Frk. Carlsen i Den gamle Adam2 og borgmester Hoeck om sin svigermor.
flottenheimer er kommet for sent ind i ordforrådet til at have fæstnet sig i Pontoppidans ordbog, og så er det dog allerede på vej ud.
fløs forekommer kun i fortællingen "Den sorte Aline".
forfjor optræder i hver sin ende af forfatterskabet: i Det forjættede Land og i Hamskifte.
forsoren: Den eneste forekomst er mod slutningen af De Dødes Rige udviser Jytte en "lidt forsoren Munterhed" ved gensynet med veninden Meta.
fusentast hæftes sammen med Døgenigt på den nævnte student i Minder, men er tidligere brugt (ironisk) og som rimord på "i Ho'edet fast" i digtet "Kong Salomon og Jørgen Hattemager". Fru Salomon betegner tidligt (i kap. 7) Peter Sidenius som "en halvt utilregnelig Fusentast", og Pontoppidan hæfter i Familjeliv betegnelsen på sig selv i Hornsherred-egnens omdømme af ham i midtfirserne.
gebommerlig: i Højsangs andenudgave (1921, se Noveller og Skitser, 1930) optræder i bondsk tale en "gebommerlig Tandpine",
halstarrig: Pontoppidan bruger ikke ordet, men Edvard Brandes kalder ham det i et brev under 1890'ernes kamp for digtergagen.
idelig er ikke noget spændende ord, "til stadighed", men forekommer utallige gange hos Pontoppidan.
kalas bruges ikke af Pontoppidan.
kanalje forekommer kun en enkelt gang, i De Dødes Rige.
knibsk kan man høre hvad betyder ("Anna var i Anders kjær, men knibsk alligevel"). Igen er det kun i et brev til H.P.E. Hansen vi finder ordet brugt. Og så i en artikel fra 1884 som vi nok tør tillægge Pontoppidan. Men her bruges udtrykket "knibske Tider" som synonym for "knappe Tider".
knarvoren staves hos Pontoppidan "knarvorn" og findes kun én gang, indføjet i 2. udgaven af De Dødes Rige i "Den ellevte Time"s 9. kapitel hvor en gammel kortspiller er gjort "knarvorn" i sin dom over brødrene Gaardbo: "Ja, de er ens store Narre begge to".
kålhøgen kunne man nok have ventet mere end den ene gang det forekommer: i De vilde Fugle (1902), dramatiseringen af Højsang fra 1896. Proprietær Hansen siger om von Hacke at "Han er bleven saa kaalhøgen, den Stodder!" og derfor fylder han uset hans ølkrus op med cognac eller kognak som det hed.
langmodig: Forfatterskabets fineste øjeblik med det ord er en replik fra den døende Enslev, søn af smeden, i De Dødes Rige: "Han ejede den store Langmodighed med Livet ... den lod han ikke gaa i Arv til mig. Det har vel været godt for noget. Kun ikke for mig selv." Men både adjektiv og substantiv står nok for fald. Der er adskilligt flere forekomster i både breve og bøger.
negerbolle, negerkys: NEJ!
obsternasig: Det er pater Rüdesheimer i Det forjættede land der mest flagrant tager ordet i sin mund i persiflagen af samtidens kristendom: "Det er nu ikke nok med, at de har faaet al Guddommelighed flaaet af selve Kristusskikkelsen, gjort Frelseren til en slet og ret obsternasig Tømmermandssøn, en Socialist med Hallucinationer og andre menneskelige Skrøbeligheder."
sporenstregs: Pontoppidan fortæller i Drengeaar om sin resolutte onkel, skibsrederen i Helsingør at "da han saaledes en Gang paa sin tidlige Morgenvandring hørte, at en Mand, der skyldte ham Penge, var død i Nattens Løb, gik han sporenstregs til den Afdødes Hjem, fik hans Kone kaldt op og forlod ikke Huset, før han havde faaet hende til at udlevere den Afdødes Livspolice til Sikkerhed for, hvad han havde tilgode."
svanger: Hos Pontoppidan er det så godt som aldrig kvinderne der er "svangre" med afkom, men mændene, forfatteren selv inklusive, og tiden der er "svanger" med idéer, planer, bøger. Men nu er det altså slut. Ingen synger mere med Drachmann i Der var engang (april 1885): "Se, Natten er svanger med Vellugt fin", hvorover Pontoppidan ellers til "Kronjyder og Molboer" (trykt dec. 1885) skabte adjektivet "vellugtsvangre", senere overført til Minder (1894).
træsk forekommer hos Pontoppidan kun i sammensætningen Træsko.
ufortøvet: dette lidt embedsmandsmæssige disciplinærord bruges hos Pontoppidan kun humoristisk, som allerede i Stækkede Vinger hvor pastor Østrups ugifte søster Kathinka i fruens fravær beordrer "Pigen" til "ufortøvet at efterse alt Sølvtøjet".
vindbøjtel forekommer kun én gang hos Pontoppidan, i Lykke-Per hvor betegnelsen hænges på Hasselager, en af de svigefulde økonomiske bagmænd for Pers store plan.
ødeland: Der er kun én Ødeland i forfatterskabet, nemlig Adams svoger, den unge Schmidt i Det ideale Hjem. Men af sin forlægger Ernst Bojesen frygter Pontoppidan dog selv at blive anset for en Ødeland.

 
[1] overhovedet ikke: Det er lidt flot udtrykt. Netstedet rummer endnu ikke alle Pontoppidans skriftlige efterladenskaber, og selv om en del af resten er optaget i private databaser, er der stadig uregistreret materiale. tilbage
[2] Flane: Se Henrik Pontoppidan: Smaa Romaner 1893-1900, 2005, s. 214s. tilbage