Nyhedsbrev 15

Vinterens program

onsdag den 15. december, kl. 19.30:

Mit sande Jeg?

Pontoppidan som 1890er-digter

Flemming Behrendt har afsluttet sit udforskningsarbejde til udgaven af Pontoppidans Smaa Romaner 1893-1900 som Det danske Sprog- og Litteraturselskab udsender i 2005. For selskabets medlemmer præsenterer han en julekurv af nye observationer, fund og betragtninger. En aften for feinschmeckere der har disse små romaner præsente: Minder, Nattevagt, Den gamle Adam, Højsang, Lille Rødhætte og Det ideale Hjem.

Mødet finder sted i Pressens Hus, Skindergade 7. Entré for ikke-medlemmer: 35 kr.


tirsdag den 1. februar, kl. 19.30:

Ung Elskov

Forfatteren Ida Jessen taler om én af Pontoppidans små romaner, Ung Elskov fra 1885.

Mødet finder sted i Pressens Hus, Skindergade 7. Entré for ikke-medlemmer: 35 kr.


torsdag den 10. marts, kl. 19.30:

Den radikale Pontoppidan

Overvejelser om Pontoppidans forhold til brandesianismen

Dr.phil. Morten Thing er forskningsbibliotekar ved Roskilde Universitetsbibliotek. Hans forskningsområde er "det jødiske tema", og hans foredrag tager udgangspunkt i Nattevagt.

Mødet finder sted i Pressens Hus, Skindergade 7. Entré for ikke-medlemmer: 35 kr.


Kontingent 2005

De sidste to år har selskabets medlemmer, ud over det ordinære kontingent på 100 kr., indbetalt "støttekontingenter" på i alt henholdsvis 5.435 kr. og 4.800 kr. Det har bl.a. gjort det muligt for os at lancere selskabets skriftserie Pontoppidaniana. I 2005 vil vi gerne bruge (en del af) støttekontingenterne til at oprette hele eller halve fripladser på sommermødet for studerende der har vist aktiv interesse for det pontoppidanske forfatterskab. Men vi kan ikke indkalde ansøgninger herom, før vi har midlerne til det. Så tak for et godt og rigeligt støttekontingent til giro 10010780.


Sommermødet 2005

finder sted 29.-31. juli, som sidste år på Nørregaards Højskole i Bjerringbro. Programmet kan ses her. Sommermødet 2004 var budgetteret til 40 betalende deltagere. Men så mange blev vi ikke, og mødet gav et underskud. Derfor har vi været nødt til at budgettere lavere i år, og prisen er tilsvarende blevet lidt højere.


Referat af mødet den 5. oktober med dramatikeren Jørgen Ljungdalh om hans dramatisering af De Dødes Rige.

Ljungdalh om sit skuespil

Mødet med Jørgen Ljungdalh, ophavsmand til det nye skuespil De Dødes Rige efter Henrik Pontoppidans roman, fandt sted som en afrunding af Pontoppidan Selskabets tur til Århus for at se sceneopførelsen dér. Den var blevet vejet, vurderet og grundet over af den lille skare deltagere i mellemtiden, og de fleste af dem var mødt op i Pressens Hus for at høre dramatikerens egen mening, nu lejlighed bød sig.

De fik et levende indblik i den proces, som foregår dels hjemme hos dramatikeren, dels på scenen med hans medvirken eller uden – og da ofte med et for ham ret overraskende resultat, som bare ikke står til at ændre, for dels kører toget, når det er sat i gang, og dels er der mange forhold, som scenens folk simpelthen ved, kan lade sig gøre eller ikke, og som må tages til efterretning. Så hvert stykke og hver opsætning er en læreproces, som nok lader forfatteren komme til orde, men jo bag scenen. Med resultatet var Ljungdalh tilfreds, og stykket var da også blevet en succes – i hvilken forbindelse der fra mødedeltagerne lød opfordringer til ikke at lade Hovedstaden helt udsulte for sceniske Pontoppidan-værker, mens Århus og Aalborg skummer fløden. Desangående kunne der ikke gives konkrete løfter, men der var overvejelser i gang, oplyste forfatteren, som også står bag sceneudgaven af Lykke-Per.

Om De Dødes Rige vidste han ikke rigtigt, hvor godt han kunne lide romanen. Det havde svinget, men var heller ikke det væsentligste. Det var de mod-energier, et værk kunne fremkalde hos ham, som talte, altså lysten til modsigelse, men også til heling og demonstration af sammenhænge, der ikke før lå så klart. I dette værk var problemet, at der ingen rigtig udvikling lå i forløbet, ikke som i Lykke-Per, ejheller var den tid i Pontoppidans beskrivelse så forskellig fra vor, at der deraf sprang gnister. Så som et udgangspunkt var valgt fru Bertha, der havde livet bag sig, og som slutsten Karsten From med hans glitterværk af en tilværelse meget svarende til den tid, vi lever i. Forfatteren var ikke fri for at have sympati for figuren. Og anså den for anderledes vedkommende end den Kjeld Borgen-figur, som afslutter romanen med sit skalmejespil. Det var passé som en flower-powerdrøm. De Dødes Rige var nok ikke en titel, der solgte. Men den havde måttet vælges som den sandeste.

Efter indlægget udspandt sig en livlig diskussion om ikke mindst ejendommelighederne i sceneudgaven, bl.a. kostumerne, lyssætningen, musikken og hele scenografien sammenlignet med andre stykker. Deltagerne fik let hinanden i tale, så også forfatteren fik sikkert noget med sig hjem fra dette møde med en særlig tilhørerkreds, der til afslutning gav ham en varm tak for hans åbenhed og evne og lyst til at formidle.

Regnen trommede som akkompagnement på ruderne.

Men bagefter i de stille gader på vej til parkeringspladsen var syndfloden ovre, og der var lys i de små vinduer, så man fik den tanke, om der måske alligevel var overlevende skalmejelyde i luften der? Kunne det udelukkes?


Oplæg i panelet af litterære selskaber på Klassikerdagen på Schæffergården, 21. september 2004: Arven efter Holberg

Holberg og Henrik Pontoppidan

Ingen dansk forfatter - Holberg dog undtaget - er kørt så lige løs på tiden, dens mennesker og problemer som Henrik Pontoppidan.

Karl V. Thomsen (Hold Galden flydende, 1957)

Henrik Pontoppidan havde et rimeligt godt kendskab til Holberg. Han har læst komedierne, han har formentlig også set nogle af dem opført – og har selv i en dilettantforestilling haft rollen som – Henrik. I skoleforeningen "Valhal" har Holberg også været på programmet i lighed med Andersen og Winther. Så hvad danske klassikere angår, har den unge Pontoppidan været godt rustet. Og da Pontoppidan i 1884 bliver knyttet til Gyldendal og får lov til at vælge bøger fra forlagets lagerliste, er Holberg ikke blandt de værker han vælger.

Han har dem eller kender dem som sagt i forvejen. Derimod vælger han en bred vifte af bøger der dels er de mest moderne – og radikale – skribenter i tiden (Brandes, Stuart Mill) og dels fylder huller ud i Pontoppidans noget fragmenterede boglige baggrund (Jammersmindet, Oehlenschläger, Asbjørnsen).

Han har også enkelte gange i sit lange liv forholdt sig til konkrete opførelser af Holberg og i den forbindelse til spørgsmålet om modernisering af Holberg. Han kan godt se for sig en moderne Erasmus Montanus "som ung Bondestudent, rundrygget af Læsning, med store Hornbriller i et hvidkalket Ansigt, kæphøj af sin indbildte Viden" (Flensborg Avis 1930). Men studenterne er ikke de værste – det er forfattere, og de er derfor lettest at håne:

Naar Penneskaftets Helte og Heltinder optræder i Selskabslivet eller stiller sig i Positur for Avisernes Interviewere, staar de i Reglen ikke tilbage for den holbergske Komediefigur i lattervækkende Komik.

Men hvordan er Pontoppidan så egentlig i familie med Holberg?

I Thomas Bredsdorffs bog Den radikale Holberg fra 1984 har han følgende betragtninger:

Holberg er tit blevet kaldt "den danske litteraturs fader" (…). Der er det pudsige ved betegnelsen, at komediedigteren Holberg har delt skæbne med privatpersonen af samme navn: de fik ingen børn. Dansk litteratur kom der jo meget af senere hen, også en komedie hist og her, men igen komedietradition med ophavets arveanlæg.

Alligevel blev Holberg far. Til en tradition der findes et sted inde ved kernen af komedierne – skønt de også rummer andet – og som findes rundt om i hans andre værker – skønt også de rummer andet. Det er en tradition der findes i den danske litteratur, men ikke bare der. Den kan spores i måden at tænke over livet og samfundet på, hvor den aktivitet nu ytrer sig, i kunst i kritik, i politik. Den giver sig til kende i en bestemt måde at tænke på. Holberg er blandt meget andet den danske radikale tænknings far.

Denne udredning af forholdene i den radikale familie passer godt sammen med Klaus Rifbjergs bidrag til antologien Den kulturradikale udfordring (2001):

Hvis Georg Brandes er den store uomgængelige portalfigur i forløbet [det historiske forløb, JR], skimter man bag ham en anden ironisk rationalist: Ludvig Holberg. Brandes var f.eks. ikke førstemand, når det drejer sig om kampen for kvindens frigørelse og ligeberettigelse. Den kloge bergenser vidste, at fruentimmere ikke er ringere væsen hverken hvad hovedet eller hjertet angår. Han befandt sig bedst i kvindeselskab, måske han instinktivt opfattede kvinderne som rigere udrustet end mændene og altså bestemt ikke som mindreværdige.1

Den brede forståelse af "radikalisme" knytter sig til etymologien: at undersøge noget, virkeligheden f.eks., fra roden, det er dette der er arvegodset – sammen med fornuft og oplysning. For Henrik Pontoppidan ser det således ud – her i et brev til Olof Lauridsen fra 1931:

Min Stilling til de radikale Synspunkter er den samme som den altid har været. Den er mig saa at sige medfødt. Fordi jeg er radikal af Natur. Der er i en Skikkelse som Jørgen Hallager i "Nattevagt" adskillige Draaber af mit eget Hjerteblod; men jeg tilhører en Embedsslægt og er med mange Rodtrævler forankret i en gammel Kultur. Derfor har min Radikalisme ikke udfoldet sig uden Hæmninger.

Som sagt holder vi den side af historien ude her og prøver i stedet lidt nøjere at indkredse kernen i den radikale tænkemåde som Pontoppidan deler med Holberg. Mangelen på ortodoksi, det at ville se tingene fra alle sider og så – hvis det er nødvendigt – skifte standpunkt er de fælles om. Og hos begge beror det på iagttagelse af mennesker omkring dem, men også på selvindsigt. Holberg taler ligefrem om at han selv har "adskillige solide Fejl man kan gøre Komedier over".

Det bekendte tvesyn eller polyfonien hos Pontoppidan handler om dette: Han lægger sig ikke fast i teksterne på et og kun et standpunkt, "så var jeg blevet journalist eller taler", siger han, men lader mange stemmer lyde. Holberg skriver i den kendte epistel "Om at staa fra sine Meninger":

Jeg vil ikke her tage deres Partie, der stedse vakle udi Meninger: jeg vil med meenige Mand gierne kalde dem Vejrhaner. Jeg drister mig alleene at sige, at af dette Spottenavn ofte giøres Misbrug. Meeningers Forandring rejser gemeenligen af Ydmyghed og Sandheds Efterledelse: den saa kaldte, og udi Skolerne prisede Bestandighed derimod flyder gemeenligen af Hovmod og af formegen Tilliid.

Men hvad så med Erasmus Montanus? Han har jo ret, jorden er rund? Ja, men vi skal forstå, at han i situationen så at sige ikke har ret til at have ret, fordi han ufornuftigt og latterligt bruger sine kundskaber forkert, ja, har lært for meget af det forkerte. På samme måde som f.eks. Pontoppidans Emmanuel Hansted på vejen til vanviddet undertiden kan have rigtige indsigter som læseren kan blive klogere af. Læser/tilskuer til Pontoppidans og Holbergs tekster skal blive urolige, anfægtede og tænksomme ved at følge forfatternes beskrivelse af personers udvikling. Som læser skal man tvinges til selv at tage stilling og ikke falde hen i stensikkerhedens ortodoksi.

Dette gælder selvfølgelig i mindre grad der hvor de to forfattere er essayister eller journalister (jf. Citatet ovenfor).

Pontoppidan er i perioder knyttet til forskellige aviser hvor han i kommentarens og klummens form tager fat på – som Holberg – menneskers dårskab. Her er slægtskabet tydeligt, tonen er epistlernes, hør f.eks. denne indledning:

Mangen Gang har jeg sukket ved mig selv: hvem der var så lykkelig at have en Livsanskuelse, en af de anerkendte, som man kan leve og dø på i Fred. Alle de folk jeg omgaaes, har en saadan. Om det saa er min Spækhøker, har han en Livsanskuelse. Han fortæller mig ofte med Taarer i Øjnene, at det er den, der holder ham frisk og sund og veltilfreds (han vejer 250 Pund). Min Vaskerkone, der stjæler mine Skjorter, har en Livsanskuelse, ja, Skraldemandskusken, der bor ovre i Baghuset, har det ogsaa.

Som Holberg (om end slet ikke i samme omfang!) behandler Pontoppidan allehånde emner – fra det mindste til det største – med vid og skarphed og altid med en undersøgende, kritisk og uortodoks tilgang.

Den dramatiske genre lå ikke for Henrik Pontoppidan, selvom hans første digteriske forsøg var et et skuespil (forkastet af Det kgl. Teater og siden brændt), og selvom han forsøgte at få et skuespil ud af kortromanen Højsang 1902. Et enkelt originalt skuespil er debatdramaet Asgaardsrejen, 1906, og det er nærmest et essay i dramatisk form. Det blev ingen succes ved opførelse i 1907, men havde dog mere held i 1991-92 måske mest takket være castingen. I 1914 forsøgte hans sig med en bearbejdning af Lille Rødhætte, men det eneste sceniske arbejde med succes i Pontoppidans levetid blev operaversionen af Den kongelige Gæst fra 1919. Som kuriosum kan nævnes at den lille roman Borgmester Hoeck og Hustru er tæt på at overholde de klassiske dramaturgiske krav til tidens, stedets og handlingens enhed!

Men mangler Pontoppidan talent for skuespillet, så lader karaktertegning og opbygning af en persons mere eller mindre komiske sider ikke komediedigteren Holberg noget efter. I Pontoppidans tekster er der et mylder af figurer der uden videre kunne spadsere ind på Holbergs scene, især præster, men også f.eks. den opportunistiske redaktør i krøniken "Digterliv", eller hvad med Direktør Zaun eller generalkonsulen i De Dødes Rige for ikke at tale om skildringen af Dr. Nathans proselytter i Lykke-Per.

Afslutningsvis om Pontoppidan og teatret skal det nævnes at forfatteren Jørgen Ljungdalh inden for de sidste ti år med held og publikumssucces har bearbejdet såvel Lykke-Per som De Dødes Rige for teatret. Meget spændende og personlige bearbejdninger der kunne fortjene en dybere analyse.

Sammenfattende kan man sige at arven fra Holberg i Henrik Pontoppidans tilfælde mest handler om holdning og tænkemåde. De to forfattere er så at sige af samme åndstype, har samme spørgende og anfægtede tilgang til de gængse sandheder. Dette giver sig konkret udslag i stil og tone i teksterne og er vel til syvende og sidst med til at placere dem i rækken af klassikere som stedse vil finde nye læsere og tolkninger.


De Dødes Rige i Århus

Lørdag d. 11. september var der på HP-selskabets menu en teatertur til Århus for at opleve romanen De Dødes Rige i Jørgen Ljungdalhs bearbejdning på Aarhus Teaters Scala-scene. Fjorten deltog, heraf halvdelen på gruppebillet fra København. De fik en god lejlighed til at forhåndsindstille antennerne på det store værk, som naturligvis havde måttet beskæres kraftigt for at holde en tidsramme på tre timer. Men hvordan? Kunne det overhovedet lade sig gøre? Det havde man Ljungdalhs eget bud på i et avisinterview af Kirsten Boas i Kristeligt Dagblad op til premieren for nylig, som blev omdelt i toget af turleder Johan Rosdahl. Stykket skulle især handle om Jytte Abildgaard og samspillet med moderen fru Bertha i et "kammerspil", diamentralt modsat hans bearbejdning for radio et kvart århundrede tidligere. Den havde anslået en samfundskritisk tone og givet Povl Gaardbo en hovedrolle.

I den nye skulle det vise sig, at lægen var udeladt, en skæbne, han delte med fortidens Søren Smed og fremtidens Kjeld Borgen. Men de øvrige hovedfigurer var der i en revyagtig idérig sceneopsætning, som lod handlingen springe i tid og sted og have personerne foran eller bag døre, belyste eller ikke belyste, tilpas til at give rummelighed uden at virke anstrengt og da slet ikke for os kendere af værket. En fast struktur var sikret ved de tre akters forskel i geografisk base - kysten nær Genova, godset Storeholt samt København. En linie tegnede sig endnu klarere end i bogen med Jytte som den, der ved sit valg eller fravalg af bejlere beslutter, hvor dette problemfyldte samfund skal bevæge sig hen. Ikke med den bedst egnede ved roret, Torben Dihmer, for han vil fastlåse hende i en bestemt samfundssfære; ikke med Johannes Gaardbo, for han vil forme hendes sarte sjæl; men med en Karsten From, behageligt uforpligtende og dertil hendes eget valg helt og holdent - så længe det varer. Og med moderen som baggrund, erfaren og rigtig i et tilbageskuende samspil med Enslev.

Det fungerede. Forestillingen levede, var til tider morsom og for os i gruppen, der har romanen i baghovedet, læst flere gange og med dens sandheder destilleret ud gennem foredrag, diskussioner, artikler og årsmødeopsummeringer, en stadig udfordring med tanker som: Hvorfor var dét med? Og dét ikke? Hvor stod nu det? Spørgsmål at vende med ligesindede i pauserne og på vejen hjem, hvad de blev ligesom meget andet af fælles interesse, så man knapt anede, hvor toget befandt sig, før det ved midnat rullede ind på Hovedbanegården og dermed satte slut på en god dag. Den skal arrangørerne have tak for.

En anmeldelse

Bagefter kan man så fundere over, hvordan ens anmeldelse, om afkrævet en, ville have lydt. Derom var meningerne delte, så det følgende står for den skrivendes regning. Men sådan er budet – på amatørvis:

Stykket er nok svært at følge for en, der ikke har kendskab til bogen. Skuespillerne gør deres bedste, men det er ikke altid nok. Hvad enten det ligger i instruktionen eller dem selv, så har Sarah Gottliebs Jytte ikke de forventelige nuancer i spillet; Morten Burians Dihmer savner pondus: Johannes Gaardbo er for lidt jesuit; Meta Gaardbo måske lidt ung; Enslev for ensidigt vredladen – eller med et udtryk af Ærbødigst i 1924 om Georg Brandes, der ikke er til at overse blandt Enslev-forbillederne: "G.B.: Gamle Buldrebasse."

... Men nu mindes jeg et vers, som hin lejlighedsdigter året efter lagde anmelderen Sven Lange i munden:

Kunsten desværre herhjemme er død,
en er for voldsom, en er for sød,
en er for bollet og en er for spids,
mener Sven Lange, og Lange er 60
(osv)

Og heldigvis kan jeg da undgå at falde i samme grøft ved også at uddele roser: Anne-Vibeke Mogensens fru Bertha – med bagudopslidset nederdel – fungerede godt som skuffet moder og kvinde. Og Jens Zacho Böye er en interessant udgave af Karsten From, elegant og holdnings- men ikke indholds-løs. Bifigurer som generalkonsul Kolding og godsejerparret Hagen kører frem med fuld musik og gør os indforstået med fraværet af andre som Zaun, Søholm, Jørgen Berg, Susse Frederiksen – og Frants Møller alias nævnte Lange, "Deres gamle Hader," som G.B. skrev til H.P. oven på anmeldelserne af Torben og Jytte.

En forestilling som Jørgen Ljungdalhs De Dødes Rige i Morten Hovmans instruktion på Aarhus Teater sætter noget i gang. Den giver idéer, f. eks. om en bearbejdning 25 nye år fremme med en Dihmer i centrum. Se den, vi i dag har! Evt. ved første genopførelse.


Kristeligt Dagblad:

Lagt på nettet den 31. juli 2004 kl. 00:00

På sommermøde med Pontoppidan


LÆSEHESTE: Fyrre kvinder og mænd var sidste weekend i Bjerringbro for at snakke Henrik Pontoppidan fra morgen til aften. Udgangspunktet var religion og samfund i romanen »Det forjættede Land«

Af Kirsten Boas

Helt deroppe i Jylland, hvor man ifølge husannoncerne i Bjerringbro Avis kan få sig en stor villa og have for 675.000 kr., havde en gruppe Henrik Pontoppidan-fans sat hinanden stævne sidste weekend på Nørgaards Højskole.
    Vi var kommet rejsende til Pontoppidan Selskabets Sommermøde 2004 for at give os hen til diskussioner om spørgsmål som: "Var Emanuel Hansted kristen?", "Hvad spillede Ragnhild på klaveret?", "Hvor dør Pontoppidans kvinder af at elske mændene?", "Er Pontoppidans strenge far virkelighed eller myte?", "Var Pontoppidan i virkeligheden mere optaget af drømmen om Guds rige på jord end sin fromme bror, præsten" ...

Resten af Kirsten Boas' artikel kan læses på adressen http://www.kristeligt-dagblad.dk/forside/artikel:aid=222992

 
[1] I parentes bemærket er dette ikke stedet for en nøjere udredning hverken for hvad kulturradikalisme er - eller for Pontoppidans udvikling i sit forhold til radikalismen. tilbage