En af anarkister tilberedt sardindåse

1.

Nattevagt udkom til grundlovsdag 1894. Det var næppe tilfældigt. Det var Peter Nansen som anmeldte den på dagen i Politiken og startede sin anmeldelse: "Dette er jo en Bog ret efter Højres Hjærte." Han tog udgangspunkt i en sympati-læsning, dvs. en læsning hvor man lader sin forståelse af styre af, hvem forfatteren har forsynet med sympati og antipati: "En Bog om en brutal, realistisk og materialistisk Maler, der piner til Døde sin sarte Hustru, en ædel og fintdannet Etatsraads Datter, men som Gudskelov faar sin retfærdige Straf, idet han svigtes og forlades af alle tidligere Meningsfæller, der omvender sig til en Borgerskabet velbehagelig Romantik med Tilbehør af Religiøsitet og politisk Konservatisme."

Men nej, skriver Peter Nansen, det er en "Mystifikation", "en taskenspilleragtigt arrangeret Bog". I virkeligheden er den ligeså farlig som "en af Anarkister tilberedt Sandindaase."

Peter Nansen er ikke den sidste, som har undret sig over at bogen ikke lader sig sympati-læse. Men er der tale om en mystifikation og et taskenspillertrick? Vil Pontoppidan blot vise sine evner som litterær ekvilibrist?

2.

Provisorierne spillede en vigtig rolle i Pontoppidans forestillinger om politik og kunst. Elias Bredsdorff, som i 1964 forsvarede sin disputats om Henrik Pontoppidans forhold til Georg Brandes og Brandes-linjen i dansk åndsliv omtaler provisorietidens betydning for Pontoppidan som noget man bedst kan sammenligne med "hvad deltagelsen i modstandskampen under besættelse kom til at betyde for mange nulevende danske, der betragter dette som den lykkeligste og frugtbareste tid i deres liv." (s. 265). Det er omkring modstanden mod provisorierne og kampen for demokratiet som en del af menneskeåndens frigørelse at Pontoppidans radikalisme får sit afgørende præg.

Der går en linje fra fortællingen "To Gange mødt" fra 1886 over "Tro til Døden" fra 1887 til "Ilum Galgebakke" og "Den første Gendarm", begge fra 1889. "Tro til Døden" optages i samlingen Folkelivsskildringer I fra 1889 og alle fire fortællinger optages i samlingen Skyer fra 1890.1 I disse fire noveller (man kunne for så vidt medtage hele samlingen Skyer) udvikles en radikal demokratiopfattelse. Folkestyret forbindes med en opfattelse af at de laveste lag af befolkningen også er de som har sikret kulturens udvikling. En egentlig frigørelse er kun mulig med udgangspunkt i disse lag.

I "Den første Gendarm" viser han at almindelige bønder ikke kan regnes med hertil. De har for meget at miste og lader sig kyse blot af trusler. I novellen viser en lille køter sig at have anderledes mod end de folk som før gendarmernes ankomst talte om væbnet modstand. I "Tro til Døden" er det en fattig bonde som vil yde den modstand som koster noget, et offer som det grundtvigianske venstre sælger for selv at komme til fadet. I "To Gange mødt" – der ligesom Nattevagt også yder modstand mod sympatilæsning – knyttes forhåbningerne til bogbindersvenden Reinald, en repræsentant for hovedstadens arbejdere. Han er i eksil i Norge måske pga. deltagelse i et attentat. Da han hører om attentatet på Estrup, skynder han sig tilbage til København kun for at finde oppositionen initiativløs og slap. Hele dette udsyn fortættes i "Ilum Galgebakke", hvor forhåbningerne knyttes til krapylet. Med dette franske låneord udpegede Pontoppidan det som måske ellers blev betegnet med et andet fransk ord, nemlig pøblen, som grundlaget for frigørelse. Et egentligt demokrati kan ikke hvile på ejendomsretten, sådan som det danske demokrati gjorde, fordi kun mænd med en vis indkomst kunne stemme, og som provisorierne gjorde, fordi de udtrykte godsejernes interesser. Kun ejendomsfrihed kunne garantere at et nyt regime ville have interesse i at gennemføre menneskeåndens frigørelse hvorom det hele handlede.

3.

Nattevagt kom efter provisoriernes afslutning, men er en slags opsummering af disse fire noveller. Den foregår i stor udstrækning blandt malere og understreger derfor i højere grad end de fire noveller de kunstneriske aspekter af dette krapylokratiske syn på verden. Hovedpersonen Jørgen Hallager er en realistisk maler for hvem netop forbindelsen til den rå virkelighed er det helt afgørende. Omkring ham er der placeret forskellige typer på frafald fra den realistiske bevægelse. Der er den tidligere elev Thorkild Drehling som drages mod et nyromantisk eller symbolistisk maleri. Især er der jo digteren Sahlmann, en lyrisk vindsæk. Der er næppe tvivl om at Sahlmann skal læses som Drachmann og ikke blot give associationer. Romanen er her tæt på nøgleromanen, og Folehave skal givet læses som Gjellerup med sine "vindskibeligt forarbejdede Uddrag af Kofods Verdenshistorie". Drachmann var den prototypiske overløber, både kunstnerisk og menneskeligt. Fx var hans angreb på Brandes blevet til erklæret antisemitisme i midten af 80'erne.

Romanen udspiller sig for en stor del i Rom, og Hallager er ikke betaget af al den renæssancekunst han ser. Kun de tidlige kristne malere kan komme i betragtning og har en vis lighed med vore dages realisme, dvs. hans egen kunst.

Centralt står også en kærlighedshistorie mellem Jørgen Hallager og Ursula Branth, etatsrådens eneste datter, en historie som på melodramatisk vis ender med hendes død som følge af hans grovhed. At han skal og må være grov bliver der langsomt, men sikkert bygget op til, indtil han fortæller Ursula om sin barndom og om en far der uretmæssigt blev anklaget for at have taget af hjælpekassen. Fordi Jørgen Hallager gennem denne tragedie hører til de nederste, kan han repræsentere krapylet. Men at repræsentere autenticiteten er ikke det samme som at være hverken dannet eller sød. Snarere tværtimod. Netop som udskud må Jørgen Hallager være usympatisk. Vejen til menneskeåndens frigørelse går ikke ad æstetikkens eller dannelsens stier. Ifølge sagens natur går det råt for sig når krapylet kommer til.

I Nattevagt er det ikke mindst anarkisterne der refereres til. I Italien var de aktive på dette tidspunkt. Men der refereres også til socialisterne som i den danske sammenhæng jo havde været Venstres allierede mod Højres diktatur. Bogens fjerde kapitel foregår i København et par år efter Ursulas død. Forfatningskampen er slut og kongeparret fejrer guldbryllup. Hele byen kaster sig ud i glemslen og fejrer endog kongens svigersøn, den russiske enehersker og indbegrebet af al undertrykkelse, tsaren. Men nej, ikke alle. For nede i en kælder holdes nattevagt af krapylets repræsentanter, ikke mindst Jørgen Hallager. Han har følgeskab af "en uhyggeligt udseende, benradmager Bogbindersvend ved Navn Reinald". I en slags metafiktion mødes altså den første og den sidste hovedperson i denne suite af radikale fortællinger og binder projektet sammen. Og nu vi er ved det metafiktive, så dukker Hallager igen op i Lykke-Per, hvor det hedder: "Der sad den unge Figurmaler Jørgen Hallager med Bulbideransigtet, – Oprøreren, Anarkisten, der vilde omstyrte Samfundet, afskaffe Akademiet og have Professorerne hængt, men som i øvrigt ernærede sig skikkeligt som Retouchør hos en Fotograf."2

Både Nattevagt og "To Gange mødt" ender i hvad man kunne kalde optimistisk desillusion. Det står dårligt til på kunstscenen. Jørgen Hallagers naturalisme er der ingen der vil købe og han har fået et billede af strejkende arbejdere forkastet. Politisk er det heller ikke for godt, selv nogle af de radikale førere var til guldbryllupsfesten. Men der er håb: Jørgen håber på at opdage et sted i mennesket helt uden erindring og uden renæssance, et sted hvor lyrikken eller svampen ikke kan få fat. Og der er en bærer af det håb: rekrutten. Jørgen Hallager er blevet gift med Nalle et utvivlsomt fruentimmer, som det hedder, og de har fået en søn. Bogen slutter med at de kommer hjem til deres fattige hjem i arbejderkvarteret og kan afløse babysitteren, madam Hansen. Sønnen er rekrut i kampen for menneskeåndens frigørelse, i kampen for at finde et sted uden kulturens og undertrykkelsens svamp. Da madam Hansen går, siger Jørgen Hallager: "Og hold Galden flydende!"

Lidt svævende er forhåbningen knyttet til "Socialister, Anarkister og Nihilister". Men selvom der refereres til disse dyrkere af kollektiviteten er det når det kommer til stykket måske et individuelt projekt. Optimismen synes i hvert fald meget principiel.

4.

Brandesianismen kom Pontoppidan i en vis forstand for sent til. De femten år han var yngre end Georg Brandes spillede en stor rolle. Da Pontoppidan debuterede var det blevet 80'erne og Brandes var i eksil i Tyskland. Alligevel giver det mening som både Knut Ahnlund og Bredsdorff gør det at se fx Mimoser fra 1886 som en tilslutning til det brandesianske standpunkt. Og der udviklede sig et nært forhold mellem Edvard Brandes og Pontoppidan. Noget af hans mere journalistiske arbejde ligger i Ernst Brandes´ Kjøbenhavns Børstidende. Den udvikling jeg har skildret ovenfor, falder imidlertid i en periode hvor Georg Brandes skifter spor og fører Nietzsche i marken som bagmand for en aristokratisk radikalisme. Man kunne her pege på en diskrepans i forhold til Pontoppidans synspunkt, noget som også Edvard Brandes bemærker i et brev til Pontoppidan den 14. juni 1894 i anledning af Nattevagt. Han var glad for bogen, men havde et forbehold over for slutningen og troen på at friheden ville overvintre blandt arbejderne: " (…) jeg tror ikke meget paa Krapylet, ikke paa vore Socialdemokrater."

Pontoppidan holdt fast i aspekter af den tidlige brandesianisme, ikke mindst antiklerikalismen. Og læser man brevvekslingen med Georg Brandes, er der ingen tvivl om at Pontoppidan satte Brandes højt og omvendt. Der er næppe heller tvivl om at de et stykke ind i det nye århundrede opfattede sig som tilhørende det samme parti. Det berømte digt som Pontoppidan skrev til Brandes" 70 årsdag i 1912, opfattede Brandes ikke som en kritik af ham, men som en kritik af danskerne.

Der er imidlertid et forhold som kunne oplyse denne sammenhæng. I Lykke-Per er der et portræt af Brandes som dr. Nathan. Et portræt som både forfatter og portrætteret har vedkendt sig som et billede af Brandes. Dr. Nathan er en jødisk kritiker. I den periode hvor Lykke-Per bliver til, er Brandes meget afvisende med hensyn til betydningen af sin jødiskhed. Han mener at han primært er Georg Brandes, og alt det jøderi intet har på sig. Man kan sige at der ikke er noget underligt i at fremstille Brandes som en jødisk kritiker når det nu forholdt sig sådan. Men Pontoppidan har ikke blot ønsket at understrege det som Brandes gerne havde set downsized ganske betragteligt, men jødiskheden er tillige indskrevet i et meget stort betydningsunivers i Lykke-Per. I bogen er det ikke mindst gennem familjen Salomon at vi møder det jødiske. Det er en familie der som Brandes ikke har nogen afgørende anden forbindelse til det jødiske end gennem familjens fællesskab, dvs. en narrativ jødedom, en jødedom som er overleveret som fortælling og ikke som praksis (sprog, religion, ritualer, mad, tøj osv). Ikke desto mindre er deres jødiskhed signifikant i Pontoppidans semiotiske univers.

Der er næppe tvivl om at Pontoppidan som mange andre i datiden anså jøder for at tilhøre en anden race end danskerne. Deres mørke farver var det udvortes tegn på en irreduktibel forskel som var nedarvet. Han lokaliserer den på overfladen i en hurtigere gestik, rovdyragtige bevægelser og en vis sanselighed. I en større meningssammenhæng kunne man sige at jøderne i bogen repræsenterer to sider af moderniteten: kapitalismen (Salomon) og den kritiske tanke (Nathan). Men det går dybt ned i tegndannelsen.

Ser vi først på kvinderne springer det i øjnene at Pontoppidan i halvsøstrene Jakobe og Nanny har udspaltet to sider af den dengang gængse forestilling om jøder i to karakterer: den kloge og den liderlige. Men de er begge to skildret netop som jøder. De er"orientalske" og rovdyragtige. Nanny kaldes fx: "En kælen lille Panterkat!"3, mens det om Jakobe hedder: "Det Ansigt, som hendes Beundrere havde kaldt et Ørneansigt, hendes Uvenner og Misundere et Papegøjefjæs, var nu ubestridelig rovfugleagtigt."4. Og begges seksualitet står ved sin tropiske art i modsætning til Pers. Det hedder fx: "Jakobes evigvarende Blussen var ham fremmed og i Længden lidt anstrengende. [….] var han overhovedet endnu ikke moden for Jakobes solglødende og vidtfavnende Elskov5". Også blandt mændene har han spaltet de stereotype træk ud i flere typer: filantropen Aron Israel, kritikeren dr. Nathan og den benhårde spekulant Max Bernhardt. Om den sidste siger Per fx: "Kræmmeraanden sidder de gode Krumnæser for dybt i Kødet."6 Max Bernhardt var, hedder det, "den samlende og iværksættende Kraft i den Forgrening af dristige Spekulanter, der i Løbet af den sidste halve Snes Aar havde nedrevet København og opbygget den igen og derved omskabt den fra en Provinsby til en Storstad i evropæisk Stil."7.

Denne forståelse af det jødiske adskiller ikke Pontoppidan fra tidens antisemitter. Forskellen er imidlertid af han ikke er antisemit. Tværtimod kan vel ingen som læser bogen, lade være med at opfatte portrættet af Jakobe som et konstruktivt modstykke til Per og som et af de smukkeste kvindeportrætter i gennembruddets litteratur. Pontoppidan nedvurderer ikke de jødiske karaktertræk endsige opfordrer til en begrænsning af deres indflydelse. Hans ærinde er et andet. Han vil forstå danskerne ved hjælp af deres forskel fra jøderne. Som der findes en irreduktibel jødiskhed, findes der, må man tro, en irreduktibel danskhed. Men uanset udfaldet af denne forståelsesproces, så må man altså herigennem også forstå Pontoppidans forhold til Brandes og brandesianismen.

Der er i Lykke-Per som i Nattevagt indlagt et portræt af Drachmann, prototypen på en overløber. Fritjof Jensen hedder han, og han kan fx tale om "(…) Millionær-Jøderne med deres laskede Fruentimmer (…) Raaddenskab over det hele, min Ven!" Han "(…) foretrak Folkets gamle Profeter for disse moderne "nøgterne Juden-Trompetere" med deres Nytte-Poesi og Kadaver-Prosa"8. Temaet gennemspilles faktisk gennem alle originaludgavens 8 bind. Tilstedeværelsen af Drachmann-skikkelsen skyldes ikke mindst det antisemitiske i hans opgør med Brandes. Det går tilbage til en voldsom diskussion mellem Brandes og Drachmann i 1885, hvor sidstnævnte i Morgenbladet 1.5 bl.a. skrev:

(…) naar jeg baade derhjemme og (…) i Udlandet mere og mere faar Øjnene op for, at den yngre, moderne Jøde ved sin Trang til at bore sig ind alle Vegne, ved sin overfladiske Viden, ved sin febrilske Agitationsdrift, ved sin Spillen paa alle vovelige Paradoxers og Postulaters dissonant klingende Strænge, ved en Magtbrynde, der meget ofte end ikke skyer tvivlsomme Midler – naar jeg ser, at den moderne, yngre virtuosmæssige Jøde derved stadig udbreder en aandelig Smitte, der efterhaanden kan røve Landenes Ungdom de naive, de gode, de lykkelige Forestillinger om Fædreland, Forsyn, Familie, Underkastelse under saa vel religiøse som moralske Love – naar der, til Vederlag for hvad der tabes ved denne tvivlsomme "Udvikling", kun gives Ungdommen et Par ny æsthetiske og politiske Dogmer – og naar jeg hører, at en Mand, der vil modsætte sig denne Udvikling, kaldes Antisemit, ja saa har jeg (…) end ikke den fjærneste Angst (…) ved at benævnes eller selv benævne mig Antisemit (…).9

Fritjof Jensen spiller i Lykke-Per i lighed med Oberst Bjerregrav rollen som den typiske antisemit, som Per også i en vis udstrækning hører til og en position som han må kæmpe sig ud af. Man kan på den måde sige at antisemitismen optræder med flere stemmer i bogen, men at forfatterstemmen i den udstrækning den kan identificeres, ikke hører til disse.

Brandesianismen er kommet til danskerne udefra sammen med kapitalismen. Måske var denne nation af skiftinger og bakketrolde ikke selv i stand til at frembringe et moderne samfund. Per Sidenius har store teknologiske drømme, men uden Salomons kapital og Nathans frigørelsestanke kan det ikke blive til noget. Det er i hvert fald en mulig tolkning at Pontoppidan ser fremmedheden som nødvendig. Men fremmed bliver den ved med at være. Var Pontoppidan på Brandes´ parti, var han det altså på nogle andre præmisser.

Det understreges flere gange i Lykke-Per at der er en slags parallelitet mellem Nathan og Jakobe. Det sker både direkte10, men også med et budskab som især Brandes bør have taget til sig. I Lykke-Per finder skatten fra 1898 ser Jakobe for første gang østjøder, som man i Tyskland var begyndt at kalde de russiske og østrig-ungarske jøder. Hun ser dem på Berlins banegård og finder det meget vanskeligt at identificere sig med dem. Denne scene er nærmest kopieret fra en lignende scene i Brandes´ Berlin som tysk Rigshovedstad fra 1884 hvor Brandes ser de østjødiske flygtninge på den schlesiske banegård i Berlin og netop oplever denne afstand til dem som burde have været "hans egne".

Det politiske budskab fra Nattevagt går igen i Lykke-Per. Det hedder fx om Jakobe: "Nu havde hun gennem sin langsomt erhvervede Forstaaelse af Per ogsaa faaet fuld Klarhed over denne dunkle, modstræbende Følelse af Samhørighed med den sodede, forkuede, for Lys og Luft og Retfærdighed kæmpende Arbejderhær, det tyvende Aarhundredes Mænd!"11 Og den skole hun laver sidst i bind 812, ses som en videreførelse af Pers ideer og netop en skole for arbejderbørn placeret ude på Nørrebro. Da Per dør, viser det sig, at han har testamenteret Jakobes skole alle sine penge. Pers karakter hindrede ham i at føre sine store ideer ud i virkeligheden, Sidenius og bakketrold som han var. Det blev jøden Jakobes opgave at realisere ideen. Er der en parallelitet mellem Jakobe og Nathan er der også en forskel.

5.

Til og med Lykke-Per ligger Pontoppidans radikalisme snarest til venstre for Brandes. Men nogenlunde samtidig med digtet til Brandes på 70 årsdagen var Pontoppidan i gang med et nyt stort fortælleprojekt, nemlig De dødes Rige i 5 bind. Her spiller det jødiske ingen rolle og radikalismen har ændret karakter. Pontoppidan er ikke længere fremskridtsoptimist og den frigørelsesutopi han skitserer til sidst i bind fem ligger snarere i fortiden end i fremtiden. Den er ikke krapylets værk, men realiseret af en godsejer. Denne udvikling fortsættes i Mands Himmerig fra 1927. Ikke for ingen ting medtager Cai M. Woel Mands Himmerig i sin bog Det reaktionære Danmark. Litteraturen og tiden fra 1928.

Pontoppidan vendte efter De dødes Rige tilbage til det jødiske tema med novellen "Præstens Datter" fra 1918. Den blev offentliggjort i Tidsskrift for jødisk Historie og Literatur, som blev udgivet af den jødiske loge Bnei Brith. Novellen ændrede siden titel til "Rabbinerens Datter". I den har det jødiske tema fuldstændig ændret karakter. Betydningen af "det jødiske" er ikke længere det irreduktibelt anderledes eller fremmede, tværtimod. Historien handler om en rabbinerdatter fra en østjysk by, og det minder så meget om, hvad han skriver i sine erindringer (Drengeaar s. 80f) at vi uden videre kan sige, at det drejer sig om den længstlevende menighed uden for København, nemlig Randers. Hun arver en sum penge fra en rig tante som hun omsætter i en ferie på et badehotel. Selvom det ikke nævnes, handler det om at prøve livet af uden for farens og de snærende ritualers kontrol. Selvom det heller ikke nævnes, handler det ikke mindst om muligheden for at blive forelsket. Hun har mange problemer med at overholde spiseforskrifterne, men det lykkes dog for hende under store sociale afsavn. Da værten arrangerer en udflugt på en fredag hvor sabbatten begynder, tager hun med da hun hører at planen er at være hjemme inden solnedgang hvor hun ikke længere må køre i vogn. Turen er en social succes, men rituelt en katastrofe fordi de kommer for sent af sted tilbage til hotellet. Dagen efter rejser hun nedbøjet hjem til farens overvågning. Det er en historie som kan minde meget om strukturen i den kendte novelle "Ørneflugt": Hvad nytter det at have frigørelsesdrømme hvis man er spærret inde i religionens rituelle bur. Interessant er det at novellen først blev trykt i et blad udgivet af fromme jøder. De har sikkert læst den som en bekræftelse af deres religiøse opdragelses rigtighed. Men som jeg læser den, betyder "jødisk" her fuldstændig det samme som "kristen" i Lykke-Per. Jødisk er her ikke tegn for det anderledes eller fremmede, men tegn for religiøs og menneskelig undertrykkelse.

Der er ingen tvivl om, at Pontoppidan var radikal i 1880'erne og 90'erne i ordets datidige betydning: han tilhørte brandesianernes parti. Men han var i højere grad end brødrene Brandes imødekommende over for arbejderbevægelsens rolle i en frigørelse. Til gengæld er det mere usikkert hvori frigørelsen bestod. En af de vigtigste litterære midler til at tematisere moderniteten for Pontoppidan på tærsklen til det nye århundrede er at se den som jødisk og dermed fremmed, men nødvendig. Han taber imidlertid tiltroen til fremtidens muligheder og ser efterhånden frigørelsen som lagt ind i en fremmedgørelsesmetaforik: vi må så at sige tilbage i stedet for frem til det autentiske menneske. Han radikalisme ender derfor snarere i en reaktionær retropi end end en futuristisk utopi.

 
[1]

Folkelivsskildringer I 1889:

Tro til Døden

Skyer 1890:

Ilum Galgebakke (Kjøbenhavns Børs-Tidende dec 1889)

Tro til Døden (Tilskueren nov-dec 1887, Helsingør Dagblad jan 1889)

To Gange Mødt (Tilskueren feb. 1886)

Den første Gendarm (Juleroser 1889)

Nattevagt 1894

tilbage
[2] Lykke-Per, hans Ungdom (1898), s. 71. tilbage
[3] Lykke-Per finder Skatten, 1898, s. 91. tilbage
[4] Lykke-Per, hans sidste Kamp, 1904, s. 259. tilbage
[5] Lykke-Per, hans Kærlighed, 1899, s. 132. tilbage
[6] Lykke-Per, hans store Værk, 1901, s. 158. tilbage
[7] Opus cit. s. 25f. tilbage
[8] Lykke-Per finder Skatten, s. 38f. tilbage
[9] Georg Brandes: "Idealister i Wien", Politiken 21.4.1885 og Holger Drachmann: "Doktoren i "Politiken"", Morgenbladet 1.5.1885. tilbage
[10] Opus cit. s. 153. tilbage
[11] Lykke-Per i det fremmede, 1899, s. 30. tilbage
[12] Lykke-Per, hans sidste Kamp, 1904. tilbage