Ung Elskov 1 og 2

Af Ida Jessen

Ofte, når jeg har læst Pontoppidan, er der en ting, der er sprunget mig i øjnene: Nemlig den, at han, midt i al sin mangetydighed, sin utrolige evne til at vende og dreje en sag og en problemstilling fra alle sider, har to fremherskende måder at forholde sig til sine personer på. For mig selv kalder jeg det den afstandtagende og den medlevende. Lykke-Per er medlevende i en grad der grænser til litterær genialitet. Her har Pontoppidan energi og indsigt til at leve sig ind i hver enkelt, så personen fremstår som gjort af kød og blod. Her er stemmen aldrig hånlig, den viger ikke tilbage, fordømmer ikke. Stoffet er så levende og bøjeligt som livet selv, og man fornemmer at Pontoppidan har været drevet af nysgerrighed, at skrivningen har været en frugtbar jagt på svar, som han ved, han aldrig vil finde.

Jeg har langt fra læst alle hans små romaner, men i dem, som jeg har læst og som jeg kan huske, finder jeg den samme medleven i – og nu remser jeg op efter hukommelsen – Isbjørnen, Minder, Nattevagt, og den anden udgave af Ung Elskov fra 1906. Anderledes forholder det sig i andre af hans bøger. De Dødes Rige, f.eks. De Dødes Rige er spændende og godt fortalt – et mægtigt tidsbillede og samfundskritik, og helt uomtvisteligt et stort værk. Men når det drejer sig om personernes individuelle liv er De Dødes Rige for mig at se baseret på en idé, snarere end på en interesse for personerne. De bliver betragtet på afstand, med en vis kølig interesse, for det er, som om forfatteren allerede inden han satte pennen til papiret har bestemt sig for, hvordan han ville se på dem. Det er som om han ikke lytter rigtigt efter dem, som om han lukker ørene og øjnene for deres finere nuancer. Man er ikke inde i hovedet på personerne. Man er udenpå. Lidt groft kan man sige, at personerne optræder som marionetter for den bagvedliggende idé, og at forfatteren, der ovenfor holder alle trådene i sin hånd, har benyttet sig af sin autoritet til på en og samme tid at være både lovgivende, dømmende og udøvende magt.

Ligesådan forholder det sig efter min mening med flere af de små romaner. Det ideale Hjem, Den kongelige Gæst, Mimoser, og den første version af Ung Elskov. I aften vil jeg forsøge at sammenligne de to udgaver af Ung Elskov, den fra 1885 og den fra 1906.

2. Handlingen

Begge versioner handler om kvindeskæbner i to generationer, en mor, Kro-Ellen, og hendes datter, Martha. Som ung er Kro-Ellen sund, stærk og stor og flegmatisk, men ikke mere end at hun er til fals for den handelsrejsende Jakob, også kaldet bændeljøden, som gør hende gravid og derefter forsvinder ud af billedet. Da Ellen har født Martha, går hendes liv i stå i druk og åndstarvelighed, og historien koncentrerer sig nu om Martha, der vokser op på kroen ude i skoven, i selskab med en flok gamle sutter og alkoholikere, spritklubben kaldet, der kommer hver aften på kroen og kommenterer og styrer livet for Martha. Det er spritklubben, der får udvirket, at Martha bliver forlovet med Jesper, som hun ikke er forelsket i. Han er skovarbejder, god til sit arbejde, god til at slås og god til at drikke, men i forlovelsestiden begynder Martha at dagdrømme om en anden form for kærlighed, og det bliver hendes undergang, i to forskellige versioner. I den første forelsker hun sig i en ung student, der forfører hende, og det får Martha til at gå fra forstanden og drukne sig. I den anden version forelsker hun sig også i en ung student. Men inden det kommer på tale med en forførelse, voldtager Jesper, kæresten hende, og Martha svarer ved at slå ham ihjel og derefter tage sig selv af dage. Det er i hovedtrækkene den handling, som de to udgaver er fælles om.

Men derudover er der så lidt der minder om hinanden, at det til tider kan virke som to vidt forskellige romaner, det være sig sprogligt, i forvaltningen af temaet, i personregisteret og først og fremmest synsvinkelteknisk, og dermed stemnings- og temperamentsmæssigt.

3. Synsvinklen

En ting er at have et stof, man vil lægge frem, noget andet er at afgøre, hvordan det skal lægges frem, og ikke mindst, hvem der skal gøre det. Hvilken stemme har pondus til at fortælle ens historie? Det har jeg ofte tænkt på i mit eget arbejde som forfatter, og jo længere tid inden for faget jeg har haft, jo mere er det gået op for mig hvor afgørende valget af synsvinklen er. Jeg har flere gange prøvet at gå i stå med et materiale, som ellers var så fuldt udviklet, at bogen nærmest burde kunne skrive sig selv, og er efter lang tids overvejelser nået frem til, at det var synsvinkelen det var galt med.

Jeg kan give et par eksempler: I romanen Den der lyver, havde jeg hele historien og persongalleriet klart, og fik skrevet de første hundrede sider, ud fra en tredje persons synsvinkel, der fulgte min hovedperson Christian. Christian stod op, Christian drak kaffe, osv. Så gik jeg uhjælpeligt i stå, og det varede en tid inden jeg fik indkredset, hvad der var galt. Fortællerstemmen var forkert. Den havde ingen autoritet, for hvordan kunne jeg, der var en kvinde, sætte mig og skrive om en mand? Jeg vidste jo ikke engang, om det føles anderledes for en mand end for en kvinde at drikke kaffe. Løsningen blev, at jeg lod Christians søster fortælle om sin bror. Og så, pludselig, gik der hul på stoffet. Jeg havde en fornemmelse af at kunne skrive det jeg ville.

I den roman jeg sidder og færdiggør nu, havde jeg ca. halvvejs det samme problem. I den følger man en præst, hvis barn bliver kørt over af en flugtbilist, og hvis hele tro på det gode i mennesket vakler, og jeg begyndte med en slags alvidende fortæller, med hovedvægten på præsten. Cirka halvvejs i bogen fik jeg en fornemmelse af at være ved at blive kvalt. Der var ikke luft nok i skildringerne, ingen distance. Det føltes som om universet for hver sætning skrumpede ind og blev mere og mere klaustrofobisk. Og langt om længe gik det op for mig, at den igen var gal med fortællerstemmen, og at jeg gennem den var nødt til at bringe en splittelse ind i stoffet.

Ligesom jeg i Den der lyver måtte have en kvindelig modvægt til min mandlige hovedperson, måtte jeg i denne roman have et skeptisk blik på præstens tro på det gode. Redningen blev en gammel barndomsveninde på besøg i præstegården. Og hun kan tilsyneladende fortælle historien.

Det gælder om at finde en stemme, der kan bære ens historie. Der ikke indskrænker den og lægger bånd på den, men som kan fortælle det, der er væsentligt at fortælle.

I de to udgaver af Ung Elskov, er fortællerstemmen af helt afgørende betydning. I udgaven fra 85 er det den centralperspektiviske, skjulte. Romanen åbner som følger:

Ikke langt østen for Balderød By ligger en stor og mærkelig Sø, som ved siden af sit almindelig borgerlige Navn ”Balderød Sø” ogsaa nu og da af romantiske Gemytter (og især af Præsten, der gjør Vers) med en egen hemmelighedsfuld Stemmeklang benævnes ”Nymfesøen” eller ”Nymfernes Badekammer”.

Men i udgaven fra 1906 er der en helt eksplicit fortæller. Romanen åbner sådan her:

En halv Mils Vej østen for den lille Bondeby, hvor jeg henlever min Alderdoms Dage i Fred med mig selv og Verden, ligger en mærkelig Sø, som jeg nu ikke længer kan lade uomtalt i disse Erindringer; thi til den knytter sig de Begivenheder i mit Liv, som blev bestemmende for min Skæbne.

Det er lærer Thyssens erindringer, vi stifter bekendtskab med, eller rettere et uddrag deraf. Flere steder, såvel her i indledningen, som inde i romanen, henviser han til sine øvrige erindringer, tydeligvis helt selvstændige bind, om barndom, om vandringsår osv. Og det er jo en fiktion i fiktionen, eftersom Pontoppidan da vist aldrig har skrevet andet med Lærer Thyssens pen. Men det virker pirrende sådan at blive inviteret ind i en lille indforståethed - ”som jeg nu ikke længer kan lade uomtalt i disse Erindringer” - - DISSE ERINDRINGER, og altså ikke de andre erindringer. Hvad er de andre erindringer for nogle? Hvem er Thyssen? Sådan får man straks lyst til at spørge. Det har samme effekt som Emil Aarestrups digt "Angst", der også starter midt i en indforståethed: ”Hold fastere omkring mig med dine runde arme”. Der befinder man sig fra første linje inde midt i favntaget, som man straks fornemmer er inderligt og har stået på en tid. Og sådan inviterer Thyssen os læsere med ind i et favntag, mellem ham selv, Ellen, Martha og livet i Balderød Sogn.

4. Thyssen

Ret snart finder man også ud af, hvem Thyssen er, selv om han ikke er en person, der hele tiden trækker sig selv frem i forgrunden. Nej, han holder sig i baggrunden, han er ikke den vigtigste. Kun ganske få gange får vi at vide, at han har haft et hårdt liv, og da er det som regel i en bisætning. Thyssen underspiller sin egen lidelse, og engagerer sig så meget desto stærkere i andres. Han er en gennemtrohjertig fortæller, men han er ikke naiv. Tværtimod er han en stor menneskekender og fordømmer ingen. Han har ingen trang til at hævde sig, i det stille er han en sej og tålsom sjæl. Og hans iagttagelsesevne er ubunden og formidabel. Indimellem kan det antage komiske dimensioner, som da han fortæller om sin ungdomskærlighed til Kro-Ellen, en kærlighed som han mener engang var gengældt:

Jeg havde aldrig ligefrem ladet mig mærke med mine Følelser for Ellen; men alligevel troede jeg nok, at hun kendte dem, og ogsaa, at hun havde noget tilovers for mig. Den Slags fornemmer man jo paa mere end Ord. Saadan husker jeg f. Eks. engang, vi sad paa samme Maade i Aften-Ensomheden med Lyset imellem os. Da Ellen vilde snyde det, glemte hun at fugte Fingrene og kom til at brænde sig. "Av, for Dævlen!" sagde hun og saae i det samme over paa mig med et eget Smil, fordi hun skammede sig. En anden Gang fik hun uforvarende et stort Opstød. Saa lo hun og blev meget rød. Jeg veed ikke hvorfor; men i det Øjeblik syntes jeg, at hun sagde til mig, at hun holdt af mig.¹

Ja, kærlighed er ikke kun ord. Jeg tror, det er første gang, jeg har set en bøvs udlagt som en kærlighedserklæring. Men i Thyssens mund virker det ikke utroværdigt eller søgt eller naivt. Han er en fortællertype, der kan meddele alt, netop i kraft af sin åbenhed og ærlighed. Han sorterer ikke og censurerer ikke og har ingen fine fornemmelser. Han går til værket med en minutiøs interesse for alt, hvad der er menneskeligt, og det resulterer i mesterlige skildringer. Selv om I uden tvivl kender romanerne godt, har jeg lyst til at læse en lille passage til for jer, simpelt hen fordi den er så fremragende. Den handler om Kren Kromand, Ellens far:

Om Kren Kromand skal jeg endnu blot fortælle, at han var den tykkeste Mand, jeg har set. I sine sidste Aar sad han næsten ubevægelig i en Armstol ved Kakkelovnen og sov for det meste. Han havde gule Skindærmer i sin Vest og en Kabuds af Hundeuld på Hovedet. Paa Fødderne havde han store Sivsko, og under disse laa to ovnvarmede Mursten, der bestandig maatte skiftes. Alligevel bævrede han altid af Kulde. Det umaadelige Fedtlegeme skalv som i Frost. Ved Siden af hans Stol stod der et Bord med Brændevinskaraffel og Glas. Hver gang han vaagnede, skænkede han sig en Dram. Saa kiggede han sig omkring i Stuen, og dersom der i Øjeblikket ikke var nogen, han kunde faa sig en Passiar med, sov han videre.

(…)

Hvad hans Mangel på Maadehold angaar, saa har jeg regnet ud, at han endnu i sine sidste Aar, skønt Koldfeberen tog svært ved ham, til daglig drak omtrent halvanden Pot Brændevin, ved særlige Lejligheder adskilligt mere. Alligevel har jeg aldrig set ham blot den mindste Smule beskænket. Heller ikke paa anden Maade satte Drukkenskaben sine Mærker paa ham. Hans Ansigt var glat og smukt hvidt lige til det sidste. Selv hans Tykkelse havde mere sin Grund i Ladhed end i Fylderi. Han havde aldrig bevæget sig synderligt udenfor sin Skænkestue, og om hans Sindsro og Ligevægt blev der fortalt mange pudsige Historier.

(…)

Af hans Legemsomfang har jeg i min Dagbog fundet følgende Maal: Læggevidde 28¾ Tommer. Laarvidde, maalt et Haandspænd over Knæet, 39 Tommer. Omkring Livet, i Linje med Navlen, 66½ Tomme. Overarmen 23 Tommer. Halsen (over Æblet) 32¼ Tomme. – Jeg skylder dog Sandheden at tilstaa, at disse Maal er taget paa et Tidspunkt, da den Vattersot, hvoraf han sluttelig døde, allerede var stærkt fremskreden.²

Første udgaves beskrivelse af Kren Kromand, er langt mere sparsom:

Endog den gamle Kren Kromand, der gjerne sad og smaablundede for Bordenden, løftede sit solbrune, ildfulde Natmands-Hoved og saa op med et forventningsfuldt Smil.³

5. Ellen

Beskrivelsen af Ellen, der jo er en af romanens nøglepersoner, ændrer kraftigt karakter fra første til anden gennemskrivning, i hvert fald i sin virkning på denne læser. Første udgave skildrer hende ret udførligt som et stort håndfast fruentimmer på 18 år med blåsort hår og et par vagtsomme, hvasse, nøddebrune øjne. I anden udgave er hun stille, tavs og indadvendt, noget søvnig måske af natur og med en temmelig mådelig forstand. Og så kommer det helt afgørende:

Jeg havde i Løndom baaret Kærlighed til denne store, skønne Pige næsten fra den første Gang, jeg saae hende. Under det Paaskud, at jeg kom der for hendes Faders Skyld, der allerede dengang var mærket til Døden, besøgte jeg Kroen ofte, skønt mine Foresatte gentagne Gange advarede mig mod at paadrage mig et Skin af Letfærdighed.⁴

På ganske få linjer får vi Thyssens lidelseshistorie ridset op her, alt det der gennemsyrer hele fortællingen. Hans fallit som lærer, hans rygte som drukkenbolt, og hans kærlighed til Ellen, der jo bliver gravid med en anden. "Denne store skønne Pige." Det er stærke ord om Ellen med den mådelige forstand, og det siger også noget om spændvidden i Thyssen, at han aldrig afskriver eller opgiver Ellen.

I begge udgaver udvikler Ellen sig jo til den rene forsumpelse og åndsformørkethed. Hun står først op langt op ad dagen, tosser rundt i sin uldklokke og med det lange uredte hår ned ad ryggen, småmumlende, hele tiden i aktivitet uden at få noget udrettet. Hun kan ikke tage sig af Martha, og er ikke interesseret i noget. Hvor det i første version er en stærk skildring af en tragisk skæbne, er den samtidig også lidt på afstand. Heri vågner Ellen lidt op til sidst, og da det går galt for Martha, prøver hun at tage affære, som om der stadig bor et menneske inde i fedtbjerget.

Det gør der ikke i 2. version. Her er Ellen helt uden for rækkevidde, og her er det Thyssen, der må tage affære, og han siger samme replik, som i 1. version er lagt i munden på Ellen: "Hvorfor har du aldrig haft lidt Fortrolighed til mig, Martha?"⁵ Men selv om Ellen i anden version uforanderligt er det samme monstrum, er hun også samtidig den store, skønne pige, inderligt elsket, som det går galt for. Jeg tror, at fordi jeg som læser holder af Thyssen, kommer jeg også til at holde af Ellen, og skildringen af hende er en vidunderlig overraskelse, fordi den er så mildt sindet og samtidig uden det mindste gran af skønmaleri. Martha kalder hende konsekvent for "Soen", og om det siger Thyssen til sidst i romanen:

Hun havde fra Barnsben været saa vant til at bruge dette stygge Ord om sin Moder, at det ogsaa i et Øjeblik som dette faldt hende naturligt i Munden. Hun mente slet ikke noget ondt med det. Det var endogsaa med et eget rørende Tonefald, hun nævnte det. Og det viste jo ogsaa, at Moderen alligevel, naar det kom til Stykket, var den, hun først tænkte paa og nødigst ville bedrøve.⁶

Pontoppidan er kvindeskildrer af højeste karat. Jeg tror ikke, at jeg kan finde andre i dansk litteratur, der er på højde med ham. Her tænker jeg først og fremmest på hans portræt af Jakobe i Lykke-Per, og af Nanny, og egentlig også på Nattevagt med skildringen af Ursula, der gifter sig med en revolterende kunstner, og som af ham knebles, fordi ordet for ham bestemt ikke er frit, og til sidst nærmest dør af en mægtig implosion. Men jeg tænker også på hans portræt af Kro-Ellen, der på sin langt mere kortfattede og mindre komplekse måde helt igennem er suverænt.

Det er som om man kan mærke, at han kan lide kvinder i al deres kompleksitet, at han ønsker at se dem som hele mennesker, og ikke blot som ensidige væsener der kun er til i kraft af mandens blik på dem. Han kommer virkelig hele vejen rundt om sine kvindeskikkelser og sætter dem for alvor i spil. Også her, i kvindesynet, er der en væsentlig forskel i version et og to, og denne forskel gør sig særligt gældende over for Martha.

6. Martha

I første version passer spritklubben på Martha, og som nævnt prøver Ellen, hendes mor, at skride ind, da ulykken er sket, og Martha er blevet forført.

I 2. version har Thyssen overtaget både spritklubbens og moderens rolle. Spritklubben spiller her en langt mere tilbagetrukket rolle. Nu er det Thyssens skød Martha sidder på som barn, hans skæg hun trækker i og hans kærlighed til hende, vi hører om, og gennem Thyssens kærlighed kommer vi tættere på Martha i toeren end i etteren. Det betragtende øje er ikke så langt borte længere, og måske er det en af grundene til at Pontoppidan nu har forstået, hvilken karakter han i grunden har skabt og derfor har følt, at det ville blive for tyndt, for postuleret at Martha, med sin opvækst og baggrund, skulle begå selvmord, fordi hun var blevet forført. Hun har jo set lidt af hvert i løbet af sit liv. Under alle omstændigheder er det en langt mere dramatisk historie, vi hører her, om voldtægt, mord og selvmord, og Martha bliver i denne version ikke blot den passive lidende. Hun bliver en slagkraftig kvinde, der hævner sig, inden hun dør.

Det er jo en langt mere moderne baggrund at begå selvmord på. Hun er ikke blot en blomst med knækket stilk, nej, i anden version bliver hun en slags fortidens svar på Thelma og Louise^'1, eller utallige af de andre heltinder vi kender til i vore dage.

Persongalleriet

Martha i version 1 bruger sin tid på dagdrømme, der forkvakler hendes liv, i version 2 er dagdrømmene stadig et tema, men her er de lagt ud i andre personer. Dagdrømmene og den romantiske kærlighed som tema forvaltes i toeren af et udvidet persongalleri og af sidehistorier, der væver sig ind og ud af hovedhistorien som variationer over denne. Kærligheden og ægteskabet, det arrangerede og det romantiske, vendes og drejes og belyses fra flere sider i toeren end i etteren. Provst Hjorth, hans datter Rebekka, hendes forlovede Kapellanen, hendes barndomsveninde Grethe og dennes forlovede Bette Mads, er helt nye personer, der træder ind på scenen.

Igen er det lærer Thyssens fortjeneste. Han kender jo folk omkring sig, provst Hjorth er hans foresatte og den der holder hånden over ham, når nidkære kolleger vil have ham fyret. Sådan filtreres og doseres historiens tema gennem Thyssens personlige liv. Og den største romantiker er i toeren måske mest af alt Thyssen selv.

Hvor Martha i version 1 meget træder frem i kraft af sine dagdrømme, bliver hun i version 2 nok mere stum, men paradoksalt også mere talende, netop fordi hun fremstår som mere troværdig end i etteren. Det er simpelt hen ikke Marthas stil at dagdrømme.

7. Naturskildringerne

Naturskildringerne er en væsentlig faktor i romanen, både i første og i anden version. Der er Balderød Sø, der er skoven og åen. Men alligevel er der store forskelle i beskrivelserne. I første version er det som et stærkt besjælet landskab, med noget nærmest uvirkeligt over sig. Det handler om naturens mørke. Der er den indestængte sø, hele det klaustrofobiske landskab. Det er romantisk og grumt som et maleri af Kaspar David Friedrich^'2:

Man føler sig til sidst helt underligt til Mode i denne uhyre Grav, hvor kun de sejlende Skyer over Ens Hoved bringer Bud fra den levende Verden, der er udenom. Denne syrlige Lugt af Trøske stemmer for Brystet, Hjærtet begynder at banke, og som en fangen Ørn flakker Blikket søgende hid og did over disse uendelige Skovbølger, der ruller op imod den blaa Himmel og stænger alle Udveje.

Kun paa et enkelt Sted – i Øst – hvor Bakkerne i det hele er lavest, Skovene tyndest, brydes Ensformigheden af en mægtig, vild Kløft, der ligesom med fortvivlet Kraft er sprængt igjennem Ringen for at faa Luft. Dens høje, hvide Sider skimtes igjennem det grønne fra alle Punkter omkring Søen. Men idet man træder den nær, vider Svælget sig ud; og imellem de stejle, oprevne Grusskrænter ligger det store, flade, lyse Kystland milevidt aabent for Ens Øjne.

En pragtfuld, saftig-grøn Ager skyder sig i Kløftens Bund helt ned imod Søen, der til Gjengjæld sender et bredt, vandrigt Aaløb tværs ind gennem Landet. Over en tjæret Pælebro, der lidt inde forbinder Aaens sivbevoxede Bredder, kan man følge dennes bugtede Løb forbi smaa rødmalede Landsbyer og hvidkalkede Kirker, gjennem frodige Marker med lange rækker af sortbroget Kvæg og store, sumpige Smørenge, hvor Piger i lyse Hætter river Høet i Stak, – snart skjulende sig for Øjet i en lille mørkegrøn Lund, snart bredende sig som til Hvile i smaa, fjerne Søer, hvori Solen spejler sig som i et stykke Rudeglas.

Men der, hvor Engene – langt borte – tager til at mørkne, begynder de store, brune Moser. Og bag disse kommer saa atter vide, frodige Agre med smaabitte rødmalede Landsbyer og smaabitte hvidkalkede Kirker, indtil det alt svinder ud mod Horisontens allerfjærneste Blaa, hvor et solbeskinnet Sejl eller en en Røgstøtte forraader Havet.

Bag dette staar Solen op.⁷

Staar man ved denne Sø en sildig Eftermiddagstime, naar Skyggen begynder at krybe op ad Træstammerne og Lyset flyr, kan det modtagelige Sind føle sig nedtrykt af Stedets Ensomhed og alvorstunge Stilhed. Man bliver saa sært til mode i denne mægtige Grav, hvor kun Skyerne, der flyver bort over ens Hoved, bærer Bud om den levende Verden udenom. Løvtræernes vemodige Sus, Granernes mørke, vilde Kog faar Hjertet til at banke uroligt. Den sure Lugt af Trøske stemmer for Brystet; Blikket flakker raadvildt hid og did over dette umaadelige Hav af Blade, over disse endeløse Skovbølger, der fra alle Sider ruller ud mod Aftenhimlen og lukker for Synet.⁸

Det er stadig det klaustrofobiske, der er afgørende, men denne gang er det set gennem et temperament, en levende person der træder frem og beretter, og det gør det måske lettere at se og fatte. Mere håndgribeligt. Noget helt andet er så, at Ung Elskov II er henlagt til Lihme og Starup i Salling i Jylland, og at der gøres opmærksom på det jyske på adskillige måder. F.eks. er Kren Kromand kartoffeltysker og vil på sit dødsleje have fat i sin tyske bønnebog. I etteren forbliver stedet ligesom svævende.

8. Opsamling

Jeg indledte med at tale om Pontoppidans skiftende måde at betragte sine personer på. Den indlevende og den afstandtagende. Jeg har forsøgt at gøre rede for Thyssens rolle og den indlevelse, der følger med. Men jeg har nok forsømt at argumentere for min påstand om, at personerne i Ung Elskov 1 skulle være betragtet med en vis afstand. Det vil jeg gøre et forsøg på nu:

Over Ung Elskov 1 hviler der et skær af uvirkelighed. Naturen er dunkel og mystisk, og da først vi begynder at følge Marthas drømmeliv, antager sprogtonen en ny karakter, der kan minde om folkeeventyrernes. F.x. tænker hun, at hun før vil lade sig slide i stykker af vilde heste end at gifte sig med Dunken. Og vilde heste er der nok ikke mange af, selv ikke ved Balderød Sø. Eller forestillingerne er måske snarere hentet fra triviallitteraturen, hvor klicheerne og de velafprøvede billeder står i kø: (Scene mellem Martha og "formanden" for Spritklubben.)

Det var i Eftermiddagsskumringen. Hun sad paa Stenflisen udenfor den aabne Dør, og mærkede det ikke, at han nærmede sig over Gruset. Hun sad dér – bleg og fin – mellem lysegrønne Blade og blaa Anemoner, men løftede ikke Øjnene fra Sømmen i det lille grønne Skjørt, der altid hvilede i hendes Skjød. Først da han næsten berørte hende, saa' hun op. Hun rakte ham da venlig Haanden, søgte endog at smile med sit gamle gode Smil, men det lykkedes hende ikke. Og da han vilde se hende ind i Øjnene, vendte hun Hovedet bort – for hun havde grædt.

Han rystede sørgmodigt sine graa Lokker, den gamle; saa' lidt paa hende med sit sammenknebne Øje og satte sig derpaa stille ved hendes Side paa Trappestenen. Langsomt og tankefuldt stoppede han sin lille stumpede Pibe. Og selv da han havde faaet tændt, sad han længe og saa' ud paa de store, hvidlig-røde Skyer, der løftede deres tunge Masser over den fjærne Skovkam.

Sukkende tænkte han tilbage paa den Tid, da hun sprang ham i Møde som et ungt Kid, blot hun hørte hans humpende Skridt over Broen (…)

Og atter rystede han paa sit gamle indskrumpede Hoved og drog et Suk gjennem det snorkende Piberør.⁹

Eller denne passage:

… en Dag, hun gik inde i Storskoven, hørte hun pludselig en Stemme synge højt i hendes Nærhed. Hastig skjulte hun sig under en Busk, men lidt efter bøjedes en Gren til Side, og en ung, lyshaaret Mand med Kokarde paa Silkehuen stod foran hende. Hun sprang op og vilde løbe; men han saa' saa god og retskaffen ud, og bad hende saa indstændigt ikke at forskrækkes, at hun blev; og da fulgtes de et Stykke ud til Stenten, hvor han venlig rakte hende Haanden til Afsked, ja endog løftede paa sin Hue, saa hun ganske undselig tabte en Blomst, hun ved Stilken havde holdt mellem Læberne.¹⁰

Eller denne:

Et blegt Maanelys faldt gjennem Vinduet ind over Sengen og gled ned ad hendes opløste Haar, saa det som en gylden Strøm flød hen over hendes hvide Skikkelse.¹¹

Sammenholdt med Marthas sluttelige selvmord kan et sådant billede nærmest virke som en parodi på en victoriansk seksuel fantasi. Det forekommer mig at der er noget vrængende over Pontoppidans behandling af historien om Martha og hendes mor, som om han afviser den, inden han for alvor har forstået den. I denne version af Ung Elskov er positionen lagt fast. Den romantiske længsel karikeres, og det ender da også med at Martha, inden hun begår selvmord, når at sande moralen, nemlig den at hverdagen er bedst. I udgaven fra 1906 er positionen knap så fastlagt. Der bliver sagt for og imod, men Thyssen selv har dog det sidste ord. Grethes mor siger til ham:

" (…) For nærensti’ den jen er Kaal og den aanden Pig’, så er der misæl, hvad der skal til (…) Og saa kommer jo æ Bø’n og Sygdommer og den Slavs og saa et Liv i Stræv og Lyst. Jo jo – bitte Thyssen! – det er noet bedre, end det her Fjamskeri, som de kalder for Kærlihed!"

Hvad siger Thyssen til den svada. Han siger ingenting.

Jeg tav mismodig. Jeg kunde i det Øjeblik hverken svare Ja eller Nej. Og endnu tier jeg helst derom.¹²