Nyhedsbrev fra Pontoppidan Selskabet, begyndt på nettet 25.10.01. Afsluttet og udsendt ?.3.02. Se tidligere nyhedsbreve 1, 2 og 3

Nyhedsbrev 4
 

Den første moderne dansker

Den 29. november holder lektor, mag.art. Bo Tao Michaëlis foredrag om Lykke-Per "som den første moderne dansker, der i mødet med den modernitet, han selv er en del af, går til grunde". Det sker i dagbladet Politikens Litterære Salon der finder sted i Politikens foredragssal, Vestergade 28, i porten, København K. Der er kun adgang for abonnenter ved Politiken der i sin omtale af foredraget lover et kritisk svar på spørgsmålet "Hvad har Henrik Pontoppidans store roman at sige nutidens mennesker, og er det overhovedet en god roman?"

Forfatteren Georg Metz, klummist på dagbladet Information, havde fået sine bøger i hovedet da hans reol brød sammen. Han har svært ved at holde ud i arbejdet med at sætte dem på plads igen.

Læs hele Georg Metz' klumme, "Efter års ferie", i Information 13.10.2001.

Oprivende bøger

Så sætter man sig og giver midlertidigt op over en mellemmad og en sjat skummetmælk og læser i stedet hist og her i de bøger, man altså glemte undervejs, eller som ligger et sted og marinerer underbevidstheden, eller som er en højst aktiv del af en selv, skønt man egentlig ikke kan huske så meget af dem. Herregud, hvornår var det egentlig man læste Bang og Pontoppidan? I gymnasiet måske – og sådan set sidder det jo meget godt fast meget af det, glemme kan man ikke dette læsechok. Men hvad forstod man mon ved Bay og Lykke Per og Torben Dihmer, og hvordan opfattede man kvinden over alle kvinder i dansk litteratur, den emanciperende jødinde Jacobe? I hvert fald ikke det man forstår og opfatter i dag vel sagtens. Nysgerrigheden driver en til at slå efter, når man nu sidder med sagen i hånden. Alene indledningerne. Hos Bang i Ved Vejen:

"Stationsforstanderen skiftede Frakke til Toget. – Satan til Forslag i Tiden, sagde han og strakte Armene. Han havde blundet saa smaat over Regnskaberne. Han fik tændt en Cigarstump og gik ud paa Perronen. Naar han saaledes gik op og ned, stram i Tøjet, og Hænderne i begge jakkelommerne, saá man Løjtnanten endnu. Ogsaa paa Benene, de havde beholdt Rundingen fra Kavalleriet..."

Så ved man allerede meget. Eller som hos Pontoppidan, med indledningen til De Dødes Rige, hvor personlighed og tema slås an fra start:

"Der var gaaet tre Aar siden den Septemberdag, da den unge Godsejer Torben Dihmer vendte hjem fra et udenlandsk Badested saa ilde tilredt af en Hjertesygdom, at han ikke selv kunne hjælpe sig ud af Vognen. To Mænd maatte lede ham op til Sovekammeret, og paa Vejen derind vendte Øjnene sig i Hovedet paa ham, saa man tænkte at han var død med det samme. Men da han vaagnede af sin Afmagt, saae han sig omkring med sit gode Smil … "

Og alligevel er det næsten umuligt at få øjnene ned i teksten, skønt dragningen jo ikke mangler. Hvorfor er det så svært? Fordi disse bøger er for oprivende. Sådan bliver det nemlig med årene, hvis man da er en sart sjæl og ikke en afstumpet læsegrovæder. Man kan ganske enkelt klare mindre af mosten med tiden. En passagermaskine der med bortførerens vold og vilje flyver ind i et højhus med mand og mus, og hvad deraf følger, hjælper ikke på det. Det hele skal helst ende godt i bøger og biograf, de unge skal have hinanden på side slut, og inden lyset tændes, og leve lykkeligt til ens dages ende. Ellers kan man ikke sove om natten. Og da det meste god fortælling som regel ender ad helvede til, har man jo ligesom et problem med de dele. Og jo værre des bedre bøgerne er.

Georg Metz fortsætter med Pontoppidan den 3. november under overskriften "Allestedsnærværelsens rastløse trøst" der begynder sådan:

Allestedsnærværelsens rastløse trøst

Hr. Zaun hedder han hos Henrik Pontoppidan, direktør Zaun, der ifølge forfatterens talerør Torben Dihmer lider af den uhyggelige »Allestedsnærværende-Mani som blev indpodet folk ved Aviserne«. Hr. Zaun, for hvem folk flygter, når de ser ham i det fjerne, og hvis navn udtales savn, hedder velsagtens sådan fordi noget væsentligt savnes i karakteren.

Hr. Zaun slæber til stadighed rundt på vældige bundter af dagblade og tidsskrifter, som han, optændt af den hellige iver, haler frem af påklædningen, så såre han får den mindste lejlighed til at delagtiggøre andre i sine bekymringer for verden. De, der således ikke har nået at gemme sig i en port, bliver ofre for dette allestedsnærvær. »Aftenbladene melder om en stor Jernbaneulykke i Japan«, lyder en de utallige daglige nyhedsopdateringer over for de sagesløse landsmænd, som hr. Zaun møder i den subtropiske, bedårende badeby nær Genua. Her opholder han og godsejer Torben Dihmer sig, vel at mærke hver for sig på rekreation. Torben Dihmer render ustandselig på det omvandrende efterplaprende nyhedsbyro med stemme som en skærveknuser. "Næsten hundrede mennesker skal være omkommet," fortsætter hr. Zaun utrætteligt.

Georg Metz citerer fra De Dødes Rige,  2. udgaven fra 1918, bd. 1, s. 114-15. I Tranebogsudgaven med moderniseret retskrivning findes stedet bd. 1, s.72. I førsteudgavens bind 1, Torben og Jytte ( s. 164), bliver Zauns bekymring for Portugals skæbne kun refereret.

"I Østerrig er der store Oversvømmelser, som ogsaa skal have kostet Menneskeliv. Og hvad mener De egentlig om Portugal, Godsejer Dihmer? Jeg vil sige Dem, jeg frygter meget for, at man der staar foran en Katastrofe. Jeg veed ikke, om De har læst det sidste Nummer af Times? Baade Landets politiske og økonomiske Forhold skildres der i en Artikel, som maa vække de alvorligste Bekymringer: Da vi mødtes, gik jeg netop og tænkte paa, at der sikkert kun er een Redning nu, en fuldkommen Omordning af Landets indre Styrelse i Forbindelse med et evropæisk Statslaan paa mindst 50 Millioner Milreis [gl. portugisisk betalingsenhed, gm.]. Men jeg spørger mig selv: Hvem af deres Statsmænd dernede vil tage Initiativet?"

Tilbage står Torben Dihmer uden svar, naturligvis, på bygen af spørgsmål ud i den blå luft – og føler samtidig med trætheden af den andens utrættelighed oprigtig medfølelse med et menneske, for hvem allestedsnærværet er blevet til en rastløshedens plage, såvel for den allestedsnærværende som ikke mindst for hans omgivelser.

I disse tider så længe efter Pontoppidans tankevækkende vision af mødet i badebyen mellem de to præmoderne mennesker i De Dødes Rige er det forbundet med nogen vanskelighed ikke at udvikle sig til en art zaunsk kloning, forunderligt nok også til en afart af de plagede zaunske omgivelser. Nyhedsbehovet driver én fra tv til radio til aviser og tilbage igen for i samme time at gå på gaden efter udenlandske blade. På samme tid, skal guderne vide, er det betyngte sind helst fri for at se og høre yderligere. Eskapisten savner gode nyheder, længes tilbage til hverdagens opregning af lyse timer og bekymringer om ingenting og overtrækket på kassekreditten. Det var dengang, da højhusene og Pentagon stod endnu, og ingen mors sjæl forestillede sig sceneriet hin dag i september som andet end kommerciel hittepåsomhed i en dårlig film af Arnold Schwarzenegger.

Ved et zap midt i den zaunske nyhedsstrøm af slemt og værre står Mogens Glistrup pludselig dér og ligner skrubtudsen, prinsessen har kysset, uden at det hjalp. Den groteske mand galper op om muhammedanerne. De skal ud, ud, ud! Råber han og stamper i gulvet. Det gådefulde ved den gamle skattesvindler og alt hans væsen er, om han virkelig sådan for alvor, når alt kommer til alt, mener det. Man har sine tvivl. Han lever tilsyneladende i sin egen infantile uvirkelige virkelighed, hvor spillereglerne sidder på en kugleramme, som han med sin svamp af en hjerne har lært sig at tumle, men hvis menneskelige og moralske indhold ham intet siger. Alle forsøg på forklaringer til trods er det forfærdeligt at høre på ham. Det har meget været, siden tårnene faldt, forfærdeligt at høre på. Det er bare for meget. (…)

I Politikens serie med "Danmarksbilleder" vælger filminstruktøren Lone Scherfig som "Teksten":

MULD

Et forblæst danmarksbillede, de første sider af Henrik Pontoppidans 'Muld', modigt og mesterligt.

Det var i et Aar henimod Slutningen af halvfjerserne.

Der havde i otte Døgn raset et Herrens Vejr over Egnen.Paa vildt forrevne, sorteblaa Skyvinger var Stormen kommen jagende fra Øst og havde gennempisket Fjorden, saa store Skumflager var kastet højt op paa Markerne. Her havde den mange Steder fuldstændigt oprevet Bondens Vintersæd, nedtraadt Rør og Siv i Moserne, afsvedet Engene og tilstoppet Grøfterne med Jord og Sand, saa Vandet, der ikke kunde finde Afløb, bredte sig ud over Agre og Veje. Overalt saas styrtede Træer, knækkede Telegrafstænger, splittede Sædstakke og døde Fugle, som Orkanen havde slaaet mod Jorden og dræbt paa Stedet.

Inde i den lille Landsby Vejlby, der laa ganske ubeskyttet paa Toppen af en høj Banke, var en gammel Ladelænge en Nat blæst over Ende med et saadant Brag, at Folk overalt i Byen var sprunget op af deres Senge og i det blotte Linned styrtet ud paa Gaden. Tolv Skorstenspiber var samme Nat væltet ned af Tagene, og inde i Præstegaardshaven var hele Blomsterbede oprodede og alle Stærekasserne blæst ned fra Træerne. Ja, end ikke Provsten havde de himmelske Magter skaanet; da han en Eftermiddag, mens Vejret var paa sit højeste, traadte ud paa Verandaen for at tage Ødelæggelsen i Øjesyn, havde Stormen løftet Hatten af hans hvide Hoved, slaaet den som en Bold ned mod Jorden, trillet den som et Hjul hen ad Vejen og trods alle Efterstræbelser ført den med sig i en ophvirvlet Støvsky. Først langt ude paa Landevejen havde den sluppet sit Bytte i en Grøft bag nogle Tjørn for at kaste sig over en lille Pige ude fra Overdrevet, der stred sig grædende frem paa Hjemvejen fra Skolen. Med Hyl og Hvin som hundrede løsslupne Djævle svøbte Blæsten sig om den lille udmattede Skabning, pustede sig op under hendes Skørter, trængte hende bestandig længere ud imod Vejkanten, indtil den tilsidst væltede hende over Ende ved en Afvisersten og under hendes fortvivlede Skrigen trillede hende ned i en vaad Mergelgrav, paa hvis Bund nogle udsendte Folk Dagen efter fandt hendes lille sammenbøjede Lig, med en ny Katekismus trykket krampagtigt beskyttende ind i Favnen.

I Mands Minde havde man ikke oplevet saadanne Dage.