Favsingholm

En Fortælling-Kres

Af Henrik Pontoppidan

[gå tilbage]

II

En sommerlys Majnat sejlede Doktor Gaardbo og hans Familje over Kattegat paa Vej til Favsingholm. Da Skibet ved Solopgang naaede Indløbet til Fjorden, var Doktoren selv og de to ældste Børn allerede paa Dækket. Børnene havde ikke kunnet sove for Spænding; de stod nu sammen med Faderen i Agterstavnen og saae tilbage over det rolige Hav, hvor Skibets brede Kølvandsstribe bugtede sig som en uendelig^'1 Landevej ud til Solopgangens gyldne Eventyrrige.

"Se der!" sagde Doktoren og gjorde dem opmærksom paa et Par Sælhunde, der laa noget borte paa et Sandrev og tog Solbad i det første Morgenskær.

Udfor et Færgested i Fjordmundingen stoppede Skibet op og satte en Passager i Land. Og nu dampede de ind i Fjorden. En Fiskerbaad var taget med paa Slæb. Ogsaa nogle store Søfugle fulgte Skibet et Stykke paa Vej ind i Landet.

Efter et Par Timers Sejlads nærmede de sig Favsingholm, og Meta blev kaldt op fra Kahytten, hvor hun havde maattet tage Vare paa de tre mindste Børn sammen med Pigen.

116 Bag de store Enge, hvor Kvæget drev om i et sommerfuglebroget Blomstermylr, løftede Landet sig med stejle Brinker. Og der i Syd – ved Foden af en skovklædt Bakkeknude – kom nu Favsingholms røde Mure tilsyne. Afstanden var for stor til, at andet end selve Hovedbygningen traadte tydeligt frem. Desuden skjultes Gaarden en Tid af en lille Birkelund, der laa helt fremme paa Engen. Men Doktoren pegede og forklarede, og Metas Indtryk var det allerbedste. Hvor saae her fredeligt og stille ud! Povl havde for en Gangs Skyld virkelig ikke overdrevet. Det var som en lykkelig hengemt Krog af Verden, eller snarere som en ny, jomfruelig Jord, der havde faaet Lov til at ligge urørt og blomstre siden Tidernes Morgen.

Paa Tremmebænken ved Siden af dem laa Hedvig og Jørgen paa Knæ. De stirrede og spurgte, og vilde vide Besked om alt. Endogsaa om Navnene paa de hundrede løsgaaende Kvier spurgte Jørgen, rigtignok til Søsterens haanlige Forargelse.

"Men du siger ingenting, Meta!" sagde Doktoren.

"Jo, Povl! Jeg staar netop og tænker paa, at vi vist alligevel er kommen over til en ny Verden."

"Ja. Og saa er dog alting saa hjemligt!" sagde han.

Han tænkte paa Indsejlingen til Kolding Fjord og paa Studentertidens Hjemfarter, da Johannes og han 117 om Sommeren gjorde Rejsen paa en billig Dæksplads. Han mindedes Morgenen, naar Skibet sejlede forbi Gaardbo Strand, og de stod ved Rælingen og viftede med Lommetørklæderne ind til Byen med den gamle Skole, hvorfra Faderen hilste dem ved at kippe Flaget. Denne lyse Nat paa Havet, og Synet af de grønne Enge, havde paany faaet ham til i Tankerne at sende et Raab efter den Bror, der var bleven tilbage i Skyggernes Rige.

Nu dukkede Randers op forude under en Ringmur af høje Banker. Skibet havde sagtnet Farten i det indsnevrede Sejlløb, der mange Steder kun var en smal Rende mellem Siv og Rør. Der maatte manøvreres med den yderste Forsigtighed. Skibets Bov skød Vandet foran sig i en blank Bølge, der væltede ind over Bredderne og strømmede tilbage under Agterstavnen som skummende Vandfald.

Jørgen løb fra den ene Side af Skibet til den anden for at være med i alt. Den ellers saa aarvaagne Hedvig sad derimod i drømmende Stilling med Haanden under Kinden og stirrede ind mod Randers. Det var jo Niels Ebbesøns By. Derinde var det vidunderlige sket, som Faderen havde fortalt om. Hun oplevede det altsammen, saae Heltens blodige Sværd blinke i det røde Skær fra brændende Kærter, hørte Tyrannens Raab om Hjælp i Natten ...

118

"Saa toge de Greve Gert udi hans gule Lok, saa hug de ham hans Hoved fra over hans Sengestok."

Da Skibet lagde til ved Bolværket, holdt en Charabanc fra Favsingholm paa Bryggen tilligemed en Materialvogn til Bagagen. Halvanden Time senere kørte de ind paa Herregaarden.

Torben Dihmer stod selv i Forstuen og ønskede dem velkommen. Skønt Meta var bleven forberedt paa den Forandring, der var foregaaet med ham siden Efteraaret, blev hun straks lidt forskrækket ved at se ham. Hun syntes, han i den korte Tid var bleven en helt anden Mand. Hans Øjne med de opsvulmede Laag gjorde ogsaa Hedvig og Jørgen betuttede. Moderen maatte give dem et Puf i Ryggen for at faa dem frem til Hilsen.

Ved det festlig dækkede Frokostbord, hvortil ogsaa de sædvanlige Middagsfæller havde faaet Indbydelse, var Torben i sit allerbedste Humør. Han havde glædet sig næsten barnligt til Doktorfamiljens Komme og lod sig ikke længer paavirke af denne Forlegenhed hos Folk, der første Gang saae ham i hans nuværende Forfatning. Mest fortalte han om de vidtløftige Byggearbejder, der forestod. De vilde sandsynligvis vare et Par Aar, og det var hans Hensigt for den Tid at indrette sig et Hi oppe 119 i Skoven, hvor der netop stod en gammel Skovfogedbolig ledig.

Efter Bordet viste han sine Gæster lidt om i Parken, hvorpaa han overlod dem til Inspektøren, der førte dem over til deres nye Hjem.

Den forhenværende Godsforvalterbolig var en lang, lav Længe, hvis ene Ende endnu husede Resterne af det forulykkede Alderdomsasyl. Til Stedet hørte en stor Frugthave, der i disse Majdage var et Blomstertelt, hvori det summede med Insekter. En Stente førte direkte ind i Skoven – eller "Skovene", som Folk paa Egnen endnu sagde, fordi der oprindelig havde været tre, som i Tidens Løb var sammenvoksede. To nøgne Kløfter med springende Bække havde dengang adskilt dem.

Den vestligste og højeste af disse Skovbølger kaldtes Storskoven, og deroppe under Brynet kiggede en rødkalket Bindingsværksgavl frem. Det var det Skovfogedsted, som Torben havde udset sig til midlertidig Bolig.

Flyttevognen med deres Indbo kom samme Aften, og de følgende Dage, mens Meta og hendes Mand var optaget af at ordne det nye Hjem, saae Dihmer kun af og til den sidste paa et hastigt Besøg.

En Dag tog Doktoren ind til Randers for at gøre Indkøb af Forbindstoffer og lignende Ting, og her blev han i Apotekerens Kontor forestillet for en ældre Herre, som kom tilstede under Besøget, hvad aabenbart 120 ikke skete helt tilfældigt. Det var Doktor Mikkelsen.

De to Kolleger fulgtes bagefter et Stykke nedad Gaden, og Hr. Mikkelsen udtalte sig med overlegen Beklagelse om sin tidligere Patient paa Favsingholm.

"Det er forhaabenlig ikke undgaaet Deres Opmærksomhed, at Godsejer Dihmer er utilregnelig. Han hører hjemme paa en Sindssygeanstalt og skulde gøres umyndig."

Povl Gaardbo, der endnu ikke var paa det rene med Dihmers Sygdom, sagde blot:

"Det er haarde Ord. Hvorpaa begrunder De den Opfattelse?"

"Du gode Gud! Saa veed De altsaa ingenting!" raabte Hr. Mikkelsen op midt paa Gaden.

"Hvilket?"

"At Manden vil være et Vrag. At hans hele sørgelige Tilstand er selvforskyldt. Hvad kalder De det?"

"Jeg forstaar Dem endnu ikke."

I belærende Tone fortalte Hr. Mikkelsen nu, hvad han selv for ganske nylig havde erfaret gennem en Telefonsamtale med Asmus Hagen. Han gav en historisk Fremstilling af Sygdommens Forløb og Behandling, og glemte ikke at fremhæve det udmærkede Resultat af sine egne Kamfer-Indaandinger.

"Og saa paa en Gang gør han sig udtilbens og vil ikke lade sig hjælpe. Nægter at tage sine Piller med 121 en Stædighed som Hysterikere, naar de ikke vil tage Næring til sig, skønt de veed, at det vil føre Døden med sig. Han er skrupgal!"

Under sit Besøg paa Favsingholm i Marts havde Povl Gaardbo selv haft en lidt usikker Fornemmelse overfor Dihmer et Par Gange. Saaledes en Dag, da han havde givet sig til at tale om Muligheden af en kosmisk Indvirken paa den menneskelige Organisme og dens Funktioner. Dihmer havde ved den Lejlighed forelagt ham en meget besynderlig Dagbog, hvormed han vilde forsøge at eftervise en telepatisk Forbindelse mellem visse Bevægelser i Verdensrummet og sit eget Befindende. Paa rudede Tavler var hans Tilstand ført til Bogs og sammenstillet med grafiske Fremstillinger af Planeternes Bevægelser i Himmelrummet, af Maanens og Solpletternes Af- og Tiltagen, af Forandringerne i Barometerstand, Vindstyrke, Luftens Fugtighedsgrad o. s. v.

Povl Gaardbo havde dengang blot set en lidt barnagtig Underholdning i dette Snurrepiberi, og det saa meget mere som Dihmer selv med et Smil havde kaldt det for sit "Puslespil med Stjerner". Men nu stod det pludselig for ham i et grelt Lys. Trods Doktor Mikkelsens aabenbare Ondskabsfuldhed gjorde hans Oplysninger et ret stærkt Indtryk paa ham, og jo mere han paa Hjemvejen tænkte over dem, des mindre usandsynlige forekom de ham.

122 I nedslaaet Stemning vendte han tilbage til Favsingholm.

Meta stod paa en Trappestige i Havestuen og hængte Sommergardiner op. Han fortalte hende, hvad han havde hørt, og Meddelelsen virkede paa hende som en Jordrystelse. Hun maatte sætte sig ned paa Stigen af Skræk.

"Saa har Jytte igen haft Ret! Kan du huske, hun sagde til mig, at man i København talte om, at han var sindssyg. Hvad skal vi dog gøre, Povl? Maa vi rejse?"

"Naa – saa galt er det vel heller ikke. Men jeg maa naturligvis have Rede paa Forholdet. Jeg vil gaa over til ham, saasnart jeg har faaet lidt Mad."

Torben Dihmer havde tilbragt hele Eftermiddagen i sin Stue. Han sad nu i Mørkningen i en af de dybe Vinduesnicher og saae Vesthimlen flamme op bag Parkens Træer. Han var lidt trist i Sindet, som han gerne blev det, naar Dagen svandt og den lange Nat ventede ham med Søvnløshed eller onde Drømme. Doktorfolkenes Ankomst, den Familjelykke, han nu havde faaet paa saa nært Hold, var for saa vidt bleven ham en Skuffelse, som han var kommen til at føle sin Ensomhed endnu stærkere end før. Men han holdt af at sidde her om Aftenen og følge Solens Nedgang, fortrolig som han var bleven med den Tanke, at hans Liv inden Morgen kunde være udblæst som 123 et Lys. Han havde vænnet sig til at leve, som om hver Dag var hans sidste. Derfor blev hvert Øjeblik saa fuld af Betydning.

Da gamle Barbara nu meldte Doktoren, blev han straks oplivet og bad hende sørge for, at der hentedes en Flaske af hans egen Vin op fra Kælderen.

"Godaften, Doktor! De kommer, som De var budsendt. Jeg sad netop og trængte til Selskab."

Han førte sin Gæst tilbage til Vinduesnichen, hvor der stod to Armstole. Barbara kom med et lille Bord, som hun satte imellem dem, og lidt efter viste den matroneagtige Husholderske sig med en langhalset Flaske og to mørkegrønne Rømere paa en Bakke.

Povl Gaardbo saae med Forundring og nogen Uro paa disse Forberedelser til et Drikkelag. Men han forholdt sig afventende og spurgte til Dihmers Befindende.

"Jeg søgte Dem først ovre i Staldene. Men der blev sagt mig, at De ikke havde været der idag."

"Nej, jeg har haft noget at pusle med inden Døre. Jeg havde i Morges Brev fra Arkitekt Schmidt. Han har nu skaffet Haandværkere og forlanger Arbejdet begyndt i næste Uge. Jeg føler mig i den Anledning som en Barselkone, der beskikker sit Hus. Der bliver en Del at ordne, og jeg er nærved at fortryde den hele Forstyrrelse. Jeg faar jo næppe nogen 124 rigtig hjemlig Fornemmelse her i Huset mere. Naar det gælder et saa gammelt Hjem, bliver Minderne i mange Aar fredløse efter en saadan Oprydning. Naa – man skal ogsaa passe paa, at man ikke gør sit Hjem til en Kirkegaard."

Han havde, mens han talte, skænket op i Glassene. Haanden rystede lidt, og han maatte bøje sig frem over Bordet for at se.

"De vil nok drikke et Glas let Vin ... Og saa har De vel ikke noget imod, at jeg tænder denne her," sagde han og hentede op af Lommen paa den mørkegrønne Slobrok, han sad i, et Piberør med ægformet Merskumshoved. "Det er forresten ogsaa et Arvestykke."

"Er De igen begyndt at ryge?"

"Ja – lidt. Mest for Underholdningens Skyld."

"Men kan De taale det?"

"Jo, i fem Minutter. Jeg synes ikke, jeg har Raad til at give Afkald paa den lille Nydelse. Naar Kagen er spist, trøster man sig med Krummerne. – Men nu skal De smage paa Vinen."

Han drak selv langsomt Halvdelen af sit Glas, mens Povl Gaardbo ligegyldig skyllede nogle Slurke i sig.

"Naa – hvad synes De om den?"

"Jo, Vinen er god."

"Nu skal De høre dens Historie. De kender vist 125 – i hvert Fald af Navn – den gamle Universitetsby Freiburg am Breisgau. Den ligger i Baden, ved Foden af Schwarzwald. Den er efter min Mening en af de kønneste Byer Nord for Alperne, og i dens Omegn vokser Sydtysklands allerbedste Drue. Jeg laa der i mine yngste Kandidatdage og studerede Nationaløkonomi. Det var en ganske lystig Tid. Jeg fik flere gode Venner mellem Studiekammeraterne, vi gjorde Ture sammen omkring i Bjergene, og en Dag i overgiven Stemning forpagtede vi i Forening en Vinmark for et Aar. – Her ser De Resultatet. Det blev morsomt nok en ganske profitabel Forretning. Jeg har endnu et halvt hundrede Flasker i min Kælder."

Han løftede sit Glas op mod Lyset, og Skæret fra Aftenrøden brød sig i dets bugede Sider, saa det syntes at fyldes med Blod som den hellige Gral.

"Længes De ikke efter igen at komme ud at rejse?" spurgte Povl Gaardbo for ad en Omvej at komme ind paa sit Emne.

"Hvorfor dog det? Kan jeg have det bedre, end jeg har det? Hvad skal man i det hele taget rejse for? Enten finder man sig tilfreds, hvor man er, eller ingen Steder i hele Verden. Det troede jeg forøvrigt, vi var enige om, Doktor Gaardbo, at det er latterligt med al denne Styrten Jorden rundt efter Oplevelser, da man altid har dem i Overflod lige for Næsen af sig. Der findes vel heller ikke noget 126 mere dræbende ensformigt end Rejselivet, og disse Globetrotters er Verdens kedsommeligste Mennesker. Jeg kan endnu vaagne af Skræk om Natten, fordi jeg har drømt, at jeg igen er bleven spærret inde i en Jernbanekupe sammen med fire avisslugende Mennesker, der i de næste fireogtyve Timer vil underholde mig med deres dumme Alvidenhed."

Vinen havde gjort ham snaksom. Han fortsatte efter at have tændt Piben:

"Veed De forresten, hvordan jeg kurerer mig selv for alle Flyvegriller. Saasnart Gaarden her bliver mig for meget af et Fængsel, og jeg ikke længer kan udholde at høre mine egne Skridt, saa bærer jeg mig ad som min gamle Bedstefar, naar Verden blev ham for vrang. Jeg bliver rolig liggende i min Seng – "gaar i Grav", som vi siger om Ræven. Jeg taler ikke med andre end gamle Barbara. Naar jeg saa efter et Par Dages Forløb er bleven godt udsultet paa Sjælen, staar jeg op – og se, alt er blevet nyt, som der staar i Skriften. Jeg genser min Stue her med en Bevægelse, som om jeg vendte tilbage fra en ny Verdensomsejling. Jeg anbefaler Dem den Almuekur for Spleen."

Han havde taget om Flasken og fyldte paany i begge Glassene.

127 "Men gaar dette her ogsaa an?" spurgte nu Povl Gaardbo.

"Hvilket?"

"Jeg er rigtignok endnu ikke traadt i Funktion som Deres Læge; men jeg maa dog sige, at det vist ikke kan være sundt for Dem at drikke Vin."

"Jeg veed det nok. Men for at tale lige ud, Doktor Gaardbo – hvad Sundheden angaar, saa er jeg saa heldig stillet, at jeg ikke skylder den mange Hensyn. Den har ikke levnet mig saa meget, at jeg løber nogen stor Risiko ved at sætte mig ud over dens Forskrifter."

"Jeg tror, De tager fejl, Hr. Dihmer!"

"Det kan være. Men i hvert Tilfælde sætter jeg ikke Værdien af et godt Helbred saa højt, at jeg vil gøre mig til Slave af det. Som Læge maa De naturligvis se anderledes paa Sagen. Jeg har ogsaa været forberedt paa, at De vilde skænde dygtig paa mig. Men jeg siger Dem paa Forhaand, jeg gaar ikke til Canossa."

"Jeg forstaar Dem vist ikke. Dersom De kan blive rask – og det har jeg, som sagt, mine Grunde til at tro, at De kan – saa vil De dog vel ikke nægte at tage de nødvendige Hensyn?"

Torben, der igen havde ført Glasset til Munden, forstod med eet af Tonen, hvad der var Grunden til Doktorens underligt forandrede Væsen. Paa en 128 eller anden Maade maatte han have skaffet sig Oplysninger fra Asmus Hagen.

Han satte forstemt Glasset tilbage uden at drikke.

"Jeg vil bede Dem om ikke at gøre Dem Bekymringer for min Skyld, Doktor Gaardbo. Med det Liv, jeg fører her, kan jeg blive hundrede Aar. Men jeg kan ogsaa dø om en Time; det veed jeg altsammen, og jeg har indrettet mig med begge Eventualiteter for Øje. Jeg ønsker det sagt en Gang for alle: De har ingen Forpligtelse til at beklage mig. Jeg misunder ingen deres Sundhed. Jeg har mit eget Velbefindende og ønsker ingen Forandring. Hvordan min Tilstand er eller i Fremtiden vil blive, saa er der dog ikke det Menneske i Verden, jeg vil bytte med."

Da Povl Gaardbo forholdt sig tavs, sagde han videre:

"Der er efter min Opfattelse noget molboagtig tragisk ved de store Anstrengelser, som Mennesker gør sig for at forlænge et Liv, som dog bringer de fleste af dem saa meget mere Sorg og Skuffelse end Glæde. Kunde man i det hele vænne Menneskeheden af med at gøre sig Forhaabninger, saa var vistnok den værste Forbandelse taget fra dem. Dersom jeg skulde sætte en Indskrift over Porten til Favsingholm, naar det engang staar færdigt i sin nye Skikkelse og er blevet et saadant Tilflugtsted, 129 som jeg har tænkt mig det, saa skulde det være de miskendte Ord: Her lukkes Haabet ude. For det er dog først, naar man faar den besværlige Gæst sat paa Døren, at der bliver Fred og Lykke i Huset."

Det var imidlertid blevet helt Aften. Gamle Barbara havde tændt en Lampe paa Midterbordet; men det svage Lys opslugtes af Mørket i det store Rum.

Kort efter gik Povl Gaardbo hjem. Han var i en trist og opreven Sindsstemning. Dihmers haabløse Ord blev ved at skurre i hans Øre. Han havde en Følelse af at have talt med Verdens ulykkeligste Menneske.

"Naa?" spurgte Meta, der med Uro havde ventet paa hans Tilbagekomst.

Han rystede paa Hovedet.

"Doktor Mikkelsen havde desværre Ret. Dihmer er sjælesyg. Jeg forstaar det nu. Han venter kun paa Døden."

"Maa vi da rejse, Povl?"

"Nej nej! Tværtimod. Jeg veed ikke, om han kan hjælpes. Men vi kan dog maaske være ham lidt til Oplivelse i hans store Ulykke. Saadan mener han det vist ogsaa selv."

– – –

[*]

130 Mads Vestrup boede med sin Familje ude paa Amager lige ved Grænsen af det aabne Land. Straks efter Nytaar var Stine og Børnene flyttet herover fra Jylland, og de havde nu en tre Værelsers Tag-Etage i en nybygget Villa. Men Mads Vestrup følte sig stadig syg. Trods Glæden over Hjemmet kunde han ikke trives i Byens Luft. Hans Fedme var ogsaa paany taget til og gjorde Gangen besværet. Tung og sløv gik han til og fra sit aandsfortærende Arbejde som en Okse under Aaget.

Hans aparte Ydre vakte altid en Del Opmærksomhed paa Gaderne; men der var ikke mange, der længer vidste, hvem han var. Siden "Femte Juni" ikke mere omtalte ham og bragte Billeder af ham, og da ogsaa hans eget Blad helst fortav hans Navn, var han hurtigt blevet slettet paa Publikums Erindringstavle, hvor der i Mellemtiden havde figureret saa mange andre af de Navne, som Samuelsen, tykke Møller og Døgnets øvrige Historieskrivere satte i Omløb.

Helt forladt af sin tidligere Tilhørerkres var han dog ikke. I en forhenværende Rullekælder paa Kristianshavn holdt han en Gang om Ugen vel besøgte Opbyggelsesmøder, hvor han samlede en trofast lille Skare om sin stærkt personlige Forkyndelse. Men ogsaa i hans Taler mærkedes nu den brudte Kraft og den rygende Tande. Der var i Tonen ikke 131 meget tilbage af den Domsbasun, der en kort Tid havde forlystet og halvvejs opskræmt det muntre København. Til Gengæld var der i hans Foredrag en sørgmodig Inderlighed, som gik til Hjertet.

Blandt hans Tilhørere, der mest bestod af Smaahaandværkere, gamle Koner og unge Bondestudenter, sad der en, som de andre betragtede med Skyhed eller aabenbar Forargelse, en halvgammel Kvinde i brandrødt Liv og Kvækerkyse. Det var Susse Frederiksen, kaldet "Folkets Glæde," der efter en fornyet Omtumlen mellem Sangerindetribunen og Hospitalet nu var havnet i Frelsens Hær. I det indfaldne Ansigt havde Fortidens Laster sat sig afskrækkende Spor. Et Stykke af Næsen var bortædt af Saar. Men den gamle Synderinde havde ikke glemt den Mand, som første Gang mødte hende med Forstaaelse og løftede hende op af Fornedrelsen. Med sit store Blik saae hun ufravendt paa Mads Vestrup, naar han talte, og der laa da et Udtryk over det vansirede Ansigt, som om det var beskinnet af alle Himmeriges Herligheder.

En Dag paa Hjemvejen fra Aviskontoret, da Mads Vestrup steg op i Sporvognen ved Holmens Bro, følte han sig pludselig svimmel. Det varede kun et Øjeblik. Inden han var kommen tilsæde i Vognen, var det omtrent forbi.

Men han blev dog lidt ængstelig, og vilde være 132 bleven det endnu mere, dersom han ikke paa Bænken foran sig havde opdaget en nydelig ung Pige, der nikkede venligt til ham. Det var hans Husværts Datter, og det beroligede ham at se et kendt Ansigt.

Ved Siden af hende sad en høj og blond ung Mand, som han ogsaa nogle Gange havde mødt paa Trappen derhjemme. Han havde tilmed set de to kysses bag Gadedøren engang, saa det var vel nok hendes Forlovede. Han gjorde ellers et sært Indtryk. Han hvilede Armene paa Knæene og hang med Hovedet, som om han sov. Naar Kæresten stødte til ham med Albuen for at faa ham vaagen, gryntede han bare.

Ved Stoppestedet, hvor de alle tre stod ud, forestillede den unge Pige ham, og Mads Vestrup saae nu, at det var en ualmindelig smuk ung Mand med et Par gode og stærke Øjne, der slet ikke passede til hans Væsen.

"Studerer De?" spurgte han.

"Ja–h!"

Det lød som et fortvivlet Æselsskrig. Mads Vestrup foer formelig sammen.

"Min Kæreste er Jurist," skyndte den unge Pige sig at sige. "Han skal op til første Del imorgen."

"Men jeg dumper!"

"Aa, sikke nogen Snak! De skal ikke tro ham, Pastor Vestrup," forsikrede hun, skønt det rigtignok 133 var en Kendsgerning, at hendes blonde Ven to Gange tidligere havde friet til Fru Justitia og faaet en Kurv.

Mads Vestrup følte igen denne underlige Tunghed i Baghovedet og sagde Farvel. Han skyndte sig ad Hjemmet til, mens de unge gik den modsatte Vej ned mod Stranden.

En Timestid efter vendte den unge Pige hjem alene. Idet hun gik ind i Huset, svimlede det ogsaa for hende. Hendes Ven havde nemlig sagt, at naar han imorgen faldt igennem for tredje Gang, vilde han rejse til Sydamerika og blive Cowboy.

Hans Navn var Kjeld Borgen, og hun selv hed Grete Randbøl. Hendes Far, der kaldte sig Ingeniør, havde arbejdet sig op nedefra, var begyndt som Rørlægger og Betonstøber, havde i sin Ungdom slidt sig Hænderne flade i Amerika og var kommen tilbage med Vilje til at hjælpe sig selv tilvejrs i Samfundet og med Greb paa at klare for sig som et Brækjern. Han var nu paa sine ældre Dage bleven en velstaaende Mand, gik med Guld-Næseklemmer og var ikke saa lidt stolt af sit Livs Resultater.

Til sine to Sønner, hvoraf den ene var Polytekniker, mens den anden arbejdede i det transatlantiske Kompagnis Hovedkontor, plejede han at udtale som Summen af sin Livserfaring, at en Englænder arbejdede for halvanden Dansker, og en Tysker for halvanden Englænder, men at en Amerikaner gjorde det 134 ud for en Tysker og en Englænder tilsammen. Og i denne amerikanske Udfoldelse af Hestekræfter saae han endda kun Udviklingens foreløbige Rekord.

Sønnerne havde arvet baade deres Fars Arbejdsiver og hans retlinjede Ærgerrighed. Fra de om Morgenen begyndte Dagen med Aandedrætsøvelser, kolde Fodbade og det hele Nathalie-koldingske System, til de om Aftenen kom hjem fra et Sprogkursus havde de uafbrudt deres Fremtid for Øje. De hørte til disse indesluttede og pligtopfyldende unge Mænd, der bestandig lever i Frygt for Medbejlere, hvis urolige Blik er aarvaagent, hvis Mund er sammenbidt, hvis hele Væsen under en elskværdig Form er en mistænksom Skelen.

Grete var ogsaa et dygtigt lille Menneske, huslig som en Spurv, altid ved Haanden. Familjelivet i Villa "Alexandrahouse" havde overhovedet været meget lykkeligt, indtil hun paa et Bal havde det Uheld at forelske sig i denne Døgenigt Kjeld Borgen, der ganske vist var af god Familje, men som i Stedet for at passe sine Studeringer bortødslede Tiden med Narrestreger som at spille paa Fløjte og holde Kaniner. Han var et Vildskud af den udbredte jyske Slægt, som Enslev havde kastet Glans over. Men nu havde Gretes Forældre besluttet, at de, i Fald han heller ikke denne Gang fik sin Eksamen, vilde sende 135 hende ud i en Præstegaard paa Landet for paa den Maade at skille dem ad.

Da Grete havde taget Overtøjet af og kom gaaende gennem Dagligstuen, kiggede Moderen efter hende over sine Briller.

"Naa, er du der? Er Kjeld ikke med?"

"Nej, han skulde hjem og læse."

"Hm – naa! Ja, det er jo imorgen, han skal op."

"Ja."

"Tror du nu, han klarer den denne Gang?"

"Det gør han vel nok," svarede Grete, idet hun gik ind i Spisestuen for at dække Bordet. Og i Tankerne fortsatte hun derinde: "For ellers følger jeg ham ud i den vide Verden. Det gør jeg!"

En halv Time efter ringede han hende op i Telefonen.

"Er det dig?" sagde hun.

"Ja, jeg vil bare sige dig, at jeg nu er kommen hjem. Hvordan har du det?"

"Jo – og du?"

"Jo. Har du oplevet noget?"

"Nej. Har du?"

"Næ."

"Men nu skal du vel til at læse, Kjeld."

"Ja, dersom jeg da ikke foretrækker at dumpe ud af Vinduet og brække Halsen paa naturlig Maade."

136 "Nu skal du være skikkelig, Kjeld! Put Hovedet ned i Vandfadet. Det klarer Tankerne."

"Ja, det Raad har dine Brødre ogsaa givet mig. Naa ja – Farvel, Grete! Jeg vilde bare høre din Stemme. Imorgen ved denne Tid veed vi altsaa Resultatet."

Paa hans Arbejdsbord laa et opslaaet Kollegiehefte i skraa Stilling med en Bog til Støtte som en Gravsten. Bagved stod den hele alvorlige Række af Danmarks Riges Love og Forordninger i tredive Bind.

Med et af sine jammerfulde Æselsskrig kastede han sig ned i Stolen og strakte Benene fra sig. Og inden han begyndte Læsningen, trak han Bordskuffen ud og tog en Fløjte frem.

I det samme ringede Telefonen igen ude paa Gangen.

"Det er bare mig," sagde Grete. "Jeg glemte at sige dig, at du naturligvis maa komme herud i Morgen Aften, hvordan det saa gaar. Det lover du mig."

"Ja, det maa jeg velsagtens."

"Ja, andet var det ikke. Og nu skal jeg ikke forstyrre dig mere. Farvel, min Ven! ... Og Godnat med det samme! Hav det rigtig godt."

"Jeg skal prøve paa det. Men sig mig –"

"Hys! Nu kom Far hjem."

Da Kjeld var vendt tilbage til sin Stue, satte han 137 sig hen i det aabne Vindu med Fløjten og spillede en af sine Yndlingsmelodier. Det var den sørgmodige: "Elskte, hvorfor dugger dine Øjne?" Han boede højt tilvejrs paa en femte Sal og havde hele Byen liggende foran sig i en rødlig Eftermiddagsdis.

Den følgende Dag omtrent paa samme Tid sad han der igen, men uden Fløjte, tavs og mørk fortvivlet. Han havde et Øjeblik virkelig den Tanke at styrte sig ned paa Gaden for at faa en Ende paa det hele og spare Ligbærerne for Trapperne. Han følte sig som det unyttigste Menneske paa Jorden. Aa, havde dog bare hans Forældre sat ham til et Haandværk, da han var femten Aar, saa havde han nu for længe siden været Karl for sin Hat og kunnet gifte sig med Grete og været lykkelig. Men som Politimesterens Søn kunde han ikke være andet bekendt end at blive Student. Det vilde have været en Vanære for hele Familjen, dersom han ikke havde lært, hvad tenir hed i Plusquamperfectum, og hvornaar Kambyses døde.

Stakkels Grete! Han havde lige talt med hende i Telefonen. Og nu skulde han ud og stedes for sine Svigerforældres og sine Svogres fire Par staalkolde Øjne. Men lige meget! Han maatte derud for at trøste hende lidt. Han havde jo ogsaa lovet det.

En Timestid efter stod han af Sporvognen og nærmede sig Villaen. Da han saae en Automobil holde 138 udenfor, slog det ham, at der maatte være noget paa Færde. Vognens Styrer rakte sig frem mod Huset og syntes at lytte, og da han kom nærmere, hørte han selv en underlig Jamren, der trængte ud fra Trappegangens aabne Vinduer.

Han blev bange, og Frygten gjorde ham vild. I et Spring var han oppe paa den høje Flisetrappe og stormede Døren. Indenfor stod Grete, der fra Vinduet havde set ham komme. Hun var hvid i Ansigtet og rystede over hele Kroppen.

"Der er sket en stor Ulykke. Pastor Vestrup er død. Men lad os gaa ud i Haven."

Han havde nær sagt: "Aa, ikke andet!" – De fulgtes ud til Lysthuset og satte sig der.

"Doktoren er lige kommen. Men der er ikke noget at gøre. Det hele varede ikke to Minutter."

"Herregud! Hvornaar skete det?"

"Det er ikke et Kvarter siden. Han var lige kommen hjem fra Byen. Den lille Lise kom styrtende herned og spurgte, om vi ikke havde nogen Hofmannsdraaber, for hendes Far var pludselig bleven syg. Jeg løb selv op med Flasken, men da var han allerede død. Han sad i Stolen med Hovedet paa Brystet som en Fugl."

"Det var jo trist."

"Ja, det gør mig saa ondt for Familjen. De er helt utrøstelige. Konen er jo underlig; men Børnene 139 er saa rørende søde. Gud maa vide, hvordan det nu skal gaa dem. Du veed nok, at han var afsat fra sit Embede for noget slemt. Det er ikke til at forstaa. For han var saa god. Og de sang Salmer deroppe baade Morgen og Aften. Jeg kom i Grunden til at holde saa meget af ham."

"Saa har det rigtig været en Tyge Brahesdag," begyndte Kjeld for nu at komme ind paa sine egne Affærer.

Grete lagde Hænderne over Ansigtet.

"Jeg er saa fortumlet. Jeg maa samle mig lidt. Men saadan er det altid. Naar der sker noget, kommer det altsammen paa en Gang. Der var saa meget, jeg skulde sige dig, men nu maa det vente. "Bare det, Kjeld," sagde hun og tog hans Haand. "Du skal ikke gaa ind. Far er ikke kommen hjem endnu; men Mor har været som en kogende Gryde, siden jeg fortalte hende, at du ikke havde bestaaet. Hun veed, at du er her, men det gør ingenting. – Og saa en anden Ting med det samme. Jeg er nu fast bestemt paa at tage hjemmefra. Da jeg saae den døde Mand deroppe og al den Jammer, skammede jeg mig saadan over, at jeg havde gaaet her og grædt, fordi du ikke havde faaet den tossede Eksamen. Hvad er det dog for noget Pjank at tage sig den Slags Ting nær, naar Livet har saa store Sorger. Men nu skal det ogsaa have en Ende. Vil 140 Far og Mor ikke forstaa os, vil jeg bort. Saa maa det briste eller bære."

"Er det dit Alvor?"

"Ja. Og jeg tror desuden, at de har et eller andet for med mig. Jeg veed ikke, hvad det er; men Mors Øjne er efter mig allevegne. Jeg er sikker paa, at hun staar derinde og ser paa os."

"Men hvad tænker du da paa at gøre?"

Hun lagde sin Haand over hans Mund.

"Det skal vi ikke tale om idag. Og nu skal du gaa, Kjeld! Jeg ringer dig op iaften." – –

Den næste Dag stod Dødsfaldet omtalt i de fleste af Byens Blade. Det var dog kun en kort Notits. Heller ikke Mads Vestrups eget Blad ofrede hans Eftermæle mere end det nødtørftigste. "Femte Juni" bragte Meddelelsen under Overskriften "Domsbasunen død", som om det drejede sig om en af Gadens komiske Originaler. Mange af dem, der for blot et halvt Aar siden havde ladet sig klemme halvt ihjel paa "Elysiums" smalle Trappe for at faa ham at høre, maatte nu huske sig om, før det gik op for dem, hvem han havde været.

Dertil kom, at Bladene samme Dag kunde melde om et andet Dødsfald, der var et ganske anderledes godt Nyhedsstof. Det var Grosserer Søholm, der havde endt sine Dage og nu paa sine Millioners seks tunge Nuller kørtes i Triumf ind i Folkets Pantheon. 141 "Hverdagen" kunde tilmed meddele, at han paa Dødslejet havde tilkaldt Pastor Stensballe og skænket Kirkefondet hundrede tusinde Kroner.

Hans Begravelse nogle Dage efter i Frue Kirke samlede da ogsaa det meste af, hvad Byen ejede af trekantede Hatte, guldgallonerede Bukser, Epauletter og Præstekraver, foruden naturligvis alle Børsens blanke Cylindre. Det var en af de store Begrædelser for blændede Vinduer, med Lys i alle Kronerne, floromvundne Kandelabre, Draperier paa Væggene og to Sørgemarskaller foran Kisten. Bagved denne stod Pastor Stensballe, der skulde holde Talen. Operaens populære Tenor var engageret til at synge et Farvel, og et Damekor havde indstuderet som et Koncertnumer "Eja! Eja! Kristus er opstanden!"

Mellem den Række ornatklædte Præster, der sad i Koret, var ogsaa Johannes Gaardbo, som skulde forrette Jordpaakastelsen. Han følte sig højst ilde tilmode her. Det var første Gang, han var tilstede ved en saadan teatermæssigt iscenesat Dødsfest, og han var glad ved, at han ikke skulde tale.

Under Pastor Stensballes Sørgetale, der priste den Afdøde som et Forbillede for den unge Slægt ved Foreningen af mægtig Handlekraft og kristelig Ydmyghed, kunde han næsten ikke sidde stille. Mod sin Vilje maatte han tænke paa Mads Vestrup, der engang i en Tale med en af sine lidenskabelige 142 Overdrivelser havde kaldt den officielle Kirke for Forgaarden til Helvede, hvor der endnu ofredes til de hedenske Afguder. Men var ikke dette virkelig en Dyrkelse af Mammon i Herrens eget Hus, i selve Landets Hovedkirke?

"Eja! Eja!" jublede Kvindekoret oppe paa Pulpituret, da Pastor Stensballe havde sluttet. Det skurrede i hans Øre som et Raab af vindrukne Bakkantinder.

Dagen efter blev Mads Vestrup i al Stilhed begravet fra et afsides liggende Kirkegaardskapel, hvor hans lille Vennekres fra Rullekælderen for sidste Gang samledes, ialt et halvt hundrede Mennesker. Talen blev holdt af en yngre Præst, der øjensynlig mente at vise den Afdøde Skaansomhed ved at fatte sig i størst mulig Korthed.

I Baggrunden af Kapellet stod Johannes Gaardbo. Der var kun faa, der kendte ham, og han var heller ikke i Ornat. Han var ikke kommen for at tale. Han vilde ogsaa helst være uset her, fordi han vidste, at det vilde vække Misstemning, maaske Forargelse hos mange i Menigheden, dersom det rygtedes, at han havde været tilstede. Men hans Samvittighed havde ikke ladet ham i Ro, før han kom herhen. Der havde paany, og stærkere end før, rørt sig en Følelse af Skyld hos ham ved Tanken om denne 143 faldne Embedsbroder, som sikkert nu havde fundet Tilgivelse og faaet Oprejsning i Alkærlighedens store Favn.

Det hele Ubehag ved Gaarsdagens kirkelige Teaterforestilling sad ham endnu i Sindet og gjorde ham skamfuld under denne ydmyge Højtidelighed.

Gamle og unge Mænd af Mads Vestrups Troesfæller skiftedes til at bære ham den lange Vej fra Kapellet til Graven. Var Kisten kun fattigt pyntet, saa var der til Gengæld noget rørende højtidsfuldt over den varsomme Maade, hvorpaa disse Mænd løftede den op, naar de for Afløsningens Skyld havde maattet standse et Øjeblik undervejs. Det mærkedes, at det var noget kært og helligt, som de her viste den sidste Ære.

Bagved Kisten gik Fru Stine omgivet af sine Børn. Den lille, værkbrudne Kone var nu saa skæv, at hun bevægede sig ved Hjælp af to Stokke og slingrede med Overkroppen som et Skib i Søgang.

Salmesangen omkring Graven var kun svag, fordi de fleste var ældre Folk. Højt over alle hørtes Susse Frederiksen. Hun stod tæt ved Graven i sin Soldateruniform og ledsagede Sangen med Greb i en Guitar. Det var Mads Vestrups Yndlingssalme, den, han i sin Tid selv havde lært hende, og som han daglig lod synge ved sin Husandagt:

144

Nu det lysner i mit Sind, Solen har jeg lukket ind, Livets Kilde har jeg fundet, Døden har jeg overvundet.

[*]

Efter den første Sommervarme flyttede det velhavende københavnske Borgerskab paa Landet. Byen udfoldede sig i Solen som en blomstrende Slyngplante, skød Ranker ud langs med alle Jernbanelinjer og spredte sit Liv og sine Farver over det meste af Sjælland.

Let paaklædte som Dryader svævede Strøgets unge Damer paa Cycle gennem Skovene fulgt af deres Kavalerer. Eller de fortsatte Vintersæsonens Flirt paa Badestranden i Svømmedragt og Voksdugshætte under moralsk Beskyttelse af et eller andet "System". Ortodokse Soldyrkere og Havtilbedere lejrede sig paa Sandet i paradisisk Nøgenhed, og paa en Landtunge ved Issefjorden havde de sidste Dages Hellige, de saakaldte "Kravlere", slaaet sig ned. Det var Tilhængere af en nylig opstaaet, udenlandsk Profet, der forkyndte, at al Menneskelivets Sorg og Elende var foraarsaget af den oprejste Gang. For at vinde Paradiset tilbage maatte Mennesket som sine ældste Forfædre bevæge sig paa fire, i hvert Fald nogle Timer om Dagen. De indre Organer fik i denne Stilling deres naturlige Leje, Blodomløbet frigjordes, 145 og Resultatet var et ukendt Velvære, Fred paa Jorden og evig Lyksalighed. Da det ganske særlig var overfede, af deres Kroppe i det hele besværede Personer, som droges til den nye Lære, var det et ejendommeligt Syn, naar Menigheden paa bestemte Tider af Dagen kravlede over Terrænet i deres brune Sækkedragter som et Optog af Kæmpetudser.

Ogsaa Karsten og Jytte flyttede paa Landet i Slutningen af Juni. Kort forinden var Afgørelsen i den store Kappestrid om Enslev-Billedet falden, efter at der i flere Uger havde staaet et mægtigt Postyr i Pressen med Erklæringer og Mod-Erklæringer.

Det var som sædvanlig Karl May, der havde sat Ild paa.

Han havde haft det overraskende Paafund at hente sit Motiv fra Enslevs Drengeaar, at fremstille den store politiske Fører som en fjortenaars Landsbyknøs, der i sin fattige Konfirmationsdragt var paa Vandring fra Hjemmet ud mod den Verden, hvis Erobrer han skulde blive. Figuren var anbragt siddende paa en Grøftekant ved en ensom Hedevej, med Stokken og en Klædebylt ved Siden af sig. Med lovlig drastisk Virkning var den vanføre Fod stukket ud i Billedets Forgrund, og der var overhovedet ikke saa lidt uredeligt og frækt i Udførelsen. Men selve Udtrykket i den svagelige Drengs gulblege Ansigt med den brede Fugleunge-Mund, Blikkets brændende 146 Uro, hvori den flyvende Stormhimmel og Landskabets dystre Øde syntes genspejlet, var genialt grebet og forstaaet.

Karl May kunde imidlertid slet ikke komme i Betragtning paa Grund af sin Virksomhed i Præstebladet. Til Trods for, at ingen tog ham alvorlig som kirkelig Hedspore, havde Dommerkomiteen, som var et Timandsraad af Enslevs politiske Venner, paa Forhaand strøget ham af Listen. Og det hjalp ikke, at flere kunstforstandige Mænd med Autoritet havde støttet ham ved offenlige Udtalelser.

I Komiteens afsluttende Møde stod Valget mellem Karsten Froms Folketings-Interiør med det virtuosmæssigt behandlede Rum og de mange flot hensatte Portrætter af kendte Politikere og saa en ældre, anerkendt Kunstners dygtige, monumentalt opfattede Billede af Enslev som Ministerpræsident. I Rigsdagskrese interesserede man sig stærkt for Karstens Billede paa Grund af det Idealitetens Skær, han med sædvanlig Fiffighed havde lagt over de portrætterede Herrers Træk. Om det saa var Gjærups Snigmorderansigt, havde det faaet et engleligt Blik bag Brillerne. Fra "Femte Juni"s Side var Stemningen ligeledes bleven kraftig bearbejdet til Gunst for ham. Tykke Møller havde gjort sin Pligt, – ja han, som ellers med Impotensens Søvnighed fimsede sine smaa Giftigheder af sig, havde ved denne Lejlighed med virkelig 147 Lidenskab tilsmurt Karl May som Hævn for, at denne i Efteraaret, da Jørgen Berg kom paa Nerveklinikken, snappede Fru Maja væk lige for Næsen af ham.

Udfaldet af den endelige Afstemning blev et afgjort Flertal for Karstens Billede, og straks strømmede der Lykønskninger og Blomster ind til ham endogsaa fra Folk, der i Smug havde modarbejdet ham.

Jytte fik i disse Dage sin Menneskekundskab forøget paa en Maade, der var nær ved at faa hende til at ønske, at en anden havde sejret. Dette Kor af Gratulanter, denne servile Beundring for Heldet, og Venne-Misundelsen, hvis Udtryk var en overdreven Anerkendelse, gjorde hende skamfuld. Folk af hendes Bekendtskab, der siden hendes Giftermaal knap havde villet hilse hende, skraaede over Gaden for at overøse hende med Komplimenter.

Men næsten allermest forbavsedes hun over Karsten selv, hvem al denne Virak steg til Hovedet, skønt ingen bedre end han vidste, ved hvilke Midler Stikket var taget hjem. For Fredens Skyld fulgte hun ham fra Selskab til Selskab, hvor hun med gode Miner hørte ham blive fejret, og hun havde ogsaa selv været elskværdig Værtinde for Bjerreby, tykke Møller og andre af hans Medsammensvorne.

Men nu udholdt hun heller ikke længer Synet af Mennesker. Allerhelst var hun flygtet til en eller 148 anden skjult Krog for der at vente paa den store Begivenhed, der forestod; men paa Grund af Karstens Arbejde og tillige af Hensyn til hendes Mor, der stadig skrantede, maatte de blive i Nærheden af København.

De havde lejet Stuehuset i et lille Bondested, der laa paa aaben Mark nord for Furesøen, ikke længere fra Station, end at de let kunde komme til Byen. Der var kun tre Stuer, lavloftede og mørke; men der hørte en god Have til Huset med en høj Hæk ud mod Landevejen.

Deres Værtsfolk var et ældre Ægtepar, der tidligere havde ejet en Gaard. De levede nu af et lille "Hønsemejeri" foruden af deres Sommerlejere. Manden sad den meste Tid af Dagen paa Skurebænken udenfor Køkkendøren og pattede paa en Pibe.

Denne Mand blev hurtig Jyttes Skræk. Saasnart hun satte sig ud i Haven, kom han slentrende paa sine Kludetøfler for at begynde en Samtale. Med grundende Mine kiggede han op til Skyerne for at blive raadspurgt om Vejret og Høstudsigterne. Han var vant til, at hans Sommergæster henvendte sig til ham om den Slags Oplysninger og ærede ham som et Natur-Orakel. Ogsaa hans Kone, en lille Fedtklump med rindende Øjne, gjorde Fordring paa at blive respekteret som En, der sad inde med en 149 mystisk Landbo-Viden, som det nok var værd for en Københavner at lade sig belære af.

Jyttes Ligegyldighed krænkede dem, og de blev for hver Dag mere ondskabsfulde.

Deres Chikanerier gik tilsidst saa vidt, at hun maatte tale til Karsten om det. Men da hans Trusler og Eder blot forværrede Forholdet, søgte hun at tage sine huslige Genvordigheder fra den latterlige Side. Og virkelig kunde hun undertiden næsten more sig over den Opfindsomhed, hvormed de to Gamle i deres stumme Arrigskab stadig sammenbryggede nye Bryderier og Plager til hende.

En god Del af sin Pirrelighed tilskrev hun iøvrigt sin Tilstand, som uafbrudt beskæftigede hende i hendes Ensomhed. Og ofte tænkte hun paa, hvad det dog var for en afsindig Verdensorden, der gjorde Kvinderne saa værgeløse overfor Indtryk netop paa et Tidspunkt, da deres Sind burde være beskyttet mod Stemningernes Stormkast og hvile uforstyrrelig i rolig Forventning. Kunde man undre sig over, at Menneskene fødtes til Ulykke, naar Svangerskabet prisgav Mødrene til allehaande sygelige Følelser og abnorme Lyster, der fyldte Sjælen med Kvalme? ...

Regelmæssigt hver anden Eftermiddag tog hun til Byen for at se til sin Mor, som trods sin Svaghed ikke vilde paa Landet denne Sommer, fordi hun ikke mere kunde komme til Storeholt. Bagefter gik 150 hun gerne hen til sin Mand i Atelieret, hvorfra de saa fulgtes hjem.

En Dag overraskedes hun af et langt Brev fra Meta, som paa sin grundige Maade fortalte om sit nye Hjem, sin Mand og sine Børn.

Jytte brød Brevet med Ligegyldighed og læste det i Begyndelsen temmelig flygtigt, skønt hun var forberedt paa, at der ogsaa stod en Del deri om Dihmer. Det var ikke længer Fortiden, der optog hendes Tanker. Det var de kommende Dage, hun nu udelukkende levede i. Det var Fremtiden, der bølgede for hendes indre Syn som et Landskab i uroligt skiftende Belysning.

"Vor Godsejer ser vi ikke saa sjelden, skønt han ikke mere bor her paa Gaarden men er flyttet op i Skoven, fordi der er Haandværkere næsten allevegne. Han lever for sig selv deroppe med en gammel Plejerske, en Kokkepige og Kusken. Han kommer dog næsten daglig kørende herned for at tilse Arbejdet, og i Almindelighed kigger han saa ogsaa ind til os, naar vi mindst venter ham. Han er lidt nysgerrig, tror jeg. Men han holder meget af Børn. Han kan sidde en hel Time ude i Haven og se paa, at Børnene leger. Ellers er han jo unægtelig en sær Mand, saadan som du ogsaa havde forberedt os paa. Det er en fiks Ide hos ham, at han ikke vil gøre noget for at blive rask. Han siger, at der er sunde 151 Folk nok i Verden. Min Mand mener, at det stammer fra hans Sygdom; men jeg tror nu, at han har haft en eller anden stor Sorg, som han ikke kan komme over. En Dag sad vi i Haven, og Povl fortalte om en Forpagterfamilje her i Nærheden, der i en Uge havde mistet tre Børn. Tænk dig! Dihmer sad og tegnede Krese i Gruset med sin Stok. Saa sagde han paa en Gang underlig haardt, at det naturligvis gjorde ham ondt for de Folk, men der var ikke den Sorg, man ikke kunde løfte sig op over. Jeg tror, det er det, han selv vil gøre men ikke kan. Underligt nok mærker man alligevel sjelden noget paa ham. Han er i Almindelighed rolig og elskværdig og kan godt lide, at Folk morer sig. Jeg tror, han trænger til at se glade Ansigter omkring sig. Forleden havde han indbudt alle Godsets Beboere til en stor Sommerfest ude paa Engene. Der var et Par hundrede Mennesker, og der blev danset lystigt længe efter, at Solen var staaet op. Festen skal nok have vakt Forargelse, fordi der paa samme Tid var politisk Arbejdermøde et andet Sted paa Egnen. Et Par af Randersbladene skal have skrevet mod Dihmer og min Mand, og Præsten i Favsing, der er Socialist, har raset mod Festen fra Prækestolen og kaldt den et hedensk Orgie. Det er nu en slem Overdrivelse, selv om maaske nok Madam Hansen (Jordemoderen her) vil faa lidt travlt i April.

152 "Jeg skriver om alt dette, fordi jeg jo veed, at du kender Dihmer fra tidligere Tid. Han har ogsaa flere Gange talt om dig og din Mor, og jeg har maattet fortælle ham om, hvordan du har indrettet dit Hjem. Han er, som sagt, lidt nysgerrig. – –"

Straks da Jytte havde læst Brevet til Ende, puttede hun det ned paa Bunden af sin Sykurv. Hun vilde ikke have, at Karsten skulde læse det. Og hun brød sig heller ikke selv om at mindes det. Dette Forhold til Dihmer maatte nu have en Ende. Det havde gjort Ulykker nok. Og han var jo nu tilfreds, havde Venner om sig og gjorde Fester.

I de samme Dage fik hun Brev fra sin Fætter Jægermesteren, der paa sin Brors Bekostning var interneret i et landligt Pensionat hos to Frøkner Wamberg. Hans Ægteskab var opløst, han selv erklæret umyndig; men nu meddelte han hende paa fire skønskrevne Sider den overraskende Nyhed, at han endelig havde fundet Lykken, idet han havde forlovet sig med den yngste af sine Pensionatsværtinder.

"Mariane Wamberg er 34 Aar, befinder sig med andre Ord i den for Kvinder allerskønneste Alder. Hun er intet mindre end en Engel. Ved Flid og Sparsommelighed har hun og hendes Søster arbejdet sig op helt nedefra, og jeg tror, at det med god Samvittighed kan siges, at "Sofielyst" er det mest velrekommanderede 153 Pensionat i denne Del af Landet. Selv arbejder jeg med i Haven eller hvad der ellers falder for. Hvor er det herligt! Dersom du og din Mand engang kommer paa disse Kanter, maa I endelig kigge indenfor. I vil træffe to Turtelduer, der har lært af Livet og forstaaet, at et godt Helbred, Nævearbejde og Kærlighed – det er det eneste, der kan gøre Mennesker lykkelige. Alt andet er Vind og Vand, Forfængelighed og Tossestreger."

Da Karsten havde læst Brevet, slog han en Latter op og foreslog, at de personlig skulde bringe de nyforlovede deres Lykønskning. Saa fik de med det samme Lejlighed til at gøre en Udflugt.

Skønt Jytte ikke holdt af hans Munterhed, gik hun ind paa Forslaget. Hun var virkelig bleven lidt interesseret. En Dag, da Vejret var godt, tog de afsted. De kørte med Banen til Holbæk og derfra videre ud i Landet i en gammeldags Kalesjevogn med et Par magre Hestespøgelser til Forspand.

Under Køreturen, der gik gennem et højt og bakket Landskab, var Jytte tavs. Den frie Udsigt til Fjorden, Lærkesangen over Markerne, og Landsbyerne med de mange smaa rødkindede Børn gjorde hende alvorlig. Uvilkaarlig havde hun taget Karstens Haand. Hun kunde i denne Tid ikke lade være med at tænke paa, naar hun saae noget 154 smukt, at det maaske var den sidste Sommer, hun oplevede.

Allerede i længere Tid havde hun med Uro og Spænding ventet paa sit Barns første Livstegn, og nu forleden Formiddag studsede hun ved en ejendommelig lille blød Fornemmelse i den venstre Side. Fra det Øjeblik, det gik op for hende, at det var Fostret, der rørte sig i sin Evighedssøvn, var hendes Forhold til det blevet et andet. Hvad der hidtil mere havde sat hendes Tanker end hendes Følelser i Bevægelse, var først nu i al sin Ufattelighed blevet til rigtig Virkelighed for hende. Hun havde et Barn! Dybt i hendes Skød sov et uskyldigt lille Væsen, som nu vaagnede til Liv og allerede kaldte paa hendes Ømhed ...

Efter knap en Times Kørsel drejede de bort fra Hovedvejen. Kusken pegede med Pisken paa et rødt Hus noget borte og forklarede, at det var Pensionatet "Sofielyst". De saae en lille villaagtig Bygning med takkede Gavle, en Dobbelttrappe midt paa Facaden og et Ur over Indgangsdøren. Foran laa en cirkelrund Græsplæne med Flagstang, og paa begge Sider var der en lav, spaantækket Udlænge med et lille Trætaarn midt paa Tagryggen. Det hele lignede et Slotsanlæg for Lilleputter.

En Mand med opsmøgede Skjorteærmer og en stor Lap paa Buksebagen stod udenfor Indkørslen og 155 savede Brænde. De vilde næsten ikke tro deres Øjne, da de saae, at det var Jægermesteren.

Ved Lyden af Vognen vendte han sig om, og da han genkendte dem, slap han Saven med et Brøl af Glæde.

"Næh! Er det Jer, Børnlille!" raabte han, idet hans ukonfirmerede Stemme straks slog over i Diskanten. "Det var virkelig pænt af Jer! Kom dog ned! Kom dog ned! Nu skal jeg kalde paa Mariane. Gud, hvor ser du godt ud, Jytte! Kom i mine Arme, Kusine!"

Uden mindste Forlegenhed hverken paa Grund af sin Paaklædning, sit ubarberede Ansigt eller sin hele reducerede Tilværelse hjalp han dem ned ad Vognen og førte dem ind.

For at komme til hans Værelse maatte de gennem Køkkengangen, der var mørk som en Kælder.

"Fald ikke over Gulvspanden, Jytte," varskoede han. "Nu er vi der straks."

Inde i sin Stue gjorde han dog udtrykkeligt opmærksom paa, at alle Møblerne var hans egne. Der var foruden Sengen et lille Vaskebord, et Klædeskab, et Par Stole og et Klapbord. Saa meget havde han tilbage af Storeholts Rigdomme.

"Men kom nu her og se min Udsigt," sagde han efter at have taget en gammel graa Frakke paa, hvis lange Skøder dækkede over den lappede Buksebag. 156 "Er her ikke herligt? Det Syn nedover Bakken der til Skoven – jeg solgte det ikke for en Million. Naar jeg sidder her ved Vinduet om Eftermiddagen og ryger en Pibe, føler jeg mig efter Omstændighederne fuldkommen tilfreds. Jeg beklager mig hellerikke. Naturligvis er det ikke netop morsomt for en Mand med min Fortid at blive erklæret for uhelbredelig blødhjernet. I har vel set det? Det har staaet i alle Bladene. Med fuldt Navn og Titel og det hele. Men hvad skulde jeg gøre? Jeg havde jo lavet Skandale. Der forelaa jo desuden en Lægeerklæring. Og som det hedder hos de Gamle: Mod Videnskaben kæmper selv Guderne forgæves! – Men hvor bliver Mariane af!"

Han gik til Døren og raabte ud til Køkkenet: "Misse dog! Hvor bliver du af? Vi tørster efter at skue dit Aasyn!"

Saasnart han vendte Ryggen til, havde Karsten og Jytte tilkastet hinanden et Blik. Men da Karsten skar en komisk Grimace, rynkede Jytte Brynene.

En lille brunlokket Dame med kønne og livlige Øjne viste sig i Døren. Hun blev en Tid staaende derhenne, mens hun med smilende Forlegenhed strøg sig nedover Forklædet. Endelig dristede hun sig til at gaa ind. Jægermesteren forestillede, og med et morsomt lille Buk modtog hun Jyttes og Karstens Lykønskninger.

157 Et Par Minutter senere trak hun sig allerede tilbage med et nyt lille Buk, efter at hun havde indbudt de Fremmede til en Kop Kaffe i Haven sammen med Pensionærerne.

"Naa?" udbrød Jægermesteren. "Hvad siger I saa? Er hun ikke sød? Vilhelmine er det naturligvis ikke; men jeg har saavist ingen Grund til at fortryde Byttet. Vi er allerede som en lille Familje og arbejder udmærket sammen. Min Svigerinde tager sig mest af den indre Husførelse, og Mariane har Køkkenet under sig. For Øjeblikket har vi fjorten Pensionærer, og de roser allesammen hendes Smag og siger, at man ingen Steder faar saa vel tillavet Mad i Forhold til Prisen. – Men Vilhelmine er det naturligvis ikke."

De sidste Ord faldt ham lidt modløst ud af Munden, idet han et Øjeblik blev borte i sine skjulte Tanker. Derpaa aabnede han Døren for at ledsage sine Gæster ud i Haven, men pludselig lukkede han den til igen og sagde med sænket Stemme:

"I har vel nok set, at det alligevel blev Vilhelmine, der kom til at præsidere ved Vifteudstillingens Aabning og ogsaa var den, der tog mod Dronningen. Men jeg tænkte det nok. Hvad den Dame vil, det sætter hun igennem enten paa den ene eller den anden Maade. Og I kan tro, hun har taget sig storartet ud. Det stod der ogsaa i Bladene. Et kanelbrunt 158 Crépon¹-Kostyme fra Wundt & Svendsen. Og nu er min forhenværende Svigerfar død og har testamenteret Missionen hundrede Tusinde. Jeg siger velbekomme!"

Han aabnede atter Døren, og idet han bad Jytte gaa foran, brystede han sig med den samme Grandseignør-Mine, hvormed han i tidligere Tid førte sine Gæster ind til Storeholts Herligheder.

Ude i Haven sad Pensionærerne allerede bænkede om Kaffebordet og ventede. Henover den ene Bordende ludede Selskabets Alderspræsident, en forhenværende Provinskøbmand, der ligesom Jægermesteren – og af lignende Aarsager som han – hørte til "Sofielyst"s² faste Pensionærer, mens de øvrige fortrinsvis var yngre Mennesker, der tilbragte deres Ferie der.

Karstens bekendte Kunstnernavn, der netop var fløjet Landet over i Anledning af Enslev-Konkurrencen, vakte Spænding. Ogsaa Jytte interesserede, efter at man havde faaet at vide, at hun var en Datter af Minister Abildgaard.

Den ældre Frøken Wamberg modtog Gæsterne med megen Anstand og foretog Præsentationen. Hun var en i alle Ender svulmende Dame, der mindede om sin Søster som et Hvidkaalshoved om en Rose.

I Begyndelsen var der Tavshed, nysgerrig Udspejden og provinsiel Forlegenhed. Indtil en bredrygget 159 københavnsk Kommunelærerinde, der var vant til at være Underholdningens humoristiske Midtpunkt og derfor følte sig krænket af al denne respektfulde Højtidelighed, tog Cigaren af Munden og sagde:

"Aa, Hr. Johansen! Vær saa skeløjet og la' Sukkeret rykke denne Vej!"

Latteren skyllede henover Bordet. Det var, som om den bare havde ventet paa Signalet, og de Fremmede var snart glemt.

Som det er Tilfældet i de fleste Sommerpensionater, havde Feriestemningen hos de unge slaaet sig løs i forskellige lystige Paafund. Blandt andet havde man faaet det Indfald at bytte Navne, og for at forhøje Morskaben havde man givet Damerne Herrernes Navne og omvendt. Den "Hr. Johansen", som den humoristiske Kommunelærerinde havde henvendt sig til, var i Virkeligheden en ung, blond Dame, ikke det mindste skeløjet, men tværtimod af stor Skønhed.

Jytte blev ganske ør af dette Frimureri. Den hele overgivne Sorgløshed stod i en saa skærende Modsætning til hendes egen Sindsstemning, at den fortumlede hende. Hun bøjede sig ind mod Karsten og hviskede:

"Vi maa se at komme bort."

I det samme lød et Raab fra den nederste Bordende, hvor særlig de yngste havde Plads.

"Et Frierbrev! ... Et Frierbrev!"

160 Et Blomsterdun var kommen sejlende gennem Luften ind over Bordet, og dette Skæbnens Sendebud, som det galdt om at holde sig fra Livet, dersom man ikke vilde mistænkes for at være hemmelig forlovet, fik dem alle til at springe op og puste af alle Kræfter.

Det var let at se, at alle Herrerne med Forkærlighed søgte at blæse Dunet over paa den unge, blonde Dame, der kaldtes Hr. Johansen, men hvis virkelige Navn var Frøken Sølling. Hun værgede sig tappert, blev helt kokliko i Hovedet af Anstrengelse, mens hun langsomt retirerede bort fra Bordet med hele Sværmen efter sig. Tilsidst flygtede hun ud over Græsplænen, hvor de Sammensvorne fortsatte Forfølgelsen.

Den fallerede Provinskøbmand og Jægermesteren, der sad med sin Mariane omkring Livet, morede sig, saa deres Skuldre hoppede. Ogsaa Karsten var en interesseret Tilskuer. Han havde øjeblikkelig lagt Mærke til Frøken Sølling mellem de øvrige Damer, og idet han nu med Øjnene fulgte hendes slanke Skikkelse i Slagtummelen, blev han mistænkelig lang i Ryggen og mistede Farven.

Jytte, der af Høflighed ogsaa fulgte Dysten, mærkede af den Grund ikke noget. Men da de unge var faldet til Ro, efter at Dunet pludselig var blevet borte for dem, hviskede hun igen:

161 "Nu maa vi afsted, Karsten!"

Et Kvarterstid efter befandt de sig paa Hjemvejen.

Ligesom paa Udturen sad Jytte i sine egne Tanker, mens Karsten nervøst røg den ene Cigaret efter den anden og lod Munden løbe. Forinden Bortkørslen, mens de to Søstre Wamberg viste Jytte rundt i Hus og Have, havde han vekslet et Par Ord med den smukke Frøken Sølling og derved forskaffet sig den Oplysning, at hun boede i København, hvor hun var Gymnastiklærerinde i et af de store Pigeinstituter.

"Din Fætter behøver vi da ikke at nære Bekymringer for" – sagde han, da de havde kørt et Stykke Vej. "Det var jo virkelig en Idiot-Idyl ... Han svedte formelig af Velvære."

"Ja, han er en lykkelig Natur," svarede Jytte; men hun tænkte paa Meta og hendes Brev, der stadig spøgede hende i Hovedet. Hun saae hende atter sidde derovre i Haven og tale roligt og fornuftigt med Dihmer. Og aldrig havde hun som i dette Øjeblik følt, hvor fremmede de begge var bleven hende. Hun ejede ikke Metas lykkelige Enfoldighed, ikke hans overjordiske Mandssind. "Derfra disse Taarer.³"

[*]

162 Da Jytte nogle Dage efter saae ind til sin Mor, fandt hun hende igen i Sengen. Hun saae daarlig ud, og hendes hele Tilstand gjorde hende ængstelig. Armene laa saa afmægtigt henstrakte paa Tæppet, og hun viste en underlig sløv Ligegyldighed for alt, hvad Jytte fandt paa at fortælle for at oplive hende. Derimod gav hun sig pludselig uden Anledning til at tale om hendes Far og Brødre.

"Hvor tror du, de nu færdes?" spurgte hun.

Inde i Kabinettet, hvor Moderen ikke kunde høre hende, ringede Jytte bagefter Asmus Hagen op.

Asmus vidste godt, at hans Tante havde Kræft, og at Tilstanden var haabløs; men som de fleste Læger betragtede han sine Patienter og deres Paarørende som umyndige Børn, der skulde holdes hen med Snak, naar de gjorde alvorlige Spørgsmaal. Da Jytte sagde til ham, at han virkelig maatte gøre noget for at faa Moderen rask, forsikrede han, at der ikke var nogen Grund til Ængstelse.

Men Jytte var bleven opskræmt, og den næste Dag tog hun til Byen allerede om Formiddagen for at høre, hvordan Natten var gaaet.

Til hendes Overraskelse blev hun modtaget af Pigen med den Besked, at hun i Øjeblikket vist ikke kunde gaa ind til Moderen, da Præsten var derinde.

"Præsten?"

163 "Ja, han kommer her i denne Tid hver Formiddag. Og Fruen har sagt, at hun ikke vil forstyrres, saa længe Præsten er her."

"Ja ja, saa kommer jeg igen om lidt. Jeg har ogsaa et Par Ærinder at besørge," sagde Jytte og vilde til at gaa, da pludselig en ond Anelse slog ned i hende.

"Hvad er det for en Præst?" spurgte hun. "Veed De, hvad han hedder?"

"Ja, det er Pastor Gaardbo."

"Hvor længe plejer han at være her?"

"Det er saa forskelligt."

"Er det længe siden han kom?"

"En halv Timestid."

"Saa vil jeg hellere vente," sagde Jytte og gik ind.

Af den Mand vilde hun ikke lade sig fordrive! Maaske havde han ovenikøbet hørt hende; og han skulde dog ikke gerne tro, at hun undgik ham af nogen Art Frygt.

Hun satte sig ind i Dagligstuen og tog en Avis. Døren til Moderens Soveværelse var lukket; men hun kunde tydeligt høre ham tale derinde.

Engang i Foraaret, kort efter sin Hjemkomst fra Bryllupsrejsen, havde hun igen truffet ham i Bredgade-Sporvognen; og ligesom sidst havde han siddet og stirret mørkt paa hende fra den anden Ende af Vognen uden at hilse. Det var hende nu en Tilfredsstillelse 164 at tænke paa, at Situationen denne Gang vilde tvinge ham til i det mindste at være høflig.

Meta havde en Dag forinden sin Bortrejse fortalt hende, hvad hun og hendes Mand havde oplevet med ham den sidste Tid i Jerve. Den Formodning, hun selv havde haft om den sande Aarsag til hans Kærestes Død, havde hun ved samme Lejlighed faaet bekræftet. Og det var denne Mand, der nu havde gjort sig til Herre her i Huset! Som kastede en ond Skygge over dets Fortid, selv over hendes Fars Minde!

Men hun havde ingen Ret til at gøre Moderen Bebrejdelser. Saa ufatteligt det var, saa havde hun dog selv engang i en nedtrykt Stemning været nær ved at lade sig forvirre af denne stoltserende Landsby-Apostel.

Efter en kort Ventetid gik Døren til Sovekammeret op, og Johannes Gaardbo traadte stille ind.

Der fløj en let Rødme op i hans Kinder, da han saae hende. Men han syntes iøvrigt ikke særlig overrasket. Han havde aabenbart været forberedt paa, at de engang vilde mødes her.

Han standsede og hilste. Nærmede sig derpaa et Par Skridt og sagde:

"Jeg synes, Deres Mor idag har det bedre. Med Guds Hjælp vil hun nok snart komme paa Fode igen."

165 Jytte svarede blot med en Hovedbøjning. Hvorefter han atter bukkede og gik bort.

Jytte sad tilbage med en usikker Fornemmelse. Hans Væsen havde afvæbnet hende. Hvad var Hensigten med denne forandrede Holdning? Det havde jo næsten set ud, som om han havde ventet en Indbydelse til at tage Plads. Hvad pønsede han paa? Var det ikke Gengældelse nok, at han havde taget hendes Mor fra hende? Trods hans Mine troede hun ikke paa hans Tilgivelse. Den Mand kunde sikkert ikke glemme. Han vilde ikke hvile, før han paa en eller anden Maade havde ydmyget hende.

Da hun kom ind i Sovekammeret, laa Moderen med Haanden under Hagen, som om hun sov. Først da Jytte næsten havde naaet Sengen, slog hun Øjnene op.

"Er det dig?" sagde hun svagt og saae paa hende som fra det fjerne.

Jytte satte sig paa Sengekanten; men hun mærkede, at der var en Verden mellem deres Tanker, og Samtalen gik snart i Staa. –

For at undgaa nye Sammentræf med Pastor Gaardbo gentog hun ikke sine Besøg om Formiddagen; og da Moderens Tilstand i den følgende Tid syntes at bedre sig, mens hun selv paa forskellig Maade begyndte at føle sig stærkt besværet, indskrænkede hun overhovedet sine Rejser til Byen.

166 En Dag, da hun sad i Haven med noget Sytøj til Barneudstyr, fik hun Besøg af tykke Møller. Den astmatiske Mand kom kørende direkte fra Byen i Automobil og var meget skuffet over ikke at træffe Karsten. Han forklarede, at han flere Gange i Dagens Løb forgæves havde søgt ham i Atelieret, hvorfor han havde tænkt sig, at Karsten maaske var bleven hjemme paa Grund af Varmen. Da det drejede sig om en meget vigtig Sag, som det hastede med, bad han om at faa at vide, hvor Karsten var at finde.

Jytte kunde ikke faa sig til at tilstaa, at hun ikke vidste det. Hun sagde derfor blot, at hendes Mand var optaget. Ikke med et Ord havde Karsten talt om, at han ikke som sædvanlig var i Atelieret. Men han havde vidst, at hun ikke kom til Byen idag og hentede ham. Det havde hun udtrykkeligt sagt ham om Morgenen.

Da Karsten om Aftenen kom hjem, og de sad ved Middagsbordet, spurgte hun, hvordan det var gaaet ham med Varmen. Om han havde kunnet arbejde i Atelieret i den Hede.

"Storartet! Jeg har været flittig som en Skrædder hele Dagen."

Jytte tav et Øjeblik. Hun havde følt som et Slangebid i Hjertet og blev stille. Saa fortalte hun om Møllers Besøg, og skønt Karsten lo paa den 167 naturligste Maade, forekom det hende, at han var bleven bleg.

"Jeg veed det naturligvis," sagde han. "Jeg kender jo hans Ringning. Men jeg vilde ikke lukke Bæstet ind."

"Hvorfor?"

"Du veed jo godt, hvad han kommer for. Og nu synes jeg, ved Gud, jeg har hældt nok i den Whiskytønde."

Skønt hendes Hjerte endnu dirrede, lod Jytte sig berolige af hans Forklaring. Men da de efter Bordet satte sig ud i Haven, og Karsten her tydeligt anstrengte sig for at være morsom og faa hende i godt Humør, spurgte hun igen sig selv: "Bedrager han mig?"

Hun havde altid fundet, at de Skinsyge-Dramaer, som de fleste Ægtefolk opførte for Alverdens Øjne, var lige nedværdigende for begge Parter, og hun havde lovet sig selv, at de skulde tjene hende til Advarsel. For ikke saa længe siden havde hun mødt sin tidligere Veninde Jenny Brammer, der ganske forbrølet betroede hende, at hun lige havde faaet Beviser paa sin Mands Utroskab. Ved Hjælp af en falsk Nøgle havde hun aabnet hans Skrivebordsskuffer og fundet to Damebreve, og nu vilde hun sætte sig i Forbindelse med et Privatopdager-Bureau for at faa Forholdet oplyst. I sit Had til ham gav hun deres intimeste Samliv til Pris med en Raahed, 168 saa Jytte maatte bede hende om at tie. Et Par Dage efter fik hun saa den Besked fra hende, at det hele havde været blind Allarm; og for kort Tid siden saae hun hende paa Gaden, hængende ved Mandens Arm i glødende Forelskelse.

Den næste Morgen, da Karsten tog til Byen, stod Jytte alligevel skjult bag Sovekammergardinet og fulgte ham med vagtsomme Øjne ud gennem Haven. Og det forekom hende, at hans Gang var hurtigere end ellers, og at han havde denne vejrende Holdning med lang Ryg, som hun kun altfor godt kendte.

Hele Formiddagen gik hun forpint omkring, og efter Frokosten bestemte hun sig til at tage til Byen tidligere end ellers og overraske ham i Atelieret – eller maaske et andet Sted.

Da hun stod i Havestuen med Tøjet paa, hørte hun en Automobil standse udenfor paa Vejen. Hun tænkte straks, at det igen var Møller, men da hun saae Asmus Hagen komme op gennem Havegangen, jog der en Angst igennem hende. Hvad var der sket?

Hun skyndte sig ud og raabte allerede i Døren:

"Er der noget i Vejen med Mor?"

"Nu skal du ikke lade dig forskrække," sagde Asmus, da de havde taget Plads paa en Bænk. "Jeg har set til en Patient her i Nærheden og syntes saa, jeg med det samme vilde lade dig vide, at din Mor nu til Morgen har haft et Anfald af ret slemme 169 Underlivssmerter. Jeg har givet hende et Par Streger Morfin, saa hun skal helst have Ro idag. Du kan nok tage med ind og se til hende; men du maa altsaa ikke gerne være der for længe."

Da Jytte spurgte, om der var Fare, svarede han hverken Ja eller Nej. Paa Vejen ind til Byen lod han hende dog forstaa, at Tilstanden var alvorlig. At Sygdommen var Kræft, sagde han ikke. Og heller ikke Jytte nævnede Ordet af Frygt for at faa en Anelse bekræftet.

Der gik nu ikke mange Dage, før hun selv saae, at det var Døden. Og da hun spurgte Fætteren, bekræftede han det ogsaa. En Operation lod sig ikke udføre paa Grund af Svulstens Plads. Til Gengæld trøstede han hende med, at Moderen næppe vilde komme til at lide meget.

Den Forudsigelse slog dog ikke til. I fem Uger varede Kampen. Midt i Sommerens festligste Tid opløstes Fru Bertha langsomt under mange Slags Pinsler.

Jytte opholdt sig i al denne Tid mest i Byen, og det kunde ikke undgaaes, at hun og Pastor Gaardbo af og til mødtes i Sygeværelset. De hilste dog kun paa hinanden i Forbigaaende. Men det var ikke saa meget paa Grund af Fortiden, at Jytte nu undgik ham. Det var mest, fordi hun følte sig tilovers, saa snart han kom ind ad Døren. Hun mærkede 170 den store Længsel, hvormed Moderen havde ventet ham. Og ligesom i Barnetiden paa Samsø, naar Forældrene glemte hende for deres politiserende Gæster, gled hun ud af Stuen med oprørt Hjerte og lod sig ikke mere se.

Der var dog ogsaa Timer, da hun selv ventede ham med Utaalmodighed og var taknemlig for den Trøst, han bragte Moderen. Under hendes sværeste Lidelser var hans Nærværelse tilsidst det eneste, der kunde give hende lidt Ro. Naar han traadte hen til hendes Seng, var der ogsaa noget saa straalende mildt, næsten sønlig kærligt i hans Væsen overfor hende, at Jytte ofte maatte spørge sig selv, om dette virkelig var det samme Menneske, der havde jaget sin Kæreste i Døden, fornægtet sin eneste Bror og vakt hendes egen Afsky ved sin Selvretfærdighed.

Hver Dag henimod Aften kom Karsten for at høre, hvordan det gik. Skræmmet af Medicinlugten og Klagelydene inde fra Sygeværelset listede han med forlegen Mine omkring paa Taaspidserne og gjorde i det hele en ynkværdig Figur.

Jytte overvandt sig til at vise sig god og venlig imod ham. Hun var i disse Dage saa oprevet, at hun uvilkaarlig værgede sig mod alle Tanker, som yderligere kunde bringe hendes Sind ud af Fatning. Desuden gled han til Tider paa underlig Maade ud af hendes Bevidsthed. Naar hun uforvarende 171 traf ham i Dagligstuen, balancerende omkring i sit ferskenfarvede Sommerdress med opsmøgede Benklæder og figurskaaren Jakke, overraskedes og forvirredes hun, som om hun saae et Genfærd.

I Moderens sidste Uger, da Ødelæggelsesværket rundt om i hendes Legeme for hver Dag blev mere synligt, levede Jytte i en Feber, der kastede hende fra det ene Sindsoprør i det andet, saa hun undertiden frygtede for at miste sin Forstand. Morfinen havde ikke mere nogen Magt over Moderens Smerter. Der var desuden kommen Vandsot til. Flere Gange maatte hun tappes for at skaffe Hjertet og Lungerne Plads. Tre fyldte Spande blev hver Gang baaret ud fra Sovekammeret, før Aandedrættet lettedes.

Jytte havde aldrig før set et Menneske dø. Hendes Far var slaaet til Jorden som af et Lyn midt under sit Arbejde, og Broderen Ebbe havde hun mødt paa Gaden faa Timer før han tog sig afdage. Det var hidtil ogsaa mere Livets end Dødens Jammer, der havde sysselsat hende. Men hvad hun i disse Dage oplevede, vakte et stumt Skrig i hende, et Rædsels- og Hævnskrig mod de dunkle Magter, der lod et Menneske lide saa skændigt for at slippe ud af en Tilværelse, som i Forvejen havde lønnet hende ilde nok for hendes Opofrelser. Hun følte sine egne Livskilder fryse til ved at se den bedste og kærligste af alle Mødre Dag for Dag ligge henstrakt paa Dødens 172 Pinebænk, sønderbrydes Led for Led, martres langsomt som til Forlystelse for en vanvittig og bloddrukken Gud.

Den 26de August om Aftenen Klokken otte døde Fru Bertha. Dagen forinden havde Johannes Gaardbo berettet hende. Fra Middagstid laa hun bevidstløs hen. Da Jytte mærkede, at den sidste Time nærmede sig, fik hun under et Paaskud Karsten sendt bort, saa hun blev alene med Sygeplejersken. Et Øjeblik efter, at han var gaaet, sank Hovedet ned med et sidste Suk.

[*]

Efter at Torben Dihmer var flyttet op i sit Skovhus, betragtede han i endnu højere Grad end før den Verden, der laa udenfor Favsingholms Markskel, som en fremmed Klode, han engang i en uhyggelig Drøm havde gæstet. For at lukke selve Mindet om den ude læste han ikke mere Aviser og havde ogsaa afbrudt al brevlig Forbindelse med tidligere Venner og Bekendte. Han vilde have Lov til at leve Resten af sit Liv uden at ulejliges af Krav paa Deltagelse for alle disse tusinde Ting, der var bleven ham saa inderlig ligegyldige.

Selv paa Favsingholm viste han sig bestandig sjeldnere. Siden den store Midsommerfest, der havde sat nyt Liv i Agitationen imod ham og vakt en Forargelse 173 hos Folk, saa han offenlig var bleven betegnet som en samfundsfarlig Person, havde han mere og mere overladt Overopsynet med den hele Bedrift til Doktor Gaardbo.

Han var bleven træt af Mennesker. Især var han bleven led ved Arten af deres Alvor.

Nu havde desuden hans Udseende igen forandret sig saa meget, at han ogsaa af den Grund helst undgik Folk. Deroppe i Skoven havde han indrettet sig i tre smaa Stuer, som akkurat var udstyret med det nødtørftigste. I sin Foragt for den Overflod af ligegyldige Ting, som man derude i Spøgelseverdenen sloges saa blodigt om og ikke undte hinanden, forenklede han mere og mere sine Livsvaner og fandt en barsk Tilfredsstillelse i at undvære.

En Gang i Løbet af Dagen saae Povl Gaardbo gerne op til ham, enten alene eller sammen med Meta. De havde efterhaanden begge to vænnet sig til hans mange Underligheder og var kommen til at holde meget af ham.

Han paa sin Side var taknemlig for deres Overbærenhed og viste Povl Gaardbo et tillidsfuldt Venskab. Saa forskellige de to Mænd var, og skønt Torben i sine triste Øjeblikke kunde spotte Vennens frejdigt naive Livstro, var det dog ogsaa hans Overbevisning, at der vilde oprinde en lykkeligere 174 Tid for Verden end den, han selv havde oplevet. En Tid, da Menneskene vilde vende sig med Lede fra en kunstig steriliseret Tilværelse for igen at tage det onde med det gode af Livets Haand uden næsvis Modsigelse.

For sit personlige Vedkommende ventede han dog ikke mere af Fremtiden end hvad ogsaa Øjeblikket undte ham: Fred og Glemsel. Han havde ved sit Hus indrettet sig en Hønsegaard, og i sin lille Have havde han en Pindsvinefamilje til Underholdning. Og rundt om ham susede Skoven, der ligesom gamle Folk snakkede med sig selv om svundne Dage. Men frem for alt gik han op i sine astrologiske Undersøgelser, i den omhyggelige Udarbejdelse af sin Sygejournal, som han aldrig mere omtalte til Povl Gaardbo for ikke at blive udlet.

Fra Huset førte en Sti ind til den ene af de to dybe Kløfter, der tidligere delte Skoven, og i hvis Bund en livlig lille Bæk sprang afsted fra Sten til Sten paa Vej ned mod Fjorden.

Her stod en Bænk, som han i denne Tid ofte søgte ud til om Eftermiddagen for at sidde i Læ og slikke Solskin. Stien gik videre, idet den fulgte langsmed Randen af Kløften ned mod det Sted, hvor denne aabnede sig ud mod Engene. Dernede førtes den over Bækken ved en Spange, hvorefter den forsvandt i Skoven paa den anden Side.

175 Morgen og Aften gik en Husmand over Spangen undervejs til og fra sit Arbejde paa Favsingholm. Ellers kom der aldrig et Menneske. Torben kunde sidde her Dag efter Dag uden at høre andet end Skovens Enetale. Af og til svang en Fluesnapper sig tavs hen over Kløften, og i den røde Skovbund puslede Solsorterne lydløst om og forputtede sig bag Stammerne som forskræmte Rotter.

En Dag, da han igen sad her i sin store Kappe, skar der pludselig en besynderlig Tone gennem Skovsuset. Han kunde længe ikke forklare sig, hvad det var. Det lød for hans Øre som en Skalmeje⁴.

Omsider opdagede han nede paa den anden Side af Spangen – i Skovkanten ud mod Engen – et hvilende Menneskepar, en Mand og en Kvinde. Saa vidt han paa Afstand kunde skønne, var det et Par unge Folk paa Sommervandring. De havde aabenbart ikke set ham. Hun laa med Hovedet i hans Skød, og han sad med en Fløjte for Munden og spillede en vemodigt hentonende Melodi.

Synet greb ham som et Drømmebillede. Han var kommen ind i Eventyrskoven og havde overrasket en Faun med sin Nymfe.

Lidt efter rejste de sig dernede. Han saae dem kaste deres Ransler over Skuldren. Og nu gik de over Spangen og var paa Vej op imod ham.

I sin Skyhed for Mennesker vilde han staa op og 176 gaa. Men da han mærkede, at de nu havde faaet Øje paa ham, blev han siddende.

Det var en sværlemmet ung Mand med blond Hageskæg og et vejrbrændt Ansigt, der virkelig godt kunde minde om en Skovgud. Den unge Kvinde, der – lidt træt og medtaget – holdt ham under Armen, naaede ham knap til Skulderen.

Torben anslog dem nu nærmest til at være et Par Omstrejfere af den Slags, der gaar rundt i Landsbyerne og spiller for Dørene.

"Undskyld – fører Stien her til Favsingholm?" spurgte den unge Mand og standsede.

"Ja. De kommer dog først til et Hus lidt herhenne. Der skal De gaa norden om Haven. Saa støder De paa en Kørevej. Den gaar ned til Favsingholm."

"Er det langt?"

"Ikke for raske Ben."

"Mange Tak!" sagde han og gik videre, mens den unge Kvinde kiggede sig tilbage over hans Skulder med et halvt forskrækket, halvt medlidende Udtryk.

"Skal De besøge nogen paa Favsingholm?"

"Ja. De er maaske kendt der?"

"Aa ja."

"Saa kan De maaske sige os, om Doktor Gaardbo er hjemme for Tiden."

177 "Det tror jeg sikkert. Er det ham, De skal tale med?"

De to unge kiggede paa hinanden, som om de undsaae sig ved at svare.

"Ja. Vi er i Familje med ham."

Skønt Mandens dannede Sprog og den unge Kvindes Blik igen havde givet Torben andre Tanker om dem, satte den sidste Oplysning ham alligevel i Forbavselse. For ikke at komme til at røbe sig spurgte han dog ikke om mere. Og de gik saa videre.

Han selv blev siddende, og lod paany sin Stok beskrive lange Buer i Græsset foran ham. Men endnu længe saae han hendes store, blaagraa Øjne for sig. Og mod sin Vilje sank han hen i sine mørke Minder. –

Den næste Dag, da Povl Gaardbo kom op i Skovhuset, fortalte han om Besøget og om den ærgerlige Forlegenhed, det havde sat ham i.

"Jeg har aldrig før set den Lømmel ... endmindre hans Kæreste. Jeg veed ikke, hvad jeg skal gøre med dem. Saa vidt jeg kan faa ud af dem, er den unge Pige løbet bort fra sit Hjem, og jeg har dem stærkt mistænkt for at have flakket om sammen det meste af Sommeren. Det var nok først deres Mening at rende af til Sydafrika og leve i Urskoven. De manglede bare Pengene. Saa læste de i et Blad noget om Favsingholm, og nu kommer han og ber 178 om Arbejde som Haandlanger eller Grøftegraver, for at de kan gifte sig."

Torben havde roligt hørt paa ham. Nu spurgte han:

"Hvad hedder den unge Mand?"

"Kjeld Borgen. Hans Mor var min Kusine. En Præstedatter fra Jylland. Han er selv juridisk Student og er dumpet til Eksamen."

"Men hvorfor er De vred paa ham? Det lyder jo altsammen saa lovende."

"Da er det dog ikke Meningen at gøre Favsingholm til et Optagelseshjem for landløbende Personer, der er kommen i Forlegenhed. Saadan har han aabenbart opfattet Forholdet. Og saa er der velsagtens flere, der gør det."

"Vi staar vist ikke i Fare for at blive overrendte af Studenter, der melder sig som Grøftegravere. Udviklingen gaar foreløbig den modsatte Vej. Lad os i det hele taget ikke gøre os altfor højtidelige Skrupler, kære Ven! Verden staar og falder jo ikke med Favsingholm. Jeg synes, De har al Grund til at glæde Dem. De har her faaet Deres første Discipel. Og det er tilmed en af Deres egen Slægt, der nu søger tilbage til Jorden. Det vilde jeg i Deres Sted tage for et lykkeligt Varsel."

"De mener med andre Ord, at vi skal lade de to Landstrygere blive her. Give dem Hus og Jord?"

179 "Ja vist! Forresten kender jeg allerede det unge Menneskepar af Udseende. Jeg saae dem igaar, da de kom gennem Skoven, og de gjorde begge to det bedste Indtryk. Den unge Pige er jo nydelig og har et Par trofaste Øjne. Det er en god Medgift. Og Deres Nevø spiller smukt paa Fløjte. Den Færdighed er efter mit Begreb mere værd end en juridisk Eksamen. Lad ham dog endelig blive her! Vi trænger til en saadan Mand nu, vi gaar mod Vinteren. – Vil De altsaa hilse Deres unge Vagabonder fra mig, og sig dem, at jeg ønsker dem begge velkommen til Favsingholm."

[*]

Trods det smukke Septembervejr var Jytte og hendes Mand flyttet tilbage til Byen straks efter Begravelsen. Med det voksende Aftenmørke holdt Jytte det ikke længer ud for Uhygge derude paa Landet, hvor det gamle Ægtepars Ondskab i Forvejen havde gjort hende Opholdet til en Plage. De mange Forhandlinger med Eksekutorerne i Moderens Bo krævede desuden hvert Øjeblik hendes Nærværelse i Byen.

Karsten havde sine Grunde til at være tilfreds med den tidlige Indflytning, skønt han ogsaa herinde i Byen var i stor Forlegenhed med, hvor han skulde gøre af sig selv om Aftenen. I Teatrene 180 kunde han foreløbig ikke vise sig, og endnu mere vilde et Besøg i Tivoli eller Cirkus støde an mod den gode Tone, som han af Beregning nu saa pertentlig overholdt. Hans høje Hat var korrekt floromhyllet op til Pulden, og naar han hilste paa sine Bekendte, var hans Mine sømmelig bedrøvet.

Men al denne Selvforsagelse tog unægtelig paa Humøret. Naar han efter Dagens Arbejde kom hjem fra Atelieret og fandt Jytte siddende mørk og utilgængelig i Sofahjørnet, blev han selv melankolsk. Efter Bordet satte han sig ind i sin egen Stue, røg Cigaretter eller bladede i en Bog, mens han gabede, saa Stuen rystede.

Han forstod sig ikke paa Jytte. Der var kommen noget uhyggelig forstenet over hende. Det var ikke længer muligt at vække hendes Interesse for nogen Ting. Ogsaa ærgrede han sig over, at hun siden Moderens Død var bleven endnu mere ligegyldig for sit Udseende, skønt dette i Øjeblikket virkelig trængte til en flatterende Haand.

At hans egne Forhold for Tiden ikke just var dadelfri, tilstod han gerne for sig selv, og han gjorde sig ofte meget alvorlige Bebrejdelser. Men paa den anden Side maatte han spørge, om en Mand med en saa vanskelig og humørsyg Kone, der tilmed var i den sjette Maaned, ikke tilsidst maatte drives til Fortvivlelse og enten skyde sig en Kugle gennem 181 Hovedet eller tage sig en ung, smuk og livsglad Medhustru. Og ingen kunde med Rette fortænke ham i, at han af disse to Onder havde valgt det sidste.

"Gaar du?" spurgte Jytte altid, naar han forlod hende for at gaa ind til sig selv.

Men naar han saa blev, havde de ingenting at sige hinanden. Det var bare Ensomheden, hun frygtede. Lidt efter kunde hun selv anbefale ham at gaa, ja en Aften, da hun ikke udholdt at se ham sidde og hænge med Armene af Kedsomhed, opfordrede hun ham til at tage ud med sine Venner og skaffe sig lidt Oplivelse.

Karstens daarlige Samvittighed havde faaet ham til at afvise Tanken paa det allerbestemteste. Han blev straks mistænksom overfor den Slags Opfordringer. Siden hin Ulykkesdag, da tykke Møller i sin Dumhed havde vakt Jyttes Mistro, følte han sig under Opsigt og anede skjulte Fælder under hvert Ord. Med en Rævs Forsigtighed arrangerede han sine smaa Udflugter med den smukke Frøken Sølling, hos hvem han iøvrigt endnu kun var naaet til Kyssets Stadium.

Jytte havde i flere Dage ikke været udenfor en Dør. Det stærke Solskin og Synet af de mange sommer-øre Mennesker, der vendte tilbage fra Ferien paa Landet, virkede knugende paa hende. Hun forstod ikke, hvor nogen kunde lade sig narre af dette 182 falske Skønhedsskær over en Jord saa fuld af Grave. Men Natten var hendes sværeste Tid. Mørket syntes hende endeløst.

Paa Grund af sin Søvnløshed havde hun selv foreslaaet Karsten, at han skulde sove inde i sin egen Stue. Timevis gik hun op og ned ad Gulvet i en Slobrok og kunde ikke finde Ro.

En Dag fik hun et langt Brev fra Meta, der til hendes Forundring slet ikke havde ladet høre fra sig i Anledning af Moderens Død. Nu kom Forklaringen. Veninden og hendes Mand havde først i disse Dage erfaret Dødsfaldet, fordi de ingen Aviser holdt paa Favsingholm.

"Rent tilfældigt kom Povl igaar til at tale med en Mand, som havde læst om Begravelsen i Bladene. Paa den Maade modtog vi den sørgelige Meddelelse, og du har ikke været ude af mine Tanker siden. Det er et forfærdeligt Slag for dig. Og at det skulde ramme dig netop nu, da din Mor kunde have været saa meget for dig! Det gør mig saa ondt for dig, kæreste Jytte. Men saa tænker jeg ogsaa paa, at Tanken om det Barn, du venter, nok vil være dig til stor Trøst i denne tunge Tid. Da du skrev til mig om, hvad der forestod, blev jeg saa glad paa dine Vegne, at jeg trods dit bestemte Forbud maatte fortælle Nyheden til min Mand. Og jeg er ogsaa sikker paa, at du nu selv føler det som en stor 183 Lykke for dig, at du skal være Mor. Du skal se, den Lykke vil hjælpe dig over Sorgen og Savnet. Aa, Jytte, naar jeg tænker paa, at du skal have et Barn, kan jeg næsten blive misundelig paa dig. I en Kvindes Liv er dog ingen Tid dejligere end den, da hun gaar og venter sit første Barn. Jeg ser dig sidde og sømme de smaabitte Skjorter og Navlebindene og den hele Lilleput-Garderobe, som vi syr paa med endnu større Sindsbevægelse end Brudeudstyret Aaret i Forvejen. Da jeg gik med Hedvig var jeg bare altfor utaalmodig efter at faa Ungen i mine Arme. Kan du huske, at vi i gamle Dage saa tidt talte om, hvornaar Børn er sødest? Du holdt paa Etaars-Alderen, naar de kan begynde at stolpre rundt paa deres smaa Pølseben og snakke rigtig. Jeg syntes dengang, at de var sødest i Pludrealderen; men nu, siden jeg selv har faaet Børn, tror jeg næsten, jeg holder allermest af dem, naar de er ganske smaa og hjælpeløse og slet ikke kønne men ligger ved Brystet med hele Vorten i Munden saa forslugne som en Hundehvalp. Hedvigs Fødsel, der ellers var drøj nok, kan jeg aldrig glemme. Jeg vilde gerne udstaa, hvad jeg dengang led, to Gange til, bare for igen at opleve det Øjeblik, da jeg første Gang lagde hende til Brystet."

Det gik Jytte med dette Brev som det plejede at gaa hende med Venindens Breve. I de første Øjeblikke 184 oprørtes hun over, hvad hun kaldte hendes Ammestuesnak. Forstod hun dog ikke, at netop det var det forfærdeligste af alt det forfærdelige, der var sket i den sidste Tid, at hun havde givet Liv til et stakkels Væsen, i hvem den hele Jammer skulde fortsættes!

Desuden skuffedes hun af Brevet, fordi Meta denne Gang slet ikke omtalte Dihmer. Hun havde halvvejs ventet at høre fra ham selv i Anledning af Moderens Død. Hun havde tænkt sig, at han vilde benytte denne Lejlighed til at sende hende i det mindste en formel Hilsen. Dersom han virkelig ikke bar Nag til hende, maatte han gøre det, syntes hun.

Efter at Grunden til Metas Tavshed nu var bleven opklaret, ventede hun ganske sikkert at høre fra ham. Meta eller hendes Mand maatte jo have meddelt ham hendes Mors Død. De vidste begge to, hvor godt han havde kendt hende.

I Slutningen af sit Brev havde Meta gentaget sin Indbydelse til et Besøg paa Favsingholm. Saa ugørligt det end var i Øjeblikket, beskæftigede Tanken hende dog som en Fremtidsmulighed. Dihmer havde altsaa stadig intet røbet om deres tidligere Forhold. Det vilde heller ikke have lignet ham, og hun bebrejdede sig nu, at hun havde kunnet frygte for, at han skulde betro en Tredjemand, hvad der for dem selv havde været en saa tragisk Oplevelse.

185 Men Dagene gik, og der kom ingen Brev. Skønt Dihmer maatte vide, at hun særligt nu trængte til et forsonende Ord fra ham, gav han ikke mindste Livstegn fra sig.

Da forstod hun, at hun nu var død for ham. Naar ikke Minderne fra "den gamle Stue" i disse Dage tvang ham Pennen i Haanden, saa havde han glemt hende, fordi han vilde glemme hende. Og hendes Drøm om, at de til næste Sommer skulde mødes paa Favsingholm og endelig faa talt sig rigtig ud for hinanden, var igen et latterligt Hjernespind.

En Dag i Visittiden foer hun nervøst sammen paa Grund af en usædvanlig stærk og vedholdende Ringning paa Entredøren. Fra Dagligstuen hørte hun, at Pigen lukkede op og talte med en Herre. Og uvilkaarlig rejste hun sig lidt sky, da hun genkendte Pastor Gaardbos Stemme.

Besøget forundrede hende ikke. Efter Moderens Ønske havde han talt ved hendes Kiste, og da han havde afslaaet at modtage Betaling for en Bistand, der var ydet som en Vennetjeneste, havde hun gennem sin Sagfører tilsendt ham en større Pengesum til Anvendelse efter eget Skøn i hans Menighedsgerning.

Hun havde derfor ventet ham. Og det var ikke mindst af Hensyn til denne Takkevisit, at hun havde givet Pigen Ordre til absolut at nægte hende hjemme for alle.

186 Men da hun nu hørte hans Stemme, bevægedes hun uvilkaarligt ved Mindet om hans store Godhed for Moderen, og det var ikke langt fra, at hun fortrød sin Afvisning.

I det samme kom Pigen ind med hans Kort.

"Den Herre ønsker saa meget at faa Lov til at tale med Fruen et Øjeblik."

"Men har De ikke sagt ham, at jeg ikke tager imod?"

"Jo. Men den Herre siger, at det er noget meget vigtigt. Jeg kan ikke faa ham til at gaa."

Jytte førte uvilkaarligt Haanden op til Nakkehaaret. Hun var endnu i Morgendragt og havde netop taget Bad.

"Bed ham komme ind da," sagde hun i halvt fortrædelig Tone.

Men endnu mens Præsten opholdt sig i Forstuen, angrede hun sin Eftergivenhed. Hun sagde til sig selv, at et Menneske, man engang – om ogsaa blot i en halv Time – havde været lidt indtaget i, bevarede en uhyggelig Magt over En, saa længe man levede. Saadan havde et alvist Forsyn villet det!

Saasnart Præsten havde taget Plads, gav han sig til at tale om de Penge, han havde modtaget.

"Jeg maa tilstaa, den store Gave har forbavset mig lidt. For jeg tager vist ikke fejl, naar jeg formoder, at De vedblivende ingen personlig Interesse 187 har for Kirkens Anliggender. Sandsynligvis anser De vel endogsaa dens Arbejde for overflødigt. Jeg tror ikke, at jeg i den Henseende har misforstaaet Deres Stilling."

Hans Blik var aarvaagent rettet mod hende, og han talte afbrudt, med stadig længere Pavser mellem Ordene, som om han til det sidste haabede paa en Indsigelse. Da den udeblev, fortsatte han i en noget anden Tone:

"Vorherres Menighed er ganske vist taknemlig for enhver Støtte. Ogsaa for et Pengeoffer. Men Sindelaget kan dog ikke være os ligegyldigt. En Gave, som ikke kommer fra Hjertet, kan aldrig blive til Velsignelse og krænker Guds Ære. Saadan ser i hvert Fald jeg paa det. Jeg maa derfor bede om Lov til at tilbagesende Deres Sagfører den Sum, som De – sikkert i bedste Hensigt – har stillet til min Raadighed."

Jytte kastede et hurtigt Blik paa hans Ansigt. Hun havde ventet at se ham lyse af Tilfredshed over at have faaet en Lejlighed til at ydmyge hende. At hun i Stedet for mødte et Par alvorlige og bekymrede Øjne, forøgede snarest hendes Mistro. Men hun var for stolt til at vise sig fornærmet.

"De har ikke opfattet Forholdet rigtigt, Pastor Gaardbo. Det er paa min Mors Vegne, ikke paa mine egne, at jeg sendte Dem de Penge. Jeg har 188 kun gjort, hvad jeg ansaae for min Pligt. Mor talte altid om Dem med saa megen Paaskønnelse. Derfor veed jeg med Sikkerhed, at det er hendes Ønske, jeg har udført. Men jeg kan ikke tvinge Dem til at tage mod Pengene. Dersom det er Deres Alvor, at De ikke vil disponere over dem, finder jeg vel nok en anden Anvendelse for dem."

Præsten tog forlegen Øjnene til sig og svarede:

"Det er naturligvis en anden Sag. Naar det forholder sig saadan, tager jeg med Tak mod Hjælpen."

Af Frygt for at rives hen af Stormen i sit Sind slog Jytte hurtigt ind i almindelig Samtaletone. Hun vilde for enhver Pris undgaa en af de Samtaler, de havde ført saa mange af paa Storeholt til ingen Verdens Nytte. De forstod dog ikke hinanden. De talte ikke samme Sprog. Den Verdensaand, som han kaldte en kærlig Gud, der havde taget Menneskenes Skyld paa sig, var for hende en Mørkets Blodgud, hvis Synder Mennesket af Enfoldighed og Frygt gjorde til sine. Hvad nyttede det da at tale sammen? Hun ønskede blot, at han vilde gaa.

Johannes Gaardbo mærkede det. Af hendes anstrengte Ro og nervøse Blik forstod han ogsaa, at det endnu vilde være unyttigt at tale til hende om Trøsten fra Naadens Kilde. Det maatte vente.

Han havde den dybeste Medlidenhed med hende. 189 Allerede ved Begravelsen havde han anet, at hendes Tanke nu svimlede foran Afgrunden.

Han forstod hende saa meget bedre, som han selv i denne Tid var nedtrykt og forpint paa Grund af et Sammenstød, han havde haft med Pastor Stensballe. Det galdt nogle Mindeord, han havde skrevet om Mads Vestrup og offenliggjort i et religiøst Ugeskrift. Stensballe havde i sin Heftighed forløbet sig overfor ham paa en saadan Maade, at et fortsat Samarbejde næsten var blevet umuligt.

Da han havde sagt Farvel og var ved at gaa, standsede han et Øjeblik i Tanker henne ved Døren. Han havde paa Munden at spørge Jytte, om hun for nylig havde hørt fra hans Svigerinde paa Favsingholm.

Men han kunde ikke overvinde sig til at nævne Navnet. Han sagde i Stedet for:

"De har dog vel nok Interesse af at faa at vide, hvad for en Anvendelse vi gør af Deres Mors smukke Gave. Jeg skal derfor tillade mig at se herop igen, naar Afgørelsen er truffet."

Jytte svarede ingenting hertil. Men da han var gaaet, blev hun misfornøjet med sig selv. Hun følte, at hun havde været uhøflig, og det fortrød hun nu. Han mente hende det vistnok godt ... Mon ikke noget af hendes instinktmæssige Uvilje mod Præster havde sin Grund i den Skræk, hun 190 som Barn havde haft for dem, fordi hun kun saae dem ved Begravelser, i Sygeværelser og lignende uhyggelige Steder og altid i deres lange, sorte Embedsdragter, der fik dem til at ligne vandrende Ligkister? Hun forestillede sig dem altid dengang med Knokkelmanden bag sig som et usynligt Følge. Var maaske noget af denne Følelse gaaet over paa Pastor Gaardbo? Men hvorfor beholdt de Mennesker ogsaa denne rædselsvækkende Troldmandskjole og denne store Pibekrave, der laa dem omkring Halsen, saa det var, som om man præsenteredes for et afhugget Hoved paa et Fad.

Da Karsten en Timestid efter kom hjem og igen fandt hende paa den sædvanlige Sofaplads med Haanden modløst under Kinden, satte han sig ved Siden af hende og strøg hende kærligt ned over Armen.

"Kan den lille Frue aldrig mere smile lidt?" spurgte han.

Hun lagde ligesom overvældet sit Hoved ned paa hans Skulder og lukkede Øjnene.

"Jeg synes, det er saa sørgeligt altsammen," sagde hun.

Karsten trøstede hende med et Par banale Fraser. Men pludselig løftede hun Hovedet og stirrede paa ham.

"Hvor har du været henne?" spurgte hun.

191 "Hvordan mener du? ... Og hvorfor ser du saa glubsk paa mig?"

"Hvad er det for en Parfyme, du lugter af? Det er ikke din egen."

Han lo.

"Naa – nej – det er rimeligt nok. Jeg kommer nemlig fra Frisøren. – Men, Herregud, hvad mærkeligt er der i det? Det kan dog vel ikke forbavse dig?"

Jytte rejste sig og gik ud i Stuen.

"Jeg tænkte paa noget andet," sagde hun.

"Hvad er der dog i Vejen med dig, Jytte? Du er overnervøs. Et det stadig skralt med Nattesøvnen? ... Du skulde virkelig gøre Alvor af at tale med en Læge og faa ham til at skrive dig et stærkere Pulver."

Paa Vej til Sovekammeret vendte Jytte sig om imod ham og sagde med en Trussel i Blikket:

"Det tror jeg ogsaa selv!"

Da hun var bleven alene, rakte hun Hænderne i Vejret og trykkede dem derpaa af al sin Magt ned mod Issen.

"Aa – havde man blot Mod til at dø!"

[*]

192 Mejeribestyreren paa Favsingholm kom en mørk Aften hjem fra Randers og mærkede Brandlugt, da han kørte ind i Gaarden. Ved en Undersøgelse viste det sig, at der stod Røg ud af en Luge i Kostaldens vestre Gavl. Han slog straks Alarm, fik Folkene purret ud, og gav Ordre til at køre Gaardens Sprøjte frem. Men før den kom tilstede, piblede der klare Luer op gennem Spaantaget.

For at redde Kreaturerne maatte Bygningen prisgives. Tre hundrede Køer og Kvier blev slaaet løse, og de kom alle ud i rette Tid. Udrykningen skete endda i ganske god Orden, fordi Vanen sad Dyrene i Kroppen fra Sommeren. Mere Besvær havde man med Tyrene og Kalvene; men ogsaa dem fik man ud, mens Flammerne sprang henad Tagryggen som glødende Katte.

I Favsing By opdagede en Mand Brandskæret over Skoven. Han løb straks op til Kirken og gav sig til at klemte. Folk kom ud paa Gaden; men efter at man var bleven klar over, at det var paa Favsingholm, det brændte, forhastede ingen sig med at faa spændt for Slufferne⁵. Flere sagde lige ud, at de go'e Herrer egenlig skulde ha'e Lov at hjælpe sig selv. "Saa kunde de kanske lære at bære sig ad som vi anner."

Byens Sprøjte kom dog afsted, og efterhaanden 193 fulgte en Del Vandvogne. Bagefter søgte næsten hele Befolkningen ned til Brandstedet af Nysgerrighed. Flokkevis gik de gennem Skoven med Lygter.

Før de naaede derned, var den hele Længe et bragende og knitrende Baal. Ogsaa et Svinehus var der gaaet Ild i. Vinden var vesten og bar over mod den høje, straatækkede Lade paa den anden Side af Gaardspladsen. Af den Grund var Avlsgaarden i sin Helhed truet.

Tværs over Pladsen laa Mejeriet, der foreløbig var mest udsat. Den lave Bygning var kun skilt fra den brændende Stald ved et Gænge⁶. Fik Ilden fat her, stod Laden ikke til at redde. Trods Afstanden og den gamle Borggrav vilde da heller ikke Hovedbygningen være helt udenfor Fare paa Grund af de mange Stilladser, som for Tiden omgav den.

Alle Bestræbelser blev derfor sat ind paa at redde Mejeriet. Ved den Ende af Huset, der vendte mod Branden, var der slaaet Sejl over Spaantaget, og oppe paa Tagryggen sad en Mand med en Sprøjteslange for stadig at holde Sejlene vaade. Det dampede af dem i den frygtelige Hede. Hvert Øjeblik raabte Manden paa mere Vand.

Der var nu kommen Sprøjter ogsaa fra andre af de omliggende Byer, desuden et Par Politimænd, Brandfogeder og andre af den Slags Folk, hvis Skæbne det er at sprede Forvirring om sig. Flere hundrede 194 Mennesker var i det hele strømmet til; men skønt ingen kunde være i Tvivl om, hvad det galdt, viste Folk stadig ikke megen Tilbøjelighed til at tage Del i Slukningsarbejdet. De mest haardkogte af dem gjorde ikke nogen Hemmelighed af deres Glæde. De frommeste tænkte i deres stille Sind: "Det er Himlens Straf!"

At det var Povl Gaardbo, der under en Kompetence-Strid mellem Brandfogederne og Sprøjteførerne havde taget Ledelsen, gjorde sit til, at saa mange beholdt Hænderne i Lommerne. Befolkningen havde i den sidste Tid særlig vendt sin Uvilje imod ham, fordi han var en Fremmed, og fordi hans bestemte Karakter og utaalmodige Optræden føltes som en Udæskning. Man saae i ham Dihmers onde Aand, der havde forført ham til politisk Frafald, og som misbrugte sit Herredømme over den syge Mand til at genindføre en trældomsagtig Levevis paa Favsingholm, hvor Arbejdsdagen nu begyndte Klokken fire, hvor selv de faste Husmænd fik Grød om Morgenen og Mælkebrød om Aftenen ligesom Lænkehunde, hvor man blev nægtet Medicin, naar man var syg, og hvor baade Koner og Piger maatte føde deres Børn uden at faa Masken paa.

Vinden tog til, og man mente nu almindeligt, at baade Mejeriet og Laden var dødsdømte. Den Mand, der red oppe paa Mejeriets Tag i en Regn af Gnister, 195 var Kjeld Borgen. Neden for Bygningen, ved Foden af den Stige, han var krøben op af, stod Grethe med Hænderne for Hjertet og havde ikke sine trofaste Øjne fra ham.

For at dække sig for Heden og Gnisterne havde han bundet et vaadt Klæde over Underansigtet. Til Tider forsvandt han helt i Røgen. Men han holdt ud; og denne Uforfærdethed gjorde et vist Indtryk paa Mængden, der begyndte at forandre Mening om denne Halvtosse af en Student, som havde gjort sig til Husmand og Grøftegraver. Et Par Gange brød man uvilkaarligt ud i et advarende Raab, fordi en Gnist havde fænget i hans Klæder. Men Grethe kvalte sit Skrig, for at ikke Lyden af hendes Stemme skulde naa ham og tage Modet fra ham.

Paa den modsatte Side af den brændende Bygning foregik der samtidig en endnu hidsigere Kamp mod Ildens Virkninger. Dengang Kvæget var sluppet ud af Stalden, havde man drevet det ned paa Engen, hvor det en Tid gik roligt omkring og snuste til Græsset. Men da Stalden stod i Lue, blev Dyrene vilde. Med Flammeskæret i Øjnene grebes de af Galskab, løb brølende omkring med rejste Haler for at komme tilbage til Gaarden og styrte sig ind i Ilden.

Med Kæppeslag og Hujen blev Dyrene gennet tilbage, naar de nærmede sig. Nogle af dem slap alligevel igennem og blev borte i Ildhavet. Især 196 galdt dette Svinene, der i rasende Fart og under høje Glædesskrig galloperede ind til Flammedøden.

Nu hørtes der en Opsang, og lidt efter et Brag, som naar et Træ fældes. Et af de glødende Tagspær nærmest Mejeribygningen var ved Hjælp af Brandstager bragt til at styrte ned i Grunden. Snart fulgte et Par andre efter, og Ildregnen over Mejeriets Tag hørte op. Til Fortrydelse for dem, der havde haabet paa en Katastrofe, saae det næsten ud, som om Faren skulde afværges.

Midt paa den frie Del af Gaardspladsen – et Stykke bagved Tilskuersværmen – stod en enlig Skikkelse i en Kappe. Det var Torben. Skønt hele Pladsen og alle dens Omgivelser var næsten dagklart belyst af Skæret fra det vældige Baal, havde endnu ingen lagt Mærke til ham.

Han stod med Haanden i Siden, roligt støttet til sin Stok som en Fremmed. En feberagtig Opblussen af Viljeskraften holdt ham oprejst. Han vidste fuldt saa vel som nogen, hvad disse Øjeblikke betød. Men endnu mere end Frygten for at se sin Fædregaard lagt i Aske var det Mængdens Holdning, der fik hans Hjerte til at hamre.

At Ilden var paasat, havde han fra første Øjeblik anet. Nu vidste han det. Et svaghovedet Individ havde taget Folkedommen højtidelig og gjort sig til 197 dens Redskab. En af Mejeri-Eleverne havde fundet ham paa Stakkepladsen, hvor han havde skjult sig.

Men der var ogsaa noget ved denne Udaad, der virkede befriende paa hans Sind. I en vis Forstand stod han virkelig her som en Fremmed og betragtede det hele Skuespil paa tusinde Miles Afstand. Synet af dette Flammehav mættede hans Sjæls vilde Sørgmodighed. Det lyste for ham som en Bebudelse af den Verdensbrand, mere og mere længtes efter. En Syndflod af Ild, hvori en stakkels fordærvet Menneskeslægt skulde nedhvirvles og forgaa!

Der kom et nyt, dumpt Brag. Brandhagerne havde igen været i Virksomhed. Den ene Gavl var bleven væltet ned over Ilden, som begyndte at ose.

Snart stod kun de nøgne Mure igen. Spær efter Spær var sunket ned i det glødende Indre. Natten og Mørket vendte tilbage.

Men endnu længe hørtes Brølet af Kvæget, der foer omkring ude paa Engen.

Den næste Formiddag, da Povl Gaardbo kom op i Skovhuset, fandt han Dihmer i Sengen. Paa hans Spørgsmaal om, hvordan han havde det efter Nattens Uro, svarede Dihmer blot, at han var træt. Han talte lidt om Kjeld Borgens Bedrift, men viste sig iøvrigt uden Interesse for, hvad Povl Gaardbo berettede om Branden og dens Følger.

Ved Bortgangen betroede Barbara Doktoren, at Dihmer 198 om Morgenen havde haft et Afmagtsanfald. Han bebrejdede hende, at hun ikke straks havde sendt Bud efter ham; men den Gamle svarede paa sit sære Jysk, at Godsejeren "saa møj bestimt" havde forbudt hende det.

Om Eftermiddagen kom han igen, og Meta fulgte med for at tilbyde sin Hjælp i Huset eller med Pleje. Hun bragte ogsaa en lille Krukke Hindbærsyltetøj, som hun vidste Dihmer holdt af. Foreløbig blev hun dog i den forreste Stue, mens hendes Mand gik ind i Sovekammeret.

Povl Gaardbo tog Plads ved Siden af Sengen. Den stod langsmed den indre Væg og fyldte det meste af Rummet. Han mærkede straks, at Tilstanden havde forværret sig betænkeligt. Ved en Undersøgelse viste det sig ogsaa, at Legemet var koldt, Pulsen glippende og svag.

Han følte det som sin Pligt at sige ham, at dersom han endnu havde Bestemmelser at tage, skulde han helst ikke opsætte det.

Torben, der selv havde forstaaet, at det store Øjeblik nærmede sig, svarede rolig:

"Alting ligger ordnet. Der vil ingen Forandring ske med Favsingholm, fordi jeg gaar bort. For min Grav har mine Forfædre allerede sørget. Den staar muret derinde paa Favsing Kirkegaard. Nøglen til den Jerndør, som lukker for Nedgangen, vil De finde 199 her i min Natbordsskuffe. Forøvrigt har jeg kun en Ting at bede Dem om, som De vil smile af. Jeg ønsker, at mine Journaler ... De veed, hvad jeg mener ... jeg ønsker, at de maa blive opbevarede og faa Plads i den nye brandfrie Hvælving sammen med Arkivet. Jeg har for mig selv kaldt dem mine rudolphinske Tavler⁷. Maaske vil der mellem Favsingholms fremtidige Beboere findes den Kepler, som kan bygge et Babelstaarn af dem ... Naa, men hvor blev Deres Frue af? Jeg hørte jo hendes Stemme."

"Men kan De taale at tale mere?"

"Jeg vil gerne trykke hendes Haand."

Meta kom ind, og skønt hendes Mand i Forvejen alvorligt havde formanet hende, kunde hun ikke holde Taarerne tilbage, da hun saae Torbens marmoragtige Bleghed.

Straks efter sørgede Torben for at blive alene med hende et Øjeblik. Han bad Doktoren gaa ud til Barbara og give hende lidt Besked.

For at berolige Meta gav han sig til at tale om Branden, spurgte, hvordan hun var kommen over den forstyrrede Nat, forhørte sig om hendes Børn og talte igen om Kjeld Borgen.

Derpaa sagde han:

"Vil De gøre mig en Tjeneste, Fru Meta? Der staar inde paa mit Bord ved Siden af Skrivetøjet en lille 200 Oliventræs Æske. I den ligger en gammel Signetring, som jeg engang har købt i Rom. Den vil jeg gerne have sendt til Professor Asmus Hagen i København. Stenen er en antik Gemme. Den har mange Mennesker misundt mig, og min Ven har Interesse for den Slags Ting. Jeg vil altsaa bede Dem om at tage den Æske med Dem, naar De nu gaar. Og saa vil De nok sende ham den som en Hilsen fra mig – ved passende Lejlighed. Jeg kan ikke saa godt bede Deres Mand om at gøre det. De to er jo ikke Venner. Men De gør mig nok den Tjeneste."

Meta lovede det og sagde, at dersom der var nogetsomhelst andet, hun kunde gøre for ham, maatte han endelig sige det.

Han laa en lille Tid med lukkede Øjne.

"Ja," sagde han. "Der er en Ting endnu. Naar De næste Gang skriver til Deres Veninde Fru Jytte From, vil De saa bringe hende en Hilsen fra mig og sige, at jeg har takket hende."

Meta, som troede, at hun havde misforstaaet ham, sagde:

"Takket hende – ?"

Men han gentog Ordene, og samtidig saae han op paa hende som for at forvisse sig om, at hun havde forstaaet dem.

I det samme kom Povl Gaardbo tilbage. Han 201 havde bestemt sig til at overnatte der i den følgende Tid for at være ved Haanden, dersom der skulde indtræffe noget.

Han havde talt til Barbara om at faa sat en Feltseng op i den anden Stue, og nu nævnede han varsomt Sagen ogsaa for Dihmer.

Torben nænnede ikke at sige ham, at han vilde være ene med Barbara i Dødsøjeblikket. Som den Gamle i mere end tusinde Nætter, stilfærdig som en Aand, var kommen ind til ham i sine hvide Klæder for at give ham hans Hyldebærsaft og rette paa hans Hovedpude, saadan skulde hun ogsaa med sin velgørende Ro dysse ham hen i den endelige Hvile. Han mærkede godt, at Povl Gaardbo gjorde sig Umage for at neddæmpe sit Væsen; men der var alligevel saa meget af Livets Uro og Støj i hans Bevægelser, og selve Stemmen larmede som Trompetstød i hans Øre, der allerede var fyldt af den evige Stilhed.

"De skal foreløbig ikke ængste Dem for mig," sagde han. "Saa længe Vinden staar i Vest, dør jeg ikke. Fra den Kant er der altid bragt mig Livsfornyelse. Jeg kan altsaa endnu leve længe, kære Ven. Det er Sydosten, der skal puste mit Lys ud. Det har jeg allerede følt i mange Aar. Dersom det ikke slaar til, giver jeg Dem Lov til at le af mig, naar jeg er død."

202 "Jeg ser alligevel herop engang i Aften," sagde Doktoren.

"Ja ja. Som De vil."

[*]

Et Par Dage senere – en mørk, regnfuld Dag med Vind af Sydost – fik Jytte om Eftermiddagen Besøg af sin Fætter Asmus. Han havde nylig mødt hende paa Gaden og var bleven foruroliget af hendes Udseende. Det glædede ham derfor nu at træffe hende beskæftiget med sit Barne-Udstyr, og det saa meget mere, som han ikke var helt sikker paa, hvordan hun vilde modtage den Efterretning, han kom for at bringe.

"Har du nylig hørt fra din Veninde paa Favsingholm?" spurgte han, efter at han forgæves havde søgt at interessere hende for Byens Nyt.

"Ja, det er ikke saa længe siden. Hun skrev til mig i Anledning af Mors Død."

"Og alt stod godt til derovre?"

"Det tror jeg nok."

"Du har maaske ikke set, at der har været en større Ildløs paa Favsingholm?"

"Ildløs? ... Nej!"

"Det stod i Bladene igaar. Der er brændt en Kostald og et Svinehus. Man mener, at Ilden er paasat. Din Venindes Mand – Naturdoktoren – har 203 nok ikke gjort sig populær heller der. Han og Dihmer skal paa forskellig Maade have udæsket Befolkningen med deres Idealsamfund."

"Saa hører jeg nok fra Meta igen en af Dagene. For saa har hun da noget at fortælle om," sagde Jytte lidt spotsk.

Efter et Ophold fortsatte Asmus:

"Du husker maaske, at jeg ogsaa har en Korrespondent derovre – Dihmers tidligere Huslæge. Ham har jeg telefoneret med baade igaar og idag. Det anede mig nemlig, at den Ildebrandshistorie vilde faa alvorligere Følger for Dihmer end et Par nedbrændte Længer. Og min Formodning har desværre bekræftet sig."

"Hvordan? Bekræftet sig?" sagde Jytte – hun sad med en Sytraad mellem Hænderne og snoede den nervøst.

"Hans Tilstand er aabenbart meget alvorlig. Choket har været hans nedbrudte Konstitution for stærkt. Folk med den Slags Sygdomme er som de frønnede Træer, der kan se ret modstandsdygtige ud men falder for et Vindstød. De Meddelelser, min Randersdoktor har indhentet fra Favsingholm idag, lyder ret mistrøstende. Man maa vistnok være forberedt paa, at det bliver Døden denne Gang. Men jeg har min Samvittighed fri. Han var advaret."

Ved Ordet Døden gik der en Skælven gennem 204 Jytte. Asmus Hagen saae det og tav et Øjeblik. Men han var netop kommen her for med Varsomhed at forberede hende paa, hvad hun dog snart vilde faa tudet i Ørene af andre. Han fortsatte derfor:

"Det er trist nok at tænke paa; og man vil rimeligvis komme til at høre Folk udlægge og forklare Begivenheden paa den sædvanlige overfladiske Maade. Sagen er naturligvis den, at der altid har været et sygt Punkt i Dihmers Hjerne, en Rugeplet⁸ for den Forrykthed, som i de senere Aar mere og mere har udviklet sig hos ham."

Sytraaden løb stadig rundt mellem Jyttes Fingre.

"Tænker du ikke paa at tage derover?" spurgte hun uden at have hørt, hvad han sagde. "Det skulde du gøre Asmus!"

Professoren rystede paa Hovedet.

"Det vilde ikke nytte noget. Det er for sent. Maaske kunde han endnu en Gang komme paa Benene; men det vilde i hvert Fald kun blive en Opblussen som Lysepraasens, før den slukkes. Jeg tvivler ogsaa stærkt om, at jeg vilde være velkommen. Det er jo bleven en Slags religiøs Ide hos ham, at man skal give sig hen til sin Skæbne med Inderlighed, hvor ond den saa er. Knytte sig til den "som en Brud til sin Brudgom" – det Udtryk mindes jeg, han brugte ved vor sidste Samtale. 205 Og det maa desværre indrømmes ham, at han har gjort Alvor af sin Forelskelse og bekræftet Troen med sine Gerninger."

Jytte var igen bleven fraværende. Da Fætteren lidt efter gik, fulgte hun ham mekanisk ud.

I Forstuen tænkte hun et Øjeblik paa at bede ham om at ringe hende op, dersom han yderligere skulde høre noget fra Favsingholm. Men før hun kunde faa sig til at sige det, var han gaaet.

Bagefter stod hun længe i Karnappens Blomsterhave, hvor hun i denne Tid saa ofte havde staaet med sine mørke Tanker og stirret over paa Grønningens halvnøgne Træer. Da hun hørte Karsten stikke Nøglen i Forstuedøren, jog det igennem hende. Først vilde hun trække sig ind i Soveværelset; men hun tog sig sammen og satte sig hen i en Stol.

"Du sidder i Mørke."

"Ja. Skal vi tænde?"

"Ikke for min Skyld," sagde Karsten, som havde sine Grunde til at foretrække den dunkle Belysning. "Her er netop hyggeligt. Har her været nogen?"

"Asmus har været her."

"Naa! Havde din Fætter noget særligt paa Hjerte, eller var det maaske paa Professionens Vegne, han kom her?"

Jytte fik ingen Lejlighed til at svare. Karsten blev i det samme kaldt til Telefonen, der stod i Spisestuen. 206 Da han kom tilbage, var hun gaaet ind i Soveværelset.

Efter Middagen, da de sad ved Kaffen, kom Karsten pludselig i Tanker om, at han skulde have et Møde med Anton Bjerreby i Anledning af sit Billede og straks maatte gaa. Det var Jytte lidt paafaldende; men hun var glad ved igen at blive alene.

Uden at tænde andet Lys end Amplen i Karnappen sad hun Resten af Aftenen i en af de store Lænestole foran den aabne Ovndør og krøb sammen i sit søgræsgrønne Sjal. Om Natten kunde hun ikke sove. Og i Mørket vaagnede den gamle Tvivl og spøgede omkring hende som selve hendes Livs onde Dæmon. Havde hun alligevel elsket Dihmer? Havde hendes Mor haft Ret, da hun sagde, at hun havde besnakket sig selv til at mistvivle om sin Kærlighed, fordi den var kysk og stille?

I Løbet af Natten fik Trangen til at se ham ganske Magten over hende. Trods sin stakkels Tilstand vilde hun straks rejse til Favsingholm. Hun havde jo Metas Indbydelse. Skulde Dihmer virkelig dø, vilde det være hende en Pine ikke at have sagt ham Farvel. De maatte ikke skilles uforsonede. Og kunde hun blot komme til at tale med ham, vilde hun trygle ham om at tage mod Fornuft.

Af Frygt for, hvad Folk kunde finde paa at sige, vilde Karsten vel nok modsætte sig Rejsen. Men 207 det var hende ligegyldigt. Havde han overhovedet nogen Ret til at føle sig krænket?

Idet hun gjorde sig dette Spørgsmaal, faldt det hende ind, at hun ikke havde hørt ham komme hjem. Hun drejede op for Lyset og saae, at Klokken var næsten fire.

Et Kvarterstid senere standsede en Automobil nedenfor, og lidt efter hørte hun ham lukke sig ind. Det skete næsten lydløst. Kun fordi hun forinden havde aabnet Døren fra Dagligstuen ud til Gangen, kunde hun høre ham. Med tyveagtig Forsigtighed hængte han Frakkebøjlen paa Knagen og listede ind til sig selv.

Hun havde aldrig før kunnet faa sig til at holde Politiforhør. Hun var for stolt til at ville røbe sin Skinsyge, og samtidig frygtede hun Tilstaaelsen af den Sandhed, hun anede. Men nu vilde hun vide Besked. Det var blevet hende om at gøre at faa Klarhed. I et Nu var hun oppe af Sengen og tog sin Slobrok paa. Et Øjeblik efter stod hun i Døren til hans Stue.

Hans Bestyrtelse over at se hende, og endnu mere hans Udseende, det uordnede Haar og det løse Slips, var hende straks Beviser nok. Som ved et Lyn blev hendes Øjne revet op, og hun saae ham paany i al hans Jammerlighed, afklædt for den sidste Rest af hendes Forelskelses Barmhjertighedskaabe – den 208 samme frække Abe, som i sin Tid havde vakt hendes forudanende Angst.

Han forsøgte et Smil.

"Kære, ... er du oppe!"

"Hvor kommer du fra?" spurgte hun.

"Men Jytte dog! Du veed jo godt, jeg har været sammen med Bjerreby."

"Du lyver!"

"Nej hør, Jytte ... nu er du igen hysterisk! Kom nu ind," sagde han og nærmede sig hende med udbredte Arme. "Saa sætter vi os pænt og dannet ned og faar os en beroligende Passiar."

"Rør mig ikke! Du kommer fra din Elskerinde. Det nytter dig ikke, at du nægter det. Jeg veed Besked om dit lave og fejge Hykleri. Rør mig ikke, siger jeg! Eller jeg ringer hele Huset op!"

"Nu skal du være fornuftig, Jytte! Luk dog i det mindste Døren og kom ind."

"Jeg vil ikke høre noget ... ikke vide noget! Imorgen, naar du har sovet ud, vil jeg maaske tale med dig."

Hele den sidste Del af Natten gik Jytte frem og tilbage i sit Soveværelse for laasede Døre. Karsten bankede et Par Gange paa og bønfaldt hende om at maatte forklare sig; men hun lukkede ikke op. Hun havde kun det Ønske, at hun i det hele kunde blive fri for at se ham mere. Hun vilde endnu samme 209 Dag flytte hjem til Moderens Lejlighed, der stod urørt efter hende.

Hun var iøvrigt selv forundret over sin frygtelige Ophidselse, da hun dog fra første Færd havde forudset, hvad der nu var sket. Men det var ogsaa mere hele hans Ynkelighed, hun følte sig nedværdiget af, end hans Utroskab. Hans Letfærdighed kunde hun maaske have tilgivet ham, som hun havde baaret over med hans brutale Skinsyge og de andre Svagheder, ikke hans Falskhed, ikke dette usle Hykleri. Og med det Menneske havde hun et Barn! Hun, hvem den bedste og ridderligste af alle Mænd ikke havde været god nok, var faldet i Armene paa dette skamløse Kryb! Hvordan var det gaaet til? ... Aa, hun vidste det endelig nok! Glimtvis var Forstaaelsen gaaet op for hende, naar hun i den senere Tid havde tænkt tilbage paa deres Forhold fra dets første Begyndelse. Han havde baaret sig ad ligesom Jernbanerøveren, der bedøver sit Offer, før han udplyndrer det. Med al Slags velberegnet Underholdning havde han dysset hendes Aarvaagenhed i Søvn for at kunne overliste hende. Trods de mange advarende Eksempler, hun havde haft for Øje, trods Venindernes Skæbne, der havde skærpet hendes Mistro, og trods de Ord, som hendes kloge Mor saa ofte lod falde, at i Forholdet til Kvinder var de fleste Mænd Lejlighedstyve, – hun var som de andre gaaet sin 210 Undergang imøde med tilbundne Øjne. Det var gaaet hende som Barnet, der havde forvildet sig i Skoven og af Skræk styrtede sig dybere og dybere ind i Vildmørket for tilsidst at blive Ulvens Bytte.

Da hun endelig lagde sig hen paa Sengen, var hun en Besvimelse nær af Udmattelse ... Aa, havde dog bare hendes lille Mor endnu levet! Saa havde hun nu vidst, hvor hun skulde skjule sig med sin Skam. Til Meta kunde hun ikke komme efter det, som her var sket. Det maatte i hvert Fald vente indtil efter Skilsmissen, naar hendes Forhold i det hele var blevet ordnede. Men var det saa blot ikke for sent!

Klokken henved ti sad hun foran Spejlet og redte sig, da Karsten atter frygtsomt bankede paa. Hun lukkede ikke op. Svarede ham heller ikke.

Lidt efter hørte hun ham tage bort.

Saa snart han var gaaet, gik hun ind til Telefonen og ringede Asmus Hagen op for at høre, om han havde faaet nye Efterretninger fra Favsingholm. Hun traf ham ikke hjemme. Heller ikke paa hans Klinik kunde hun faa fat i ham. Han var bleven kaldt ud til en vanskelig Fødsel, blev der sagt.

Et Par Timer efter gentog hun Opringningen begge Steder, men med det samme Resultat. Det faldt hende da ind at sætte sig i Forbindelse med den Læge i Randers, som Asmus havde talt om. Ved 211 at se efter i Telefonbogen kom hun paa hans Navn, og ringede saa Statstelefonen op.

I Løbet af den halve Time, hun maatte vente, ringede det en Gang stærkt paa Forstuedøren. Det var Pastor Gaardbos bondeagtigt vedholdende Kimen. Hun kendte den straks, men maatte dog samle sig, før det rigtig vilde gaa op for hende, hvem det var. Nu huskede hun ogsaa, at hun havde ventet ham. Men som alt, hvad der laa forud for Asmus Hagens Besøg den foregaaende Dag og Nattens Oplevelser, var han allerede bleven en Erindring, der hørte en drømmefjern Fortid til.

Da Pigen kom gennem Stuen for at gaa ud og lukke op, sagde hun til hende:

"Jeg er ikke hjemme for nogen ... absolut ikke for nogen, hvem det saa er."

Hun hørte godt, at der blev snakket længe derude i Forstuen; men hun interesserede sig ikke for at høre efter, spurgte heller ikke Pigen ud, da Præsten var gaaet.

Kort efter ringede Telefonen.

"Er det Doktor Mikkelsen?"

En kvindelig Stemme svarede: "Doktoren er kørt ud ... Men det er jo København, jeg taler med ... Saa er det vel sagtens fra Professor Hagen?"

Jytte svarede ja.

"Saa har jeg en Besked at bringe fra Doktoren. 212 Jeg skulde sige, at Godsejer Dihmer døde i Aftes Klokken ni."

Jytte lagde Hørerøret ned, men hun blev staaende ved Bordet, og hørte stadig den fremmede Skrattestemme gentage inde fra Mørket: "Godsejer Dihmer døde i Aftes Klokken ni."

Saa gik hun ind i sit Soveværelse og faldt i Hulken paa Sengekanten.

"Hvad har jeg gjort!"

Men snart efter blev hun stille og priste sin døde Ven lykkelig. Nu havde han stridt Livets onde Strid tilende. Han var udløst af denne frygtelige Verden, hvor alt var Bedrag undtagen Skuffelsen, alt Blændværk undtagen Savnet og Sorgen. Hun saae ham for sig, stivnet i Døden, hvid og kold og stille som hendes Mor havde været det. Hun saae den stærke, brede Pande, de lukkede Øjne, den skønne Mund, som hun en eneste Gang havde kysset.

Det Øjeblik vilde hun altid mindes som et Evighedsglimt. Men det var godt, at det blev ved dette ene lynsnare Kærlighedsmøde. Nu var han bleven skaanet for alt det onde, som Menneskene gjorde hinanden, naar de troede at elske. Nu kunde hun tænke paa ham uden Anger, kunde bære Sorg for ham i sit Hjerte uden at blues.

Han viste sig atter for hende, saadan som hun havde set ham den Aften for snart to Aar siden paa 213 det italienske Hotel, da han midt under den hæslige Varieteforestilling kom frem i Døren og saae paa hende med et stort, forundret Blik. Allerede dengang en forklaret Skikkelse. Allerede dengang saa langt paa Vej til en lykkeligere Verden, at hun ikke havde haft Mod til at holde ham tilbage. Havde han dog ikke forstaaet det?

Selv skulde hun maaske endnu i mange Aar henslæbe et Skyggeliv som Mor for et stakkels Væsen, der vilde komme til Verden som et Minde om hendes Skam, et Pant paa hendes Fornedrelse. Af Angst for Døden vilde hun blive ved at klamre sig til Livets Rædsler. Og alle vilde med Forundring spørge hende, hvorfor hun ikke var glad. – –

Samme mørke Eftermiddag henimod Aften blev Torben Dihmer i Stilhed ført bort til Favsing Kirkegaard. Ligtoget kørte gennem Skoven, og forrest red fire Karle med brændende Fakler. Kun et sort Klæde dækkede Kisten. Saadan havde han selv bestemt det. De ældste af Gaardens Folk bar ham ned i den murede Gravhvælving, hvis Nedgang i Dagens Løb var bleven afdækket. To Dage senere lukkedes den rustne Jerndør, og Hvælvingen kastedes til.

[*]

214 Det var omtrent to Aar efter, en tidlig Sommermorgen i Sol og Stille. Københavnsdamperen stod Fjorden ind efter en rolig Fart over Kattegat. Der sad endnu kun en enlig Mand paa Promenadedækket, en Mand, der tydeligt nok havde Sorgen til Rejsekammerat. Han havde vendt sig mod Land og fulgte med Øjnene et Par kresende Maager men saae dem ikke. Hans Tanker var bundet andet Sted. Det var Johannes Gaardbo.

Han var paa Vej til et kirkeligt Repræsentantmøde i Viborg og havde valgt at gøre Rejsen med Randersdamperen, fordi han vidste, at de andre københavnske Deltagere i Mødet, deriblandt Pastor Stensballe, vilde tage over Aarhus. Han havde desuden hørt, at man paa Sejladsen ind i Fjorden kom saa tæt forbi Favsingholm, at man kunde se Gaarden fra Skibet.

Landet stod igen foran en Valgkamp, og det Møde, han skulde over til, havde væsenlig et politisk Formaal. Allerede længe havde Stensballe arbejdet paa at styrte den tyrstrupske Regering, der ikke var ham tjenstvillig nok. Det var just blevet oplyst, at han en Tid havde plejet Underhandlinger med Tyrstrups egen Kirkeminister, lille Provst Broberg, som under hele sin Ministertid hemmelig havde konspireret mod sin Chef. Men da det gik op for Broberg, at det 215 ikke var ham men Højskoleforstander Aleksandersen, som Stensballe tiltænkte det ministerielle Højsæde, var det kommet til et Brud. Netop som Enslevs Profeti om Riget, Magten og Æren syntes at skulle opfyldes, blussede Kirkefolkets uforgængelige Familjetvist op igen overalt i Landet. Under Skin af Uenighed om konfessionelle Spørgsmaal sloges man forud paa Liv og Død om Byttet.

Mødet i Viborg var bragt i Stand for at gøre et Forsøg paa at tilvejebringe en Forsoning. Men der var ikke megen Udsigt til, at det vilde lykkes. Partierne var efterhaanden kommen hinanden i Haarene, saa det genlød over Landet af Tændernes Gnidsel.

For Johannes Gaardbo, der saa sejrssikkert havde haabet paa at skulle se alle Jordens Folkeslag broderligt forenede under Korsmærket, havde disse sidste Aar været en bitter Skuffelse. Han havde nu besluttet sig til at nedlægge sit Rigsdagsmandat, ja han ønskede inderligt, at alle Præster af Hensyn til Menighedsfreden og for Menneskenes Frelses Skyld vilde paalægge sig politisk Cølibat.

Men ogsaa sin officielle Præstegerning, forbunden som den i Folks Bevidsthed var bleven med Stillingen som en Art Adjudant hos Hærføreren Stensballe, følte han ofte Trang til at frigøre sig for. Denne Kirkestrid havde virket paa ham som et Spejl og vist ham et Billede af hans eget Liv, som 216 han ikke før havde set det. Den havde aabnet hans Øjne for det uhyggelige i en saadan Magtstrid om Menneskers Sjæle. Og i ensomme Timer knugedes han af et Minde, der fik Hjertet til at skælve.

Der var nu kommen flere Folk paa Dækket, og pludselig hørte han En sige:

"Der har vi Favsingholm."

Han vaagnede op af sine Tanker og rejste sig.

Der var kun lidt at se. Morgentaagen laa endnu over Engene, skjulte ogsaa det meste af det høje Land bag dem. Man maatte være en stedkendt Mand for at vide, at den mørke Ryg derinde var Skovene ved Favsingholm. Noget Ungkvæg kom drivende ned mod Fjorden og snuste til Kulrøgen, som Damperen sendte efter sig ind over Landet.

Men ligesom sin Bror, da han første Gang sejlede forbi her, kom Johannes Gaardbo til at tænke paa Kolding Fjord og paa Hjemrejserne i den lykkelige Studentertid. Og Minderne greb ham. Det var Barndommens Kyst, der viste sig for ham som i en Drøm. Det var Gaardbo Strand. Derinde laa den gamle Skole, og det var ikke Randers, den By, som nu begyndte at dukke op forude i Taagen. Det var hans Ungdoms Eventyrby, hvor Rosalie stod paa Bryggen og ventede ham med sin morgenfriske Kærlighed.

"Hvor er jeg?" tænkte han overvældet. Han stod der med en søvntung Følelse af at have været borte fra 217 sig selv i mange, mange Aar ligesom Munken, hvem en Troldfugl havde sunget ind i Evigheden. –

Det blev en stille, solfyldt Dag, en af disse farvefrodige Dage umiddelbart før Høst, da det er, som om Naturen hviler for at fryde sig over sit fuldbragte Værk. Paa Favsingholm kørte man Enghøet ind. Det skete med en Munterhed og Fart som Fuglens, naar den bygger Rede. Havde det i Begyndelsen knebet med at skaffe Arbejdskraft til Gaarden, saa var Povl Gaardbo nu snarest i Forlegenhed med det Ry, som hans lille Samfund var i Færd med at vinde omkring i Landet. Han havde en Discipelskare af unge Folk fra alle Samfundslag, der i fuld Frivillighed havde givet sig ind under Naturens haarde Tvang og nu først følte sig som rigtige Jordbeboere.

Hovedbygningen med Undtagelse af Riddersalen var efter Torben Dihmers efterladte Bestemmelser forbeholdt Videnskabsmænd, som trængte til at leve i Ro. En Fortrinsret havde – som der stod i Testamentet – Forskere, der vilde genoptage ældre Tiders Studium af "den sympatisk-organiske Harmoni mellem det enkelte Menneske og Verdensaltet". Nogen saadan Himmelvandrer havde dog foreløbig ikke meldt sig.

Riddersalen, der var genopført i al sin tidligere Skønhed, tjente til Gildessal for alle Godsets Beboere. Her samledes man om Søndagen til et Fællesmaaltid, 218 og her holdtes Brylluper og andre Festligheder med Dans og anden Lystighed.

Doktorfamiljen boede stadig i den gamle Godsforvalterbolig. Her havde Meta endnu engang oplevet at lægge et nyfødt Barn til Brystet, og omtrent samtidig var den lille Grete bleven Mor. Hun og hendes bredskuldrede Mand var efter Dihmers Død flyttet op i Skovhuset. Dihmer havde skænket Kjeld Jagtretten deroppe paa Livstid som Belønning for hans raske Daad i Brandnatten. Nede paa Gaarden saae man aldrig meget til ham. Han var ingen selskabelig Natur. Han levede med sin Grete som en Nybygger, havde et lille Jordstykke, og hentede forøvrigt deres Føde i Skoven. "Den store Pan" kaldte Povl Gaardbo ham, fordi man undertiden i stille Vejr kunde høre ham spille paa sin Fløjte deroppe.

Paa denne varme Sommerdag var Doktorfamiljen om Eftermiddagen samlet ude i Haven omkring en stor Fødselsdagskringle. Det var den lille Olga, der fyldte fem Aar. De sad i et Lysthus, som Meta kaldte "Jyttes Lysthus" til Minde om sin Barndomsveninde, der under et Besøg her den foregaaende Sommer holdt af at sidde der med sin lille Dreng. Velsagtens fordi det var det ensomste Sted i Haven. Det var en stor aaben Løvhal med fri Udsigt over Engene. Man kunde i den solklare Luft se helt ind til de høje Banker omkring Randers.

219 Om Jyttes Forhold til Dihmer havde Meta haft en Anelse siden hin Aften, da han paa Dødslejet sendte hende den mærkværdige Hilsen. Kort efter havde Jytte tilskrevet hende et lige saa besynderligt Brev, hvori hun bad om nøjagtig Underretning om Dihmers sidste Dage, hans Død og Begravelse. Under sit Ophold her havde hun ogsaa været paafaldende stille. To Gange havde hun besøgt Dihmers Grav, men direkte havde hun aldrig tilstaaet noget om et fortroligt Bekendtskab, og Meta havde ikke villet spørge.

Nu vidste hun fra andre, at Jytte siden Skilsmissen havde levet et Skinliv i sit tidligere Hjem – "den gamle Stue," som hun med mærkelig Ensformighed havde kaldt det i sine Breve. Hun modtog ingen, hilste efter Sigende knap paa sine Bekendte, naar hun mødte dem paa Gaden eller i en Sporvogn. Hun var ganske gaaet op i at passe sit Barn, som hun gjorde sig saa megen forgæves Umage for at komme til at holde rigtig af. Ogsaa hendes Udseende havde allerede sidste Sommer forandret sig meget. Den svære Fødsel havde naturligvis gjort sit. Hendes dejligt gyldne Hudfarve var bleven gusten, Øjnene matte. I hendes Væsen var der en egen Blanding af noget udslukt og brændende uroligt. Skønt hun anstrengte sig for at synes tilfreds, og i Virkeligheden var taknemlig for Gæstevenskabet, havde det været let at se, at hun ikke befandt sig vel her, 220 hvor alt var hende saa nyt og fremmed. Efter et Ophold paa en halv Snes Dage brød hun ret brat op for at komme tilbage til Stilheden i sine egne Stuer.

Dengang hun rejste, havde Povl sagt: "Hun lever ikke længe." Det slog til. Nu i Foraaret var Meta ved et Telegram bleven kaldt til hendes Dødsseng. En ondartet Nyrebetændelse nedbrød hende i Løbet af faa Dage. Med sine sidste Kræfter bad hun Meta om at tage hendes Barn til sig og opdrage det sammen med sine egne. Da Meta havde lovet det, faldt der lidt Ro over hende; men hele Tiden vilde hun holde hendes Haand. "Ja, nu dør jeg, Meta!" hviskede hun engang. "Og saa har jeg dog aldrig levet." – Den sidste Nat fantaserede hun, og talte da et Par Gange om Dihmer. Men ogsaa sin Mand nævnede hun og især sin Mor, desuden gamle Professor Knudsen og en Baron Cederstrøm; og da hun talte om den sidste, lo hun.

Hendes Barn sad nu her ved Fødselsdagsbordet sammen med de andre og havde Plads paa Metas Skød. Det var en køn lille Dreng med melankolske Øjne. Ogsaa Gretes Dreng var med, og Grete selv. Hendes Mand derimod var bleven hjemme i Skovhytten. Man kunde høre ham forlyste sig i sin Ensomhed med Fløjten.

Pludselig blev der Uro. Børnene raabte: "Se der! Se der!" – – Derude i det dirrende Sollys over 221 Engene blev det sidste Læs Hø kørt hjem i et lystigt Optog. Læsset var pyntet med Guirlander af Engblomster, og oven paa det sad Kvinderne i deres store Solhatte. En af dem kørte Hestene, som havde Blomsterkæder hængende om Halsen. Ved Siden af gik Mændene med River og Høtyve over Skuldrene. Da de opdagede Doktorfamiljen i Lysthuset og saae Børnene vinke, svingede de med Huerne.

I det samme kom Kirstine Pige ud med den Besked til Povl Gaardbo, at der var kommen en Mand, som gerne vilde tale med ham.

"Hvem er det?"

"Jeg kender ham ikke. Han er ikke her fra Egnen. Og han vil ikke sige sit Navn."

"Er det en Syg?"

"Jeg veed det ikke rigtig. Han er vist kommen gaaende fra Randers."

Men nu kom Hedvig styrtende ud. Hun havde været inde i Køkkenet for at hente et Par Tallerkener. Barnet var ganske hvid i Ansigtet af Optagethed og raabte paa lang Afstand:

"Far! ... Mor! ... Farbror Johannes er kommen!"

"Hvad er det for Narreri!" raabte Faderen og tog hende haardt i Skuldren. "Hvor kommer du paa de taabelige Tanker!"

"Av, Far! Jeg kender da nok Farbror Johannes."

Povl og Meta stirrede længe paa hinanden, mens 222 Hedvig fornærmet kastede sig ned ved Bordet med Hovedet paa Armen. Da Meta saae, hvordan Taarerne sprang hendes Mand ud af Øjnene, blev hun selv saa bevæget, at Grete ganske forskrækket slog Armene om hende og spurgte, hvad der var i Vejen.

De to Brødre mødtes i den anden Ende af Haven. Johannes sad sammensunken paa en Bænk, der stod i Skyggen under et Træ. Hans Ansigt var blegt, de trætte Øjne uden Lys. Da han saae Broderen komme ilende, rejste han sig og gik ham nogle Skridt imøde.

"Ja, det er mig, Povl!" sagde han med bortvendt Blik, da de havde rakt hinanden Haanden.

Doktoren saae uvis paa ham.

"Du er da ikke syg, Johannes?"

"Nej. Kun lidt træt. Og lidt ensom. Vil du unde mig Husly en lille Tid? Jeg har været saa vidt omkring og trænger til at komme til Ro med mig selv. Du har jo skrevet, at det er ethvert Menneskes Ret at vokse efter sin Natur. I Tillid hertil be'r jeg om Plads her i dit Asyl."

"Aa, Johannes! Saa er du virkelig kommen tilbage!"

Oppe fra Skovhytten hørtes i Stilheden atter Kjelds Skalmejetoner.

---

223

HERMED SLUTTER FORTÆLLINGERNE
FRA

DE DØDES RIGE

En ekstra linjes luft til markering af et mindre afsnit er her erstattet med [*]. Udgavens sidetal er anført som