Favsingholm

En Fortælling-Kres

[gå tilbage til Enslevs Død, kapitel IV]

I

Allerede i Midten af Marts, en Maaned tidligere end oprindelig bestemt, vendte Jytte og Karsten From hjem fra deres Bryllupsrejse. Grunden var den, at Enslevs politiske Venner havde indbudt til en Konkurrence om et Mindebillede af den afdøde Høvding, og Karsten havde bestemt sig til at deltage. Maleriet skulde have en monumental Karakter, skulde forherlige en Episode af Frihedskampens Historie med Enslev som Midtfigur. Det var Meningen at skaffe det en fremtrædende Plads i den nye Rigsdagsbygning; og foruden denne store Ære var der 25 Tusinde Kroner at kæmpe om.

Jytte vilde helst have fortsat Rejselivet lang Tid endnu. Hun følte sig saa lykkelig fortumlet under deres planløse Omflakken fra By til By. Indtrykkene jog hinanden, og Tankerne fik Lov at sove. Men hun havde tidligere saa ofte søgt at opmande Karsten til at samle sig om en alvorlig kunstnerisk Opgave, og hun kunde derfor ikke godt gøre Indvendinger. Selv var han desuden bleven mærkeligt opsat paa Sagen.

4 En af de første Bekendte, hun stødte paa efter Hjemkomsten, var en, hun allermindst havde ventet at træffe i København. Det var Meta. En Eftermiddag mødte hun hende paa Sporvogns-Holdepladsen ikke mange Skridt fra sin egen Gadedør.

Der var paa begge Sider nogen Forlegenhed over Gensynet. Den gav sig for Jyttes Vedkommende Udtryk i en lidt forsoren Munterhed. Meta ønskede hende til Lykke med Giftermaalet, og Jytte svarede: "Tak, ja nu har ogsaa jeg gjort min Skyldighed."

Imidlertid tænkte de begge paa deres sidste Møde om Sommeren paa Storeholt, hvor de skiltes som Uvenner, fordi Jytte ikke havde villet vise Venindens Svoger, Pastor Gaardbo, den Opmærksomhed at gifte sig med ham.

"Og nu er du kommen ind til København for at lufte dig lidt?" sagde Jytte.

"Jeg? Nej, vi bor her."

"Her i Byen! Hvad vil det sige? Hvordan er det gaaet til?"

"Vi flyttede hertil for halvanden Maaned siden."

Hun sagde det saa modløst, og Jytte opdagede nu, at Veninden var mærkelig forandret. Som hendes landlige Vinterdragt ikke godt taalte at ses i Foraarslyset, gjorde hun selv, den før saa friske og frimodigt smilende Matrone, et afbleget og forkomment Indtryk.

5 "Hvad er der hændt?" spurgte Jytte, idet hun uvilkaarlig lagde sin Haand paa hendes Arm.

"Aa, det er en lang Historie. Den kan jeg ikke fortælle her."

I det samme kom Sporvognen tilsyne i Gadekrumningen. Men Jytte tog Veninden under Armen og førte hende til Side.

"Du maa sige mig, hvad der er i Vejen. Eller er du maaske endnu vred paa mig?"

"Nej, det er jeg ikke. Og det har jeg heller ingen Grund til. Men det er altfor omstændeligt at forklare."

"Veed du hvad, nu gaar vi op til mig. Jeg bor her lige om Hjørnet. Du maa dog ogsaa se, hvordan jeg har det, ikke sandt?"

"Det maa jeg have tilgode til en anden Gang, Jytte. De venter mig derhjemme. Jeg har styrtet hele Byen rundt efter en Vaskerkone."

"Men det er bare lige om Hjørnet, hører du. Dersom det er min Mand, du er bange for, saa kan du være ganske rolig. Ham træffer du ikke. Han er i sit Atelier, og det har han inde i Byen. Du skal faa en skoldende hed Kop Te. Det kan man nok trænge til i det Hundevejr."

Meta lod sig overtale. Hun følte Trang til at betro sig til nogen. Lidt efter stod de i Jyttes smukke Dagligstue, omgivet af den Overflod af Blomster, som 6 hendes Mand i sin Forelskelse stadig ødslede paa hende. Foran den grønne Fajanceovn stod et Par store Lænestole. Efter at Jytte havde tvunget Veninden til at lægge Overtøjet, tog de Plads her i Varmeskæret fra det aabne Ildsted.

Allerede paa Vejen derhen havde Meta lettet sit Hjerte og fortalt om den Forfølgelse, der havde tvunget hendes Mand bort fra Jerve. Nu fortsatte hun:

"Povl havde tilsidst ingen betalende Patienter mere. Og Distriktslægegagen kunde vi ikke leve af, saa stor en Familje vi nu er. Beboerne gjorde ogsaa alt muligt for at faa ham afsat. Du begriber ikke, hvor onde Folk var. Der var ikke andet for os at gøre end at flytte væk. Det hele blev bestemt i Løbet af en Dag. Du kender nok min Mand. Naar han har sat sig noget i Hovedet, skal det gøres med det samme. Jeg fik knap en Uge til at ordne Huset og pakke ind."

"Men jeg forstaar ikke," sagde Jytte. "Hvad sagde din Svoger – Præsten? Han har jo saa stor Indflydelse paa Befolkningen derovre. Og nu er han ovenikøbet Kresens Rigsdagsmand. Han maatte dog kunne gøre noget."

Meta skottede til hende. Hendes daarlige Samvittighed gjorde hende skamfuld.

"Min Svoger og min Mand er bleven Uvenner. De har jo ikke det samme Syn paa Religionen."

7 "Naa – og hvad saa?"

"Min Svoger er bleven saa forandret, siden Povl begyndte at skrive offenlig om sine Meninger. Han synes, det er en Frækhed af ham. Det mener da Povl er Grunden. Og jeg veed saamænd heller ikke, hvad det ellers skulde være."

"Du maa give mig Lov til at triumfere lidt, Meta! Indrøm, at du var meget vred paa mig sidste Sommer, fordi jeg havde mine Tvivl om din Svogers Fordomsfrihed. Husker du vores lille Skærmydsel?"

"Jo. Og du kan tro, jeg har mange Gange tænkt paa dig. Det siger ogsaa min Mand, at du var alligevel den klogeste af os allesammen. Og det har du jo altid været. Men det med min Svoger er ellers noget, jeg helst er fri for at tale om. Det har naturligvis været en frygtelig Skuffelse for os, kan du nok forstaa."

"Ja, lad os endelig lade ham hvile!" sagde Jytte. "Men sig mig – hvor bor I nu?"

"Vi har lejet ude paa Nørrebro. Povl mente ikke, det kunde nytte noget at prøve en anden Land-Praksis efter alle de Løgnehistorier, der er skrevet om ham i Aviserne derovre. For det vilde vi jo ellers helst. Men saadan noget gaar straks gennem alle Provinsbladene. Det forrige Sted, vi var, maatte vi jo ogsaa flytte fra, fordi Folk syntes, at min Mand ikke gav dem Medicin nok."

8 Jytte nikkede adspredt. Hun sad foroverbøjet med Hænderne foldede omkring Knæet og var faldet i Tanker under Betragtning af Venindens Øjne. Det undrede hende, at hun ikke tidligere havde lagt Mærke til, hvor smukke de var. Altid havde hun bare haft Blik for hendes uheldige Mund. Det var den samme dybe, ædelstensblaa Farve, som ogsaa hendes Mands Øjne havde. Men alligevel lignede de slet ikke Karstens. Udtrykket var ganske anderledes. Og det var nok saa meget Forskellen som Ligheden, der beskæftigede hendes Tanker.

"Hvor er det besynderligt med os to!" sagde hun tilsidst. "Kan du huske, da vi mødtes paa Storeholt? Jeg vidste ikke bedre, end at du stadig sad og kukelurede paa den jyske Hede – og saa dukkede du pludselig op som Distriktslægekone i Jerve! Siden har jeg altid set dig for mig i al din husmoderlige Majestæt derovre i jeres morsomme Hus – og saa sidder din Stakkel her midt i Hurlumhej'en ligesom vi andre, og styrter Byen rundt efter en Vaskerkone."

"Det drømte jeg heller ikke selv om for bare tre Maaneder siden, kan du tro. Det gør mig næsten mest ondt for Børnene. Foreløbig er de jo henrykte for alt det nye, de ser. De sidder hele Dagen ved Vinduet og kigger efter Sporvognene. Min Mand er det naturligvis heller ikke saa let for. Han har foreløbig 9 kun haft en halv Snes Patienter. Og den Smule, han kan tjene ved at skrive i Tidsskrifter, forslaar jo ikke meget. Men det kommer vel."

"Og du selv, Meta? Hvordan gaar det dig? Det taler du ikke noget om."

"Aa, med mig er det en anden Sag. Jeg har mit Hus at passe. Jeg ønsker nu bare, at vi maa faa Lov til at blive her. Men dersom Povl ingen Praksis faar, bliver vi jo nødt til at rejse endnu længere bort. Saa maa vi udvandre."

"Kære – det tænker I da ikke paa?"

"Ja, hvad skal vi gøre? Povl har nogen Familje i Avstralien. Han mener, at det maaske kan hjælpe ham til at komme i Vej derovre. Vi har ogsaa hørt, at der skal være Mangel paa ordenlige Læger. Og en samvittighedsfuld og dygtig Læge, det er min Mand. Det er skammeligt at sige andet om ham."

Jytte var paany et Øjeblik blevet borte i sine egne Tanker.

"Avstralien! Aa ja ... hvorfor i Grunden ikke? Ny-Zealand, ikke sandt? Jeg har altid været lidt forelsket i det Navn. Jeg synes, det lyder saa forjættelsesfuldt. Og saa er det altsammen saa dejlig langt borte."

"Ja, Tak skal du ha'! Jeg bliver dog helst hjemme," begyndte Meta, men skræmtes i det samme op ved Lyden af et Ur, der slog. "Nej, nu maa jeg hjem, Jytte."

10 Hun fik dog ikke Lov til at gaa, før hun havde set Lejligheden. Jytte tog hende under Armen og førte hende rundt i Stuerne, helt ud i Køkken og Fadebur, hvor hun iøvrigt selv følte sig omtrent lige saa fremmed som Veninden.

Da de paa Tilbagevejen stod i Sovekammeret, lagde Meta Armen om Jyttes Liv og sagde:

"Saa er du virkelig nu lykkelig?"

"Ja, det er jeg! Min Mand og jeg passer udmærket sammen. Det undrer dig, ikke sandt? Jeg kan endnu se dit forskrækkede Ansigt, da du traf ham paa Storeholt. Men jeg kan betro dig, at jeg just heller ikke blev indtaget i din Mand, da jeg saae ham første Gang. Saa det gaar lige o – p – op!"

Meta vidste ikke noget at svare herpaa, og tav derfor. Det var hende fuldstændig ubegribeligt, at Jytte kunde føle sig lykkelig med den Nar af en Mand. Forsikringen lød nu heller ikke ganske troværdig i hendes Øre. Men Jytte havde lige fra Skoletiden været en Gaade, som vistnok ingen var kommen rigtig tilbunds i.

Paa Vejen tilbage til Dagligstuen tænkte Jytte paa at gøre Veninden et fortroligt Spørgsmaal om noget, som hun ikke havde kunnet faa sig til at tale med sin Mor om. Forleden Morgen, da hun stod op, havde hun pludselig følt sig utilpas, og da hun saae sig i Spejlet, havde hun været hvid som et Spøgelse. 11 Dagen efter gentog Tilfældet sig, og hun havde siden gaaet i en næsten uudholdelig Spænding.

Men da det kom til Stykket, kunde hun heller ikke overvinde sig til at betro sig til Meta, fordi hun endnu ikke havde sagt noget til sin Mand. Hun vidste, at Karsten ikke holdt af Børn. Af den Grund havde hun ingenting villet sige, før hun var bleven ganske sikker i sin Sag.

"Det er sandt!" udbrød Meta, da hun stod i Dagligstuen med Overtøjet paa. "Det maa jeg dog fortælle dig ... Kender du en Godsejer Ditmer eller Dihmer eller saadan noget?"

Jytte vendte sig hurtigt imod hende med et undersøgende Blik.

"Ja. Hvorfor spørger du om det?"

"Jo, nu skal du høre! Det var engang i Efteraaret hjemme i Jerve. Der kom en fremmed Herre kørende fra Odense og vilde tale med min Mand. Povl var lige gaaet over i Fattighuset for at se til en Patient, og jeg maatte saa sidde og underholde Hr. Dihmer eller Ditmer ... eller hvad det nu var."

"Nu sidste Efteraar?" spurgte Jytte spændt.

"Nej, vent lidt ... det maa have været i December. For jeg husker, at det interesserede ham saa meget, at jeg havde min Brunkagedejg staaende ved Kakkelovnen. Det Syn havde han ikke set, siden han var Barn, sagde han. Han var forresten saa hyggelig. 12 Vi snakkede naturligvis om Egnen derovre, og han fortalte saa, at han i sin Tid var kommen en Del paa Storeholt. Han kendte hele din Familje, ogsaa din Mor og dig. Og han havde vist ogsaa været rundt og set paa de gamle Steder, saa vidt jeg kunde forstaa. Det var en høj Mand med mørkeblondt Fuldskæg. Husker du ham saa?"

"Ja. Men du afbrød dig selv. Hr. Dihmer vilde tale med din Mand, sagde du."

"Ja, jeg tænkte naturligvis, han søgte ham som Læge. Han saae da ogsaa saadan ud. Men saa vilde han bare hilse paa Povl, fordi han havde læst, hvad Povl har skrevet. De sad og talte sammen i over to Timer, og jeg har ikke i mange Aar set min Mand saa oplivet. Men du kender ham altsaa. Hvad er han i Grunden for et Menneske?"

"Han er altsaa Godsejer. Har en Gaard et Sted i Jylland."

"Favsingholm – ja. Det fortalte han. Han var netop paa Vej derover. Men hvorfor har han fartet saadan omkring i alle Verdensdele? I et helt Aar havde han ikke været hjemme. Det er dog aparte for en saa syg Mand."

"Syg Mand? ... Hr. Dihmer har engang været meget syg; men nu skal han være kommet sig fuldstændig. Det var forresten min Fætter, Professor Hagen, der kurerede ham."

13 "Da saae han virkelig daarlig ud. Det syntes ogsaa Povl. Og han havde noget saa alvorligt og stilfærdigt ved sig, som om han selv vidste, at han ikke kunde leve længe."

Pigen kom i dette Øjeblik ind med Teen, som endelig var bleven færdig. Men Meta bad indstændigt om Lov til at gaa nu, og Jytte holdt ikke længer paa hende.

"Skal du ikke selv have Tøjet paa?" spurgte Meta. "Du var jo paa Vej ud."

"Aa nej, jeg bliver hjemme nu. Det blæser saa koldt. Og jeg kommer jo lige fra Neapel!" –

Da Veninden var gaaet, stod Jytte længe henne i Karnappen og saae i Tanker over paa Grønningens Træer. Hun var kommen til at tænke paa en Bemærkning i et af de Breve, hendes Mor havde sendt hende under Rejsen. I en Efterskrift havde der staaet de mystiske Ord, at "det desværre synes at skulle tage en alvorlig Vending med Torben Dihmer". Da hun vidste, at hendes Giftermaal stadig var Moderen en Sorg, havde hun ikke kunnet faa sig til at bede om nærmere Oplysning. Men Forklaringen var altsaa den, at han igen var bleven syg. Asmus' Vidunderpiller havde altsaa i Længden ikke kunnet hjælpe ham. Hvor det dog gjorde hende ondt for den stakkels forfulgte Mand! ...

Da Karsten kom hjem, sad hun igen i en af de 14 store Lænestole foran Ovnen. Det var begyndt at skumre. Hun sad der lidt forkommen med et Sjal over Skuldrene – et blødt, søgræs-grønt Silkesjal, der var en Gave fra hendes Mand. I den Hensigt at bøde paa hendes egen Ligegyldighed for sit Udseende havde han udbedt sig Tilladelse til at overtage Rollen som hendes Paaklæder.

Hun rakte Haanden ud imod ham, da han kom ind.

"Jeg har længtes efter dig," sagde hun.

Den galante Ægtemand bøjede sig ned over Haanden og kyssede den ærbødigt. Men forinden var hans Blik fløjet ligesom søgende omkring i Stuen, og han betragtede hende lidt mistænksomt.

"Den Naadige har dog glemt sit Løfte. Jeg ventede med Længsel det højtideligt anmeldte Besøg."

"Jeg var ogsaa paa Vej, min Ven! Men jeg fik selv Besøg."

"Jeg syntes det jo nok –. Hvem var den lykkelige, om man tør være saa fri?"

"Ja, kan du gætte? En stor Overraskelse virkelig."

"En Dame eller en Herre?"

"En Dame."

"Smuk?"

"Ja, jeg finder hende smuk. Men jeg har forresten ikke altid gjort det. Du traf hende i Sommer paa Storeholt. Min gamle Skolekammerat Meta ... Fru 15 Gaardbo ... Distriktslægens Kone derovre. Husker du hende saa?"

"Jo, nu du siger det. Men hvad mener du med at kalde hende smuk? Hun var jo en almindelig Landsby-Madamme."

"Saa har du ikke lagt Mærke til hendes Øjne. Dersom du engang faar Bestilling paa at male en Madonna, kan du bruge hende til Model. Hun har faaet fem Børn, og har alligevel et Blik saa uskyldigt som en tolvaars Pige."

"Det lyder unægtelig interessant. Fem ubesmittede Undfangelser maa vel siges at være en Rekord. – Men for at tale om noget andet," sagde han og gik med lange, nervøse Skridt ud over Gulvet. "Har du læst Aviserne idag?"

"Nej."

"Saa veed du ikke, at Karl May nu ogsaa har meldt sig til Konkurrencen. Det proklameres med Pauker og Basuner i alle Bladene. Hvormange har vi nu hørt om? Det kan vist ikke være mindre end otte-ni Stykker. Det bliver efterhaanden en livlig Gallopbane."

"Men er Karl May Portrætmaler?"

"Han er alt, kære! Du husker maaske, at han ifjor optraadte som genial Billedhugger. Det var et almindeligt Stykke Pottemagerarbejde, som enhver ikke altfor fummelfingret Læredreng kunde gjort ham 16 efter. Men hans Venner i Pressen – en Skraalhals som tykke Møller f. Eks. – skreg det op til en Verdensbegivenhed, og Folk gik som sædvanlig i Gyngen. – Jo, Karl May er klog!"

"Naa ja, lad ham nu være, Karsten! ... Sig mig, er du stadig tilfreds med dit Atelier?"

"Ja, – Lyset er godt. Imorgen bliver jeg færdig med Installeringen, og iovermorgen tager jeg fat."

"Saa kommer jeg derhen. Ganske bestemt. Jeg vil se dig gøre det første Penselstrøg."

"Den Naadige skal faa Lov til selv at gøre det. Med højstegen Haand skal du indvie Lærredet. Og saa vil vi for en Gangs Skyld være overtroiske og bede til Guderne, at det maa bringe Held."

"Sæt dig lidt herhen, min Ven! Du gaar saa urolig omkring," bad Jytte.

Skumringen voksede. De sad med hinanden i Haanden og smaasnakkede, mens der fra Ovnristens glødende Kokes bredte sig et stærkere og stærkere Brandskær ud over dem og hele Stuen.

Jytte sad lænet til Siden med halvlukkede Øjne og saae ned i Ilden.

"Sig mig engang, Karsten," sagde hun efter en Pavse. "Tror du, at der i vore Dage er Mennesker, som dør af ulykkelig Kærlighed? Jeg mener ikke, om de i et Anfald af Fortvivlelse eller Jalusi tager Livet af sig. Det læser man jo om hver Dag. Men 17 tror du paa, at der kan være Folk, der hentæres af Kærlighed som af en dødelig Sygdom?"

"Det vil jeg i hvert Fald have Lægeattest for. Hvor kommer du forresten paa den absurde Tanke?"

"Aa," sagde hun. "Det var en Historie, Meta fortalte ovre fra Fyen."

"Den Dames Besøg har interesseret dig, lader det til. Hvad talte I i Grunden om?"

"Mest om hendes egne Affærer. Du kan tænke dig, hun bor nu her i Byen. Hendes Mand kunde ikke begaa sig derovre. Du veed, han har saa forstyrrede Meninger om alting. Han er en underlig lille Snurretop, som kommer galt afsted allevegne. Nu bor de ude paa Nørrebro. Paa selve Nørrebrogade. Tænk dig!"

"Ja, det er ikke misundelsesværdigt. Men hør nu, Jytte! For at tale om noget mindre begrædeligt. Iaften gaar "Stormsvalen" og "Napoli". Det er en god Aften. Jeg foreslaar, at vi gaar derhen."

Jytte trykkede hans Haand.

"En anden Gang, Karsten. Jeg er lidt træt idag."

"Men vi kan dog i det mindste gaa hen og se Balletten. Det kan da ikke være anstrengende."

"Veed du hvad. Jeg synes, du skulde gaa derhen alene. Du trænger til at lufte dig lidt, min Ven! Saa øver jeg mig imens paa min Rondo, saa jeg snart kan være bekendt at spille den for dig."

18 "Aa Snak! Du veed godt, at jeg ikke vil gaa fra dig," sagde Karsten misfornøjet.

De havde nu været hjemme i flere Dage, og endnu havde de ikke været hverken i Teatret eller til nogen Koncert, fordi Jytte ikke var til at faa ud blandt Folk. Selv havde han under hele Rejsen med særlig Forventning glædet sig til det Øjeblik, da han første Gang skulde vise sig med hende i Parkettet. For den Vajsenhusdreng, der stadig hang ham i Ærmet, var det til Tider som en eventyrlig Drøm, at han virkelig var gift med Minister Abildgaards Datter. Og just i disse Dage fandt han sin Prinsesse dejligere end nogensinde.

Jytte rejste sig for at gaa ind og klæde sig om til Middag. Hun havde hørt Pigen komme ind i Spisestuen og begynde at dække Bordet.

Da hun saae hans utilfredse Mine, lagde hun Armen om hans Hals og klappede ham paa Kinden.

"Er jeg en umulig Kone for dig? ... Du maa ikke være altfor ked af det. Det skal nok blive bedre."

Han blev øjeblikkelig formildet, svag som han stadig var overfor hendes Kærtegn, dem hun heller ikke ødslede med. Efter tre Maaneders Ægteskab var hun endnu næsten lige sky i sit erotiske Forhold til ham. Bestandig maatte han paany erobre hendes Ømhed, og hun havde bevaret en Uskyld i 19 sin Hengivelse, der gjorde hans egen Forelskelse til en vild Tilbedelse.

Han saae hende henrykt op i Øjnene.

"Du dejlige! ... Hvor jeg elsker dig!" sagde han. Og den affekterte Mand kunde sige den Slags Ting saa mærkelig naturligt, som fik han først med saadanne Ord sit rigtige Mæle.

Men Jytte undgik hans Blik, mens hun tavs og ligesom medlidende strøg ham over Haaret.

[*]

Doktor Gaardbo havde bosat sig ude i det yderste af Nørrebrogade, "Københavns Endetarm", som han kaldte den paa Grund af dens buldrende Vognfærdsel ud til Byens Affaldspladser. Han havde lejet en lille fire Værelsers Lejlighed, der tilmed var i en ret elendig Forfatning, fordi han havde overtaget den uden Varsel.

Da Meta kom hjem, mærkede hun, at der var noget i Vejen med ham. Mod Sædvane var han tavs, og ved Aftensbordet rørte han næsten ikke Maden. Hun forstod ikke, hvad der kunde være sket. Med Undtagelse af en Eftermiddagstime, da han var inde i Byen for at hente en Bog paa Biblioteket, havde han siddet hjemme hele Dagen og taalmodig ventet paa de Patienter, som ikke kom.

20 Efter Bordet gik han straks ind til sig selv, og hun hørte ham sætte sig tungt i sin Stol.

Lidt efter gik hun derind. Han sad da ved Skrivebordet med Hænderne omkring Hovedet.

"Er der gaaet dig noget imod, Povl?"

"Ja. Men træk Døren til. Det er ikke værd, at Børnene hører det."

"Men hvad er det da?"

"Du veed, jeg var inde paa Biblioteket efter den Bog. Da jeg kom gaaende over Højbro, mødte jeg Johannes. Han bor jo der i Nærheden."

"Naa – hvad sagde han?"

"Ingenting, du! Han gik forbi, som om jeg var Luft."

Der blev stille et Øjeblik.

"Og du er sikker paa, at han saae dig?"

"Det var umuligt andet. Vi kom gaaende paa det samme Fortov. Da han opdagede mig, saae jeg ogsaa, at han vilde skraa over Kørebanen; men der kom i det samme en Sporvogn over Broen. Saa gik han mig forbi med Øjnene i Brostenene."

"Aa – fy dog!"

"Jeg vendte mig om og sagde: "Goddag, Johannes!" – Jeg veed ikke, om han hørte det. Han gik i hvert Fad videre."

"Hvor er dog saadan noget stygt!" sagde Meta.

"Husk paa, han kalder det selv for Fromhed. 21 Men nu veed vi altsaa, hvor vi har ham. Vi eksisterer ikke mere for ham. Og det er maaske bedst saadan, og naturligst for begge Parter."

"Det tror jeg bestemt ogsaa. Siden du fortalte mig det forfærdelige om Rosalie, har jeg næsten ikke kunnet taale at tænke paa Johannes. Jeg drømmer endnu om hende om Natten. Og nu maa du sende ham hendes Brev, Povl. Gør det endnu i Aften. Hører du?"

"Jeg veed ikke rigtig –"

"Jeg siger dig, Povl, du kan ikke forsvare at beholde det Brev. Mest for Johannes egen Skyld. Han skulde for længe siden haft at vide, hvad han har paa sin Samvittighed."

"Men om det nu dræber ham?"

"Saa var det da endelig kun retfærdig Gengældelse. Den sødeste og gladeste unge Pige i Verden pinte han tildøde. Og nu gaar han sin eneste Bror forbi uden at ville kendes ved ham. Hvad kalder du det?"

"I Kvinder holder aldrig Maade. Johannes er et stakkels forgjort Menneske. Han mener at tjene sin Gud ved at fornægte os. Men lad os nu ikke tale mere om ham. Han er, som han er, og staar ikke til at redde. – Veed du forøvrigt, hvornaar jeg første Gang blev klar over denne uhyggelige Evne hos ham til Selvsuggestion? Det dukkede op for mig 22 før. Kan du huske, da Johannes søgte Embede og til sin egen og alles store Overraskelse fik det allerførste Kald, han søgte? Det var jo næsten umuligt ikke at komme til at tænke paa Farbror Tyges Indflydelse, og jeg veed desuden, at man oppe i Ministeriet temmelig tydeligt lod ham forstaa, hvem det var, der interesserede sig for ham. Ikke desmindre har han altid afvist Tanken som fuldkommen latterlig, og forsikret, at han i modsat Fald aldrig vilde have modtaget Embedet. Og han har selv troet det. Saadan er han bleven!" –

Lidt efter tog han sit Overtøj paa. Han vilde hen og se til en Arbejdsmands syge Barn, der for Tiden var hans eneste Patient.

"Jeg gaar mig med det samme en Tur," sagde han, da han gik. "Du skal altsaa ikke vente mig hjem for snart."

Metas bekymrede Øjne fulgte ham ud af Døren. Stakkels Povl! – tænkte hun. Hun vidste, at han her i København følte Savnet af Broderen endnu stærkere end i Jerve, fordi han her overalt blev mindet om deres Samliv i de glade Studenterdage. Forleden, da han var kommen nedtrykt hjem fra Byen ligesom idag, havde hun faaet ud af ham, at han var gaaet ind paa Regensen for at gense de to smaa Kamre, hvor de i fire Aar levede saa uadskilleligt 23 forbundne, at Kammeraterne gav dem Øgenavnet de "siamesiske" Tvillinger.

Den lille Hedvig stak Hovedet ind ad Døren og meldte:

"Bodil har gjort sig vaad, og Jørgen vil ikke være ordenlig."

Saa maatte hun ind og holde Justits. –

Doktor Gaardbo havde ikke villet fortælle sin Kone, at han agtede sig ind til "Bethesda"1, hvor der nu i Fastetiden hver Aften blev afholdt store Opbyggelsesmøder under Pastor Stensballes myndige Ledelse. I en Avis havde han set, at hans Bror i Aften skulde være en af Talerne. Derfor vilde han derhen.

Skønt han kom i god Tid, var den store Sal allerede ganske overfyldt. Han maatte søge op i et af Sidegallerierne, hvor han i sidste Øjeblik fik en Siddeplads paa den allerbageste af nogle trinformigt højnede Bænkerækker. Faa Minuter efter var ogsaa Gangen bagved ham stuvfuld af Mennesker.

Nede i Baggrunden af Salen, under det store Orgel, sad Broderens unge "Korshær" i tætte Rækker: en glad og livlig Ungdom, Mænd og Kvinder tvangløst imellem hinanden, mange af dem øjensynlig trænede Sportsfolk, for hvem ogsaa Troen var en Kraftytring, et Mandighedsmærke. Da Orgelet havde indledet, 24 og Salmesangen begyndte, var det dernede fra, at de frejdigste og stærkeste Stemmer lød.

Midt under det sidste Vers viste Johannes sig paa Talerstolen. I samme Øjeblik mærkedes nogen Uro blandt den sammenpakkede Mængde paa Galleri-Gangen, hvorfra man ingenting kunde se. Der var navnlig et Par halvgamle Damer, der højst ulykkelige puffede sig frem og tilbage i Haab om at finde et Kighul ned til Taleren. Man maatte tilsidst tysse paa dem for at skaffe Ro.

Johannes Gaardbo var egenlig slet ikke nogen veltalende Mand. Sammenlignet med den Virtuositet, hvormed Pastor Stensballe og andre af Byens bekendte Vækkelsesprædikanter satte Trumf paa Evangeliet, var hans Tale og hele Fremtræden meget jævn og stilfærdig. Men stod der ingen Regnbueglans om selve hans Forkyndelse, saa virkede han til Gengæld ved sit smukke og mandige Ydre og ved den Inderlighed, den landlige Trohjertighed, der prægede hans Ord. Han var i Øjeblikket ogsaa nærved at være den mest omtalte Præst indenfor den københavnske Menighed, i det mindste blandt Kvinderne; og alene det, at han var en ny Mand i Hovedstaden, havde til Følge, at der var en mægtig Tilstrømning overalt, hvor han talte.

Han havde valgt til Tekst det 13de Kapitel af Paulus' første Brev til de Korinthier, den berømte 25 Kærlighedslovprisning: "Og havde jeg profetisk Gave og al Kundskab og al Tro men havde ikke Kærlighed, da var jeg intet. Og uddelte jeg alt mit Gods til de Fattige men havde ikke Kærlighed, da var jeg intet. Kærligheden affalder aldrig; den tror alt, fordrager alt, taaler alt. Saa bliver da Tro, Haab og Kærlighed disse tre; men størst blandt dem er Kærlighed."

Mens den store Forsamling lyttede til Talen i andægtig Stilhed, sad hans Bror oppe paa Galleriet og bed sig i Skægget. Dersom det havde været muligt for ham at slippe bort, var han gaaet sin Vej for ikke at komme i Fristelse til at raabe ud over Salen: "Hør ham ikke! Han er en Hykler!"

Og dette var Johannes! Dette var hans Bror! En Skinhellig! ... Han havde indtil denne Dag ikke villet tro det. Han havde fundet paa alle Slags Undskyldninger for hans Forræderi. Han havde besnakket sig selv for ikke at tro paa hans Falskhed. Men kunde det være muligt, at Johannes ikke skulde vide, at han stod der i alle onde Magters Vold og velsignede? Var han da virkelig en utilregnelig Besat, der ikke længer kendte Forskel paa Løgn og Sandhed, og ikke vilde kende den, af Frygt for at slukke den Helvedsbrand i Sjælen, han kaldte sin Tro? ...

Efter at Johannes havde talt fik et Par andre 26 Præster Ordet; men Doktoren hørte ikke paa dem, saae dem ikke engang. Hans Øjne var uafbrudt fæstet paa Broderen, som havde taget Plads paa forreste Stolerække mellem nogle Herrer og Damer, der alle modtog ham med hjertelige Haandtryk. Han saae ham smile mildt til disse fremmede Mennesker, saae ham igen med dette næsten forklarede Udtryk, der engang havde været hans egen Glæde.

"Varulv! ... Varulv, Johannes!" tilraabte han ham i Tankerne.

Mellem dem, som havde hilst paa ham, lagde han Mærke til en yngre, høj og smuk Dame med fornem Holdning. Der havde været noget i den Maade, hvorpaa de to vekslede Haandtryk, der fik ham til at tænke paa, hvad der rygtevis var kommen ham for Øre, at Johannes stod i Begreb med at forlove sig igen. Det gik nu op for ham, at han kendte Damen fra sine Kandidatdage her i København. Hun hed Frøken Mohn og havde været Pleje-Elev paa et af Hospitalerne. Saa vidt han erindrede var hun af meget rig Familje; og han spurgte sig selv, om Johannes maaske ogsaa i Forholdet til Penge havde mistet sin Uskyldighed. Det undrede ham blot at se, at han endnu bar Rosalies Forlovelsesring.

Pastor Stensballe sluttede Mødet med et manende Opraab. Evangeliets Sejrsgang over Verden maatte ikke mere standse, sagde han og bad indtrængende 27 om, at man ikke vilde glemme Menighedens forskellige Indsamlinger.

"Vi trænger til mange hundrede Tusinde Kroner. Og vi maa ha' dem – om vi saa skal stjæle dem!" raabte den iltre lille Mand ud over Forsamlingen, der svarede med en forstaaende Munterhed.

Derefter sang man endnu en Salme; hvorpaa Salen langsomt tømtes under Orgelbrus og Raslen af Pengebøsser.

Doktor Gaardbo fulgte Strømmen ud. Da han stod paa det øverste af den høje Fortovstrappe og saae ud over den mægtige Vognpark, der fyldte Gaden til begge Sider, deriblandt mange fornemme Herskabskøretøjer med liberiklædte Tjenere og straalende Lygter, maatte han tænke paa sin døende Farbrors Varselsraab om Riget, Magten og Æren, der ved et Forræderi vilde vende tilbage til Kirkens magtgriske Oldingehænder. Det saae jo virkelig ud til, at den gamle Troldmands Profeti skulde gaa i Opfyldelse.

Midt i Trængslen paa Trappen, ved hvis Fod der holdt en elefantgraa Kæmpebil, opdagede han Grosserer Søholm, der besværligt stolprede ned ad Trinnene ved sin Tjeners Arm. Han havde forøvrig nær ikke kendt sin gamle Fjende igen. Den nævestærke Menneskeslagter havde øjensynlig fundet sin Overmand. Døden havde stemplet ham som en forfalden Veksel med et Sine mora2. Hans venstre Side var 28 lammet, hele Manden et sammenbrudt Vrag, der gjorde et dobbelt ynkværdigt Indtryk ved Siden af den fede og smilende Tjener.

Bagved Grossereren fik han Øje paa en af hans Døtre, Frøken Cecilie, som i et pragtfuldt Foraarstoilette à la Sølvfasan stak besynderligt af mellem de mange kirkeklædte Kvinder og aabenbart ogsaa vakte en Del Forargelse iblandt dem. Hendes Nærværelse fik ham til at tænke paa, at det jo ogsaa godt kunde være hende, hans Broder skulde forloves med. Allerede i Jerve havde han hørt, at Johannes var bleven en Slags Huskapellan i det Søholmske Millionærhjem. Og var det maaske hans Hensigt at gøre et Fornuftparti til Fordel for Missionen, saa var jo her de "mange hundrede Tusinde Kroner", som Pastor Stensballe havde lyst efter.

I Stedet for at tage lige hjem gik han en Omvej rundt om Søerne. Han vilde ikke igen plage Meta med sit daarlige Humør. Den Stakkel havde i Forvejen Bekymringer nok.

Det var Maaneskin. En spættet Skyhimmel lyste over Byen. Vandet i Søerne var nervøst uroligt efter Dagens Blæst. Lygtelyset paa Broerne sænkede sig i dets Mørke som snoede Ildsøjler. Hvor han kendte dette Billede fra den Tid, da Johannes og han søgte herud hver Aften, naar de havde siddet og læst sig opkogte i Hovedet ved Petroleumslampen! For at faa Blodet 29 iltet, gik de i Stormgang alle fire Søer rundt, mens de nynnede en Sang. Det var helt eventyrligt at tænke tilbage paa nu!

Ganske som dengang mødte han mange ømme Kærestepar, men ogsaa adskillige enlige Vandrere som han selv. Og han tænkte paa, at de fleste af dem godt kunde se ud til at gaa her og sørge over Tabet af en forulykket Bror eller en Ven eller Veninde, som var opslugt af Afgrunden og ført bort med den sorte Mudderstrøm. – Ak ja! Det var ikke alene hans egen Slægt, som en ond Skæbne dømte til Opløsning. Der rugede en Forbandelse over Tidens hele Menneskehed, der blomstrede hektisk som et Træ med ormstukne Rødder. Men Livets evige Magter skulde ikke have Skylden. Det var ikke de naturgroede Lidelser men alle Slags selvgjorte Plager og selvforskyldte Sorger, der gjorde Tilværelsen til en Ørken for saa mange.

Da han kom hjem, sov Børnene forlængst. Ogsaa Pigen var gaaet i Seng. Meta sad alene ved sin Symaskine.

Han fortalte, hvor han havde været, og gjorde ogsaa Rede for sine Indtryk fra Mødet. Om Johannes talte han dog kun lidt.

"Og her har ingen været?" spurgte han.

"Nej. Hvordan havde Arbejdsmandens lille Pige det?"

30 "Bedre. Jeg tror, hun kommer sig. De var saa rørende glade og taknemlige. Men mere end deres Tak skal jeg vist ikke vente mig. Der ser saa fattigt ud."

Han satte sig paa en Stol, der stod henne i Skyggen, og faldt i Tanker.

"Bethesda!" sagde han, da Meta et Øjeblik standsede sin Maskine for at lægge et Læg. "Det var jo Navnet paa en Dam i Jerusalem. "Ved Faareporten". Husker du Fortællingen? En Engel kom engang imellem ned fra Skyen og rørte Vandet, der saa fik helbredende Kraft. Man ser jo den hele Scene ganske livagtig for sig. En Vrimmel af Krøblinge og Syge, der sidder paa Spring rundt om Dammen og venter paa Miraklets Time. Og hver Gang en nysgerrig Fiskesnude kruser Vandskorpen, styrter de til som en Flok Besatte. – Jeg synes, det er et Billede af vor egen syge Tid, eller vel egenlig af alle Tider. Saadan har Menneskene siddet i Aartusinder og spejdet efter en trolddomsagtig Haandsrækning i deres Nød – snart fra Præsterne, snart fra Videnskaben eller Lovmageriet. Og trods alle Skuffelser bliver Folk ved at lade sig narre af den første den bedste Hundestejle, der stiger op fra Mudderet og agerer Mirakelmager. Jeg maa ofte tænke paa noget, som Godsejer Dihmer sagde den Dag i Jerve. Ved at rejse Jorden rundt havde han faaet et Indtryk af 31 Menneskeheden som en trøstesløs Stimmel af Fordømte."

Han rejste sig og gik hen og lagde Armen om Meta.

"Lille Mutter! Jeg skulde have maskeret mig som Troldmand og sagt "Hocuspocus" og trukket Folk om ved Næsen. Saa var jeg bleven elsket af min Samtid og dyrket efter min Død som en Menneskehedens Velgører. Og du, min Ven – ja, hvordan var det? Lovede jeg dig ikke engang det berømte Kongerige med Guld og grønne Skove? Det plejer vi Mandfolk at gøre. Og nu sidder din Stakkel her og syr dig Øjnene røde."

Hun klappede hans Kind.

"Du har holdt meget mere, end du lovede. Hvordan det saa skal gaa os – jeg er glad for, at du er, som du er."

[*]

Jytte kom henne fra sin Mands Atelier. Hun var paa Vej til Dronningens Tværgade for at kigge indenfor hos sin Mor, hvem hun daglig gjorde et Besøg. Hun havde dennegang et særligt Ærinde. Hun var om Formiddagen bleven ringet op i Telefonen af Lydia Bentsen, der i en Avis havde set, at hun og hendes Mand var kommen hjem. Nu vilde hun absolut have hende med paa en improviseret Udflugt sammen med et Par andre Veninder og nogle Herrebekendte. 32 Det var Meningen at køre ud i Dyrehaven og spise Frokost paa Eremitagen, "saa kunde de jo altid blive enige om, hvad de bagefter skulde tage sig for." Skønt ogsaa Karsten blev indbudt, havde Jytte straks svaret Nej, hvorefter Lydias Tone var bleven lidt ubehagelig. Hun ironiserede over hendes Dydsirethed, og spurgte, om det maaske var Historien med "den stakkels Dihmer", der havde forskrækket hende. Saa havde Jytte hurtigt ringet af.

Men nu vilde hun have ordenlig Rede paa, hvordan det forholdt sig med Dihmer. Noget maatte der jo være i Vejen, og Moderen var den eneste, hun vilde spørge.

I Bredgade mødte hun Generalkonsul Kolding med Frue. I højtideligt Tempo skred det frodige Ægtepar afsted med hinanden under Armen, Generalkonsulen som sædvanlig med sit maskinklippede Hoved ubedækket, Fru Nathalie i Sibylle-Stil med en bredskygget Hat, hvorfra et tæt, sort Slør hang ned over Ryg og Skuldre som en Mantille. Det var et helt Optog.

Jytte vilde gerne være sluppet ukendt forbi; men Generalkonsulens Kænguru-Smil lyste paa lang Afstand af Gensynsglæde. Hun blev tvunget til at standse og modtage Lykønskninger og besvare alle Slags nysgerrige Spørgsmaal.

Fru Nathalie lagde sin Haand ligesom velsignende paa hendes Arm og sagde:

33 "Jeg kan se paa Deres Øjne, lille Frue, at De endnu ikke hører til vore Venner. Har jeg ikke Ret?"

"Hvordan mener De, Fru Kolding?"

"Jeg savner den rette tindrende Livsglæde i Blikket. Og den kan dog nu enhver erhverve sig, ikke sandt?"

"Aa – De tænker paa det Wellerske System".

"Nej, nej!" raabte Generalkonsulen med Angst i Stemmen og skævede ned til sin Kone. "Du gode Gud – har De ikke fulgt den store Strid? Vi har fuldstændig brudt med Wellerianerne. Min Kone har i vort Blad kastet Weller Handsken og erklæret den fordærvelige Lære Krig paa Kniven. Veed De virkelig ikke det?"

Jytte undskyldte sig med, at hun først for faa Dage siden var kommen hjem fra Udlandet, og denne Oplysning beroligede øjensynlig den profetiske Frue, fra hvis Kinder Sundhedens og Livsglædens Farver et Øjeblik var vegen for Dødens Bleghed.

Lidt efter nikkede Damen naadigt Farvel men uden at give Haanden.

Jytte fandt Moderen paa den sædvanlige Plads i Sofaen med sit Strikketøj. Hun satte sig i en Lænestol overfor hende men beholdt Overtøjet paa. Disse Besøg i det gamle Hjem blev i Almindelighed kun hastige Visitter. Skønt Moderens Ensomhed og den ængstende Forandring, der var foregaaet med hendes 34 Udseende, ofte fik Jytte til at anklage sig selv, kunde hun ikke mere falde til Ro i "den gamle Stue". Det virkede saa nedslaaende paa hende at se Moderen sidde der Dag efter Dag paa den samme Sofaplads med dette uendelige Strikketøj mellem de hvileløse Hænder. Det var, som sad hun der og ventede resigneret paa Skæbnens næste Tordenslag.

Dertil kom endnu noget andet, der for Jyttes Vedkommende gjorde Samtalen til en Famlen mellem Nælder. Allerede før Bryllupet havde Karsten paastaaet, at hendes Mor søgte til Opbyggelsesmøderne i Bethesda, hvor en af hans Bekendte skulde have genkendt hende, skønt hun havde haft et tæt Slør for Ansigtet. Dengang troede Jytte ikke paa det; men nu gjorde Moderen ikke selv nogen Hemmelighed af sin religiøse Bekymring. Paa hendes Natbord laa der gerne en eller anden gudelig Trøstebog, og i Stedet for "Femte Juni" holdt hun Præsternes nye Blad. Et Par Gange havde hun ogsaa paanødt Jytte nogle religiøse Traktater og lignende Tryksager, som hun bad hende tage med sig hjem og læse i Enrum. Indtrykket af Enslevs Død havde paa underlig Maade kuet hende. Hun sagde det selv, at med ham svandt den sidste Aftenglød over hendes egen Tid, der var begyndt i Glansen af saa gyldne Forjættelser, saa straalende Morgendrømme. Nu følte 35 hun sig som en efterlevende, der sad fattig tilbage med tomme Hænder.

Jytte fortalte om sit Møde med Generalkonsulens og spurgte, hvad det var for en stor Strid, de havde talt om.

"Aa, jeg kan saamænd ikke sige dig det. Jeg har ikke læst det Vrøvl. Folk er jo bleven ganske hysteriske af al den Snak om Lys og frisk Luft og stegte Æbler om Morgenen og jeg veed ikke hvad. Forleden i en Sporvogn hørte jeg en gammel Skabekrukke forsikre, at Luften paa Harsdorffsvej ikke taalte Sammenligning med den paa Amalievej. Saasnart hun kom hen til Hjørnet, sagde hun, følte hun et knugende Pres for Brystet, som om hun skulde kvæles. Saadan noget er jo baade til at le og græde over".

"Men hvad drejer Striden sig om?"

"Jeg veed det ikke. Men der er jo virkelig ret fornuftige Folk, der anser Fru Nathalie for en Menneskehedens Velgører. Man skulde ikke tro det muligt; men det Systemvaas er ved at blive en Religion for mange af Tidens Mennesker. De har jo ingen anden".

Jytte fandt det raadeligst nu at søge andet Emne. Hun gav sig til at fortælle om sin Mand, der havde faaet sig indrettet i sit nye Atelier og var begyndt at arbejde.

36 "Det er saa morsomt at mærke, hvor optaget han er. Han giver sig ikke engang Tid til at komme hjem til Frokost. Han faar noget Mad bragt op fra en Restavration. Jeg ser ham ikke hele Dagen".

"Har du egenlig nogen Tro paa, at din Mand vil sejre i den Konkurrence?" spurgte Moderen.

"Aa ja. Hvem skulde egenlig ellers gøre det? Karl May maaske. Det skulde da være den eneste".

"Ja, Karl May er jo en meget anset Kunstner. Et Geni – siger Folk".

"Ja, men tegne kan han forresten ikke. Det maa jeg give Karsten Ret i. Og Portrætmaler er han da i hvert Fald ikke, og det er dog det, det kommer an paa her. Men derfor kan han jo godt blive foretrukket. Det vilde naturligvis gøre mig ondt for Karsten, dersom han kom til at gøre det store Arbejde uden at faa noget for det. Jeg tænker især paa Pengene. For Ambitionens Skyld er det saamænd ikke værd at hænge sig".

Hertil sagde Fru Bertha ikke noget, og de talte igen om andre Ting. Jytte, der hele Tiden havde siddet og tænkt paa, hvordan hun skulde forberede sit Spørgsmaal om Torben Dihmer, begyndte at fortælle om Meta og hendes Mand og om det Besøg, som Dihmer havde gjort dem i Jerve.

Det var første Gang siden hendes Forlovelse, at hans Navn blev nævnet imellem dem. Fru Bertha 37 saae overrasket op fra sine Strikkepinde, og da Jytte mødte hendes spørgende Øjne, gik hun angrebsvis tilværks for at værge sig mod Mistanke.

"Hvad mente du egenlig med det, du engang skrev til mig om Dihmer, – at det havde taget en sørgelig Vending med ham. Er han bleven syg igen?"

"Saa veed du altsaa ingenting?"

Jytte følte, at hendes Hjerte standsede.

"Hvilket?"

"At Dihmer er bleven sindssyg".

"Sindssyg?"

"Ja, det er Asmus' Udtryk om ham. Jeg har min Viden fra ham".

Jyttes opjagede Tanker foer forvildet om efter et Støttepunkt.

"Jeg begriber det ikke. Det nævnte Meta ikke et Ord om. Hun sagde blot, at Dihmer havde set lidt daarlig ud".

"Naa, den Art Sygelighed mærkes jo ikke straks paa Folk".

"Hvordan ytrer den sig da?"

"Det er vistnok med fikse Ideer; men jeg spurgte ikke Asmus nærmere ud. Og ærlig talt, Jytte, saa synes jeg heller ikke, vi to skal gaa for dybt ind paa det Emne".

"Hvorfor skrev du saa til mig, som du gjorde? Det maa du dog have haft en Hensigt med".

38 "Det havde jeg ogsaa. Jeg syntes ikke, du skulde være helt uforberedt. Der tales jo en Del mellem Folk om denne nye Ulykke, der har ramt ham. Og jeg tror, den gaar mange til Hjertet".

"Saa snakkes der velsagtens ogsaa om mig i den Forbindelse. Naar det kommer til Stykket, faar jeg maaske Skylden".

"Det har jeg ikke sagt".

"Ja, for du veed jo ogsaa godt, Mor, at du selv fandt Dihmer underlig forandret. I Grunden et helt fremmed Menneske, sagde du. Og du husker vist ogsaa, at han trøstede sig fjorten Dage efter, at vi havde brudt med hinanden – eller hvad man nu skal kalde det. Men det er naturligvis hans gamle Sygdom, der er kommen igen paa en anden Maade. Det hører man jo saa ofte".

"Ja ja, nu skal vi, som sagt, ikke tale mere om ham. Forhaabenlig er det kun noget forbigaaende. Det mener Asmus vist ogsaa. Hans Skæbne vilde ellers være altfor grusom". –

Da Jytte kom hjem, gik hun en Tid ørkesløs omkring i Stuerne og satte sig derpaa til sit Flygel. Her havde hun siden sin Tilbagekomst fra Bryllupsrejsen haft sine roligste Timer. I endnu højere Grad end før var hendes Musik bleven hende et helligt Enemærke, hvor hun uden Medvidere gik op i Dyrkelsen af sine Yndlingskomponister. Men idag vilde 39 hendes Tanker ikke lade sig bortføre, og lidt efter opgav hun Spillet, gik hen til Telefonen og ringede Asmus op.

Først spurgte hun til en af sine Bekendte, der for Tiden laa paa hans Klinik; derpaa spøgte hun lidt med ham i Anledning af sit Møde med Generalkonsulens, som hun fortalte om.

"Er det sandt, at Fru Nathalie er i Færd med at indstifte en ny Religion?" spurgte hun.

"Tja – hun reformerer i hvert Fald den Wellerske efter de bedste konfessionelle Mønstre. Jeg veed ikke, om hun udtrykkeligt har erklæret det, men man skal vist helst opfatte hendes kolde Fodbade som en ny Art Daab, der genføder til Lyksalighed. Jeg tror ogsaa, hun et Sted har paastaaet, at hun har faaet Ideen til sit System ved en speciel Aabenbaring. Har hun maaske ikke gjort det endnu, saa kommer det saamænd nok".

"Men hun skal jo have mange Tilhængere. Endogsaa blandt ret fornuftige Folk".

"Fornuftige Folk? De eksisterer ikke. Det er en Overtro. Der findes mere eller mindre abnorme Individer, og de første udgør absolut Flertallet. Du kender vist de to Fætre Hildebrandt – Etatsraaden og Professoren. De var begge to ivrige Wellerianere. Nu taaler de ikke mere at se hinanden, fordi Professoren 40 har kaldt Fru Nathalie et forskruet Fruentimmer".

"Ja, det er jo ganske som i andre Religioner", sagde Jytte. "Men sig mig, Asmus – hvordan er det med Dihmer? Jeg hører, at han igen er bleven syg og lever tilbagetrukkent paa sin Gaard ligesom før. Forholder det sig rigtigt?"

"Ja – han har faaet et Tilbagefald", svarede Lægen i forandret Tone. "Hvem har fortalt dig det?"

"Blandt andre har Mor talt om det".

"Blandt andre ... ja saa. Dersom man fortæller, at det er min Kur, der er slaaet fejl, saa maa jeg protestere. Saadan forholder det sig ikke".

"Er det da ikke hans gamle Sygdom?"

"Jo, det kan man godt sige. Torben har af en eller anden Grund set sig gal paa Verden, og det influerer naturligvis paa hans Tilstand".

"Men du tror jo, at han kan komme sig? Mor sagde, at du mente, det kun var noget forbigaaende".

Asmus Hagen havde mest Lyst til at svare, at han i Øjeblikket kun kendte eet Middel, der maaske kunde bringe Vennen til Fornuft, og det var hende selv. Han nøjedes dog med at sige, at man maatte haabe, det skulde lykkes at faa Bugt med hans Stædighed og bringe ham til igen at tage Vare paa sit Helbred i Stedet for at gøre sig en sygelig Glæde af at forsømme det.

41 "Jeg skal forresten hilse dig fra ham".

"Hilse fra hvem?" spurgte Jytte, som ikke troede, hun havde forstaaet ham rigtigt.

"Inden Dihmer rejste herfra, bad han mig om ved passende Lejlighed at bringe dig og Tante hans Hilsen. Han talte om jer begge to med den største Venlighed".

Jytte vovede nu ikke at spørge om mere, og kort efter ringede hun af.

Resten af Eftermiddagen tilbragte hun henne i Sofahjørnet med en Pude under Kinden. I Tankerne gennemlevede hun sit sidste, i enhver Henseende saa sørgeligt mislykkede Møde med Dihmer – ikke selve den egenlige Ulykkesdag, da hun havde været saa nervøst fortumlet, at hun knap mere huskede, hvad der foregik – men Aftenen forinden: det første Gensyn og dets Overraskelser. Hun saae ham navnlig for sig i en bestemt Erindring, som i det forløbne Aar ofte havde forfulgt hende. Det var efter Middagen paa Hotellet, da hun sad i den overfyldte hall sammen med sin Mor og Hr. v. Auen og saae paa de ækle neapolitanske Dansere. Hun var bleven lidt urolig, fordi han havde forladt dem. Det anede hende, at baade Selskabet og Underholdningen havde mishaget ham, og at han var gaaet bort i Vrede. Da stod han pludselig i Døren til et af Læseværelserne, og det slog hende i det Øjeblik, hvor underlig forskellig han var fra alle de andre Herrer. Der laa et 42 Skær over hans dystre Ansigt, som kom han inde fra en anden Verden.

Hun havde aldrig angret, at hun tog sit Ord tilbage. Hun gjorde det heller ikke nu, og især ikke for Dihmers egen Skyld. Men hun fortrød, at hun ikke dengang havde faaet talt mere med ham. Skønt de paa en Maade var bleven forlovede ved den Lejlighed, havde de ikke haft en virkelig Samtale. Derfor vidste hun nu saa lidt om, hvad han havde oplevet i sin lange Eneboer-Tilværelse derovre paa Favsingholm. Havde de talt lidt fornuftigt sammen, vilde han sikkert af sig selv have forstaaet, at de nu mindre end nogensinde passede for hinanden. Kunde dog ingen sige ham, at han ingen Grund havde til at græmme sig, at han tværtimod skulde prise sig lykkelig over ikke at være bleven gift med et Utyske som hende! Men det var heller ikke det. For han havde jo altsaa sendt hende Hilsen.

"Med dig, min Ven, er det en anden Sag", tænkte hun, da hun lidt efter hørte sin Mand stikke Nøglen i Døren derude. "Vi to hører samme Verden til".

Et Øjeblik efter sad Karsten hos hende i Sofaen og gned sig forfrossent i Hænderne.

"Har du kendt Mage til Vejr! Vorherre ryster ordenlig sin Vinterdyne! – Men kære, har du ikke set, at det sner?" sagde han, da Jytte vendte sig mod 43 Vinduet. "Hvad har den naadige Frue været saa optaget af?"

"Aa, jeg har siddet og døset lidt".

"Du er saa kold om Hænderne".

"Ja, jeg er kommen til at fryse, tror jeg. Men vi skal snart faa Varme".

Hun gik hen til Kakkelovnen, og saasnart hun vendte Ryggen til, fløj Karstens Øjne mistænksomt rundt i Stuen.

Ved Middagsbordet talte han om, at det nu var paa Tide, de kom deres Borgerpligter i Hu og gjorde et Par Middagsselskaber. Det kunde ellers se ud, som om de ganske vilde begrave sig i Hjemmelivets Hygge, hvad jo dog ikke var Meningen.

"Hvem har du saa tænkt at invitere?" spurgte Jytte.

"Først og fremmest din Mor naturligvis".

"Og hvem ellers?"

"Din Fætter – Professoren".

"Og saa?"

"Lad mig se ... Bjerreby f. Eks.".

Jytte saae overrasket op. Hun vidste, at Karsten ikke kunde udstaa det Menneske, der vistnok engang var kommen ham paatværs i Hanedansen om en Kvinde. Men i det samme huskede hun paa, at Bjerreby var den egenlige Ophavsmand til Enslev-Billedet og sad i Dommerkomiteen.

"Hvem saa mere?"

44 "Har du ikke selv nogen at foreslaa?" spurgte Karsten. "Helst et Par Mandfolk. Saa kan vi gøre det ene Selskab til en Herremiddag".

"Jeg veed i Øjeblikket ikke nogen. Nævn du nu dine".

"Naa ja ... Hvad siger du om tykke Møller?"

"Hvem er det?"

"Frants Møller. Forfatteren".

"Men han er jo en komplet Sjofelist, har du sagt."

"Naa – ja. Atten Karat holder han vistnok ikke. Men han er dog ganske præsentabel. Jeg tror, du vil have Fornøjelse af at lære ham at kende".

"Sig det hellere lige ud, Karsten. Du mener, han kan være dig til Nytte. Er han ikke Journalist?"

"Jo. Og han er nu kommen ind i "Femte Juni"s Redaktion. Han er endogsaa bleven en af de førende Penne i Bladet, og som alle tykhovede Personer kan han være ret ondskabsfuld. – Den Naadige smiler."

"Jeg? Ikke det mindste."

"Ja, det nytter skam heller ikke. Vil man være med i Dansen, maa man betale for Musiken. Se til Karl May! Han er ogsaa i den Henseende en Kunstner up to date. Han har sit Efterretningsvæsen i Orden. Han kan ikke rejse herfra til Roskilde uden at den samlede københavnske Presse lader Trommerne røre. Og tror du, han har den Honnør gratis? Men det kommer igen – som Bonden sagde, da han 45 fodrede sine Svin. Hans Billeder er berømte, før de er malede. Naar han allevegne udraabes til Geni, er det, fordi han betaler, hvad det koster".

"Men er det saa værd at misunde ham den Fornøjelse?"

Karsten trak begge Skuldrene op til Ørene og fik et melankolsk Udtryk.

"Hold Trit – eller kreper! Det Løsen gælder ogsaa i Kunstens Verden, ma chère!"

"Ja, det veed jeg nu. Tidligere troede jeg unægtelig, at Kunstnerne var et Zigøjnerfolk, der levede i deres egen frie Verden og lod Vorherre om Dagen imorgen."

"Ja, den Illusion er vi nødt til at holde vedlige hos Publikum".

"Det har jeg efterhaanden ogsaa forstaaet. Men sig mig nu – er "Femte Juni" et Blad, der læses længer? Er det ikke nu dette nye Blad – Præstebladet, som de siger?"

"Foreløbig har "Femte Juni" vistnok Têten. I hvert Fald her i København. Og naar det gælder Enslevs Minde, vil Opinionen i hans eget Blad naturligvis have særlig Betydning. Jeg synes altsaa, at vi skal invitere Frants Møller. Det vil smigre Bæstet, og naar du vil vise dig lidt elskværdig mod ham, kan du vikle hele Tyksakken om din Lillefinger".

46 Jytte havde taget det Standpunkt at føje sig efter sin Mand i alt, hvad der angik hans kunstneriske Fremtid. Han skulde ikke med Rette kunne bebrejde hende noget, dersom han i den Henseende led Skuffelser. Foreløbig kendte hun rigtignok ikke meget til hans Forhaabninger, omend hun havde lagt Mærke til, at han paa en lidt komisk Maade var begyndt at blive øm over sin borgerlige Anseelse. Den forhenværende Bohêmien gik i Virkeligheden om med en Rangsperson i Maven. Han havde sagt til sig selv, at da han nu ved at gifte sig havde givet Moralen, hvad der tilkom den, vilde han ogsaa have Samfundets Anerkendelse derfor. Desuden havde han fundet Behag i at mærke den forøgede Agtelse, hvormed han som Gehejmeraadinde Abildgaards Svigersøn blev genhilst af Folk, der tidligere knap havde lettet paa Hatten. Og da Smagen først var vakt, voksede Appetiten hurtigt. Nu skulde Enslev-Billedet blive det Springbrædt, der lige for Næsen af Karl May og hans Bande bragte ham ind i Akademiet.

Efter Bordet, da de kom tilbage til Dagligstuen, indtog Jytte paany sin Plads i Sofahjørnet. De havde efter Karstens Ønske indført den Skik at møde selskabsklædte til Middagen. De kunde saa altid uden Forberedelse gaa lige fra Bordet hen i et Teater eller til Koncert.

Da Pigen havde bragt Kaffen, slukkede Karsten 47 Lamperne i Stuen undtagen en rødgul Ampel i Karnappens Blomsterhave. Hvorefter han med sin Kaffekop og en Cigaret slog sig ned paa Ulveskindstæppet ved Jyttes Fødder, der var hans Yndlingsplads. Hans Nakke sank kælent til Hvile paa hendes Knæ, og mens Stormbygerne kastede Sneen ind paa Ruderne, sad de tavse og legede Idyl i den gyldne Skumring. Jytte fingrede henover hans Haar. Men hendes Tanke var paa Favsingholm.

"I det Vejr kan det velsagtens ikke nytte at friste dig med Orkesterkoncerten", sagde Karsten tilsidst, mens han førte Haanden kærtegnende ned over hendes silkeklædte Fod. "Men hvad siger du om at arrangere en lille musikalsk Underholdning herhjemme? Du spiller din Rondo, som du har lovet mig saa længe, og bagefter giver jeg i al Beskedenhed et Par Numre tilbedste".

"Den sidste Del af Programmet bifalder jeg ganske. Men mig maa du have undskyldt. Jeg har ikke haft Tid til at øve mig de sidste Dage. Men syng nu du!"

"Naar Dronning Jytte befaler det!"

Haanden strøg atter ømt over hendes slanke Vrist; men da han derpaa vilde løfte Kjolen for at kysse det kniplingsrandede Knæ, holdt hun ham tilbage.

48 "Jeg holder ikke af det, Karsten!" sagde hun ret bestemt. "Vær nu artig og gaa ind og hent din Luth".

Han rejste sig med et halvt forlegent, halvt irriteret Smil, gik ind i sin Stue og blev temmelig længe borte.

Da han kom tilbage med Instrumentet, kastede han sig i den ene af de to store Stole foran Ovnen og spurgte skødesløst, hvad han skulde synge.

"Vælg selv, min Ven! ... Blot ikke den om Tamburmajoren. Den er saa voldsom, og jeg har lidt Hovedpine".

"Hvad tør man da byde Patienten? Ung Helga i den grønne Skov?"

"Naa, den er nu saa frygtelig melankolsk igen".

"Ja, saa veed jeg virkelig ikke. Mine franske Kabaret-Viser har du jo paa Moralens Vegne nedlagt Politiforbud mod. Det er sandelig ikke let at træffe den Naadiges Smag".

"Saa syng, hvad du selv vil. Jeg skal ikke gøre Ophævelser".

Med Hovedet paa Siden stemte han Strengene.

"Jeg kommer til at tænke paa ... jeg har jo en ny. En engelsk Folkevise. "Afskeden" hedder den. Den er ganske vist ogsaa lidt traurig. Men Musiken er god".

Efter et Forspil med mørke Molakkorder, der 49 uden Overgang gik over i Melodien, sang han med sin smukke Bas, som var mærkværdig stor og dyb i Forhold til hans Talestemme:

 Margrete! Jeg har stolet paa dit Ord.
Jeg var saa tryg, saa lykkelig forblindet!
Nu vil jeg sejle fra min Fæstemø,
saa dejlig og saa svigefuld i Sindet.
     Farvel, Margrete!

Jeg veed, at ingen Mand var tro som jeg.
Aa, jeg har elsket, elsket som en Daare!
Men du bedrog mig med dit Løgnesind,
dit falske Smil, din hykleriske Taare!
     Farvel, Margrete!

Farvel! Og tænk imellem paa en Ven,
som fandt sin Fred i Dybets kolde Vande;
som vilde heller hjem til Dødens Land
end leve uden dig paa Lysets Strande.
     Farvel, Margrete!

Farvel! Farvel! Min Sorg, min Lyst, mit Liv!
Ræk mig din søde Mund til Kys, det sidste!
Se, jeg velsigner dig, min Kærlighed!
Jeg hviske vil, naar mine Øjne briste:
     Levvel, Margrete!

Det dystre Efterspil, hvori der ligesom hørtes fjerne Gravklokker, endte med en brudt, vild Klang. Da Karsten saae op og vilde spørge Jytte, hvad hun syntes om Sangen, blev han stum af Forbavselse 50 over hendes Udseende. Hun sad med tilbagebøjet Nakke og havde lukket Øjnene.

"Kære – hvad er der i Vejen? Er du syg?"

Men da Jytte i Stedet for at svare kastede Hovedet ned paa Armen, stivnede pludselig ogsaa hans Træk. Et Øjeblik stod han med Haanden paa Stoleryggen og betragtede hende. Saa nærmede han sig langsomt som en Los, der lister sig paa sit Bytte.

"Fejler du noget? Eller hvad er der i Vejen? ... Saa svar dog!"

Han tog hende i Skuldren.

"Aa, Karsten ... jeg er frugtsommelig!"

Der fulgte en lang, forlegen Tavshed.

"Tror du virkelig? ... Er du sikker i din Sag? Det er vel en Indbildning?"

"Nej, nej, nej! ... Det er fortvivlet!"

Skønt Karsten i Øjeblikket næsten havde foretrukket en hvilken som helst anden Tilstaaelse, følte han sig forpligtet til at sige et Par opmuntrende Ord.

Men da rejste Jytte sig.

"Det mener du jo ikke en Smule af!" sagde hun heftigt og gik ind i Soveværelset.

Karsten fulgte hende ikke. Han stod der med Luthen i den ene Haand og strøg sig nedover Nakkehaaret med den anden. Den Kalamitet, han havde imødeset med Angst og Bæven, var altsaa nu en Kendsgerning. Han havde hidtil kun kendt Ægteskabet 51 fra dets Solskinsside. Han havde virret beruset om i dets Lyksaligheder som et Faar i en Boghvedemark. Og nu dette Tordenbudskab! At blive Familjefader! At faa sit stilfulde Hjem forvandlet til en Ammestue med Barneskraal og Patteflasker og Lugt af Bleer! ... At se Jytte, hans Dronning, vralte afsted med en Figur som en Rokoko-Kommode! ...

[*]

Doktor Gaardbo og Fru Meta sad en Aften oppe til langt ud over deres sædvanlige Sengetid og talte sammen om deres truede Fremtid. Doktoren havde stadig ingen Praksis faaet, og der maatte nu træffes en Afgørelse.

Da de ud paa Natten endelig kom til Ro, var Beslutningen taget. De vilde forlade Landet og prøve Lykken i Avstralien. Ved at sælge deres Bohave mente de at kunne skaffe sig de nødvendige Rejsepenge; og forøvrigt ejede Doktoren i Fællesskab med sin Bror en Obligation, der var en Arv fra deres sparsommelige Far.

Den næste Morgen forbavsede han Meta ved at erklære, at han en af Dagene vilde tage ind til Johannes for at sige ham Farvel.

"Jeg kan paa den Maade ogsaa nemmest faa det 52 ordnet med Salget af Obligationen," sagde han. "Det bliver ellers til saa meget Skriveri."

"Det maa du jo gøre, som du selv synes, Povl. Men det vil jeg sige dig, at mig faar du ikke med derhen. Og skulde Johannes komme her paa Genbesøg, saa dyer jeg mig ikke for at sige ham lige op i Ansigtet, hvad han er for En."

"Saa vil jeg forhindre, at han kommer. Men det har vist forresten ingen Nød."

"Jeg begriber dig ikke, Povl. Det er ikke til at blive klog paa, hvordan du egenlig har det med Johannes. Først driver han sin Kæreste til Fortvivlelse, og nu jager han sin eneste Bror ud af Landet – ja, du kan godt ryste paa Hovedet, men det er, som jeg siger. Siden den Dag, da du mødte ham paa Gaden og han ikke vilde kende dig, har du ikke haft Ro paa dig. Det har jeg godt mærket."

"Du veed, jeg betragter Johannes som en syg Mand. Jeg tror i Grunden, at han ofte selv lider under sine Tvangstanker. Jeg vil i al Fald ikke rejse uden at have sagt ham det sidste Farvel. Og nu taler vi ikke mere om ham. Nu tager jeg ind til Lloyds-Agenten og hører om Skibslejlighed."

Dagen efter søgte han Broderen, men traf ham ikke hjemme. Han skrev da et Brev, fortalte, at han havde bestemt sig til at udvandre, og opgav en Tid, da han igen vilde søge ham.

53 "Det falder naturligvis hverken Meta eller mig let at bryde op fra Hjemmets Jord," skrev han. "Men man vil altsaa ikke bruge mig her, og Martyriets Tornekrone klør min Pande ikke efter. Vore Medmenneskers Taabelighed og Ondskab skal ikke faa Lov til at forgifte vor Tilværelse. Og – oprigtig talt – ikke mindst for Børnenes Skyld er der noget lokkende for mig i at kunne begynde helt forfra i en ny Jordbund, hvor jeg for mit Vedkommende kan leve med Bevidstheden om i det mindste ikke længer at være til Ulejlighed for nogen af dem, der for enhver Pris vil og skal have Betydning." –

Pastor Gaardbo boede tilleje hos et Par ældre Damer paa en Tredjesal i et Hus ved Slotskanalen. Han havde her to sollyse Værelser med en Udsigt, som man ikke fandt Mage til i hele Byen. Lige overfor sig havde han Slotskirken med den flade, grønne Kuppel, og tilhøjre saae han ned over det lille Sildetorv ved Assistentshuset til det stille og døde Kanalparti mellem Prinsens Palæ og Thorvaldsens Gravminde. Men tilvenstre bag Slotspladsen med den store Rytterstatue aabnede der sig et vidtstrakt Skue ud over Kanal-Indsejlingen med dens Skibsmaster og gamle Pakhusgavle. Foran i dette livfulde Havnebillede laa paa hver sin Side Holmens Kirke og Børsen, og i Baggrunden – højt op over Dybdens Taagedis – hævede sig fjernt og luftigt 54 som i en Drøm Vor Frelsers-Kirkens Spir med den gyldne Kugle, der kunde lyse paa Himlen som en Sol.

Det var dog slet ikke for Udsigtens Skyld, Johannes Gaardbo havde valgt sin Bolig her, men paa Grund af dens centrale Beliggenhed. Han var en yderst optaget Mand. I Rigsdagen viste han sig dog kun, naar Debatten kunde tænkes at ville berøre Kirkens Anliggender, eller naar hans Valgkres' særlige Interesser krævede hans Nærværelse der. Det var Arbejdet i Menigheden, han ofrede alle sine Tanker; og skønt han havde Ord for at være bleven Modepræst for Bourgeoisiets Damer, var det nu som før Kirkens Samaritangerning, der først og fremmest optog ham. Det var i Byens allerfattigste Arbejderkvarterer, han fortrinsvis missionerede. Der var ikke den Baghustrappe saa mørk og uhyggelig, ikke det Kammer saa elendigt, at han lod sig afskrække, naar det galdt at bringe Kirkens Trøst til et Menneske i Nød. Hans Dag var en evig Vandren. Om Aftenen talte han som Regel ved et eller andet Møde. Men bagefter kunde han igen sidde ved en Sygeseng med en feberhed Haand mellem sine. Byens Natteranglere kendte ham godt, naar han ud paa Morgenstunden med sine hurtige Skridt kom gaaende gennem Byen fra en Nattevagt ved et fattigt Dødsleje. –

55 Johannes Gaardbo lukkede selv op for Broderen, da denne ringede. Han tog imod ham med et tavst Haandtryk, der ikke var uden Hjertelighed, hvorpaa de fulgtes ind i Stuen.

Her mødte Doktoren straks Synet af den gamle Fyrretræs Pult og det store Kristusbillede fra Faderens Tid, og dertil forskelligt andet af Broderens eget Bohave. Det bestyrkede hans Tro paa, hvad han havde hørt, at Johannes ikke mere vilde vende tilbage til sin fynske Præstegaard, men havde faaet Løfte om et Embede her i Hovedstaden.

Midt i Stuen stod et ovalt Bord med Tæppe og Blomsterskaal. Her tog de to Brødre Plads hver paa sin Side.

Begges Væsen var neddæmpet, præget af anstrengt Hensynsfuldhed. Præsten spurgte venligt til Meta og Børnene, talte derpaa en Tid om det urolige Vejr, men berørte ikke med et Ord Broderens Rejseplaner. Da denne tilsidst selv nævnede dem, blev han tavs og slog Blikket ned.

Var det Undseelse? Et øjeblikkeligt Samvittighedssting? ... Doktoren troede det et Øjeblik. Men da Johannes ikke gjorde nogetsomhelst Forsøg paa at overtale ham til at opgive sine Planer, forstod han, at denne Tavshed tværtimod skulde minde ham om Bibelordet, at Hjemløshedens Forbandelse var det forhærdede Hjertes Straf.

56 Doktoren indskrænkede sig derefter til at tale om Obligationen. Og da Præsten erklærede, at han ansaae det for rigtigst helt og holdent at overlade den Sags Ordning til en Sagfører, gik Samtalen istaa.

I disse Øjeblikke, mens Spektaklet af en forbikørende Arbejdsvogn gjorde Stilheden i Stuen endnu mere afgrundsdyb, bestemte Doktoren sig til at gøre et sidste Forsøg paa at faa Broderen i Tale. Han vilde fortælle ham Sandheden om Rosalies Endeligt. Han kunde ikke rejse bort uden at have vovet det yderste for at raabe den gamle Johannes op fra det døde, om ogsaa blot for at sige ham det sidste, broderlige Farvel.

Da Vognen var kommen forbi, sagde han:

"Der er endnu en anden Ting, jeg maa tale lidt med dig om, inden jeg rejser. Naar du hører, hvad det drejer sig om, vil du vistnok bebrejde mig, at jeg har holdt Sandheden skjult for dig saa længe. Det var maaske ogsaa urigtigt af mig – jeg indser det nu – men jeg kan forsikre dig, at Hensigten har været den bedste."

Præsten, der havde siddet og fingret nervøst ved en Bog, løftede ved disse Ord Hovedet, men saae ikke over paa Broderen. Trods sin aabenbare Forbavselse spurgte han ham heller ikke ud, da han et Øjeblik standsede, men ventede i Tavshed paa Fortsættelsen.

57 "Det gælder Rosalie," sagde Doktoren. "Det er om hende, jeg maa tale med dig."

Ved Lyden af sin afdøde Kærestes Navn drejede Præsten sig om mod Broderen med et Udtryk som En, der aner en Fare.

"Hvad vil du sige om Rosalie?"

"Jeg har noget at fortælle dig, Johannes, og du maa være forberedt paa, at det vil gøre dig meget bedrøvet. Du husker nok, at jeg paa Rosalies Dødsdag blev kaldt til Kolding, og at jeg sammen med gamle Distriktslæge Hansen foretog Ligsynet. Men du veed ikke, og du har ikke kunnet vide, at vores Erklæring om Ulykken ikke var helt korrekt. I hvert Fald var den ikke fuldstændig. Det vidste vi nu heller ikke selv, da vi udstedte den. Først bagefter – ja, Johannes, nu maa du være ganske rolig – først bagefter fik jeg Oplysninger ihænde, som desværre gjorde det utvivlsomt, at –"

Præsten havde langsomt rejst sig. Han støttede sig med Haanden til Bordet og var hvid som en Dødning.

"Hvad er din Hensigt med alt det, du sidder der og fortæller. Mener du, at Rosalies Død ikke var et Ulykkestilfælde?"

Doktoren blev som slaaet paa Munden af Forbavselse. En uhyggelig Tanke foer ned i ham: Han har vidst det!

58 "Hvorfor tier du!" raabte Præsten, og hele hans Legeme rystede, saa Blomsterskaalen paa Bordet klirrede.

"Det er, som du siger, Johannes! Det var ingen ufrivillig Død."

"Og hvad grunder du den skammelige Formodning paa?"

"Jeg fandt et Brev i Rosalies Kjolelomme. I den Kjole, der hang i Badehuset sammen med hendes andre Klæder. Da Brevet ingen Udskrift havde, brød jeg det; men jeg havde ikke læst mange Linjer, før det blev mig klart, at det var hendes Afskedshilsen til dig. I sin nedtrykte og forvirrede Sindsstemning havde hun glemt at sætte dit Navn paa Konvolutten. Fra det Øjeblik, jeg forstod det, læste jeg naturligvis ikke mere, og heller ingen andre har gjort det. Men de Par Linier fortalte mig altsaa Sandheden. Naar jeg har fortiet den for dig, forstaar du vel mine Grunde. Jeg vidste jo, hvor inderligt du og Rosalie holdt af hinanden trods alle Modsætninger. Jeg gik desuden ud fra, at Rosalie havde handlet i en pludselig Sindsvildelse, i hvert Fald i en ulyksalig Overilelse. Saadan forstod jeg det dengang. Hun havde om Morgenen faaet et Brev fra dig, ikke sandt? Et Brev, hvori du bebrejdede hende, at hun var forsømmelig med sin Altergang. Det har velsagtens været den ydre Foranledning. 59 Hvad forøvrigt hendes eget Brev angaar, saa ligger det forseglet hjemme hos mig, og der er absolut ingen andre end Meta og mig, der veed om dets Eksistens. Meta har jeg endda først for nylig fortalt om det, fordi jeg havde tænkt, at jeg for din Skyld skulde tage den Hemmelighed med mig i Graven. Nu skal jeg sende dig Brevet, saasnart jeg kommer hjem."

Præsten svarede ikke. Han var sunket ned paa Stolen og skjulte Ansigtet i sine Hænder. Og pludselig brød han sammen med en Hulken, en Stønnen af Sorg og Smerte saa dump og vild som et dødssaaret Dyrs.

Doktoren havde den inderligste Medlidenhed med ham. Han var mere i Tvivl om, at Broderen virkelig havde anet Sandheden om sin Kærestes Død; at han med sin forfærdende Evne til at gaa sig selv under Øjne havde nedgravet sin Mistanke og slaaet en Pæl igennem den, for at den end ikke i Drømme skulde spøge i hans Bevidsthed og forstyrre hans Sjæls Fred. Men denne ubeherskede Graad gik ham dybt til Hjertet. Saadan havde Johannes altid grædt som Barn, og ved Mindet herom kom der ham selv Taarer i Øjnene.

Da Broderen endelig var bleven noget roligere, gik han over til ham og lagde Haanden paa hans Skulder. 60 Men ved denne Berøring sprang Præsten op og raabte:

"Gaa fra mig – og nu skal du høre Sandheden! Det er dig... dig, der er Skyld i min stakkels lille Piges Ulykke! Ja, dig og dine Lige, som med jeres gudløse og frække Tale har ført Tusinde og atter Tusinde Mennesker i Fordærv. Rosalie voksede lykkeligt op i en god, kristelig Familje; men I forvirrede hendes Sind og drev hende ind i Fortvivlelsen! Hendes Død kommer over jer! Gud vil i Naade forbarme sig over hende for hendes Ungdoms Skyld. Det Haab vil jeg aldrig slippe! Men jer vil den Almægtige straffe frygteligt .... frygteligt, Povl! I Livet og i Døden! Vær vis paa det!"

Doktoren bevarede sin Ro.

"Hvorfor hidser du dig saadan op? Du veed jo godt, at Rosalie var og blev det samme kærlige lille Menneske, hun altid havde været. I religiøs Henseende en ubekymret, fordi hun var trofast ogsaa mod sin kristelige Børnelærdom. Det var dig selv, der blev en anden. Saadan forholder det sig. Men læs nu hendes egen Forklaring. Og gid den maa lære dig for Fremtiden at fare varsommere med dem, der holder af dig for din egen og ikke for din Troes Skyld. Med det Ønske vil jeg sige dig Farvel, Johannes! Vi skal nu ikke mere se hinanden, og det er kun godt. Du hader mig, og jeg har kun 61 Medlidenhed tilovers for dig. Vi er ramt af vor Slægts onde Skæbne, og den Ulykke har vi med vor bedste Vilje ikke kunnet afværge. Hvad det er for en Brøde i vor Familjes dunkle Fortid, som vi lider for, – ja, det kan vist hverken du eller jeg nogensinde udgrunde. Farbror Tyges nyeste Biografer mener jo at have eftervist, at der engang ved et Markedsgilde er ympet3 Natmandsblod ind i Ætten. I saa Fald er det maaske det Syndefald, vi nu allesammen straffes for. Tænk lidt over det! Der har for mig været noget i den Tanke, der virkede forsonende."

Men Præsten hørte ham ikke. Han var gaaet hen til Pulten under det store Kristusbillede og stod der hensunken i Hulken og Bøn. Selv da Broderen gik bort med et "Farvel, Johannes", vendte han sig ikke om.

[*]

En Bondevogn med et Par vinterlodne Heste og en Doktorstol bagi drejede fra Hovedlandevejen ned mod Favsingholm. I Stolen sad Doktor Mikkelsen fra Randers nedsunken i en Pels, saa man ikke saae stort andet af ham end Brillerne. Han havde været ude og sy Hovedet sammen paa en tilskadekommen Arbejdsmand i Favsing Udmark, 62 og nu vilde han med det samme kigge indenfor paa Herregaarden.

Rigtignok var det ikke mange Dage siden, han havde været der, og den syge Godsejer ytrede sjelden nogen stor Henrykkelse over at se ham. Men han kunde denne Gang gøre sig Haab om en venligere Modtagelse, fordi han bragte en Meddelelse, der sikkert vilde glæde ham.

I Forstuen blev han modtaget af Sygeplejersken, som fortalte, at Godsejeren var taget over i Staldene.

"Saa vil jeg vente paa ham," sagde han og lod sig føre ind i Torben Dihmers eget Værelse, der foruden Spisestuen og et Par Sovekamre stadig var det eneste beboelige Rum i det store, forfaldne Hus.

Mens den styltelange Mand stillede sig op med Ryggen til den varme Kakkelovn og udfoldede et nystrøget Lommetørklæde for at pudse sine Briller, stod Sygeplejersken, en ung, mørkladen Pige med smukke Træk, beskedent afventende paa den anden Side af det store Midterbord og holdt Haanden paa en Stoleryg.

"Hvordan synes De saa, det gaar, Frøken Hecht? Der har ikke siden været noget alvorligere Anfald af Aandenød? Ingen Hjertekramper?"

"Nej. Jeg synes, at der snarest har været nogen Fremgang de sidste Dage. Igaar kørte Godsejeren ud sammen med Skovfogden for at udvise Træer. 63 Han var borte næsten i tre Timer. Men saa var han ogsaa meget træt, da han kom hjem."

"Ja ja. Det er dog altid et Resultat. Det er de Kamfer-Indaandinger, jeg ordinerede forleden. De veed maaske, Frøken Hecht, at Godsejeren tidligere er bleven behandlet af Professor Hagen. Det blev desværre en Skuffelse. Han anvendte et af disse udenlandske Præparater, som man nu hører saa meget om. Straks saae det ud, som om det skulde udrette det vidunderlige; men Virkningen holdt sig ikke. Saadan gaar det jo i Almindelighed med den Slags."

I urolig Forlegenhed saae den unge Sygeplejerske ned for sig, mens hun med Spidsen af sin Sko tegnede Figurer paa Gulvtæppet. Hun kunde ikke faa sig til at sige, at hendes Patient slet ikke havde villet høre om de Kamferdampe, endmindre, at han havde gjort Løjer med dem og kaldt Doktoren for et gammelt Vrøvl.

"Hvordan er det med Godsejerens Humør?" spurgte Lægen. "Det er vel stadig meget uligevægtigt?"

"Ja, det er jo ikke altid lige godt."

"Er han meget umedgørlig? Har han mange urimelige Indfald?"

"Nej – jeg synes tværtimod, at Godsejeren er mærkelig taalmodig. Han beklager sig aldrig. Jeg hørte ham netop igaar sige til Arkitekt Schmidt, at han 64 ikke siden sin Ungdom havde følt sig saa sorgløs som nu. Det er ikke til at forstaa."

"Det er Kamfer-Indaandingerne. Lad ham endelig faa dem regelmæssigt."

"Tror Doktoren, at Godsejeren kan komme sig?"

"Det vil jeg ikke udtale mig om. Hvordan staar det til med Appetiten?"

"Det er ogsaa saa forskelligt. I de sidste Dage har den forresten været rigtig god."

"Sig mig, Frøken Hecht, Godsejeren overholder vel strengt mit Forbud mod Kaffe og al Spirituosa?"

"Godsejeren drikker undertiden lidt Vin for at oplive sig. Det vil han ikke undvære, siger han."

"Hm! Ja, han er en genstridig Patient. Man mærker paa ham, at han er af gammel Studehandlerslægt. Om hans Bedstefar, den gamle Kammerraad, blev det fortalt, at da han laa paa sit Yderste og Familjen vilde hente Præsten til ham, sagde han: "Fly mig heller min Pib'. Den var dog min go'e Trøster i Livet." – Naa, men han er altsaa ikke særlig vanskelig at omgaaes?"

"Nej."

"De har overhovedet ikke haft Grund til Misfornøjelse med Opholdet?"

"Nej – slet ikke."

"Saa har De været heldig, Frøken Hecht. Hvor længe er det nu, De har været her? Snart fire Uger, 65 ikke sandt? Ja, saa har De sandelig været heldig. De veed maaske, at den forrige Plejerske ikke kunde holde det ud her mere end otte Dage. Godsejeren havde i den Tid ikke talt et Ord til hende. Han kunde ikke taale hendes impertinente Ansigt – fortalte han mig bagefter. En anden var her kun i fire Dage. Af samme Grund – antager jeg."

Som for at skjule sit eget kønne Ansigt og den Rødme, der pludselig farvede det, bøjede Frøken Hecht Hovedet og begyndte igen at følge Linjerne i Gulvtæppets Mønster med Spidsen af sin Fod.

I det samme hørtes en Vogn køre op for Hovedtrappen.

"Undskyld – det er Godsejeren," sagde hun og skyndte sig ud.

Mens Doktoren ventede, gik han smaanynnende omkring i den store, skumle Stue med det falmede Tapet og det røgsværtede Loft. Nysgerrig undersøgte han, hvad der laa fremme paa Bordene, deriblandt en gammel Foliant i Svinelædersbind med Titlen "Den troldkyndige i Cordova" trykt i rødt. Det var den samme Bog, som Asmus Hagen ved sit Besøg for halvandet Aar siden havde set her og til sin Forbavselse fundet fuld af Noter fra Torbens Haand.

Ogsaa Doktor Mikkelsen studsede.

"Hvad er dette her? Ih, Gud forbarme sig! Er han 66 bleven Mager4 og Stjernetyder? ... Ja, han er forstyrret i Hovedet! Komplet gal!"

Han fandt ogsaa nogle halvt oprullede Arbejdstegninger, som han ivrig besnuste, efter at han paa den ene af dem havde fundet sin Ven Arkitekt Schmidts Navn.

"Se se! Det er altsaa det, den Vigtigper har været saa hemmelighedsfuld med!" begyndte han; men i det samme hørte han Godsejerens Stemme udenfor.

Da Torben Dihmer viste sig i Døren, ilede han til for at tilbyde ham en Haandsrækning ved Skridtet over den høje Tærskel.

"Tak – behøves ikke'1!" sagde Torben og gik langsomt men ret sikkert og uden Støtte af nogen Stok hen til en Stol ved Bordet.

Sygeplejersken fulgte bagefter med en Regnskabsbog, som hun lagde hen paa en Etagere.

"Værsgo' og tag Plads, Doktor Mikkelsen! Har De igen haft Ærende paa disse Kanter? For det er forhaabenlig ikke for min Skyld, De har ulejliget Dem den lange Vej herud."

"Jo – ogsaa for Deres Skyld," svarede Doktoren og gjorde derefter et Ophold for at vente med Fortsættelsen, indtil Frøken Hecht var gaaet ud af Stuen. "Jeg bringer en Nyhed, som vistnok vil glæde Dem."

"En Nyhed. Og ovenikøbet en glædelig. Hvad kan det være?"

67 "De har en Gang bedt mig, om jeg ikke kunde skaffe Dem Underretning om Deres tidligere Plejerske, den gamle Søster Barbara. Jeg troede hende i Grunden forsvunden fra Jordens Overflade; men nu forleden Nat traf jeg hende minsandten ved en Sygeseng inde i Herredet."

"Herregud! Saa lever hun endnu, den Gamle!"

"Ja. Med sine 80 Aar har hun altsaa igen givet sig til at være Vaagekone."

"Det anede mig. Saadan er hun. Hun maa leve for andre eller lægge sig til at dø! Fortalte De hende, at jeg var kommen hjem?"

"Ja. Hun bad mig om at hilse."

"Og hvordan havde hun det?"

"Tilsyneladende var hun ganske uforandret. Dersom det virkelig er Deres Hensigt at engagere det gamle Menneske igen ved paakommende Lejlighed, saa er hun vistnok til Tjeneste. Der behøves sikkert kun et Bud."

Torben Dihmer vendte sine halvt tillukkede Øjne imod hans Ansigt og saae vedholdende paa det.

"De har talt med Frøken Hecht. Vil hun maaske rejse?"

"Nej, det forstod jeg ikke paa hende. Men De beklagede Dem i sin Tid over hendes Ungdom, og det var jo ogsaa ved en Misforstaaelse af Bureauet, at hun blev sendt herover. Jeg forstaar ikke, hvordan 68 det er gaaet til. Efter Deres Ønske skrev jeg udtrykkeligt om en ældre Plejerske, der kunde finde sig i et tilbagetrukket og ensformigt Liv."

Torben tog Blikket til sig og samlede Skægget i sin Haand.

"Jeg skal tænke over det," sagde han, og talte saa ikke mere om Sagen.

Da Doktoren var kørt, gik han ind til sin Frokost, som han altid spiste alene. Til Middagsmaaltidet Klokken seks holdt han derimod af at have Selskab. Foruden Sygeplejersken var da gerne Godsskriveren eller "Inspektøren", som han kaldtes af Folkene, tilligemed Forvalteren og Mejeribestyreren tilstede. Desuden Arkitekt Schmidt, naar han kom herud fra Randers for at konferere med ham om Ejendommens Istandsættelse Om Aftenen sad Frøken Hecht inde i hans Stue og læste højt for ham, da hans Syn var blevet svækket, saa han ikke taalte at arbejde ved kunstigt Lys. Undertiden spillede de ogsaa et Parti Besigue5, eller hun hjalp ham med at ordne Gaardens Arkiv.

Den unge, 23-aarige Brunette, der var kommen i hans Hus ved en Fejltagelse, havde overhovedet gjort sig mere uundværlig her, end han nu var rigtig glad for. Hun var det fordringsløseste lille Menneske, han havde kendt; og han var bleven saa vant til at have hende omkring sig, at han med 69 Bekymring tænkte paa, hvordan det skulde gaa ham, naar hun engang rejste.

"Men nu er gamle Barbara altsaa fundet!" sagde han til sig selv, da han rejste sig fra Frokostbordet for at gaa ud i Parken.

Efter flere Ugers uroligt Jævndøgnsvejr gik der paany et Aandepust af Foraaret hen over Landet. Favsingholm havde de sidste Dage ligget badet i Sol, under en Himmel, der var sløragtig blaa som et sommerligt Hav. Torben tilbragte i denne Tid regelmæssigt et Par Middagstimer i Parken, hvor der paa et lunt Sted var rejst et Telt.

Det var et helt lille Værelse med Bord og Kurvestole.

Foran Teltet laa en stor Græsplæne, og gennem en bred Udhugning paa den anden Side var der Udsigt over Engene til de lave Højder bag den modsatte Bred af Fjorden. Afstanden var en halv Snes Kilometer. Han kunde i klart Vejr se Støvringgaards Vinduesrækker lyse foran Skoven derover.

I hans Barndom havde denne umaadelige Engflade været et ubeboet Land, et steppeagtigt Øde. Nu var der kommen baade Huse og Beplantninger derude. Ret ud for Gennemhugningen stod et af Højspændingsværkets pudsige smaa trappegavlede Murstenstaarne, der saae ud som Aflæggere af Egnens Kirker. Til Gengæld var Barndommens rige Fugleverden 70 næsten forsvunden: de store Flokke af Maager og Terner, som dengang sværmede over Favsingholm, saa han troede, de havde hjemme der og hørte Gaarden til paa samme Maade som Duerne og Hønsene. Med en Lystighed som unge Piger, der slipper fri af Institutet, dalede de ned paa Pløjemarkerne udenfor. Eller de drog bort den modsatte Vej ud til Ynglepladserne i Fjordmundingen. Nu kom blot engang imellem en ensom Maage sejlende højt til Vejrs i stum Flugt – som flygtede den slagen bort fra Elskovskampene derude.

Mens Torben hvilte sig i en af Teltets Stole og røg en Cigaret eller to, spaserede Frøken Hecht omkring i Nærheden for at være ved Haanden, dersom han skulde behøve hende. Naar han da fik Øje paa hende, mens hun gik ude paa Græsplænen og søgte efter Foraarets første Blomst, nød han med tungsindig Glæde Synet af hendes Skikkelses sunde Ungdom. I sin sorte Sygeplejedragt, med et hvidt Slør bundet omkring Hovedet, mindede hun om en ung, klosterlig Novice.

Den unge Pige havde af og til røbet lidt om sine Forhold. Hun var født i en Provinsby og havde vistnok haft en trang Barndom. Det var sagtens derfor, hun var saa taknemlig for enhver Venlighed, der vistes hende. Men der var ogsaa noget i hendes Væsen, der tydede paa, at hendes Hjerte bar paa et 71 friskt Saar, at hun havde haft en Skuffelse, der i Øjeblikket fik hende til at føle sig ensom i Verden.

Dagen efter, at Doktor Mikkelsen havde været der, fulgtes de som sædvanlig ned ad den høje Havetrappe, hvor Torben gerne maatte støttes lidt.

"Kan De gætte, hvem jeg venter Besøg af idag?" spurgte han.

"Venter Godsejeren Fremmede?"

"Ja. Men De kan ikke gætte, hvem det er."

"Nej, naar det ikke er Arkitekt Schmidt."

"Nej, ham er det ikke."

"Det er maaske Præsten?"

"Nej, han kommer her vist ikke mere."

"Ja, saa veed jeg ikke. For andre har her jo ikke været."

"Det er Bjørn Hamre."

"Digteren?"

"Digteren – ja. Fabulisten og Rabulisten. De veed, han holder for Tiden Foredrag her paa Egnen. De læste selv forleden for mig om hans Møde derovre i Mellerup, hvor det kom til Optøjer og Slagsmaal bagefter."

"Saa kender Godsejeren ham?"

"Ja lidt. Og nu kan De altsaa faa den berømte Mand at se, Frøken Hecht. Han er forresten slet ikke den Menneskeæder, han af mange bliver gjort 72 til. Han fortærer kun sig selv. Som de fleste af den Slags Folk."

Om Anledningen til Besøget sagde han ikke noget. Han kendte Bjørn Hamre fra de unge Dage i "Aprilforeningen", og Digteren havde nu sendt ham et fortørnet Brev i Anledning af, at Torben for en Tid siden søgte at forpurre et Agitationsmøde, som det stedlige Landarbejder-Forbund havde indbudt til, noget, der rundt om blandt Egnens Arbejdere havde ophidset Stemningen imod ham, saa man endogsaa havde truet ham med at ville svide Favsingholm af over Hovedet paa ham.

Trods Brevets Tone havde han besvaret det med en Indbydelse til en personlig Sammenkomst. Han saae i Bjørn Hamres politiske Optræden kun en dilettantisk Ageren. Men han satte ham højt som Digter, som en benaadet Friluftssanger, skaaret ud af Folkets Side, og det gjorde ham ondt at tænke paa, at ogsaa dette naturfriske Menneske skulde fanges ind og forgiftes af den store Skøge Publikum.

Da han var kommen tilsæde i sit Telt og havde faaet et Tæppe svøbt om sig, vilde Frøken Hecht som sædvanlig fjerne sig for ikke at være til Ulejlighed. Men Torben bad hende blive. Og han beholdt i den Anledning hendes Haand lidt længere, end det just var nødvendigt for at faa hende til at forstaa, at hun skulde sætte sig.

73 "Der er noget, jeg vil tale med Dem om. De skal sige mig rent ud, hvor længe De mener, at De kan holde det ud her paa Favsingholm?"

Han saae, at Spørgsmaalet forskrækkede hende.

"Indtil Godsejeren ikke har Brug for mig mere."

"Ja vist! Saadan lyder Deres Instruks. Det veed jeg nok. Men den bryder vi os ikke om. Jeg vil ikke have, at De bliver her en eneste Dag længere, end De selv har Lyst til. Ser De, Frøken Hecht, jeg har ogsaa selv været ung engang. Efter Almanaken er det endda ikke saa forfærdelig længe siden. Jeg kan derfor sige mig selv, at De i Længden maa føle det trivielt her mellem lutter gamle Mennesker som Inspektør Hansen, Arkitekt Schmidt og Forvalteren. For ikke at tale om mig selv. Har jeg ikke Ret? Falder Tiden Dem ikke forskrækkelig lang?"

Hun rystede paa Hovedet.

"Nej, jeg synes, den gaar meget hurtigere her end i København."

"Virkelig? ... De har dog nu været her i fire Uger, ikke sandt?"

"Ja, jeg begriber ikke, hvor de er bleven af. Her paa Landet er det, ligesom det var Søndag hver anden Dag."

"Hvorfor netop Søndag?" spurgte Torben.

Af Frygt for at have sagt noget forkert blev den unge Pige rød og skyndte sig at sige:

74 "Eller Mandag."

"Ja ja. Jeg tager nu det Løfte af Dem, Frøken Hecht, at De vil sige mig det lige ud, saasnart De bliver ked af at være her. Vil De højtideligt give mig Deres Haand paa det?"

Han strakte Armen hen over Bordet, som stod imellem dem, og hun lagde tavs og forlegen sin Haand i hans, idet hun af Ærbødighed løftede sig lidt fra Stolen.

I det samme hørte de nogen komme. Lynsnar som en Væsel smuttede hendes Haand tilbage til hendes Skød, mens Torben ærgerlig vendte sig mod den, der kom.

Det var Husjomfruen, der meldte Bjørn Hamre.

"Den Herre siger, at han er ventet."

"Det forholder sig rigtigt. Bed ham være saa god at ulejlige sig herud."

Lidt efter hørtes Skridt. En firskaaren Mand, der naivt var udstyret med den traditionelle Digtermanke og øvrige Kunstner-Attributer, nærmede sig sindigt over Gruset.

Torben var staaet op for at gaa sin Gæst imøde.

Det var adskillige Aar, siden de to omtrent jævnaldrende Mænd havde set hinanden, og Bjørn Hamre blev som slaaet for Brystet ved Synet af den andens hærgede Skikkelse. Han var selv en smuk Mand med friske Farver, lidt lille af Vækst ganske vist, men støt og frodig. Under den bredskyggede Hat 75 lyste et Par kønne, gode og trofaste Øjne. Paa Bondemaner holdt han Stokken – en kraftig Knortekæp – langt ud fra sig, og han satte den anden Haand i Siden med den overdrevne Rejsning, hvormed smaa Folk ofte søger at bøde paa, hvad der mangler dem i Højden.

Efter at Frøken Hecht var bleven forestillet og havde trukket sig tilbage, gik Herrerne ind i Teltet.

"Værsgo' og tag Plads. De undskylder nok, at jeg gør mig det bekvemt. Jeg er for Tiden lidt Patient."

"Jeg har hørt om det. Det er forhaabenlig ikke noget alvorligt?"

"Aa nej. Jeg har blot maattet forandre mine Livsvaner. Stort andet betyder vore Sygdomme jo overhovedet ikke. Men det var ikke om mig, vi skulde tale, Hr. Hamre! De har – i en lidt stor Tone – krævet mig til Regnskab for mit Forhold til Landarbejder-Forbundet her. De bebrejder mig, at jeg netop samme Dag, som det store Agitationsmøde blev holdt derinde i Favsing, arrangerede lidt gammeldags Fastelavns-Lystighed for Folkene her paa Gaarden."

"Ja, det forbavsede mig unægtelig meget at høre. Det havde jeg ikke ventet af en tidligere Meningsfælle. For det kunde jo kun opfattes som en Demonstration."

76 "Det var det ogsaa. Og jeg har i Sinde at gentage den ved første Anledning. F. Eks. til St. Hans, dersom det er rigtigt, at der forberedes et nyt Møde paa Sandhøjen den Dag. Saa vidt jeg veed, blev det nævnt i Aviserne, at De selv skulde være en af Talerne. Den Dag indbyder jeg til en Midsommerfest herude paa Engene, og jeg kan forsikre Dem, at der ogsaa ved den Lejlighed skal blive sørget baade for god Beværtning og rigelig Dansemusik. Vi faar saa se, hvem der staar sig i den Tovtrækning."

Bjørn Hamre, der havde lagt Hatten fra sig paa Bordet og purret op i sit store Haar, fik igen et næsten forstenet Udtryk af Overraskelse. Blikkets barnlige Selvglæde udsluktes. Han saae paa Torben med oprigtig Bedrøvelse.

"Vil De ikke sige mig, Godsejer Dihmer – hvad er egenlig Grunden til, at De saadan helt har forladt os? Jeg tror, det vil vække bitre Følelser i vide Krese. Jeg vil erklære for mit eget Vedkommende, at jeg aldrig kan glemme den Aften i "Aprilforeningen", da jeg første Gang hørte Dem tale. Det var saa skønt at tænke paa, at en Mand som Dem – en af Landets største Godsbesiddere – nu ogsaa var bleven Talsmand for de smaa og forurettede i Samfundet. Det gav saa rige Løfter for Fremtiden. Og da jeg saa forgangen Aar læste i Bladene om det mønsterværdige Alderdomsasyl, som De havde bekostet 77 her paa Favsingholm – saadan en rigtig lun Rede for de udslidte Gamle – ja, man synes jo, der bliver saa højt til Himlen, naar man hører om den Slags! Det synger i En, som naar man hører den første Lærke trilre over det vinterbundne Land."

Der var noget i hans Tones Hjertelighed, der trods det høje Register gjorde Indtryk paa Torben og fristede ham til en Bekendelse.

"Er det aldrig hændet Dem, Hr. Hamre, at De har maattet bryde op fra en Fest i Utide og er vendt tilbage igen ud paa Natten? De veed i saa Fald, hvor besynderlig fremmed man føler sig imellem de samme Mennesker, som man faa Timer i Forvejen havde det saa kammeratlig med. Man kommer ude fra Nattestilheden og overvældes fra alle Sider med Krav paa Deltagelse for hundrede Ting, der er bleven En saa inderlig ligegyldige. Straks forstaar man ikke, om det er En selv eller de andre, der har forandret sig. Man gaar fra Værelse til Værelse og ser kun Attituden og Sminken, og alle disse Mennesker stirrer paa En som paa en Ugle, der er kommen ud i Sollyset. Men selv har man omtrent den modsatte Fornemmelse. Man synes, at man er Vidne til en uhyggelig Maskefest. Se, det Tilfælde har været mit, og jeg har taget det Parti at forføje mig bort i al Stilfærdighed. Noget andet Svar paa Deres Spørgsmaal 78 kan jeg ikke give, og det tilfredsstiller Dem rimeligvis ikke."

Bjørn Hamre havde igen sat sin Hat paa Hovedet. Stokken stod plantet mellem hans Ben, og begge hans vejrbrunede Hænder hvilede paa dem.

"Det er Deres egne Samfundskrese, De her har haft for Øje, Godsejer Dihmer. Og selvfølgelig – Tilstandene i dem maa opvække Lede og Afsky hos ethvert rettænkende Menneske. Det er vist og sandt. Men De udtalte engang – og det Ord har jeg ikke glemt – De sagde, at nu havde Rigdommen i Aartusinder behersket Verden og fordærvet den. Nu var det fra den fattige Mand, Frelsen skulde komme."

"Det Ord staar jeg ved endnu."

"Saa maa De undskylde. Saa begriber jeg nu slet ikke Deres Optræden."

"Nej, det gør De naturligvis ikke. De kan jo ikke tilgive Rigdommen, at den er rig, mens jeg bekender mig til den gamle Visdom: Jo flere Penge, des flere Plager."

"Ja, det Sprikvort kender jeg nok. Det er de overfyldte Mavers Suk. Men det var ikke i den Mening, De i sin Tid brugte De Ord, jeg nævnede."

"Aa jo, jeg har vist ogsaa dengang tænkt lidt paa den Nøjsomhed, der kan gøre Livet saa rigt. Men ellers tilstaar jeg gerne, at jeg har delt min Tids Overtro. Jeg har smilet af de gamle Guldmagere i 79 deres Heksekøkkener men taget vore egne Eldoradodrømme alvorlig. – Veed de forresten af, Hr. Hamre, at Deres Venner her paa Egnen har truet med at ville brænde Favsingholm ned over Hovedet paa mig ? Jeg er ikke netop bange for, at de i bogstavelig Forstand skal gøre Alvor af Truslen; men derfor kan de alligevel gøre mig det hedt nok. Jeg har f. Eks. til Hensigt i den kommende Sommer at begynde nogle større Restavreringsarbejder her paa Gaarden; men jeg hører, at man vil forsøge at boycotte mig, saa jeg ingen Haandværkere skal kunne faa. Og nu er det, jeg vil spørge Dem, Hr. Hamre, om ikke De kunde bringe Deres Venner til at forstaa, at jeg er et Menneske, som kun ønsker at leve i Fred, og at jeg udenfor Favsingholms Grænser ikke skal lægge deres Bestræbelser et Halmstraa i Vejen."

"Det gør mig ondt, Godsejer Dihmer; men med det Standpunkt, De har indtaget – og ogsaa i Fremtiden agter at indtage – kan det falde vanskeligt nok at overbevise mig selv om Deres fredelige Sindelag. I den Kamp mellem fattig og rig, som bliver Aarhundredets Kamp – det endelige Verdensopgør før den store Folkefred – i den har Ingen Lov til at holde sig udenfor. Den, der ikke er med os, er imod os. Det Løsen maa vi handle efter."

"Men hvem er rig og hvem er fattig?" sagde Torben 80 efter en Pavse. "Alle Livets virkelige Glæder faar vi gratis. Hvad har vi at misunde hinanden? Solen skinner paa os allesammen, og Døden gaar jo heller ikke den fattige Mands Dør forbi. Og hvad Værd har alt det øvrige? ... De har ikke følt Tidens Gud rigtig paa Tænderne, Hr. Hamre! For saa vilde De sikkert ikke have Mod til at drive deres Venner ind i det Rovdyrgab. Da jeg for nogle Maaneder siden vendte tilbage fra en lang Rejse, gik det op for mig, at den lille danske Husmand med sin hjelmede Ko og sine fire Høns er Jordens lykkeligste Menneske."

"Ja, fra Rigdommens Vinduer tager Fattigdommen sig altid saa idyllisk ud."

"Aa ja. Vi idealiserer jo gerne, hvad vi har mistet. Og vi gaar nu allesammen omkring med en hemmelig Hjemlængsel efter den Jordhytte og den Kaalhave, der er vort tabte Paradis."

Bjørn Hamre opgav at svare. Det var ved at gaa op for ham, at Rygterne om Torben Dihmers aandelige Forfatning ikke var grebet ud af Luften. Sygdommen var aabenbart gaaet den stakkels Mand til Hjernen og havde formørket hans Sind.

Men Torben gav sig nu selv til at tale om sit mislykkede Alderdomsasyl, som han med saa store Bekostninger havde gjort til en Mønsteranstalt med Badekamre og Vandklosetter og et biblioteksmæssigt 81 udstyret Læseværelse. Der gik endnu nogle af de gamle Mennesker misfornøjet omkring paa Gaarden uden at vide, hvad der fejlede dem. Men Størsteparten var lidt efter lidt flygtet bort derfra som fra en Straffeanstalt.

"De vil komme til at opleve den samme Skuffelse, Hr. Hamre! Eller ogsaa staar vi foran Afgrunden. Jeg har idag – velsagtens i Anledning af Deres Besøg – tænkt en hel Del paa Enslev. De har vel nok læst, hvad Anton Bjerreby nylig meddelte om sine sidste Samtaler med ham paa Dødslejet. Det er trist at tænke paa, at den Strøm af bitre og hadefulde Ord skulde blive den Mands Farvel til Livet. Det bekræfter paa uhyggelig Maade, hvad han ved en anden Lejlighed udtalte, at en Politikers Ry er en kostbar Vare. – Kan hans Livstragedie ikke afskrække Dem, Hr. Hamre? Han var jo ogsaa en Moses, der vilde føre Folket ud af Trældommen, og vi har maaske aldrig her i Landet haft en guddommeligere Vilje end hans, da han endnu var ung og begejstret. I Retfærdighedens Navn opvakte han hos Folket en Ulveappetit paa Livet, som det jo egenlig ikke selv indbyder til, synes jeg ... Nu ser vi Befrielsesværket resultere i en sørgelig Skare af vore Samtidige, der af lutter Livsforslugenhed har faaet Tilværelsen forkert i Halsen. Fiat justitia, pereat mundus!6 Men vi deler Skæbne med den øvrige Verdens 82 Selvretfærdige. Er kommen fra Dynen i Halmen. Hvert Menneske, der fødes, udleveres saa at sige fra Mors Liv til Offenlighedens Gabestok. Vi har Æren af at have indført et journalistisk Æselsregimente, der kujonerer Befolkningen værre end tredive Tyranner. Kan man i Grunden undre sig over, at en Folkefører, en Statsmand, der ved sin Død har efterladt sig en saadan Augiasstald, ender sine Dage som en galdesyg Monoman med Mistro til alle andre Følelser hos sig selv og sine Medmennesker end de allersletteste."

Bjørn Hamre fandt det stadig omsonst at optage en Diskussion med den syge Mand. Og da Torben endnu en lille Tid havde lettet sit Sind, blev ogsaa han stille, og Samtalen døde hen.

Torben havde faaet Øje paa Frøken Hecht ude paa Græsplænen, hvor hun igen gik og søgte efter Foraarsblomster, og det slog ham, at hendes Væsen var forandret. Tilsyneladende gik hun som ellers i sine egne Tanker; men der var noget i den Maade, hvorpaa hun af og til førte Haanden prøvende henover sit Livbælte eller rask slog Slørets Ender hen bag Ryggen, der sladrede af Skole. Og Torben var ikke i Tvivl om, hvor han skulde søge Grunden til Forvandlingen.

Under Afskeden med Bjørn Hamre var han adspredt 83 og forstemt. Han fulgte sin Gæst et Stykke henad Gangen og vendte derpaa tilbage til Teltet.

En halv Time efter, da han igen gik derfra, kom Frøken Hecht løbende for at tage hans Plæd. De fulgtes ind, og paa Vejen sagde han:

"Naa – nu fik De da den mærkelige Mand at se. Svarede han saa til Forventningerne?"

"Jeg veed saamænd ikke. Jeg har vist aldrig rigtig tænkt over, hvordan Hr. Hamre saae ud."

"Han er en ganske smuk Mand, ikke sandt?"

"Jo –."

Det lød ret ligegyldigt. Men Torben var bleven mistænksom. Han sagde til sig selv, at Tonen var ikke ganske ægte.

Om Aftenen, da hun gik ham tilhaande inde i hans Stue med Ordningen af Arkivet, førte han igen Samtalen hen paa Bjørn Hamre; og af de Spørgsmaal, hun gjorde, sluttede han, at hun endnu var optaget af Besøget. Da hun senere læste højt for ham af Aviserne, mente han ogsaa at kunne mærke, at hun hyppigere end ellers snublede over Ordene, fordi hun blev borte i sine egne Tanker.

Han sagde til sig selv: Fortryllelsen er hævet. Hendes Længsler har kigget over Klostermuren. En skøn Dag vil de storme ud over den og føre hende bort herfra.

Den næste Dag opholdt han sig mest i sin egen 84 Stue og vilde ikke tale med nogen. Han var forbitret paa sig selv, fordi han igen havde ladet sig narre ind i det klæbrige Spind af ti tusinde smaabitte Løgne, der var en Kvindes Uskyld. Navnlig skammede han sig over, at han i den sidste Tid atter havde grebet til Asmus Hagens Mirakelpiller for at blive Han-Menneske igen og kunne tumle ud i et nyt Kærlighedseventyr. Forstandigere var han ikke bleven! Nu havde han brændt baade Recepten og de tiloversblevne Piller for det Tilfælde, at han igen skulde blive ført i Fristelse af et Par røde Læber.

Ved Middagsmaaltidet, hvor Godsskriveren, Forvalteren og Mejeribestyreren var tilstede, blev der næsten ikke sagt et Ord. Som alle Gaardens Folk var de tre Mænd vant til disse pludselige og voldsomme Omslag i Torbens Væsen. De vidste af Erfaring, at en saadan Uvejrsstemning gerne forløb paa tre Dage ligesom en Nordveststorm, og at de bare skulde lade som ingenting.

Frøken Hecht derimod, som ikke tidligere havde set ham saadan, var meget ulykkelig og forstod ikke, hvad der foregik.

Efter Bordet kaldte han hende ind til sig og bad hende venligt om at tage Plads. Han sagde, at han igen havde tænkt paa, hvad de havde talt om den foregaaende Dag, at Livet her paa Favsingholm maatte 85 være altfor ensformigt og trist for hende. Hun vidste det maaske ikke selv; men i Virkeligheden var hun sikkert ogsaa i Færd med at længes bort herfra.

Da han paa hendes ængstede Udtryk saae, at hun begyndte at ane Uraad, bestemte han sig til for begges Skyld at gøre Pinen kort.

"De skal hellere rejse, Frøken Hecht! De har i enhver Henseende fuldt ud gjort Deres Pligt, og det skal jeg ogsaa bevidne overfor Deres Forening. Men det er ikke noget for Dem at gaa her og blive melankolsk. Jeg har vist engang fortalt Dem om en gammel Vaagekone, som for et Aars Tid siden forsvandt fra Asylet derovre. Hende har jeg netop nu fundet igen, saa jeg kommer ikke i Forlegenhed. Saadant et gammelt Inventar passer bedre til Forholdene her. – Gaa De nu ind og pak Deres Kuffert, saa skal jeg sørge for, at Kalesjen holder for Døren imorgen Formiddag. Men De maa køre herfra senest Klokken halvni for at naa Hurtigtoget."

Den unge Pige var bleven hvid. Hun havde et Par Gange set op paa ham med et raadvildt Blik. Nu rejste hun sig og gik bort med bøjet Hoved.

"Godnat," sagde hun blot paa Vejen mod Døren.

Han fulgte hende med Øjnene. Blodet sang i ham, da han paa hendes Gang kunde se, at det 86 svimlede for hende. Men han holdt Stand og kaldte hende ikke tilbage.

Ude i Gangen løb Frøken Hecht paa Husjomfruen, der havde staaet ved Døren og luret. Ved at se den unge Piges Ansigt blev den gamle alvorlig bestyrtet. "Gud, De er da ikke syg!" sagde hun. – En halv Time efter vidste man overalt paa Gaarden, at Frøken Hecht skulde rejse.

Ved Afskeden den næste Formiddag takkede Torben hende varmt for hendes store Hjælpsomhed. Desuden overrakte han hende som Mindegave et kostbart gammelt Familjesmykke, idet han med et Smil bad hende om at bære det paa sin Bryllupsdag.

Hun modtog det tøvende og forvirret; og da han for at komme hendes Undseelse til Hjælp klappede hende paa Kinden, brød hun helt sammen og laa et Øjeblik grædende ved hans Bryst. Han kyssede hende paa Panden og stødte hende derpaa fra sig.

I Middagstimen sad han ude i sit Telt under en straalende Sol. Over hans Knæ laa en udfoldet Avis, som han havde taget med sig til Adspredelse men kun af og til kastede et flygtigt Blik i. Luften bølgede af Lys. Et Sted i hans Nærhed sad en Musvit i en Trætop og skreg sin Foraarsglæde ud med en ufortrøden Ensformighed som en Haandværker, der fløjter ved sit Arbejde. Ude paa Fjorden 87 gled en tremastet Skonnert forbi for fulde Sejl. Paa Grund af Afstanden kunde det smalle Strømløb ikke ses. Det var, som om et solbelyst Eventyrskib svævede hen over Engen.

"Ja, her er godt at være," tænkte han og aandede dybt ud. "Her er Fred."

Da hans Blik igen faldt ned i Avisen, saae han tilfældigt en Notits med Overskriften "Doktor Gaardbo". Han blev med eet lysvaagen. Hvad var det?

"Forhenværende Distriktslæge i Jerve paa Fyn, den fra sin Lægevirksomhed uheldigt bekendte Doktor Gaardbo, har i det ansete oversøiske Agentur P. C. Christensen (Højbroplads 7) bestilt Billet til sig og sin Familje til Avstralien. Det maa saaledes formodes, at Hr. Gaardbo har besluttet at vende sit utaknemlige Fædreland Ryggen, og at det er hin fjerne Verdensdel, der for Fremtiden skal lyksaliggøres med hans mærkværdige Helbredelsesmetoder."

Torben strakte sig tilbage i Stolen og slog harmfuld Haanden i dens Armstykke.

Hans Besøg i Jerve for fire Maaneder siden havde ofte syntes ham det eneste gode Minde, han bragte hjem fra sin vidtløftige Jordomsejling. Mens ellers det meste af, hvad han havde oplevet, allerede var rykket ham helt ukendeligt langt bort, kresede hans Tanker endnu fortroligt om den lykkelige Familje, han der havde lært at kende. Det lille fynske 88 Lægehjem levede i hans Erindring som en Oase af blomstrende Virkelighed midt i en ørkengraa og kaotisk Spøgelseverden. Og en saadan Familje vilde man nu drive i Landflygtighed! Hvor var det skammeligt!

Om Eftermiddagen kom den gamle Arkitekt Schmidt derud fra Randers; men Torben var endnu altfor nedstemt til at kunne interessere sig for hans medbragte Tegninger. Han blev ved at tale om Doktor Gaardbo og om Menneskenes Ondskab, saa den krænkede Kunstner tilsidst trak sig tilbage til en Krog. Men Torben sagde:

"Synes De ikke, Arkitekt Schmidt, at man ofte har Grund til at beklage sig over, at man er kommen til Verden som Menneske og ikke hører til blandt Hyæner og Tigere eller andre forholdsvis godsindede Dyr."

[*]

Jytte sad med Overtøjet paa ved Siden af sin Mors Seng. Hun fortalte om et lille Herreselskab, som hendes Mand den foregaaende Aften havde indbudt til "for Renommé'ets Skyld". Hædersgæsten var en tilrejsende norsk Kunstkritiker, om hvem han efter sit eget Udsagn ikke vidste andet, end at han skulde have gjort sig fordelagtig bekendt ved en fremragende Stupiditet. Desuden havde der været 89 to danske Herrer, hvis Navne Jytte af Skamfuldhed fortav. Den ene var nemlig tykke Møller, som Karsten havde knyttet til sig med noget, han kaldte Venskabs-Prioriteter; den anden var en yngre københavnsk Kunsthandler, der aabenbart ogsaa havde en Part i Møller og derfor ikke gerne slap ham af Syne.

Af Hensyn til den udenlandske Gæst havde Jytte gjort sig en Del Umage med Anretningen. Der var bleven dækket op med en Overflødighed af kolde Retter; dertil Salater og Geleer af den mest udsøgte Art. For at oplive Moderen, der var stærkt nedtrykt efter flere Dages Sengeleje, forsikrede hun, at Aftenen havde været meget vellykket.

Sandheden var dog den, at det hele havde været en grim Oplevelse, som hun helst ikke tænkte paa. For det første havde deres Gæster ladet vente paa sig i over en Time, og da de endelig kom og blev sat tilbords, var det let at mærke, at de lige havde rejst sig fra en gigantisk Middag. Som det ogsaa efterhaanden fremgik af Samtalen, havde de i otte Dage turet rundt i Byen og til Ære for den norske Gæst afsøgt dens bedste Spisesteder. Resultatet var blevet, at de i Øjeblikket næsten ikke taalte Lugten af Mad. Synet af hendes overdaadige Opdækning gjorde tydelig et dybt forstemmende Indtryk paa dem alle. Da den varme 90 Ret blev baaret ind – en Aspargesbudding med rørt Smør – blev navnlig tykke Møller saa hvid i Ansigtet, at hun alvorligt frygtede for, han skulde faa ondt.

Forøvrigt havde de gjort sig hæderlige Bestræbelser for at bevare Anstanden, i hvert Fald indtil den hede Vin og senere Whiskyflaskerne kom paa Bordet. Da hun kort efter Midnat trak sig tilbage, sad Møller med en Hinde over Øjnene som en Frø, mens Nordmanden var begyndt at blive lidt ubehagelig nærgaaende overfor hende.

Nu til Morgen havde Karsten gjort hende en Undskyldning for sine Gæsters Opførsel. Men da hun spurgte ham, om det virkelig var nødvendigt, at de aabnede deres Hus for den Slags Mennesker, havde han svaret med et beklagende Skuldertræk.

"Nu maa jeg gaa, Mor!" sagde hun og gik hen til Spejlet for at knytte sit Slør. "Jeg vil kigge lidt ind til Meta. Du veed jo nok, at de skal rejse. Det gør mig saa forfærdelig ondt for hende."

At hun ogsaa af en anden Grund søgte ud til sin Veninde paa Nørrebro, nævnte hun ikke noget om; men hun havde bestemt sig til nu at gøre Alvor af at betro Meta sin Tilstand for at faa Raad og Oplysninger af hende.

"Det gør naturligvis ogsaa mig ondt," sagde Fru Bertha, da Jytte igen kom hen til Sengen. "Men er 91 du sikker paa, at din Veninde ikke har lidt Skyld i, at det er gaaet hendes Mand saa galt, som det er? Hun skulde have hjulpet sin Svoger med at bringe det forstyrrede Menneske til Fornuft. Men dersom jeg har forstaaet dig rigtig, har hun snarere gydt Olje i Ilden."

"Det er, fordi hun paastaar, at det var Svogeren, der allermest satte ondt for hendes Mand hos Befolkningen derovre."

"Kan din Veninde virkelig tro paa den Slags Snak, saa viser det bedst, hvor forblindet hun er bleven."

"Ja ja, lille Mor, du har nu engang kastet din Kærlighed paa Pastor Gaardbo, og det har du jo Lov til. Men jeg kender ham jo ogsaa en lille Smule, og jeg forsikrer dig, at skulde jeg vælge mellem ham og den anden – saa valgte jeg Doktoren med alle hans Forryktheder."

I det samme blev der banket paa Døren. Pigen kom ind og meldte:

"Professoren!"

"For min Skyld behøver du ikke at gaa," sagde Asmus Hagen til Jytte, der sagde Goddag og Farvel paa samme Tid. "Jeg kommer för tillfället kun paa Visit."

"Jeg skal nu gaa alligevel. Jeg stod netop paa Springet ... Farvel, lille Mor!"

92 "Farvel, mit Barn! Og hils saa Fru Gaardbo fra mig. Sig hende, at jeg tænker paa hende og hendes Børneflok med megen Deltagelse, og ønsker dem alt godt paa den lange Rejse."

Ved at høre Navnet havde den lille Professor spidset Øre.

"Fru Gaardbo," sagde han. "Dersom det er i Anledning af den paatænkte Udvandring, at den Dame skal kondoleres, saa kan I spare Jer Ulejligheden. Rejsen bliver vist ikke til noget – i det mindste ikke foreløbig."

"Hvorfor?" spurgte begge Damerne.

"Doktor Gaardbo har faaet Tilbud om en Anbringelse herhjemme. Det er saamænd ingen anden end vor fælles Ven Torben Dihmer, der agter at engagere ham derovre paa sin Gaard."

"Dihmer!" udbrød Fru Bertha, mens Jytte, der allerede havde haft Haanden paa Dørgrebet, uvilkaarligt igen nærmede sig et Skridt.

"Det er formodenlig en Slags Godslæge-Stilling, han skal overtage," fortsatte Asmus Hagen. "Jeg har min Viden fra en Doktor Mikkelsen i Randers, som jeg tidligere har korresponderet med i Anledning af Torben. Han har indtil Dato været hans Huslæge, saa det er desværre udelukket, at der kan foreligge nogen Misforstaaelse."

93 "Hvorfor siger du desværre?" spurgte Jytte udfordrende.

"Jo, for jeg havde unægtelig helst set, at Hr. Gaardbo ogsaa i bogstavelig Forstand var bleven min Antipode. Men især beklager jeg Sagen for Torbens Skyld. Han har her forbundet sig med en gal Mand, som i Øjeblikket kun kan have den alleruheldigste Indflydelse paa ham."

"Og jeg glæder mig over Sagen for Metas Skyld!" sagde Jytte og knejste. "Det er forresten pudsigt at lægge Mærke til, saa tilbøjelige Mennesker er til at betragte hinanden som gale ... skrupgale ... lige til Daarekisten."

"Det er efter min Erfaring ogsaa den Betragtning, der passer i de fleste Tilfælde."

"Ikke desmindre vil jeg nu tage ud og ønske Meta til Lykke," sagde Jytte. "Ogsaa fra dig, Mor! ... Farvel begge to!"

Da hun var gaaet, blev der stille en lille Tid. Asmus satte sig ned ved Tantens Seng og lod efter sin Vane Fingrene tromme paa Vesten.

"Om et godt halvt Aar kan vi nok ønske dig til Lykke med Bedstemorværdigheden, Tante Bertha."

"Mener du det?"

"Har Jytte ikke talt om det?"

"Nej. Men jeg har jo gjort mig mine Formodninger. 94 Hun har været stærkt nervøst opreven i de sidste Dage."

"Der er vist ikke Tvivl. Men det skal du kun være glad for. Det vil sikkert være godt for Jytte at faa et Barn."

"Det er ogsaa mit Haab," sagde Fru Bertha med sin bekymrede Stemme og faldt atter hen i sine egne Tanker.

Da Jytte kom ned paa Gaden, mærkede hun godt, at den Glæde, hun straks havde følt paa sin Venindes Vegne, ikke var uden Brod; men med Vilje undgik hun at gøre sig nærmere Rede for Smertens Aarsag. Derimod gav hun efter for en pludselig Indskydelse. Hun fik Lyst til at overraske Karsten i hans Atelier, inden hun tog ud paa Nørrebro.

Hun traf ham ivrigt optaget af sit Konkurrence-Billede, der gjorde gode Fremskridt. Han havde valgt at fremstille den historiske Rigsdags-Scene, hvor Enslev med en Tale styrtede det sidste Højreministerium. Allerede i Slutningen af Maj skulde Skitserne indsendes, saa han havde ingen Tid at spilde.

Jytte klappede ham paa Kinden og roste ham. Hun vidste ikke, om det var, fordi hun nu saae paa hans Kunst med andre Øjne; men det forekom hende virkelig, at det var lykkedes ham at komme noget bort fra sine tidligere tomme Virkemidler.

95 Alligevel – og trods alle hans diplomatiske Kunstgreb – troede hun ikke, at der kunde blive Tale om nogen Sejr. For sin egen Skyld tog hun sig det ikke nær. Den kunstneriske Ærgerrighed, hun i sin Forelskelses første Dage havde følt paa hans Vegne, mindedes hun nu næsten med Undseelse. Det var blevet hende saa ligegyldigt, hvad Folk mente om dem begge to. Men hendes Forudanelse om den Skuffelse, der ventede ham, og som sikkert vilde gaa ham nær, havde i den sidste Tid knyttet hende til ham med en ny, øm Overbærenhed.

Hun fortalte, at hun kom fra Dronningens Tværgade og havde truffet Asmus Hagen der; men den Nyhed, Fætteren havde bragt, fortav hun af Sky for at nævne Dihmers Navn. Karsten kendte deres tidligere Forhold, og hun frygtede hans næsten sindssyge Mistro, der et Par Gange under Bryllupsrejsen havde opskræmt hende ret alvorligt.

Besøget varede i det hele kun fem Minuter, og da hun gik bort, og Karsten spurgte, om hun nu tog hjem, svarede hun Ja.

Hun traf Meta ene hjemme sammen med Børnene. Hendes Mand var for et Par Dage siden taget til Favsingholm for at se paa Forholdene. Ved Synet af Venindens lykkestraalende Ansigt var Jytte ikke langt fra at fortryde, at hun var taget derud.

"Jeg veed allerede det hele!" faldt hun hende 96 straks i Talen. "Min Fætter har sladret af Skole. Han kender Lægen derovre. Men lad mig nu høre – hvad er egenlig Meningen?"

"Ja, du kan tro, vi gjorde store Øjne begge to," sagde Meta, da de havde lukket sig inde i hendes Mands Værelse for at faa Ro for Børnene, der surrede omkring i de smaa Stuer som sværmesyge Bier i en Kube. "I Begyndelsen vidste vi saamænd ikke rigtig, hvad vi skulde tænke om Tilbudet. Det lød jo lidt underligt. Men i Morges havde jeg Brev fra Povl. Han skriver, at Sagen er i Orden, og han er henrykt for alting derovre. Vi kommer til at bo i et Hus, der før har været Godsforvalterbolig. Det bruges nu til et Alderdomsasyl; men det skal helt forandres, skriver Povl. De Gamle skal hver have deres eget lille Hjem, og det skal Povl ogsaa være med til at ordne. Du skal høre, hvad han skriver."

Hun hentede Brevet frem fra sin Kjolelomme og læste:

"Straks i Aftes havde jeg den afgørende Samtale med Dihmer, og vi blev hurtigt enige. Han sagde, at det var hans Tanke at gøre Favsingholm til en Slags Noæh Ark, der skulde bære en lille Skare Mennesker frelst gennem Syndfloden, naar den kommer, og hertil ønsker han altsaa min Bistand. Jeg falder med andre Ord netop ned i den Virksomhed, jeg altid selv har drømt om, men nær tabte Troen 97 paa, da Johannes svigtede. Nu faar jeg her uventet en anden Medarbejder."

"Men jeg forstaar det ikke," sagde Jytte. "Her i Byen fortælles det, at Godsejer Dihmer i Øjeblikket har en Skade paa Forstanden."

"Siger man det? Det betyder vist ikke noget. Povl siger altid, at naar man ikke pudser Næsen præcis paa samme Maade som andre, bliver man straks mistænkt for at have en Skrue løs."

"Men mærkede du virkelig slet ikke noget, da han besøgte Jer i Jerve? Du sagde dog, at han gjorde et lidt underligt Indtryk."

"Ja, han er jo syg. Det er Hjertet, skriver Povl. Han skal forresten være bleven meget livligere og har saa mange Ting for. Men hans Udseende har forandret sig ikke saa lidt."

"Han kommer sig saamænd nok. Det har vist ingen Nød," sagde Jytte.

"Det maa vi jo haabe. – Her skal du se et Par Billeder af Gaarden."

Meta trak nogle Fotografier ud af Konvoluten. Det var omtrent de samme, som Torben havde vist Jytte og hendes Mor hin gyldne Morgen i Italien, da de sad sammen paa Loggiaen og drak The. Der var Herregaardens Hovedfacade set gennem den klosteragtigt hvælvede Indkørsel, et Parti af Parken, et Billede af et Skovbryn og den vide Udsigt over 98 Fjorden, som Torben dengang havde lovsunget med en Varme, der misstemte hende.

"Ja, det ser jo altsammen meget lovende ud. Hvornaar skal I flytte derover?"

"Det veed jeg ikke bestemt. Men til Sommer bliver det da nok. Saa skal du komme over og besøge os. Du ser ud, som om du til den Tid kan have godt af at komme lidt paa Græs og samle Kræfter til en stor Begivenhed. Tager jeg vel fejl i det?"

Jytte overhørte Spørgsmaalet og gav sig til at tale om andre Ting. Hun fortalte lidt om den Selskabelighed, hun var bleven tvunget ud i den sidste Tid, og spurgte derpaa, om de ikke skulde gaa ind og se til Børnene.

En halv Time efter tog hun bort.

Under den lange Kørsel ind til Byen med Sporvognen sad hun mest med lukkede Øjne. Hun følte en Lede ved sig selv, saa det sortnede for hende. Det var saa latterlig vanvittigt at maatte tilstaa, at hun var skinsyg paa Meta. Skønt det aldrig havde staaet hende klarere end nu, at det var Karsten, hun elskede, selv i de Øjeblikke, da han nedværdigede hende, kom der al Slags ondt og lavt op i hende, naar hun tænkte paa, at Meta for Fremtiden skulde kalde Favsingholm for sit Hjem, at Dihmer skulde blive hendes daglige Omgangsfælle, som han i sin Tid havde været hendes, at han maaske 99 skulde blive en Slags Onkel for hendes Børn og holde dem i Haanden. Et saadant Hvepsebol var hendes Hjerte, at hun nu var nær ved at ønske, det var blevet til Alvor med den Rejse til Avstralien, og at Veninden og hele Familjen allerede var paa Vej derover.

Da hun stod af Sporvognen paa Kongens Nytorv og skraaede over Torvet for at naa hen til Holdepladsen for Østerbrovognene, kom et Arbejdskøretøj i jævn Fart nede fra Nyhavn og krydsede hendes Vej. I det samme flammede der en Lyst op i hende til at kaste sig ned foran de store Heste og lade sig trampe ihjel under deres tunge Hove. Det hele var kun et Nu. Et vildt og blodigt Glimt. Men i dette korte Øjeblik havde hun følt Dødens Greb som en befriende Svimmelhed.

Paa Vejen ud gennem Bredgade saae hun til sin Overraskelse, at der var tændt Lys i et Par Butikker. Tiden var løben fra hende. Og det ængstede hende lidt at tænke paa, at Karsten kunde være kommen hjem.

Han var forøvrigt trods sin Skinsyge ingenlunde selv bleven noget Dydsmønster. Deres Ægteskab var ogsaa i den Henseende et virkeligt Ideal-Ægteskab. Det næsten trøstede hende nu at mindes en Aften i Teatret i Milano, da Døren til Sidelogen blev aabnet for en høj, dybt nedringet og bararmet Messalina7 i 100 sort Fløjlsrobe8. Karsten blev pludselig saa underlig lang i Ryggen, og der gik et Kuldegys igennem ham. Hun havde ikke glemt det! ...

Da hun kom hjem, saae hun hans Frakke og Stok i Entreen, og da hun traadte ind i Stuen, stod han ude paa Gulvet med Hænderne i Siden og mødte hende med Tavshed.

Hun sendte ham et Nik i Forbigaaende og satte sig i Sofaen. Han fulgte hende med Øjnene og spurgte nu:

"Hvor kommer du fra? ... Du ser saa mærkværdig ud."

Hun rejste sig igen med stolt Holdning.

"Naar du taler til mig i den Tone, Karsten, faar du ingen Svar. Det veed du."

Hun gik hen imod Sovekammerdøren. Men da styrtede han sig over hende og greb hende om begge Haandled.

"Hvor har du været henne? Du sagde jo, du tog hjem."

"Dersom du ikke øjeblikkelig slipper mig, raaber jeg paa Pigen!"

Lynene fra hendes Øjne bragte ham til Besindelse. Han slap hende, og Jytte saae, at han skammede sig.

Efter at hun var gaaet ind i Sovekammeret, skridtede han omkring i Stuen som en straffet Skoledreng. Snart var han rasende paa sig selv, snart 101 stod han foran Spejlet og betragtede sit Ansigt med et flovt Smil.

Pludselig spidsede han Øre ... Inde fra Sovekammeret hørte han Hulken.

Han blev med eet frygtelig ulykkelig. Det var første Gang, han hørte Jytte græde. Han aabnede Døren sagte. Hun laa paa sin Seng med Ansigtet trykket ned i Hovedpuden. Synet gjorde ham ganske fortvivlet. Han sank ned paa Knæ ved Siden af hende.

"Tag det dog ikke saa alvorlig, Jytte! Jeg ber dig virkelig saa mange Gange om Forladelse. Du veed jo dog, at det aldrig kunde falde mig ind for Alvor at mistænke dig. Naar jeg bliver saa fjollet, er det blot, fordi jeg holder saa vanvittig meget af dig."

Han havde prøvende taget hendes ene Haand, og da hun lod ham beholde den, trykkede han den til sin Kind og søgte at gøre sin Uret god igen med Kærtegn og indsmigrende Ord. Han vidste ikke, at hun i ensom Fortvivlelse græd over sig selv og sit forspildte Liv.

[*]

Ved et af de høje Palæ-Vinduer i sin Stue sad Grosserer Søholm sørgmodig sammensunken i en Rullestol, lergraa i Ansigtet, ubarberet og med æggegule Levninger af sit Morgenmaaltid i Mundvigene. 102 Under de tunge Øjenlaag, hvoraf det ene næsten var lukket til, bevægede Pupillerne sig uroligt frem og tilbage som Dyr i Bur. Hundefrygten i hans Sind gjorde dem mørke og unaturligt store trods det Styrtebad af Sol, der strømmede ned over ham.

Den foregaaende Aften, da Tjener Rasmussen læste Avisen højt for ham, havde han faaet en alvorlig Rystelse ved at høre, at P. Christian Jørgensen, en ubetydelig Hørkræmmer paa Vestergade, ved sin Død havde testamenteret hundrede tusinde Kroner – over Halvdelen af sin Formue – til Missionen.

Han havde ganske vist ogsaa selv et Par Gange i Vinterens Løb betænkt Kirken med Gaver. Men ved denne Meddelelse vaklede hans Tillid til, at hans Regnskab med Vorherre balancerede. Efter en bekymringsfuld Nat, der vakte Minderne om den store Krise i hans Liv, da de afrikanske Guldmineaktier pludselig faldt tilbunds og i nogle Dage truede ham med Ruin, havde han nu telefoneret efter Pastor Gaardbo, som han utaalmodig ventede paa.

Tjener Rasmussen, der under hans Sygdom var bleven ophøjet til en Slags Privatsekretær, stod henne ved Skrivebordet og fordelte den ekspederede Morgenpost til de forskellige Rum i Hylderne ovenover. Den syge Grosserer kom ikke mere paa sit Kontor; men gennem Telefonen holdt han endnu Forretningens Traade i sin Haand, og fra hans lamme Tunge 103 udgik stadig Ordrer, der fløj videre ud over Verden og slog ned som en Rovfugl paa sit Bytte.

"Var det Pastor Gaardbo selv, De talte med?" spurgte han.

"Nej, Præsten var allerede gaaet ud. Det var en af Damerne, der var i Telefonen."

"Hvor var han da henne?"

"Det talte hun ikke om."

"Saa kommer han maaske slet ikke i Formiddag."

"Jo, hun ventede ham hvert Øjeblik, sagde hun."

Grosserer Søholm sank tilbage til sine opskræmte Tanker, og der blev igen en længere Tavshed.

"Opholder Frøken Cecilie sig i Salonen?"

"Ja."

"Er min Datter paaklædt?"

"Det tror jeg nok."

Et Øjeblik efter ringede det stærkt og vedholdende.

"Der har vi nok Hans Velærværdighed," sagde Tjener-Sekretæren med spydig Overlegenhed. "Jeg skal maaske vise ham ind i Salonen?"

"Ja, gør kun det. Sig ham, at jeg skal straks være disponibel."

Men i det samme gled Døren til Forhallen ind i Væggen, og Johannes Gaardbo traadte rask ind uden at lade sig melde.

Det havde været Hr. Søholms Hensigt at skænke 104 Kirkefondet yderligere tyve tusind Kroner; men Præstens Tilsynekomst beroligede ham straks saa meget, at han bestemte sig til at reducere Summen med Halvdelen. Og da Præsten havde taget Plads, og de havde talt lidt sammen, fandt han, at ogsaa fem tusinde Kroner var en rund Sum, som han fuldt ud kunde føle sig betrygget ved.

Han nævnte derpaa Sagen, idet han bad Johannes Gaardbo bringe Meddelelsen videre til Kirkefondets Bestyrelse.

"Med de forrige fem tusinde og de første ti, bliver det altsaa i det hele et Bidrag paa tyve Tusinde Kroner," sagde han som for at sikre sig mod en fejlagtig Postering i Himlens store Hovedbog.

Johannes Gaardbo takkede for Gaven, idet han dog stærkt betonede, at Gud saae paa Hjertet, ikke paa Pengene, hvad Søholm forøvrigt ganske bifaldt.

Han følte sig nu fuldkommen trøstet og gav sig til at fortælle om sin forestaaende Rejse til et Badested i Sydfrankrig, hvorfra han ventede at komme ganske helbredet tilbage. Hans Døtre Cecilie og Constance skulde ledsage ham, hvorimod Jægermesterinden var optaget af sine mange offenlige Hverv, navnlig af Forberedelserne til den store Vifteudstilling, der skulde aabnes i Maj. Hele Rejsen – sagde han – skulde foretages i Salonvogn. I Berlin vilde Constances Forlovede, Hr. v. Biebermarck, slutte 105 sig til dem, og efter Hjemkomsten var det Meningen at fejre det unge Pars Bryllup paa Storeholt, som skulde være hans Brudegave til Datteren.

"Har De Lyst til at gøre Følgeskab paa Rejsen, saa er der gratis Plads i Vognen – værsgo'! Frankrig skal jo være et Land med mange Seværdigheder."

Johannes Gaardbo takkede igen ret køligt og svarede, at han ikke tænkte paa at rejse bort. Og da Grossereren nu spurgte, om han ikke vilde ind og hilse paa hans Damer, undskyldte han sig, bad ham overbringe en Hilsen og sagde Farvel.

Den invalide Grosserer blev siddende i Stolen og saae misfornøjet efter ham.

Han var ikke længer tilfreds med sin Sjælesørger og tænkte stærkt paa at gøre en Forandring. Her spaserede Manden bort med fem tusinde Kroner og sagde knap nok ordenlig Tak for dem. Naar Folk mente, at Pastor Gaardbo havde en stor Fremtid for sig og vilde blive baade Biskop og Minister, saa kunde det gerne være, at de fik Ret; men et Faarehoved var han nu alligevel. Gik han ikke her og tossede om og kunde ikke se, at en af Landets rigeste og smukkeste Piger ikke var utilbøjelig til at gifte sig med ham. En Dame, der havde ekspederet en halv Snes Friere ned ad Trappen, deriblandt to Kammerjunkere. Kunde den Præst da ikke faa Gluggerne op! –

106 Paa sin Vej ind til Byen var Johannes Gaardbo selv i nedtrykt Stemning. Disse stadig lige frugtesløse Besøg i det verdslige Millionærhjem blev ham mere og mere en Pine, og han havde allerhelst tilbagevist Hr. Søholms Penge som en uværdig Gave. Men han var paa dette Punkt i Uoverensstemmelse med Missionens nuværende Ledere, særlig med Pastor Stensballe, og han maatte for Fredens Skyld bøje sig for deres Opfattelse af, hvad der tjente Kirkens Vel.

At man i det Søholmske Hjem saa tydeligt ventede, at han en Dag skulde afsløre sig som Frier, gjorde ham heller ikke Opholdet der behageligt. Han tænkte selv saa lidt paa Giftermaal, at det end ikke faldt ham ind, at Sladderen kunde lægge anden Betydning i hans venskabelige Forhold til andre af de yngre Kvinder i Menigheden end Glæden ved Fællesskabet i Tro og Forventning. Nu mere end nogensinde var Rosalie hans Brud for Evigheden. Med den Vished, han havde faaet for hendes frygtelige Forvildelse, var Troskab mod deres Ungdoms Kærlighed bleven ham en hellig Pligt. I Haabet om deres endelige Genforening i Herlighedsriget havde han sit inderste Liv, og belært af den Fristelse, der om Sommeren havde mødt ham i Jytte Abildgaards Skikkelse, vogtede han paa sine Øjne og gik med al sin Tanke op i Arbejdet for Guds Riges Fremme.

107 Med sine hurtige Skridt var han paa Vej ind til det nye Blad, som Folk kaldte Præstebladet, hvor han redigerede Korshærens daglige "Armebefalinger."

Nyt var Bladet forøvrigt ikke. Efter Samuelsens Raad havde Missionen skaffet sig Indflydelse paa et ældre Avertissementsblad med en Del Udbredelse i de smaaborgerlige Hjem, og det var denne Avis, der nu i betydelig udvidet Skikkelse udgik under Samuelsens Redaktion og Pastor Stensballes Overledelse.

Bladet – "Hverdagen" hed det – havde sine Kontorer paa Kultorvet. I et stort Hus, der af Københavnervittigheden var bleven døbt Sakristiet, havde det indrettet sig ganske som "Femte Juni" med markskrigerske Billedreklamer i alle Vinduerne og Udstillingskabinet i Stuen. Selve Bladet var ogsaa i sin ydre Skikkelse bleven en nøjagtig Kopi af Enslevs populære Avis, blot udstyret med nogle flere Smagløsheder af amerikansk Oprindelse. Pastor Stensballe havde ikke taget fejl af Vejen, da han erhvervede Samuelsen til sit Bladforetagende og lod denne Mands Snuhed og Kynisme komme Kirken tilgode. Maalet var at slaa "Femte Juni" ned, og foreløbig havde Debut'en været glimrende.

Redaktionslokalerne laa paa anden Sal, og den Redefuld af underordnede Medarbejdere, der vrimlede her i Eftermiddagstimerne og til langt ud paa Natten, havde paa ingen Maade noget evangelisk 108 Præg. Det var det sædvanlige lystige Broderskab af forkomne Talenter, literære Alfonser og halsende Nyhedsstøvere, der fra en Storstads Overflade flyder sammen i Avisernes Reporterstuer som Spildevandet i en Kloakbrønd. Flere af "Lysesaksen"s artistiske Styltegængere havde med fuld Musik holdt deres Indtog i Bladet. Saaledes Karl May, der i den Anledning havde dannet sig en ny Specialitet som Karikaturtegner og morede Byens Folk med sin barokke Fantasi. Jørgen Berg, der skulde have været musikalsk Anmelder, havde faaet Forfald, idet han for Øjeblikket befandt sig paa en Nerveklinik. Derimod gjorde Bohse stor Lykke hos Publikum i sin nye Egenskab af serafisk9 Digter og Literaturens Erkeengel. Fra ledende Side saae man af den Grund gennem Fingre med, at han i sine Mandagskroniker var begyndt at kaste smægtende Blikke efter den katolske Gudstjenestes Skønhed og gøre Haneben til den røgelseomhyllede Madonna.

Pastor Stensballe viste sig kun sjelden i "Sakristiet", men vakte til Gengæld, naar han kom der, en Dommedagsrædsel i alle Kontorerne. Han styrede Bladet lønligt ved Dekreter fra sit Kontor i Bispegaarden og lod forøvrigt Redaktionssekretæren, en teologisk Kandidat, føre det gejstlige Tilsyn med det daglige Stof.

Det var Samuelsen, der repræsenterede Bladet baade overfor Redaktionens Medlemmer og Offenligheden, 109 og for den Mand var intet helligt uden Abonnementsprotokollen. Med sin uafrystelige Elskværdighed terroriserede han sin mangehodede Skare af faste og tilfældige Medarbejdere som en Dyretæmmer, tumlede med skrivelystne Præster, Videnskabsmænd og Kunstnere og lod dem springe gennem Tøndebaand til Publikums Forlystelse.

I et Rum, der vendte ud mod en mørk Gaardsplads, sad en enlig Mand ved et stort Bord, som flød med Aviser. Det var Mads Vestrup. Som en Barmhjertighedsgerning havde man overdraget den afsatte Præst at gennemse den daglig indstrømmende Provinspresse og gøre Udklip af den til mulig Anvendelse i Bladets kirkelige Tillæg. Fra Klokken ti til fire sad han lænket til dette Sisyfos-Arbejde, som endda kun sjelden blev benyttet men forsvandt i Redaktionssekretærens store Papirkurv.

Hans selvstændige Artikler og Bekendelser gik efter Pastor Stensballes Ordre regelmæssigt den samme Vej, i hvilken Anledning det nogle Gange var kommen til dramatiske Optrin mellem ham og Samuelsen. Men Redaktørens Smil havde hurtigt tæmmet den før saa naivt balstyrige Mand. Bekymringerne for Udkommet, Angsten for igen at blive gjort brødløs sad den syge Kæmpe i Kroppen som en Lammelse. Han var en nedbrudt Kraft. Savn og Ensomhed og Anger havde udslidt ham. Men dybt i 110 hans Sinds Mørke skinnede endnu som et Helligtrekonger-Lys Drømmen om igen engang at faa Lov til at staa i Favsing Kirke med Kjole og Krave som Herrens viede Tjener.

Det Værelse, der var bleven ham overladt, tjente til Gennemgang fra Redaktionskontorerne til Bladets Sætteri. Hver Gang nogen kom ind, løftede han det svære, nu helt graanede Hoved og stirrede paa Vedkommende med et stort, fjernt og tungsindigt Blik. "Samson i Trædemøllen", kaldte Karl May ham, og hver Gang der blev nægtet den forargede Kunstner et Forskud, truede han Samuelsen med at ville male et Billede af Mads Vestrup og udstille det offentlig til Forherligelse af hans Martyrium.

Ogsaa Johannes Gaardbo følte sig ilde tilmode ved Synet af den banlyste Præst og undgik saa vidt muligt at komme gennem Stuen, naar han opholdt sig der. Der var noget i hans Samvittighed, der krympede sig ved denne bøddelagtige Fornedrelse af et Menneske, som dog var et Guds Barn trods alle sine Forsyndelser.

Han havde engang talt til Pastor Stensballe om Forholdet; men denne vilde ikke se andet i Mads Vestrup end den Præst, der ved sin Brøde havde vanæret Kirken, og som i Stedet for at skjule sig med sin Skam havde ført oprørsk Tale til Glæde for Guds Fjender. Han hævdede, at overfor en saadan 111 Forvorpenhed var netop Anvendelsen af Knevlen paa sin Plads, og at man ikke kunde gøre Manden selv nogen større Tjeneste end at bringe hans Navn i Forglemmelse hos Menigheden.

Af Respekt for sin ældre Embedsbroders Dømmekraft fortav Johannes Gaardbo sine Indvendinger, og forresten forstod han fuldt vel, at Menigheden ikke maatte forarges. Men hver Gang han nødtvungen gik gennem Mads Vestrups mørke Stue og saae ham sidde der ved Bordet som en lænket Straffefange i sin Celle, rørte der sig hos ham en Følelse af Skyld. Og uvilkaarlig hilste han den saa haardt tugtede Mand med Ærbødighed.

 

[gå frem]