Pontoppidans tid
Henrik Pontoppidan levede ikke blot længe – fra 1857 til 1943, han levede også, banalt sagt, men dækkende – i en omvæltningens tid. Da han fødtes, blev sundtolden afløst, som det hed. Tolden havde siden 1351 under kong Abel givet de danske konger enorme indtægter. Begrundelsen for at opkræve tolden bortfaldt ganske vist, da Danmark i 1660 mistede den skånske side, men først nu, 200 år senere, sagde de tålmodige skibsfartsnationer nej til at betale og gav oven i købet i 1857 Danmark en erstatning på 33,5 mio. rigsdaler.
Da Henrik var barn, besatte Prøjsen Jylland, og da han døde, netop fyldt 86, var hele landet besat af Tyskland som et led i den 2. verdenskrigs erobringer. Ind imellem alt dette havde han oplevet tabet af Slesvig-Holsten, en ny såkaldt "gennemskrevet" grundlov, hvilket bare betød, at den var ringere for menigmand, et systemskifte, en verdenskrig, endnu en – denne gang mere demokratisk – grundlov, en genforening med det dansksindede Nordslesvig, en socialdemokratisk-radikal regering med det tidligere så sejrsbevidste Venstre på Rigsdagens oppositionsbænke og så ved hans død den situation, som havde truet lige siden 1864: At Danmarks dage som selvstændig nation kunne være talte.
I denne opremsning af centrale begivenheder ude og hjemme i perioden 1857-1943 skal der ikke søges trukket forbindelseslinjer til bestemte værker, fortællinger eller episoder. Det ligger uden for min Pontoppidan-viden. Ikke alt er så åbenlys som inspirationen fra attentatet på konseilspræsident Jacob Brønnum Scavenius Estrup (1825-1913) i 1895 til historien om den blå gendarm, og det er jo netop en forfatters ret at lade inspirationen udmønte sig i den skikkelse, som tanke og fantasi skaber (hvilket historien om gendarmen, bønderne og hunden da også viser). På den anden side er forfatteren naturligvis præget af sin samtids begivenheder, vilkår og betingelser, af konteksten. Derfor denne korte og – i betragtning af begivenhedernes antal – ufuldstændige oversigt over, hvad der dog skete fra det 19. til det 20. århundredes midte.
Når jeg indledte med at nævne ophævelsen af sundtolden, skyldes det, at der her blev sat punktum for en del af den danske statsforvaltning, der havde været i funktion siden hedenold. Den spæde globalisering havde gjort tolden til en anakronisme.
Danmark levede ved Henriks fødsel i efterdønningerne af junigrundlovens indførelse, selvom denne sejr for demokratiet måske først og fremmest var en Københavner-begivenhed, og det mere var "sejren" i treårskrigen, der fik de nationale følelser til at svulme i provinsen. Når sejren skal sættes i citationstegn skyldes det, at det var en Pyrrhussejr. Da England og Rusland 15 år senere ikke ville støtte Danmark, satte Prøjsen under ministerpræsident Otto von Bismarck (1815-98) landet skakmat og tog hele Slesvig-Holsten, så sydgrænsen fra 1864 blev lagt ved Kongeåen.
Som et udtryk for videnskaben og sekulariseringens fremmarch kan nævnes, at Den kgl. Veterinær- og Landbohøjskole blev grundlagt i 1858 og Kirkelig Forening for Indre Mission i Danmark i 1861.
I kølvandet på den tabte krig mod Prøjsen omdannedes 1848-grundloven i 1866, så de besiddende fik den store indflydelse, og de, der havde meget, fik mest at sige. Det spinkle håb, der knyttedes til § 5 i fredstraktaten, at sønderjyderne ad åre kunne få mulighed for en afstemning om, hvilket land de ville tilhøre, brast, da Prøjsen i 1866 vandt en kortvarig krig over kampfællen Østrig og fire år senere over ærkefjenden Frankrig og slettede paragraffen. Danmarks nærmeste nabo blev Europas stærkeste landmagt og i befolkningens bevidsthed landets farligste fjende.
Den franske ambassadør i Danmark lagde stærkt pres på den danske regering for at erklære Prøjsen krig i 1870, og fristelsen var stor. Kun en tøvende udenrigsministeriel direktør Peter Vedel (1823-1911) forhindrede en katastrofe.
I 1867 kom socialismens mest betydende kampskrift på gaden. Karl Marx (1818-1883) udsendte "Das Kapital". To år senere blev den første fagforening i Danmark, typografernes, stiftet, og i 1871 stiftedes Socialdemokratiet. Året før havde de forskellige Venstregrupper slået sig sammen til Det forende Venstre under Christen Bergs (1829-1891) ledelse.
Globaliseringen skred fremad. Suez-kanalen åbnedes i 1869 og revolutionerede skibstrafikken mellem Europa og Asien, og Charles Darwin (1809-1882) revolutionerede biologien og filosofien og lagde en bombe under bibelens skabelsesberetning og dermed den kristne religion med sin On the Origin of Species by Means of Natural Selections fra 1859. Den blev i 1872 oversat til dansk med titlen Arternes Oprindelse.
Danmarks eneste profetiske skikkelse, N.F.S. Grundtvig, døde i 1872 i en alder af 88 år, og samme år markerede den nye socialistbevægelse sig med det berømmelige slag på fælleden, der blev et vendepunkt. Et tegn herpå kom to år senere med stiftelsen af "Socialdemokraten".
Danmarks store eventyrdigter H.C. Andersen døde i 1875. Han blev 70 år.
Samme år blev J.B.S. Estrup som konseilspræsident (statsminister) landets egentlige politiske leder. I strid med folketingets (Venstre)flertal gennemførte han fra 1877 en række provisoriske (midlertidige) finanslove, der byggede på landstingsflertallet, som bestod af godsejere og embedsmænd, samlet i Højre og de gamle nationalliberale, som ellers var blevet marginaliseret efter nederlaget i 64.
Den amerikanske skribent og politiske økonom Henry Georg (1839-1897) udsendte sin liberalistiske Progress and Poverty 1879.
Samme år opgav Henrik Pontoppidan ingeniørstudierne til fordel for den frie skribents usikre tilværelse. To år senere debuterede han med Stækkede vinger og giftede sig med Mette Marie Hansen.
Andelstanken brød igennem med stiftelse af det første andelsmejeri i 1882 og det første andelsslagteri fem år senere.
Den tyske filosof Friedrich Wilhelm Nietzsche (1844-1900) udgav i 1883 den profetiske Also prach Zarathustra.
Socialdemokratiet blev for første gang repræsenteret i Folketinget i 1884; samme år brændte Christiansborg og Politiken udsendte sit første nummer.
Den østrigske pacifist Bertha von Suttner (1843-1914) udgav i 1889 Die Waffen nieder. På ansk: Ned med Vaabnene og stiftede det østrigske fredsselskab.
I 1891 døde den store Venstreleder Chr. Berg, mens den politiske kamp nåede et højdepunkt. Centralt stod striden om Folketingets magt i forhold til Landstinget, de provisoriske finanslove og Københavns befæstning. Estrup gik ganske vist af i 1894, men hans afløsere forblev – omend svagere og svagere – højremænd, indtil det såkaldte systemskifte endelig brød igennem i 1901. En regering skulle være i overensstemmelse med Folketingets flertal. Princippet blev dog først grundlovsfæstet ved grundloven af 1953.
I 1892 opløstes Pontoppidans ægteskab med Mette.
Med indvielse af Kielerkanalen i 1894 fik det tyske kejserrige løst sit problem med at føre flåden fra Østersøen til Nordsøen, og en anden trafikal landvinding kom i 1902, da den transsibiriske jernbane indviedes.
I 1898 sluttede fagforeningerne sig sammen i De samvirkende Fagforbund (i dag LO), og året efter blev det såkaldte septemberforlig indgået. Det har siden reguleret kampe på arbejdsmarkedet.
En af historiens blodigste kolonikrige, Boer-krigen i Sydafrika, brød ud i 1899 og samlede verdens opmærksomhed, fordi der her var tale om et lille folks selvstændighedskamp mod koloniherren England.
De første spæde tegn på kvinders ligestilling kom i 1903 med retten til at vælge og blive valgt ved menighedsrådsvalg.
Endnu et oprør fra et "underudviklet land" kom i 1904, da Rusland og Japan kom i krig. For første gang vandt en "farvet" nation over en "hvid".
I 1905 brød en gruppe ud af Venstre og dannede Det radikale Venstre, som bare fire år senere kom til at danne regering. Samme år opsagde Norge forbundet med Sverige og erklærede sig selvstændigt.
Den danske opfinder Jacob Ellehammer (1871-1946) fløj i 1906 42 meter på øen Lindholm.
Venstrereformpartiets enevældige leder, konseilspræsident I.C. Christenen (1858-1930) led i 1908 et nederlag, han aldrig kom over, da hans tidl. justitsminister P.A. Alberti (1851-1932) meldte sig til politiet for millionbedrageri.
Efter en række Venstre-regeringschefer kom C.Th. Zahle (1866-1946) i spidsen for en radikal regering støttet af Socialdemokratiet. På grund af verdenskrigen blev regeringen siddende til 1920.
Verdenskrigen, der senere måtte døbes den 1., brød ud i 1914 og sluttede først fire år senere.
I Danmark blev en ny og mere demokratisk grundlov vedtaget i 1915. Den fik dog først virkning fem år senere.
Mere demokratiske tilstande fik også indpas i det lokale styre med oprettelsen af amtsråd i 1916.
I 1917, da De Dødes Rige udkom i den forkortede andenudgave, fik Pontoppidan Nobelprisen, som han dog måtte dele med Karl Gjellerup (1857-1919).
Samme år solgte Danmark De vestindiske Øer for 25 mio dollars, mens i Rusland en revolution gennemførtes, hvor bolsjevikkerne under Vladimir Lenin (1870-1920) greb magten og indførte et hårdhændet diktaturstyre.
I krigsafslutningens kølvand opstod der voldsomt politisk turbulens i Danmark med den såkaldte påskekrise i 1920, da kong Chr. X (1870-1947) afsatte Zahles radikale regering og dermed udløste strejker og stor uro. Efter to regeringer og et valg dannede Niels Neergaard (1854-1936), nu med titel af statsminister, en Venstreregering, der kom til at stå for genforeningen med den nordlige del af Slesvig 15. juli efter en vunden afstemning (75 pct. for Danmark) den 10. februar 1920. Afstemningen i den såkaldte 2. zone en måned senere gav det omvendte resultat.
Den store nationale begivenhed kan direkte aflæses hos Pontoppidan med "Det lyder som et eventyr" – det eneste bidrag fra hans hånd, der stadig er at finde i Højskolesangbogen.
I krigens fodspor kom ikke mindst Tyskland ud i enorme økonomiske vanskeligheder med galoperende inflation og heftig politisk uro.
Den gennem næsten et halvt århundrede omstridte københavnske befæstning blev nedlagt i 1922. Samme år indsatte Benito Mussolini ( 1883-1945) sig selv som diktator i Italien.
Lederen af det tyske naziparti Adolf Hitler (1889-1945) var året efter ikke så heldig med sit kupforsøg. Det blev slået ned, og han selv sat i fængsel.
Den første rene socialdemokratiske regering under Thorvald Stauning (1873-1942) blev med radikal støtte dannet i 1924. Den holdt i to år.
I 1926 blev Stauning afløst på statsministerposten af den liberalistisk Venstremand Thomas Madsen-Mygdal (1876-1943), hvis regering faldt i 1929, da Det konservative Folkeparti (afløseren for det gamle Højre) under John Christmas Møllers (1894-1948) ledelse undlod at stemme på regeringens finanslovforslag.
Den store skribent og igangsætter, en af Danmarks få internationale litterære skikkelser, Georg Brandes døde i 1927 i en alder af 85 år. Han fem år yngre broder, Politiken-redaktøren og politikeren Edvard døde i 1931.
Stauning dannede igen regering; denne gang med Det radikale Venstre under ledelse af Peter Rochegune Munch (1870-1948) som partner.
En finanskrise hærgede England i 1931, hvilket også satte dybe spor i dansk økonomi.
I 1932 døde Danmarks store folkelige komponist Carl Nielsen, 66 år.
Rigsdagen gennemførte i 1933 det såkaldte Kanslergadeforlig mellem regeringen og Venstre. Det indeholdt en række sociale forbedringer for arbejderne og økonomiske forbedringer for landbruget. Samme dag indsattes Adolf Hitler som rigskansler og fører i Tyskland.
I 1936 udbrød den spanske borgerkrig, hvor højrepartierne under ledelse af general Francisco Franco (1892-1975) med tysk og italiensk hjælp bekæmpede og vandt over den lovligt valgte regering. Krigen blev senere opfattet som en forprøve til den 2. verdenskrig, der udbrød i 1939.
Et forsøg på en ny grundlov, der var aftalt mellem Den socialdemokratiske-radikale regering og Det konservative Folkeparti faldt i 1939 til jorden på grund af for ringe valgdeltagelse, da Venstre boycottede afstemningen ( her opstod begrebet sofavælger).
Den 9. april 1940 besatte Tyskland Danmark og Norge. Winston Churchill (1874-1965) udpegedes til britisk premierminister.
I juni 1941 gik Tyskland til angreb på Sovjet, som man i 1939 ellers havde indgået en pagt med (Molotov-Ribbentrop-pagten efter den sovjetiske og den tyske udenrigsminister).
Thorvald Stauning døde i 1942 og afløstes som statsminister af partifællen Vilhelm Buhl (1881-1954). Han måtte dog allerede om efteråret gå af på grund af den såkaldte telegramkrise (kong Christians meget kortfattede takketelegram til Adolf Hitler på en lykønskning i anledning af fødselsdagen i september gjorde føreren rasende). Hans afløser blev den radikale Erik Scavenius (1877-1962), der blev både stats- og udenrigsminister.
I de første januardage i 1943 overgav den tyske hær ved Stalingrad sig. Tysklands tilsyneladende endeløse sejrsrække blev brudt.
Den 21. august samme år døde Henrik Pontoppidan.
Stoffet er fortrinsvis hentet fra historiske oversigter og leksika. Noget af det, der mangler, er nedslag i de nybrud, der i perioden skete i dansk litteratur og malerkunst. En mere dybtgående gennemgang af den første del af perioden (1870-1914) kan med stort udbytte findes i Niels Thomsen: Hovedstrømninger, Odense Universitetsforlag 1998. – Se også den biografiske Pontoppidan-tidstavle.
