Pontoppidan og Nietzsche
Slutning
Kapitel XIX
Fortæller og forfatter II
Nogle breve og et interview fra tiden omkring og lige efter romanens færdiggørelse er af stor interesse, når det skal opgøres, hvilken personlig nødvendighed bogen har været for forfatteren. Den 3. juli 1898 – da romanens to første bind er udkommet – skriver Pontoppidan til Otto Borchsenius om intentionerne med romanen. Romanens miljøer opregnes som sådanne:
Min Hensigt med Bogen er først og fremmest den at skildre fem forskellige danske Hjem, nemlig Præstehjemmet og Nybodersfamiljen i 1ste Bog og nu det jødiske Hjem. Senere følger et jysk Herregårdshjem med det omgivende Landsbyliv og tilsidst endnu et Præstehjem af en noget anden Art end det første.
Herregårdshjemmet kan uden videre identificeres med Kærsholm, men hvad med det præstehjem, der skulle være romanens sidste miljø? Udtrykket præstehjem og rækkefølgen, som den kendes fra den færdige roman, tyder på, at der er tale om pastor Blombergs miljø, der netop er afgørende forskelligt fra Pers barndomsmiljø. Hvad der mangler i denne tidlige intention er altså endnu to miljøer: pastor Fjaltrings, han som var opdrageren og befrieren, og den befriedes miljø: den nøgne klitegn ved havet.
Pontoppidan har haft en kulturhistorisk intention; brevet fortsætter:
Herigennem har jeg søgt at give et Billede af det danske Folk i det nittende Århundrede i den Udstrækning, jeg har haft Lejlighed til at lære det at kende.
Den åndshistoriske og ideologiske intention hænger sammen i den meget spændende og forklarende fortsættelse af brevet:
– Men når jeg har samlet Skildringerne omkring Lykke-Pers Person, er det for tillige at give noget mere. Jeg har søgt for mig selv at efterspore og klarlægge Grundene til, at Halvfjerdsernes såkaldte Gennembrudsbevægelse, trods alt, måtte mislykkes, i hvert Fald i første Omgang, idet den stødte an mod de evige Love, hvorefter Menneskeskæbner og Tidsskæbner styres.
Sætter man denne udredning i forhold til romanen, må man straks hæfte sig ved lykkejægeren Per Sidenius, der fristes af Nathan 307 til en stor prometisk-cæsarisk bedrift, der skal gennembryde "materiens" skranker og skabe åndelig og materiel frihed for Sideniusserne, som knuges under Guds magt eller "Tilværelsens styrende Magter". I "Enetalen" fra Politiken d. 12.3.1897, som indgik forkortet og noget tillempet i romanen, havde Pontoppidan skrevet:
Anser man sig desuden i Besiddelse af Ævner og Kræfter og maaske oven i Købet af et Kald, giver man sig til at reformere og revolutionere for ligesom en Gud at omskabe Menneskene i sit Billede.
Som ung ville Per "kontrollere (…) det store Verdensmaskineri" med sit projekt, som ældre blot kende sit eget jeg. "Enetalen" er inspireret af Nietzsches lære i Die Geburt der Tragödie (GT) om den dionysiske gigant Prometheus, der vil overskride "loven" og lænkes til lidelsens og selverkendelsens klippe. De "evige Love, hvorefter Menneskeskæbner og Tidsskæbner styres", hentyder til det apollinske krav til individet og slægten om selverkendelse, mådehold i forhold til det guddommelige. Pontoppidans noget inkonsekvente formulering: at oprøret mod disse love i hvert fald i første omgang "måtte mislykkes", må tilskrives den omstændighed, at Pers oprør jo knyttes til en teknisk totaludnyttelse af Jordens kræfter, som meget vel engang kunne blive virkeliggjort. At Pontoppidan senere vælger at knytte sig til den apollinske selverkendelse fremfor til menneskets prometiske vilje til selv at bestemme lovene, viser romanen De dødes Rige med al tydelighed.
Hvad angår Pontoppidans hentydning til "Gennembrudsbevægelsen", så har Nathans appel jo først og fremmest åndelig kvalitet: den er et opråb til frigørelse. Jævnsides med den intention, Pontoppidan i brevet antyder, vil dette sige, at Pers frigørelsesforsøg fra kristendommen var planlagt til at mislykkes, akkurat som de gennembrudskæmper, romanen beskriver i de to første bind, forbliver og forblev stækkede. En rest af det gamle jeg, af de kristne anfægtelser, blev siddende i dem og var årsagen til deres uproduktive sjælesplittelse. Romanen skulle med andre ord være en stor udfoldelse af den problematik, der ligger i krøniken "Ørneflugt". Tvivler man herpå, må resten af brevet virke overbevisende:
Også om Lykke handler dog Bogen; thi at Titlen skal forstås ironisk er ikke ganske rigtigt (...), – men Ordet Lykke har i mine øren en melankolsk Klang, 308 og "Moralen" i denne Bog er ganske den samme som i min forrige store Roman, hvor den tydeligt og ganske uironisk er udtrykt i de Ord: "at Lykken her i Livet består i at fæste Rod i egen Jordbund og vokse i Lyset af den hjemlige Himmel" – hvor sort denne så er!
Denne form for lykke er den antikvariske, eller svinedrengens lykke, som Neergaard spotter over i samtalen med Per. At Per skulle ende i denne lykke, svarer nøje til brevets opstilling af miljøer; der netop ender med Kærsholm og Blombergs præstegårdshjem. Det hedder i romanen, da Per omsider har fundet hjem:
Drømmenes vilde Luftridt var tilende. Han var vendt tilbage til Virkeligheden, havde atter faaet Fodfæste paa den moderlige Jord. (A 8, s. 30).
Dette sker, da Per før ægteskabet med Inger hviler ud i moderens hjem. Hans endelige lykke er jo en helt anden: den "højeste Menneskelykke" er at blive sig sit eget selv "fuldt og klart bevidst", (A 8, s. 254), og ikke leve på "overleverede Forestillinger". Pers lykke er ikke melankolsk, men passioneret, romanen skulle (– med indførelsen af figuren Fjaltring) komme til at diskutere Pontoppidans oprindelige, melankolske lykke-opfattelse på det grundigste og med nye, ganske afvigende forslag. Allerede i romanens tredje bind (april 1899), et lille år efter dette brev, fremstilles grundlaget for Pers endelige, selverkendende lykke. Aron Israel påpeger her, at omgangen med det prometiske projekt kan hæve Per ud af den determination, som ellers var hans skæbnebestemte. Den prometiske fantasi er ideelt set en prometisk realisation. Her – i denne lykke – endte Per.
Hvor stor en andel i den Pontoppidans Nietzsche-læsning har haft, er allerede påvist. Det er sådan, at Pontoppidan fra begyndelsen episk har villet udnytte de ideologiske modeller (de tre historiearter, Prometeus-idéen i GT), men hensigten var altså at fremstille Per som en, der blev fristet til det monumentale, det cæsariske, og skulle ende i det antikvariske, i den moderlige jordbunds melankolske lykke. Melankolsk – fordi oprøret ikke kunne og aldrig kan lykkes. Undervejs med romanen og læsningen af Nietzsche1 begyndte tilliden til oprøret som åndelig 309 frigørelse at vokse. Det angreb, der af den overmodige Per rettedes mod Sideniusserne og som efter den oprindelige intention skulle vende sig mod Per selv, det fikseredes efterhånden i en karakteristik, som blev hentet hos Nietzsche (den kristne som en frustreret, afmægtig og reaktiv natur).
I symmetrisk sammenhæng med denne karakteristik udformedes endelig Pers sejrsbulletin i dagbogen, han blev frigjort, et helfærdigt menneske. Pontoppidan har vurderet sine præmisser fundamentalt om, bøgerne GT, Jenseits von Gut und Böse (J), Zur Genealogie der Moral (GM), Schopenhauer als Erzieher (SaE) kan siges at være særlig delagtige i denne omvurdering. Efter romanens afslutning skriver Pontoppidan bl.a. dette til Edv. Brandes (18.12.1904):
Der er desuden lidt usmageligt ved al literær Fremstilling af religiøse Brydninger, når sådanne ikke kan ses helt fra den komiske Side, og dette har hele Tiden tynget mig under Udarbejdelsen. Men Bogen måtte jeg skrive, og nu er jeg forhåbentlig mit sideniuske Alpdruck kvit for bestandig.2
Her er Pers frigørelse tydeligvis Pontoppidans private anliggende. At fremstilling af "religiøse Brydninger" kun burde ses fra "den komiske Side", og at den alvorlige fremstilling har tynget Pontoppidan, for hvem sagen, som det siges er alvorlig, det er en af de inkonsekvenser, læseren af hans breve må forklare sig. Pontoppidan var som brevskriver ingen "stærk" mand, han er personligt ærligere og stærkere i fiktionen, på brevskriverhold er han ofte maskeret og forærer sig en smule væk til adressatens anskuelser. At religiøse brydninger bør ses fra den komiske side, det er en cadeau til Edv. Brandes, der næsten var irreligiøs af profession.
Allerede i det stenografiske interview i Hver Ottende Dag, 10.9.1905, om romanen, forfatteren og forfatterskabet, røber den tidligere stålsatte demokrat, at den selvanalyse, afviklingen af det sideniuske Alpdruck har medført, implicerer en tilnærmelse til det, som i romanen kontrasterede det sideniuske: det aristokratiske.
Det tabte måtte ombyttes med noget vundent, men er man ikke klar over denne proces, vil Pontoppidans første ord i interviewet forbavse:
Jeg har slaaet mig ned her i Hillerød, dels af Hensyn til mine Børns Skolegang, dels fordi Byen og dens Omgivelser har trukket mig hertil, – og jeg tænker derved ikke udelukkende paa Naturskønhederne 310 her omkring. Vi lever her mellem de sidste Levninger af Danmarks Stortid. Der gaar et manende Sus af Historie gennem Slotsparkens Træer. Af Adelsvældens Historie. Naar jeg staar her og ser over paa Slottet, tænker jeg paa, hvor mange af den Slags Monumenter vor demokratiske Tid vil efterlade sig.
Det var det samme sus af en svunden stortid, fortælleren af Lykke-Per manede frem i beskrivelsen af Kærsholm i romanens 7. bind. Det er de aristokratiske idealer, romanens hovedpersoner, Per og Jakobe, orienterer sig efter, Per i drømmens, Jakobe i virkelighedens verden. Pontoppidan vælger som sin mest interessante forfader at fortælle om den præst, der i romanen går under navnet "den gale Sidenius", hedningen og galningen i præstekjole. Faderen får kun få ord, men farfaderen, "en egenraadig Mand og en kraftig Personlighed", der en overgang fradømmes præstekjolen, men listes ind igen ad en bagdør, beskrives i et helt afsnit som en modig og barsk herre, der gerne forsvarer sin mandfolkeære med bare næver. Denne omhyggelige udvælgelse af en passende forfader, hvad er den vel andet end en efterfølgelse af præstesønnen Per Sidenius' brug af den kritiske historie? Bevidst eller ubevidst omfortolkes forudsætningerne, man vælger den, man helst vil nedstamme fra.
Og i dette interview optræder for første gang et af de udsagn, der siden tillægges masken Schaff. Denne figur forfægter utallige anskuelser, som Pontoppidan har vundet gennem sin læsning af Nietzsche. Den psykiske atmosfære af forvovenhed, Pontoppidan i sine erindringsbind har lagt i beslutningen om at bryde med polyteknikerhvervet, udspringer af Nietzsches formuleringer af begrebet "den store bedrift", målet forude som skal skjule tomheden bagude. Pontoppidan har udtrykt kravet om selvhengivelsens forvovenhed i digtet "Memorandum", hans ungdoms beslutning er en digterisk illustration af denne forvovenhed. Nietzsche skriver (Menschliches, Allzumenschliches (MA) II, Der Wanderer, 319):
Das Rezept, um jetzt Glauben zu finden, heisst: Schone dich selber nicht! Willst du deine Meinung in ein glaubwürdiges Licht setzen, so zünde zuerst die eigne Hütte an!
Da Pontoppidan besluttede sig til at blive kunstner, handlede han ifølge interviewet sådan:
Med velberaad Hu brændte jeg ved den Lejlighed mine Skibe, brød Broen 311 til borgerlig Virksomhed af bag mig og lod staa til. Og det har jeg i Grunden aldrig fortrudt.
Denne handling omtales i "Erindringer" sådan:
Idet jeg mindedes, hvad Schaff plejede at sige, at vilde man naa frem til et Maal, skulde man bære sig ad som Napoleon, der altid først sørgede for at spærre alle Veje og sprænge alle Broer, der muliggjorde et Tilbagetog, var jeg gaaet hen paa Læreanstalten og havde hentet de Bøger og andre Ting, jeg endnu havde liggende der. (s. 140)
Således er den frigjorte Sidenius allerede synlig her og viser vej for gådegætteren.
