Pontoppidan og Nietzsche
Anden del
Kapitel III
Epos og program
Fortæller og forfatter. I.1
Kapitlerne V. Magtkirken og VI. Den hele Spøgelseskatekismus analyserer romanens beskrivelse af kristendom og kirke (der i romanen akkurat som hos Nietzsche identificeres). Kapitlet Magtkirken viser, hvorledes romanens kirke- og kristendomskritik meget nært er bygget op over Nietzsches argumentation i AC og GM. Kirken har konstant angrebet de menneskelige bestræbelser for at sikre sig materiel velstand, fordi den har set sit eget magtformål betinget af, at menneskene fikseres i en tilstand, som kirken alene (ved at skænke "frelse") kan udløse af. Menneskenes ulykkelige fattigdom er forudsætningen for deres behov for at lade sig frelse til et nyt og lykkeligere hinsides-liv.
Denne argumenterede kristendomskritik føres af Jakobe, som bestandig udvider den gennem sine breve til den vaklende Per. I sit største brev beskriver hun med Nietzsche som forlæg kristendommen som en slavereligion, opstået og næret af trælle i det romerske samfund. Kristendommens indrømmelser til fornuften og frisindet anskuer hun som et nødtvungent dække for magtbegæret.
Den figur, som i romanen episk hæfter for denne kritik, er pastor Blomberg. Kritikken bliver ikke modsagt af handlingsforløb eller antikritik, den er program, og det er ikke overraskende at træffe den igen i De Dødes Rige, hvor kirkens sociale arbejde kun er dække for dens verdslige magt. I [kapitel VI] Den hele Spøgelseskatekismus, som med forlæg i AC og J viser domstruslens indflydelse på individet, drøftes den specielt kristelige psyke: den, der er lydig under katekismen, bringes til en omvurdering af værdierne, Per beskriver denne psykiske tilstand i idéfiguren2 om "Kong Pukkelryg" og hans land. Kong Pukkelryg (navn for Kristus) har avlet et værdisystem, der har gjort det af med det romersk-fornemme, som Per selv orienterer sig mod.
Kap. VII Vilje til magt viser, hvorledes Per fra drengeårene af fortælleren er anlagt som Nietzsches "fornemme" menneske: barbaren, vildmanden, jagtende eventyr og store hændelser. Han udrustes med den totale magtvilje, vil undertvinge sine medmennesker. Han sættes til at demonstrere sin egen påstand: vil man målet, |33| skal man også ville midlerne, han udrustes med hensynsløshed, samvittighedsløshed, medlidenhedsløshed. I forhold til kunstnerne ironiserer han over deres mangel på praktisk interesse. Jakobe er fortællerens måler af Pers stræben, hun er også den, der gennemskuer hans afmægtige forlis, da han møder netop den, der symmetrisk og af natur har alle de egenskaber, som han selv forestiller sig at have: herskeren Bernhardt. Per forstiller sig overfor Jakobe, da han er fældet af Bernhardt, hvad der giver hende anledning til for første gang at se ham som en pukkelryg, en afmægtig, der omvurderer moralsk, hvad han ikke kan udføre reelt. Den kristelige forstillelse og omvurdering har mange udtryk i romanen, den kan findes hos Per, Blomberg, Inger, Signe og Eberhardt. Det væsentlige er, at kapitlet kan vise en accept af magtviljen (og dens repræsentant Bernhardt), Jakobe forsvarer hans handlinger som gunstige for samfundet og har kun Per, som diskvalificeres af sin moralsk-hykleriske fortolkning af sagen, som modstander. Siden indrømmer Per da også selv, at svaghed og ikke moralsk fortørnelse drev ham. Nogen moralsk fordømmelse af Bernhardt vil ikke kunne findes i romanen, end ikke da livstolkningen med Pers sidste station får nyt udtryk. Det siges endda, at Jakobes akcept af Bernhardt er skabt af Pers forlis, og hun foreholder stadig Per, at målet kræver midlerne. Kapitlet afslører allerede, at Pers projekt er dømt til at mislykkes, for Pers inderste væsen kan ikke borge for det.
Nietzsches karakteristik af det kristne "teologinstinkt" tages igen i anvendelse af Enslev og doktor Gaardbo mod broderen i De Dødes Rige, Pontoppidan har ikke senere brugt magtvilje-princippet i den i Lykke-Per stringent Nietzsche-nære fortolkning, så det vil ikke kunne siges præcist, hvordan han siden forholder sig til det. Jeg vil tro, at han har brugt det her for at vise, at Per ikke var hersker, og ikke har angrebet det, fordi angrebet på den præstelige natur ville blive svækket, hvis herskernaturen også blev kritiseret. Programmet har så at sige medført, at han måske selv blev trukket med, at han måtte sætte sig hinsides moralske vurderinger. Man kan ofte i hans senere forfatterskab træffe den anskuelse, at den gode hensigt helliger midlet.3 Kapitlets model er MA I, AC, J og GM.
|34| Kap. IX Prometeus og det store forsæt analyserer vildmanden Pers hengivelse til tre faktorer i Nietzsches NNH: den kritiske historie, den monumentale historie og det store forsæt. Per forkaster fortiden, fylder tomrummet bag sig med det store mål, som lidt efter lidt bliver til hans projekt. Efter sine mange skuffelser møder han omsider i Rom folket, som var titaner, trods afmagt fyldes han med monumental bestyrkelse. Det kan vises, at udformningen af Pers projekt og hans eget forhold til det er inspireret af Nietzsches opfattelse af Prometeus-myten i GT. Per vil som Prometeus give menneskene lynet, som skal frigøre og skaffe lykke og kultur. Han vil fordrive mørket over jorden med sine elektriske maskiner og vil som Prometeus – i Goethes digt – omskabe de stakkels Sideniusser i sit modige billede.
Da det er sagt, at Per i diskussionen om magtviljen allerede har vist sig ude af stand til at udfylde Cæsar-rollen, er han følgerigtigt også som Prometeus handleudygtig. Men Prometeus-idéen har både en materiel og åndelig side. Pers første dagbogsblad hentyder direkte til hans ungdoms forsøg på den totale magtudfoldelse og ender i det apollinske krav om selverkendelse. Nøjagtig samme idé er taget op i De Dødes Rige, der er et angreb på de menneskelige bestræbelser for at blande sig i den guddommelige naturs egen organisering. På "Favsingholm" kender menneskene sig selv, deres egen begrænsning, og dyrker beskedent jorden. Fra Pers projekt til Pers dagbogsblade går en lige linje, bestræbelsen for den åndelige frigørelse, dagbogens optegnelser er befriet for den naivitet, som forfatteren knytter til den prometiske handling. Prometeus-drømmen akcepteres af forfatteren. Det samme gælder "det store forsæt" og "den kritiske historie", Per ærer som gammel sin ungdoms store drømme, han lever lykkeligt uden forbindelse til slægten. I erindringsbindenes arrangement af bruddet med ingeniørgerningen er det netop disse to modeller, HP tager i brug.
Kap. X Nathan viser, hvordan fortælleren har påtaget sig på meget spidsfindig facon at drøfte Georg Brandes' idéer i romanform. Den afhandling, som Nathan lader trykke i "Lyset" har til forlæg |35| "Indledningen til Emigrantliteraturen", som først vakte storm om Brandes, og placerede ham i vækker-forholdet til dansk åndelig kultur. Det spidsfindige ved denne artikel er, at Per reagerer på den som var det "Aristokratisk Radikalisme", han læste. Dette dokumenteres ad forskellige veje. Endnu spidsfindigere er det, at Per som figur både er en præstesøn og en Aladdin, størrelser som Georg Brandes i "Indledningen" sammenkædede på fatal vis i vurderingen af den danske litteratur og psyke. Fortælleren har stillet sig selv den store opgave at undersøge Georg Brandes' vækkelsesforsøg ved i episk form at friste en præstesøn og et lykkebarn med en magtfilosofi, der stiller store krav til dens udøver. Det er Nathans forkyndelse, der henvises til, da Per i sin dagbog takker for at have levet i en tid, der kaldte på driften til frigørelse. Men det kan ikke nægtes, at ligesom forfatteren tager afstand fra Pers dyrkelse af sig selv som Cæsar, således tager han afstand fra de konsekvenser, som Nathans forkyndelse af den kommende stortid har i romanen. Nathans artikel styrker episk Pers cæsarisme, og den bevirker direkte, at hans teoretiske projekt fra et lokalt foretagende bliver et landsforetagende. Den naive cæsarisme, som Georg Brandes formulerer i sine artikler om Nietzsche (og for egen regning), den ironiserer forfatteren grundigt over ved at lade Per agere i den. Således har Nathan-portrættet i allerhøjeste grad både episk og kulturhistorisk funktion i romanen.
Det vides fra Bredsdorffs redegørelse for brevvekslingen mellem Pontoppidan og Georg Brandes, at Brandes protesterede mod portrættet, som ikke lignede virkeligheden. Pontoppidan ville ikke rette noget, fordi portrættet indgik i programmet. Nathan – en Pan – står i idékontrast (sammen med f. eks. Jakobe) til den sideniuske, præstelige natur. Hans rolle i romanen er at spille den dionysiske satyr, baggrunden for hans rolle er filosofisk udformet i krøniken "Den kongelige Gæst", der her indføres som supplementsfortolkning til Nathanskikkelsen. Den dionysiske lære, som Pontoppidan fandt i GT, og som har forskellige tolkninger, har øvet stor fascination på forfatteren. Som livslede-tolkning går det dionysiske omkvæd: det bedste for menneskene er aldrig at være født, det næstbedste snart at dø, igennem romanen De Dødes Rige, især udtrykt af Jytte Abildgaard. I Lykke-Per og Den kongelige Gæst [denne kursivering kommer an på om Moestrup her taler om "krøniken", 1902, eller om "den lille Roman", 1908"; Fl.B.s note] er tolkningen især den dionysiske |36| livsberuselse: menneskets hjemvenden til moder natur, denne tolkning sætter romanen i kontrast til Sidenius-holdningens naturrædde og glædesfattige tilværelse. Nathan-Pan er som Dionysos en livsfornyer, lokker til dans ved livsforyngelsens kilder.
Kap. XII Sideniuskarakteristik modstiller Jakobes og Pers væsen. I GM beskriver Nietzsche den fornemme og den præsteligt afmægtige natur, og det vises, at Per som konfliktlag i sin "cæsariske" bevidsthed netop har visse træk, som Nietzsche knytter til den præstelige opdragelse. I følge Nietzsche virker denne opdragelse kastrerende på individet, som opdrages til punktlighed, pligt, regelmæssighed i stedet for til selvstændighed, æventyrdrift o.s.v. Pers væsen er fra begyndelsen i kærlighedsforhold anlagt som kastratens, han er gold, kan ikke elske. Jakobe, som karakteriseres af den fornemmes dyder: sanddruhed, passion, selvbeherskelse, har nøjagtig, hvad Per mangler. Hun fælder den samme dom over hans væsen, som Nietzsche over den kristne, den afmægtige. Per har ifølge Jakobe kun den negative lidenskab: han er udelukkende reaktiv; hans dominerende følelser er had, hævn, trods. Derfor må han i sin svaghed omvurdere, hvad han ikke kan bestride. Denne karakteristik af teologinstinktet bliver ikke væltet som forfatterdom, men fortælleren påviser omhyggeligt, at Per siden udløser sig af den.
Kap. XIV Prometeus' afmagt viser, hvordan Per langsomt indefra og udefra nedbrydes af sin dødsangst. Det er påvist, hvorledes Per både anbringes i konflikt med det prometiske og det kristelige oprør (syndefald), og hvordan hans knæk medfører en omvurdering hos ham fra cæsariske idealer til kristelige forsagelsesidealer. Pers sindsspaltning, den kristeligt-antikke, som også forekommer hos romanens kunstnere, de "Uafhængige", er grundlaget for den samvittighedskamp, han bringes ind i. Hans sejr over dødsrædslen, der beviser hans frigørelse fra domsangsten, fra kristendommen, sker i sammenhæng med en tilbagevenden til ungdommens moral-fjerne dionysiske livsholdning. Det episke forløb er påvirket af SaE og GT.
Kap. XVI Kain og skylden viser med GM, Schuld som model, hvordan Pers skyldfølelse og manglende styrke til at modstå hjemmets |37| og troens tiltrækningskraft vokser i forhold til faderens verdslige voksende magt. Hans rejser hjem er beskrevet som bodsforanstaltninger, som afbetaling af skyld. Han fuldfører sin landmålereksamen som en kristelig bodsgang under Guds øjne. Modellen har ingen forfatterforpligtelse, men synes at være en teoretisk hjælp på et område, hvor den personlige erfaring ikke slog til. Det eksistentielle indhold i Kainsrollen slår derimod stadig igennem i den fra Spøgelser (1888) og Det forjættede Land (1891-95) kendte form.
Kap. XV Svinedrengen går tilbage til Nietzsches behandling af den kritiske og antikvariske historie i NNH. Hele det episke forløbs strømføring er indkapslet i diskussionen mellem Neergaard og Per i romanens andet bind. Neergaard er det antikvariske menneske i dets tragiske udformning: hensynet til og pieteten overfor hjemmet har spoleret hans liv. Han er lænket til sine familjeminder, mens Per, som har frigjort sig ved den kritiske historie, er "fri som Fuglen". Den antikvariske binding er Pers risiko, som han falder for. I ægteskabet med Inger optræder han tydeligt understreget som den "svinedreng", som Neergaard kendte af erfaring. Denne skæbne løber på spidsfindig vis sammen med et af den hjemlige Nietzsche-debats begreber: den hyggelige kakkelovnslykke: svinelykken. I ægteskabet med Inger er Neergaards skæbne også Per vis, hans bekendtskab med Fjaltring bliver redningen. Nietzsches påvisning af pietetens farlighed er flere andre steder (breve, journalistik) kommet til udtryk hos Pontoppidan. Det episke forløb, som er analyseret i dette kapitel, er en nøjagtig pendant til krøniken "Ørneflugt", og romanen var oprindelig bestemt til at skulle gentage dette forløb.4 At den ikke kom til at gøre det skyldes, at romanens drøftelse af begrebet "lykke" specielt med bogen SaE blev ført ind i en ny fase.
Kap. XVII Den store passion genoptager med forlæg i FW og MA II den prometiske higen efter frigørelse. Aron Israel udtrykker Nietzsches synspunkt, at troen på værket, den fantastiske selvtillid, kan medføre, at det, som individet vil med sit arbejde, lykkes, selvom ikke selve arbejdet lykkes. Hvad Per ville med sit projekt, var netop at frigøre menneskene. Det hævdes, at den prometiske |38| drøm er en form for prometisk realisation. Forfatterens stilling i debatten vises ved, at Israels modstander, skeptikeren Eybert, fremstilles som en Sidenius. Men for at læseren kan akceptere, at Per har den prometiske passion, må først Jakobes karakteristik af ham som et menneske, der kun ejer negativ lidenskab, men ikke den lidenskab, der tilgiver forurettelsen, der læger sårene, ophæves. Dette fremstiller fortælleren ved på den døende Pers væg at anbringe faderens ur. Han er udløst af den blot reaktive holdning til omgivelserne. Fjaltring spiller, som Schopenhauer gjorde det for Nietzsche, rollen som opdrager og befrier. Han viser Per vejen til den jord, som rent naturalistisk er beredt for ham. Den golde, der ikke kan elske, ikke leve, må søge sin lykke i afsavnet, håbløsheden, i den nøgne klitegn. Fjaltring viser ham ved sin skæbne (selvmordet fremkaldt af den kristelige samvittighedskonflikt) faren ved den passionerede tro, der stadig næres af tvivlen; frigjort af troens bindinger kan Per søge den store lykke i den store lidelse.
Slutkapitlet XVIII Uendelighedens ro analyserer, stadig med SaE som model for de personlighedsdrøftende betragtninger, sidste kapitel er sammensat af, Pers seneste udvikling. Lykken i lidelsen afløses af selverkendelsens lykke. Romanens dionysisk-apollinske lære afsluttes her i heltens apollinske selverkendelse, der beskrives som den højeste menneskelige lykke. Pers frigørelsesbulletin om sig selv som et "helfærdigt" menneske, om den der ikke blev en Sidenius, står i symmetrisk overensstemmelse med Jakobes karakteristik af det, som Per manglede i at være et menneske med den rette lidenskab. Han har nu i sin radikale søgen efter det rette voksested vundet den lidenskab, der ikke er reaktiv, men lægende. Han kalder den selv en "urmenneskelig" lidenskab.
Krøniken om krøblingen, der hverken er mand eller kvinde, barn eller voksen, men alligevel kender en afklaret lykke, der ikke er andre beskåret, går i naturalistisk og metafysisk retning. Krøblingens skæbne er i den naturalistiske fortolkningssammenhæng at forstå som den betaling, Per måtte erlægge for at beholde sin egen vilje. Faderen ville straffe hans genstridighed og skræmte ham derop, hvor han ikke havde forudsætninger for at klare sig. |39| Men den forulykkede krøbling, der kun færdes i drømmens, kontemplationens verden, ejer en lykke, som kun den, der er udløst af driftsverdenen, kan kende. Den lykke er beskrevet i SaE, og det er den, som sprogligt knyttes til krøblingen, som drømmer i uendelighedens ro. Naturen er vis og miskundelig.
Nøjagtig samme lykke-forestillinger knyttes til Torben Dihmer i De Dødes Rige, også først i afsavn og håbløshed, i fornægtelsen af den kønslige drift, når han til det maximum af lykke, der er ham beskåret. Den personlighedsdrøftelse, der finder sted i Lykke-Pers sidste kapitel, gentages i De Dødes Rige og med nøjagtig samme forlæg (SaE). Der er ingen tvivl om, at der er en dyb personlig forpligtelse i denne påvirkning, og der kan i interviews og artikler findes samstemmende udsagn fra forfatteren Pontoppidan. Hvad der skulle have været en melankolsk roman om svinedrengens tilbagevenden til den moderlige jord, blev til en lykkelig roman om selverkendelsens og afsavnets højeste lykke.
Romanen har direkte appel til læseren. Per siger til
skolelæreren, at enhver må søge sit voksested for
at blive frigjort og lykkelig; dette udsagn, der er et paradigme
for Pers skæbne, er naturligvis romanens og forfatterens
læresætning.