Pontoppidan og Nietzsche

Anden del

Kapitel II

Påvirkningsteoretiske betragtninger

I.

Dette arbejde er først og fremmest et forsøg på at fortolke og forstå et kunstværk ved hjælp af dets forudsætninger, en række filosofiske skrifter. Forsøget går mere ud på at fortolke kunstværket end på at dokumentere en påvirkning, selvom dette også sker. En rent empirisk undersøgelse af HPs Nietzsche-læsning er også blevet anlagt1, jeg har ad denne vej kunnet dokumentere, at HP fra og med foråret 1900 har beskæftiget sig med læsning af Nietzsche. Det kunne nok se ud til, at en førstegangs-læsning her har fundet sted, men det er klart, at muligheden for historisk at nå frem til en sikker empirisk-tidsfæstet dokumentation af HPs tidligste Nietzsche-læsning både er ringere og mere perspektivløs end undersøgelsen af påvirkningen i det litterære værk. Undersøgelsen af påvirkningernes placering i værket må rette sig mod, hvad man ville kunne kalde det episke og det programmatiske, eller fortæller- og forfatterforpligtelse. Det må fastslås, om påvirkningen er udtryk for et personligt uforpligtet forbrug af påvirkningsgodsets idéer, som epikeren tærer på uden at lade dem få konsekvens eller fatalitet i kunstværket, eller om de udløser en determination for det episke, der beviser forfatterens personlige forpligtethed overfor det ideologiske program (eller dele af det), som påvirkningsmaterialet repræsenterer. En påvirkningsundersøgelse må altså undersøge, om påvirkningen har afsat sig i værket som resultat af en selvstændig stillingtagende førstehåndslæsning, eller som et aftryk af tidsstrømningers overfladiske slogantilbud. I dette tilfælde er hensigten altså at undersøge påvirkningens grad af indlæst og indlevet Nietzsche-problematik (og dermed også den kunstneriske forarbejdning eller sproglige transformation af påvirkningen), mens der ikke vil blive gjort meget ved de nietzscheanistiske2 påvirkninger, som reagerer på tidens stikord ved at gentage dem i værkerne uden at de får konsekvens eller fatalitet. I påvirkningsundersøgelser vil man ofte høre om disse slagordsforbrug i de litterære værker (se f.eks. Beyer: Nietzsche og Norden), og dette er selvfølgelig legitimt, dog tror jeg, at denne tendens forsynder sig mod en stiltiende grundlov i den litterære kvalifikation: at originalitet, d.v.s. autonom reaktion og realisation af givne påvirkninger og forudsætninger, er et af kunstnerens vigtigste og nødvendigste kendetegn. Man synes at kræve, at en påvirkning for at være acceptabel skal optræde i det litterære værk i dens originale sproglige form.

Naturligvis (og heldigvis) kan begge påvirkningsudtryk færdes side om side i det påvirkede værk, og det kan ikke nægtes, at det er de slagordsprægede, uforarbejdede udsagn, der i første omgang vil føre sandsynlighedsbevis for påvirkning. Men hvor disse uforarbejdede udsagn står alene i værket, er de uinteressante og irrelevante. Først når påvirkningen får konsekvens, og dermed menes konsekvens for værkets organisering af personkarakteristik, handlingsforløb, skæbneforløb, er påvirkningen virkelig relevant. Sålænge den f. eks. kun afsætter sig i replikker, der modbevises af handling eller skæbne, har den ingen konsekvens. Påvirkningens forhold til det episke og programmatiske kan vist forklares ud fra denne konsekvensteori. En påvirkningsidé kan meget vel virke determinerende på et afsluttet episk forløb, være dets model, men dette forløb kan væltes af et i romanen senere optrædende forløb. Den idé, som var den første episke bølges strømfører afslører sig da – for læseren som for den, der agerer i denne bølge – som en illusion, den får ingen indflydelse i romanens definitive program. Romanens program kan naturligvis netop kun læses bagfra og forstås forfra; når det sidste ord er skrevet, og personernes skæbner er fastlagt i forhold til deres erklærede intentioner, er det muligt at bryde igennem de to fælder af illusion, som enhver læser udsættes for: den fortælleren udsætter sine personer for og den, læseren som individ medbringer overfor enhver fremmed (litterær) virkelighed.

Principielt kan man – hvor påvirkningsundersøgelsens art er ideologisk – hævde, at det påvirkede kunstværk ikke vil kunne analyseres og fortolkes meningsfuldt udtømmende uden kendskab til påvirkningsforlæggets originale indhold. Den digteriske omformning af forlægget kan være en risiko for fortolkeren i den forstand, at den overspringer tankeled og kun bruger konklusioner eller præmisser, fortolkeren vil kunne risikere at blive ført på afveje ved f. eks. ikke at kunne øjne sammenhængen mellem præmisserne og konklusionen eller sammenhængen mellem to tilsyneladende hinanden fremmede idéforløb. Der kan også i kunstværket være opstillet en påvirket problematik, som ikke synes at kunne løses indenfor kunstværkets egne rammer, denne problematik kan påvirkningsforlægget eventuelt løse ved at skærpe opmærksomheden om de (måske oversete) detaljer i kunstværket, som fører til løsningen.

Påvirkningsforlægget kan altså optræde som kontekst for fortolkningen af kunstværket. Dette kan måske synes lovlig spidsfindigt, og det er klart, at metoden kun har værdi i de tilfælde, hvor uenigheden om tolkningen er så stor, at nye tolkningsmetoder må bringes ind. Mange af HPs værker er så komplicerede og "lukkede", at det er nødvendigt at opløse dem påny i lyset af enhver uforsøgt tolknings-metode. På et så gådefyldt og forvirrende forfatterskab som HPs, hvor målestokke synes at mangle, fordi man ikke kan blive enige om forfatterens indre sammenhæng og realisation af denne sammenhæng i litteratur og litterært liv, kan påvirkningsmaterialet måske ligge som en defineret og håndgribelig faktor, en målestok, som påvirkningsundersøgelsen kan gribe og konfrontere med påvirkningens aftryk i det singulære værk eller i forfatterskabet. Derigennem kan en indre tematik, en dialog og dens udsagn, oplyse om et åndeligt tilknytningsforhold, som fungerer uforstyrret af ydre omstændigheder. Påvirkningsidéernes realisation i kunstværkerne over en længere årrække kan berette om en orientering, der i forhold til det fikserede forlæg kan vurderes som accept, forkastelse, konflikt osv. Forfatterens forhold til visse holdninger og idéer vil kunne følges ud fra denne fikserede målestok, hvis han beskriver dem med argumenter, der udspringer af påvirkningskilden. Påvirkningsgodset har altså måske en mulighed for at kunne etablere en målestok for idésammenhæng eller idéudvikling hos forfatteren, for analyse af hans personlighed og sammenhængen mellem personlighed og værk.

Fjord Jensen formulerer en hel lille påvirkningsteori (Den ny kritik, Berlingske Forlag, 1962), der opponerer mod opfattelsen af påvirkninger som værende "elementprocesser" (s. 44). "De afgørende påvirkninger sker ikke gennem isoleret overførsel, men i helheder, d.v.s. i samlet inspiration fra påvirkningskilden". Fjord Jensens teori hviler givetvis på hans praktiske arbejde med Turgenjev-inspirationen i Danmark og synes endnu uafklaret. FJ synes at konkludere:

"En helhedspåvirkning (…) er automatisk og nødvendigvis en centralpåvirkning og fører uundgåeligt ind til centrallagene i digtningen, thi den er ikke blot en teknisk overtagelse af visse træk, men forudsætter en bevidst eller ubevidst accept af en hel livsholdning." (s. 44). Det er jo det samme, som her er sagt: den relevante påvirkning har konsekvens for kunstværket. Det går heller ikke an at polemisere mod Fjord Jensens definition, for hvis "en centralpåvirkning" forudsætter accept af en "hel livsholdning", så må man jo acceptere, at sådan er netop den form for påvirkning defineret. Men hvis man ser på Fjord Jensens bestemmelse af, hvor centralpåvirkningen lejrer sig: i "centrallagene" som i deres udtryk (det tekniske), så kan man jo f.eks. nævne en forfatter som Helge Rode, hvis dramatiske forfatterskab i dets "centrallag" var ganske gevaldigt opfyldt af Nietzsches moralfilosofi, men hvis intention netop gik ud på at gøre det af med Nietzsche. Dette anføres kun for at præcisere en afvigende opfattelse af påvirkningsprocessen i forhold til påvirkningsmodtagerens livsholdning. For det første tror jeg ikke på, at en centralpåvirkning med dens accept af en hel livsholdning kan forløbe "ubevidst" for påvirkningsmodtageren, for det andet kan jeg ikke forestille mig, at en sådan centralpåvirkning eksisterer. Den forudsætter, at påvirkningskilden kan byde på en hel livsholdning, at den indeholder total afklarethed og mangler enhver konflikt, og den forudsætter, at påvirkningsmodtageren har samme forudsætning. Hvis en sådan påvirkningskilde forefindes, ville den altså kun kunne mødes af enten søgende eller åndsbeslægtede individer, men ikke af dem, hvis bevidsthed enten er konfliktfyldt eller afklaret om andre værdier. Så vidt jeg kan se, er det netop i det sidste tilfælde, at påvirkningsundersøgelsen kan sige noget nyt, for i første tilfælde vil den næppe kunne sige meget mere end det allerede vidste. Det korte af det lange er, at påvirkningen efter min mening som determinerende faktor kan udtrykke flere holdninger end accepten, den kan være en bevidst forkastelse af påvirkningen (f.eks. gennem den episke forkastelse af en person, som gestalter idéen), den kan udtrykke sig i en konflikt mellem påvirkningsidéen og en personligt forpligtet idé, den kan udtrykkes personligt uforpligtet men alligevel være determinerende for kunstværket som model for et episk forløb, der ikke får betydning for kunstværkets endelige idéprogram. Jeg tror, at kunstneren forholder sig lige så nuanceret og selvstændigt til påvirkningskilden som hvert menneske gør overfor den virkelig betydningsfulde hændelse: etablerer dialog på de givne vilkår. Dette gælder i hvert fald HPs forhold til Nietzsche; det er en dialog på givne vilkår, som i forhold til forestillingen om en hel livsholdningsaccept må beskrives som en personligt tilegnet selektiv accept af visse sider i Nietzsches forfatterskab. Om denne accept beretter dette kapitels tredje afsnit: Epos og program, fortæller og forfatter. I.

II.

Det allerede sagte kan præciseres ved et terminologisk lån fra den strukturelle lingvistik. Opfatter man nemlig påvirkningselementet (eller den totale påvirkning) som et tegn, en udtryks/indholdsstørrelse, så kræver den pavirkningsundersøgelse, der vil beskæftige sig med fortolkningen af det påvirkede kunstværk med støtte i påvirkningskilden, at udtrykket implicerer indholdet. Den blotte udtryksoverensstemmelse mellem kilde og kunstværk er uden interesse, fordi stil-identiteten kun beviser et koketteri med udtrykkets, ikke meningens fascination. Heri ligger igen en fra Fjord Jensen afvigende opfattelse, jeg mener, at man meget vel vil kunne tale om en udtrykspåvirkning, der ikke får konsekvens for indholdet. Stilfascination behøver ikke at medføre motiv- eller idéfascination, ligeså lidt som idéfascination behøver at medføre stilfascination. Dette vil i høj grad kunne dokumenteres, hvis påvirkningskilden byder på en fikseret motivverden, som får sprogligt forskellige udtryk. Nietzsches motivverden kan beskrives med den største meningsmæssige konsekvens, men denne motivverden udtrykkes i et meget foranderligt sprog. Der er stor forskel på udtrykket i f.eks. GT, MA og Z. Især har sidstnævnte bog ved sin lyriske patos afsat stilpåvirkninger, der ikke har fået den indholdsmæssige konsekvens, som værket ejer, fordi værket simpelthen har tiltrukket lyrikere, hvis åndsbeslægtethed lå i udtrykkets, men ikke i indholdets art. Her er påvirkningen sproglig attitude. Omvendt kan man tænke sig en overensstemmelse hos påvirker og påvirket, der afsætter meningsidentitet, men ikke udtryksidentitet, selvom den påvirkede reelt tiltrækkes af udtrykket. Det er tilfældet med HP og Nietzsche3, men HPs stilidealer lå for fjernt fra f.eks. Nietzsches lyrisk-patetiske i Z. Derimod er det nok muligt, at HP har ladet sig influere af Nietzsches krav om klarhed og knaphed i stilen4, han har i hvert fald understreget en hel del aforismer, der omhandler denne bestræbelse. Netop denne bestræbelse er jo også en indrømmelse til indholdets prægnans.

Den relevante påvirkning er altså en funktion i kunstværket af udtryk/indhold, og det er denne funktion, som her skal forsøges undersøgt. I mange tilfælde er udtrykspåvirkning uden funktion forbigået, i andre er indholdspåvirkning uden det originale udtryk undersøgt. Nu er det naturligvis sådan, at man aldrig vil kunne fæste tillid til påvirkningsdokumentationen medmindre et vist maximum af udtryks/indholdsidentitet mellem kilde og kunstværk påvises. Denne påvisning sker igennem hele dette arbejde. Men påvisningen er ingen kvantitativ ophobning, fordi den ikke er mål i sig selv, men middel for fortolkningen. Arbejdet med fortolkningen er foregået som en stadig læsning af kunstværket, hvis problematiske sammenhænge er blevet henvist til en kontekstlæsning af forlæg og kunstværk. Det vil sige, at kunstværkets sammenhæng er det givne, det dominante, kontekstens sammenhæng den faktor, der kan udfylde og forklare problemerne i kunstværket. Strømføringen i de episke forløb kan således overskues ud fra de faktorer i konteksten, der måske har organiseret disse forløb. Det er derfor ikke sådan, at det, der ikke er Nietzsche-påvirket i denne roman, heller ikke analyseres, forsøget tilstræber en udtømmende analyse, syntese og fortolkning.

Den mulige fordel ved kontekstanalysen er, at fortolkeren, som kender påvirkningsstørrelsens konsekvens i forlægget, også kan se den, hvor den har konsekvens eller funktion i kunstværket. Såfremt påvirkningen ikke har udtryksidentitet, men indholdsidentitet, kan fortolkeren muligvis se sammenhænge mellem dette og hint, som ellers ikke vil blive erkendt. Vælger jeg f.eks. udtrykket: "vilje til magt", vil jeg kende de implicerede moralske konsekvenser af dette princip, konsekvenser i vurdering af kristendom, menneske og samfund. Denne sammenhæng vil ikke være f.eks. nærlæseren umiddelbart klar og vil kunne placere ham i en moralsk opfattelse af de episke forløb, der ikke overensstemmer med forfatterens intention. Kontekstfortolkeren vil på forhånd være foræret visse konsekvenser af udtrykspåvirkninger. Disse udtrykspåvirkninger (f.eks. "vilje til magt") vil være at opfatte som signaler for visse episke forløb, og fortolkeren kan da se, om udtrykket får den konsekvens, som påvirkningskilden etablerer, og i hvor mange lag konsekvensen afsætter sig. Så er sammenhænge i fortolkningen etableret. Får udtrykket (signalet) konsekvens i overensstemmelse med kildens konsekvens, så er påvirkningen model. Væltes denne model af et senere forløb, er dette at opfatte som forfatterens forkastelse af modellen, men først når romanens totalitet er undersøgt, vil der være mulighed for at udskille program fra epos eller forfatter fra fortæller. Et væltet forløb kan nemlig siden oprejses af et nyt forløb, som argumenterer overfor modellen på en afvigende måde. Dette kan belyses ved at tage et påvirkningsudsagn, der er uhyre vigtigt i romanen, og som har udtryk/indholdskonsekvens. Dette udsagn er gennemgående og konfronteres til stadighed med ny problematik, samtidig med at det til stadighed koncentreres mod romanens endelige intention eller program. Nietzsche karakteriserer det fornemme menneske, som kristendommen har gjort det af med, på følgende måde:

Mut aber und Abenteuer und Lust am Ungewissen, am Ungewagten, – Mut dünkt mich des Menschen ganze Vorgeschichte. (Z, Von der Wissenschaft).

... Krieg, Abenteuer, Jagd, Tanz, Kampfspiele und alles überhaupt, was starkes, freies, frohgemutes Handeln in sich schliesst. (GM, Gut und Böse, 7).

Denne karakteristik kan følges gennem romanen. Per valgte ingeniørgerningen, fordi den muliggjorde et

... frit omflakkende Liv, fuldt af Æventyr og spændende Tildragelser. (A 1, s. 42).

Da Jakobe og Per knytter forventninger til resultaterne af Pers projekt, drømmer de om:

det nye Aarhundrede, der skulde gengive Menneskene Aandens Frihed, genvække Handlemodet og Eventyrdriften, bygge Altre for Styrken og den store Daad paa Kirkernes Ruiner. (A 4, s. 134).

Da Per er knækket og hviler ud på Kærsholm, beskrives afkommet af de vikinger, som han i sit tidligere liv har set op til. Fortælleren forsøger en sammenfatning af et folks udvikling (eller degeneration); om herremanden hedder det:

(han)...fristedes (…) stadig mindre af Eventyret og det ubekvemme Krigerliv. Vikingernes Ætling bliver Studehandler. (A 7, s. 5)

Og den frigjorte vejassistent Per, der havde modet til "Aandens Frihed" kan i sin dagbog skrive om sin kamp:

Uden den urmenneskelige Udfoldelsesdrift, den selvskabende Kraft, der ytrer sig i Lidenskaben (…), og uden et stort, ja eventyrligt Mod til at ville sig selv (…) naaer Ingen til virkelig Frigjorthed. (A 8, s. 266).


 
[1] Kapitlet: HPs Nietzsche-læsning. tilbage
[2] Nietzscheanisme defineret som det personligt uforpligtede ekko af tidsåndens slogan-tilbud. tilbage
[3] HP citerer i Erindringer (s. 137) Nietzsches ord fra Z (ikke fra FW som han skriver):

Den trehundredaarige Slægtsarv som kirkelig Skribent gik fra ham over til hans to teologiske Sønner, af hvilke navnlig Mortens frugtbare Virksomhed i Opbyggelsesliteraturen bekræfter Nietzsches ord i "Die fröhliche Wissenschaft", at hvad Faderen gaar tavs med, kommer til Orde hos Sønnen. Med Digterfilosofens egen Guldpen: "Was im Vater schweigt, das kommt im Sohne zum Reden".

Citationen viser, at HP gav sig af med at kunne Nietzsche udenad, for citatet hedder korrekt: "Was der Vater schwieg, das kommt im Sohne zum Reden" (Z, 2. del. Von den Taranteln). tilbage
[4] I MA I og II. tilbage