Pontoppidan og Nietzsche
Tredje del. Lykke-Per
Kapitel VI
|
"Den hele Spøgelsekatekismus"
(I Kong Pukkelrygs Land)
Per ræsonerer efter broderen Eberhardts besøg:
Og hvor var det et karakteristisk Træk, en ægte "sideniusk" Tanke at benytte netop Sygdom og Dødsleje som Anledning til et fornyet Forsøg paa at skræmme ham tilbage til Hjemmets og Barnetroens Skød ... at bruge selve Døden som Hververkorporal for Underverdenens sorte Korsdragerskare. (A 1, s. 184-185)
En af de "frie Aander", maleren Fritjof, kredser om hvad der er "paa den anden Side Graven". (A 1, s. 81)
Dersom Livet ikke er forbi med Præstens Amen – og har egentlig nogen for Alvor turdet paastaa det modsatte, spørger jeg? – Hvad saa, unge Mand? Kommer der saa ikke alligevel en Regnskabets Dag ... (A 1, s. 82)
Per betragter forbavset "denne skæggede Vildbams"
denne Livsglædens og Skønheds-Dyrkelsens ildfuldeste Apostel, der pludselig aabenbarede sig for ham som hans Faders og Moders Aandsfælle, en Underjordisk, der med sine inderste, frygtsomme Tanker færdedes i Skyggeriget, kredsede omkring Graven og den hinsidige Dommer, ræd for de Lysets Magter, han selv for et Øjeblik siden overmodigt havde paakaldt! – (A 1, s. 82)
Ved "hedningens", den livsnydende højbådsmands død er Per selv underkastet Fritjofs dilemma
For første Gang havde Livets Uhygge, Tilintetgørelsens uafvendelige Gru trængt sig ind paa ham ...
Rastløs jages Per rundt paa gaderne af sin dødsrædsel. Det er søndag, han forfølges af kirkeklokkernes "Helvedeslarm".
Han følte sig overhovedet aldrig saa fredløs, aldrig saa mistrøstig som paa en saadan Helligdag, hvor Synet af de tilskoddede Butikker, de vogntomme Gader, de sortklædte Kirkegængere med deres korsprydede Salmebog overalt fortalte om Menneskenes ydmyge Underkastelse under Spøgelsesfrygtens Trælleaag. (Alle cit. A 2, s. 57)
|97| Disse citater afgiver tilstrækkeligt materiale til at beskrive den kristendomsopfattelse, der hersker i Pers bevidsthed. Den barnetro, som Per er flygtet fra, vil trække ham tilbage med døden som skræmmemiddel, d.v.s. ved hjælp af individets angst for den hinsidige dom. Det frafaldne individ lever under risiko for evig fordømmelse. Pers fader skal dø, men hans død skal samtidig tjene som indvielse til det, Per opfatter som døden: den knægtede natur – angsten for livet, den himmelvendte passivitet. Per kalder kristendommen "Spøgelsesfrygtens Trælleaag", dens undersåtter "Underverdenens sorte Korsdragerskare", "de Underjordiske"; de er trælle, fordi de er bange for "lyset": det frie, (ateistisk teori og praksis) handledygtige liv. De færdes ikke her på jorden, men i "Skyggeriget" omkring graven og dommeren.
Kontrasteringen: underjordisk inaktiv-frygtsom livsholdning overfor aktiv, producerende dennesidig livsholdning er med dens metaforiske figurer hentet fra Nietzsche:
Wenn man das Schwergewicht des Lebens nicht ins Leben, sondern ins "Jenseits" verlegt – ins Nichts –, so hat man dem Leben uberhaupt das Schwergewicht genommen. Die grosse Lüge von der Personal-Unsterblichkeit zerstört jede Vernunft, jede Natur im Instinkte, – Alles, was wohltätig, was lebenbefördernd, was zukunftverbürgend in den Instinkten ist, erregt nunmehr Misstrauen. (AC, s. 43. HP)
Hvorfor skal man overhovedet arbejde, når
Ebenso viele "Versuchungen", ebenso viele Ablenkungen vom "rechten Weg" – "eins ist Not" ... Dass jeder als "unsterbliche Seele" mit jedem gleichen Rang hat ...
At kun et er fornødent er Pers faders udsagn. Denne repræsentant for de underjordiske siger om det havneprojekt i hjembyen, der oprindelig gav Per ideen til ingeniørgerningen:
Disse Folk, med deres idelige Bekymringer for alle andre Ting end netop det ene Fornødne ...
Og han havde udtalt sig "meget overlegent og yderst ringeagtende" om projektets idé: "ved en omfattende Regulering og Uddybning af Fjordindløbet at søge Byens hensygnende Skibsfart fremmet ..." (begge cit., A 1, s. 42). Pers fader foragter rigdom og gods, hans værdisystem er kristendommens, hvor sjælene er lige for Herrens dom. Men for sin menighed er han trods alt den herskende, og overfor den frafaldne Per repræsenterer Eberhardt "Kirkens Tugt". Den, der |98| er fyldt med kristendommens normer og samvittighedstyngende problemstillinger, vil som Per føle enhver kontakt med det undflyede miljø som en jagt på sig:
For hvad vilde de ham andet end at bøje ham til Lydighed under Slægtens og Kirkens Tugt? Hvem var det, de havde haft Bud efter? Det var ikke Længsel efter at se ham saaledes, som Naturen nu en Gang havde skabt ham – fri, frank, glad – der havde faaet dem til endelig at kalde paa ham. Det var alene hans Underkastelse, de utaalmodigt ventede paa. Det var hans Ydmygelse, det hastede med nu, da Faderen skulde til at dø. Hvad de vilde, var en hjærterørende Familjescene, hvor den bodfærdige Søn modtog sin døende Faders Tilgivelse for, at han ikke forlængst havde faaet sit Livsmod stækket, ikke før nu havde villet lade sig indrullere i det lange Skyggetog af Dødens Slaver. (A 1, s. 185)
Per skal bøje sig for slægtens, kirkens og dens overhoved: faderens værdisystem og knægte sin egen natur. Kirkens magtmidler hertil er psykologiske, anfægter bevidstheden med dommedagskompleksets teologiske figurer:
Die Begriffe "Jenseits", "Jüngstes Gericht", "Unsterblichkeit der Seele", die "Seele" selbst: es sind Folter-Instrumente2, es sind Systeme von Grausamkeiten, vermöge deren der Priester Herr wurde, Herr blieb ... (AC, s. 38. HP)
Per forstår, at mennesker med eller uden præstekrave ligger under for "Overtroens Spøgelser", det kristelige dommedagskompleks, og at dette har til hensigt at bevare magten for Gud og hans tjenere og afskrække menneskene fra selv at tiltage sig magt, ære og gods. Den overmodige Per må forskrækket konstatere:
Jo, Gu' var Verden fuld af Dæmoner alligevel, saasandt som den vrimlede af saadanne smaa, selvretfærdige Eberhardt'er |99| med og uden Præstekrave, der ikke taalte Synet af en rank Ryg og et løftet Hoved, naar ikke "Naaden" havde Part deri; som allevegne var paa Færde for at indblæse Frygt og Tvivl, gøre Menneskene bange for sig selv og for deres egen Magt. – – Men han lod sig ikke skræmme! Vistnok havde han i de sidste Dage erfaret, at han ikke var helt saa upaavirkelig overfor Overtroens Spøgelser, som han havde troet ... (A 1, s. 185)
Præsterne, eller Eberhardterne, vil neutralisere det handlekraftige menneske ved at udhule det indefra med det kristelige værdi- og domssystem og berøve det den praktiske fornuft:
Der Priester kennt nur Eine grosse Gefahr: das ist die Wissenschaft, – der gesunde Begriff von Ursache und Wirkung. Aber die Wissenschaft gedeiht im ganzen nur unter glücklichen Verhaltnissen, – man muss Zeit (...) haben, um zu "erkennen" ... "Folglich muss man den Menschen unglücklich machen", – dies war zu jeder Zeit die Logik des Priesters. (...) Die "Sünde" ... Der Schuld- und Strafbegriff, die ganze "sittliche Weltordning" ist erfunden gegen die Wissenschaft (...) Der Schuld- und Strafbegriff, eingerechnet die Lehre von der "Gnade", von der "Erlösung" (...) sind erfunden, um den Ursachen-Sinn des Menschen zu zerstören ... (AC, s. 49. HP)
Når mennesket har mistet den sunde fornuft, den praktiske opfattelse af forholdet mellem årsag og virkning, er det modtageligt for "Overtroens Spøgelser", indtageligt for præstens værdisystemer. Dette angreb på det sunde, logisk-tænkende menneske betegner Nietzsche i flg. termer, der samler Pers angrebsmetaforik:
Ein Vampyrismus bleicher unterirdischer Blutsauger! ... Wenn die naturlichen Folgen einer Tat nicht mehr "natürlich" sind, sondern durch Begriffs-Gespenster des Aberglaubens, durch "Gott", durch "Geister", durch "Seelen" bewirkt gedacht werden, als bloss "moralische" Konsequenzen, als Lohn, Strafe, Wink, Erziehungsmittel, so ist die Voraussetzung zur Erkenntnis zerstört... (AC, s. 49. HP)
|100| Gennem disse overtroens begrebsspøgelser sættes et rum af metafysiske konsekvenser mellem årsag og virkning, handling og resultat. Hermed fortolker mennesket sig en samvittighed til, der er opfyldt med gudsdommerens truende øjne og ledet af sjælens angst for syndefald og fejltrin. Således nagles mennesket til den af Gud eller præster afstukne, rene sti og vover ikke at gå andre veje.
Per forholder sig kritisk overfor denne passivitetens rene sti:
Der slog ham overalt imøde den samme Selvgodhedens beklumrede Atmosfære, som han kendte fra sit Hjem, den samme Smaaborgerlighedens farisæiske Ringeagt for alt, hvad der gav Livet Storhed, Vælde, Glans. Han saa' tilsidst i Folk lutter Sideniusser, der mente at hæve sig selv ved at lade haant om det, der for ham alene var Livskampen værd, – det, udenfor hvilket der for ham kun var Tomhed, Mørke, Død. (A 2, s. 52-53)
For Per ruger dødens tomhed indenfor passivitetens sti, hans værdisystem samler sig om menneskelig storhed, rigdom og magt. Det er også Nietzsches vurdering:
Eine Religion, die von allen Stunden eines Menschenlebens die letzte für die wichtigste halt, die einen Schluss des Erdenlebens überhaupt voraussagt und alle Lebenden verurteilt, im fünften Akt der Tragödie zu leben (...) ist feindlich gegen alles Neu-Anpflanzen, Kühn-Versuchen, Frei-Begehren: sie widerstrebt jedem Fluge ins Unbekannte, weil sie dort nicht liebt, nicht hofft ... (NNH, s. 8)
Per og de underjordiske har diametralt modsatte værdisystemer: Per vil "Æventyret", den store bedrift, oprøret, magten; de underjordiske lever i troen, håbet, kærligheden: for det næste liv. Per anklager "de Uafhængige", kunstnerne:
Han var formelig kommen til at nære Afsky for Kunstnere, efter at det rigtigt var gaaet op for ham, at de med deres Naturdyrkelse og "Stemnings"-Afguderi bare var en Slags formummede Lægprædikanter, der drev den samme Svindel med Overtro og Hysteri som Præsterne og ligesom disse hovmodede sig af deres fejge Frygt for at anerkende Mennesket som Jordens Herre og enevældige Behersker. (A 2, s. 52)
|101| Hvad Per anklager kunstnerne for er, at de mytologiserer, besjæler, giver naturen "stemning", altså indlægger "Gud" i den. (Dette element i Nietzschepåvirkningen er dette arbejde for perifert til nærmere drøftelse). De omvurderer ligesom præsterne de faktiske forhold og roser sig af denne afmagtens fortolkning. I Lykke-Per er afmagtens omvurdering udtrykt i idéfiguren om "Kong Pukkelryg":
Ofte i disse Dage faldt det ham i Tankerne, hvilken Velsignelse det maatte være for Katolikkerne, at deres Præster ikke giftede sig; at al den aandelige Vanførhed, der avledes i den kælderklamme Kirkeluft, ikke som i de protestantiske Lande gik i Arv fra Slægt til Slægt, bredte sig ud i Befolkningen opefter og nedefter og endevendte Begreberne ligesom i Kong Pukkelrygs Land, hvor det smaa kaldtes stort og det skæve lige. (A 2, s. 53)
Nietzsche siger om "Teolog-Instinktet", som er den "verbreiteste, die eigentlich unterirdische Form der Falschheit, die es auf Erden gibt".
So weit der Theologen-Einfluss reicht, ist das Wert-Urteil auf den Kopf gestellt, sind die Begriffe "wahr" und "falsch" notwendig umgekehrt: was dem Leben am schädlichsten ist, das heisst hier "wahr", was es hebt, steigert (...) und triumphieren macht, das heisst "falsch" ... (AC, s. 9. HP)
Pers stilling – placeret mellem præsterne som vil knække ham og pukkelryggene, som er knækket – er, at han hylder et værdisystem, som han ikke kan finde modsvaret i samfundet eller blandt ligemænd. Flg. Nietzschestykke resumerer hans ensomhed i kong Pukkelrygs land og præsternes midler i kampen for at få hans ryg knækket. (Jvf. den stilistiske kongruens med de understregede passager i romancitaterne:)
Alle Wertschätzungen auf den Kopf stellen – das mussten sie! Und die Starken zerbrechen, die grossen Hoffnungen ankränkeln, das Glück in der Schönheit verdächtigen, alles Selbstherrliche, Männliche, Erobernde, Herrschsüchtige, alle Instinkte, welche dem höchsten und wohlgeratensten Typus "Mensch" zu eigen sind, in Unsicherheit, Gewissens-Not, Selbstzerstörung umknicken, ja die ganze Liebe zum Irdischen und zur Herrschaft über die Erde in Hass gegen |102| die Erde und das Irdische verkehren – das stellte sich die Kirche zur Aufgabe ...
Den stærke, erobrende mand skal "knækkes om" til et samvittighedstynget usikkert væsen. Nietzsche mener som Per at den nutidige europæer er "åndelig vanfør", for Nietzsche er europæeren ved kirkens magt blevet "etwas Gutwilliges, Kränkliches und Mittelmässiges..." (J, freie Geist, s. 62)
Eberhardt siger:
... de har bestandig haabet paa, at Livet en Gang vilde bøje dit Sind og lære dig, hvad du skylder dem. (A 1, s. 184)
De (Pers forældre) vil lade livets modgang og skuffelser dokumentere for den knækkede Per, hvad han skylder dem: deres livsholdning – og fortolkning. Denne livsfortolkning er bestemt af metafysiske størrelser, der er blevet indskærpet bevidstheden, og ved bekræftelse af faktiske begivenheder er grundfæstede som psykiske, uudslukkelige ledelys i sindet. De metafysiske størrelsers bekræftelse i virkeligheden er imidlertid betinget af troen på deres sandhed. En fikseret tilværelsesfortolkning bejaes af virkeligheden gennem troens lidenskab, troen skaber psykiske kraftudladninger, som igen beviser troens sandhed. Sidenius-familjen bevæger sig i en verden af psykisk årsag-virkningssammenhæng under et teologisk normsystem, Pers logik er praktisk: han vil som resultat af sin store plan have magt, ære, rigdom. Eberhardt siger til Per om moderens forunderlige styrke under faderens sygeleje:
Ved en underlig Naade har hun faaet Kraft til at rejse sig af sin Seng og sidder nu gerne et Par Timer i Lænestolen inde i Dagligstuen. (A 1, s. 180)
For Per, der er på flugt fra denne imaginære verden, virker dens normer som trusler mod hans værdisystem. Han må forsøge at sætte en verden af vundne håndfaste værdier op mod den verden af åndelige værdier, familjen besidder, og knuse dem for ikke selv at opsuges og knækkes. Han må holde rummet mellem handling og resultat fri af de "spøgelser", der forvrænger den praktiske logik med moralsk-teologiske konsekvenser. Efter broderens tale om faderens sygdom er Per anfægtet:
Efter at Broderen var gaaet, blev Per en Stund siddende ved |103| Bordet med Haanden under Kinden og saa' ned for sig. Saa rejste han sig med et Skuldertræk, gik nogle Gange frem og tilbage paa Gulvet og kastede sig ned i Gyngestolen. "At bøje Sindet" ... "bitter Anger" ... "Synd" ... "Naade" ... Hvor han kendte den Lektie! Den hele Spøgelsekatekismus paany repeteret! (...) Det var ikke Længsel efter at se ham saaledes, som Naturen nu en Gang havde skabt ham – fri, frank, glad – der havde faaet dem til endelig at kalde paa ham. Det var alene hans Underkastelse, de utaalmodig ventede paa. (...) den (verden) vrimlede af saadanne smaa, selvretfærdige Eberhardt'er med og uden Præstekrave, der ikke taalte Synet af en rank Ryg og et løftet Hoved, naar ikke "Naaden" havde Part deri; som allevegne var paa Færde for at indblæse Frygt og Tvivl ... (A 1, s. 184-85)
"Spøgelsekatekismens" indhold er et system af moralsk-teologiske formler, som mødes med enten dogmatisk refleks, rationel fortolkning eller samvittighedstynget oprør i romanen Lykke-Per. I ovenstående citat er den mellemste mulighed repræsenteret, sådan må logikken tage sig ud for den endnu uanfægtede oprører Per. I hele metaforikken omkring det teologiske begrebsapparat er "spøgelser" nøgleordet. I ordet ligger sikkert mange elementer, men de to væsentlige er forestillingen om det skræmmende og forestillingen om det fiktive uhåndgribelige, imaginære. Citatet godtgør, at man kan tillade sig stringent at definere "Spøgelsekatekismen" som et teologisk-moralsk lovsystem, der med uhåndgribelige midler vil forvandle "det løftede Hoved" og den "ranke Ryg": mennesket med den "sunde" fornuft til et menneske, der kun handler indenfor systemets rammer. Spøgelseskatekismens lov har som eneste logik den moralsk-teologiske konsekvens, de moralsk-teologiske forudsætninger. Den er statisk i forhold til den lydende, dynamisk i forhold til oprøreren. Nietzsche skriver flg. om "overtroens begrebsspøgelser": spøgelseskatekismen i en interessant psykologisk uddybning af dens indhold og konsekvens, der er direkte analogt med elementerne i Pers bodsgang:
Weder die Moral noch die Religion berührt sich im Christentume mit irgend einem Punkte der Wirklichkeit. Lauter imaginäre |104| Ursachen ("Gott", "Seele", "Ich", "Geist", "der freie Wille" – (...) ); lauter imaginäre Wirkungen ("Sünde", "Erlösung", "Gnade", "Strafe", "Vergebung der Sünde"). Ein Verkehr zwischen imaginäre Wesen ("Gott", "Geister", "Seelen"); eine imaginäre Naturwissenschaft (antropozentrisch; völliger Mangel des Begriffs der natürlichen Ursachen); eine imaginäre Psychologie (lauter Selbst-Missverstandnisse, Interpretationen angenehmer oder unangenehmer Allgemeingefühle, zum Beispiel der Zustande des nervus sympathicus, mit Hilfe der Zeichensprache religiös-moralischer Idiosynkrasie, – "Reue", "Gewissensbiss", "Versuchung des Teufels", "die Nähe Gottes"); eine imaginäre Teleologie ("das Reich Gottes", "das jüngste Gericht", "das ewige Leben"). (...) – jene ganze Fiktions-Welt hat ihre Wurzel im Hass gegen das Natürliche (– die Wirklichkeit! – ) ... (AC, s. 15. HP)
Resumé
Der kan konkluderes, at Pontoppidan som model for romanens værdikontrastering og den gensidige omfortolkning af værdierne, der sker i de to grupper, har benyttet Nietzsches lære om de afmægtiges omvurdering af styrkens, skønhedens og rigdommens verden. (Idefiguren om Kong Pukkelryg). Pukkelryggene er i romanen identiske med "sideniusserne", hvis rygge er knækket under "Spøgelsefrygtens Trælleaag", og afmægtigt "hovmoder" sig af, at de ikke tør være jordens "enevældige Beherskere". Spøgelsekatekismen er alt efter sideniussernes lydhørhed et statisk eller dynamisk apparat til at holde spøgelsesfrygten, domsangsten intakt. Der er væsentlig ideologisk og verbal kongruens mellem romantekst og kontekst, specielt i den idéladede metaforik om underverden, underjordiske, spøgelsefrygt, overtroens begrebsspøgelser o.s.v. Netop denne metaforik er gennemgående i Nietzsches antikristelige forfatterskab. Pontoppidan har tidligere brugt ordet "Spøgelser" (romanen om "traumatiske" skranker i sindet, men her var ordets ladning ikke specifikt religiøst-moralsk som det er tilfældet med anvendelsen af ordet i Lykke-Per. Her har spøgelsekatekismens aftryk til enhver tid den religiøse samvittigheds konfliktmuligheder. Og disse konfliktmuligheder har Nietzsches fortolkninger af det religiøse system og den religiøse samvittighed til forudsætning.