Pontoppidan og Nietzsche
Tredje del. Lykke-Per
Kapitel XVIII
Uendelighedens ro
XVIII.2. Individuel selverkendelse
Fællesskabet mellem Per og Fjaltring som åndspersonligheder ytrer sig i, at de hver for sig havde følt en "titanisk Drift til at kæmpe med Dæmonerne." (A 8, s. 164), hvilket på godt dansk vil sige trangen til at udgrunde verdensgåden. Den delfiske fordring hedder:
"Erkenne dich selbst" und (…) "Nicht zu viel!" (…), während Selbstüberhebung und Übermass als die eigentlich feindseligen Dämonen der nicht-apollinischen Sphäre, daher als Eigenschaften der vor-apollinischen Zeit, des Titanenzeitalters, (…) erachtet wurden. Wegen seiner titanenhaften Liebe zu den Menschen musste Prometheus von den Geiern zerrissen werden, seiner übermässigen Weisheit halber, die das Rätsel der Sphinx löste, musste Ödipus in einen verwirrenden Strudel von Untaten stürzen: so interpretierte der delphische Gott die griechische Vergangenheit. (Die Geburt der Tragödie (GT), kap. 4)
Således interpreterer vejassistenten Per også i sin dagbogs første aforisme sit livs forsøg på at løse sfinxens gåde:
Saalænge vi er unge, stiller vi saa ubeskedne Fordringer til Tilværelsens styrende Magter. Vi vil, at de skal aabenbare sig for os. Det Hemmelighedsfuldhedens Slør, hvorunder de virker, fornærmer os, vi forlanger at kontrollere og korrigere det store Verdensmaskineri.1 (…) Indtil vi en Dag standses af en Stemme fra Dybet af vort Indre, en Spøgelsestemme, der spørger: Men hvem er du selv? Fra den Dag kender vi intet andet Spørgsmaal end dette ene. Fra den Dag er vort eget, sande Jeg blevet den store Sfinks, hvis Gaade vi stræber at løse. (A 8, s. 263-64)
Den "gamle" Per er blevet delfisk, og hans omtale af "Tilværelsens styrende Magter" synes at pege på, at der i hans univers stadig hersker en art metafysisk styrelse. Hans selverkendelse har både individuel og metafysisk sikring. Nietzsches forfatterskab kunne tilbyde begge muligheder, specielt den første del af det. (Til og med Schopenhauer als Erzieher (SaE)).
293 Den opgave, som Per har sat sig, er at erkende sig selv, sådan som han "udgik fra Naturens Haand, uforvansket, ubesmittet." (A 8, s. 264). Hans jubel over sin frigjorthed hvilede på det veloverståede forsøg på at "ville sig selv i guddommelig Nøgenhed" (A 8, s. 266), så forsøget er altså realiseret. Dette begrundes episk gennem iagttageren og referenten: skolelæreren, der har kendt Per og derfor kan læse ham med forståelse. Efter læsningen af den første aforisme var "Skolelærer Mikkelsen (…) forbavset, han kendte ikke sin Mand igen i disse mistrøstige Linjer." (A 8, s. 265). Det understreges af fortælleren, at optegnelserne er ført gennem år ("Det var en Slags Dagbog, som Assistenten havde ført i alle de Aar, han havde boet der paa Egnen" (s. 263)), og at Per altså i den tid har gennemgået en udvikling. Optegnelserne fra "de senere Aar" kan skolelæreren identificere med personen: "Naturen er rig, Naturen er viis og miskundelig! Paa disse Steder genkendte Mikkelsen let baade Tanker og Udtryk fra sin Vens Tale." Genkendelsen gælder netop aforismen om Pers frigjorthed. (A 8, s. 266)
Hvordan kommer Per til selverkendelsen, ved hvilke midler? Hans råd til skolelæreren er " … frygtløst (at) give sig det Selvudfoldelsens Instinkt i Vold, der var nedlagt i alt det skabte." (A 8, s. 254). Pers selverkendelse er – som det også fremgår i forbindelse med hans dyrkelse af smerten – ikke en definitiv oplevelse, men en stadig berigelseskilde, der fremkommer ved den vagtsomme udnyttelse af jegets iagttagelser af omverden eller af selvanalysen. Men selverkendelsen kan – efter romanens egne præmisser – også ses som afsluttet handling, såfremt man knytter vurderingen til Pers frigjorthed fra Sidenius-karakteristikken, han lever ikke mere på "overleverede Forestillinger", og kan derfor endelig originalt få udbytte af jegets erkendelse af "Tankens eller Virkelighedens Verden." (A 8, s. 254-55). I den episke fremstilling af Pers sidste år er hans selverkendelse dog stadig beskrevet som vedvarende oplevelse og udvikling. Konflikten er kun tilsyneladende, efter frigørelsen følger nydelsen og udviklingen af den selverkendelse, frigørelsen har givet ham adgang til.
294 Hvad angår individets mulighed for selverkendelse tager sagen sig ud for Nietzsche nøjagtig som for Per. Allerede tidligt er problemet formuleret. Nietzsche begrunder i Vom Nutzen und Nachteil der Historie für das Leben (NNH) det moderne menneskes forvirrethed med, at det udsættes for ustandselige påvirkninger og "die Natur bemüht sich aufs Höchste, diese fremden Gäste zu empfangen (…) , diese selbst aber sind im Kampfe miteinander … " (NNH, kap.4). Menneskets dilemma er, at det har mistet tilliden til sit instinkt (kap. 5), det kan kun genvinde det ved at lade skin-behovene dø ud og søge selverkendelse (kap. 10).
Fjaltring kunne på bekendtskabets begyndelsesfase sige til Per, at
Naar man med tilstrækkelig Grundighed søgte ind i sig selv, fik man ofte en ganske skuffende Fornemmelse af at have Fremmede hos sig.
Per, der følte sig personlig ramt af Bemærkningen, sagde (…) , at saadanne Fremmede desværre ofte var ret besværlige Gæster, der skabte Uro og Uhygge. (A 8, s. 136)
Om kristendommens opfattelse af sjælen som monistisk "etwas Unvertilgbares, Ewiges, Unteilbares" siger Nietzsche: "diesen Glauben soll man aus der Wissenschaft hinausschaffen!" Han foreslår en forfinelse af sjælehypotesen: "Begriffe wie "sterbliche Seele" und "Seele als Subjekts-Vielheit" und "Seele als Gesellschaftsbau der Triebe und Affekte". (Jenseits von Gut und Böse (J), 12). I SaE, kap. 1 hedder det: "und wenn der Hase sieben Haute hat, so kann der Mensch sich sieben mal siebzig abziehn und wird noch nicht sagen können: "das bist du nun wirklich, das ist nicht mehr Schale"." Det er denne sjælens flerhed, begrundet på påvirkninger af indre og ydre art, Per i sin første optegnelse mismodes over:
Mit sande Jeg? Den Mand, der i Morges kørte ud i den stride Regn, forstemt, bitter, saa uendelig led ved Livet og dets Besvær, var det mit sande Jeg? Eller den, som i Skumringen sad derhenne ved Kakkelovnen og af Ildens Buldren lod sig lulle ind i lykkelige Drømme om Hus og Hjem og legende Børn, var det mit sande, mit egenlige Jeg? (...). Eller er det altsammen lige meget mig selv? Det, vi kalder vor Sjæl, er det bare en forbifarende Stemning, et Resultat af vor Nattesøvn og vor Avislæsning, afhængigt af Barometerstanden og Torvepriserne? Eller har vi lige saa mange Sjæle i os, som der er Brikker i en Gnavpose? (A 8, s. 264-65)
265
XVIII.3. Instinkt eller trahimur?
I Pers bevidsthed optræder talrige "Spøgelsesrøster", usynlige hænder holder ham tilbage, der er stemmer i hans indre o.s.v. Almindeligvis identificerer han disse indre væsener med den sideniuske amulet, som alt efter hans situation anklages eller tilbedes. Men på et vist tidspunkt forstår han, at de hørte stemmer alle var samme stemme, og at han ikke tidligere kendte dens rette navn. Da han opdager, at vejassistentstillingen har en mærkelig tiltrækning på ham, går noget op for ham, han lærer "... at organisere kaos ved efter den delfiske lære at besinde sig på sig selv, det vil sige på (…) [sit] ægte behov, og lade skinbehovene dø ud." (Vom Nutzen und Nachteil der Historie für das Leben (NNH), overs. 102-03). Hans sjæls og klitegnens natur er af samme art.
Her var igen bleven tændt et nyt Ledelys for ham under den lidenskabelige Selvransagelse (…) . Det var, som saae han selve sit Væsens Grund afdækket nu. (A 8, s. 212).
Den lære, der hævdes i romanen, er at enhver skal stole på et instinkt, der fører frem til selvet og er dets voksested:
Den usynlige, spøgelseagtige Haand, der havde villet holde ham tilbage fra denne Rejse – og som var den samme, der gennem hele hans Liv havde grebet ind i alle afgørende Øjeblikke for at lede hans Skridt – det var hans instinktmæssige Fornemmelse af, at det var i Ensomheden, hos Savnet og Smerten, hans Sjæl havde hjemme. (A 8, s. 213).
Denne instinktlære i Lykke-Per er vigtig at definere, da den hersker i hele forfatterskabet (fra og med denne roman) og tilmed i Pontoppidans "Erindringer". Den er "hentet"[står det sådan i Moestrups tekst???] hos Nietzsche og fortolkes af og til af Pontoppidan som en "trahimur"-filosofi. Nietzsche skriver i Die fröhliche Wissenschaft (FW) II (HP):
Das Bewusstsein (…). Aus der Bewusstheit stammen unzählige Fehlgriffe, welche machen, dass ein Tier, ein Mensch zugrunde geht, früher als es nötig wäre (…). Wäre nicht der erhaltende Verband der Instinkte so überaus viel mächtiger, diente er nicht im ganzen als Regulator: an ihrem verkehrten Urteilen und Phantasieren mit offenen Augen, an ihrer Ungründlichkeit und Leichtgläubigkeit, kurz eben an ihrer Bewusstheit müsste die Menschheit zugrunde gehen.
Instinktet er regulatoren, der fører individet gennem farer. Og mennesket skal frygtløst og lidenskabeligt lade sig lede af dette instinkt. Fra København skriver Per til Inger:
Eet Sted i Verden maa jeg vel høre hjemme, 296 og jeg skal ikke blive træt af at søge efter det. Ikke heller betragter jeg selv min Rejse som ganske spildt. Jeg har nu paa afgørende Maade faaet bekræftet, at den Følelse, som i sin Tid – og dengang maaske ret uoverlagt – drev mig bort fra Hovedstadslivet, bunder dybt i min Natur. Jeg har derved fundet mere Sammenhæng i mit Liv, og alene i dette er der en stor Tilfredsstillelse. Det er da ikke, som jeg undertiden i mismodige Øjeblikke har troet, det blinde Tilfælde, der har raadet for min Skæbne. En indre, skjult Magt, hvilken det nu er, har haft Styret over min Livsbaad, selv naar denne tilsyneladende har drevet om for Vind og Vove, (…). Jeg vil nu tro paa, at naar jeg blot vedblivende lader dette (om jeg saa maa sige) avtomatiske Styreapparat bestemme Kursen, kommer jeg nok tilsidst derhen, hvor jeg skal. (A 8, s. 208-09).
Ideen i dette brev er ganske tydelig den, at instinktet så at sige er den åndelige skæbne, der styrer Per frem mod sig selv (selvet, den "sande" natur), derhen hvor han skal nå.
Selvets grundtone er instinktet, der uberørt af de impulser, bevidstheden udsættes for (sjælen som et "Resultat af vor Nattesøvn og vor Avislæsning, afhængigt af Barometerstanden" o.s.v.), giver genklang, når individet endelig kommer derhen, hvor det "skal". Denne instinktlære er udformet af Nietzsche:
Das Lernen verwandelt uns (…). Aber im Grunde von uns, ganz "da unten", gibt es freilich etwas Unbelehrbares, einen Granit von geistigem Fatum, (jvf. "en indre, skjult Magt"), von vorherbestimmter Entscheidung und Antwort auf vorherbestimmte ausgelesene Fragen. Bei jedem kardinalen Probleme redet ein unwandelbares "das bin ich" (…). Man findet beizeiten gewisse Lösungen von Problemen, die gerade uns starken Glauben machen; vielleicht nennt man sie fürderhin seine "Überzeugungen". Später – sieht man in ihnen nur Fusstapfen zur Selbsterkenntniss, Wegweiser zum Probleme, das wir sind … " (J, 231).
Det åndelige fatum, instinktet, er Pers "avtomatiske Styreapparat.2
297 Det er tilliden til automatikken, der ligger i Pers råd til skolelæreren om "Selvudfoldelsens Instinkt".
XVIII.4. Ekskurs
Man kan fortolke Pontoppidans "trahimur-teori" som en filosofisk fejlagtig (men forfatterpersonligt meget oplysende) konsekvens af denne Nietzscheske instinktlære.
Pers råd om den "frygtløse" hengivelse til selvudfoldelsens instinkt er et af de hyppigste temaer i Pontoppidans digtning, journalistik og "Erindringer". Det er gentagne gange knyttet til en historie om en lille hund, en "lille Naturens Skabning", der frygtløst forfølger sin herre, der kører i sporvogn gennem Nørrebros tætte trafik. Den første iagttager af denne hund er Adam Malling i Det ideale Hjem (1900), der sagde til sig selv,
at kunde Naturen udvikle en saa forbavsende Snarraadighed, et saa lynsnart Overblik hos en tarvelig Stuekøter, hvad vilde den da ikke kunne udrette hos Menneskene, naar man engang fik Mod til helt at give sig i dens Vold! (s.202).
Historien gentages af forfatter-jeget d. 16.12.1930 i Flensborg Avis (serien: Breve fra Landsmænd) og af erindringsskriveren Pontoppidan i "Erindringer" (s. 139-140), hvor den anbringes under Schaff-figurens påvirkninger.
At vort instinkt altid vil give os svarene, og at vi derfor kan være frygtløse, det sagdes også i Det ideale Hjem (s. 127):
Hvad man behøvede at vide, lærtes umiddelbart af Naturen og netop i samme Øjeblik, man havde Brug derfor. Det var just Hemmeligheden ved den sindrige Kunstfærdighed, saa mange Smaadyr lagde for Dagen, og som satte det instinktafstumpede Menneske i en saadan Forbavselse.
Dette er gentaget i Flensborg Avis d. 16.12.1930 af Pontoppidan og har sin oprindelse i Nietzsches angreb på den historiske dannelse og instinktforvirringen i NNH.
Den fortolkning Pontoppidan i "Erindringer" gav sin ungdoms brud med den borgerlige uddannelse er den, der lyder igennem hans digt "Memorandum" (1919):
Aldrig fæste sig ved sine Mangler, / altid lade Evnen, som man fik den, / frit udfolde sig i ondt og godt, – / det er Styrkens Prøve, det er Sejrens Vilkaar.
Ordet "Eventyret" betyder i Pontoppidans vocabularium (når det knyttes 298 til personligt vovemod) netop den frygtløse hengivelse til det åndelige fatum. Otto Kall siger til pigen Ragna (der ligner modets dyr "Ørneungen" (s. 138)):
Prøv nøje dig selv, Ragna, før du giver dig Eventyret ivold! Jeg kan tale lidt med om, hvad det koster at gøre sig til sin egen Lovgiver – (Asgaardsrejen, Et Skuespil, 1906, s. 95)
Der skal et "eventyrligt Mod" til at ville sig selv (Lykke-Per, s. 266), til at blive sejrherre på den indre scene, jegets.
Konsekvensen af hengivelsen til naturen kan resultere i det, som almindeligvis opfattes som en tragisk skæbne. I De Dødes Rige er Torben Dihmer den, der skæbnehengivent følger sin fysisk syge natur, og Jytte Abildgaard den, der til forskel fra veninden Meta ikke tør følge sit instinkt:
Den Selvhengivelsens blinde Drift, der skabte andre Kvinders Lykke eller Ulykke, den havde forlængst afblomstret hos hende … (Toldere og Syndere, 1914, s. 117)
Dihmer og Jytte er i forhold til instinktlæren idékontraster, men kun i Jyttes tilfælde er der sand tragedie.3 Torben følger som Per kun sin skæbne og finder sin lykke heri.
Pontoppidan har på sin huskeseddel til Nietzsche-udgaven noteret sig nr. 195 i Mr. Den har strofen: "Schicksal, ich folge dir! Und wollt ich nicht, / ich müsst es doch und unter Seufzen tun!" – Kærligheden til skæbnen er Dihmers eneste konsekvens:
...jeg er kommen til den Overbevisning, at man ikke skal forsøge paa at stride mod sin Skæbne. For det nytter dog ikke noget. Der gøres ikke Mirakler her i Verden. Heller ikke af Videnskaben. (Enslevs Død, 1915, s. 223)
Dihmer placeres i sin åndeligt sunde og legemligt syge situation for at fortælle lykkejægerne i De dødes Rige noget om afsavnets og selverkendelsens sundhed og glæde, om den naturgivne lidelse, som mennesket ikke skal flygte fra. Nietzsche skriver om begreberne sygdom, sundhed og lidelse (FW, 120. HP): es
dürfte (…) an der Zeit sein, über Gesundheit und Krankheit der Seele nachzudenken und die eigentümliche Tugend eines jeden in deren Gesundheit zu setzen – welche freilich bei dem einen so aussehen könnte wie der Gegensatz der Gesundheit bei einem andern. Zuletzt bliebe noch die grosse Frage offen, ob wir der Erkrankung entbehren könnten, selbst zur Entwicklung unserer Tugend, und ob nicht 299 namentlich unser Durst nach Erkenntnis und Selbsterkenntnis der kranken Seele so gut bedürfe als der gesunden: kurz, ob nicht der alleinige Wille zur Gesundheit ein Vorurteil, eine Feigheit und vielleicht ein Stück feinster Barbarei und Rückständigkeit sei.
I romanens verden af døds- og sygdomsrædde forsvarer Dihmer den frygtløse selvhengivelse:
Jeg misunder ingen deres Sundhed. Jeg har mit eget Velbefindende og ønsker ingen Forandring. Hvordan min Tilstand er eller i Fremtiden vil blive, saa er der dog ikke det Menneske i Verden, jeg vil bytte med. (Favsingholm, 1916, s. 128)
Instinktlæren, læren om det åndelige fatum, får af Pontoppidan en sidste tolkning, som kan siges at være metafysisk. Allerede i Lykke-Pers førsteudgave kan denne fortolkning spores. Der sker her det, at vægten flyttes fra instinktet som vejviser til en eller anden højere styrelse. Mennesket bestemmer ikke, det bestemmes. Det fiktive udsagn kan jo ikke siges at have særlig vægt, hvis forfatterpsykologien skal drøftes, men det stemmer overens med et udsagn i Pontoppidans "Erindringer". Fordelen er her, at Pontoppidan selv opgiver en kilde til sin "Trahimur-Tese", Augustin og Nietzsche! Nietzsche kommer først ind i trahimur-sammenhængen i den lille Undervejs til mig selv (1943). Heri hedder det:
Jeg kendte endnu ikke det Ord "Trahimur", som Augustin lod indgravere i sit Signet og gjorde til sit Valgsprog. Og om jeg ogsaa havde kendt det, vilde jeg ikke den Gang have forstaaet, hvilken Livserfaring det rummer. Vi føres. Ofte stik imod vore hedeste Ønsker, ja paa Trods af den selvherligste Vilje opfylder vi, hvad der er bestemt for os og maaske ikke bliver os klart, før ved Livets Afslutning. Nietzsche maa aabenbart ogsaa have kendt noget dertil. I Fortalen til hans store Værk: Menschliches, Allzumenschliches hedder det: "Vor Bestemmelse regerer over os, før vi kender den. Det er Fremtiden, der uden vort Vidende styrer Øjeblikkets Liv. (U, 161. Cit. eft. 2. opl. 1954)
Trahimur-tesen, der i de to forskellige "erindrings-redaktioner", "Erindringer" og "Undervejs", på afvigende måde tilknyttes Pontoppidans polyteknikererhverv (se "Erindringer" 52-53 og "Undervejs" 160-61), er sprogligt udformet efter Nietzsches forlæg i MA I, Vorrede, nr. 7, men det kan netop her aflæses, at den bestemmelse, Nietzsche 300 taler om, ikke er en metafysisk styrelse, men den styrelse, som det åndelige fatum er for den "frie ånd":
Die heimliche Gewalt und Notwendigkeit dieser Aufgabe wird unter und in seinen einzelnen Schicksalen walten gleich einer unbewussten Schwangerschaft – lange, bevor er diese Aufgabe selbst in's Auge gefasst hat und ihren Namen weiss. Unsre Bestimmung verfügt über uns, auch wenn wir sie noch nicht kennen; es ist die Zukunft, die unserm Heute die Regel gibt.
Den afgørende forskel på Nietzsches opfattelse og Pontoppidans fortolkning af den ligger i vurderingen af "bestemmelsen"s art. For Pontoppidan synes den at være sat på forhånd, for Nietzsehe er den en indre kraft, der stadig fører individet fremad. I Lykke-Per (A 7, s. 92-93) hedder det om Per:
Som alt, hvad der levede, havde han vel kun virket efter sin forud satte Bestemmelse. De uopsporlige Magter, der sammenvævede de menneskelige Vilkaar, havde mærket hans Liv allerede ved Fødslen.
Stykket, der står i konflikt med romanens ideologi, er udgået af anden-udgaven, men allerede her ses en trahimur-teori, der er af metafysisk karakter. Som den seneste tolkning af instinktlæren er trahimur-tesen interessant ved at berette om forfatterens resignation overfor de magter, som hans digtning ustandselig tager livtag med. Hvis man under alle omstændigheder kommer derhen, hvor man skal, så er enhver kamp for at nå dertil jo spildt besvær. Jeg tvivler på, at Pontoppidan selv ville billige denne udlægning. Drengeaar, i hvilken trahimur-tesen først luftedes, kom i 1933, men historien om den lille hunds frygtløse naturinstinkt, der fører den frelst gennem farer, optræder i Flensborg Avis 1930 og igen i "Erindringer" (Arv og Gæld 1938!'1. Trangen til at ville selv og troen på, at der er en styrelse der vil for en, fungerer side om side i præstesønnen. Sandsynligvis er det hans grundlæggende konflikt og grundlæggende inspiration. Derfor tiltrækkes og frastødes han af de foreliggende tilbud om metafysiske styrelser og af filosofier, der dyrker værdidomme over det liv, hvor det er svært for individet selv at ville. For at være sikker på en ubesmittet undfangelse for den selvherlige vilje borer han helt ned til instinktet som individets sikreste kapital, bevidstheden mistænkeliggøres som et sammensurium af tillærte og anfægtede stemmer, men i den sidste ende kommer instinktet alligevel en smule til at ligne et metafysisk tilbud. 301 I denne konflikt mellem den "guddommelige Nøgenhed" og de tillærte, anfægtende og fristende stemmer holdt han de enetaler, som hans digtning er.
XVIII.5. Krøblingens forhistorie, metafysisk selverkendelse
Optegnelsen om krøblingen i Pers dagbog er heftets sidste, den har overskriften "Det store Spøgelse", og er "indført med svag og rystende Haand". (A 8, s. 269). Overskriften hentyder til "Samvittigheden, dette hæslige Spøgelse", som har gjort drengens fader vanvittig og gjort det af med Fjaltring, der tog sig af dage i samvittighedsnag. Fjaltring havde heller ikke den vanvittige faders tillid til naturen, som erstatter ethvert tab, enhver skavank. Overskriften peger således tilbage, mens beskrivelsen af den lykkelige krøbling næsten ikke kan siges at gøre det, men betegner en sidste, væsentlig, ret dulgt intention. Den beskriver to tilværelsesholdninger, som er fremtvunget af forskellige forudsætninger. Med sin almindelige naturalistiske sikring fortæller Pontoppidan om to brødre, hvoraf den ene lades i fred, den anden modtager en tugtelse, der bevirker, at han falder ned fra et træ og gøres til krøbling. Brødrene er altså fysisk forskellige. Den ene bliver aktør i virkelighedens verden og udfylder der alle funktioner:
Den ældste blev en sund og rødmosset ung Junker, ret hvad man kalder en Kærnekarl, der giftede sig med en køn Pige, satte et Kuld raske Børn i Verden, drev Ejendommen op til at blive en Mønstergaard og i det hele gjorde sin Skyldighed som velvoksent Mandfolk. (A 8, s. 269-70)
Mønstergården, junkeren, børnene, alt det kan – om man vil – findes i det episke hos den herre, der overtog gildingen Pers borgerlige bedrift: junker Brück. Her er i hvert fald udgangspunktet for den tilværelsesholdning, som krøblingen repræsenterer. Per skræmtes ikke fra kristendommen af "den strenge Verdensforsagelse (…). Tilfredsstillelsen ved et saadant indadvendt verdensfjernt Liv forstod han netop bedst." (A 8, s. 126)
Han forstår under sine religionsfilosofiske studier af Fædon og buddhistiske værker, at "Kristendommen"
syntes at have sine Rødder i selve den menneskelige Urgrund, at suge sin Næring fra et Instinkt, der laa udenfor Naturen, og som, hvor det 302 i det hele taget fandtes, overvandt denne. (A 8, s. 127-28)
Et Buddha-citat lyser i hans indre:
Den, som Intet elsker her paa Jorden og Intet hader og Intet attraar, kun han har ingen Lænker og er uden Frygt.
Hans resultat er dette:
Fra alle Verdenshjørner det samme Svar (…) : Selvets Fornægtelse, Jegets Udslettelse; thi Lykke var Forsagelse. (Begge cit. A 8, s. 128)
På dette tidspunkt kan Per ikke vælge mellem livsudfoldelsen og livsfornægtelsen. Under ægteskabet med Inger fortæres han ved tanken om ungdommens stormende selvudfoldelse af "en gildingsagtig Livshunger" (A 8, s. 191), Ingers forslag til ham om at tage til København for at finde en mere krævende opgave, modtager han med sin drift til livsudfoldelse:
Vi skal endnu engang tage et Basketag med vor Skæbne! Jeg længes selv efter det. (A 8, s. 201)
Men i København undres han over de agerende, der aldrig under sig "en stille Besindelsens Time". Der kunne komme
en Slags Missionsiver op i ham, en pludselig Trang til at tilraabe disse Mennesker et advarende: Stands! (A 8, s. 206-07)
Han forstår så, at han hører hjemme hos savnet, smerten og lidelsen. Romanens næstsidste kapitel beskriver hans tiltrækninger og frastødninger fra "Virkelighedens Verden". Han tilrettelægger afleveringen af Inger til den sunde Brück, ser det så som et fejltrin, da Inger og han kører på besøg på herregården:
Berøringen af Ingers Haand havde forplantet sig igennem ham (…) . Livshaabet flammede atter op. Men det var en Sankt Elmsild. (A 8, s. 226)
På gården ser han sin handling som katastrofal:
Bitterlig angrede han nu, hvad han havde gjort. (…) Han havde troet sig mere færdig med Livet, end han virkelig var. (A 8, s. 229)
Per ser det selv som en ulykke, da han omsider kommer derhen, hvor han skal, til forsagelsens scene. Hans levevis beskrives sådan:
Den strengt regelmæssige og asketiske Levevis, som den Afdødes svage Helbred havde paabudt ham, og som iøvrigt passede godt for hans Tilbøjeligheder. (A 8, s. 257)
Pers hefte indeholdt som først angivne optegnelse et koncentrat af den modne Pers livstænkning:
Naar vi bliver lidt ældre, kaster vi i vor Utaalmodighed Blikket ud over Menneskene og Menneskehedens Historie for i det mindste her at finde Sammenhængen, Lovene, Udviklingen, kort sagt for her at søge Meningen med Livet, 303 Formaalet for vor Kamp og Liden. Indtil vi en Dag standses af en Stemme fra Dybet af vort Indre, en Spøgelsestemme, der spørger: men hvem er du selv? (A 8, s. 264)
Denne fase – lidelsen over det meningsløse liv, der først får sammenhæng i selverkendelsens verden, er analyseret. Men i denne optegnelse var jeget jo ikke uden forvirring om sig selv, det drømte om "Hus og Hjem og legende Børn", det var afhængigt af "Torvepriser" o.s.v.
Schopenhauer als Erzieher (SaE) er en selverkendelsesbog på metafysisk grundlag. Den opstiller en tolkning af naturen, tilværelsen, menneskene, der er influeret af Schopenhauer, og bæres af den idé, at menneskene er marionetter af en drift, der besætter universet, og at de derfor kun kan blive sig selv, eje sig selv, ved at fornægte denne drift, der får menneskene til at agere, lide og hige formålsløst. De er slaver af viljen til livet. En befrier som Schopenhauer kan belære om, at hvis menneskene fornægter livsviljen, driften, og vælger afsavnet, håbløsheden og smerten, så finder de endelig selverkendelsen:
Dieses ewige Werden ist ein lügnerisches Puppenspiel, über welchem der Mensch sich selbst vergisst, die eigentliche Zerstreuung, die das Individuum nach allen Winden auseinanderstreut, das endlose Spiel der Albernkeit, welches das grosse Kind Zeit vor uns und mit uns spielt. Jener Heroismus der Wahrhaftigkeit besteht darin, eines Tages aufzuhören, sein Spielzeug zu sein.
Det heroiske menneske vender sig nu fra "das Werden", søger håbløsheden (jvf. A 8, s. 241), foragter sin egen lykke. Han vender sig fra det omskiftelige efter at have stillet en række spørgsmål: "warum lebe ich? welche Lektion soll ich vom Leben lernen? wie bin ich so geworden, wie ich bin, und weshalb leide ich denn an diesem So-sein?" (Jvf. Pers første optegnelse). Ved at søge lidelsen lærer han "seinen Eigenwillen zu ertöten und jene völlige Umwälzung und Umkehrung seines Wesens vorzubereiten, zu der zu führen der eigentliche Sinn des Lebens ist." (Alle cit. SaE, kap. 4)
At Per endelig er blevet befriet for den livsviljens ambitiøse drift, der pinte ham i ægteskabet med Inger, skal optegnelsen om den svindlende aktør, der stjal Pers projekt, vise:
Aviserne meddeler idag, at Hr. Steiner er bleven udnævnt til Etatsraad. Hvordan? For et helt Liv, hæsblæsende forspildt i Svindel; (…) Verden 304 er en slet Betaler. Stakkels Hr. Steiner! Om De anede, hvor jeg i min Navnløshed føler mig (…) fri og ukrænkelig, vilde De forstaa, at det er Dem, som blev den narrede. (A 8, s. 267)
Hvordan ser nu dette menneske ud, der har besindet sig på metafysisk selverkendelse og valgt afsavn og ulykke:
die Erde verliert ihre Schwere, die Ereignisse und Mächte der Erde werden traumhaft, wie an Sommerabenden breitet sich Verklärung um ihn aus. (SaE, 4)
Per skriver i dagbogen om "krøblingen":
Jeg har selv set ham. Han var vel dengang en atten-nitten Aar, og jeg har aldrig kunnet glemme det forklarede Udtryk i hans Ansigt. Det var, som stod der en Lysglans om hans hele hjælpeløse Skikkelse. (A 8, 270)
Hvad sker der, når denne driftløse, kontemplative tilstand opnås?
So hoch zu steigen, wie je ein Denker stieg, in die reine Alpen- und Eisluft hinein, dorthin wo es kein Vernebeln und Verschleiern mehr gibt, und wo die Grundbeschaffenheit der Dinge sich rauh und starr, aber mit unvermeidlicher Verständlichkeit ausdrückt! Nur daran denkend wird die Seele einsam und unendlich; (SaE, 5)
Pers krøbling er driftløs, hverken mand eller kvinde, derfor kan han se gennem "das Werden", tingenes evige vekslen, og komme i forhold til "das Sein", det uforgængelige: "Til Erstatning for den Førlighed, der var bleven ham berøvet, havde han faaet hin sjette Sans, der skænker Sjælen de dybeste Nydelser." Han er blevet – "ja, en Stakkel, hverken Mand eller Kvinde, hverken Barn eller Voksen, men et Menneske, i hvis Blik Uendeligheden afspejlede sig i al sin Klarhed, Dybde og Ro." (A 8, s. 270)
Ved at være blevet færdig med livet kunne Per, krøblingen, sublimere sin selverkendelse ind i metafysiske baner, i hans blik er livet driftløst afspejlet som uendelighedens ro. Hans frygtløse hengivelse til sorgen og savnet har skænket ham den erstatning, naturen giver, "som gavmildt erstatter paa den ene Led, hvad vi har mistet paa den anden." (A 8, s. 270). Pers efterfølger i "Drømmens Verden" er Torben Dihmer, der får samme skæbne, gildingens, og samme metafysiske berigelseskilde. Hvis jeg ikke havde set slægtskabet mellem Per og Dihmer, ville jeg aldrig være blevet klar over den egentlige intention med den kryptiske krøbling. I 305 De dødes Rige siges tingene lige ud (og med en del direkte Schopenhauer-lån)4.
