Pontoppidan og Nietzsche

Tredje del. Lykke-Per

Kapitel VII

Vilje til magt

Der har i Nietzsche-forskningen været ført indgående drøftelser af, hvad Nietzsches princip "Wille zur Macht" egentlig implicerede. Uenighederne bunder vel nok allermest i det subjektive og i dette, at der i forskningens dialektiske væsen nødvendigvis ligger en ustandselig proces af udfordring og reaktion på udfordringen. Vurderingen af Nietzsches magtvilje spænder fra absolut til absolut, den er forherligelsen af "det blonde bestie", rovdyret, der ikke kan andet end at lægge lig bag sig, eller den er den ædleste åndeligheds yderste stræben mod frihed, sandhed og retfærdighed.1 Selv er jeg ikke meget i tvivl om en definition af magtviljen: udgående fra Nietzsches dionysiske princip, der er regelret amoralsk og æstetisk livsforherligende, implicerer "Wille zur Macht" den psykofysiske udladning i dens højeste, mest overstrømmende potens. Den voldsomste handling som den ædleste tanke vurderet i forhold til, om den skaber liv (eller død), om den betinger livets "opadstigende linje" eller om den hæmmer, skaber stagnation. Alt hvad der bringer temperaturen over nulpunktet er godt, alt hvad der lader den stå stille eller lader den falde er dårligt. Magtviljen er skabt i nøje sammenhæng med dens modsætning, afmagten, som Nietzsche finder repræsenteret under kristendommens symbol, korset. Her hedder det, at alt, hvad der lider, er svagt o.s.v., er godt. Alt hvad der er stærkt, voldsomt o.s.v., er ondt. Kristendommens værdisystem er moralsk, Nietzsches er æstetisk:2 han holder kun af de vækster, der gror.3

Det tjener til Pontoppidans ære, at fortælleren af romanen opererer med begge udtryk for magtviljen: det sjælfuldt-fornemme, som stræber mod sandhed, retfærdighed, fornuft o.s.v., og det brutalt-nedtrampende, der vil magten for dens egen skyld. Det interessanteste er romanens afgjort a-moralske holdning til denne magtvilje: den accepteres, |106| fordi den tjener "det opadstigende liv", fremskridtet. Hvad fortælleren ikke lader anfægte eller modsige gennem diskussion, personkarakteristik eller skæbneforløb, kan man tillade sig at skrive på forfatterens vegne – i hvert fald på det tidspunkt, da romanen kom frem: romanens diskussion af magtviljen siger en hel del om Pontoppidans forhold til Nietzsche, og den her af Pontoppidan vundne opfattelse af magtviljen kører videre i hans krav om mandighed, selvansvarlighed, hans holdning til Danmarks selvstændighed og danskernes nationalkarakter.4

VII.2. Ideologisk model.

I overensstemmelse med Nietzsches egen omfattende begrebsbestemmelse af magtviljen og de meget forskelligartede repræsentanter for denne magtvilje, han henter frem af historiens monumentale skikkelser, er de drømme om en ny og større menneskeart, der refereres til i romanen, og de personer, der repræsenterer en menneskeart på herskerstadet, af vidt forskellig karakter. Jakobe står efter en moralsk målestok øverst på rangstigen med drømmen om åndelig frihed, retfærdighed og lykke på menneskehedens vegne5, Hun er den åndeligt sublimerede magtvilje. Hun handler – som den fornemme gør det – og i overensstemmelse med sine drømme, hendes skole er – som det skal vises – en regelret aflægger af disse drømme. Dyhring og specielt Bernhardt stræber efter magten for magtens skyld. De er amoralske, for dem helliger hensigten midlerne. For dem eksisterer kristendommen ikke, eller eksisterer i den forstand, at de kan profitere af de kristnes afmægtighed. Per gennemløber under stigende afmagt alle magtviljens faser: starter i Prometeusdrømmens forsæt om menneskets frigørelse, tipper skuffet om til personlig magtudfoldelse, bestyrkes af Jakobe igen i Prometeusdrømmen, anfægtes så langsomt stærkere og stærkere af sin kristne samvittighed og samler sin sidste kraft i erotisk optagelse af Nanny og et rigt nydelsesliv i renaissancens mønster6. Her |107| skal jeg undersøge hans cæsariske egenskaber, hans antikbevidsthed. Det er den (den afkristnede), der sættes op mod Bernhardts i romanens for Per afgørende ideologiske strid: her afsløres det, at cæsaren er født efter Kristi [fødsel]. Nietzsche skriver (AC, s. 6):

Das Leben selbst gilt mir als Instinkt fur Wachstum, für Dauer, für Häufung von Kräften, für Macht ...

Den psykofysiske magtvilje er udtrykt i Nietzsches bestemmelse af "Genius der Cultur":

Wenn Jemand einen Genius der Cultur imaginiren wollte, wie würde dieser beschaffen sein? Er handhabt die Lüge, die Gewalt, den rücksichtslosesten Eigennutz so sicher als seine Werkzeuge, dass er geradezu/nur ein böses dämonisches Wesen zu nennen wäre; aber seine Ziele, welche hier und da durchleuchten, sind gross und gut. (MA I §241) [min kursivering]

Ein Mensch, der nach Grossem strebt, betrachtet Jedermann, dem er auf seiner Bahn begegnet, entweder als Mittel oder als Verzögerung und Hemmnis – oder als zeitweiliges Ruhebett. (J §273) [min kursivering]

Was ist Genie?– Ein hohes Ziel und die Mittel dazu wollen. (MA II, 1. Abt. §378)

VII.3. Samvittighedsløsheden

Denne amoralske magtvilje kan siges at fremstille modellen for Pers antikbevidsthed. Per er uden syndsbevidsthed, alle menneskelige hensyn må vige for hans store forsæt, der skal bringe ham "Magten, Rigdommen og Æren" (A 2, s. 89). I Berlin planlægger han at forskyde Jakobe for den tyske kusine, der er forgyldt med 50 millioner, og at benytte sig af baronesse von Adlersborgs sindsforvirring til en adoption af adelsnavnet7:

Ogsaa paa Jakobe tænkte han under disse Overvejelser, dog uden synderligt Samvittighedsnag. Han søgte ingen Besmykkelse men tilstod aabent for sig selv, at han ikke vilde betænke sig paa at bryde med hende, dersom der skulde aabne |108| sig videre Udsigter for ham. (A 4, s. 32-33)

Da han i Rom må erkende sin afmægtighed overfor den realiserede Prometeus-bedrift: Colosseum og herskernaturer, som han har mødt (A 5, s. 87), samler han sine forestillinger om Nanny, der kan hjælpe ham ud af dødvandet ved sin erotiske pirringskraft: han vil igen ofre Jakobe:

… til at bistaa ham med at skabe en saadan Feststemning i hans eget Liv til Eksempel for det hele Land – dertil egnede Kvinder af Nannys Natur sig ulige bedre end den altid sørgeklædte (...) Jakobe. (A 5, s. 105-06)

Snart efter spekulerer han dog over:

... om det (...) vilde være klogt netop i dette Øjeblik at bryde en Forbindelse, der kunde blive ham til stor Nytte... (...) Vilde det nu kunne forsvares, at han satte sit Livsværk paa Spil eller bare udsatte det for Forsinkelse for en smuk Kvindes Skyld? (A 5, s. 125-26)

Mennesker er for Per magtmidler ved hjælp af hvilke hans personlige lykke kan etableres. Nanny ser han som

en dejlig, kaad og buttet Bajadere, omskabt til selve Lykkens solomstraalede Gudinde med alle Magtens, Ærens og Rigdommens palmesvingende Genier i sit Følge. (A 2, s. 89)

Han bliver nervøs, da han ved sit første møde med baronesse von Adlersborg opdager, at han har glemt at virke for sin sag:

Netop nu (...) maatte han have fat i den Tryllestav, der gav ham Magt over Menneskene ... (A 2, s. 82)

Han er sikker på, at Jakobe vil tilgive ham hans midler for "Fremtidens Sag":

Han var endog overbevist om, at hun selv vilde finde dette ganske rimeligt og forstaa, hvormeget det betød for ham og for Fremtidens Sag, om han kunde vinde en saadan Sejr (den forgyldte kusine) her i selve Berlin. Og her var dog virkelig et Maal at kæmpe for. Friherre von Adlersborg. Med dette Navn og Gehejmecommerceraadens Millioner vilde Fyrstemagt være ham vis. (A 4, s. 33)

Nietzsche skriver om kulturfremskridtet:

... dass zum Wesen einer Cultur das Sklaventhum gehöre (...) Sie ist der Geier, der dem |109| prometheischen Förderer der Cultur an der Leber nagt. (...)

Medlidenheden er ifølge Nietzsche en hindring for Kulturfremskridtet:

Wirklich hat ein überschwanglicher Grad des Mitleidens auf kurze Zeit hier und da einmal alle Dämme des Culturlebens zerbrochen. (...) Deshalb dürfen wir auch die herrliche Cultur mit einem bluttriefenden Sieger vergleichen, der bei seinem Triumphzuge die an seinem Wagen gefesselten Besiegten als Sklaven mitschleppt ... (Naumann bd. 9, s. 98-100)8

Denne opfattelse, der hviler på grækernes forhold til slaverne, er også at finde i Pers antikbevidsthed. Han er medlidenhedsløs overfor ofrene for kulturfremskridtet. Per skriver til Jakobe fra Berlin om de omflakkende arbejdere:

De ejer kun, hvad de har paa sig, og flytter fra Bydel til Bydel med en Times Varsel. Det er en Levevis, der er dem paatvungen af Eksistenskampen i disse Millionbyer (...) Udviklingen af det moderne Industrisamfund kræver jo, at dets Arbejdshære af Hensyn til de hurtigt skiftende Konjunkturer er saa mobile som muligt (...) Det er (...) absolut nødvendigt, at der altid findes Overflod af Arbejdskraft paa Markedet, Skarer af erhvervsløse, der til Bedste for Samfundsudviklingen gaar omkring og sulter ... (A 4, s. 82).

Om et offer for denne "Samfundsudvikling" siger Per:

I den voldsomme Tilværelseskamp, som Menneskehedens store Opsvingstider medfører, har enhver nok at gøre med at tænke paa sig selv, og der er ikke Raad til Medlidenhed (A 4, s. 84).

Det er med disse egenskaber: samvittighedsløsheden, magtviljen, medlidenhedsløsheden, at Per anbringes overfor Bernhardt.

Nietzsche mener, at den kristelige afmagt skabte det kristelige værdisystem, det er kun en reaktion mod styrken. Herremoralen er rovfuglens, slavemoralen er lammenes. (GM, Gut und Böse, s. 13). Den stærke handler og kan ikke andet "weil Leben eben Wille zur Macht ist" (J, s. 259). Lammene, "hjorden", siger: den stærke er ond, lad os være gode. De omfortolker efter Nietzsche deres afmagt til godhed. Fortælleren benytter denne kontrastering i romanen. Det hedder |110| om Dyhring at "der i Moralens Navn" førtes en kamp mod ham i alle blade, som ikke beherskedes af Bernhardt:

Hans Navn var (...) bleven det Kampmærke, hvorunder Handlestyrken og Afmagten, Overmodet og den dydigt maskerede Misundelse denne Gang stødte sammen. (A 5, s. 86) [mine kursiveringer]

Per er misundelig over Dyhrings held:

Ogsaa om hans Navn skulde der nu staa Kampgny! Ogsaa om ham skulde Hadets, Forargelsens, Sladderens og Misundelsens Smaatrolde9 derhjemme danse Indianerdans! (A 5, s. 88)

Handlekraft og afmagt – det er kodeordene for Nietzsches opdeling af herrer og slaver:

– das Tätigsein wird bei ihnen mit Notwendigkeit ins Glück hineingerechnet – alles sehr im Gegensatz au dem "Glück" auf der Stufe der Ohnmächtigen, Gedrückten, (...) bei denen es (...) passivisch auftritt. (GM, Gut und Böse, s. 10)

Per er af fortælleren udrustet med to magtfaktorer: til den ene side Salomonmiljøet, der fører ham frem mod den endelige forhandling om projektet, til den anden side godsejermiljøet, repræsenteret ved den gale baronesse. Per, som på sin banes begyndelse var overbevist om, at han ikke skulle

... lægge Hænderne i Skødet, ikke vige for nogen Hindring, naar det kunde hjælpe til hurtigt – men navnlig sikkert – at føre ham til Maalet! (A 2, s. 35)

tør ikke bruge hende, da han for anden gang træffer hende selvom ("...den gamle Dame var bleven en ganske viljeløs Ting i hans Haand").

Per havde dog ikke kundet faa sig til at drage personlig Fordel af den Magt, han havde faaet over dette stakkels syge Menneske.

Et betydningsfuldt tegn paa arten af den sejlads, fortælleren har bragt Per ud paa, er kommentaren til Pers ædle opgiven:

Og det faldt ham endnu ikke ind, at det kunde blive fornødent at være mindre nøjeregnende med Midlerne i Kampen for de store Maal. (alle cit., A 5, s. 62-63) [min kursivering]

|111| At Pers ædelhed simpelthen består i, at han mangler magtviljens mod, fremgår af hans sidste refererede chance hos baronessen:

Skønt den gamle Dame straks den første Dag af sig selv havde gentaget sit Tilbud om at yde ham enhver Støtte og endog havde erklæret, at hun agtede at gøre ham til sin Arving, kunde han ikke faa sig til at tage dette stakkels svaghovedede10 Menneske paa Ordet. Stillet Ansigt til Ansigt med hende følte han Modet svigte ligesom nede i Rom. (A 7, s. 20) [mine kursiveringer]

Hans underbevidsthed kan ikke honorere hans samvittighedsløshed. Eller rettere sagt; fortælleren har til enhver tid ladet hans samvittighedsløshed udløse sig i fantasien, Per kan ikke realisere den. Han har ikke "Modet" til det.

VII.4. Magten og afmagten

Bernhardt er regelret fortalt efter magtviljens princip:

Han var blandt andet bekendt som den samlende og iværksættende Kraft i den Forgrening af dristige Spekulanter, der i Løbet af den sidste halve Snes Aar havde nedrevet København og opbygget den igen og derved omskabt den fra Provinsby til en Storstad i evropæisk Stil. Selv hans venner indrømmede, at han var tom som en ormædt Nød paa det Sted, hvor Samvittigheden skulde haft Plads, og at han med koldt Blod prisgav ethvert højere Hensyn for sine personlige Formaal. (begge cit., A 5, s. 25-26)

Nietzsche karakteriserer det "fornemme" magtmenneske:

Eine solche Art Mensch ist eben stolz darauf, nicht zum Mitleiden gemacht zu sein (…) Die Fähigkeit und Pflicht zu langer Dankbarkeit und langer Rache – (…) die Feinheit in der Wiedervergeltung (…) eine gewisse Notwendigkeit, Feinde zu haben. (J §260)

... er wird der leibhafte Wille zur Macht sein müssen, er wird wachsen, um sich greifen, an sich ziehen, Übergewicht gewinnen wollen ... (J §259)

|112| Bernhardt karakteriseres sådan:

Hans israelitiske Selvfølelse – en stolt Sky for at blive Genstand for Medlidenheden – (A 5, s. 28),

Af den lille, lidt forsagte Dreng havde Forurettelsen skabt en Herskervilje, en harmhærdet Kraft, der bestandig tørstede efter videre Magtomraade.

Han er underkastet den absolutte magtvilje:

... det var hans Haab (...) tilsidst (...) at faa al væsentlig Magt i Landet samlet i sin Haand. (begge cit., A 5, s. 30).

Han er selv uden medlidenhed, han havde

... skabt sig en skjult Stab af interesserede Medhjælpere, hvorigennem han bearbejdede den offentlige Mening og skaanselsløst forfulgte enhver Modstander. (A 5, s. 29).

Han har krigerens fryd ved at mærke angsten hos omgivelserne:

Han havde (...) en egen, dyb Nydelse af den rædselsblandede Nysgerrighed, hvormed især unge Mennesker og navnlig unge Kvinder betragtede ham ... (A 5, s. 26-27)11

VII.5. Teologinstinktet

Per fandt i Rom sine forbilleder i romerfolket

... dette praktisk anlagte, handlemodige, kloge og usentimentale Hedningefolk. (A 5, s. 70), [mine kursiveringer]

han er i sin ungdoms opadstigende, uanfægtede kraft af fortælleren anlagt som et sådant praktisk handlemodigt væsen med sans for kendsgerningerne. Nietzsche skriver om romerne at de havde

... der Tatsachen-Sinn, der letzte und wertvollste aller Sinne ... (AC, s. 59. HP),

men at kristendommen med dens udødelighedslære har udsuget

... den freien Blick von der Realität, die vorsichtige Hand, die Geduld und den Ernst im Kleinsten ... (AC, s. 59)

og skabt en passivitetens menneskehed, der hylder sin egen afmagt under godhedens og ædelhedens fortolkningsskjold. Efter sit første vellykkede møde med Bjerregrav om projektet er Per lutter iver efter at demonstrere sin praktiske handlekraft:

Det var bare det første lillebitte Skridt, der her var naaet, og efter hvilket det kun galdt om med forøget Kraft at samle sig til det næste og større. Hvad der nu forestod, var den langt vanskeligere Opgave at føre Idéen fra Papiret ud i Livet (...) Og han skulde ikke lægge Hænderne i Skødet, ikke vige for nogen Hindring, naar det kunde hjælpe |113| til hurtigt – men navnlig sikkert – at føre ham til Maalet! (A 2, s. 35). [min kursivering]

Den samme praktiske holdning ligger bag hans kritik af kunstnerne. Han svarer Ivan, der mener, at det ville have været lettere for ham at skabe sig et navn, dersom han skrev kærlighedshistorier istedet for

... at udkaste Kanalprojekter: Ja, eller bare slog paa Storetromme (...) eller havde Talent for med fed Rørelse at sige: "Clotilde, jeg elsker dig", ... kun ikke noget nyttigt, noget praktisk, noget reelt. (begge cit., A 2, s. 64) [mine kursiveringer].

I Pers kærlighedsforhold til Fransisca kommer også hans respekt for "kendsgerningerne" frem på en ny måde:

Det gik op for ham, at hvad han hidtil overmodigt havde smilet af og betragtet som Digt og Fabel (...), var en Virkelighed, – "et Faktum", som han gerne udtrykte sig. (A 2, s. 15). [min kursivering]

Den cæsariske Per er i modsætning til de passive Sideniusser anlagt i romernes billede. Nietzsche skriver om romerne, at de havde

... der Glaube, der Wille zur Menschen-Zukunft (...) der grosse Stil nicht mehr bloss Kunst, sondern Realität, Wahrheit, Leben geworden ... (AC, s. 59. HP).

Men romerriget og romerånden kunne ikke modstå kristendommen ("...die Verderbnis der Seelen durch den Schuld, durch den Straf und Unsterblichkeitsbegriff.") for denne "... heimliche Gewürm" sneg sig ind på "jene männlich-vornehmen Naturen" og "...Jedem einzelnen den Ernst fur wahre Dinge, den Instinkt überhaupt für Realitäten aussog..." (alle cit., AC, s. 58. HP).

Det er netop denne lammelse af realitetssansen Per og Jakobe tænker på, når de kredser om den af præster og munke "forknyttede Menneskehed" (A 4, s. 8). De drømmer

... om det nye Aarhundrede, der skulde gengive Menneskene Aandens Frihed, genvække Handlemodet og Eventyrdriften, bygge Altre for Styrken og den store Daad paa Kirkernes Ruiner. (A 4, s. 134).

Når Per står for at skulle realisere sit projekt ved hjælp af konsortiets dannelse, kan der altså til hans øvrige cæsariske egenskaber tilføjes realitetssansen. Per har imidlertid på dette tidspunkt været udsat for adskillige konflikter med "Spøgelsetroens Trælleaag" og kan siges i drøftelsen af dets realisation i vid udstrækning at gøre brug af den psykologiske ramme, |114| som Nietzsche kalder teologinstinktet. Dette "instinkt" er den realitetsfjerne, afmægtigt omfortolkende åndsform, som kristendommen skabte:

Jene Vergiftung reicht viel weiter, als man denkt: ich fand den Theologen-Instinkt des Hochmuts überall wieder, wo man sich heute als "Idealist" fühlt, – wo man, vermöge einer höheren Abkunft, ein Recht in Anspruch nimmt, zur Wirklichkeit uberlegen und fremd zu blicken ... (AC, s. 8. HP)

Wer Theologen-Blut im Leibe hat, steht von vornherein zu allen Dingen schief und unehrlich. Das Pathos, das sich daraus entwickelt, heisst sich Glaube: das Auge ein für allemal vor sich schliessen, um nicht am Aspekt unheilbarer Falschheit zu leiden. (...) So weit der Theologen-Einfluss reicht, ist das Wert-Urteil auf den Kopf gestellt, (...) was dem Leben am schädlichsten ist, das heisst hier "wahr", was es hebt, (...) das heisst "falsch" ... (AC, s. 9. HP)

Per har en stadig voksende afsky for "snusfornuft" og realisation ved hjælp af "børsfolk":

I Pers Forhold til, hvad han kaldte sit Livsværk, var der i den senere Tid langsomt, tildels umærkeligt for ham selv, foregaaet en Forandring. Dette havde ikke netop tabt i Værdi; men ligesom det i sin Tid var vokset i personlig Betydning for ham, da det under Jakobes Paavirkning omformedes i hans Forestilling fra noget, der udelukkende tjente hans egne, egoistiske Formaal, til et Arbejde i Kulturens og Aandsfrigørelsens Tjeneste, saaledes havde hans Interesse for dets Skæbne igen tabt sig noget, efter at det fra blot revolutionerende Ide var bleven en Genstand for praktisk Drøftelse, et Bytte for Børsfolks og Spekulanters snusfornuftige Beregninger. (A 5, s. 79) [mine kursiveringer].

Per synes pludselig at huske sin "højere herkomst":

Som Svar paa det Ekspresbrev, hvori Ivan under Triumffanfarer meddelte ham, at det nu var lykkedes at vinde Max Bernhardt for hans Sag, og at et Konsortium snart vilde være under Dannelse, havde han bare skrevet: "Der drog engang en Mand fra den By Jerico, og han faldt imellem Røvere". (A 5, s. 115)

|115| Per beslutter sig dog til at glemme sin højere herkomst og iøvrigt – med sit cæsariske stormod – at stille de ængstelige forretningsfolk sagens idealitet for øje:

Ulige vanskeligere havde han ved at overvinde sin Ulyst til personlig at forhandle med Max Bernhardt og de andre ham ubekendte "Geschæftsherrer", for hvilke han nærede en instinktmæssig Ringeagt, men hvis Bistand han uheldigvis ikke kunde undvære, om han skulde se sine Ideer ført ud i Livet. (...) Han havde imidlertid besluttet ogsaa paa dette Punkt at bøje sig for Hensynet til Hensigtsmæssigheden, og forøvrigt haabede han ved sin personlige Nærværelse at kunne indblæse de aabenbart meget ængstelige og nøgternt beregnende Herrer noget mere Mod og give dem et videre Syn paa den Opgave, der var stillet dem. (A 5, s. 156-57).

Bernhardts første vurdering af Per samler sig straks om Pers udspring fra præstegården:

... de havde ikke vekslet mange Ord, før han var bleven klar over, at denne højtalende, seminaristisk selvopfyldte unge Mand ikke var skabt af den Slags Stof, som han kunde bruge. (A 5, s. 34).

Fortælleren giver ham ret ved at lade Per meddele Jakobe mødets forløb med et ordvalg, der ikke er ganske passende for cæsaren:

Du har vel hørt Nyheden ... Jeg har drevet Kræmmerne ud af Templet! (A 5, s. 157)

Pers teologinstinkt, der naturligvis bestandig har ligget som det underste (antikvariske) lag i hans bevidsthed, kommer frem i hans store diskussion med Jakobe om magtviljens væsen. Han, som har hyldet guldets glans, fortolker Jakobes skuffelse over hans manglende samarbejdsevne med Bernhardt på flg. måde:

– hun er, naar det kommer til Stykket, ikke anderledes end Ivan og hele det øvrige Slæng. Kræmmeraanden sidder de gode Krumnæser for dybt i Kødet. Ærefrygten for Pengene gør dem til Kujoner. (A 5, s. 158).

Den forhen såre samvittighedsløse Per siger:

... med Folk som Max Bernhardt nyttede det ikke at føre mig sammen. Jeg skal ellers ikke blive højtravende; men der maa dog være en Rest af Idealitet tilovers hos de Mænd, med hvem man skal arbejde ... (A 5, s. 160). [mon kursivering]

Per vil ikke gøre "Pressejonerne (sin) Opvartning" (A 5, s. 161), (hvad han dog |116| har gjort før hos Dyhring), medens Jakobe indvender med magtprincippet som rettesnor:

... naar man vil tænke paa at skaffe sig Indflydelse – fordi man nu af en eller anden Grund har Brug for den – saa går man klogt i at begynde med at anerkende Magten hos andre, – hvad man saa end mener om, hvordan den er erhvervet. (A 5, s. 161-62)

Idealisten Per svarer, at han

har ganske andre Forestillinger om, hvad man skylder sig selv og de Ideer, man har gjort sig til Talsmand for. Specielt i dette Tilfælde priser jeg mig lykkelig over itide at have faaet mit Navn og mit Arbejde reddet ud af den Sfære, hvor din Broder – (...) – havde trukket det ned, (A 5, s. 162).

Nietzsche skriver om lammene, der kalder sig selv de "Geduldigen, Gemütigen, Gerechten" og siger: "lasst uns anders sein als die Bösen, namlich gut!" at deres kunststykke består i, at de:

... hat sich dank jener Falschmünzerei und Selbstverlogenheit der Ohnmacht in den Prunk der entsagenden stillen abwartenden Tugend gekleidet ... (GM, Gut und Böse, s. 13) [min kursivering]

Jakobe er ganske enig:

Det pinte hende at se paa Per under hans fortsatte Anstrengelser for at retfærdiggøre sig i denne Sag. Hun ønskede inderligt, at han vilde holde op med sine Forklaringer, som i hendes Øjne kun var Udflugter, der skulde dække over, at han havde manglet Overlegenhed til at kunne hævde sig overfor de Mænd, han nu smædede. At hans uoverlagte Brud med dem var en af den Slags desperate Udfordringer, hvormed Afmagten forsøger at besmykke et Tilbagetog, – derom var hun ikke længer i Tvivl. (A 5, s. 162) [mine kursiveringer]

Det kunne tænkes, at fortælleren har Pers teologinstinkt i pennen, når han lader ham fortsætte diskussionen sådan:

Han taalte overhovedet ikke længer Kritik og allermindst af hende. Ved den mindste Modsigelse arbejdede han sig op til den mest stivsindede Paastaaelighed. (A 5, s. 162-63)

Jakobe samler indholdsbestemmelserne for det magtmenneske, som er skitseret af Nietzsche i de ovenstående aforismer:

– han (Bernhardt) er en Stridsmand. "Krig er min Haandtering" |117| skal han nok engang have sagt. Han er skaanselsløs og uforsonlig, undertiden vistnok ogsaa grusom. Derfor var jeg ogsaa en Tid betænkelig ved hans voksende Indflydelse (...) Men jeg er kommen til at tænke paa, at man maaske netop trænger til en saadan Mand herhjemme, hvor man synes at have saa vanskeligt ved at lære at forstaa, at vil man Maalet, maa man ogsaa ville Midlerne og ikke idelig tinge om dem – med sig selv og med andre. [mine kursiveringer]

Jakobes positive vurdering af Bernhardt hviler tydeligvis dels på et rent magtfilosofisk grundlag – hun kender ikke hans mål og kan ikke vide, om det er skadeligt eller fremmende for samfundet – dels på en betagelse af herskeren:

– Jeg synes, at netop det Paastyr, der opstaar, hver Gang han gør Brug af sin Magt til at uskadeliggøre en Modstander (...) tydeligere end noget viser, at man hertillands har været i Færd med at glemme, hvordan en virkelig myndig Mand ser ud ... en Mand, der veed, hvad han vil, og som forstaar den sjeldne Kunst at herske. (begge cit., A 5, s. 164).

Jakobe repræsenterer den fornemme type, der anerkender magten og ikke afmægtigt misunder og omvurderer den:

Der vornehme Mensch ehrt in sich den Mächtigen, auch den, welcher Macht uber sich selbst hat, (...) der mit Lust Strenge und Härte gegen sich übt und Ehrerbietung vor allem Strengen und Härten hat. (J, s. 260).

Men denne betagelse er ikke kun æstetisk, Jakobe finder at "man hertillands" er blevet for blødsøden, man må lære, at vejen mod målet bliver belagt med ofre: Bernhardts eksempel skal anspore til en krigerisk og målbevidst livsholdning. Nietzsche skriver om "Das Arterhaltende" (FW, s. 4. HP):

Die stärksten und bösesten Geister haben bis jetzt die Menschheit am meisten worwärtsgebracht: Sie entzündeten immer wieder die einschlafenden Leidenschaften – alle geordnete Gesellschaft schläfert die Leidenschaften ein – sie weckten immer wieder den Sinn der Vergleichung, (...) sie zwangen die Menschen Musterbilder gegen Musterbilder zu stellen.

Der er næppe tvivl om, at Jakobe mener, at denne hårde kriger skal afløse fortidens forbilleder.

|118|

VII.6. Magtvilje og velfærd

Det filosofiske grundlag for Jakobes accept af Bernhardt er ren accept af Nietzsches fortolkninger af magtviljens væsen. Hvordan kan Jakobe – åndsaristokraten, der bar en fornuftens retfærdighedsdrøm – billige en mand, som skaber fallitter, bruger bestikkelse, pressepression, fremkalder selvmord og driver spekulationsforretning med de groveste metoder? Hvilket princip kan retfærdiggøre disse midler?

Da Per efter eksistensfilosofisk at have afgjort sit forhold til de to åndelige verdensmagter i sit liv: den cæsariske magtudfoldelse og den kristelige selvfornægtelse, formulerer sin erfaring på flg. måde:

Selvets Fornægtelse, Jeg'ets Udslettelse; thi Lykke var Forsagelse. Men fra Verdens Side lød det omvendt: Selvhævdelse, Egenkærlighed, Legemets Kraft og Viljens Mod; thi Lykke var Tilegnelse. Her fandtes da ingen bærende Bro over Svælget. (A 8, s. 128) [mine kursiveringer]

er det ikke svært at se, at det er Nietzsches "Genius der Kultur", der spøger i Pers erfaring:

Er handhabt die Lüge, die Gewalt, den rücksichtlosesten Eigennutz ... (MA I, s. 241)

– Zarathustra lærer:

Wollust, Herrschsucht, Selbstsucht: diese drei wurden bisher am besten verflucht und am schlimmsten beleu- und be-lügenmundet, – diese drei will ich menschlich gut abwägen. (Von den drei Bösen, s. 1) [min kursivering]

Nietzsches forfatterskab vrimler med hyldester til disse tre dyder: de antikristelige. Han bliver ikke træt af at angribe de uselviske egenskaber, der er fremtvunget af det kristeligt-moralske lovsystem eller overhovedet af enhver forsagelsesreligion.

"Was ist Glück?" (...) Nicht Zufriedenheit, sondern mehr Macht, nicht Friede überhaupt, sondern Krieg ... (AC, s. 2. HP).

Lykken ligger for Nietzsche i aktivitet, den amoralske selvudfoldelse, den bestandige magtudvidelse, den psykofysiske fremdrift. Forsagelsesreligionerne bringer stagnation, kastration af jegets vilje til selv at afgøre udfoldelsesmulighederne.

|119| Før Per og Jakobe definitivt skilles – Per trukket hjem af moderens død og dernæst anbragt på Kærsholm til bodsgang – afgøres romanens drøftelse af magtprincippet. Per er nu allerede ved at ændres afgørende af fortælleren, der lader hans antikvariske bevidsthedslag se lyset. Per, som havde drømt om et stolt og omstrejfende liv, står foran sin store studie-rejse til Amerika med nogen nølen:

Han var i Grunden træt af det omstrejfende Liv, han i det sidste Aarstid havde ført. (A 6, s. 94).

Han forsøger at få Jakobe med sig, men:

Hun levede jo ikke længer i Indbildninger med Hensyn til hans Karakter, og hun var nu bange for, at han skulde benytte hendes Tilstand (hun er gravid) som et Paaskud for at opsætte sin Rejse eller maaske for helt at opgive den.

Per, der af fortælleren er blevet udstyret med barbar-metaforer, og i hvem romanens personer netop har set barbaren eller dyret12, fortolker hendes afslag sådan:

Er det din alvorlige Mening, eller driver du bare Løjer med mig. For det vilde jo dog være det skrækkeligste Barbari. (begge cit., A 6, s. 97).

Titanen Per, der ville være magtfyrste, drømmer nu om

... eget Hjem! ... Det behøver jo slet ikke at være særlig storartet; det skal vel ogsaa helst ligge lidt udenfor Byen, i frie Omgivelser, saa vi kan have det hyggeligt og roligt!" (A 6, s. 99) [mine kursiveringer]

Per er nu i sin praktiske afmagt sat i en omfortolkningssituation af sine egne idealer: han har været ved at sælge sin sjæl for at nå den verdslige hæder:

Alt det, som vi Mennesker – (...) – saa hidsigt efterstræber og undertiden sælger baade Sjæl og Krop (i dette tilfælde til børs- og profitherrer) for at naa: Navn, Ære, Rigdom o.s.v., hvor er det dog i Grunden altsammen betydningsløst og ligegyldigt i Sammenligning med Livets virkelige Goder... (...) Jeg priser mig lykkelig over, at jeg i Tide fik reddet mig ud af Elendigheden. (A 6, s. 99).

Åndsaristokraten Jakobe markerer fortællerens hensigt med denne omfortolkning fra Pers side. De livsværdier, han nævner (– dem, der vokser naturligt ud af tilværelsen "som Frugter paa et Træ" (A 6, s. 99)) er naturligvis alment acceptable som værdifulde, men de passer sig bare ikke for Per, der i fiktionsrammen stadig står med mulighederne |120| for at realisere projektet, hvis han vil acceptere den praktiske virkelighed, der benytter sig af amoralske metoder:

Jakobe var bleven lidt urolig under denne Tale. Skønt det i Grunden var hendes egne Ord ja netop dem, hvorom hun havde drømt, at han engang vilde gøre dem til sine, opskræmte de hende nu, da hun hørte dem af hans Mund. Men hun havde jo ogsaa selv til en vis Grad ændret sine Meninger om de sande Livsværdier.13 (A 6, s. 99-100)

Jakobe mener regelret, at magtviljen er drivkraften i social fremdrift – også selv om den i sit væsen kan være ond. Per forklarer sin tilbagetrækning fra elendigheden:

Det er absolut min Erfaring, at Egennytte, Forfængelighed. Brutalitet, Herskesyge o.s.v. endnu er lige saa grundfæstede Magter i det nye Samfund som i det gamle. (...) Men det var dog vel oprindelig ikke Meningen. [mine kursiveringer]

Jakobe indvender:

– den Slags Egenskaber, som du nævner, er nu engang de Drivkræfter, der fører Menneskene og Verden fremad. Derfor kan de vist heller ikke være slet saa fordømmelige, som man gerne gør dem til.

Per spørger om "...de ligefrem tør kaldes paaskønnelsesværdige?". Jakobe stiller modspørgsmålet:

Jeg ved ikke. Er det dog ikke simpelt hen dem, hvorpaa Menneskenes Velfærd beror? (alle cit., A 6, s. 100)

Mens Per altså med det kristeligt-moralske værdisæt angriber Zarathustras dyder, støtter Jakobe magtviljens drivkraft udfra et sociologisk-humant synspunkt, der hviler på en apriorisk accept af magtviljens positivitet14. Synspunktet er genkendeligt hos Nietzsche fra GT til enden. Her er den sociologiske baggrund for det; Nietzsche skriver om magtviljens undertrykkelse og udfoldelse (J, s. 259):

Sobald man aber dies Prinzip weiter nehmen wollte und womöglich |121| gar als Grundprinzip der Gesellschaft, so würde es sich sofort erweisen als das, was es ist: als Wille zur Verneinung des Lebens, als Auflösungs- und Verfalls-Prinzip. (...) Leben selbst ist wesentlich Aneigung15, Verletzung, Uberwältigung des Fremden und Schwächeren, Unterdrückung, Härte, Aufszwängung eigener Formen, Einverleibung und mildestens, mildestens Ausbeutung. (...) In keinem Punkte ist aber das gemeine Bewusstsein der Europäer widerwilliger gegen Belehrung als hier; man schwärmt jetzt überall, unter wissenschaftlichen Verkleidungen sogar, von kommenden Zustanden der Gesellschaft, denen "der ausbeuterische Charakter" abgehen soll: – das klingt in meinen Ohren, als ob man ein Leben zu erfinden verspräche, welches sich aller organischen Funktionen enthielte. Die "Ausbeutung" gehort nicht einer verderbten oder unvollkommnen und primitiven Gesellschaft an: sie gehört ins Wesen des Lebendigen, als organische Grundfunktion, sie ist eine Folge des eigentlichen Willens zur Macht, der eben der Wille des Leben ist. – [min kursivering]

Det er denne belæring, Jakobe ser i herskeren Bernhardt:16 han kan vække de indslumrende, passive kræfter i dansken ved at stille dem sit forbillede for øje, hans amoralske gøremål skal ikke vurderes efter moralske principper, men efter sociologiske: ban bygger op og river ned, dræber og hjælper, han skaber liv og fremdrift. Han er hverken god eller ond, men fremskridtets drivkraft, derfor ikke "fordømmelig".

|122| Med denne diskussion er Pers rolle i "Virkelighedens Verden" udspillet, i hvertfald i den virkelighed, hvor cæsarerne strides. Den omfatter efter romanens udsagn foreteelser, der ikke kan harmonere med en moralsk, endsige kristelig livsholdning. Cæsaren Per er hermed forvist til en anden virkelighed; mulighederne er den moralske sti eller jegets egen normgivning: drømmens verden. Per prøver begge muligheder. Hans teologinstinkt når endnu at blomstre, før han trækker sig ud af cæsarernes kappestrid. Han billiger nu Jakobes amoralske magtudsagn (da han nemlig er angst for at blive stiklet til af Nathan og Fritjof, overfor hvilke han har "...brugt temmelig dristige Ord om den Opsigt, hans Ideer havde vakt hos Sagkyndige" (A 5, s. 176)):

Men der skulde ogsaa nu tages fat med fornyet Kraft. Jakobe havde Ret. Det nyttede ikke at vrage mellem Midlerne og Hjælperne. Sagen skulde frem nu, hvad der saa end skulde ofres. (A 5, s. 176) [min kursivering]

Årsagen til at projektet forliste var, at Per ikke ønskede at forsone sig med Bjerregrav, der skulle være konsortiets faglige autoritet. Per er nu villig til at bøje sig for Bjerregrav, der ikke er en "Geschæftsherre":

Han fortrød dog ikke sit Brud med Max Bernhardt. Med denne Mand vilde han aldrig have kunnet arbejde. Derimod indrømmede han, at hans Vægring ved at forsone sig med Obersten var en Dumhed, en Barnagtighed. (A 5, s. 176).

Nietzsche skriver om teologinstinktet:

Der Idealist hat, ganz wie der Priester, alle grossen Begriffe in der Hand (...), er spielt sie mit einer wohlwollenden Verachtung gegen den "Verstand", die "Sinne", die "Ehren", das "Wohlleben", die "Wissenschaft" aus, er sieht dergleichen unter sich, wie schädigende und verführerische Kräfte, über denen "der Geist" in reiner Für-sich-heit schwebt ... (AC, s. 8. HP).

Per når før sin afgang til "Amerika" at fylde formen med indhold. Han er under selskabet hos Salomons, hvor hans forlovelse med Jakobe skal erklæres "bleven yderligere overbevist om det hjemlige Fremskridtsfolks begyndende Forfald."

(der) maatte (...) ganske andre Kræfter frem i første Linje, |123| Mænd i Ordets sande Betydning, alvorlige og højsindede Naturer, der løftede deres Livsmaal en Smule op over Døgnets vilde Jagt efter Penge, Kvinder eller personlig Udmærkelse. (A 6, s. 76)

Per er nu for moralsk til mere at deltage i det vilde ridt. Han hverken kan eller vil. Den moderlige jordbund trækker i svinedrengen.

 
[1] De to yderpunkter markerer Nietzsche selv med Goethe og Cesare Borgia. tilbage
[2] æstetisk: Bortset fra at hans æstetiske værdisystem altså kun har mening i forhold til et moralsk og altså implicerer den moralske kontrast. tilbage
[3] Dette er naturligvis en unuanceret forkortelse. Læs f.eks. Hultberg: Nietzsche. (s. 51-67) og Villy Sørensen: Nietzsche. (s. 97-128). tilbage
[4] Se kapitlet "Pontoppidan og Nietzsche". tilbage
[5] Den åndeligt-sublimerede magtvilje omtales i kapitlet "Jakobe". tilbage
[6] Der efter Nietzsche var genopvækkelsen af den antikke fornemhed. (se f.eks. GM, Gut und Böse, s. 16). tilbage
[7] Pers mentor er onkel Heinrich, der fremstiller den kynisk-amoralske side af idéen: troen på resultatet kan skabe resultatet. tilbage
[8] I de to paragraffer, der omhandler kulturfremskridtets pris "Der griechische Sklave und die Arbeit" og "Grausamkeit im Wesen der Individuation" (Naumann bd. 9, s. 94-100) har Pontoppidan gjort flere understregninger. tilbage
[9] Den "antikke" Per benytter sig af Nietzsches foragtelige udtryk for hjordemennesket: "Zwergtiere" (f.eks. J, s. 203). Han omtaler kritikken af sin pjece som "Dværgehad" (A 4, s. 95). tilbage
[10] stakkels svaghovedede: Udtrykket skyldes Pontoppidan. [se efter!] tilbage
[11] (...) Denn das Mitleiden gilt als verächtlich und einer starken, furchtbaren Seele unwürdig – aber gnädig, weil sie dadurch ergötzt und guter Dinge werden: Denn der Grausame geniesst den höchsten Kitzel des Machtgefühls... (Mr, s. 18) tilbage
[12] Prometeus og det store forsæt, afsnit 2. tilbage
[13] Jakobes accept af magtviljen eller livets dionysiske grundvilkår behandles i kapitlet "Jakobe". Hvad der kan udledes fra Jakobe til forfatteren Pontoppidan drøftes i slutafsnittet af "Uendelighedens Ro": Fortæller og forfatter. tilbage
[14] Pontoppidan har understreget en række aforismer om dette problem, se f.eks. FW, s. 23 (Die Anzeichen der Korruption). tilbage
[15] Den mærkelige brug i Pers overvejelser over stormagterne i hans liv af ordet "Tilegnelse": "Thi Lykke var Tilegnelse", udgår vist fra en oversættelse af denne sætning. tilbage
[16] Fortællerens forhold til magtmennesket Bernhardt kan ikke på nogen måde siges at have islæt af moralske forbehold. Kun Jakobe og Per diskuterer ham, og i denne diskussion diskvalificeres Per, fordi hans bidrag udspringer af afmagt og omfortolkning. En interessant strejfbelysning på Bernhardt giver karakteriseringen af hans idégiver, Herløv: "Vekselereren var navnlig aldeles blottet for Ærgerrighed. Ganske i Modsætning til Max Bernhardt, for hvem alt gik ud paa Magtbesiddelse, havde han intet andet Formaal end Profiten, ingen anden Stræben end at puge Penge sammen. Han vidste end ikke noget at bruge sine mange Penge til." (A 5, s. 112) Her knyttes en linje mellem ærgerrighed og magtdrift, der altså synes fortælleren mere tiltalende end forbindelsen mellem profit og svinelykke. tilbage