Pontoppidan og Nietzsche

Tredje del. Lykke-Per

Kapitel X

Nathan

Pontoppidan lod sige i Politiken 19.12.1905:

Det vil også være forgæves at søge efter andre Portrætter i Bogen. På en enkelt Undtagelse nær – som er meget tydelig betegnet, og som Bogens Plan krævede – findes der ingen.

Hvad Bredsdorff end kan få ud af brevvekslingen mellem Pontoppidan og Georg Brandes, tror jeg ikke, at Pontoppidan på noget tidspunkt har haft meget tilovers for personen Georg Brandes, derimod nok at Pontoppidan har kunnet bruge og villet bruge Brandes' hjælp til at sikre sig litterær anseelse. Pontoppidans vurdering af Georg Brandes' litteraturhistoriske og kulturpolitiske virksomhed er derimod fra den første forfatterfærd yderst beundrende, beundringen aftager med Brandes' oldingeskrifter og med Pontoppidans følelse af, at påvirkningen fra Brandes har bragt ham ud af kontakt med en kultur- og slægtssammenhæng, som han naturligt hører hjemme i.

I et interview i Dagens Nyheder 19.2.1927 kommer denne vurdering frem:

Der var bare ikke Jordbund for ham herhjemme. Det Træ, han plantede, kunde ikke finde Voksested hos os.

Saadan føler jeg det ogsaa selv, endskønt jeg nu paa mine ældre Dage forstaar Georg Brandes bedre: Heller ikke hos mig har der været særlig god Jordbund for meget af det, han saaede – saa fremmed han var ...

Det er denne jordbundsteori, der intensiveres i Pontoppidan gennem årene, og som til den ene side afsluttes i den "usande" sætning i "Erindringerne": "... vi, der har vore Indtryk af ham fra et flygtigt Bekendtskab..." (s. 182), til den anden i fremdragningen af de dansk-nationale bekendte og i den fyldige slægtsbeskrivelse, der kunne lægge en harmonisk national horisont over den store ensomme, der havde kæmpet sig igennem til selvforløsning af egne veje. Men romanen Lykke-Per var netop en selvforløsning og selvfortolkning, der kom i stand ved Brandes' hjælp og efter hvilken Pontoppidan stod uden slægtshorisont og alene.¹ Den taknemmelighed,² Pontoppidan hylder Brandes med i årene omkring og efter Lykke-Per hviler herpå, den iver Pontoppidan i "Erindringerne" skjuler påvirkningsforholdet med, på erindringen om den vold, han havde gjort på slægtssammenhæng og moderlig horisont i Lykke-Per.

|156| Han forstod siden, at man ikke kan være sig selv, fordi selvet også er en viden om slægtens selv, og at det er slægtens selv, der muliggør en fornemmelse hos individet af personlighedskonstans og vækstmulighed.

I romanen mødes tropperne fra "det moderne Gennembruds Mænd", siden også digteren Berger,³ med en Aladdin, siden en Cæsar, der spejler sig i deres stækkede handledygtighed. Alle disse personer står – eller har stået – i discipelforhold til Nathan. Gruppen repræsenterer den "frigjorte" masse, der formodes at bevæge sig over de øvrige danskere, Sideniusserne, der stadig er i kontakt med den moderlige jords teologi eller ligefrem "Middelalder". Sideniusserne er Nathans store forum. Hvad Pontoppidan har villet med Nathan-portrættet – som "Bogens Plan krævede" – er gennem en digterisk fortolkning af en først og fremmest ateistisk vækkelsesskikkelse (Georg Brandes) at undersøge sammenstødet mellem europæisk frigjort kultur og dansk kulturs kristeligt-moralske fundament. Dette sammenstød eksemplificeres gennem en dansk helts stræben og forlis i kølvandet af de Nathanske fristelser. Nathanportrættet har tydeligvis to funktioner: manden er en handling, hans afhandling i "Lyset" griber aktivt ind i Pers cæsar-identification; det er den ydre beskrivelse, der har stærke forbindelser til Georg Brandes' egne litterære frembringelser; manden er en idé, den digteriske fortolkning af ham (udseende, væsenssammenligning med det danske folk) etablerer en kontrastbeskrivelse til karakteriseringen af danskerne, sideniusserne. Det er også denne "kontrastbeskrivelse", der går udover den historiske virkelighed og er mål i sig selv, Georg Brandes protesterer imod som a-naturalistisk (Bredsd. I, 33). Det vil jeg vende tilbage til. Det er ufrugtbart – som Bredsdorff gør det⁴ – at konfrontere empirisk virkelighed, årstal o.s.v. med Nathan-figurens færden i romanen, Nathan er frigjort fra denne empiriske virkelighed, såvidt som man ikke kan datere episoder i romanen med datoerne for Georg Brandes' store |157| udenlandsophold. Hvad der siges er blot, at Nathan – som Georg Brandes – har opholdt sig i udlandet i flere år. Nathans virksomhed, hans handling, er det derimod frugtbart at undersøge, den er nemlig fundamentet for den åndelige atmosfære, hvori Jakobe og Per diskuterer, begejstres og hvoraf Per formulerer sin prometiske drøm i pjecen.

X.2. Nathans handling

Når man undersøger Nathans handling – romanens beskrivelse af hans afhandling i "Lyset" – opdager man hurtigt, at den har virkninger langt ind i romanens idébygning; og at det er en yderst subtil form for fortolkning og diskussion af Georg Brandes' påstande og fristelser, romanen påtager sig. To epokegørende afhandlinger fra Georg Brandes' hånd leverer nemlig materialet til Pers psykiske konstitution og dermed til hans grundlæggende splittelse.

Det fremgår af romanen, at Nathans handling i forhold til dansk folkekarakter har to aspekter: det kritisk nedbrydende og det positivt vækkende. De afhandlinger der er tale om er "Indledning til Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes Litteratur" (1872) og "Aristokratisk Radikalisme" (1889). I den første udleveredes dansk litteraturs bomærke: Aladdin, den geniale lediggænger, i den anden magtmennesket, fremskridtets energiske forkæmper: Cæsar. Den første er heldets, drømmenes, tilfældets lykkelige modtager, den anden skaber selv skæbne og handling.

Brandes skriver i "Indledningen":⁵

En Combination af forskjellige Aarsager har bevirket, at vor Litteratur i ringere Grad end de større har arbeidet i Fremskridtets Tjeneste. (...) Jeg vil saaledes fremhæve et Træk af Barnlighed i Folkecharakteren. Vi skylde denne Egenskab vor Poesies næsten enestaaende Naivitet. (...) Jeg vil dernæst fremhæve vor Litteraturs stærkt abstracte Idealisme. Den handler ikke om vort Liv, men om vore Drømme. (s. 92)

Ivan Salomon, der som den første udleverede Aladdinlykkens skæbne til Per, siger om Nathans afhandling:

Selvom Nathans Kritik er noget skaanselsløs, saa er det vistnok sandt, at vi i dette Åarhundrede – jeg siger det med Selvbebrejdelse – har plejet en lidt |158| for unaturlig Omgang med Fantasien og derved i en betænkelig Grad har svækket Virkelighedssansen. (A 2, s. 64).

Brandes skriver i "Indledningen":

Vi kan kun udtrykke "noget Typisk" i "den abstract idealiserede og den abstract karrikerede" form. (s. 96). "Man overbyder hinanden i at optaarne Idealer, udfra hvilke Virkeligheden kun øjnes som et fjernt sort Punkt" (s. 97).

Eybert siger om Pers projekt:

Det er og har jo desværre altid været vor Nationalskavank – (...) – at vi aldrig har kunnet komme ud over det barnlige Standpunkt, der karakteriseres ved, at man føler Tilfredsstillelse ved at bygge Luftkasteller. (...) Det er en evig Sandhed, hvad Nathan engang skrev i en Nekrolog (...): man fødes, lever, ældes og dør som Fantaster i dette Land!

Han kalder Pers projekt "Eventyrdigtning" (A 3, s. 83). Jakobe ender med at se Per som en fuldgod repræsentant for "... et Puslingefolk med store, tænksomme Hoveder men et Barns kraftløse Lemmer..." (A 6, s. 157). Pers projekt var eventyrdigtning, og det er jo også fatalt, at Per netop udgår fra den eventyrrolle, som Georg Brandes analyserede således:

Aladdin er Geniet, men hvad Art Geni? Hvad er det for Genier, paa hvilke dette Billede passer? Paa Aander maaskee som Oehlenschläger selv eller som hans Samtidige Lamartine, men visselig ikke paa Aander som Shakespeare, som Leonardo, som Michel Angelo, (...) allermindst paa Napoleon, der maaskee mest umiddelbart har givet Anledning til Aladdin. Thi Geniet er ikke den geniale Leddiggjænger, men den geniale Arbejder, og de medfødte Gaver ere kun Værktøiet, ikke Værket. (s. 94)

Det er en genikarakteristik, der rammer langt ned i Pers væsen, han er den Aladdin, der af fortælleren får alle muligheder serveret, men drømmer dem alle væk, hvis projekt er et luftkastel, en fremkoglen "...af straalende Syner" (Jakobe, A 6, s. 157) uden forbindelse med den praktiske virkeligheds krav.

Nathans slutord om rejsen fra udlandets storbyer til Danmarks "... anden Verden (...) Drømmenes overjordiske Rige", og til København, hvor der ligger "de samme hengemte Varer" i butikkerne, og man opfører "de samme barnlige Ridderdramaer" (Alle cit., A 2, s. 97-98), som da han for flere år siden rejste, er nemme at sidestille |159| med Georg Brandes' ord:

Vi ere nemlig denne Gang som sædvanlig en 40 Aar tilbage for Europa. (s. 90-91).

Nathan skriver:

Det var, som om Livet havde staaet stille her, mens der ude i Evropa paa alle Omraader havde fundet en mægtig Udvikling Sted, en aandelig Revolution, der havde omskabt Samfundene og givet Menneskene højere og dristigere Maal. (A 2, s. 98).

Det "abstract idealiserede" og "abstract karrikerede" som typisk dansk litterær frembringelse (Oehlenschlägers dramaer, Ingemanns romaner) møder Nathan i Studenterforeningsvennernes vedvarende "ophøjede, teologisk-filosofiske Væven, (...) som røbede, at intet Bud om, hvad man i den sidste Menneskealder havde tænkt, virket og digtet rundt om i Europa, var trængt ind over dette Lands Grænser." Her står tiden stille og det indre forfald skjules af "Fantasteriets blege Rosenflor og Spekulationens sejge, tornede Stængler." (Begge cit., A 2, s. 99). Og Georg Brandes skrev i "Indledningen":

Altsaa ikke nok med, at der er Tider, om hvilke man ikke veed, hvorledes man da har tænkt og følt (i udlandet); der er Tider, hvor man har tænkt og følt men paa anden Haand ... (s. 88)

Georg Brandes slutter "Indledningen" – ligesom "Aristokratisk Radikalisme" – med en opfordring til danskerne om at bryde ud af stagnationen og nå det europæiske idéniveau:

Det er ikke saa meget ydre Love, der behøve at forandres, om end ogsaa de, som det er den hele Samfundsbetragtning, som den yngre Slægt fra Grunden af maa omforme og oppløie, før en ny Litteratur kan skyde op. Hovedarbeidet vil blive gjennem en Mangfoldighed af Canaler at lede de Strømninger, som have deres Udspring i Revolutionen og Fremskridtsidéerne, herind og at standse Reactionen ... (s. 98)

Og Nathan skriver, at han

havde søgt at kalde paa, hvad der endnu havde Liv herhjemme, først og fremmest paa de unge, og blandt disse navnlig paa de stærke og stridslystne, der havde Mod til at gennemhugge og indtil den sidste Trævl at søndersplitte det Barnedrømmenes Puppehylster, hvori hver enkelt – som det hele Folk – sad indspundet. (A 2, s. 100).

Det ses tydeligt, at det er den barnlige og drømmende idealisme, som Georg Brandes definerede som nationalgemyt, |160| Nathan opfordrer til frigørelse fra. Skal man se på, hvad Nathan stiller de "stærke og stridslystne" for øje, må det være det Europa, hvor en "mægtig Udvikling" har fundet sted "en aandelig Revolution, der havde omskabt Samfundene og givet Menneskene højere og dristigere Maal" (A 2, s. 98). Det er denne åndelige revolution, Georg Brandes udtrykker i flg. litterære vision i "Indledningen":

En skjønne Dag blev Marquis Posa træt af at præke Frihed ved Philip den 2dens Hof for Tyrannens døve Øren, og han jog ham sin Kaarde gennem Livet –, og Prometheus reiste sig fra sin Klippe og ryddede Olympen, og Faust, som var sunket i Knæ for Jordaanden, bemægtigede sig hans Jord og undertvang den med Damp, med Elektricitet, med metodisk Forskning. (s. 94)

Brandes siger rent ud, at en stor periode af vor litteratur er forfattet af "teologiske Candidater"⁶. Per, som læser Nathans artikel, fryder sig over at læse

... de vittige og skaanselsløse Angreb paa alt det, han selv hadede herhjemme, og da først og fremmest paa hele det "Sideniuske" Kleresi, i hvilket ogsaa denne Mand saa Landets egentlige Ulykke og Skam. (A 2, s. 97).

Brandes nævner rationalismens forsumpning i dansk kultur: "Heiberg følges af Martensen og Martensens "Speculative Dogmatik" afløses af den "Christelige Dogmatik". I Oehlenschlägers Digtninge hersker endnu et rationalistisk Pust, men Oehlenschlägers og Ørsteds Slægt avler Kierkegaards og Paludan-Müllers." (s. 93)

|161| Da Per læser Nathans afhandling, fængsles han

af dens Tone og Sprog (...), han huskede de Bøger af en noget lignende Art – Martensens Etik f.eks. – som han i sine Drengeaar havde maattet læse højt for sin Fader ... (A 2, s. 96).

Per, præstesønnen og Aladdintypen, sættes altså i direkte forbindelse med den spekulative kristelige kultur, der frembringer den litteratur, som Georg Brandes angriber. Martensens Den kristelige Etik udkom i tre bind 1871-78, og med fortællerbemærkningen om, at Per læser den op for sin fader i drengeårene (ca. 10-12 år), skulle man kunne datere Pers Nathan-læsning til omkring 1885, da Per er ca. 20 år på dette tidspunkt. Alligevel har Nathans afhandling tydeligvis som model haft "Indledningen til Hovedstrømningerne" (1872!), mens Nathan selv er indsat i en tidssammenhæng, hvor "gennembruddet" forlængst er etableret. Bredsdorff har slet intet blik for, at romanens Brandes-fortolkning er et litterært perspektiv, han skriver:

Med originaludgavens femte bind er handlingen nået frem til 1883, det år, da Georg Brandes vendte tilbage fra Tyskland. Jakobe skriver til Per, at der i Danmark er "et nyt Udbrud af teologisk Desperation og Forfølgelsessyge", og at Nathans tilbagevenden "har vakt Panik i Præstelejren. (...)". Og i samme bind forberedes læseren på Nathans tilstedeværelse ved den store fest på "Skovbakken". (II, s. 144)

Ja, kan man sige, men romanens eneste præcist angivne tidsangivelse er den, Per giver i et brev til Jakobe fra Berlin i en beskrivelse af en "gammelt uniformeret Mand" i bind fire, s. 88:

Han saae ud som selve Døden, formummet i prøjsisk Generalsuniform. Det var den halvfemsindstyveaarige Moltke.⁷

Moltke er født 1800, og regnestykket giver så, at "handlingen" allerede i bd. 4 er "nået frem til 1890".⁸

Det er næppe uden grund, at fortælleren i fiktionen forsyner journalistens rejsebrev med en tidsfæstelse, da den går gennem Pers pen. Han har villet understrege, at Pers Berlin-ophold fandt sted i 1890. Hvad angår tidsfæstelsen af Brandesportrættet kan man sige, at fremstillingen af personen hviler på Brandes halvfemser-ydre, |162| mens beskrivelsen af Brandes handling dækker et tidsrum på 20 år (1870-1890), omgivet af de to "vækkelsesafhandlinger": "Indledningen" og "Aristokratisk Radikalisme". Fortælleren bruger Brandes' litterære virksomhed og hans personlige data ganske suverænt i en idésammenhæng, som disse størrelser underordnes. At en forfatter gør sådan, er egentlig for selvfølgeligt til at behøve diskussion. Nathans handling er demonstreret af fortælleren med "Indledningsforelæsningen til Hovedstrømninger" som forlæg. Men Per læser Nathans afhandling på et tidspunkt i romanfiktionen, som må ligge i året 1889.

Fortælleren blander elementerne fra "Gennembruddet", ideer og personer, begivenheder og udsagn, og lader dem spejles i den stadig lige naturfriske Nathan, som portrætteres i sin skikkelse fra tiden omkring 1890-91. Derved opnår fortælleren at kunne fælde dom over et tidsforløb og idéforløb på ca. 20 år (fra 1870 til 1890), idet alle disse størrelser koncentreres i et fiktivt tidsrum, der strækker sig fra ca. 85-90, 91 (Pers ophold i Salomon-miljøet). Her sker tingene i romanens litterære tid, men denne fiktive tid omfatter den empiriske fortids hændelser og udsagn. Og disse hændelser og udsagn udvælges efter deres betydning for romanens overordnede idé. Det er gennembruddet og dets udløser, Nathan, der er beskrevet i idéperspektiv. Derfor er der heller intet principielt i vejen for, at den afhandling, Per læser, skulle kunne dække "Aristokratisk Radikalisme". Nathans afhandling er givetvis ideologisk opbygget over "Indledningen", men dette er meget naturligt, fordi den tydeligere end "Aristokratisk Radikalisme" afspejler Brandes forhold til den danske nation, hans egen fortolkning af sit kald.

Brandes skrev i "Aristokratisk Radikalisme" om Nordens skønlitteratur, der igen var faldet i tornerosesøvn:

Jeg har villet henvise til ham især (Nietzsche), fordi det forekommer mig, som om Nordens Skønlitteratur nu vel længe har tæret paa Tanker, der bleve fremsatte og drøftede i det forrige Aarti. (...)

Den nordiske Aandsudvikling indenfor Skønlitteraturen er gaaet forholdsvis hurtig frem (...). I Løbet af Halvfjerdserne indsaa næsten alle de nordiske Digtere, at det gik |163| ikke længer med en Digtning paa Grundlag af den Augsburgske Konfession. Nogle lode den i Stilhed falde, andre gjorde en mere eller mindre larmende Opposition imod den, de fleste, der opgave den, forskansede sig overfor Publikum og til Dels overfor deres egen daarlige Barndomssamvittighed til Gengæld bag den engang fastslaaede protestantiske Moral. (AR, s. 612-13)

Det er den "daarlige Barndomssamvittighed" og den augsburgske trosbekendelse, romanens digtere og kunstnere strides med, det er fra de "Uafhængiges" sjæleskisma, Pers cæsarbevidsthed udgår. Og Cæsar-dyrkelsen, dyrkelsen af den autonome, overmenneskelige moral, der ikke tager små hensyn, er et af punkterne i Brandes' artikler, "Aristokratisk Radikalisme", "Det store Menneske..." og "Duplik".

"Indledningen" fremhævede nationallitteraturens bomærke: Aladdin, og "Aristokratisk Radikalisme" forherligede en ganske anden type, nemlig det "store Menneske" eller en Cæsar:

Han, efter hvem al højeste Magt endnu den Dag i Dag bærer Navn, kunde alt, vidste og kendte alt, hvad en Hærfører og Hersker af højeste Rang maa kunne og kende. Kun nogle Mænd under den italienske Renaissance har hævet sig til en saadan Højde af Geni. For alle Fremskridt, der lode sig udføre i hine Dage, var hans Liv en Borgen. (s. 596-97)

Per er en Aladdin med store evner, en præstesøn med dårlig samvittighed, men vil være en Cæsar. Allerede her kommer Pers problematik frem i grove linjer.⁹

En ung mand i den målelige virkelighed, Arnold Rohde, udgav i september 1889 en tyve siders pjece "Aristokratisk Radikalisme kontra Velfærdsmoral", der blev drøftet ivrigt i den store avisdebat omkring Brandes' afhandling og den efterfølgende strid mellem |164| Høffding og Brandes¹⁰. Rohde beskriver sit indtryk af Brandes forelæsninger over Nietzsche:

Ingen af os var der vel, som ej følte, at her var en ny Bane at bryde, en ny Overbevisning at slaa til Lyd for i Landet. En og anden Ærgerrighed, der sad inde med Erobringstanker, var der maaske ogsaa, som med forundret Ærefrygt studsede over, at Brandes atter her skulde være første Mand paa Skansen.¹¹ (...)

Dette var Læren om de store og sjældne Individers Ret til Overherredømmet. (s. 4)

Så naivt – og begejstret – reagerede faktisk en ung mand på den aristokratiske radikalisme. Nathans artikel i "Lyset" har nøjagtig samme virkning på Per, han hopper fra Aladdin-rollen over i cæsarens ret til "Overherredømmet":

Dette sidste Kamp-Opraab¹² havde under Læsningen ganske særlig bragt Blodet op i Pers Kinder. Ligesom adskillige andre unge Mænd, der sad rundt om (...) og drømte om Hæder og Storhed, havde han følt de æggende Ord som henvendte direkte til ham og læst i dem en Bestyrkelse af sin egen Tro paa at være kaldet til paa sit Omraade at blive Morgenvækkeren og Banebryderen i dette dorske Samfund af tykblodede Præste- og Degnesønner. (...) "Philip Salomons Svigersøn," – det var Trylleordet, der skulde aabne Livets Fløjporte for ham og gøre ham Menneskene underdanige. (...) Ja, var der ikke som en Forudsigelse i, at det netop var ham, Nannys Broder, der først havde tydet Gudeskriften paa hans Pande: Jeg kommer, jeg ser, jeg sejrer! (A 2, s. 100-101)

|165| Ivan Salomon havde omtalt afhandlingen sådan:

... Han drager dér alvorligt tilfelts mod, hvad han kalder vore "udmalkede¹³ Æstetikere" herhjemme, og raaber Initiativets og de dristige Handlingers Mænd i Gevær. (A 2, s. 62).

Per reagerer – som Rohde i virkeligheden – praktisk, der er en ny Bane at bryde:

Han var kommen til at huske paa, hvad den gamle Oberst havde kaldt hans Projekt: en Udfordring til den hele Teknikerstand herhjemme. (...) Nu vel, det skulde blive det! Han havde allerede besluttet yderligere at udvide sin Plan, saa den kom til at omfatte det hele Land og i Virkeligheden betyde en fuldkommen Revolution ... (A 2, s. 100).

De tre faser i Pers holdning til projektet er i romanen direkte knyttet til Nathans forkyndelse (og debatten omkring Nietzsche¹⁴).

Pers første fase er reklameringen for det store menneske:

Efter at have læst en halv Snes Bøger af Dr. Nathan og ligesindede Forfattere følte han (Per) sin Viden grundfæstet og greb enhver Lejlighed til at udbrede sig, næsten at præke om Menneskehedens kommende Stortid og "den ny Renaissance". (A 3, s. 21)

|166| Den tredje fase, renaissancerollen, som udgår fra Pers monumentale bestyrkelse ved cæsarernes fødder, optages, da hans cæsarisme på enhver led er slået fejl, men Per stadig vil fastholde sig selv i troen på sit cæsariske indhold; han forkaster Jakobe:

(hun) passede grumme ilde til et saadant stærkt, aabent og frejdigt Nydelsesliv, hvori han altid havde set den nye Renaissances endelige Maal (...). Han følte det nu mere end nogensinde som sit Kald "at smedde det Værge af Guld, som ene var i Stand til at fælde den pibekravede Drage, der rugede over de uudmøntede Skatte i det danske Land og Folk", – saaledes som han i sin Tid havde skrevet det i sin Pjece. (A 5, s. 105)

Renaissance-rollen er, som det fremgår af ovenstående citat (A 3, s. 21), en aflægger af den kommende menneskeheds "Stortid", og hviler altså på debattens diskussion af stormennesker.

Mellemfasen formidles ganske vist gennem Jakobe, men hun er for det første ideologisk et talerør for Nathans forkyndelse¹⁵, for det andet romanens mest Nietzsche-påvirkede skikkelse og den, der bringer Per ind i den regulære himmelstormen, i Prometeus-rollen:

Den Tanke, Jakobe (...) havde givet Udtryk, om Ingeniørvidenskaben som den naturlige Banebryder for Menneskehedens kommende Stortid, havde slaaet mægtig ned i hans Sind og genvakt skønne Drømme fra den halvforglemte Tid, da han som glathaget Yngling første Gang betraadte den polytekniske Skole med en højtidelig Forestilling om at træde ind i det Aandens hemmelighedsfulde Værksted, hvor den frigjorte Menneskeheds Fremtidslykke smeddedes under elektrisk Lyn og Torden.¹⁶ Naar han i de lange, solhede |167| Dage stod og svedte over sit Tegnebræt, fantaserede han ikke længer udelukkende om sin egen Forherligelse eller Magtfuldkommenhed. (A 3, s. 36-37).

Der kan konkluderes, at Nathans "handling", som den fremgår af afhandlingen i "Lyset", litteraturhistorisk er et aftryk af "Indledningen", der placerer og karakteriserer Georg Brandes i vækker-forholdet til dansk åndelig kultur. Per læser afhandlingen i romanens fiktive tid 1889, og hans reaktion, cæsarens magtdrøm, er en egentlig ulogisk reaktion på afhandlingens slutopråb, der ganske vist har en vis martialsk klang. Pers projekt-drømme, der knytter sig til Nathans afhandling, viser da også, at fortælleren opererer med Brandes-idéer, der først udfoldede sig med Nietzsche-artiklen og debatten omkring den. Nathans litterære handling er et resume af 20 års Brandes-aktivitet, Pers møde med figuren kan fixeres til 1889. Med Nathan-portrættet har fortælleren altså både villet fremstille et perspektivisk-historisk billede af Georg Brandes, og ladet hans idéer drøfte i romanform. Deraf en Aladdins, en fantasts, en Cæsars binding til Nathan-figuren. Ideologisk er Brandes en ligeså fremtrædende skygge i romanen, som Nathan rent figurligt er en sjælden gæst. "Bogens Plan krævede" en Brandes-fortolkning, fordi Brandes var leverandør af bl.a. de idéer, der knytter sig til Pers projektdrømme og som kontrasterer den danske kultur, der er sideniussernes. Per er et dansk gemyt, en dansk præstesøn (al kultur er udgået fra præstegårdene), indlagt i dansk litteraturs bomærke: Aladdintypen, og udsat for magtfilosofiens krav og fristelser (Nietzsche).

X.3. Nathans idé

Nathan er i romanen både beskrevet "historisk" og mytisk, som en pan. Alligevel ses det af Bredsdorffs fremstilling, at Georg Brandes protesterede mod det "historiske" portræt, imod fortællerens påstand om Nathans "livfulde Bekymrethed for Folks Omdømme". Pontoppidan forklarer sig i et brev 9.7.1902 og henviser til at "... Spørgsmålet fører ind til Bogens inderste Tankegang." Det kan siges, at det gør det.

|168| Pontoppidan skriver:

Det kan (...) ikke betragtes som noget stort at være ligegyldig for det Indtryk, man gør på Folk. En sådan ophøjet Ligegyldighed er jo i de fleste Tilfælde bare et Ræveskjul for Afmagt eller Ugidelighed. De benytter i Deres Brev selv det Udtryk at "extirpere" den Nerve, der gør modtagelig for Ros og Dadel; men en sådan Kastration af Æresfølelsen vilde efter min Antagelse umuliggøre en så overvældende Frugtbarhed som Deres.

Pontoppidan vil hos Brandes-fortolkningen Dr. Nathan fremhæve "Erobrerlysten" – selv overfor den unge, ubetydelige student. For "Det er en Naturdrift, der ikke lader sig overvinde af teoretiske Betragtninger, og det har været mig om at gøre at sætte den frem som en Modsætning til den sideniuske, sterile Stejlhed. (Cit. eft. Bredsd. I, 34). Af understregningerne ("efter min Antagelse" og "det har været mig om at gøre") fremgår, at fortælleren allerede i det "historiske" portræt er ude i eget ærinde. Nathan er en tolkning af et personligt indtryk, og portrættet forflygtiges yderligere fra historisk realisme ved at skulle være en ideologisk kontrast til en rent fiktiv størrelse: sideniuskarakteristikken. Og denne kontrastering samler sig i sit knudepunkt omkring de egenskaber, Nietzsche hæfter på de "ædle", herrerne, og de svage, undertrykte, slaverne. Samler man kontrastegenskaberne, som de fremgår af Pontoppidans brev, kommer man til flg. resultat. På Nathans side fremhæves naturdriften, frugtbarheden, æresdriften og erobrerlysten, egenskaber der alle knytter sig til instinktmennesket, der er uspoleret eller uden styring af moralsk norm ovenfra eller indefra. Sideniussernes ligegyldighed siges at være dække for afmagt eller ugidelighed. Deres manglende æresfølelse hviler på kastration af instinkterne, naturdriften, goldheden hos dem understreges med udtrykket steril stejlhed.

Nietzsche skriver:

– Die Kirche bekämpft die Leidenschaft mit Ausschneidung in jedem Sinne: ihre Praktik, ihre "Kur" ist der Kastratismus. (...) – sie hat zu allen Zeiten den Nachdruck der Disziplin auf die Ausrottung (der Sinnlichkeit, des Stolzes, der Herrschsucht, der Habsucht, der Rachsucht) gelegt. (GD, Moral als Widernatur, 1).

Die widernatürliche |169| Moral, das heisst fast jede Moral, die bisher gelehrt, (...) wendet sich (...) gegen die Instinkte des Lebens. (...) Der Hellige, an dem Gott sein Wohlgefallen hat, ist der ideale Kastrat. (GD, Moral..., 4).

Repræsentanten for sideniusserne, Per, møder kastratens skæbne. Han kan ikke elske, og hans kærlighedsevne er fra romanens første bind tynget af goldhed. I handlingens verden er han som sideniusserne afmægtig, i kærlighedens gold. Hans elskov til Jakobe umuliggøres på forhånd af fortælleren ved denne bemærkning:

Med sit fra Barndommen forkrøblede eller forvoksede Følelsesliv, beklippet for alle andre Rørelser end saadanne, der trives i Skyggen og opelskes af den barske Vind, var han overhovedet endnu¹⁷ ikke moden for Jakobes solglødende (...) Elskov. (A 3, s. 132).

Per blev tiltrukket af Inger, fordi hun mindede ham om ungdommens kyske nyboderpige, men han har alligevel ikke kærlighedsevne nok til at fastholdes af deres relativt usanselige kærlighed, heller ikke den har han evne for:

Han følte sig som det ubrugeligste Menneske paa Jorden, en ulykkelig Halvmand, der elskede Livet uden at kunne hengive sig til det... (A 8, s. 232),

Modellen for det mytiske Nathan-portræt er hentet fra den græske mytologi:

Som han her hastede frem mod Dansesalen med de to rødmende unge Piger under Armen, selv graa og bukkeskægget og let haltende paa det ene Ben, var han en levende Anskueliggørelse af, hvad han havde været og havde betydet for sin Samtids Ungdom: "Skovguden, den store Pan, der med sin Tryllefløjte havde lokket endog de Forsagte ud til Livsforyngelsens hellige Kilder og et Øjeblik havde faaet det degnetunge danske Folk til at danse. (A 6, s. 62-63).

Sønnen af Pan hedder Silen, og Silen var guden Dionysos opdrager. De to optræder også i romanen. Den Per, der ikke gennem sin opvækst, sit miljø, blev stillet i forhold til det dionysiske: "Livsforyngelsens hellige Kilder", men blev opdraget med "Gravens Korsmærke" på sin pande, som blev opdraget for det hinsidige og ikke det dennesidige med domsangsten som skrækmiddel, betragter under sit sidste ophold i København en statue:

Det var en Silen med Dionysosbarnet i sine Arme. Støttet til en Træstamme |170| stod den gamle, senestærke Satyr med et lille Smil i Øjenkrogene. Det skæggede Ansigt var bøjet over den uvornt sprællende Dreng og skinnede af rolig og stolt Fosterfaderglæde. (...) Han kunde ikke lade være med at tænke paa, hvormeget der vilde være bleven anderledes for ham, dersom et saadant vejrbrunet, kraftig skægget Ansigt og et saadant Solskinssmil havde lyst over ham som Barn. (...) Men han var bleven indviet til Livet ved et Kys af Dødens Mund. Gravens Korsmærke blev tegnet paa hans Pande og Bryst samme Dag, han første Gang saae Lyset. (A 8, s. 215-16).

Per er sig nu "sin uovervindelige Livsskyhed fuldt bevidst" (A 8, s. 215). Han er ikke blevet opfostret i og for solen, for livsglæde og livsudfoldelse, disse størrelser har han som barn set stemplet som djævelens værk, han har mødt livets forsagelsesside, en opfattelse af natur og naturen som var den inficeret af djævleri:

Han huskede, hvordan endog Solskin havde kunnet gøre hende (moderen) ængstelig; ja om Fuglesang og Blomsterduft havde hun kunnet tale med Sky – som om noget, der indeholdt skjulte Farer. (A 6, s. 119).

X.4. To modsatte livsfortolkninger

I den afgjorte fortællerbemærkning om Nathan som Pan tales der om "Livsforyngelsens hellige Kilder". Denne Pan-fortolkning går udover den almindelige mytologi og synes ikke forklarlig indenfor romanens egne rammer. Nathan er som Pan en naturdrift, lokkende og tryllende sideniusserne til dans og erotik (de to rødmende unge piger), altså til instinktudfoldelse. Om naturen hedder |171| det i forbindelse med Pers stemninger ved højbådsmandens begravelse:

Kun Per (...) syntes ligesom Fuglene og Buskenes lyse Grønne et Billede paa den levende Naturs evige Foryngelse midt i Skyggernes Rige. (A 2, s. 70).

Sidenius-repræsentanten Eberhardt opdager på Jakobes skole en række portrætter af "Tidens berømte Mænd". Overfor et af dem reagerer han som moderen overfor den fordjævlede natur; da han "opdagede Dr. Nathans livslysende Satyransigt, tog han sky Øjnene til sig..." (A 8, s. 261). Om Nathan står der i den store beskrivelse:

Hvor lang hans Arbejdsdag eller Arbejdsnat end havde været – (...) – kendte han ikke til Utidighed men kastede sig ind i Underholdningen med altid lige ungdommelig spændstig og paagaaende Kraft. Han havde aldrig kunstige Oplivelsesmidler nødig. (...) I Selskabslivet som i Literaturen var han en Erobrer og Fortryller (...). Han kunde ofte nok i sine Skrifter tale overlegent og spottende om Livet og dets Gøglespil, – overalt hvor han mødte det, fik det alligevel hurtig Magten over ham. Endog i dets allermindst tiltalende former kunde han ikke modstaa det, saa ukuelig, saa overdaadig frugtbar var Naturbunden hos dette Hovedstadsmenneske (...)

I Tidens literære Koncert (...), var og forblev han Naturtonen – den paa eengang dragende og ængstende – . (A 6, s. 61-62).

Nathan er tydeligvis selv en repræsentant for naturens evige foryngelse, yngre end de unge, uudtømmelig for energi, naturens foryngelse forsyner ham med "Oplivelsesmidler". Hans selskabsrolle og litterære virksomhed sammenknyttes i syrinxfløjtens trylleri, han er naturtonen, den dragende og ængstende, som lokker til dans og selvforglemmelse. Han kender livets gøglespil, men er besat af livet, selv i dets "mest utiltalende former".¹⁸ Det sjette bind af Lykke-Per kom i juni 1902. Julen samme år stod i Juleroser (PCA 270) en krønike af Pontoppidan om Den kongelige Gæst. Her |172| optræder Pan igen (Pan, Bacchus eller Dionysos), og man kan her koncist aflæse, hvilken metafysisk idé, der ligger bag panfløjtens livsforyngende tone.

Nietzsche skriver om Dionysos (J, s. 295):

... das Genie des Herzens, von dessen Berührung jeder reicher fortgeht, nicht begnadet und überrascht, nicht wie von fremdem Gute beglückt und bedrückt, sondern reicher an sich selber, sich neuer als zuvor aufgebrochen, von einem Tauwinde angeweht und ausgehorcht, unsicherer vielleicht, zärtlicher, zerbrechlicher, zerbrochener, aber voll Hoffnungen, die noch keinen Namen haben ...

Ved mødet med Dionysos bliver menneskets latente eller hensovende muligheder opvakt, brudt op, gennemblæst af en tøvind, det bliver fornyet for sig selv. Panfløjten spiller dionysisk livsforyngelse. I originaltrykket af Den kongelige Gæst siger Bacchus ("... – med Instrumentet paa Knæet og de brungraa Haarkrøller strittende omkring den blanke Isse som en Vinløvkrans..."):

Jeg vil foranstalte en Opstandelsesfest for ... ja, for alt det, der – (...) – er gemt hen i Krogene, begravet i Mørket, givet til Pris for Møl og Spindelvæv.

Han er Dionysos, en tøvind, der strejfer sindets tilfrosne gange:

Tilsidst sang han en Vise om Eventyret, der drog formummet omkring i Verden med et usynligt Følge af Puslinger – drilske Nisser og bukkefodede Trolde – som det lokkede frem fra de mørke Lofter og Kældere, hvorhen Menneskene i deres Uforstand havde manet dem.

Og han udbringer et leve for sit dionysiske følge, disse "Søvnforstyrrere, der ligesom visse Forraadnelseskim i Vinen holdt Livets Drik frisk ...".

Mødet med Dionysos bliver for krønikens lægepar, der havde levet i et "lille Eden" med den "lille, glade Lykke, Hjemmehyggens selvgode Lykke" af "en afgørende Betydning":

Eventyret havde gæstet deres Hjem og efterladt den Uro og Utryghed, der er Livets Hjerteslag, ja Livet selv.

|173| Hermed står endnu lægeparrets nye, store og urolige lykke uforklaret. Den lille selvgode lykke havde "... givet Plads for den store, vemodsfulde Længsel, der aabner Sindet ud imod Uendeligheden." Og i de "stormfulde Vinteraftener, der fulgte, lød stedse hyppigere Musik og Sang ud derfra, og de glade Toner førtes af Vinden ud mod den mørke og triste Hede, hvorover en Flaade af store Skyer ustandselig sejlede frem som et Sindbillede paa det Eviges Hvileløshed".

Lægeparret forholder sig nu til naturen, der materielt er afklædt det paradisiske og fremtræder som hvileløs, urolig. Den materielle naturs uhygge overvinder de med dionysisk livsudfoldelse, sang og spil. Naturen eller naturens "væsen" har med sin uro og hvileløshed forplantet sig til deres sind, eventyret har efterladt den "Uro og Utryghed, der er Livets Hjerteslag...". Påstanden er altså, at Dionysos ved sin berøring kan overbevise mennesket om, at det er den samme drift, der hersker i den metafysiske og materielle natur som i menneskesindene og disses møde: "Livet", og at denne drift i sit væsen er uroen, hvileløsheden og fredløsheden, d.v.s. livsforyngelsens stadige kilde.

Hele dette komplicerede synspunkt, der er forudsat en udtømmende forståelse af Nathan-Pan-figurens ængstende og dragende fløjtespil, er hentet fra Nietzsches dionysosopfattelse (specielt GT). Konfronterer man Nathan-Pans livsfortolkning med sideniussernes eller lægeparrets (før mødet med Dionysos) ses det, at den dionysiske, hedensk-græske, livsfortolkning hviler på opfattelsen af tilværelsen som dynamisk, utryg, evigt i bevægelse, mens sideniussernes tolkning af tilværelsen understreger det statiske, fikserede ("det degnetunge danske Folk") med udgangspunkt i et kristeligt Værdihierarki, (i krøniken slipper med Dionysos "Slangen" ind i det "lille Eden"). I Lykke-Per og Den kongelige Gæst konfronterer Pontoppidan to diametralt modsatte metafysiske systemer med hinanden og lader i begge tilfælde det græske, hedenske, antikristelige¹⁹ få litterær sandhedsværdi. Han vurderer dermed |174| tilværelsen udfra et metafysisk,²⁰ a-moralsk synspunkt, hvorfra det kristeligt-moralske værdisystem udelukkes. (Naturligvis ikke i diskussionen, men i dens konklusion).

Jeg vil kort dokumentere og uddybe den dionysiske filosofi, Pontoppidan gør brug af. Nietzsche sætter som postulat i GT, at "urgrunden", urviljen splittede sig op i universets mangfoldighed af enkeltviljer, der lever i en stadig indbyrdes kamp. Naturen og mennesket lever derfor i stadig smertefuld splittelse, splidagtig med sig selv. Man kan da forholde sig til denne smertefulde splittelse på to måder, der for Nietzsche begge er nødvendige: den dionysiske holdning erkender livets grundlæggende selvmodsigelse, dets evige uro, og vil ved bakkantisk udfoldelse søge ind til urgrunden og forbinde sig med den, den apollinske vil tilsløre urgrunden ved at skjule livsvilkårene med en olympisk gudeverden. Det dionysiske er klangbund for urviljen, det apollinske er enkeltviljens fortolkende slør over urviljen.

Unter dem Zauber des Dionysischen schliesst sich nicht nur der Bund zwischen Mensch und Mensch wieder zusammen: auch die entfremdete, feindliche oder unterjochte Natur feiert wieder ihr Versöhnungsfest mit ihrem verlorenen Sohne, dem Menschen. (GT, 1)

Satyren er den dionysiske hengivelses faste ledsager:

Aus allen Enden der alten Welt – (...) – , von Rom bis Babylon können wir die Existenz dionysischer Feste nachweisen, deren Typus sich (...), zu dem Typus der griechischen verhält wie der bärtige Satyr, dem der Bock Namen und Attribute verlieh, zu Dionysos selbst. (GT, 2) Unter dem unaufhörlichen Wechsel der Erscheinungen die ewig schöpferische, ewig zum Dasein zwingende, an diesem Erscheinungswechsel sich ewig befriedigende Urmutter! (GT, 16)

|175| Dette er den dionysiske kunsts stemme, som tilråber et "Seid wie ich bin". Lægekonen Emmy er blevet optøet fra det statiske vaneliv ved gæstens "Tauwind" ("Som Pastor Jørgensen sagde: det var, som om det allevegne trak der i Huset" (s. 690-91)²¹ og hun er nu som manden "lysvaagen" (s. 390). De lever et uroligt, nervøst og festende bakkantisk liv med en usikker "fredløs" (s. 390) kærlighed, hun ejer endnu som gammel kone indre kongruens med tilværelsens dionysiske uro og splittethed:

Endnu som aldrende Kone med graanet Haar stod hun mangen Gang i Ensomhed ved Vinduet og stirrede med et drømmefjernt Blik ud mod Solnedgangen og den store Uvejrshimmel, hvor Kloder af sønderrevne Skyer i ustandseligt Jag sejlede frem fra Vest som et Billede paa det Eviges Hvileløshed. (s. 391).

At det var gæsten, der med sin fortryllende musik, sin sang om "Eventyrets Gud" (s. 373), optøede hende og åbnede hende for den uroens dionysiske livsforyngelse,²² som udspringer af naturens eget væsen, viser sætningen, der fører op til den ovenfor citerede:

Langt hyppigere, end Arnold eller nogen anden anede, kom især Emmys Tanker paa Afveje og stjal sig ind i Eventyrland.

|176| Overfor sideniusserne var Nathan fortrylleren, der med sin fløjte kaldte til dans ved livsforyngelsens kilde. Hvad der lå i denne livsforyngelsens tone blev altså først fremlagt med Den kongelige Gæst af en "Musiker" (s. 361), "Skuespiller" (s. 357) med "Gedebukkeøjne" (s. 364). Den dag han kom, var "Fanden" på spil (s. 353). "Slangen" (s. 379) slap med ham ind i lægehjemmets "Paradis". Den kongelige gæst lignede som Nathan "en ældre Satyr" (s. 372).

Fortællerens opfattelse af Nathan kan identificeres med forfatterens opfattelse af Georg Brandes. Den 20.12.1915 skriver Pontoppidan til Georg Brandes:

... vi, for hvem enhver ny Bog fra Deres Hånd er en Kilde til Livsfornyelse ... ([af JM cit. eft.] Bredsd. I, s. 137)

Og 4.2.1902:

De var jo for os alle det Kundskabens Træ, hvoraf vi plukkede baade søde og bitre Frugter, indtil vi erkendte vor Nøgenhed. ([af JM cit. eft.] Bredsd. I, s. 30)

Den 3.2.1912:

... vi er mange, der føler det som en Lykke, at De endnu lever og lyser – som et ensomt Fyr i den nordiske Troldenat ([af JM cit. eft.] Bredsd. I, s. 93)

Pontoppidans private tolkning af Georg Brandes' virksomhed er gennemlyst af den dionysiske lære. Brandes har for ham på en gang været slangen og træet, hvis viden bragte paradissikkerheden bort og åbnede hans øjne for en mere farefuld og kompliceret livstolkning. Man kan her sammenligne virkningen af den kongelige gæsts besøg i det lille Eden. De to andre udsagn er direkte knyttet til den græske myte: Dionysos dyrkedes i Delfi sammen med Apollon, lysets gud. Tilsammen udtrykker de det hele menneske (lidenskab og fornuft) overfor troldene i den nordiske nat, eller de "lysrædde" forkrøblede bakketrolde, sideniusserne i Lykke-Per. Det er sikkert ingen tilfældighed, at Nathans afhandling fremkommer i "Lyset". Brandes virksomhed har som Nathans fløjtespil kaldt til "Livsforyngelsens hellige Kilder", været en "Kilde til Livsfornyelse". Den paradis-sikkerhed, som han opløste, afløste han med en anden positiv tilværelsestolkning. Livet er ikke gammelt, ikke kontaktet af en dommedag, |177| ikke en generalprøve på den kristelige salighed, men en kilde, evigt sprudlende natur, og i den forstand "hellig". Hertil når Arnold Højer – og krøblingen Per –, den sidste ved egen hjælp, den første ved "Eventyrets":

Taknemlig (...) for sine ensomme Timer, der havde givet ham Naturen tilbage som fortrolig og aabnet ham Uendelighedens Drømmedyb bag Nathimlens evighedsforjættende Stjerner. (s. 390)

I Det store Spøgelse (førstetryk juni-juli 1902), der er Pontoppidans skarpeste og mest koncise boring i den kristne samvittighed og livsholdning (pigen Grethe), tolkes stjernerne af et fortæller-"man" således:

Aftenstjernen, som dirrer paa den grønblege Himmel, synes at vinke saa fortroligt deroppe fra Evigheden ... (Noveller og Skitser, bd.II, 1950, s. 10)

Det store Spøgelse viser, hvordan den kristelige skyldfølelse lader en dommer træde frem overalt i individets synskreds og en domsangst fortolke djævelskab ind i naturen. Aftenstjernen lokker til selvmord som eneste redning fra denne skyldfølelse. Arnold Højer bringes af "Eventyret" ind bag de "evighedsforjættende" stjerner. Han udløses af en forestillingsgrænse, der er knyttet til den jordiske endelighed, til individets færden under dommerens øjne, og bringes ind i en metafysisk-æstetisk betragtning af naturen, hvor individet placerer sig angstløst overfor urviljens evige spil, overfor uendeligheden.

[gå frem]