Pontoppidan og Nietzsche
Forord
Nogen primær Nietzsche-Pontoppidan-forskning eksisterer ikke i den hidtidige forskning. Alligevel har monografier, artikler, større og mindre arbejder om Pontoppidan givet mindre bidrag til denne forskning. Den første, der – indirekte – knytter en forbindelse mellem HP og Nietzsche, er Vilh. Andersen i bogen om HP 19171. At Pontoppidan-forskningen overhovedet så tidligt som det er sket har øjnet forbindelser mellem HP og Nietzsche skyldes vel HPs eget bidrag til forskningen, den store Nietzsche-omtale i Familjeliv (1940) og i Undervejs til mig selv (1943). Niels Jeppesen leverer i Samtaler med Henrik Pontoppidan (1951) en "inside" oplysning fra vennens domæne, hvor Nietzsche-udgaven har "Hæderspladsen" på reolen (s. 22). Lektor Johs. P. Olsen omtaler i Dansklærerforeningens udgave af Fra Hytterne (1.opl. 1953) Nietzsche-påvirkningen i en række værker fra 1889 til og med Lykke-Per. Hans analyse af påvirkningsforholdet er dog både uklar og behæftet med flere regulære fejl, som ikke er rettet i bogens 3. opl. (1965), der er udkommet efter at Ahnlund i disputatsen om HP (1956) har sagt flere afgørende og fremragende ting om påvirkningsforholdet. Ahnlund påpeger i sin disputats en Nietzsche-indflydelse i HPs forfatterskab omkring personligheds- og samvittighedsdiskussionen i Lykke-Per (s. 146, 151 og 155), som dette arbejde kan bekræfte. Hvad "Lykke-Pers personlighedsetik" angår går Ahnlund så vidt, at han hævder, at Nietzsche-påvirkningen på dette område er "den enda literäre influens som betytt något avgörande for romanen" (s. 146). Men Ahnlund mener, at HP på forhånd var optaget af de problemstillinger, som Nietzsche kunne byde på, og at Nietzsche-bekendtskabet derfor ikke kunne betyde noget afgørende for HP. Skønt han mener, at Nietzsche altså har påvirket "personlighedsetikken" i Lykke-Per dybt, og at romanen for HP var en meget personlig sag, kan han således hævde, at påvirkningsmulighederne ikke har afgørende betydning "för diktarens livssyn". "Påverkningsfrågorna hör inte till de interessantaste i Pontoppidans fall." (s. 184). Det er Ahnlunds (tror jeg) manglende indsigt i Nietzsche og (er jeg sikker på) [Ahnlunds] tese om, at HP ender med at gøre sin faders livssyn om (Ahnlund 106-107), som bevirker, at han har svært ved at forlige HP og Nietzsche. Jeg er fundamentalt uenig med Ahnlund i hans vurdering af HPs "ålderdomssyn", som efter min mening kun knytter sig til forfattermeningernes statiske overflade og ikke til deres væsen og konsekvens. Ahnlund tilstræber f.eks. at frigøre HP fra gæld til Nietzsches krigsfilosofi, som han anskuer som "overmänniskefantasier . . . och martialiskt omtolkade darwinism" (182). Denne vurdering af Nietzsches "krigsfilosofi" er for det første forkert, og det er for det andet ikke muligt for Nietzsche-læseren at undgå at tage stilling til den, da den gennemtrænger hele det filosofiske system gennem magtvilje-princippet. Ahnlund kobler i stedet for HPs krigsfilosofi til Helge Rodes bog Krig og Aand (1917), der ironisk nok er en uhyre Nietzschepåvirket bog (som alt, hvad Rode skrev fra midten af halvfemserne). Rodes og HPs2 krigsfilosofi (Rode: Krig og Aand, specielt 113-124) kan uden besvær føres tilbage til Nietzsche, hvilket påvises i dette arbejde. Det er da også symptomatisk, at forskningens næste bidrag, Karl V. Thomsens Hold Galden flydende (1957), karakteriserer HP som "den gamle Nietzsche-elev" i forbindelse med en omtale af HPs artikel i Nationaltidende 1929, hvor HP opfordrer folket til at forny sig i krigstummelen: "...de store Oplevelsers Sejrsfryd eller Fortvivlelse" (193). Men KVT diskuterer iøvrigt ikke Ahnlunds afvisning af Nietzsche-påvirkning hos HP på dette felt. Harald Beyers fremstilling af påvirkningsforholdet i Nietzsche og Norden bd. II, s. 141-143 (1959) er på baggrund af Ahnlunds teorier forbløffende skeptisk. Nu er Beyers bog jo især en påvisning af Nietzsche-udsagn i forfatternes privatbreve og memoirer, mens den er svagere, hvor han mangler primært kendskab til de fiktive værker. Naturligvis er dette ingen bebrejdelse mod Beyers monumentale værk, men jeg tvivler på, om den gigantiske hensigt med et sådant værk kan lade sig realisere. Beyers syn på HP må ihvertfald siges at være meget lidt indforstået, han opfatter ham som "denne virkelighetsnære og sosialt innstilte dikteren" og afviser derfor, at HP kan få udbytte af Nietzsches "overmenneskedrømmer" (II, 142). De angivelige Nietzsche-påvirkninger, som han selv fremdrager fra HPs forfatterskab (142) er derfor, i forhold til den betydning de har i de påvirkede bøgers ideologi, fundamentalt forkert opfattet af Beyer. Beyers syn på HP har forhindret ham i at se objektivt og fordomsfrit på påvirkningsforholdet. Det er iøvrigt en gåde, hvorfor Beyer her – som andre steder – i forhold til visse forfattere indsnævrer Nietzsches filosofi til blot og bar overmenneskehyldest. Når han diskuterer påvirkningsforhold på den firkantede problemstilling, er det klart, at en nuanceret analyse umuliggøres. Det er så meget mere mærkeligt, som hans fremlægning i værkets første bind af Nietzsches totalfilosofi er gennemlyst af fremragende sans for det forfinede og subtile i det, som meget nemt kan forgroves og derved gøres usandfærdigt og irrelevant. De øvrige forskningsbidrag lægger – bortset fra Frederik Nielsens påvisning af Nietzsche-påvirkningen i "Ørneflugt" (Digter og Læser, 1961. s. 148-63) – intet nyt til forskningen. Alfred Jolivets bog Les Romans de Henrik Pontoppidan (1960) påpeger (s. 41 og 81), at det ikke er svært at finde en Nietzsche-inspiration i HPs romaner. Han lader det dog på det nærmeste blive herved. Bredsdorffs disputats efterlyser påvirkningsundersøgelsen om HP og Nietzsche (II, 81) og gør – som rimeligt er – ikke noget ved sagen. Den har dog været til god hjælp for dette arbejde ved at citere enkelte breve fra HP til Brandes, hvoraf det fremgår, at HP har været velorienteret i og fascineret af Nietzsche og hans skæbne.3 Arild Haaland har i Edda nr. 3, 1966 i en kritik af Beyers Nietzsche og Norden godtaget dennes argumentation om HP og Nietzsche (s. 204-17); og Hakon Stangerup har i Dansk Litteraturhistorie bd. III, s. 302 (Politikens Forlag, 1966) gentaget den fastslåede (men ikke dokumenterede) påstand om Per Sidenius' "nietzscheske" kristendomshad.
I en kortfattet vurdering af de hidtidige forskningsbidrag kunne man sige, at det er ufrugtbart og hæmmende at anlægge psykologisk-biografiske eller litterære forhåndsteorier om HP og lade disse afgøre, om han overhovedet er tilgængelig for påvirkning fra den farlige Nietzsche. Det må være digtningen, der leverer den eneste akceptable og dækkende fortolkning af det mulige påvirkningsforholds konturer og konflikter. Den viden, en sådan undersøgelse forsyner med, kan så bidrage til forståelsen af forfatterpersonligheden, måske revidere synet på den. Kravet til påvirkningsundersøgelsen må være fordomsfrihed og et udtømmende kendskab til de i påvirkningsforholdet implicerede forfatterskaber.
Denne undersøgelse, som har stået på godt et års tid, består af to dele. En (ganske kort) empirisk del, der er udarbejdet på grundlag af undersøgelser af låneprotokoller, HPs privatbreve, hans erindringer og hans Nietzsche-udgave. Denne del tilstræber at fastslå, hvornår HP har påbegyndt sin Nietzsche-læsning, at opklare uenighederne om hans Nietzsche-udgave (forlag, udgivelsesdato osv., se Ahnlund s. 150) og at antyde, hvorom HPs interesser i Nietzsches forfatterskab samler sig. En omfattende undersøgelse af HPs stilling i Nietzsche-debatten gennem hans forhold til førerskikkelser som Georg og Edvard Brandes og hans beskæftigelse på Ernst Brandes blad Kjøbenhavns Børs-Tidende i disse år har jeg ladet udgå, da den viste sig at føre for vidt og specialet i forvejen svulmede fordringsfuldt op. Dette kunne jeg gøre med så meget lettere sind, som jeg finder undersøgelsen af HPs digtning vigtigere end undersøgelsen af hans kulturpolitiske og biografiske færden. Det viste sig da også, at den litterære undersøgelse kunne svare på og udfylde alle de spørgende tomrum, som den empiriske undersøgelse havde efterladt.
HP skrev 4. febr. 1928 til Nathansen om sit forhold til kritikerne: "Man forsøgte at kritisere mig sønder og sammen. Det lykkedes ikke. Jeg var den stærkeste" (cit. eft. Bredsdorff, bd. II, s. 121'1). Dette arbejde er naturligvis overhovedet ikke et forsøg på at reducere et digterværk (Lykke-Per) til et lånt meningsarsenal og Pontoppidan til et anneks til Nietzsche. Man kan overfor en sådan (mis-)tanke forsvare sig på den selvfølgelige måde, at der gennem årene har eksisteret utallige Nietzsche-læsere, men kun én af dem har været i stand til at skrive Lykke-Per, som ikke behøver en æstetisk kvalifikationsberegning for at kvalificere sig. Den bog tiltrækker ustandselig læsere både ved sin æstetiske fascination og sin ideologiske gådefuldhed. Personligt har jeg fundet de diskussioner om idésammenhængen og idékonsekvensen i Lykke-Per, som hos nogle forskere er udløbet i en tøvende tvivl om, hvorvidt forfatteren afleverer sin afklarede helt med ironi eller ej, både belastende og inciterende. Interessen for kunstværket som ekspressiv helhed har ført mig til en (måske meget nærgående) analyse af kunstværkets idésammenhæng, fordi jeg mener, at denne sammenhæng er til stede, og at kunstværket kan fortolkes udtømmende og modsigelsesfrit. Det er klart, at en sådan nærgående analyse kun føres, fordi man mener, at kunstværket som kunst er besværet værd og vil kunne læses med større nydelse, når den ideologiske sammenhæng er blevet én fuldt bevidst. Forsøget går ud på at undersøge, hvordan kunstværket er sat sammen i de ideologiske bindinger for med så meget større viden og åbenhed at kunne bevæge sig i dets nuancerede, æstetiske helhed. I dette forsøg er Nietzsche-teksterne det vejledende redskab, men ikke den dominerende faktor. Såfremt man føler, at foreliggende ideologiske analyse og fortolkende syntese forstyrrer og anfægter den oprindelige primær-oplevelse af romanen, kan jeg egentlig ikke være utilfreds, undersøgelsen har bevirket, at jeg selv er kommet til at se på romanen med nye briller, og at oplevelsen af romanens totalitet derfor er blevet ændret (og nuanceret). Selv opfatter jeg derfor ikke denne undersøgelse som en påvisning af lånte meningsarsenaler og deres konsekvens i kunstværket, men som en påvisning af ideologiske spændinger, der – når de iagttages – udbreder en forstærket, nuancerende og sammenfattende rigdom over hele den kunstneriske udtryksverden. For arbejdets (urimelige) længde bringer jeg mine undskyldninger.
Jeg har haft stor hjælp af adgangen til HPs Nietzsche-udgave og takker fru Else P. Thomsen herfor samt for hendes venlige tilladelse til, at jeg måtte læse HPs privatbreve. HPs breve bliver her – som hos Bredsdorff – citeret brudstykkevis.