Pontoppidan og Nietzsche

Tredje del.  Lykke-Per

Kapitel VIII

Faderhævn eller hvad?

Det er vistnok en almindelig opfattelse, at Pers projekt og oprørsbetonede færden er udløst af hævnfølelser overfor faderen, der krænkede hans "allerømmeste Punkt: hans Æresfølelse" (A 1, s. 21) overfor den samlede søskendeflok. Det siger fortælleren også selv:

Dybest i hans Sind rørte der sig under Faderens Tale en mørk, dump Gengældelsestrang. (A 1, s. 21).

Og fortælleren opregner konsekvenserne:

I det hele fik Mindet om denne Middagstime en skæbnesvanger Betydning ikke alene for Drengens Forhold til det Religiøse.

Der udgår også fra faderens tale et nedslag i Per af

uforsonligt Slægtshad, en trodsig, stridbar Ensomhedsfølelse, der blev Sjælen og Drivkraften i hans fremtidige Liv. (A 1, s. 22).

Det ligger i formuleringen, at forholdet til det religiøse er den ideologiske pegepind, mens den trodsige ensomhedsfølelse og slægtshadet er det psykologiske tomrum bag Per, der driver ham fremad. Nu er det ikke sådan at Per drives afsted med sin væsensbeskaffenhed bestemt som en reaktion på faderens domstale. Den er kun katalysatoren for Pers fremmedhedsfølelse. Det er tværtimod faderen, der reagerer mod Pers værdimål:

Han (Per) var ikke bleven ti Aar gammel, før end han rent ud nægtede sine Forældre Lydighed; og jo ældre Drengen blev, des stærkere voksede der frem i ham en stejl, overmodig Trods, som hverken Tugt eller Tvang eller Herrens Formaning formaaede at kue. (A 1, s. 12).

Skønt Per altså er under domination i hjemmet, vokser han op i sin egen naturs vildskab.1 Faderens reaktionsmidler fremgår af straffetalen over Pers æbletyveri:

... Peter Andreas har ikke villet agte Guds Bud. Han har forhærdet sit Hjærte overfor sin Faders og Moders Formaninger. Og Straffen er ikke udebleven. (1, 18).

Det fremgår, at det er Guds bud, håndhævet ved faderen og moderen, der er blevet overtrådt. Problemet er altså om Per har ret til at udfolde sig efter sin natur eller skal bøje ryggen for Guds lov. Grundloven i denne gudslov udtrykker faderen således:

(lad os) ... bede, at Gud vil bøje hans genstridige Sind og føre ham (...) bort fra Fortabelsens brede Veje. Dette bønhøre du, o Gud, som er i Evighed, at ikke én af |125| os skal savnes, naar vi en Gang paa Opstandelsens Dag samles om din Herligheds Trone! (A 1, s. 19)

At synden medfører fortabelse af den udødelige sjæl er "Spøgelseskatekismens" erklærede dom. Ved hjælp af denne katekismus opretholdes efter Per en tilstand, hvor præsterne behersker menneskene ved "Overtroens Spøgelser". Overtroens spøgelser huserer i menneskets bevidsthed som en moralsk-kristelig konsekvens af handlingen og ikke en logisk årsagsfølge-konsekvens.2 Disse spøgelser og deres håndhævere, præsterne, vil efter Per – "... gøre Menneskene bange for sig selv og for deres egen Magt." (A 1, s. 185).

Skønt fortælleren antyder, at drengen Per hidtil ikke har "... været helt ufølsom for de mange gudelige Ord og hele det truende Bibelsprog" (A 1, s. 20), er hans reaktion på faderens tale uanfægtet. Spøgelseskatekismens grundlov virker ikke på ham:

Dertil var der efter hans nøgterne Drengeforstand et altfor taabeligt Misforhold3 mellem denne højtidelige Paakaldelse af Vorherre og det Par sølle Æbler, han havde rapset over et Plankeværk. (A 1, s. 20).

Hvis Pers projekt var en faderhævn, ville det fortabe sig med dennes død. Det gør det ikke. Men da faderen dør, får Per af moderen tilbudt en speciel tilgivelse fra den døde:

Se min Dreng, derfor bevarede din Fader gennem hele sit Liv det Ur som en Helligdom. (...) For den samme Nat, hvor han saaledes ydmygede sig og gik den lange Bodsgang til sin jordiske Fader, fandt han ogsaa Vejen hjem til Lyset og Freden og Velsignelsen hos Gud Fader i Himmerig. (A 4, s. 74).

Per lader omhyggeligt uret ligge. Hans projekt er ikke rettet mod faderen, men systemet bag ham, mod Gud Fader. Hvad han vil er at udskifte dette "Spøgelsesfrygtens Trælleaag" med et nyt system, der skal "gengive Menneskene Aandens Frihed, genvække Handlemodet og Eventyrdriften, bygge Altre for Styrken og den store Daad paa Kirkernes Ruiner". (Pers og Jakobes fremtidsdrømme i A 4, s. 134). Pers bodsgang viser, at det var Gud, hans overmod rettedes mod:

At være ydmyg – det var altsaa den sidste Vanskelighed. Det var Himlens Pris for at skænke Sjælen Fred. (A 7, s. 135).

Per forsøger at skabe det evige, varige og uforanderlige (som romerne gjorde det med Colosseum) for at betvinge den "evige |126| og uforanderlige Gud". (A 8, s. 10). Pers forhold til "det Religiøse" spalter sig i to retninger: hans amoralske cæsarholdning og den idealt bestemte drøm, der første gang knytter sig til læreanstalten som

... et imponerende Aandens Værksted, hvor den frigjorte Menneskeheds Fremtidslykke og Velfærd smeddedes under elektrisk Lyn og Torden. (A 1, s. 67)

Bag spøgelseskatekismens angreb på Per står i hans forestilling en dømmende Gud. Domsangsten er det hårdeste indhug i Pers sejrs-forsæt. Hvert dødsfald i romanen sætter ham skridt tilbage. Hans risiko er den frafaldnes forestilling om fordømmelsen. Derfor ser han dommeren overalt, og synden lurer på ham.4 Hans egen erkendelse af sin psykiske underkuelse fremkalder et kritisk skarpblik for andres. Han vil oplyse mørket med elektricitet og selv smede lynene. Hans idealt-bestemte Prometeus-drøm udgår fra ønsket om at nå til sjælelig frigørelse. Gud skal gøres passé.

 
[1] Se kap. IX "Prometeus og det store forsæt"; IX.2 "Vikingen, Barbaren". tilbage
[2] Se kap. VI "Den hele Spøgelseskatekismus". tilbage
[3] Jvf. Nietzsche-citatet (AC, s. 49. HP) nederst s. 99. tilbage
[4] Kap. XIV "Prometeus afmagt". tilbage