Pontoppidan og Nietzsche
Tredje del. Lykke-Per
Kapitel XV
Svinedrengen
Da Jakobe skal føde et barn og tænker på
at ifald det skulde komme til at slægte sine nordiske Forfædre paa, saa vilde hun dog haabe, at det dog ikke maatte blive af disse Muldjordsmennesker, af disse hjemstavnsbundne Trælle, for hvem Verden eller dog Lykken hørte op, saasnart de ikke længer kunde øjne Røgen fra deres Moders Skorsten. (A 7, s. 196)
Man kan være slave af "Spøgelsestroen", men også af pieteten overfor hjemstavnen. Hvor Pers Cæsar- og Prometeus-rolle gennemløbes dramatisk, for øjnene af læseren, foregår hans anden kamp, kampen mod den antikvariske pietet, kun på den indre scene. Pers antikvariske pietet er en magnet, der trækker hjemad, altmens hans cæsariske vilje trækker udad, først under Pers ophold på Kærsholm og hans ægteskab med Inger bliver den indre trang udløst i handling, den cæsariske vilje forkastes, og Per kan igen øjne røgen fra "Moders Skorsten". Pers antikvariske pietet ytrer sig i forhold til "Spøgelsestroen" som religiøs ærefrygt overfor faderen, og som en religiøs, selvkredsende andagt overfor hjembyen. Det er denne sidste art pietet, der er forbundet med en bestemt lykkeforestilling, dette kapitel vil analysere. Denne pietets præmisser opstilles allerede i romanens første bind, i diskussionen mellem Per og Neergaard om svinedrengen.
Denne diskussion drejer sig om to måske grundmenneskelige drifter: driften bort fra hjemmets tradition og længslen tilbage mod den. Nietzsche har beskrevet denne konflikt i NNH og det er hans problemstilling og eksemplifikation, fortælleren bruger. Nietzsche skriver om det antikvariske menneske:
De små ting, det begrænsede, det brøstfældige og forældede får en egen værdighed og ukrænkelighed ved, at det antikvariske menneskes bevarende og pietetsfulde sjæl tager bolig i dem og gør dem til en hjemlig rede. Hans bys historie bliver for ham til hans egen historie. (...) Hvordan kunne historien tjene mennesket bedre end derved, at den også knytter de mindre begunstigede slægter og befolkninger til deres hjemstavn og hjemlige skikke, gør dem rodfæstede og afholder dem fra at strejfe omkring efter noget bedre i det fremmede og kæmpe med andre derom? (Overs. s. 34-35)
Neergaard er romanens eksempel på den antikvariske konflikt. I romanens første-udgave er den biografiske forudsætning for hans dødbringende krise ikke udviklet, jeg vælger her teksten fra udgave D; baronesse von Adlersborg fortæller Per om broderen:
|256| Det var i mange Aar min eneste Sorg, at jeg maatte leve borte fra mit elskede Fædreland. Med Alexander (Neergaard) var det jo ligedan. Ogsaa han hang ved Hjemmet med hele sit rige og varme Hjertes Kærlighed.
Neergaard kunne – fremgår det – have skabt sig en stor diplomatisk karriere i London. Men
... Alexander elskede København og forgudede sit Hjem. Han kunde slet ikke trives udenfor de kendte, kære Steder. Jeg tror, det var fra den Stund, da min Moder døde og han blev ene tilbage mellem Minderne, at hans Tungsind stammede. (A 1, s. 148-149)
Nietzsche skriver om den antikvariske pietets farer:
Her er der altid en nærliggende fare: til sidst bliver alt gammelt og fortidigt, der overhovedet træder ind i synskredsen, slet og ret opfattet som lige ærværdigt, mens alt, hvad der ikke kommer dette gamle i møde med ærefrygt, altså det nye og kommende, bliver afvist og bekæmpet. (...) Når et folks sans på denne måde stivner, når historien tjener det fortidige liv på en sådan vis, at den undergraver det levende liv, (...) når den historiske sans ikke mere konserverer, men mumificerer livet: så dør træet på unaturlig måde oppefra og ned mod rødderne – og sædvanligvis går til sidst rødderne selv til grunde.
Den antikvariske pietet hindrer
... den nye kraftfulde beslutning, (...) lammer den (...), der handler, og som altid qua handlende vil og må krænke andres pietet. (Overs. s. 36-37)
Som løsning af den antikvariske pietets farer foreslår Nietzsche den kritiske historiebrug, domfældelsen af pietetsløsheden overfor fortiden. I modsætning til dyret og barnet lever det voksne menneske historisk, det "husker" evindeligt, det:
... tynges af fortidens store og stadig voksende last: den trykker det til jorden eller bøjer det til siden, den besværer dets gang som en usynlig og dunkel byrde,1 (...) Derfor bliver det grebet, som om det mindedes et tabt paradis, når det ser den græssende hjord eller, i fortrolig nærhed, barnet, der endnu ikke har nogen fortid at fornægte ... (Overs. s. 18)
Det er allerede påvist, at Pers cæsar-identifikation betinges af hans brug af den kritiske historie og det "uhistoriske", og hermed er forudsætningerne for Pers og Neergaards diskussion givet.
|257| Fortælleren bruger en halv sides tekst for at understrege Neergaards pietet overfor den henfarne slægt og fortiden; han opbevarer den i sine stuer:
... en hyggelig, trefags Ungkarledagligstue, der – lidt pulterkammeragtigt – var overfyldt med store, gammeldags Mahognimøbler og en broget Mangfoldighed af Kunstgenstande, Broncer, Lamper, Vaser og forgyldte Armstager.
Hos Per findes der end ikke ét "Prospektkort", der kan fortælle om hans herkomst, her svævede
en Hærskare af smaa Familieportræter (...) over Skrivebordet som en Asgaardsrej, ... et Skyggetog af en henfaren Slægt. (A 1, s. 123-124)
Neergaard er selv godt klar over, at det ydre interiør afslører hans indre:
Der stikker dybt i os alle – (...) – en ulyksalig Trang til den Slags burreagtig Paahængenhed, som man har pyntet med Navnet Troskab. Se Dem f. Eks. om her! Der slæber vi med os gennem Livet en stadigt voksende Bagage af Erindringer og Efterladenskaber, som vi ikke nænner at frigøre os for ... hygger os inde i et Gravkapel af Familieskrammel, der tilsidst stabler sig op om os som en uoverstigelig Mur. (A 1, s. 127)
Neergaard er mennesket med fortiden om benet, Per er dyret, der – lykkeligt – ikke husker. Gravkapellet, som Neergaard taler om, er naturligvis ikke alene af materiel, men også af psykisk kvalitet: hvergang en traditions-fremmed handling forsøges, giver pieteten et hindrende ekko i sindet:
Gælder det vore Nærmeste, opbevarer vi tillige pietetsfuldt ethvert af deres Ord, næsten som var det guddommelig Tale, lader f. Eks. vor kære Moders Formaninger og Advarsler, hendes Fordomme og Bekymringer faa en bestemmende Indflydelse paa vore Handlinger helt op i Alderdommen. Hver Gang, vi virkelig tager Mod til os og vil række efter Lykkens skinnende Guldfrugter, er det, som om den moderlige Haand advarende holdt os tilbage, ... akkurat som den Gang, da vi som Børn vilde op i Æbletræerne, ... (A 1, s. 127-128)
Neergaard, som taler af ulykkelig erfaring, omdigter nu den gamle historie om svinedrengen, prinsessen og det halve kongerige:
Vi skulde set ham ligge i Prinsessens Silkeseng og flæbe af Længsel efter sin Maren-Malkepiges laartykke Arme ...
Neergaard mener, at det kun er i eventyret, svinedrengen ikke længes tilbage til faderens "Møggreb":
I nihundredeognioghalvfems af tusinde Tilfælde vender vi før eller senere hjem igen til den beskedne, trygge og kendte Kakkelovnslykke.
Der klæber en uimodstaaelig Trolddom ved de Brosten, man har slidt som Barn, ved den Maren-Malkepige, man i sin Ungdoms Uskyld har elsket. (A 1, s. 126-127)
Per, der stræber mod at vinde sig det Salomonske kongerige og bejler til dets to eventyrprinsesser, bliver siden tiltrukket |258| af samtlige svinedrengs-fristelser: Nyboderpigen Fransisca minder ham om hjembyens provinsielle piger, Inger minder ham om Fransisca, hjembyen omfatter han med religiøs andagt, og hvad angår moderens formaninger, så er det hver gang kontakten med det moderlige miljø, der gør ham "sky" overfor sit "himmelstræbende" forsæt.
Nietzsche skriver i NNH, at det gælder om at benytte sig af den historiebrug, som man har behov og forudsætninger for, ellers fjernes man fra sin "naturlige jordbund". (Overs. s. 33) Det er denne jordbund Per i diskussionen erklærer sig foruden, han er "fri", har afskåret fortiden. Den antikvarisk tyngede Neergaard påhører Pers fremstilling af sig selv som "Hittebarn" (A 1, s. 127) med "stigende Forbavselse":
Dersom man ikke var saa gammel, kunde man næsten fristes til at misunde Dem. Fri som Fuglen under Himlen! (...) Men sig mig, føler De Dem alligevel aldrig underlig tilmode ved saaledes, (...) at være uden Jordbund? (A 1, s. 129)
Nietzsche beskriver forskellen mellem det historisk tyngede og historisk utyngede menneske ved at den sidste "trods al uretfærdighed og al vildfarelse fremtræder (...) i uovervindelig sundhed og styrke", "medens lige ved siden af den langt retfærdigere og mere vidende skranter og bryder sammen", fordi han stadig forvirres af historien og ikke kan "nå til djærvt at ville og begære".2 (Overs. s. 21)
Det uhistoriske ligner en beskyttende atmosfære, i hvilken alene livet kan opstå, og hvis ødelæggelse betyder livets undergang. (s. 22)
Neergaard, den livskloge "Verdensmand" (A 1, s. 122) karakteriserer sig selv som
... uhelbredelig syg ... har ikke langt igen ... er syg baade paa Legeme og Sjæl. (A 1, s. 132)
Neergaard er nedbrudt af pietetens, fortidsbeskuelsens "mumificering". For ham er Per
... i et og alt et sjælden lykkeligt stillet Menneske. I alle Forhold fri |259| og sorgløs ... og med en Appetit paa Livet som en Finke i et Kirsebærtræ. (A 1, s. 130)
Da Per i Rimalt og i ægteskabet med Inger har fået sin lykke i kakkelovnskrogen og indfriet Neergaards profeti, er han alligevel ulykkelig og forstår ikke
... den trolddomsagtige Magt, hvormed denne lille Jordplet trods hans ofte knugende Ensomhedsfølelse holdt ham fangen. (A 8, s. 193)
Det kommer sig af, at han har følt det samme, men ikke forstået det samme som sin profet. I den omskrevne udgave tilføjer Neergaard til ovenfor citerede replik:
Og alligevel? Hvad hjælper det saa? De Lænker,3 vi Mennesker ikke fødes med, dem lægger vi paa os selv i Livets lange Løb. Vi er og bliver af Slavestand. Vi føler os kun hjemme i Bolt og Jern. (D, bd. 1, s. 77)
Neergaard udvider her pietetsbindingen fra kun at gælde den hjemlige tradition til være en mekanisme i selvet: hvert menneske forhindres i at nå dets udfoldelsespotentiel ved at knytte sig til en pietetslænke i løbet af livet:
Aa, vi anskaffer os jo Venner og Vaner, lader os i Tidens Løb svinebinde af alle Slags Forpligtelser. (D, bd. 1, s. 78)
Svinedrengens skæbne gøres til et udsagn om svinebindingens skæbne. I anden udgaven er en hel situation udgået, som beskrev Neergaards tanker, da Per forlader ham. Uden påvirkningsforlæggets hjælp er den vist også uforståelig. Neergaard betragter byens historie eller mumificering: "Skraas over for ham rugede Nationalbankens tunge Masse som en mægtig Sarkofag, en Konges Mausoleum." En skildvagt bevogter indgangen sovende: "Et medynksfuldt Smil bevægede uvilkaarligt Neergaards Læber ved dette Syn." Og idet Neergaard nu tænker på sin egen historie, som skal testamenteres den fortidsløse Per (dertil hører fru Engelhardt, som giver Per hans første knæk) citerer han - mens lampen lyser på "alle Familjeportrætterne over Skrivebordet" Ibsen:
Ja, øver jeg én Gang Storværk, det bliver en Mørkets Daad. (A 1, s. 134-135).
Med Neergaards arv, der bringer ham endnu en lykkelig forbindelse, den til godsejerne, får Per mulighed for at agere i den af de to svinedrengstolkninger, som han evner.
|260| Problemstillingens præmisser er således disse: svinedrengens lykke er at rende hjem til maren-malkepige og den moderlige jord, svinebindingens lykke er den selvskabte vanes og forpligtelses kår. Svinedrengen kan ifølge Neergaard da sejre på to måder: ved i direkte eller overført betydning at hente guldfrugterne i træet trods den moderlige advarsel og krav om at komme ned (hjem), og ved at befri sig fra den selvskabte, hindrende pietet. Befriet fra denne dobbelte svinebinding står den Per, der som klitassistent har fundet sit "naturlige Voksested" (A 8, s. 254) ved at have overvundet sin religiøse, moralske, hjemstavnslokale, slægtshengivne og ægteskabelige pietet.
XV.2. Svinedrengens lykke
I Tilskuer-debatten mellem Georg Brandes og Høffding formuleres omkring diskussionen af det store kulturskabende menneske og begrebet "Kulturtilstand" visse angreb på den form for "lykke", som de fleste kan være fælles om at anerkende. Jeg vil ikke gå ind på den løse og luftige argumentation i denne debat, blot konstatere at Georg Brandes arbejder med et lykkebegreb, der knytter sig til "Velfærds-moralen" (Bentham: den højest mulige lykke for det størst mulige antal) kontra et dynamisk lykkebegreb, der betinges af og skabes af de "store mennesker", som flertallet derfor skal ofre sig for. Velfærdslykken kommenterer Brandes således:
Man er i den nyere Tid fortrolig med den Tanke, at Maalet, for hvilket det gælder om at arbejde, er Lykke, alles, eller dog de flestes Lykke. Hvori Lykken bestaar, ses sjældnere overvejet og dog lader det Spørgsmaal sig ikke afvise, om ikke et Aar, en Dag, en Time i Paradiset er mere Lykke end et Liv i Kakkelovnskrogen. (AR, Tilsk. s. 576)
I "Det store Menneske, Kulturens Kilde" (Tilsk. 1890, s. 21) angriber Brandes den materielle lykke-opfattelse med Stuart Mill-citatet fra "Utilitarianism" "Det er bedre at være et utilfredsstillet Menneske end et tilfredsstillet Svin, ..." Og Brandes tilføjer, at det ikke alene er bedre, men ogsaa lykkeligere. Omkring disse to nøgleord gestalter fortælleren karakteristikken af den lykke, Per – efter at have givet fortabt i jagten i guldfrugterne – en stund hviler ud i. Allerede Neergaard havde talt om svinedrengens sande lykke, "den beskedne, trygge og kendte Kakkelovnslykke". (A 1, s. 127) Da Per har oplevet sin første afmagtsfølelse i kærlighedsforholdet til fru Engelhardt og vender hjem til de små kår i Nyboder, ændres miljøet pludselig for ham: "(han følte) et ejendommeligt Velbehag, en ukendt Tryghed, ..." Han betragter en idyllisk scene udenfor sit vindu:
Ligesom alt, hvad der denne Morgen havde mødt ham, syntes ogsaa dette |261| lille Hverdagsbillede at ville tale indtrængende til ham om en stille, beskeden Lykke, som han hidtil saa hovmodigt havde ringeagtet, ... (A 1, s. 158 og 159)
Han nærmer sig igen Nyboderfolkets gemytlige fester, som han længe har holdt sig for ualmindelig til, men husker så med "Flauhed"
... Neergaards spottende Ytringer om hin Æventyrets Svinedreng, der drog ud i Verden for at vinde et Kongerige men hvert Øjeblik saa' sig tilbage og til syvende og sidst foretrak det hjemlige, trygge Velbefindende og den gemytlige Kakkelovnshygge for alle Slaraffendlands Herligheder, ... (...) – Og nu? ... Allerede nu? – – (A 1, s. 164-165)
Instinktivt søger Per nu Fransisca, idyllen, som ikke kan bringe hans cæsar-rolle i afmagtsanfald. Da han af hendes onkel presses til at forlove sig anstændigt med hende, tænker han et øjeblik på
... at lade alle tvivlsomme Storheds-Drømme fare, at holde fast paa den ene, sikre Lykke-Spurv, (...) og ubekymret lade de ti paa Taget flyve. Men i det samme dukkede Neergaards nøgne Hoved op i hans Erindring. (A 2, s. 23-24)
XV.3. Svinedrengens hjemstavn
Idet fortælleren slipper Per løs fra denne svinelykke-fristelse og først lader ham få den opfyldt på Kærsholm, lader han Per fristes af hjemstavnspieteten, som bliver en ny fare for hans cæsar-drømme.
De små ting, det begrænsede, det brøstfældige og forældede får en egen værdighed og ukrænkelighed ved, at det antikvariske menneskes bevarende og pietetsfulde sjæl tager bolig i dem (...). Hans bys historie bliver for ham til hans egen historie; han opfatter bymuren, portens tårn, folkefesten som sin egen ungdoms farverige dagbog ... ([Nietzsche] Overs. NNH, s. 34)
Da Per som ung mand rejser fra hjemmet imod "Lysets Verden", er der en konfliktfølelse i hans indre:
Løsrivelsen fra Hjemmet havde ikke kostet ham Taarer. (...) Og dog, som han stod der (..,), og saa' Byens Tage og Taarn svinde længere og længere bort mod den gyldne Horisont, grebes han et Øjeblik af en ham uvant Taknemmelighedsfølelse for Hjemmet og Forældrene! (A l, s. 45)
Da Per ved faderens død genser hjembyen, ydmyges han ved at føle sin tilknytning til denne jordbund:
Saa ydmygende det end var for ham, – han maatte i det hele tilstaa, at han virkelig ved adskillige, uløselige Traade var knyttet til denne Ravnekrog og dens halvt landsbyagtige Befolkning." (A 4, s. 47) Under Kærsholm-opholdet begynder Pers pietet for hjemstavnen at antage religiøs karakter: "En egen mystisk Tiltrækning udøvede Aaen paa ham. Det var jo de samme glidende Vande, der – kun fem-seks Mil derfra – klukkede langs den frønnede Brygge i hans Barndomsby, ... (A 7, s. 22)
|262| Den historisk-antikvariske pietet udbreder "en simpel rørende glæde og tilfredshed over de beskedne, ublide, ja, selv kummerlige tilstande, i hvilke et menneske eller et folk lever; ...". Det uhistoriske menneske risikerer at blive "prisgivet en rastløs kosmopolitisk vælgen og søgen efter nyt og stadig nyt. Den modsatte følelse, træets glæde over sine rødder, den lykke at vide, at man ikke lever helt vilkårligt og tilfældigt, men er fremvokset af en fortid som arving, blomst og frugt", det er det historiske menneskes gave. (NNH, overs., s. 35-36)
Da Per indvier sit liv som kristen med et besøg ved forældrenes grave, overgiver han sig helt til den antikvariske pietet:
Og det var ikke dennegang gaaet ham, som da han sidst gensaae Byen ved Faderens Død og den i sin provinsielle Uanseelighed, med sine krogede Gader og fattige Butikker, havde forekommet ham halvt komisk og vakt hans Medynk. Han havde i de mellemliggende Aar faaet Øjet op for sin vedvarende Afhængighed af den; og efterhaanden som det fortrinsvis var bleven Barndomsindtrykkene, der nærede og formede hans Følelsesliv, havde hans Forhold til den antaget næsten religiøs Karakter. Fra Berlin og Tyrol, fra Rom og København havde hans Tanker gjort Pilgrimsfarter til denne Afkrog af Verden, hvor hans Skæbnes Traade løb sammen og tabte sig i Evigheden.
Byen var blevet "... hans hellige Stad, Verdens Indgang og Udgang ..." (A 8, s. 3-4). At svinedrengen ikke slår sig ned her beror på den kendsgerning, at han ikke kommer rigtig hjem, førend han har kontaktet troens miljø, ligesom svinedrengen i Neergaards historie først er lykkelig, når han har faderens møggreb i hånden. Da Per efter besvimelsen i Vartov kirke bringes hen til moderens hjem, hvor hans søskende er samlet, tænker han:
Ja, han var hjemme nu! Drømmenes vilde Luftridt var tilende. Han var vendt tilbage til Virkeligheden, havde atter faaet Fodfæste paa den moderlige Jord. (A 8, s. 30)
XV.4. Pers svinelykke
Godtkøbslykken, den jævne lykke i kakkelovnskrogen, som Neergaard hånede, møder Per med accept i romanens syvende bind, på rejsen til Amerika, dvs. på Kærsholm. I det fede jyske landskab distraheres cæsaren, som afventer en religiøs krise, bestandig af: "... en lille Fornemmelse af Hjemmehygge i de ham dog saa fremmede Omgivelser."
Per forsøger ikke at forklare sig grunden, det overlades til læseren at forstå at disse lave, lidt mørke stuer med tørveos i luften både appellerer til Sideniussen Per og til svinedrengens kakkelovnsfryd:
... der var i de store, lidt lave og mørkladne Værelsers |263| Stemning, i Maaden, hvorpaa Solskinnet ligesom dvælede husvant paa de brede Vinduskarme, i selve Stuernes lidt indelukkede Luft, hvori der kunde spores en svag Tørveos fra Køkkenet, – der var i alt dette noget, der omsluttede ham som en moderlig Favn." (A 7, s. 17-18)
Han udskyder bestandig sin rejse til Amerika:
Han befandt sig i rent legemlig Henseende saa ualmindelig vel paa Kærsholm, og Tanken om den forestaaende Omtumling i en fremmed Verdensdel gjorde ham det dobbelt svært at rive sig løs fra Øjeblikkets Velvære. (A 7, s. 36)
I egnen omkring Kærsholm hersker der idyl, menneskene nyder "det fuldkomne Velvære". (A 7, s. 94). At svinedrengen er kommet hjem tyder aftenluften på: "Rundtomfra strømmede en sød Duft af Hyld, hist og her blandet med en Smule Møddingstank." (A 7, s. 94). Og da Per samme aften vender hjem til Kærsholm, føler han da også "at han alligevel her havde fundet et Sted, hvortil han paa hjemlig Maade følte sig knyttet." (A 7, s. 96).
Ligesom Kærsholm er svinelykkens hjemsted, således er Inger Neergaards Maren-Malkepige og godtkøbslykkens incarnation. Per får da også mindelser om ungdommens "Lykke-Spurv" ved at se hende: "Det var gaaet op for ham, hvad det var for en kendt og kær Person, Frøkenen hele Tiden havde mindet ham om. Det var Fransisca. Hans unge, mælkefriske Nyboderskæreste!" (A 7, s. 33). Per tiltrækkes af egnens piger på grund af "deres landlige Umiddelbarhed" (A 7, s. 90).
Hofjægermesterinde von Prangen arangerer parrets forlovelse og udser deres bolig, "(en) lille, lun Rede." (A 8, s. 97) Men efter Pers sidste afgørende udvikling – den Fjaltring er katalysatoren for – begynder villa-idyllen at belaste svinedrengen. Pieteten anbringes med stor styrke på Inger, mens Per mod sin vilje hænger ved stedet. "... Per havde ofte talt om at søge andetsteds hen; men Inger vilde nødig bort fra Egnen; hun elskede sit nye Hjem, som hun før havde elsket sit gamle, ..." Og Per er bragt ind under Neergaards udsagn om svinebindingen:
... trods sin Ensomhed havde han faaet Egnen kær. Særlig havde hans egen lille Jordstump med Hus og Have vokset sig saa fast til hans Hjerte, at der aldrig behøvedes megen Overtalelse for at faa ham til at opgive Tanken om et Opbrud. (Beg. cit. A 8, s. 165)
Men da Per har nået sin depressions højdepunkt ved at konfliktlagene i hans bevidsthed igen mødes (han har nu afviklet sin gudstro og stillet sig beundrende overfor ungdommens cæsariske overmod) tænker han:
Hjemmet, Arnen, Freden; det var, hvad han nu havde tilbage. Tre Skæpper og et Fjerdingkar Jord var der bleven levnet ham af den Verden, han i sin Ungdoms lykkelige Overmod havde villet erobre. (A 8, s. 192)
Som Neergaard sidder han med sit forspildte liv:
... ynkværdig |264| som den, der midt i Solskinnet gennemisnedes af Dødens og Gravens Kulde; ... (A 8, s. 192)
Han kan ikke glemme, at han har holdt "et Scepter i sin Haand". (A 8, s. 193). Per er klar over, at han vil gå til grunde som Neergaard (eller Fjaltring) hvis han ikke vælger den cæsariske vej igen og bryder ud af idyllen. Han griber derfor med begejstring Ingers tilbud om, at familjen skal rejse til København, med stormende planer om at afsløre ingeniør Steiner, som har hugget hans projekt, og at gå i audiens hos ministeren.
Den lykke-forestilling, som Per oprindelig knyttede til ægteskabet med Inger, var:
... et jævnt og muntert, virksomt Liv i inderlig Forstaaelse med den, hans Hjerte længtes efter. (A 8, s. 23)
Denne lykke opfyldte Neergaards profeti. Men i København bryder Per denne profeti ved i klitassistentstillingen i den øde, vilde egn at finde dækning i sig selv for en anden slags lykke.
Ægteparret må skilles, for "... Inger, der var saa meget for alt, hvad der var fredeligt, lunt og frodigt, vilde aldrig kunde trives i denne nøgne Klitegn, hvor Vesterhavsstormen (...) stod ind i al sin vilde, knugende Barskhed". (A 8, s. 212). Per forstår nu, at når han "ikke var bleven lykkelig, saa var det, fordi han ikke vilde være lykkelig i almindelig Forstand". (A 8, s. 212-213)
Neergaard talte om lykken i jagten efter guldfrugterne (cæsarens lykke) og svinedrengens og svinebindingens lykke. Inger er naturligvis fremstillet som et pietetsbundet menneske, for at fremhæve Pers omkostninger ved at frigøre sig af svinebindingen så meget desto stærkere. Drøftelsen af Pers tredje lykke (lidelsens) og hans fjerde (og måske femte) hører hjemme i anden sammenhæng. Men med Pers afrejse fra kone, børn, hjem, tro og kakkelovnslunhed, afrejser også svinedrengen fra romanen. Han er da frigjort fra enhver antikvarisk pietet.