Forfatterholdning og fortælleteknik
i Henrik Pontoppidans forfatterskab til og med Det forjættede Land –
med særligt henblik på forholdet mellem persontegning og tendens
Indholdsfortegnelse
- Forord
- Kapitel 1. De tidlige tendensværker
- Kapitel 2. Den psykologiske roman: Ung Elskov (1885)
- Kapitel 3. Mimoser. Et Familjeliv (1886)
- Kapitel 4. Senere tendensværker
- Kapitel 5. Spøgelser. En Historie (1888). Formel diskussion af tendensproblemet
- Kapitel 6. Skyer. Skildringer fra Provisoriernes Dage (1890). Det implicite tendensproblem
- Kapitel 7. Det akutte tendensproblem
- Sammenfatning
- Litteraturliste
Forord
Da Vilhelm Andersen i 1917 grundlagde den egentlige pontoppidanforskning med bogen Henrik Pontoppidan. Et nydansk Forfatterskab, sammenfattede han sin vurdering af digterens holdning til samtidens idédebat med disse ord:
[…] Pontoppidan har vist aldrig skrevet et Indlæg. Han er ikke Sagfører. Han har Dobbeltsindet, det "Tvesyn", som Bjørnson hadede, men som bag om ham og Grundtvig stiller nogle af den danske Litteraturs ypperste Mænd: Heiberg og Paludan-Müller, Kierkegaard og Goldschmidt broderligt sammen med nogle af de bedste Norske: Welhaven og Vinje og Henrik Ibsen. (s. 94f).
Siden da er ord som tvesind, tvesyn, dobbeltsyn osv. blevet nøgleord til karakteristik af forfatterholdningen i en lang række af Henrik Pontoppidans værker. Af kapitlet "Henrik Pontoppidans "tvesyn"" i Elias Bredsdorffs bog om Henrik Pontoppidan og Georg Brandes1 fremgår det med stor tydelighed, hvordan brugen af ordet "tvesyn" er blevet en indikator ikke blot for nuanceforskelle, men for dybtgående uenighed i opfattelsen af store dele af Pontoppidans forfatterskab.
For "tvesynsdebatten" – den mest omfattende og dybtgående diskussion inden for pontoppidanforskningen – har det været karakteristisk, at begrebet forfatterholdning som oftest anvendes i betydningen: forfatterens forhold til eller meninger om sin samtids afgrænsede samfundsproblemer, som de fremtræder i hans værker. I større og mindre arbejder2 er Pontoppidans forhold til radikalisme, brandesianisme, grundtvigianisme, sædelighedsfejde osv. blevet undersøgt, således at det overordnede synspunkt for værkanalyserne ikke er det enkelte værks helhed, men den bestemte idédebat i samtiden, som det kan sættes i forbindelse med.
Den periode i Henrik Pontoppidans forfatterskab, der her skal undersøges – nemlig tidsrummet fra debutbogen Stækkede Vinger (1881) til afslutningen af Det forjættede Land (1895) – falder for en sådan betragtningsmåde i tre meget forskelligartede dele:
For det første en gruppe af værker som f. eks. Sandinge Menighed (1883), Landsbybilleder (1883) og Fra Hytterne (1887), der almindeligvis betragtes som udtryk for ren social agitation – værker, hvori den idémæssige tendens er så tydelig, at den så godt som aldrig bliver gjort til genstand for diskussion.
For det andet en lille gruppe af værker, hvori aktuelle samfundsproblemer slet ikke berøres. Dette gælder Ung Elskov (1885) og Minder (1893), værker der i litteraturhistoriske oversigter oftest behandles flygtigt – som en slags venstrehåndsarbejde.
For det tredje omfatter perioden en del af de værker, der har stået i centrum for "tvesynsdebatten". Dette gælder Mimoser (1886), Det forjættede Land (1891-95), Nattevagt (1894) og, til dels, Spøgelser (1888). For disse værker gælder det, at der gennem dem føres samfunds- og idédebat på en sådan måde, at der for pontoppidanforskningen har rejst sig væsentlige problemer ved at fastlægge forfatterens eget standpunkt, hans stillingtagen til de problemer, der diskuteres i værkerne.
Selve uensartetheden i denne periode af Henrik Pontoppidans forfatterskab har for mig været igangsættende for den følgende undersøgelse. Min hovedinteresse har været den ud fra et helhedssynspunkt på perioden at finde en hovedlinje i værkernes forhold til tendensproblematikken. Dette mål har igen været bestemmende for undersøgelsens metode og disposition. Ønsket om at betragte de tre grupper af værker ud fra én synsvinkel har nødvendiggjort en bredere opfattelse af begrebet forfatterholdning end den oven for nævnte, og vanskeligheden ved at fastlægge forfatterholdningen i den tredje gruppe værker ("tvesyns"-værkerne) har været bestemmende for det fortælletekniske synspunkt, jeg har anlagt på hele perioden.
Som hovedspørgsmål i denne undersøgelse har jeg da stillet mig følgende:
Er det enkelte værk udtryk for en bestemt tendens i den forstand, at der gennem det propaganderes for eller imod en bestemt stillingtagen til aktuelle samfundsproblemer – eller er det det ikke? Der spørges altså ikke i første række: hvad propaganderes der for eller imod, men: bliver der propaganderet?
I snæver forbindelse hermed: hvordan er sammenhængen mellem den episke fremstillingsform, fortælleteknikken og værkets tendens/ikke tendens. Med andre ord: hvad er det fortælletekniske grundlag for, at man i et givet værk kan bestemme forfatterholdningen som propaganderende eller ikke-propaganderende.
Ved en sådan overordnende problemstilling mener jeg, man kan opnå flere fordele. For det første kan hovedvægten for undersøgelsen lægges på det egentligt litterære snarere end på det historisk-biografiske, idet interessen kan koncentreres om det enkelte værk som kunstnerisk helhed snarere end om de politiske, religiøse og kulturelle forhold i samtiden, som det på den ene eller anden måde kan sættes i forbindelse med. For det andet kan meget forskelligartede værker fra samme tidsrum i forfatterskabet behandles under ét, så det bliver muligt at undersøge den stadige bevægelse i periodens forhold til tendensproblematikken. Endelig har den kombinerede analyse af forfatterholdning og fortælleteknik for mig bidraget til klarere forståelse både af fænomenet litterær tendens i almindelighed og i særdeleshed af det fortælletekniske grundlag for "tvesyns-debatten" i den gruppe af periodens værker, der har været inddraget i den.
Ønsket om at fastholde bevægelsen i periodens forhold til tendensproblematikken har medført en strengt kronologisk disposition af værkanalyserne. Værker der både i emnevalg, forfatterholdning og fortælleteknik er nært beslægtede – som f. eks. Landsbybilleder og Fra Hytterne – er derfor ikke, som det almindeligvis gøres, behandlet under ét, men hver på deres historiske plads i forfatterskabet. Da arbejdets hovedvægt er lagt på undersøgelsen af repræsentative hovedtyper af periodens værker, omfatter analysen ikke en fuldstændig gennemgang af Henrik Pontoppidans skønlitterære produktion til og med 1895. For eksempel er enkelte fortællinger fra Landsbybilleder og Skyer analyseret som mønstre for samlingerne som helhed, debutbogen Stækkede Vinger er udeladt som mindre karakteristisk end f. eks. den efterfølgende Sandinge Menighed osv.
For det enkelte værks vedkommende gælder det, at undersøgelsen begyndes med et handlingsreferat i de tilfælde, hvor en kort opsummering af handlingen støtter den følgende analyse. Undersøgelsens resultater sammenfattes fortløbende og stilles til slut i forhold til "tvesynsdebatten".
Ved gennemgangen af romaner og noveller har jeg overalt anvendt førsteudgaver af Henrik Pontoppidans værker. Da en værkgenetisk undersøgelse ligger uden for dette arbejdes rammer, er eventuelle offentliggjorte skitser og udkast til de behandlede værker ikke inddraget i analysen.
Kapitel 1. De tidlige tendensværker
Henrik Pontoppidans novellesamling Stækkede Vinger (1881) hører ikke til den art af debutværker, der tydeligt lader læseren ane en forfatters fremtidige bane. Samlingens fire fortællinger peger tilsyneladende i to forskellige retninger med novellerne "Efter Ballet" og "Tête à Tête" som forsøg i den "elegante", let kyniske københavnske genre over for de tunge, problemladede landsbyfortællinger "Et Endeligt" og "Kirkeskuden", hvoraf den første hører til de mest dystre i forfatterskabet overhovedet, mens den sidste kun ved en noget påklistret forsonende slutning får et mindre tragisk perspektiv.
Det blev linjen fra "Et Endeligt" og "Kirkeskuden", der to år senere førtes videre i Sandinge Menighed og Landsbybilleder (begge 1883), der i modsætning til debutbogen ved et gennemgående og karakteristisk fællespræg klart tegner et forfatterfysiognomi og både i forfatterholdning, fortællemåde og emnevalg viser et godt stykke frem i forfatterskabet. Fra dette tidlige stadium i Pontoppidans skønlitterære produktion skal Sandinge Menighed og fortællingerne "En Kjærlighedshistorie", "Bonde-Idyl" og "Vinterbillede" fra Landsbybilleder undersøges nærmere i det følgende som baggrund for en typekarakteristik.
1.1. Sandinge Menighed
Sandinge Menighed, den første i rækken af Henrik Pontoppidans "små romaner", er historien om den unge, fattige Boel og hendes møde med den københavnske grundtvigianisme.
I den grundtvigsk dominerede landsby, Sandinge, længes Boel fra et hjem i den yderste armod mod det glade og frie liv, som byens friskolebørn synger om. Moderen, Lone, der må slide hårdt for at holde sammen på hjemmet, er fuld af mistro til den folkelige forkyndelses ensidigt åndelige grundlag og søger forgæves at modarbejde datterens drømme om et andet, "rigere" liv. Til trods for hendes modstand lykkes det sognets grundtvigianske præst, pastor Momme, at få Boel anbragt i København hos en vis fru Gylling, en dame af det finere borgerskab med nær tilknytning til grundtvigianismen.
I fru Gyllings hjem arbejdes der energisk for folkesagen. Selv hjælper fruen fattige bønder til en uddannelse og holder åbent hus for sine landlige venner, mens sønnen, student Knud, virker for et politisk forbund mellem den danske student og den danske bonde. Der arbejdes for lighed mellem by og land, vedtages adresser og fejres "triumfer for demokratiet".
I dette miljø bliver Boel hurtigt forgudet af bourgeoisiets damer og føler sig som hensat til et paradis, hvor skellet mellem fattige og rige ikke længere eksisterer. Men da husets unge søn forsøger at forføre hende, får lykken en brat ende. Fru Gylling forfærdes over, at Knud foretrækker Boel frem for en gehejmeetatsrådsdatter og vil øjeblikkelig forvise hende fra hjemmet. Men da har Boel allerede selv i dyb skuffelse taget flugten fra det gyllingske hus tilbage til hjemmet i Sandinge. Her er hendes fader, Lavs, blevet ramt af en ulykke, der har beskadiget hans forstand og gjort ham til krøbling, og familien er derved sunket endnu dybere ned i fattigdommen end før. Lone nægter imidlertid hårdnakket at tage imod økonomisk hjælp fra den menighed, hun foragter, og da Boel vender hjem med skuffelsen over den grundtvigianisme, hun har oplevet på sin egen krop, forstår hun for første gang moderens følelser over for friskolen og det, den repræsenterer. Efter sin midlertidige "ophøjelse" genoptages hun da som et ægte barn af familien.
I modsætning til den stærkt ændrede andenudgave af romanen fra 1903 indeholder førsteudgaven af Sandinge Menighed intet om, hvordan Boels videre skæbne former sig. Skildringerne af hendes hjem i Sandinge slutter sig som en ramme om det tidsrum, hvor hun træder i forbindelse med den københavnske grundtvigianisme, og hvad der ligger uden for det, beskæftiger romanen sig ikke med. Boel fremtræder på denne måde, ligesom bogens øvrige hovedpersoner, som led i et ideologisk spil, hvor først og fremmest den enkeltes forhold til folkesagen interesserer forfatteren – personernes ideologi frem for deres psykologi. Den folkelige bevægelse er placeret i romanens centrum, og rundt om den afspejler personerne hver deres opfattelse af den – eller de afspejles selv som resultater af den.
Gennem pastor Momme i Sandinge og det gyllingske hus i København skitseres bevægelsens indhold og program. Selv om ordet grundtvigianisme intetsteds nævnes, lades læseren dog ikke i tvivl om, hvem der er inspirationskilden for fru Gyllings virke i folkesagens tjeneste:
Midt paa Gavlvæggen sad gamle Grundtvig med Hænderne paa Maven og saa' ud i Stuen. Han sad i en pragtfuld Ramme, omgivet af Evighedsblomster; og en kjærlig Haand havde ovenover ham anbragt en smagfuld lille Buket af de trende nordiske Rigers Flag i Silke. (s. 39).
De grundtvigske idéer er drivkraften bag både fru Gyllings og pastor Mommes arbejde: gennem sang og foredrag ("det levende ord") skal landbefolkningen vækkes åndeligt til "liv og lys" og løftes op over det daglige livs snævert materielle interesser, mens oplysning og uddannelse skal bibringe bonden bevidsthed om eget værd på lige fod med resten af befolkningen. Som grundtvigianismen aftegnes i Sandinge Menighed, fremtræder den således som en bevægelse, der i forhold til landbefolkningen arbejder mod to mål: vækkelse og demokratisering.
I skarp kontrast til denne værdiopfattelse står de normer, der gælder for romanens eneste virkelige landarbejdere, Boels forældre Lone og Lavs. "Det er Løgn, det de synger", siger Lone om friskolebørnenes sang (s. 22), og et liv i lys og herlighed eksisterer ikke som nogen mulighed for hende: "Her maa vi lukke for Kjæften og nytte Næven, om vi skal faa noget i Hus!" siger hun til den længselsfulde Boel (s. 11). At få noget i hus er ikke blot den højeste værdi, men en tvingende nødvendighed for Lone og Lavs. Derfor bliver hans tilværelse en ensformig skiften mellem for meget arbejde og for lidt søvn, og derfor er gode bøger og åndelig vækkelse højst noget, han kan drømme om om natten. Til fastlæggelse af forfatterens egen stillingtagen til disse modsatrettede værdiopfattelser må beskrivelsen af Lavs' og Lones sociale situation være det centrale udgangspunkt. Her får læseren Pontoppidans egne ord for, hvordan landarbejderens liv former sig, og kun på denne baggrund gives der ham mulighed for at vurdere grundtvigianernes billede af den danske bonde.
Den vision af folkelighed og bondeskik, der besjæler det gyllingske hjem, ligger fjernt fra Pontoppidans "landsbybillede"; men den manifesterer sin magt lige fra Boels første dag i den københavnske salon:
I sin Uforstand var hun rigtignok allerførst mødt herinde med en tyk, gul Vadmelsklokke, der skulde lappes paa Bagstykket; men det indsaa' hun ogsaa snart ikke ret vel kunde gaa an. (s. 44).
Der er langt fra den Boel, der samlede brænde for sin moder i Sandinge til den Boel, der "nyslaaet fra Top til Taa" broderer i de gyllingske saloner, og som kun mangler nationaldragten for at kunne personificere bonden som "vor Tids Adel". Men det er i denne sin genopstandne skikkelse, hun omsværmes af husets gæster som et sandt eksempel på landlig naturlighed:
Hun var da ogsaa snart bleven Alles Kjæledægge her, og Alle kappedes formeligt om at vise hende Venlighed. Nogle overvældede hende endogsaa med smukke Gaver af Baand og Sløjfer, saa Boel undertiden maatte gaa ind i sit Kammer for at græde af Glæde […] (s. 65).
Boels ophøjelse og metamorfose er ikke noget særsyn. Som hende er det gået den "fortræffelige" Jensen-Damgaard,
et Navn, man ofte vilde kunne høre fremdraget i en folkelig Diskussion baade her og andetsteds – og bestandig som et smukt Eksempel og et slaaende Bevis imod alle den sande Folkeligheds Fjender.
Fru Gylling havde opdaget ham et Steds oppe i Nordsjælland, hvor han var en fattig, fattig Husmandssøn (Nogle paastod endda, han havde vogtet Svin). Nu læste han herinde – til Skolelærer, eller maaske til Præst! – og kom, som naturligt var, ofte i fru Gyllings Hus.
Men havde han end her et ejendommeligt Held til at træffe netop de Dage, da der var de fineste Fremmede, saa gik han ikke desto mindre omkring imellem dem saa stille beskeden og rørende taknemmelig, sin egen Ringhed saa vel bevidst, at han maatte indtage Alle. (s. 138f).
Ved sin bevidsthed om egen ringhed er denne Jensen-Damgaard blevet et slående bevis på folkesagens fortræffelighed og er nu tilpasset selv de finestes opfattelse af, hvordan en simpel bonde bør opføre sig: Ved at anbringe et "Deres Exellence" på rette sted opnår han selve gehejmeetatsråd Drehlings applaus: "En virkelig fortræffelig ung Mand! – et overraskende Resultat i Sandhed!" (s. 145). Men for læseren bliver Boels og Jensen-Damgaards "tilpasning" til den københavnske folkelighed eksempler på, at det kun er dårligt bevendt med bevægelsens demokratiske sindelag. Det, folkevennerne vil akceptere på lige fod med sig selv, er tydeligt nok ikke den danske bonde, som han f. eks. optræder i Lavs' skikkelse, men et tillempet, idealiseret billede af ham. Kun på overfladen arbejder folkesagens venner for lighed og broderskab, nedenunder den ved de med påfaldende sikkerhed, hvem der er Loke, og hvem der er Thor. Man opstiller selv vilkårene for sin akcept (bevidsthed om egen ringhed), og selv for den ydmyge, taknemmelige og tilpassede bonde gælder det, at han kun inden for et snævert område behandles på lige fod med det fine selskab. Således er fru Gyllings holdning til forbindelsen mellem Knud og Boel kun i dårlig overensstemmelse med grundtvigianernes demokratiske program:
[…] Det er jo Vanvid – rent ud Vanvid. Hvor har du dog haft din Forstand henne – Barn? […] jeg vil ikke vide af det – jeg vil ikke se hende – ikke en Dag – ikke en Time – det er jo Vanvid – Vanvid! … (s. 164).
I virkeligheden er det den konsekvente opfyldelse af grundtvigianernes demokratiseringsprogram, fru Gylling her afskriver som vanvid.
Disse eksempler skulle have aftegnet Pontoppidans holdning til den folkelige bevægelses lighedsbestræbelser klart: med udgangspunkt i skildringen af Boels forarmede hjem afslører han grundtvigianernes bondeopfattelse som idealiseret og lader bevægelsen spille fallit over for Boel, fordi den ikke opfylder sine egne løfter om demokrati og ligeberettigelse. Forfatteren stiller ord og handling i skarp kontrast til hinanden og anklager grundtvigianerne for manglende konsekvens – eller for det, der er værre: hykleri og uhæderlighed. Kun den naive kan tro som Boel, at "her er slet ingen forskæl på bynder og andre".
Selv efter denne anklage kunne den mulighed imidlertid stå tilbage, at forfatteren netop ved at efterlyse konsekvens ville forsvare grundtvigianismens ide, at han tugter, fordi han elsker. Men anklagen rammer dybere. Allerede ved sin kontrastopstilling af de to miljøer i Sandinge og København placerer Pontoppidan sig fjernt fra grundtvigianernes kreds. Ingen af de folkevenner, der optræder i Sandinge Menighed, interesserer sig for den sammenhæng mellem det materielle og det åndelige, som understreges gennem miljøkontrasten, og fremhævelsen af denne sammenhæng bliver derfor et angreb på selve grundtvigianismens ensidigt åndelige grundlag. Inden for romanens eget persongalleri viser det sig da også, at de to værdisystemer – det ensidigt åndelige, der er fru Gyllings og det ensidigt materielle, der er Lones – opstilles som uforenelige inden for én og samme person. Det er, som om erkendelsen af landbefolkningens sociale nød ikke kan eksistere side om side med troen på folkesagen. Således kan pastor Momme, der i sin tid indførte "den glade kristendom" i Sandinge, ikke bevare tilliden til sin egen sag da han rystet i sjælen oplever Lone, som hun tager sig ud, efter at hun er blevet alene om at forsørge familien:
Lone selv havde set frygtelig ud; hendes Haar var bleven næsten hvidt og ganske tyndt, med Lag af Snavs og Skjæl i Bunden; hendes Krop dobbelt oppustet, tung og usund af al den megen vandede Føde. (s. 189).
Da Lone midt i denne elendighed afslår at modtage den hjælp, menigheden tilbyder hende, bryder selv Mommes sikkerhed sammen:
Det gamle tittende Smil var borte; Glimtet i hans Øje ligesom udslukt, og han saa' ikke paa Folk, naar han talte til dem. (s. 183).
Pastor Momme talte ogsaa, men ganske kort og saa lavt, at Mange slet ikke kunde høre ham. Og han berørte ikke med et Ord den Tid, da han holdt Dysten med de gamle, sejge Sandinger. (s. 187).
Den viden om landbefolkningens sociale situation, der til sidst underminerer pastor Mommes tillid til sin egen sag, har været læserens fra romanens begyndelse. Gennem de indledende skildringer af Boels hjem i Sandinge har Pontoppidan placeret læseren på sit niveau, hævet over fru Gyllings inkonsekvente, romantiske bondedyrkelse og pastor Mommes naive tiltro til folkesagens ensidigt åndelige værdier. Fra romanens begyndelse til dens slutning er læseren dermed anbragt i rollen som den bedrevidende forfatters fortrolige, og hans dom over både den københavnske og den landlige grundtvigianisme må falde sammen med forfatterens. Nogen anden mulighed for stillingtagen til den folkelige bevægelse gives der ikke i Sandinge Menighed.
1.2. "En Kærlighedshistorie" (Landsbybilleder)
Fortællingen "En Kjærlighedshistorie" tryktes første gang i Ude og Hjemme (nr. 300 og 301) i juli 1883 og udkom december samme år i let ændret udgave som den første af de fem historier i samlingen Landsbybilleder. I novellen fortælles to veninders kærlighedshistorier, hegnsmandsdatteren Grethes og præstedatteren Ellen-Lisbeths. Som unge piger vokser de op i et lille landsbysamfund og bliver på trods af deres meget forskellige baggrund uadskillelige veninder. Grethe inddrages lidt efter lidt i præstefamiliens forestillingsverden og påvirkes af Ellen-Lisbeth og af sin læsning (kærlighedsdigte og Ingemanns helteromaner) også til en opfattelse af kærlighed og ægteskab, der adskiller sig fra hendes eget miljøs. Som Ellen-Lisbeth drømmer hun om et ægteskab, der udspringer af dyb, gensidig kærlighed i modsætning til moderen, Else, som på gammel bondevis vil vælge sin datters ægtemand ud fra fornuftsgrunde. Hun mener, at økonomisk sikkerhed hos en redelig mand er det, der kan gøre en fattig pige lykkelig – kærlighed er noget vis-vas, som man gør bedst i at slå ud af hovedet.
Else lægger pres på datteren og sætter sin vilje igennem: Grethe må gifte sig med den redelige, men grimme Morten Pers til sorg og forargelse for Ellen-Lisbeth og hendes fader, pastor Rude. Harmen over det gennemtvungne fornuftsægteskab breder sig fra præstefamilien til byens befolkning og kulminerer med pastor Rudes straffeprædiken på selve bryllupsdagen.
Imidlertid bliver præstens egen datter forlovet med den mand, hun elsker og flytter kort efter Grethes bryllup bort fra sognet med sin fader. Venindernes veje skilles.
Fem år senere besøger Ellen-Lisbeth (nu fru Lunding) sin faders gamle sogn. Hun vil opsøge Grethe igen og venter at finde hende så "stakkels", som da hun forlod hende, men møder i stedet en frodig, stovt husmoder i et hyggeligt hjem, omgivet af børn, mand og forældre i sand familieidyl.
Det fremgår nu af samtalen mellem de to gamle veninder, at hver har fået en skæbne, der overrasker den anden. Ellen-Lisbeth, der giftede sig på sin kærlighed, føler sig tilsyneladende ikke lykkelig i ægteskabet, mens Grethe, der blev tvunget ind i et fornuftsægteskab, er blevet glad og tilfreds. Hun mener nu, at de begge som unge piger gjorde for meget ud af det "med dette Kjærlighedsvæsen".
Hendes moder, Else, der ikke har glemt pastor Rudes straffeprædiken på datterens bryllupsdag, giver sin forklaring på venindernes modsatte skæbner:
"Ser De, gode Frue!" sagde hun langsomt og med et lille sejrssikkert Smil. "Der var en Gang, De var vred paa mig – jeg véd det nok; men da var De saa ung og kjendte ingen Ting. Men nu har De jo sét lidt af Verden, og vel ogsaa prøvet Deres, kan jeg forstaa; – og se: vi gammeldags Bønder, vi har det nu saadan paa en anden Manér; for naar den ene er Karl og den anden er Pige, og de ellers er skikkelige og ordenlige og vil være gode ved hinanden, saa er der jo dog, hvad dér skal til; og senere kommer jo Børnene, og saadan et Liv sammen i Arbejde og Beskjæftigelse; tro De mig – lille Frue! – det er noget andet end denne her Forfjamskelse, som de kalder Kjærlighed." (s. 58f).
Som slutning på fortællingen får denne replik en særlig vægt, og det er da også ofte hævdet, at Pontoppidan gennem Elses ord har villet udtrykke sin egen opfattelse af, hvad historien om Grethe og Ellen-Lisbeth skal demonstrere. Om denne fortolkning af fortællingen er rigtig eller ej, skal foreløbigt stå hen. Først skal det undersøges, om der gennem historien faktisk føres "bevis" for Elses morale.
De to forestillinger om grundlaget for det ideelle ægteskab, som konfronteres i "En Kjærlighedshistorie", formuleres henholdsvis af Else (s. 16 og 58f) og af pastor Rude (s. 39f). Fælles for de to er det, at de begge mener, deres ideal bør gælde for alle, og at det udspringer af kravet om lykke – men ved ord som "lykke" og "lykkelig" forstår de noget forskelligt.
For Else består lykken i tryghed og social sikkerhed, derfor bliver det for hende så vigtigt, at datterens ægteskab hviler på et solidt økonomisk fundament: "Morten Pers er en Karl, som hverken drikker eller spiller og som vil være god mod Kone og Børn – og det er noget, man kan lide paa […] Morten Pers er den, der kan gjøre en fattig Pige som dig lykkelig […]" (s. 16). Idealet kunne her synes kun at skulle gælde for den fattige pige, men i fortællingens slutreplik udvides det til at gælde for alle uanset social status. Som man ser, er Elses opfattelse dikteret af et krav om tryghed og sikkerhed – ikke af nogen moralsk eller etisk forestilling.
For pastor Rudes vedkommende tager sagen sig anderledes ud. Hans ægteskabsideal indgår som led i hans religiøst betingede menneskesyn, og det ideelle menneske er for ham det, der ejer "et rigt og ædelt Følelsesliv, med Syn saavel over Livets store, bærende Kræfter som over de stille grønnende Stier, 'hvor Palmerne gro'". (s. 20). For ham har mennesket en forpligtelse til at nærme sig dette ideal, fordi de store følelser (som sand og dyb kærlighed) er nådegaver fra Gud, "der er os forlenet til Menneskelivets Forædling og Forskjønnelse." (s. 21). (Det nærmeste pastor Rude kommer på en definition af begrebet lykke). Det er på denne baggrund, fornuftsægteskabet bliver uforsvarligt og umoralsk, "en Vederstyggelighed for Herren og hans Menighed" (s. 40).
Ud af de mulige værdiopfattelser i forbindelse med ægteskabelig lykke er det disse to, der er udvalgt og stillet i modsætning til hinanden. Gennem en éndimensional persontegning fremhæves kontrasten: personerne fremtræder som repræsentanter for modsatte holdninger og vender kun den side ud mod læseren, der viser deres meninger om ægteskab og kærlighed. Også i selve det sproglige udtryk understreges modsætningen – for eksempel i disse to situationsbilleder af henholdsvis Morten Pers og Ellen-Lisbeth:
Selv natlige Vandrere, der kom forbi, havde sét ham med Lys i Køkkenet pudse og hvidte til langt ud efter Midnat. (s. 28).
Og natlige Vandrere, der kom forbi Præstegaarden, kunde bestandig; selv langt efter Midnat, se Lys bag Gardinet i et bestemt Kvistvindue – og Skyggen af én, der sad og skrev. (s. 29).
Overalt betones kontrasten mellem Elses og pastor Rudes verden, og læseren kan på denne måde let forledes til at tro, at de to forestillingsverdener, der stilles over for hinanden, er ganske uforenelige. Men for et nærmere eftersyn viser det sig, at Pontoppidan ikke giver fuld dækning for den kontrast, han tegner. For det første betragter end ikke pastor Rude økonomisk sikkerhed som en hindring for "sand og dyb Kjærlighed", og de to holdninger er altså ikke uforenelige på dette punkt. For det andet har begrebet "lykke" et så forskelligt indhold for pastoren og for Else, at deres værdiforestillinger ikke umiddelbart lader sig sammenligne. Herved bliver kontrasten "skæv", og historiens morale må få et noget begrænset omfang.
Spørgsmålet var, om Pontoppidan gennem venindernes skæbner villet levere et "bevis" for fornuftsægteskabets fortrin, og om Else kan betragtes som hans talerør. En sådan fortolkning er mulig, men i så fald må "beviset" forekomme utilstrækkeligt. Først og fremmest løser fortællingen ikke det moralsk-religiøse problem, den opstiller. Der tages ikke hensyn til om den ene form for lykke er bedre eller mere værdifuld end den anden, og resultatet bliver, at "En Kjærlighedshistorie" udmærket kunne bekræfte pastor Rude i hans egen tro – han ville vel blot i Grethes velfunderede ægteskab se endnu et nedslående eksempel på "Aandens Død". Ja, selv Ellen-Lisbeths skæbne kan ikke siges at modbevise hans opfattelse af det ideelle ægteskabs forudsætninger, dertil er oplysningerne om hende alt for sparsomme. Vi ved, at hun åbenbart ikke føler sig "grumme lykkelig" (s. 58), og vi ved noget om, hvordan hun ser ud, da hun efter fem års forløb besøger faderens gamle sogn (s. 52). Det er de oplysninger, læseren får om Ellen-Lisbeths liv som gift kone, og de danner intet "bevis" for, at hendes faders opfattelse af ægteskabet er forkert. Ganske vist betragtede pastor Rude den gensidige kærlighed som en forudsætning for et gudvelbehageligt ægteskab, men han så den ikke som en lykke-garanti; han kaldte den forædlende og forskønnende, og forfatterens beskrivelse af Ellen-Lisbeth (s. 52) modsiger ham ikke på dette punkt.
Hvis man holder sig til de præmisser, Pontoppidan har opstillet i fortællingen, må man altså konkludere, at hans "bevis" for fornuftsægteskabets fortrin er mangelfuldt. Har det overhovedet været hans hensigt at levere et sådant "bevis"?
Paradoksalt kunne man sige, at netop historiens løse ender, dens "skæve" kontrast og mangelfulde "bevis" afslører dens tendens. Fortællingens morale bliver jo tydeligvis kun indskrænket, når den betragtes i lyset af pastor Rudes argumentation, men til hans værdiforestillinger tager historien intet hensyn. Pontoppidan vælger konsekvent Elses synsvinkel og Elses opfattelse af begrebet lykke, og demonstrer ud fra den at et fornuftsægteskab – repræsenteret ved Grethes og Morten Pers' – kan blive "lykkeligt". I denne demonstration har han ikke formidlet de to parters værdiopfattelser; han har valgt at argumentere ud fra Elses – og valget afslører tendensen.
1.3. "Bonde-Idyl"
Også i "Bonde-Idyl" stilles to miljøer i skarp kontrast til hinanden, men hvor skellet i "En Kjærlighedshistorie" gik mellem værdiforestillinger, er det her af økonomisk art: en landsbys velstillede gårdejere stilles over for Aahusenes forarmede beboere, der for hver generation bliver mere udmarvede og forkrøblede, mens de arbejder på at forbedre de rige bønders marker og moser. Kun ved det årlige mikkelsgilde sker der en kortvarig udligning af de sociale skævheder. På denne ene dag fodrer bønderne de fattige husmænd af med en sådan overdådighed af mad og drikke, at alt mismod forsvinder, og Aahusenes beboere føler sig hensat til paradis. Ved et sådant mikkelsgilde bliver åhuspigen Ane forført af den rige Mads Monsens søn, Olav, – akkurat som hendes moder i sin tid blev forført af Mads Monsen selv. Og ligesom Anes moder i sin tid blev overladt til sine egne og dermed til et liv i den yderste fattigdom, vil Ane efter en "passende" tid blive overladt til den fattige, arbejdshærgede Mathis, der som magtesløs tilskuer må se, at Olav løber med hans kæreste.
I modsætning til "En Kjærlighedshistorie" kræver "Bonde-Idyl" ingen nøjere undersøgelse, før forfatterens sympati kan placeres. Historien er, med Bent Haugaard Jeppesens ord "en af de få af Pontoppidans sociale noveller, hvor medlidenheden med de undertrykte udtrykkes direkte"3. Især i præsentationen af Anes kæreste, Mathis, udelukkes enhver tvivl om hvor forfatterens sympati er placeret:
Midt paa den lange Bænk, der løb langs med Væggen, klemt inde mellem den tætte Række, som saa paa Dansen, sad en Skikkelse, der uafladelig fulgte hende (Ane) med Øjnene.
Det var ikke godt at bestemme hans Alder; men han saa' saa sølle og forslæbet ud, at man uvilkaarlig maatte ynkes. Selve hans Krop var kun lidet udviklet, men paa Knæene laa to vældige, violette Hænder, der syntes at maatte tilhøre et helt andet Legeme. Hans Øjne var store og stillestaaende; og denne den begyndende Drukkenskabs kuldeblaa Farve laa over Ansigtet.
Det var Mathis. (s. 141 f).
Den direkte udtrykte medfølelse med undertrykte og udnyttede som Mathis får imidlertid et videre perspektiv ved fortællingens understregning af, hvor langt det sociale miljøs magt strækker sig. Fattigdom og elendighed manifesterer sig i "Bonde-Idyl" ikke på det ydre, materielle plan, men slår ind og bliver bestemmende for menneskers føle- og tænkemåde. Særlig tydeligt bliver dette perspektiv i selve skildringen af åhusfolkene – en beskrivelse der kan læses som litterært skoleeksempel på den marxistiske opfattelse af mennesket som produkt af miljøet:
Og mens oppe i Gaardene Slægt efter Slægt bestandig voxede sig større og rankere, trivedes der frem her fra Hytterne en stadig mindre og forkrøblet Skabning med lange Arme og store, tomme Hoveder nede mellem uformelige Skuldre – en lavstammet, udmarvet Slægt, der Kuld paa Kuld, fra Barn til Graven, spredte sig omkring for at lægge sine "Værdier" rundt i Bondens Marker og Moser, som de forbedrede.
Det kunde vel mellem Stunder hænde – især mod Vinteren, naar Taagen trykkede sig ned over Byen; naar Lemmerne værkede af den lange, slidfulde Sommer, mens Bonden hyggede sig inde i sine lune, hyggelige Gaarde og mellem de tæt fyldte Lader – at en og anden der vaad og foraset slæbte sig hjem i Mørkningen til sin nøgne Stue, pludselig standsede med Haanden over sit store tomme Hoved som for at spørge: hvor vel egentlig disse deres Værdier blev af? Om de mon nogen Sinde kom igjen? Og hvem der hævede Renterne? … Og der kunde komme som et Tryk inde i Brystet; noget ubestemmeligt noget, der bankede og pressede paa og vilde frem.
Men det kom ikke frem; det kom aldrig frem. Det stod der et kort Minut og døde saa stille bort i fornyet Slæb […] (s. 130f).
Således bliver de fattige ikke blot ved med at være fattige, men den stadige kamp for udbyttet gør dem også tanketomme, dumme. Og den skæve udvikling er selvforstærkende: hovederne bliver tommere og tommere, og muligheden for en ændring af tingenes tilstand bliver dermed mere og mere fjern. Udefra har de fattige husmænd ikke nogen grund til at vente hjælp. Ganske vist kan en forbundsfælle svagt anes i præsten, "[…] en Mand, hvis Lærdomme det næppe var værd at lade komme i alt for nær Berøring med Arbejderne, og som Skolelæreren rent ud med et for Bønderne noget dunkelt Udtryk kaldte en "Radikaler"". (s. 134). Men indtil videre har han åbenbart ikke haft mulighed for at nå igennem til husmændene, og sognet er hidtil blevet bevaret for "Misundelsens og Tvedragtens Dæmon", som bøndernes huspoet, skolelærer Pedersen, udtrykker det. Fra gårdejernes egne rækker kan de fattige slet ikke vente noget initiativ til udligning af de økonomiske misforhold, derom vidner bl.a. Anes gentagelse af moderens skæbne tydeligt.
Husmændenes situation skulle hermed være aftegnet i al sin håbløshed. Men fortællingen rummer ikke blot en konstatering af, at fattigfolk har det skidt. I den netop citerede beskrivelse af åhusfolkene angives grunden til, at husmændene ikke selv kan forbedre deres situation: de når aldrig at blive sig deres egen stilling som udnyttet klasse bevidst. Bevidsthedsgørelse er altså betingelsen for en forbedring af de sociale kår, og den eneste trussel mod gårdejerne, den eneste chance for husmændene er den, at de fattige en dag vil kunne overskue og fastholde sammenhængen mellem andres velstand og egen fattigdom. Enhver understregning af denne sammenhæng udgør derfor en potentiel fare for gårdmændene, og derfor er det "næppe værd", at lade den radikale præst "komme i alt for nær Berøring med Arbejderne".
Ud fra denne synsvinkel får fortællingens skarpe kontrast mellem gårdejere og husmænd et videre perspektiv: De tanker, der aldrig bliver tænkt til ende af de udslidte åhusfolk og den sammenhæng mellem bøndernes velstand og deres egen fattigdom, som de kun aner i glimt, overskuer og fastholder Pontoppidan i fortællingen om dem. Derved placerer han sig politisk inden for sin egen fortællings univers og deltager med "Bonde-Idyl" i arbejdet for den hævelse af bevidsthedsniveauet, der er forudsætningen for, at de fattige engang kan bryde åget. Således fremtræder "Bonde-Idyl" som et stykke aktivt politik og som et af Henrik Pontoppidans mest utvetydige tendensværker.
1.4. "Vinterbillede"
Som flere af Henrik Pontoppidans senere fortællinger foregår "Vinterbillede" i landsbyen Lillelunde. Historiens handling udspilles omkring bispens visitatsbesøg hos byens præst, pastor Falster, men før den egentlige handling kommer i gang, gives der en beskrivelse af den almindelige situation i den lille landsby.
Et stort herresæde nær Lillelunde ejes af en tysk greve, hvis forbindelse med stedet dog kun består deri, at han modtager og anvender de beløb, som godsets fæstere betaler for jorden hver termin. Uden noget egentligt opsyn fører gårdens svenske karle og piger et liv, "som nok kunde faa Rødmen til at rejse Haarene selv paa gamle erfarne Koner", og fra herregården breder uhygge, fordærvelse og ufred sig til hele byen. Pastor Falster, Lillelundes gamle præst, er tilsyneladende den eneste, der sørger over det moralske forfald. "Men Verden havde lært ham, at han ikke var Manden. Og Bispen havde venskabeligt betydet ham, at det var det sidste Embede, han kunde vente at faa." Derfor trækker han sig tilbage til præstegårdens isolation, til sine blomster og til sin unge datter.
Regelmæssigt hvert tredje år brydes ensomheden for en kort tid af bispens visitatsbesøg. Det averteres mindst tre uger i forvejen, forberedes grundigt og forløber hver gang ens, som efter en snor. Hver gang holder pastor Falster samme prædiken (den eneste, der har indbragt ham et laudabilis), hver gang er kirken fuld af nysgerrige tilløbende, og hver gang kan bispen skrive i sognets protokoller, "at han paa Embeds Vegne havde glædet sig over det Kristenliv, han havde sét fremblomstre her i Sognet."
Men på det tidspunkt, da fortællingens egentlige handling begynder, får visitatsbesøget for første gang et uventet forløb. Efter den overdådige middag i præstegården får bispen lyst til at gå en tur i omegnen med sine gejstlige kolleger – til stor glæde for Falster, der således slipper for "denne pinagtige tête à tête med Bispen inde i Studereværelset, hvor han ellers efter Middagen maatte opbyde al sin Behændighed for at glide let hen over de virkelige Tilstande og slippe uden om disse – disse Søndagstimer, i hvilke han prædikede Synd og Syndernes Forladelse for Kirkekonen og de tolv Apostle omkring Prædikestolen."
Spadsereturen bliver imidlertid endnu pinligere for Falster end timerne i studereværelset, da bispen til sin forfærdelse opdager, at en irvingianerfamilie har slået sig ned inden for sognets grænser. I en tordentale rammer bispen ud mod "sektuvæsenet" i almindelighed og ser i irvingianerne i særdeleshed et tegn på, at Falster er blevet for gammel til at varetage kirkens interesser med den rette kraft. Også Falsters prædiken forekommer ham at have manglet den gamle fylde; kort sagt: hans dage som præst i Lillelunde er talte.
Da bispen er rejst, sidder Falster chokeret tilbage: "alt andet havde han kunnet forsone sig med. Men at hans Prædiken … Og det var dog den, han havde faaet Laudabilis for af gamle Biskop Tage Müller for 40 Aar siden! –."
På mere end én måde udgør fortællingens første del fundamentet for historiens egentlige handling. I beskrivelsen af de moralske tilstande i Lillelunde gives ikke blot en bred optakt til bispens visitatsbesøg, her lægges det værdisystem fast, hvorudfra læseren kan vurdere resten af historien:
Der gik næppe en Dag uden Spektakler ud over hele Byen; næppe en Nat uden en Karl havde noget at gjøre sig stolt af, en Pige noget at fortryde. Ufred, syge Kvinder og de uhyggeligste Jordemoderhemmeligheder hørte til Dagens Historie, og den kunde hver Mand paa sine Fingre. (s. 158).
I passager som disse får læseren forfatterens egne ord for, at tilstandene i Lillelunde er oprørende, og implicit lægges således det moralske normsystem fast – hvad der er godt, og hvad der er skidt. Derefter anvendes den største del af fortællingen til at placere skyld og ansvar inden for disse normer, og også ud fra en sådan synsvinkel falder historien klart i to dele.
I første del placeres ansvaret for landsbyens moralske forfald hos herresædets tyske ejer, der "[…] henlevede Dagene et Steds i Tyskland og havde intet andet med sine tvende danske Godser at gjøre end at modtage, kvittere for, og anvende de Beløb, som Godsernes Bønder og fattige Husmænd maatte erlægge i Fæste paa Godskontoret …" (s. 157).
Kæden af skyld aftegnes klart: ansvaret for byens forfald føres fra lillelunderne selv tilbage på herregårdens svenske karle og piger og derfra igen tilbage på den tyske greve:
Bedriften havde han i mange Aar ladet skjøtte sig selv; og det samme havde derfor den Sværm af svenske Karle og Piger, gjerne holdt sig til her. (s. 156).
Oppe fra Herregaarden var Fordærvelsen kommen og havde allerede gjennem et Par Slægtled bredt sig ud i Sognet, dybere og dybere. (s. 157f).
Men den tyske greve udnytter tydeligvis kun den ordning, der gør det muligt for godsejere at tjene penge på deres besiddelser uden i øvrigt at bekymre sig om dem. Anklagen mod ham rammer derfor i sidste instans selve fæstevæsenet, og med denne anklage placerer Pontoppidan sig politisk helt på linje med partiet Venstre, der netop på sit første program (1872) havde ophævelsen af fæstevæsenet.
Historiens anden del begynder således:
Men Gud ske Lov for Præsterne! – Lillelunderne havde ingenlunde været forurettede. De havde haft adskillige, Slag i Slag, pæne Mennesker med fuldt Laud, som dog desværre næppe havde faaet Embedet, før de søgte fra det igjen af Alverdens Magt "fordi der ikke var nogen Menighed". (s. 158).
Overgangen kan forekomme pludselig og overraskende; hvorfor skal præsterne føres frem i denne sammenhæng – hvad er forbindelsen mellem den foregående anklage mod fæstevæsenet og de skiftende præster i Lillelunde? Baggrunden for den pludselige overgang må være den, at forfatteren, ligesom pastor Falster og hans overordnede, ser det som gejstlighedens pligt at arbejde for moralens sag, og præsterne må således sammen med fæstevæsenet bære deres del af ansvaret for lillelundernes moralske forfald. Ud fra dette syn på præstens opgave må da forløbet af bispevisitatsen i det følgende vurderes.
Som det gjaldt for Sandinge Menighed gælder det nu for fortælleteknikken i det følgende, at forfatteren fra begyndelsen har udstyret sin læser med en viden, der sætter ham i niveau med fortælleren, over de personer, der skal anklages og dømmes. Ud fra denne viden står det læseren klart, at Falsters overordnede føres bag lyset, når han forveksler menighedens nysgerrighed med fromhed, og at hans dårlige hukommelse grænser til inkompetence, når han år efter år kan høre den samme prædiken uden at genkende den. Dette kan ud fra det givne præstesyn være galt nok. Men først med den sidste visitats bliver ansvaret placeret uigenkaldeligt, da bispen tordner mod Falster og mod den irvingianer-familie, der har slået sig ned inden for hans sogn:
Ogsaa hans Prædiken i Dag var mig et tydeligt Bevis paa, at hans aandelige Evner ere svækkede; det var ikke den gamle Klarhed og Fylde. – Det er kjedeligt, at Folk ikke selv kan se det Tidspunkt, da de bør trække sig tilbage. […] Men vi maa virkelig passe paa, navnlig i denne Tid, da saa mange vil ryste Kirkens Grundpiller, at vi ikke lader noget som helst passere, der kan vække Forargelse! (s. 166f).
Læseren ved, at Falsters prædiken er ord til ord den samme, som den altid har været, og at der skal skilte til at vække bispens forargelse. Ud fra denne bedre viden bliver han her næsten tvunget til at fælde forfatterens dom over bispen og det, han repræsenterer: en gejstlighed der ikke tager sig sin egen opgave alvorligt, og som kæmper for moralens sag i ord, men ikke i gerning. Præsterne i Lillelunde har enten, som pastor Falster, været uden mod og magt, belært af "verden" og kirkens indre disciplin, eller de har, som "Laudabilisterne", været hyklere uden den rette missionærånd og er flygtet fra det sogn, de burde strømme til. I sidste ende falder det moralske ansvar vel tilbage på bispen, der interesserer sig mere for at spise en god middag i præstegården end for at undersøge, hvordan det egentlig står til med menighedslivet, og som øjensynligt handler efter devisen: hellere fordærv end irvingianisme.
Således rammer Pontoppidan i fortællingens to dele ud mod to forskellige fronter, dels mod fæstevæsenet og dets udnyttere og dels mod en uinteresseret, hyklerisk gejstlighed. Forbindelsesleddet er det onde, som begge parter har ansvaret for, nemlig moralens forfald i Lillelunde; men slagene føres med ulige kraft. I fortællingens første del er sigtet præcist, ansvaret placeres klart, forfatteren ved, hvad der er galt, og hvordan det kan blive godt. I historiens anden del er det, som om angrebet mislykkes, fordi det ikke har noget præcist sigte. Er det præsterne i almindelighed, der er uduelige? Er det visitatsordningen, der ikke fungerer? Er det præsteuddannelsen, det er galt med (jfr. "Laudabilisterne")? Eller er det det hele på en gang?
Det er ikke så let at afgøre, men det væsentlige for forfatterholdningen i "Vinterbillede" er, at Pontoppidan her som fortæller påtager sig den rolle, der for ham må være den ideelle præsts: han afdækker de skrøbeligheder, som kirken ikke interesserer sig for, og i modsætning til bisp og præst arbejder han på at opfylde betingelserne for bedre tider: at fæstevæsenet bliver afskaffet, og/eller at præsterne bliver bedre missionærer for moralens sag.
1.5. De tidlige tendensværker. Sammenfatning
Til trods for den vide kreds af emner, som Pontoppidan behandler i Sandinge Menighed og i novellerne fra Landsbybilleder, har forfatterholdning og fortælleteknik i denne tidlige del af forfatterskabet et sådant enhedspræg, at værkerne i denne henseende lader sig karakterisere under ét.
Fælles for romanen og novellerne er det, at de har form af lærestykker. Gennem den fiktive handling propaganderer de for en bestemt opfattelse af denne eller hin sag: fæstevæsen, grundtvigianisme, fornuftsægteskab osv., og "beviser" hvilke standpunkter der er rigtige, og hvilke der er forkerte. Det er diskussionen mellem modsatrettede holdninger, der står i centrum, og personerne ses udelukkende i relation til de afgrænsede sager, der debatteres. Således ses fru Gylling kun i sit forhold til grundtvigianismen, Else i sit forhold til ægteskabsidealerne, pastor Falster i sit forhold til Lillelundes moralske forfald osv. Overalt er personerne tegnet éndimensionalt og må være det, fordi de repræsenterer en bestemt holdning (som f.eks. fru Gylling, bispen i "Vinterbillede" og skolelærer Pedersen i "Bonde-Idyl") eller en bestemt gruppe (som Ane og Mads Monsen i "Bonde-Idyl" ). Der skal af deres skæbner kunne drages en morale eller fældes en dom, der gælder ikke blot for dem, men for den type eller gruppe, de repræsenterer. Derfor kan de ikke skildres som individer med de kendetegn, der adskiller den enkelte fra gruppen, for ved enhver understregning af personernes egenart formindskes deres egnethed som "bevismateriale".
Den éndimensionale persontegning er således en nødvendig konsekvens af værkernes overordnede ideologiske sigte og dermed af Pontoppidans opfattelse af sin egen opgave som forfatter. Med Sandinge Menighed og Landsbybilleder benyttes digtningen som middel til at påvirke læseren til at tage stilling til aktuelle politiske og åndspolitiske strømninger. Der propaganderes politisk for en ændring af samfundsforholdene (Sandinge Menighed, "Bonde-Idyl" , "Vinterbillede"), åndspolitisk mod grundtvigianisme og gejstlighed (Sandinge Menighed og "Vinterbillede") og endelig mod det romantiske ægteskabsideal i "En Kjærlighedshistorie". Meninger, holdninger og standpunkter forsvares og angribes gennem fiktionen; Pontoppidans næste roman, Ung Elskov, adskiller sig på dette felt fundamentalt fra værkerne fra 1883.
Kapitel 2. Den psykologiske roman: Ung Elskov (1885)
Ung Elskov, den anden i rækken af Henrik Pontoppidans "smaa Romaner", er i sin handling koncentreret om én hovedperson, den unge Martha, og om hendes kærlighedshistorie. I et dystert jysk landskab vokser hun op hos sin moder i den forsømte og forfaldne Balderød Færgekro uden andet selskab end den samling fallerede eksistenser, kaldet "Spritklubben", der trofast besøger kroen hver aften. Hendes moder, Ellen, blev som ung, smuk pige forført af en gådefuld omrejsende jøde, Jakob, som straks efter forlod hende og siden blev fundet myrdet og udplyndret. Rygtet om hans død når Ellen, og samme dag føder hun Martha, "en lille voxgul Ting med rødt Haar og sorte Øjne, hvis Tilværelse hun i otte Maaneder omhyggeligt havde skjult for sine Omgivelser." Kort efter dør Ellens far, kroen mister samtidig sin betydning som trafikalt knudepunkt, og den smukke Ellen synker hen i en slags søvngængeragtig døs, der kun brydes af impulser fra omverdenen, når "Spritklubben" kommer på besøg. Mellem disse mennesker vokser Martha nu op som et udtrykt, men forfinet billede af sin fader. Til sin moder, der efterhånden er gået helt i opløsning, har hun ingen fortrolighed:
[…] som med en instinktmæssig Følelse af […] deres indre og ydre Ulighed havde Martha lige siden Barn holdt sig fjærnt fra enhver Fortrolighed, ja med hele en fremmeds kolde Foragt set ned paa dette store, tunge dvaske Dyr, der kaldte sig hendes Moder. (s. 29).
Som 16-årig bliver Martha efter den samlede "Spritklubs" ønske bestemt for Jesper, en stor, tung skovarbejder, som ingen rigtig kan blive klog på, og som hun selv er bange for.
Men pludselig sker der en afgørende vending i hendes liv. En dag ser hun i skoven et ungt, forelsket par og genkender i deres følelser for hinanden den ophøjede kærlighed, som hun før kun har læst om i romanerne. Fra den dag opsluges hun af drømme om kærligheden og den store lykke, hele verden forandres for hende, hun føler sig som en fremmed i sit hjem og trækker sig helt tilbage fra Jesper.
Men indimellem de smukke drømme overvældes Martha af melankoli ved tanken om, at hun efter al sandsynlighed ikke er udvalgt til denne store lykke, og i et sådant deprimeret øjeblik giver hun endelig Jesper sit ja. Hun resignerer, men resignationen følges af tungsind og melankoli:
Og naar hun i Ensomhed sad ved sit Vindue, fortalte hun ogsaa med sit Blik, at hun havde opgivet alt, glemt alt, og at hun stille og klageløs havde givet sig hen i sin Skjæbne. (s. 56f).
Marthas resignation bliver imidlertid af kort varighed, da hendes gamle drøm om kærligheden pludselig en dag konkretiseres i en ung students skikkelse. Med sin stille forelskelse, sine blå øjne og sit lyse hår er han selve personifikationen af den elsker, hun har drømt om; og efter mange sjælekvaler på begge sider mødes de to om natten i skoven. Men da det viser sig, at studenten nok har villet elske, men ikke gifte sig med hende eller blive hos hende, bryder alt sammen for Martha. I et anfald af vildelse fantaserer hun skiftevis om en lykkelig fremtid med sin elsker og gribes af had og raseri mod sin forfører. Ved synet af den intetanende Jesper forbander hun den dag, "da hun i Sivene for første Gang lod sit Hjærte besnære af de to Elskendes Kjærtegn. Hun forbandede sit Liv og sine taabelige, forfængelige Drømmerier, der havde fortumlet hendes Sanser og omtaaget hendes Øjne – indtil nu, det var for silde." (s. 128).
Da hun næste morgen forstår, at moderen har fortalt Jesper om studenten, tåler hun ikke tanken om en konfrontation med ham, men springer ud ad vinduet og flygter fra kroen. I to døgn eftersøges hun uden resultat, men på tredjedagen findes hendes lig i en nærliggende mølledam. Natten før har hun fået husly hos en smed og "med dyb undselig Nejen spurgt: hvor langt der endnu var til Himmerige? Paa alle hans Spørgsmaal havde hun kun givet et og samme Svar: at hun var ude for at møde sin Kjæreste, som havde skrevet hende til, at han vilde komme ad denne Vej. Han var Student, og til Mikkelsdag skulde de have Bryllup." (s. 137f).
I Marthas svingning mellem drømmen om den store, romantiske kærlighed og det nære, opnåelige fornuftsægteskab genfindes den konflikt, der var hovedtemaet i "En Kjærlighedshistorie", og det er da også, som om man i flere af romanens situationer kan ane en genklang af novellens. Men netop ved lighederne i tema og enkelt-situationer falder også forskellene mellem de to værker i øjnene.
Hvor de modsatrettede værdiforestillinger i novellen repræsenteredes henholdsvis af pastor Rude og Else, udspilles konflikten i Ung Elskov inden for én person, om hvem forfatterens psykologiske interesse er koncentreret. Med sit svingende forhold til drømmen om den store kærlighed kan Martha ikke betragtes som typisk for en bestemt holdning, og alene ved sin herkomst og sin særprægede opvækst er hun skildret ikke som repræsentant for en gruppe, men som enkeltindivid. Herved må romanens eventuelle morale nødvendigvis blive mere begrænset end novellens, og man må spørge, om Ung Elskov overhovedet kan betragtes som et "lærestykke". Kan den det, må forfatterens holdning til Marthas konflikt fremgå klart. Om det er tilfældet, skal foreløbig stå hen, først skal selve konflikten trækkes op på baggrund af de faser, Martha gennemløber, fra hun møder det forelskede par i skoven, til hun drukner sig i mølledammen.
Efter Marthas møde med det unge par i skoven domineres hendes forestillingsverden skiftevis af to uforenelige fortolkninger af tilværelsen og dermed af hendes egen situation.
På den ene side mener hun i det forelskede par at have set beviset for, at den elskov, hun før kun kendte fra romanernes verden, eksisterer også i det virkelige liv:
Hun forstod, at det, hun havde været Vidne til mellem disse to; det, der havde tændt hin forunderlige Ild i deres Blik og bragt deres Læber til at skjælve, det maatte være denne Menneskenes overjordiske Lykke, denne Livets hellige Lyst – Elskov! (s. 41).
Martha er overbevist om, at kun denne oversanselige elskov kan gøre livet værd at leve for hende og vender sig derfor af al magt fra tanken om en fremtid med Jesper:
Med Undren spurgte hun Gang efter Gang sig selv, om det da virkelig skulde være den Lod, der var hende beskaaren? Om det da virkelig var dét, hun skulde kalde sin Lykke?
Hun svor i Stilhed, at det skulde det ikke. Før vilde hun lade sig slide i Stykker af vilde Heste eller kaste sig i Havet!… (s. 49).
På den anden side står forestillingen om, at livet beherskes af en grum skæbne, der ikke tillader, at menneskene hæver sig mod den store lykke, og som kræver livet som pris af dem, hvis de forsøger det. I sine mismodige øjeblikke ser Martha i moderens tilværelse beviset for, at denne fortolkning af tilværelsen er den rigtige:
[…] i de mange tunge og mismodige Stunder, som nu overfaldt hende, spurgte hun saa igjen sig selv, hvad andet Haab der vel var for en fattig Pige som hun; hvad anden og bedre Skjæbne hun vel turde vente sig; om hun ikke ubønhørligt og for bestandig var fordømt til et Liv i Skyggesiden, glædeløst og mørkt? (s. 49).
[…] blot hun tænkte paa sin Moder, paa hendes sløvede Træk og døde Øjne, fór hun sammen i Angst. Det var, som saa' hun sin trøstesløse Skjæbne, sin haabløse Dom udtalt i dette Blik, der i sin stumme Stirren fortalte, at for Lykken er der kun én Pris – Livet. (s. 50).
Mellem disse to opfattelser svinger Martha efter sit møde med det unge par, hun er sig dem begge bevidst som mulige fortolkninger af hendes egen situation, og det er netop denne dobbelthed, hun vil gøre ende på ved at sige ja til Jesper. Ved at binde sig til ham binder hun sig samtidig til sin egen fortolkning af tilværelsen som behersket af en hård skæbne; men herved løses problemet ikke. Den store lykke betragter hun stadig som en mulighed, hun blot selv har givet afkald på at realisere, og drømmen om den er udtryk for et behov, der ikke ustraffet lader sig undertrykke:
[…] fra denne Dag slog Tungsindets mørke Bølger ligesom sammen over hendes Hoved. En underlig død, kold eller forstenet Ro lagde sig om hende. Det var, som om hun paa én Gang var bleven helt voxen, besluttet og forstandig, – saadan som den, der føler sine Børnesygdomme overstaaede, og nu ser Livets lange ubrydelige Vej ligge afstukken for sine Øjne … (s. 56).
Men da den unge student dukker op i hendes tilværelse, får den gamle drøm liv – i hans skikkelse aktualiseres muligheden for et andet, rigere liv:
Endnu en Gang saa' hun for sig dette hendes Ungdoms straalende Paradis, denne Kjærlighedens duftende Have, hvori hun saa ofte havde fordybet sig med sine Tanker, men ikke længer som en tom Gjøgleverden, tryllet frem af syge, forfængelige Drømme. Nu var den traadt hende ligesom levende nær. Det var, som om hun var standset udenfor dens Tærskel og følte selve Elskovens glødende Salighed strømme ud over sig gjennem de aabnede Porte. (s. 105).
De to uforenelige fortolkninger af tilværelsen har igen meldt sig med lige styrke, og konflikten mellem dem viser sig i Marthas modstridende følelser for studenten. På den ene side repræsenterer han en fare for, at hun skal sprænge grænserne for den skæbne, hun selv har valgt at give sig ind under, på den anden side et håb om, at denne skæbne ikke har magt over hendes liv:
Hun vidste, at det var bedst saaledes; at hun som ved et Mirakel var bleven frelst fra dette skæbnesvangre Skridt, som hun altid havde frygtet. Og dog kunde hun ikke holde Taarerne fra at rinde. Det var jo al hendes Ungdoms lønlige Længsel og Forventning, hun nu maatte græde ud […] (s. 103).
Da Martha tilsidst giver efter for studenten binder hun sig for anden gang, men denne gang til den fortolkning af tilværelsen, hun før gav afkald på. Først nu bliver valget skæbnesvangert, for i studentens svigten ser Martha beviset, ikke alene for at hun valgte galt, men først og fremmest for, at den store lykke og den oversanselige elskov ikke hører livet til. Da studenten tilsidst har forladt hende, klapper fælden sammen. Nu er kun én fortolkning mulig: hun må tillægge sig selv ansvaret for, at mødet med ham ikke bragte hende den lykke, hun drømte om. Nu ved hun, at hun ved at søge denne lykke har sat sig op mod en skæbne, der også har magt over hendes liv, og at hun har krævet noget af virkeligheden, der kun hører romanerne til:
Hun forbandede hin Dag, da hun i Sivene for første Gang lod sit Hjærte besnære af de to Elskendes Kjærtegn. Hun forbandede sit Liv og sine taabelige, forfængelige Drømmerier, der havde fortumlet hendes Sanser og omtaaget hendes Øjne – indtil nu, det var for silde. (s. 128).
Og først nu, da hun ikke længer er i tvivl om, hvordan verden er indrettet, kan hun rammes af sin egen samvittigheds dom. I den entydige forestillingsverden, der nu behersker hende, kan alt falde på plads i moralske kategorier, og i hendes vildelse taler samvittigheden med gammeltestamentelig stemme:
Var hun da forrykt? … Var hun da en Taske, en Skjøge, et ryggesløst Menneske? … Havde Vorherre da helt kastet hende fra sig og givet hende Djævelen i Vold? … (s. 132).
Kun i korte øjeblikke drømmer hun om et nyt, "redeligt" liv med Jesper, i virkeligheden er hun overbevist om, at hun ved at sætte sig op mod skæbnen har forspildt retten til det jævne livs lykke:
[…] hendes Liv var forspildt. Hun havde selv kastet det i Snavset og Ingen – Ingen kunde give hende tilbage, hvad hun havde fortabt. (s. 128).
Hvis Martha skal følge sit eget spils regler, står selvmordet nu som den logiske konsekvens, for af sin moders og sine veninders skæbner har hun lært, hvad der er prisen for at ville sprænge tilværelsens rammer4: "for Lykken er der kun én Pris – Livet."
På en mærkelig måde kan Marthas selvmord således for hendes veninder komme til at tjene som bevis for, at den romantiske elskov bærer straffen i sig selv. Men i hvor høj grad giver Pontoppidan læseren mulighed for at opfatte hans historie om Martha som et sådant "bevis". Med andre ord: hvilken grad af realitet tillægger han Marthas romaninspirerede opfattelse af kærligheden?
Til besvarelse af dette spørgsmål får læseren kun få holdepunkter. Et af dem kunne være forfatterens beskrivelse af det unge forelskede par i skoven, men denne beskrivelse kan hverken afkræfte eller bekræfte Marthas fortolkning af den lille scene. For læseren, som for Martha selv, ses det unge par kun i et øjebliksbillede, et flygtigt syn, og det afsløres ikke, om parret virkelig repræsenterer den form for kærlighed, Martha drømmer om.
Kun i ét tilfælde har læseren forfatterens ord for, at Marthas forestillinger om kærligheden er forkerte, og det er, da hun i moderens skæbne mener at finde vidnesbyrd om den store, romantiske elskov:
Hun havde undertiden følt en sælsom Pirring ved Tanken om at være Barn af en saadan Forbindelse, Frugten af et kort, lykkeligt Møde, maaske i en Skov, maaske under Nattens Stjærnehimmel. (s. 49f).
Her er læseren bedre underrettet og ved, at mødet med Jakob for Ellen ikke var præget af romantisk lykke, men af rædsel (jfr. s. 22 "Hun kunde have skreget af Angst").
Til gengæld bekræftes Marthas opfattelse af kærlighedens væsen tilsyneladende i skildringen af hendes kortvarige, lykkelige møde med studenten:
Som i en Hvirvel løb Moderens, Ane-Mettes og Jørgine Vævers frygtelige Skjæbner gjennem hendes Hoved. Og dog var det et Minut af den højeste Lykke, da han tilsidst gled ned paa sine Knæ foran hende – bleg, forvirret, bedækkende hendes Haand med Kys og de ømmeste Navne. (s. 91).
Det er for hendes, som om hun "[…] følte selve Elskovens glødende Salighed strømme ud over sig gjennem de aabnede Porte." (s. 105), og det synes, som om forfatteren i disse glimt giver Marthas elskovsideal realitet også uden for drømmens og romanernes verden.
Dette er de væsentlige holdepunkter til bedømmelse af, hvilken realitet Pontoppidan tillægger den romantiske kærlighed, han lader læseren opleve med Marthas øjne.5 Opsummerer man resultaterne af den hidtige undersøgelse, viser det sig, at disse holdepunkter kun er spinkle og ikke giver noget virkeligt fingerpeg om forfatterens stillingtagen til romanens konflikt. Heri viser forskellen mellem Ung Elskov og de tidlige tendensværker sig tydeligst. I Sandinge Menighed og novellerne fra Landsbybilleder drejede det sig overalt om at påvise, hvilke holdninger der var rigtige, og hvilke der var forkerte. I Ung Elskov gives der ikke svar på spørgsmål af denne art. Derfor giver den fortolkningsmetode, der viste sig frugtbar, når det gjaldt den tidligere del af forfatterskabet, kun magre resultater, når den anvendes på Ung Elskov.
Af Marthas skæbne kan der således ikke uddrages nogen omfattende morale. Med historien om hende er interessen blevet forskudt fra ideologi til psykologi, og forfatterens rolle er ikke, som før, propagandistens, men fremviserens. Hermed falder de moralsk betingede spørgsmål om ret og uret bort, og skellet mellem ydre og indre virkelighed bliver uvæsentligt. Inden for Marthas forestillingsverden er drømmen om den romantiske kærlighed lige så "virkelig" som Balderød Færgekro, og denne forestillingsverden betragtes ikke som "rigtig" eller "forkert". Derimod gør romanen rede for dens indre lovmæssighed, og lader Marthas selvmord fremtræde som en logisk konsekvens af hendes fortolkning af tilværelsen.
Således er der et vældigt spring mellem den Pontoppidan, der i Sandinge Menighed og Landsbybilleder benyttede digtningen som middel til at påvirke læserens holdning til aktuelle samfundsproblemer, og den Pontoppidan der i Ung Elskov koncentrerer sig om at undersøge forudsætningerne for og konsekvenserne af den enkeltes forestillingsverden.
Allerede på et meget tidligt tidspunkt i forfatterskabet optræder da to væsensforskellige værktyper. I det følgende skal det undersøges, om Pontoppidans næste værk, Mimoser (1886), afspejler et valg mellem de opfattelser af digtningens mål, som de tidlige tendensværker og Ung Elskov hver på deres side er udtryk for.
Kapitel 3. Mimoser. Et Familjeliv (1886)
I modsætning til de hidtil gennemgåede værker har Henrik Pontoppidans næste roman, Mimoser. Et Familjeliv, været genstand for en kraftig debat blandt litteraturforskere. Allerede ved værkets fremkomst i 1886 fremkom der modstridende fortolkninger af det i dagbladskritikken, og med Elias Bredsdorffs disputats6 om Henrik Pontoppidan og Georg Brandes er debatten i de seneste år blusset op. Efter et kort resumé af romanens handling skal der her gøres rede for og tages stilling til denne debats væsentligste stridsspørgsmål.
Romanens to kvindelige hovedpersoner, Kamma og Betty, opdrages af deres fader, kancelliråd Byberg, på en idyllisk landejendom fjernt fra "al Livets verdslige Forfængelighed". De forelsker sig hver i én af egnens to godsejere: den ældste, Kamma, i en sagnomspunden jæger, klosterbaronen, den yngste, Betty, i den 40-årige verdensmand, Anton Drehling. Efter Kammas giftermål viser det sig imidlertid, at klosterbaronen langt fra kan leve op til de forventninger, hun har stillet til ham:
Saa meget syntes […] med Sikkerhed at fremgaa, at Klosterbaronen ikke besynderlig egnede sig for den ægteskabelige Stand. Og den Omstændighed, at dette var aabenbaret saa kort efter Brylluppet og dertil paa en for hans Hustru særlig krænkende Maade (man talte rent ud om en ganske simpel Malkepige) gjorde hans Adfærd dobbelt oprørende. (s. 39).
I vrede over mandens utroskab forlader Kamma straks sit nye hjem og flytter tilbage til faderen. Hun er uimodtagelig for ethvert forsoningsforsøg, og trods sin anger og fortvivlelse bliver klosterbaronen ikke taget til nåde, men må til sidst forlade egnen, nedbrudt af sorg over sin tabte lykke.
Kort efter holdes der bryllup mellem Anton og Betty. Alt tegner lyst og lykkeligt, og selv kancellirådens sorg over Kammas vanskæbne vejres bort, da Betty føder en lille søn.
Umiddelbart efter drengens fødsel må Drehling bryde op fra sit gods for at varetage sine pligter som landstingsmand i København. Hans første besøg i hovedstaden gælder moderen, den frisindede og åndsfriske enkefru Drehling, der længe har glædet sig til at se sin søn. Gensynet bliver imidlertid en skuffelse. I stedet for den feterede verdensmand, hun venter, finder hun i sønnen en tavs, forlegen fremmed, som hun næppe kender igen. Hvad der har forandret ham, forstår hun ikke, men instinktivt fyldes hun af had "til det ukjendte Væsen derovre, der havde taget hendes eneste Barn, hendes sidste Støtte fra hende" og til "de fordummende og forkvaklende Forhold, der havde ført ham fra hendes Side". (s. 100). Anton selv føler sig efter giftermålet fremmed over for hele sin fortid, sin moder og sine tidligere ungkarlevenner og lever derfor i København tilbagetrukkent på sit hotelværelse, hvor han gennem kærlige breve fra Betty holdes underrettet om det eneste, der nu betyder noget for ham: livet derhjemme på hans gods, Gudersløvholm.
Men en dag brydes isolationen af en vis fru Conerding, en erfaren verdensdame, der i ydre og indre er den naive Bettys fuldkomne modstykke, men som Anton mod sin vilje føler sig stadig mere tiltrukket af. Selv lever fru Conerding i et ulykkeligt ægteskab med en mand, der ifølge Antons moder er
[…] en Nar, en Pjalt, en samvittighedsløs Person, der paa alle tænkelige Maader har ødelagt hendes Liv, saa vidt han formaaede; som i faa Aar har forødt hele hendes store Formue, bestjaalet hende for enhver Lykke, været hende utro paa ethvert Punkt – undtagen netop paa det eneste, der kunde frelse hende ud af Elendigheden. (s. 124).
Af al magt kæmper Anton mod sin voksende lidenskab for fru Conerding; og da hans svigerfader, kancelliråden, indfinder sig i København for at hente ham hjem til julen, finder han Anton ganske forandret, splittet og nervøs. Sammen besøger de enkefru Drehling og bliver her vidne til en diskussion, der kun er dårligt egnet til at lede kancellirådens tanker bort fra en begyndende mistanke mod svigersønnen. Hos fru Drehling agiterer to damer af det højere borgerskab for en "Forening for Sædelighedens Fremme i Hovedstaden" – et projekt som Anton allerede har givet sin støtte, men som hans moder vender sig kraftigt imod. Til damernes forargelse hævder hun, at hjemmene og ikke prostitutionen udgør den største fare for den unge generation:
"Jeg tror," siger hun, "at er der noget Punkt, hvor dette velsignede Lands Kræftbyld ligger, saa turde det maaske netop være disse saa meget lovpriste og besungne Hjem […] de er mulig netop vore egentlige Venushuler, der udmarver vore Mænd, stjæler deres Energi og gør vore Kvinder svage og enfoldige. Dér murer vi os inde med vore Uvaner og Taabeligheder og gør os uskikkede til Omgang med andre Mennesker […]" (s. 158).
Anton føler sig personligt ramt af moderens udfald. Han tager afsked med hende og den nu helt forvirrede kancelliråd og flakker siden gennem byen, splittet mellem lidenskaben for fru Conerding og dragningen mod sit hjem. Til sidst falder han for fristelsen, opsøger fru Conerding og bliver hos hende. Men den mistænksomme svigerfader er fulgt efter ham, og mens han i timevis vandrer frem og tilbage uden for fru Conerdings hotel, bliver det ham mere og mere klart, at det går samme vej med Anton, som det gjorde med klosterbaronen. Næste morgen erfarer han da også, at Anton har lejet sig ind på hotellet og tager derefter nedbrudt og ulykkelig hjem for at underrette Betty om den sørgelige skæbne, der er overgået hende. Da den sønderknuste Anton kort efter vender hjem, bliver han som klosterbaronen mødt med upåvirkelig foragt: Kamma har sat alt i scene, og på søsterens vegne holder hun en straffetale til bedrageren, mens Betty med sin søn forlader hans gods.
Den uenighed, som Mimoser allerede ved sin fremkomst gav anledning til, gjaldt i første række spørgsmålet om værkets placering i forhold til den sædelighedsfejde, der i 1886 havde domineret den løbende debat i Norden i flere år (ikke mindst efter udgivelsen af Bjørnsons skuespil En Hanske, 1883). I romanen mente man at kunne aflæse Pontoppidans stilling til denne fejde, uenigheden gjaldt spørgsmålet om, hvem af parterne der havde hans sympati: den fløj der repræsenteredes af Bjørnson, eller den der anførtes af Georg Brandes.
De modstridende synspunkter i sædelighedsfejden kan med Elias Bredsdorff kort formuleres således, at "mens Bjørnson stillede kravet om, at mandens renhed og troskab i seksuelle forhold skulle være lige så stor som kvindens, hævdede Brandes og hans meningsfæller omvendt, at kvinden burde have samme sædelige frihed som manden, og Brandes harcellerede over, at vi nu alle skulle til at rende rundt og passe på hinandens kønsdrift." (s. 44).
Ved Mimosers fremkomst fandt man anledning til at placere værket i begge lejre, og uenigheden om bogens idémæssige indhold afspejledes tydeligt i den anmeldelse, Dagens Nyheder gav det 29.12.1886:
Angaaende Fortællingens Grundtanke ere Kritikerne uenige. Medens det fra den Side, der gotter sig over ethvert nyt Tegn på omsiggribende Frivolitet i Litteraturen, er gjort gældende, at Mimoser maa opfattes som et Indlæg til Fordel for den frie Kjærlighed, en Protest mod den Bjørnson'ske "Handske"-Theori og i det Hele mod Fordringen om Renhed i det ægteskabelige Forhold, have Andre hævdet, at Forfatteren tvertimod har villet virke moraliserende ved at paapege, hvilke sørgelige Konsekvenser Ægteskabsbrudet saavel i indre som i ydre Henseende kan føre med sig.
For Elias Bredsdorff, der under titlen "Henrik Pontoppidans stilling i 'sædelighedsfejden'" behandler Mimoser i et særskilt kapitel (s. 44-62), er der ingen tvivl om bogens tendens. Han betragter den som et angreb på de bjørnsonske synspunkter og et forsvar for de brandesianske og mener, at Antons ord om den danske kønsmoral (nemlig at den er for kabylere og hottentotter og ikke for civiliserede mennesker) er udtryk for grundholdningen i Mimoser.
Efter at have givet et resumé af bogens handling skriver han:
At der kunne opstå tvivl om forfatterens hensigt og sympatier, forekommer besynderligt, når man i dag læser bogen – og da navnlig, når man tager dens titel i betragtning. […] – med en omskrivning af Ibsens ord kan man sige, at bogens moral er, at man skal afholde sig fra at præsentere den ideelle fordring hos ganske almindelige godsejere! At de to dydige Mimoser hver især opløser deres ægteskab for tid og evighed for en bagatels skyld – det var konsekvensen af de bjørnsonske synspunkter! Og så naturligvis angiveriet i spørgsmål om utroskab! (Bredsdorff, s. 48).
Sin opfattelse af bogens tendens støtter Elias Bredsdorff i det væsentlige på to ting. For det første på et brev fra Pontoppidan til dennes forlægger, Fr. Hegel, 14.5.1884, hvori det hedder:
Bogen Mimoser skal som Manuskript være i Justitsrådens Hænder til den fastsatte Tid, inden Juli Måneds Udgang, og jeg troer, den vil blive god. Hvad Titlen angår, beder jeg Dem, Hr. Justitsråd, at betragte den som en dyb Hemmelighed, idet den nemlig angiver så meget om Bogens Tendens.
For det andet mener han i en artikel af Georg Brandes (Politiken 6.7.18877) at have bevis for, at Pontoppidan selv godkendte en omdiskuteret anmeldelse af Mimoser, skrevet af Edvard Brandes til Politiken 14.12.1886. Hovedsynspunktet for denne anmeldelse var følgende:
Han [Pontoppidan] tvivler om det er nyttigt at gøre Kvinderne til yderst følsomme Mimoser, saalænge Mændene er saa haardhændede, eller rettere naar Naturen har skabt Mændene af saa skrøbeligt Stof.
Endelig argumenterer Bredsdorff for sin opfattelse ud fra værket selv. Han mener, at Pontoppidans skildring af en iltert missionerende præstefrue, "Sprutbakkelsen", "er maliciøst tegnet som et sidestykke til Bjørnson" (s. 48) og fremhæver, at fru Conerdings mand, der af enkefru Drehling beskrives som en nar, der har været sin kone utro på ethvert punkt "undtagen netop det eneste, der kunde frelse hende ud af Elendigheden", "jo ud fra det bjørnsonske sædelighedssynspunkt (var) uangribelig!" (s. 50).
Endelig finder han, som nævnt, at når Anton Drehling på bogens sidste sider når til det resultat, at den danske kønsmoral "er for Kabylere og Hottentotter og ikke for civiliserede Mennesker", så skulle man ikke tro, at dette kunne misforstås.
Dette er de væsentligste præmisser for Elias Bredsdorffs konklusion: at "Mimoser var Pontoppidans digteriske indlæg i "sædelighedsfejden", og om hensigten med bogen kan der efter de fremlagte oplysninger ikke herske nogen tvivl. Ulykken var blot, at den fra Pontoppidans side var ment som en tendensroman, og som sådan var den mislykket. Den kunne udlægges – og blev udlagt på alt for mange forskellige måder, der ganske vist ikke alle stemte overens med forfatterens intentioner." (s. 61).
Hermed slutter Elias Bredsdorff sig til den opfattelse af bogens tendens, som Knut Ahnlund gav udtryk for i sin disputats "Henrik Pontoppidan. Fem huvudlinjer i författerskapet", 1956 (Herefter: Ahnlund). Med noget mere forbehold finder også Ahnlund i Mimoser en tendens imod Bjørnsons sædelighedskrav og ser i enkefru Drehlings ord om hjemmenes og prostitutionens relative farer "säkert Mimosers kärntanke, paradoxalt tillspetsad så som Pontoppidan älskade att framställa sina kätterier. "Hanske"-moralens genomförande skulle i ännu högre grad skrämme bort de unga männen från äktenskapet och därigenom ytterligare misskreditera det – det var den inte orimliga mening som Georg Brandes […] framställt till mångas förtrytelse. Den gamla damen behåller sista ordet." (s. 265).
Over for den opfattelse, at Mimoser er Pontoppidans indlæg i sædelighedsfejden på Georg Brandes side, står en diametralt modsat vurdering af værkets morale. Det drejer sig om den fortolkning, som Jens Kruuse under titlen "Retningsbestemmelse" gav af værket i Kritik nr. 5, 1968 (s. 46-57), en fortolkning, der må betragtes som et direkte angreb på Elias Bredsdorffs præmisser og konklusion.
Jens Kruuses hovedsynspunkt er det, at Bredsdorffs opfattelse af tendensen i Mimoser er udtryk for retningsbestemmelse, et begreb der defineres som det, der sker, "når et litteraturkritisk arbejde ikke tager et absolut hensyn til tekstens helhed hver gang den benyttes." (s. 46).
Ved at betragte værket som en helhed og analysere dets enkelte passager funktionelt mener Kruuse, at man må nå frem til en ganske anden opfattelse af dets grundstemning; Romanen "indledes med en lang, vittig, komisk skildring af faderen, kancelliråd Byberg. Med den slås bogens tone an, dens holdning er humorens eller ironiens. Pontoppidan forsøger med sin lange indledningsskildring af kancelliråden at føre læseren ind i en grundstemning. Kompositionen er denne stemnings udfoldelse. Det motiverende er overalt en konfrontation af virkelighed og uvirkelighed, personskildringer byggende på kritik af karakteren, ingen figur har rene motiver, ingen er uden selvbedrag." (s. 50). Derfor kan ingen person betragtes som talerør for forfatteren. Kancelliråden "betegnes straks som en Don Quijote og en selvbedrager", og "Som han er de alle." (s. 51). Ved sin analyse af romanen når Jens Kruuse frem til, at "det gælder for hver eneste person i bogen, at forfatteren forholder sig kritisk til dem, deres motiver er urene, deres hensigter skumle, deres karakter underkendes, alle er de løgnere, uvirkelighedsdyrkere af forskellig grad, alle er de selvbedragere og afslørede illusionister." (s. 53).
Jens Kruuses konklusion danner på alle måder et modstykke til Elias Bredsdorffs. Ikke alene finder han i Mimoser intet belæg for, at Pontoppidan har villet slutte op om den brandesianske fløj i sædelighedsfejden, men han mener heller ikke, at Pontoppidan overhovedet med romanen tog stilling til den løbende debat. Derimod er Mimoser "en bog om forvildelser, alle grader af uærlighed, uoprigtighed, virkelighedsflugt og selvbedrag, og en grusom slutning med et koldt brev fra Anton i Nice er en negativ kommentar til det, der på siden før var sygdommen til døden. Et skuldertræk ved Hedvigs lig." (s. 54). Forlænger man den linje, som Jens Kruuse her har lagt gennem bogen blot en lille smule, må resultatet blive, at Mimoser kan forstås til bunds uden kendskab til sædelighedsfejden, at den lige så godt kunne være skrevet uden denne fejdes eksistens, og at den lige så godt kunne have haft et andet udgangspunkt til afsløring af "uærlighed, uoprigtighed, virkelighedsflugt og selvbedrag" end netop hovedfigurernes ægteskabelige forhold.
Skulle man nu opsummere de væsentligste stridspunkter i debatten om Mimoser, må hovedspørgsmålene blive disse: Skal Mimoser betragtes som et indlæg i sædelighedsfejden og dermed som et programmatisk værk på lige fod med f.eks. Sandinge Menighed? Skal det i så fald opfattes som et indlæg for Brandes' eller for Bjørnsons synspunkter? Og i nær tilknytning hertil: er det rimeligt at antage, at bogens morale udtrykkes af enkefru Drehling (s. 158-59) og at se Antons endelige tilslutning til moderens synspunkter (s. 192) som dækkende for det "program", der i denne forbindelse var Pontoppidans?
Der optræder i Mimoser repræsentanter for begge parter i sædelighedsfejden: den brandesianske fløj repræsenteres af Antons moder, enkefru Drehling, mens "hanske"-moralen forsvares af en ivrigt missionerende præstekone, kaldet "Sprutbakkelsen" eller "Krudtkællingen", som gør sin entré i familien Bybergs fredelige landidyl, da hendes mand skal overtage embedet efter sognets afdøde provst.
Denne iltre dame har "med hele sin Naturs Fyrighed grebet en af Tidens Tanker og gjort den til sit Evangelium: Tanken om Kvindernes Frigjørelse, Hævdelsen af deres Forkuelse og uværdige Fornedrelse under Mændenes Selvtagne Herredømme. For denne Sag havde hun kastet sig i Skranken med en Løvindes Mod, en hjærtegreben Kvindes Lidenskab. Navnlig følte hun det som sin Mission af al sin Evne at prædike mod den Kvindernes ydmygende Eftergivenhed over for Mændenes dyriske Udskejelser, der i hendes Øjne var Ondets egentlige Rod." (s. 64f).
For at nå sit mål anvender hun alle midler, ikke mindst en skånselsløs agitation:
Ligegyldig for Spot som for den aabenlyse Forargelse kastede hun sig over sine Ofre uden Persons Anseelse. Hun overøste Folk med Haan og Foragt; hun fyrede i en Debat med det groveste Skyts […] paaberaabte sig Biblen, ja endog Koranen og Talmud. (s. 65).
Og medens den stilfærdige kancelliråd bliver "ganske blodrød af Undseelse og Betuttelse", suser det om hans ører med "Sædelighedsfejde, Sædelighedsbegreb, Sædelighedsfordring, Stuart Mill, Prostitution, faldne Kvinder og meget sligt." (s. 67f).
Dette er romanens portræt af en forkæmper for "hanske"-moralen, og det er dette portræt, som Elias Bredsdorff finder "maliciøst tegnet som et sidestykke til Bjørnson" (s. 48), men – som det fremgår af de citerede passager – er "Sprutbakkelsen" en temmelig ejendommelig repræsentant for den bjørnsonske fløj i sædelighedsfejden. Ganske vist hævder hun "hanske"-moralen, når det drejer sig om at bekæmpe "Mændenes dyriske Udskejelser", men samtidig støtter hun sig til den Georg Brandes, der i 1869 havde oversat Stuart Mill's The Subjection of Women og introduceret forfatteren med følgende ord: "Den samme Indignation over bestaaende Samfundstilstandes Raahed, der har bragt Bogens Forfatter til at skrive den, har drevet dens Oversætter til at gjøre sit for den videre Udbredelse af de Ideer, den udtaler."8
Men selv om "Sprutbakkelsen" således i sin argumentation kan være vanskelig at placere inden for datidens løbende debat, så ligger hun dog i sin grundholdning fjernt fra den Georg Brandes, der hævdede den "frie kærligheds" ret, når hun i kvindernes "ydmygende Eftergivenhed over for Mændenes dyriske Udskejelser" ser "Ondets egentlige Rod." I denne grundholdning er hun derimod helt på linje med de i snævrere forstand "bjørnsonske" damer, der agiterer mod prostitutionen over for fru Drehling. For dem er "Mændenes dyriske Udskejelser" en trussel mod selve den danske ungdom, og til fru Drehlings forsvar for "Glædespigerne" svarer hendes forhenværende veninde, "Dydsdragonen":
Det kan da umuligt være din Mening at forsvare Lasten, den aabenbare, frække Last. Jeg forudsætter som givet, at det ikke kan være din Hensigt at ville besmykke Urenhed og Fordærvelse. Men derfor forstaar jeg sandelig ikke, hvordan du kan have saa meget imod en Forening, der har til Opgave saa vidt mulig at befri vort Samfund og navnlig at bevare Ungdommen, Landets Ungdom for slig Ødelæggelse. (s. 157).
Der er nok en vis forskel i niveau mellem "Sprutbakkelsens" og "Dydsdragonens" argumentation; men målet har de fælles,og begge parters grundholdning kunne udtrykkes med de Paludan-Müllerske ord:
Vi dyrke Gud, naar i os selv vi pløie
Naturen ned […]9
Netop i opfattelsen af forholdet mellem natur og moral danner enkefru Drehling den stærkeste modsætning til sædelighedsforkæmperne. Hvor det er deres moralsk betingede opfattelse, at den menneskelige natur er et råmateriale, der skal tilpasses til og indordnes under den kønsmoral, der er udtrykt i mosebudene, står for hende naturens frie udfoldelse efter dens egne love som det højeste mål.
Derfor "rettede hun ofte længe og vemodsfuldt sit Blik op paa Billedet af en slank, smuk Mand med smilende brune Øjne og Kommandørkorset om Halsen […] Billedet af hendes egen, stolte Louis Frits, der endnu i sit fyrretyvende Aar havde haft Ild og Ungdom nok til at sætte hendes attenaarige Hjærte i Flamme; – men som ogsaa havde haft Aand og Mandighed nok til at fatte, at denne Flamme ikke havde varet evig." (s. 97). Og derfor føler hun sig ganske fremmed over for "den nye Slægts anstandsmæssige Alvor og strenge Disciplin" (s. 96) og "rystede ofte paa sin elskværdige Maade paa Hovedet af denne Art af Liv, fra hvilket alt Lys, al Ungdom, al festlig Glæde var som skræmmet bort." (s. 96).
Således fremstiller Pontoppidan sædelighedsfejdens to parter i Mimoser. Spørgsmålet bliver nu, om man ud af romanens handling (Kammas og Bettys ægteskabshistorier) kan aflæse forfatterens holdning til henholdsvis det ideal, der er "Sprutbakkelsens" og det, der er fru Drehlings, og om Pontoppidan i søstrenes historie leverer "bevis" for sin holdnings rigtighed efter samme model som det f.eks. var tilfældet i "En Kjærlighedshistorie".
Tilsyneladende er dette ikke tilfældet. Kamma og Betty lever på "Nathalies Minde" i den dybeste isolation fra den verden, der omgiver dem, og dermed også fra al debat om sædelighedskrav og "hanske"-moral. På det tidspunkt, da "Sprutbakkelsen" introducerer disse begreber i familiens fredelige idyl, er søstrenes opfattelse af ægteskab og kønsmoral allerede fastlagt, og ansvaret for deres ægteskabelige forlis kan derfor ikke placeres hos hende. Når der alligevel kan etableres en forbindelse mellem Kammas og Bettys skæbner og sædelighedsforkæmperne, så skyldes det, at den isolerede Byberg-familie, uafhængigt af tidens moraldebat, er nået frem til en opfattelse af forholdet mellem natur og moral, der har væsentlige lighedspunkter med "Sprutbakkelsens" og "Dydsdragonens".
Sædelighedsforkæmpernes opfattelse af, at en del af menneskets natur er "uværdig" og som sådan bør fortrænges og undertrykkes, genfindes hos kancelliråd Byberg. Ganske vist opfatter han sig selv som "uforfalsket Naturbarn" (s. 8) og betragter naturen som sin "bedste Underholdning" (jfr. s. 13), men til sin egen natur har han et mere kompliceret forhold. Hans virkelige lidenskab, kærligheden til blomster, undertrykker han til fordel for rollen som skrækindjagende jæger (en rolle han kun har ringe evner for) og bag denne undertrykkelse ligger en moralsk betinget opfattelse af, hvordan en virkelig mand bør være:
[Lidenskaben for blomster] forekom ham nemlig ikke at være ham ganske værdig. Han betragtede den som en Art umandig Svaghed, han ligesom ikke ret vilde vedkjende sig – et Brud paa hans Natur, han ikke forstod, og hvis Existens han derfor ogsaa saa omhyggelig som mulig havde hemmeligholdt for sine Omgivelser – saaledes som man skjuler en skæmmende Gevæxt i et ellers stolt og fejlfrit Ansigt. (s. 5f).
I ønsket om at undertrykke den "uværdige" natur er der således overensstemmelse mellem kancellirådens og sædelighedsforkæmpernes holdning; men også når det gælder arten af selve det "uværdige" anes en lighed mellem de to parters opfattelser. Tilsyneladende er der et langt spring mellem kancellirådens stille puslen i sin have og de "dyriske Udskejelser", som "Sprutbakkelsen" ivrer imod; men for kancelliråden selv bunder skruplerne ved gartnerlivet i angst for at overskride grænserne for hans egen kønsmoral. Han foruroliges ved tanken om sin egen lidenskab, fordi den ikke forekommer ham en rigtig mand værdig, og problemets erotiske aspekt understreges i romanens beskrivelse af, hvordan han til sidst på "Nathalies Minde" giver sig hen til sin "svaghed":
[…] bag Lindelysthuse og Syrenbuske luskede Kancelliraad Byberg omkring mod en uhyre Solhat ned over Brillerne og en Havesax i Haanden, beklippede og beskar, plantede og podede – saa lykkelig og beskjæftiget, som om de smaa skjælmske Forglemmigejer, de sjælfulde Roser, den junoniske Tulipan omsider havde besejret alle Fordomme og triumferende ført den gamle Vildmand i Havn i deres fredelige Duftrige. (s. 11).
Både for sædelighedsforkæmperne og for Byberg gælder det, at det "uværdige" har erotisk karakter, og fælles for begge parter er det, at moralbegrebet er indsnævret til kun at omfatte kønsmoralen. Derfor er et enkelt tilfælde af utroskab nok til at dømme en mand moralsk både for "Sprutbakkelsen" og for kancelliråden, og derfor bliver lidenskaben for blomster det eneste moralske problem for Byberg selv.
Kancellirådens forhold til naturen kommer indirekte til at øve en væsentlig indflydelse på Kammas og Bettys opfattelse af ægteskab og kønsmoral. For når søstrene opdrages i dyb isolation på "Nathalies Minde", skyldes det Bybergs og hans afdøde hustrus mistillid til den menneskelige natur; pigernes moder havde endnu på det yderste "højtidelig betroet dem i hans Hænder med den Bøn, at han vilde lede deres Veje og værne deres Hjærter mod al Livets verdslige Forfængelighed" (s. 7), og kancelliråden selv finder det nødvendigt, at lade børnene vokse op i en slags laboratorietilstand, en unaturlig isolation fra alle andre påvirkninger end den "underholdning", naturen kan byde på for at fremme deres "Sjælelivs harmoniske Udvikling." (jfr. s. 8).
Hermed er ansvaret for søstrenes holdning til ægteskabsmoralen placeret. Netop denne laboratorietilstand bliver årsagen til, at omverdenen kun når frem til Kamma og Betty i form af de værker, som kancelliråden "med højtidelig N.P. Nielsensk Røst" (s. 12) læser højt for dem, og den eneste kilde til viden om den ydre verden bliver derfor den romantiske litteratur; Hagbarth og Signe, Axel og Valborg og Ingemanns romaner. Særlig vigtigt bliver dette forhold for Kamma, fordi denne litteratur kommer til at danne grundlaget for hendes forestillinger om ægteskabet i almindelighed og om klosterbaronen i særdeleshed.
Klosterbaronens ydre omgivelser er da også som skåret ud af Ingemanns historiske romaner. Hans "kloster" beskrives som
[…] en stor, rød halvforvitret Borg med tunge Taarne over sivfyldte Grave og en mosgroet Æblegaard, der gik i ét med Storskoven, … ret en gammel musegnavet Fortidslevning, der helt spøgelseagtig, som et forglemt Stykke Middelalder, skjulte sig herinde i Stilheden, mens Skovenes mørke Sus drog over dens Tag som Kor af henfarne Aander.
Man vilde næppe være bleven synderlig forbavset, om man pludselig havde set en Riddersmand med flammerød Fjerbusk og guldklingrende Sporer træde frem over Vindebroen … eller en Dame med Sølvmors-Ærmeskafter og Atlask-Skulderpuffer læne sig ud over Karmen af et af de mange smaarudede Vinduer. (s. 15f).
På Kamma "øvede denne Romantik en særegen Tiltrækning" og "vakte […] allehaande flagrende Drømme om Ridderliv og Herrefærd". (s. 16). I sin fantasi indsætter hun ubesværet "baronen" selv i det middelalderlige regi, og da hun til sidst oplever ham i virkeligheden, indpasses også han i romanernes verden:
Hun havde efterhaanden dannet sig den Forestilling om ham, at han var en Slags romantisk Vildmand, der tilbragte sine Dage ved at jage gjennem Skovtykningerne med Horn og glammende Hundekobler, og om Nætterne holdt store Gjæstebud og festlige Drikkelag i sine lueforgyldte Sale. Hun tænkte sig ham overensstemmende hermed som en stolt, heltemæssig Skikkelse, med stort, lyst Skjæg ned over Brystet, Ørnenæse og store lyseblaa, sværmeriske Øjne, … og hun blev derfor ikke lidt perplex, da hun en Dag i Kirken virkelig saa' en Mand af i alle Fald noget nær det samme Udseende træde ind i Herregaardsstolen paa Pulpituret. (s. 18).
I sin fantasiverden har Kamma placeret klosterbaronen inden for de oehlenschlägerske tragediers og de ingemannske romaners verden, men han formår – som det snart viser sig – ikke at leve op til dette billede. Han besidder hverken en Hagbarths eller en Axels vedholdende troskab, og da han kort efter brylluppet bryder ud af den rolle, Kamma har tildelt ham, bryder han samtidig de love, der hersker i den litteratur, som har dannet grundlaget for hendes opfattelse af ægteskabet. Dette brud kunne for Kamma blive det første skridt til en omvurdering af tragediernes og romanernes verden. I stedet viser hun sig i sin reaktion på mandens utroskab som en ægte datter af kancelliråden og fortrænger det "uværdige" ud af sin tilværelse:
Han [klosterbaronen] havde flere Gange i Vinterens Løb tilskrevet hende Breve, hvori han i de ømmeste, de bodfærdigste Udtryk tryglede hende om at tage ham til Naade – men hun havde sendt dem uaabnede tilbage. Senere havde han endog ved Kommissionærer søgt at indvirke paa hendes Hjærte, men hun tilbageviste alt med kold Foragt. (s. 61).
Selv overtager hun i ydre og indre den bedragne heltindes rolle. Det er verden, ikke Kamma, der har lidt nederlag:
Paa skuffede Kvinders Vis havde hun paa Trods ligesom krænget Vrangen ud af sig selv. Med sit kolde, blege, ubevægelige Ansigt, sit simpelt glatkæmmede Haar og sin strænge, sorte Dragt, der var den gjennemførte Tarvelighed, saa' hun ud som en, der bærer Sorg over Verden. (s. 60).
Hvad der gælder for den ældste søsters opfattelse af ægteskabet kan i store træk overføres på Betty, der som den yngste og mindre erfarne overtager og godtager Kammas forestillingsverden. Også hun er vokset op i uvidenhed om den verden, der ligger uden for "Nathalies Minde", og da denne verden bryder ind i hendes værelse (i form af klosterbaronens utroskab), betragter hun begivenheden som et ufatteligt brud på selve naturens love:
Da det først var gaaet op for hende, hvad der egentlig var sket, ramte det hende som et Lynslag. Hun kunde ikke være bleven mere forbavset, om Sol eller Maane pludselig havde vist sig for hende med et forvrænget Ansigt. Det var, som om hun maatte gjøre Vold paa sin Tanke for at fatte en saadan Troløshed. Saa længe det overhovedet var muligt, vægrede hun sig ved at tro, at det virkelig var sket. (s. 41).
Uden vaklen godtager hun – som den mindre erfarne – Kammas reaktion på "katastrofen", og synet af den forgræmmede, sortklædte søster bliver hende et memento om det ægteskabelige livs truende farer:
[…] hver Gang hun nu ved Maaltiderne saa' Søsterens blege, forgræmmede Ansigt, var det, som om en jærnkold Haand greb hende om Hjærtet. Naar deres Øjne tilfældig mødtes over Dugen, fór hun smærtelig sammen for dette Blik, der i sin forstenende Stirren syntes at tilraabe hende et: vogt dig! (s. 42).
Men hun ikke blot godtager søsterens reaktion; skræmt af Kammas skæbne gentager hun den i sit eget forhold til Anton, og ligesom hun udstødte den uværdige af sin forestillingsverden, fortrænger også Betty den del af sin mand, som hun ikke selv kan anerkende moralsk:
Hun vidste jo nok, at Antons Liv havde en Plet; – allerede før deres Forlovelse havde hun en Gang hørt Folk tale derom. Hun forstod det vel aldrig helt, og hun havde bestandig tvungent det ud af sine Tanker som noget fjærnt og forbigangent, hun heller ikke vilde vide Besked om. (s. 41f. Min kursivering).
(Det er endnu engang værd at bemærke, at først på dette tidspunkt, da Kammas forestillinger om ægteskabet er fastlagte, og da Betty allerede har overtaget denne opfattelse, introducerer romanen "Sprutbakkelsen". Først gennem hende stifter søstrene bekendtskab med den bevægelse, der arbejder for kvindernes frigørelse og for gennemførelsen af de bjørnsonske sædelighedskrav.)
Som det skulle være fremgået af denne undersøgelse, er der væsentlige lighedspunkter mellem familien Bybergs og sædelighedsforkæmpernes opfattelse af forholdet mellem natur og moral. Begge parter vil undertrykke eller fortrænge den del af menneskets natur, de finder "uværdig" – og det "uværdige" har for begge parter erotisk karakter. For sædelighedsforkæmperne gælder det "Mændenes dyriske Udskejelser", for kancelliråden den "uværdige" lidenskab for blomster, for Kamma den verden, der ligger uden for Axel og Valborgs (og dermed det faktum at der findes mænd, "der ikke besynderlig egner sig for den ægteskabelige Stand") og endelig for Betty den del af Anton, som hun ikke kan anerkende moralsk.
Dette var lighedspunkterne mellem de to parter, og når der her er gjort så udførligt rede for dem, skyldes det, at kun på de områder, hvor de to parters holdninger falder sammen, kan Bettys, Bybergs, Kammas og Antons skæbner tjene som "bevis" for Pontoppidans holdning til sædelighedsforkæmperne.
Allerede ved at føre sin sag gennem familien Byberg (og ikke gennem f.eks. "Sprutbakkelsen") har Pontoppidan placeret "hanske"-moralen i et videre perspektiv end det, der prægede den samtidige debat. For hvad der gennem familien Byberg kan tages stilling til, er ikke i første række spørgsmålet om mandens og kvindens relative frihed i erotiske forhold, men derimod den grundholdning der ligger bag sædelighedsforkæmpernes krav: nemlig den opfattelse, at kun mosebudenes kønsmoral er moral, og at den "uværdige" del af menneskets natur skal tilpasses til og indordnes under denne moral.
Ikke mindst i romanens skildring af Anton Drehlings forhold til Betty og fru Conerding demonstreres forfatterens holdning til disse spørgsmål tydeligt. Medens de øvrige personer bogen igennem fastholder hvert deres moralske univers ("Sprutbakkelsen", Kamma, fru Drehling), foretager Anton en zig-zagbevægelse fra moderens til familien Bybergs moralske verdensbillede og tilbage igen. Som Boel i Sandinge Menighed fungerede som grundtvigianismens prøvesten, bliver han i Mimoser prøvestenen for familien Bybergs og sædelighedsforkæmpernes fælles moral.
Anton skildres af forfatteren som udtryk for en æstetisk betonet, åndfuld og forfinet livsform, som har præget hans slægt gennem generationer, og som har tilladt den naturens frie udfoldelse, der danner så stærk en kontrast til sædelighedsforkæmpernes ideal:
Han tilhørte en Slægt, som ved Aand og Smag altid havde hævet sig højt over sine hjemlige Omgivelser; som fra Rejser, Studier og betroede Gesandtskabsposter ved udenlandske Hoffer alt i flere Led havde hjembragt en Dannelse og Indsigt, der ikke var almindelig; og som endelig paa sit Herresæde, det smukke Gudersløvholm, havde ført et frit, nydelsesrigt, af fremmede Sæder og forfinede Vaner behersket Liv, i hvilket skjønne Kunster og videnskabelig Syssel var gaaet Haand i Haand med Fester, Banketter og allehaande galante Æventyr.
Navnlig disse sidste havde spillet en fremtrædende Rolle i hele Slægtens Historie. Om Hr. Antons Moder sagde man rent ud, at hun havde haft en Elsker. Hans Bedstefader havde været en af Datidens mest omtalte Levemænd, lige berømt som Beskytter af unge Talenter og for sin Smag for blonde Kvinder. Og om Hr. Anton selv var det vitterligt nok, at han havde levet et særdeles bevæget Liv baade herhjemme og i Udlandet. (s. 26f).
Det er hele denne livsform, Anton giver afkald på, da han afskriver sit tidligere liv som feteret verdensmand med europæiske vaner til fordel for den "ny, ædlere Verden", der i Bettys skikkelse "aabenbarede sig for ham og uimodstaaelig drog ham til sig" (s. 29). Dermed vendes der ikke alene "aldeles op og ned paa alt, hvad han hidtil havde tænkt sig for sin Fremtid og Lykke" (s. 29), men samtidig ser han sin tidligere livsform i et nyt lys og dømmer den moralsk:
Nu saa' han først, hvor fattigt, hvor uværdigt hans forrige Liv havde været; nu begreb han ikke, at dets forlorne Glæder havde kunnet tilfredsstille ham, at dets oprivende Tomhed ikke for bestandig havde lagt ham øde. (s. 58f).
Alt det, der før har givet hans tilværelse indhold, bedømmer han nu som tomt, "uværdigt", og hele den del af ham, som blev tilfredsstillet gennem slægtens nydelsesrige, forfinede kultur, ser han nu som udtryk for en lavere natur, som han (med Bettys stiltiende sanktion) af al sin magt søger at undetrykke. Med hele den nyomvendtes iver reagerer han på klosterbaronens utroskab:
Han havde øjeblikkelig brudt enhver Forbindelse med Klosterbaronen, ja endog paa en meget opsigtsvækkende Maade tilbagesendt ham et Par kostbare Hunde, som denne en Gang havde foræret ham. I det hele havde han paa enhver Maade søgt at lægge sin oprigtigste Foragt for hans Adfærd for Dagen og efter bedste Evne at lindre Skuffelsen og Smerten for den Familie, hvortil han nu mere end nogen Sinde følte sig knyttet. (s. 42f).
Som det ses har Antons optagelse i familien Byberg karakter af en omvendelse, og denne omvendelse billedgøres (i dobbelt forstand) ved de ændringer, han foretager på den tidligere berømte og berygtede slægtsgård, før Betty kan tage den i besiddelse:
Navnlig var en stor, dristig Kopi efter Corregios "Danae", der hang over en Sofa i Dagligstuen, paa Antons Foranstaltning sat paa Loftet og erstattet af et smukt, stemningsfuldt Billede af en ung, sjællandsk Bondepige,der overraskes i Læsningen af et Kjærlighedsbrev. (s. 50f).
Antons omvendelse synes for en tid at skulle få permanent karakter, men da han tvinges uden for Gudersløvholms fortryllede kreds, bliver fortiden – i skikkelse af fru Conerding – levende igen. Hun repræsenterer som elegant verdensdame netop alt det, Anton bevidst har givet afkald på, og ved deres første møde associerer han da også straks fra hende til sin "særdeles bevægede" fortid:
Forøvrigt var det fra Begyndelsen en ren Tilfældighed, der havde vakt Antons Opmærksomhed – en flygtig Lighed med en Pariser-Skuespillerinde, for hvem han en Gang for længe, længe siden havde næret en heftig, men aldrig gjengældt Lidenskab. (s. 106).
I Antons reaktion på sin dragning mod fru Conerding demonstreres det endnu engang, hvor fuldstændigt han har overtaget den bybergske kønsmoral. Sin nye lidenskab betragter han som et tilbagefald – et udslag af en gammel last:
[…] ved denne Lejlighed blev det ham først tilfulde klart, hvor langt han havde ladet sig forlokke, og han skammede sig over sig selv […] Han trøstede sig med, at det vel var den Slags smaa Tilbagefald, der var nødvendige, før man fuldstændig helbrededes for en gammel Last. (s. 111).
Men Anton får hverken bugt med sin fortid eller med fru Conerding, og den stadige svækkelse af hans viljestyrke danner hovedtemaet for romanens anden del. I modsætning til klosterbaronens bliver hans "fald" omhyggeligt psykologisk dokumenteret, og netop i skildringen af, hvordan Anton i de afgørende øjeblikke "drages" og mister ethvert herredømme over sig selv, understreges det, at han i sit fald fra den "ædlere" verden befinder sig uden for viljens kontrol og dermed uden for det område, der omfattes af moralen:
Han drev tilbage ad den samme Vej, han var kommen, saa' paa de samme Ting og standsede de samme Steder. Men han havde ikke længere Herredømmet over sig selv; ubønhørligt modnedes Afgjørelsen hos ham; langsomt ligesom droges han Skridt for Skridt ud imod det Sted, hvorover hans Tanker dvælede […] (s. 169).
Gennem Antons mislykkede kamp for at "pløie Naturen ned" viser romanen sin holdning til de krav, der var sædelighedsforkæmpernes. Men kravene bedømmes ikke på deres egne, moralske betingelser. Gennem Antons skæbne afgøres det ikke, hvad der er mere eller mindre moralsk, men derimod hvad der er muligt. Antons "fald" er af Pontoppidan placeret uden for viljens – og dermed moralens område, og skulle man ud fra romanens skildring af hans forhold til Betty og fru Conerding aflæse forfatterens holdning til bybergerne og sædelighedsforkæmperne, måtte resultatet blive, at deres ligestilling af moral og kønsmoral i Antons tilfælde mister enhver mening.
Man kunne da spørge, om Pontoppidan med denne afstandtagen fra sædelighedsforkæmpernes og bybergernes kønsmoral selv har ladet sig repræsentere i romanen af enkefru Drehling, om hun kan opfattes som hans talerør? Tilsyneladende er der overensstemmelse mellem hans og hendes holdning til det indsnævrede moralbegreb. Når fru Drehling oprøres over forholdet mellem hr. og fru Conerding, er hendes forargelse således først og fremmest vendt mod det faktum, at intet andet end ægteskabelig utroskab opfattes som umoralsk og dermed som akceptabel skilsmissegrund (s. 124f). Hr. Conerding har været sin kone "utro paa ethvert Punkt" – men kun brud på den "ægteskabelige Troskab" opfattes ifølge den danske kønsmoral som umoral. Det er denne ligestilling af kønsmoral og moral, som fru Drehling vender sig imod, og så langt er der, som ovenfor vist, overensstemmelse mellem hendes og forfatterens synspunkter.
Men når hun udtaler sig om "disse saa meget lovpriste og besungne Hjem" og kalder dem "vore egentlige Venushuler, der udmarver vore Mænd og gør vore Kvinder svage og enfoldige" (s. 158) så er det svært i den centrale skildring af Bettys og Antons ægteskab at finde belæg for, at denne udtalelse skulle være "Mimosers kärntanke, paradoxalt tillspetsad så som Pontoppidan älskade att framställa sina kätterier."10 For selv om Betty og Anton murer sig inde i deres hjem og danner "ligesom en selvstændig lille Lyksaligheds-Klode" (s. 52), så passer fru Drehlings ord om den udmarvede, passive ægtemand ikke på Pontoppidans beskrivelse af Antons "nye liv" på Gudersløvholm:
Han følte sin Lykke, som om han havde faaet nye Øjne, nye Ører, helt fornyede Sanser og Dag for Dag med en Opdagers Henrykkelse blev nye Tillokkelser ved sit Eldorado va'r. (s. 57).
Med iver kaster han sig over sit landbrug, sin gårds bedrift, sine heste og sit kvæg, der før i tiden aldrig har interesseret ham, og føler, "at først nu begyndte han ret at leve; nu først havde hans Liv faaet et Indhold, et Maal, en Mening." (s. 58).
Og når al denne lykke ikke kan vare ved, så skyldes det ikke hjemmets "forkvaklende og fordummende Forhold", men derimod, som vist i det foregående, at Anton for at kunne leve i dette hjem har villet fornægte hele sin hidtige 40-årige tilværelse.
På baggrund af romanens redegørelse for årsag og virkning i Antons ægteskab må det derfor betragtes som en tilsnigelse generelt at opfatte enkefru Drehling som forfatterens talerør. Med sit angreb på "disse saa meget lovpriste og besungne Hjem" leverer Antons moder et direkte indlæg i den datidige sædelighedsdebat, og det er, efter mit skøn, karakteristisk, at netop hvor det gælder en "programerklæring" på den løbende sædelighedsfejdes niveau, underbygges hendes synspunkter ikke af forfatteren.
Som det er fremgået af denne undersøgelse, kan Mimoser kun indirekte opfattes som Pontoppidans indlæg i sædelighedsfejden, og i så fald som et indlæg der befinder sig på et andet plan og rummer et langt mere alment perspektiv end det, der var betegnende for den datidige kønsdebat. For det mest karakteristiske ved romanens forhold til denne debat er vel netop, at forfatteren i Mimoser nægter at deltage i den løbende debat på dens egne betingelser, at han nægter at argumentere moralsk i en diskussion, der drejer sig om moral. Hans roman giver ikke noget svar på, om mandens renhed og troskab i seksuelle forhold skal være lige så stor som kvindens, eller om kvinden tværtimod bør have samme sædelige frihed som manden. Dens argumentation ligger på et andet niveau, og netop ved sit angreb på ligestillingen mellem moral og kønsmoral kan den opfattes som et angreb på selve den sædelighedsfejde, hvori det seksuelle blev betragtet som isoleret fænomen. Således bliver Mimoser snarere en kommentar til fejden end et indlæg i den.
Netop dette, at Pontoppidan ikke tager direkte stilling til sædelighedsfejdens forenklede problematik, kan vel også tjene som forklaring på den rådvilde modtagelse, Mimoser fik ved sin fremkomst i 1886. Som det fremgår af anmeldelsen i Dagens Nyheder (29.12.1886; citeret ovenfor) har man overalt været optaget af at placere Pontoppidan enten i Bjørnsons eller i Brandes' lejr; og det forekommer sandsynligt, at den aktuelle debats problemstilling har været så dominerende, at man kun vanskeligt har kunnet få øje på et perspektiv i Mimoser, der overskred debattens grænser.
Men til trods for at sædelighedsfejdens problematik i Mimoser er løftet fra det aktuelle, snævrere plan og indsat i en mere almen sammenhæng, har det dog været muligt, for den, der ville, at afgøre hvilken af de stridende parter, der må have haft Pontoppidans sympati. Ganske vist rummer hans demonstration af, hvor umuligt det er at "pløie Naturen ned" et perspektiv, der er videre end sædelighedsfejdens, men det er dog Bjørnsons og ikke Brandes' tilhængere, der ud fra dette hovedsynspunkt indirekte kan anklages for at ville praktisere det umulige, når de kræver naturen afrettet efter moralen.
Spørgsmålet om, hvordan Pontoppidan i Mimoser forholder sig til sædelighedsfejden, må betragtes som meget væsentligt, når det drejer sig om at undersøge romanens forhold til den tidligere del af forfatterskabet. Det er i det foregående nævnt, at der efter Ung Elskov syntes at aftegne sig to veje for Pontoppidans følgende forfatterskab: psykologens eller propagandistens. Kan Mimoser opfattes som udtryk for et valg mellem disse to væsensforskellige holdninger til stoffet?
Efter mit skøn er det mest karakteristiske ved romanen, at den netop ikke udtrykker et sådant valg. Den lader sig ikke placere éntydigt inden for en af de to kategorier og adskiller sig alene derved væsentligt fra det tidligere forfatterskab. På den ene side betegner bogen i sin afstandtagen fra sædelighedsfejdens forenklede problematik en fjernelse fra det programmatiske. Hvor Pontoppidan i Sandinge Menighed og novellerne fra Landsbybilleder overalt propaganderede for en bestemt opfattelse af denne eller hin sag, undlader han netop i Mimoser at tage stilling til sædelighedskravet som isoleret "sag" og indsætter "hanske"-moralen i en større, psykologisk sammenhæng. Hans interesse er koncentreret om en udforskning af forholdet mellem vilje og moral på den ene side og natur på den anden – en problematik, der er almen og ubunden af tid og sted (modsat f.eks. Sandinge Menighed og "Vinterbillede"). Det drejer sig altså her snarere om menneskers almene vilkår end om deres meninger, og set ud fra denne synsvinkel bliver forfatterens rolle fremviserens, udforskerens, ikke propagandistens.
Men på den anden side har netop denne holdning, som vist, kunnet opfattes som udtryk for Pontoppidans stilling til sædelighedsfejden og som en indirekte anklage mod "hanske"-moralens tilhængere. I hvor høj grad ønsket om denne snævrere fortolkningsmulighed har været bestemmende for Pontoppidans udformning af romanen, tør jeg ikke afgøre; men romanens indirekte afstandtagen fra sædelighedsdebattens niveau vidner om, at det ikke kan have været hans hovedformål at levere et forsvar for Brandes-tilhængerne og et angreb på Bjørnson-fløjen.
Konkluderende kunne man da sige, at Pontoppidan i Mimoser har valgt en kombination af to væsensforskellige holdninger til stoffet, en kombination der kun har været mulig, fordi en psykologisk behandling af sædelighedsproblematikken har kunnet blive opfattet som tendentiøs. Herved bliver romanen vanskeligere at placere end f.eks. "Bonde-Idyl" og Ung Elskov – og det er vel netop dette forhold, der har bevirket, at den er blevet det tidligste af Pontoppidans værker, der har været genstand for en egentlig debat.
Kapitel 4. Senere tendensværker. Fra Hytterne (1887), Isbjørnen (1887).
4.1. Fra Hytterne
Bevægelsen i den tidligste del af Henrik Pontoppidans forfatterskab kunne tilsyneladende beskrives ved hjælp af Hegels tese-antitese-syntese model: fra tendensværkerne, over den psykologiske roman til kombinationen af genrerne i Mimoser. Men kan modellen gælde til og med Mimoser, holder dens anvendelighed op, når man i den kronologiske gennemgang af forfatterskabet når til Fra Hytterne (1887). Med denne samling "nye Landsbybilleder" (værkets undertitel) griber Pontoppidan tilbage til et emneområde, en fortællemåde og en forfatterholdning, der ligger i direkte forlængelse af de første Landsbybilleder fra 1883. Fra Hytterne tilfører således ikke denne undersøgelse væsentligt nyt, og samlingen skal derfor ikke her underkastes en nøjere analyse, men blot karakterisenes kort i forhold til den tidligere produktion.
Da Fra Hytterne udkom i 1887, havde ikke mindre end 4 af værkets 6 fortællinger været offentliggjort ved tidligere lejligheder ("Knokkelmanden" 1884, "Naadsensbrød" og "Et Grundskud" 1885, "Ane-Mette" 1886).11 Dette forhold forklarer imidlertid ikke samlingens nære slægtskab med de første Landsbybilleder, for af de tre fortællinger, der viser klarest tilknytning til dem, er den ene ("Vandreren. En Epilog") et originalt bidrag til værket. Som i "Naadsensbrød" og "Ane-Mette" rettes der her præcise angreb mod samfundsinstitutioner. Det gælder det datidige fattigvæsens umenneskelighed og brutalitet (der angribes direkte i "Naadsensbrød" og mere indirekte i "Vandreren"), og det gælder kirkens merkantilt betingede opretholdelse af social ulighed ("Ane-Mette"). Her – som i den tidligste del af forfatterskabet – propaganderes der for en bestemt stillingtagen til en afgrænset sag, og fortællingerne benyttes som midler i en samfundsrettet kamp.
Lidt fjernere fra den holdning, der prægede fortællingerne i Landsbybilleder, ligger historierne "Knokkelmanden" og "Et Grundskud". I skildringen af et husmandspars umenneskelige slid for at komme økonomisk på ret køl ("Knokkelmanden") og i beskrivelsen af en anden husmandsfamilies fattigdom og følgende afhængighed af den "årlige" gris ("Et Grundskud") taler forfatteren ganske vist stadig den fattige landbefolknings sag. Men i modsætning til f.eks. "Bonde-Idyl" placeres ansvaret for begge historiers tragiske højdepunkt (henholdsvis husmandskonen Anes og grisen "Sif"s død) uden for menneskers magtområde. Der røres her, foruden ved det sociale problem, tillige ved et teodicéprobiem, som Pontoppidan selv gav udtryk for det i forordet til "Knokkelmanden", Ude og Hjemme nr.341, 1884:
[…] Jeg kan paa Forhaand forsikre, at den [fortællingen] i et og alt er sand; men bør da forsigtigvis ogsaa forberede Dem paa, at den er meget sørgelig – netop saa sørgelig som sande Historier ofte blive, og som Livet endnu oftere virkelig er.
De maa ikke af disse mine Ord fra et mismodigt Øjeblik paa nogen Maade lade Dem forlede til den Tro, at jeg af Hjærtet hører til dem, der nærer formastelige og hovmodige Anskuelser om Forsynets hellige Logik.
Ingenlunde.
Tvært imod.
Og dog kan, nu og da, en Tvivl banke paa min Sjæl, og den Tanke spøge i min usalige Hjærnes om dog ikke Vor-Herre, da han i hine gamle Dage skabte sin ellers saa sindrigt beregnede Mekanisme, alligevel hist og her er kommet til – som vi sagde i Skolen – at "slaa en gal Logarithme op".12
Set i denne undersøgelses sammenhæng bliver de to fortællingers berøring med teodicéproblemet imidlertid af mindre betydning. For selv om Pontoppidan fjerner ansvaret for tragediernes kulmination fra den verden, hvor menneskelig reformvilje (og derunder forfatterens egen) har magt, bliver der dog en god del tilbage. Grisen "Sif"s endeligt bliver jo først til tragedie på baggrund af husmandsfamiliens fuldstændige afhængighed af dens liv, og husmandskonen Anes død opleves kun som udtryk for en brutal skæbne på baggrund af hendes årelange slid for at betale gælden på gården, et mål der netop er nået, da hun rammes af en dødelig sygdom. Set ud fra denne synsvinkel slutter "Knokkelmanden" og "Et Grundskud" sig klart til samlingens øvrige fortællinger og dermed til Landsbybilleder.
Fra Hytterne taler overalt den fattige landbefolknings sag. Angrebene har i nogle tilfælde klart reformatorisk sigte (mod fattigvæsenet i "Naadsensbrød" og "Vandreren", mod kirkens merkantilisme i "Ane-Mette") og har i andre tilfælde mere alment og mindre præcist sigte mod den sociale ulighed i almindelighed og landbefolkningens materielle nød i særdeleshed ("Hans og Trine", "Knokkelmanden", "Et Grundskud"). Alle søger de at påvirke læseren til en bestemt opfattelse af aktuelle samfundsforkold og adskiller sig derved radikalt fra Mimosers almene, eksistentielle problematik og fra Ung Elskovs koncentration om den enkeltes forestillingsverden.
4.2. Isbjørnen
Heller ikke med Pontoppidans næste værk, Isbjørnen (1887) tilføres denne undersøgelse væsentligt nyt. Historien om den usædvanlige sognepræst til Søby og Sorvad, Thorkild Asgur Ejnar Fredrik Müller, ligger ligesom Fra Hytterne nær ved forfatterskabets tidlige værker, Sandinge Menighed og Landsbybilleder.
Som Boel i Sandinge Menighed bliver grundtvigianismens prøvesten, bliver Müller i Isbjørnen den dogmatiske gejstligheds. Gennem ham, eneren der sprænger alle ydre grænser for god præstelig opførsel, men til gengæld tager kristendommen på ordet, afsløres gejstlighedens formalistiske snæversyn, og med denne afsløring og den anklage den rummer, placerer værket sig på forfatterskabets programmatisk, reformatoriske linje.
Det skal bemærkes, at Isbjørnen adskiller sig fra de tidligere tendensværker ved sit psykologiske nærbillede af hovedpersonen, pastor Müller. Når bogen til trods for dette portræt må anbringes på linje med f.eks. Landsbybilleder skyldes det, at den indgående persontegning i dette tilfælde er en nødvendig forudsætning for værkets anklage – dets tendens. Gejstligheden dømmes i Isbjørnen på sin overfladiske, snævre formalisme i forholdet til den individualistiske outsider, der tager kristendommen mere alvorligt end den selv, og portrættet af denne ener bliver således uadskilleligt fra værkets tendens.
Som i de tidlige tendensværker drejer det sig stadig for Pontoppidan om at påvirke læseren til en bestemt opfattelse af aktuelle, afgrænsede samfundsproblemer, men i dette tilfælde nødvendiggøres den indgående persontegning af problemets art. Denne opfattelse understøttes af, at repræsentanterne for den officielle, dogmatiske kristendom er aftegnet som typer repræsenterende standen, (f.eks. kapellan Ruggaard).
Kapitel 5. Spøgelser. En Historie. Formel diskussion af tendensproblemet.
De to retninger i Henrik Pontoppidans hidtil behandlede forfatterskab, den aktuelle, politisk prægede samfundskritik og den apolitiske koncentration om almene menneskelige grundvilkår, fandt til og med værkerne fra 1887 sideløbende udtryk i hver deres række af værker. Noget tegn på konflikt eller diskussion mellem de to holdninger til stoffet har man ikke hidtil kunnet spore, men med Spøgelser. En Historie fra 1888 kommer det til åben diskussion mellem dem.
Romanen fortæller om den fattige, unge præstedatter Agnete, der efter sin faders død bliver ansat som selskabsdame på netop det gods, som han i sin kristeligt-sociale kamp for de små i samfundet har ligget i strid med det meste af sit liv. Agnete føler, at hun midt i fjendens lejr må føre faderens kamp videre, og før sin ankomst ser hun sig selv i skikkelse af "[…] en fyrig Væbner, der ved Nattetid med sine Vaaben skarpt slebne under Kappen, sniger sig ind i den fjendtlige Borg – for at hævne." (s. 17). Det går hende imidlertid ganske anderledes. Kampiver og hævntørst forsvinder gradvist i de nye omgivelser – ikke mindst på grund af hendes forelskelse i godsets unge, splittede og sjælssyge greve, som hun fejlagtigt tager for at være stedets skytte. Greven, der af egnens befolkning betragtes som sindssyg, skjuler længe sin identitet for hende, men efter adskillige dramatiske forviklinger afsløres sandheden, og den Agnete, der kom til godset med ønsker om at kæmpe for at hævne sin fader, forlader det godt en måned senere for at tage på bryllupsrejse med den unge greve. Hun har afskrevet faderens sociale kamp, og han har gennem hendes kærlighed fundet fred efter en ulykkelig barndom og ungdom. Alt ender lykkeligt med bryllupsrejse til Sevilla.
Det er ikke blot i denne stærkt sammenpressede gengivelse, at romanens handling forekommer usandsynlig, skematisk og temmelig lidt pontoppidansk – og det har da også været diskuteret, om den i det hele taget fra Pontoppidans side var alvorligt ment (herom i det følgende). Interessen har i denne forbindelse særligt været samlet om Agnetes og grevens samtale om åndelig og materiel fattigdom, og da denne samtale spiller en væsentlig rolle for forståelsen af romanen, skal den her gengives ret udførligt:
Agnete: "Er det ikke ethvert Menneskes Pligt hellere selv at savne, end at se andre lide Nød? Men hvad skal man da sige om dem, der har Hjærte til lige for de fattiges Øjne at svælge i deres Overflod, at holde Fester, at klæde sig i Silke og i en eneste Nat danse op, hvad hundrede Familjer kunde leve sorgfrit for et helt Aar? Er dette da ikke syndigt? […]"
Greven: "Troer De ikke, Frøken, at de Mennesker, De dér taler om – dem, De kaldte de fattige og fortrykte – at ogsaa de har deres Glæder og deres … Overdaadighed, kan man vist godt sige, som udenforstaaende blot ikke saa let faar Øje paa, og maaske heller ikke er i Stand til at forstaa? […] jeg kan forsikre Dem, der findes i Virkeligheden ingen Mennesker, der lever et saa sorgløst Liv og er saa forholdsvis lykkelige. Hvorfor skulde de egentlig ogsaa have Grund til at klage … mere end andre? Har en Moder ikke dér den samme Glæde af sit Barn, og Børnene af deres Forældre, og … de har jo da i det hele de samme Glæder og Sorger som andre."
A: "Men Sulten, Kulden, Nøden, den har dog kun de, de fattige, – og er det maaske ikke en Uretfærdighed?"
G: "Troer De ikke, Frøken, at der findes det, der er værre end at sulte, eller bitrere end at fryse – og som maaske netop disse Folk mere end andre er forskaanet for? … De tænker nu, som De gjør, fordi De selv hører til de lykkelige, der er født paa Lyssiden af Livet. De har haft et godt Hjem, hvor De har tilbragt en lykkelig Barndom, og hvorfra De kun har baaret gode Minder ud. De har haft en Fader, som De har elsket – og som har holdt af Dem igjen. Men der er andre Mennesker, Frøken, hvis Liv tilhører Mørket og Ulykken … og de findes baade mellem rige og fattige, og maaske nok saa ofte mellem de første som mellem de sidste. Har De aldrig truffet dem, Frøken? De er født ligesom med et Kainsmærke paa Panden; og det er, som om en Forbandelse fulgte dem gjennem Livet. De gaar hjemløse om i Verden, hvor alle vender sig fra dem og ingen kan holde af dem. Selv Moderen græder over deres Fødsel, og Brødre og Søstre vil ikke kjendes ved dem. Spørg én af dem, Frøken! … og De skal faa at høre, at der gives Hunger, der ikke stilles ved Brød, og Savn, der nager værre end Fattigdom og Kulde. Den, der aldrig har haft en Ven, aldrig har hørt et kjærligt Ord, aldrig har kjendt den Lykke at være andre til Glæde, ikke har ét godt Minde, ikke én kjær Erindring … han er titusinde Gange fattigere end den usleste Bonde, om han saa ejer Alverdens Guld og Herlighed." (s. 153f).
Som man vil kunne se af denne samtale, stilles her to holdninger i skarp kontrast, skønt de ikke egentlig udelukker, men snarere kunne supplere hinanden. Hverken fra en isoleret politisk eller fra en bredere almen synsvinkel føles nødvendigheden af et valg mellem på den ene side den åndelige og på den anden side den materielle armod. Det antydes ganske vist forsigtigt af greven, at man "maaske nok saa ofte" finder de mennesker, "hvis Liv tilhører Mørket og Ulykken" i de riges – og ikke i de fattiges rækker, men om nogen egentlig årsagssammenhæng taler han ikke. Gjorde han det, ville de to holdninger først for alvor komme i konflikt: en højnelse af det materielle niveau ville nødvendigvis føre til åndelig nød og elendighed. Man måtte vælge.
Men selv om holdningerne ikke ud fra Agnetes og grevens samtale kan siges at udelukke hinanden, så gør de det dog, når interessen flyttes fra det politiske område til det kunstneriske. Som et eksempel på denne påstands gyldighed kan man blot fremhæve de følger, den politisk prægede tendens fik for persontegningen i Pontoppidans tidlige værker. Her var den éndimensionale fremhævelse af typen, repræsentanten for et miljø eller en holdning, den nødvendige forudsætning for værkets slagkraft og eventuelle politiske resultat. Kun hvor den samfundsrettede anklage gjaldt formel dogmatisme og mangel på menneskelig rummelighed (som i Isbjørnen), kunne det psykologiske nærbillede indgå som naturligt led i angrebet. Men bortset fra enkelte angrebspunkter af denne art, hvor politisk tendens og psykologisk interesse indgik i en harmonisk helhed, måtte en koncentration om det enkelte individ som unikum nødvendigvis føre bort fra eller i det mindste indskrænke det politiske perspektiv, som det var tilfældet i Ung Elskov og Mimoser. Jo mere f.eks. greven i Spøgelser ses som byronsk sjælesplittet og ulykkeligt kainsmærket, jo mindre repræsentativ bliver han for den klasse af jordbesiddere, han tilhører. Jo mere der lægges vægt på det individuelle, jo mere atypisk bliver figuren – jo mindre egnet som mål for et angreb med politisk perspektiv. Her udelukker mulighederne hinanden. Der må træffes et valg.
Når den stærke kontrastopstilling mellen Agnetes og grevens meninger kan virke kunstigt fremtvunget, kunne årsagen da være den, at en problematik, der er specifikt kunstnerisk, overføres på et bredere, mere alment område. Ét er i hvert fald givet: de to forskellige retninger, som hidtil har præget Pontoppidans ungdomsværker, mødes her i noget nær det frontale sammenstød. Uden nogen tillempning kan Agnetes ord betragtes som dækkende for netop den holdning, som Sandinge Menighed, Landsbybilleder og Fra Hytterne gav udtryk for, mens grevens indstilling repræsenterer den anden linje i Pontoppidans ungdomsforfatterskab – Ung Elskov og Mimoser.
Man har da også i grevens svar til Agnete villet se Pontoppidans kommentar til sine egne sociale indignationsværker. Således mener Knut Ahnlund, at "I svaret på denna fråga som behärskat diktarens ungdomsverk ligger tvivlet på den socialreformatoriska landsbygdsskildringen inkapslat." (Ahnlund s. 49). Og Bent Haugaard Jeppesen (der finder, at bogens sidste tredjedel må betragtes som en parodi på de to foregående) opfatter grevens holdning som et udtryk for forfatterens mislykkede forsøg på at gøre op med sine tidligere tendensværker og skriver bl.a.:
På trods af, at også de to første trediedele af bogen indeholder en del tomme effekter både i stof og stil, er det mærkbart, at den fra begyndelsen er lagt fuldt alvorligt an. Hvad der imidlertid er højst interessant, er den omstændighed, at romanen efter de […] centrale udtalelser om fattigdommen og de sjælelige kvaler bliver rent ud parodisk. Mageløst sentimentale og theatralske scener fylder bogens sidste trediedel.
Det er, som om Pontoppidan, da han gennem grevens mund har fået sagt, hvad der pressede sig på, har villet svække virkningen af den unge adelsmands talemåder vod at kaste et stærkt ironisk skær over bogens slutning. […]
I denne bog kan man i sandhed tale om tvesyn; den oprindelige plan er efter min overbevisning gået under i grimasse. Det kan nu heller ikke undre, at Pontoppidan, når det kom til stykket, ikke var ivrig efter at fælde den dom over det meste af sin hidtidige produktion, at den hvilede på et falsk grundlag, på en slet og ret misforståelse. Pontoppidan hang endvidere ved hytterne med følelsesmæssige bånd, og den onde samvittighed, som bogen skulle bekæmpe, synes at have hævnet sig grumt på de sidste sider. (Bent Haugaard Jeppesen s. 49f).
Også Elias Bredsdorff mener, at romanen kan opfattes som en slags kommentar til Pontoppidans tidligere forfatterskab og finder, at den "afslører en indre konflikt hos Pontoppidans selv, en konflikt, som allerede svagt kunne skimtes i Ung Elskov, og bogens stemning hænger sammen med Pontoppidans udvikling i disse år, hvor han var ved at trættes af sin egen sociale indignationsdigtning og begyndte at opfatte spørgsmålet om "livslykke" i et større perspektiv end det sociale."13
At der i Spøgelser ligger et forsøg på opgør med Pontoppidans egne tendensværker, er der blandt de tre nævnte forskere enighed om, selv om styrken af dette opgør vurderes noget forskelligt (Ahnlund taler om "tvivl", Haugaard Jeppesen om "tvesyn" og Bredsdorff om "konflikt"). Spørgsmålet bliver nu, om romanen som helhed udtrykker et sådant sammenstød, og om den i så fald lader én af opgørets parter sejre. For at løse dette problem må man først og fremmest vurdere diskussionen mellem Agnete og greven ud fra dens placering i værket som helhed. Man må undersøge, om resten af romanen svækker eller understøtter en af de to holdninger og tage stilling til, i hvor høj grad dens to hovedpersoner kan betragtes som troværdige talerør for forfatteren. Det er bl.a. disse spørgsmål, den følgende analyse af Spøgelser skal søge at besvare.
Agnete er, da hun som fattig, forældreløs pige ankommer til godset Nørrekjær, fast besluttet på at hævne sin fader og føre hans kamp videre; og så sent som i den centrale diskussion mellem hende og greven bekræfter hun, at det er ham, faderen, der taler igennem hende. Denne mand repræsenterer altså tilsyneladende den ene af de to holdninger, der støder sammen i den citerede samtale, og det vil derfor være gavnligt at undersøge nærmere, hvordan han karakteriseres af Pontoppidan:
Han havde været en af hine stille Kæmper, der paa sine stærke Skuldre bærer et langt Livs Haan og Foragt uden at bøjes. "Stodderpræsten" var han spottende bleven kaldt blandt de store; og selv de fattige og fortrykte, hvis Sag han havde gjort til sin, forstod sjælden denne tavse mørke Særling, der paa Apostelvis vandrede fra Sted til Sted for at blotte Uret og lindre Nød, trods al Forfølgelse bestandig lige redebon, og skjønt selv ramt af tunge Sorger og haarde Tilskikkelser lige stærk og urokkelig, saa at endog Døden tilsidst fandt det raadeligst at komme overlistende, som en Tyv om Natten, for at sætte ham Seglet for Munden. (s. 11f).
Dette er faktisk alt, hvad læseren får at vide om pastor Thorbjørnsens politisk-sociale holdning, og nogen egentlig redegørelse for hans program rummer beskrivelsen jo ikke. Men det er givet, at en udligning af de sociale skævheder må være et væsentligt punkt i det, og at yderpunkterne på den sociale rangstige inden for romanens rammer repræsenteres af henholdsvis Nørrekjær og de fattige Mosekjærshuse. Agnete har da også – i sin stærke tilknytning til faderen – fra sin tidligste barndom raset mod godset og solidariseret sig med hytterne. Hun har gennem faderen "indsuget et stille brændende Had til alt det store og rige, under hvis Haan og Forfølgelse hun havde set sin Faders Haar graane. Dette knejsende Herresæde, hvis Navn aldrig var bleven nævnt i hendes Hjem, uden at Faderens Ansigt formørkedes, havde været blandt det første, der havde faaet hendes ildfulde Hjærte til at banke i Foragt. Med Rædsel og Afsky havde dets larmende Jagttog og natlige Fester […] spundet sig ind i hendes tidligste, trodsigste Barnedrømme, og endnu kunde det blotte Syn af dets guldglimtende Spir over de fjærne Bakker og over Mosemændenes fattige Boliger faa hendes Haand til at knyttes og stemme Blodet op i hendes Kinder." (s. 14f).
Hvad angår den sociale problematik er Agnetes stilling altså fra begyndelsen ganske klar. Vil hun videreføre faderens kamp og hævne den hån og de forfølgelser, som efter hendes mening har lagt ham i graven, da må hun som han gøre de fattiges og fortryktes sag til sin og gøre Nørrekjær til den fjende, der skal bekæmpes. Læseren må da vente, at når hun ankommer til fjendens lejr "[…] som en fyrig Væbner, der ved Nattetid, med sine Vaaben skarpt slebne under Kappen, sniger sig ind i den fjendtlige Borg – for at hævne", (s. 17) så må den kamp, der skal udkæmpes, netop føres for de fattige, mod de rige – for Mosekjærshusene, mod Nørrekjær. Når hendes kamp imidlertid viser sig at blive af en ganske anden art, skyldes det, at hun i sin fader ser eksponenten ikke alene for en bestemt politisk-social holdning, men tillige for en puritansk præget kristendom og kønsmoral, og at den sociale kamp for Agnete, som for hendes fader, er uløseligt sammenknyttet med kampen mod "Last, Synd og Ugudelighed".
Allerede i Agnetes barndomsforestillinger er tanken om Nørrekjær og de rige knyttet sammen med tanken om et liv i løssluppen umoral. Nørrekjær er ikke blot ved sin tilstedeværelse en provokation mod de fattige i Mosekjærshusene, det er også stedet for "larmende Jagttog og natlige Fester med røde Fakkelblus over de mørke Ringgrave" (s. 14f).
Det repræsenterer alt det, hendes fader senere hen advarer hende imod med ordene:
Mit Barn! Luk dit Hjærte for Verdens urene Begjær, dit Øre for dens Stemme, dit Øje for dens falske Glans. Søg din Lykke i Himlen, din Glæde i Forsagelse. Da vil Herren din Gud velsigne dit Liv, og du vil blive til Velsignelse! (s. 187f).
Det er som repræsentant for dette "Verdens urene Begjær" og ikke som den uretmæssige undertrykker af de fattige, at godset først opleves af Agnete. Medens grevinden, der skulle være hendes modstander i faderens videreførte sociale kamp, slet ikke indfinder sig for at tage imod sin nye selskabsdame, ser hun sig i spisestuen omringet af symbolerne for det, hun i virkeligheden kommer til at kæmpe imod:
Der stod jo et helt nøgent Kvindemenneske rav-ret op og ned midt paa Væggen! Ved hendes Fødder laa … min Gud, var det ikke … en blottet Mand! I Feltet ved Siden af sad en anden nøgen Kvinde med langt udslaaet Haar og en Svane i Skjødet! … Hun forfærdedes. Saa vidt hun kunde skimte det gjennem Mørket og af de gamle Billeders blegede og sprukne Farver, sad hun omgiven af lutter nøgne Kvinder og Mænd, der spøgte letfærdigt eller smykkede sig. (s. 31).
Og da Agnete fortumlet når op på det værelse, der skal være hendes, ser hun i begyndende febervildelse hele stedets sum af last og synd slå ud omkring sig:
Alt omkring hende i denne fremmede Stue, der fra hver Krog, hvert Møbel, hvert broget Farvemønster syntes at hviske til hende om Synd og Last og Bespottelse, indgjød hende pludselig Rædsel og Afsky. Hun maatte tilsidst lukke Øjnene for ikke at møde dette røde, flakkende Skjær, i hvilket hele Stuen efterhaanden fik ligesom dæmonisk Liv for hendes Blik, – dette glødende, blinkende Kakkelovnsspjæld, der stirrede hen paa hende som et stort blodigt Øje … Hun fyldtes af en uendelig kvalfuld Lede. Hun væmmedes ved alt, ved sig selv, ved Stuens frække Luxus, ved sin usømmelige Seng, dette ligesom ukyske Leje, dette Silketæppe, som hendes Haand berørte, disse bløde Vellyst-Lagner, der laa om hendes Legeme som Flammer … (s. 46f).
Så langt kan Agnete følge sin fader og "lukke Øjnene for Verdens urene Begjær". Men allerede ved hendes første møde med den formodede skytte flyttes kamppladsen fra det ydre til det indre, og en konflikt af en anden art begynder at tage form.
Efter at Agnete sammen med "skytten" har opsøgt "Vejrhøj", hvorfra hun kan se hjem mod sit tabte land, foruroliges hun ved tanken om
[…] hvor underligt det var, at det ikke havde gjort et stærkere Indtryk paa hende at se hjem til de gamle Steder. Hun begyndte endog at bebrejde sig dette, idet hun blev bange for, at hun vistnok havde ladet sig for meget optage af den fremmede Skyttes Nærværelse. (s. 82).
I denne situation er mønsteret for den følgende kamp antydet. På den ene side står for Agnete mindet om faderen og hendes stærke ønske om at være solidarisk med ham; på den anden side står tiltrækningen mod "skytten". Og som de to elementer i dette tilfælde udelukker hinanden for et øjeblik, således kommer de i det følgende til at stå i konstant modsætning. Som tanken om rigdom var forbundet med tanken om løssluppen umoral i Agnetes barndomsforestillinger, er kravet om solidaritet med faderen nu forbundet med et krav om askese. Erotik og social indignation udelukker hinanden.
Som nævnt er denne frontstilling kun netop antydet i den ovenfor citerede passage; at den senere i romanen bliver tydeliggjort og bestemmende for Agnetes udvikling, skal der i det følgende gives nogle eksempler på.
Medens Agnete optages stadig mere af "skytten" og efterhånden helt opgiver sine oprindelige planer om at forlade godset, bliver hendes holdning til de adeliges lastefulde liv også gradvist ændret. Medens hun den første aften på Nørrekjær kunne "lukke Øjnene for Verdens urene Begjær", lytter hun nu til oldfruens fortællinger om fortidens pragtopbud og erotiske forviklinger med en blanding af afsky og tiltrækning. Hun lover regelmæssigt sig selv, at hun vil "bede sig fritaget for en saa nedværdigende Underholdning" og får mere og mere en fornemmelse, "som om hun var omgivet af lutter urent; som om der klæbede Last og Synd og Ugudelighed ved enhver Ting, hun berørte, ja som om selve Luften i dette Hus var forpestet af det bespottelige Liv, der her i Aarhundreder var bleven ført." (s. 92). Men alligevel kan hun ikke få sig til at rejse sig eller lukke ørerne, når "Mamsellen" tager fat på sine erindringer fra godsets storhedstid:
Med en ligesom dæmonisk Magt trængte disse Billeders Pragt og Tummel sig ind paa hende og tog alle hendes Sanser fangen. Det var, som om hele dette brogede Liv paa ny lyslevende voxede op omkring hende under den gamles enstonige Fortælling og fyldte Slottets Sale med Lys og Fest og silkeklædte Kvinder. Endnu længe efter blev disse Billeder ved at beskjæftige hendes Tanker og hidse hendes Fantasi. De forfulgte hende tilsidst overalt, hvor hun gik og stod, ja helt ind i hendes Drømme, saa hun endog en Gang vaagnede midt om Natten under en voldsom Hjærtebanken, ligesom ør af Musik, Latter og Bægerklang. (s. 92f).
Men dragningen mod de riges pragt og elskov er for Agnete en drift mod synden og dermed et tydeligt frafald fra den vej, faderen har anvist hende. Hun skammer sig, rødmer over sig selv og tænker ængsteligt på, om hun mon allerede skulle være blevet besmittet af godsets atmosfære, og som i en besværgelse vender hun sig til sin fader, Stodderpræsten, om hjælp:
[…] ligesom for at gjøre Bod og tvætte alle urene Tanker fordybede hun sig i denne Tid for hver Dag ivrigere i sin Faders storstilede Testamente og navnlig i disse smaa beskrevne Stykker Papir, som han havde efterladt sig hist og her mellem Bladene, og paa hvilke han havde optegnet smaa Udkast til Prædikener, Bønner eller Salmevers. Bestandig syntes hun her at finde noget, der var som talt netop til hende og afpasset just til Øjeblikkets Trang – Formaninger og Trøste-Ord, i hvilke Faderen endnu kjærligt ligesom rakte hende Haanden fra den anden Side Graven for vedblivende at lede og føre hende, at hun ikke skulde snuble eller fare vild. (s. 93).
Men der er slået en alvorlig breche i Agnetes hævniver og kampvilje. Ikke alene er hun kommet til at holde af den, der skulle være hendes fjende, den gamle grevinde, men hun føler sig draget mod det liv, hun skulle afsky og bekæmpe. Ligesom hun ved sit første møde med den forstødte greve for et øjeblik glemte "de gamle Steder", glemmer hun nu i sin forelskelse helt den vej, faderen har anvist hende. Og fordi en videreførelse af hans gerning ikke blot udelukker al forbindelse med adelens "lastefulde Liv", men tillige dømmer enhver form for kærlighedsforhold som frafald, kan Agnete identificere sin og "skytten"s situation med munkens og nonnens i den roman, hun må læse højt for grevinden. Som det går de elskende i romanen, er det gået hende selv og hendes kamp for de fattige og fortrykte:
[Romanen] handlede om en ung Munk og en ung Nonne, der elskede hinanden med jordisk Kjærlighed. I en lille Skov midt imellem begge Klostrene mødtes de hver Dag paa de Tider, da de ude i Menigheden skulde udøve Kirkens Barmhjærtighedsgjærninger; og i en tæt og skjult Løvhytte midt i Skoven glemte de baade de døende, som de skulde trøste, og de syge, de skulde pleje, for at hengive sig til deres brødefulde Attraa.
Mangen Gang var hendes Kinder bleven bedækket med dyb Skamrødme, naar hun maatte læse Skildringer af disse Elskovsmøder, hvor de berusede sig i hinandens Kys og ømme Omfavnelser; thi disse syndefulde Glæder var ikke fremstillede til Advarsel og Afsky, men tværtimod forherligede, ja lovsungne! Ofte havde hun de første Dage maattet kæmpe mod sig selv for ikke at rejse sig og nægte at fortsætte Oplæsningen. Men det var gaaet hende med denne Bog som med Mamsellens Fortællinger. Jo mere den opskræmmede og forargede hende, des stærkere beskjæftigede den hendes Fantasi. Med stigende Spænding havde hun hver Dag fulgt de elskendes Skjæbne, lyttet med bankende Blod til deres Elskovssprog, til Gjensynets søde Jubel og Adskillelsens vemodige Sukke. Underlig nok havde hun lige fra Begyndelsen givet den blege, lidenskabelige Munk sin Skyttes Skikkelse. Men nu var det, som om hun selv følte Nonnens Hjærte banke i hendes egen Side og anede den Længsel, der drev denne Cellens Fange ud paa hendes syndefulde Veje. (s. 136f).
I romanen genfinder Agnete sin egen situation: til dens modsætning mellem det himmelske krav om forsagelse og opofrelse og jordisk, syndefuld elskov svarer hendes frafald fra faderens krav og hendes dragning mod "skytten". At Agnete befinder sig i en situation, hvor troskab mod faderens sociale kamp og enhver form for jordisk kærlighed gensidigt må udelukke hinanden, er nu klart for læseren. Men først da "skytten"s identitet er afsløret, og rygtet om, at greven skulle have forført en af egnens fattige piger, nu må knyttes til ham, viser Stodderpræsten sig for Agnete i sin sande skikkelse. I en drøm ser hun ham som den store dommer, der stiller det uafviselige krav om et valg mellem pligt og tilbøjelighed, mellem kamp for social retfærdighed og jordisk kærlighed. I drømme ser hun sig selv
[…] klædt i Silke som Brud, med en Krans af Moseliljer paa Haaret. I alle Slottets Sale havde der straalet af Lys, og brusende Musik og Lyd af Bægerklang og Menneskestemmer havde strømmet igjennem dem. Rundt om Slottet brændte rygende Begfakler over de mørke Ringgrave og rakte røde Flammetunger op imod den stjærnefyldte Himmel. Selv traadte hun Dansen med ham inde i den store Sal, hvor alle Billedernes nøgne Kroppe vendte sig imod hende og vinkede med de hvide Arme som til et Velkommen. Hun svævede gjennem Luften i hans Favn, beruset af Lykke og Kjærlighed. Hans Arm laa om hendes Liv, og hans Hoved bøjede sig ned imod hende og hviskede hende i Øret: Min Brud, min dejlige Brud! Da aabnedes pludselig en Dør i Væggen. Musikken forstummede, og inde i Salen midt i den festlige Tummel stod en kæmpebygget Oldingeskikkelse, indhyllet i en brun, fattig Kappe, med et graat, tvedelt Skjæg bølgende ned over Brystet. Hun fór sammen i sin Brudgoms Arm; hun havde gjenkjendt sin Fader. Med sikre, langsomme Skridt gik han lige hen imod hende. Hans Ansigt var blegt, som da han laa Lig, og hans Blik var mørkt og til Døden bedrøvet. Bag ham fulgte en Skare udtærede og pjaltede Skikkelser, Mosekjærshusenes fattige Sværm, der med hadefulde Miner og truende Fagter raabte imod hende: Forræder! Forræder! Men Faderen opløftede sin Haand, og ud fra Skaren traadte en mørkhaaret Kvinde med vilde og forgræmmede Træk. Han tog hende ved Haanden og førte hende hen til Agnete og sagde: Se, dette er denne Mands sande Hustru for Gud, som han troløst har forladt i Elendighed for at gjøre dig til sin Frille. Hendes Jammer og Taarer skal dryppe Gift i jert Bæger, og hans Brøde skal hvile som en Forbandelse over jert Liv og fortære Eders Hjærter! Agnete vilde med et Skrig styrte sig for sin Faders Fødder – – men i det samme vaagnede hun. (s. 190f).
Først efter denne drøm og efter et følgende frieri fra den "afslørede" greve forstår Agnete, hvilke omkostninger der følger med hendes ønske om at føre faderens kamp videre. Hun bliver sig frontstillingen bevidst, og i samme øjeblik, kravet om et valg stilles hende, har hun valgt:
Hun kunde ikke leve med sin Faders Forbandelse og hele Verdens Foragt. Hun maatte bort, – bort herfra, før hun bukkede under i Kampen. (s. 192).
Hvad der begyndte som en kamp for at hævne de forfølgelser og den hån, der "havde lagt Faderen i Graven", er nu for Agnete endt som en flugt fra hende selv, og den kamp, der var rettet mod de riges privilegier, er nu vendt mod hendes egen kærlighed. Erotik og social indignation lader sig ikke forene.
Men det nonneliv, som Agnete har valgt, bliver aldrig realiseret. Allerede samme aften finder hun under dramatiske omstændigheder greven, der i desperation over hendes bebudede afrejse har fået et af sine "anfald" og har slået en mand halvt fordærvet. Ved synet af den elskedes ulykke vælger Agnete for anden gang: den skyld, hun selv føler at have i grevens oprevne tilstand, lægger hun tilbage på den fader, hvis vilje hun har villet følge i et og alt, og for hvis skyld hun valgte nonnens og ikke grevindens liv: Hun "knyttede […] med ét begge Hænder truende mod Himlen, raabte: "Fa'r … aa, Fa'r!" og sank i Knæ." (s. 207).
Først nu er kampen endt. Og som Agnete på Nørrekjær besværgende vendte sig mod den hjælp, faderen rakte hende hinsides graven for at styrke sig mod "Verdens urene Begjær", vender hun sig i Sevilla mod greven for at mane faderens spøgelse dybt ned i graven:
I Begyndelsen af deres Flugt havde Agnete vel i enkelte Øjeblikke – især i Drømme – kunnet se sin Faders truende Skygge for sig. Men blot et Kys af hendes elskede forjog den strax. Det var, som om den ikke trivedes her mellem Sydens Lys og Blomster, og den var nu manet i Graven for stedse. (s. 212).
Min tanke med denne temmeligt detaljerede redegørelse for Agnetes udvikling har været at vise, at det er den ulykkelige sammenknytning af kønsmoralske og sociale synspunkter, der bliver bestemmende for udfaldet af hendes kamp; og at det er billedet af den fader, hun tilbeder som en gud (jfr. s. 187f), der ligger bag denne frontstilling, som bliver stadig tydeligere i løbet af romanen. Den foregående analyse skulle have klargjort, at det ikke giver nogen mening at betragte Agnetes nederlag i den sociale retfærdigheds tjeneste som isoleret fænomen. Det næste spørgsmål bliver nu, hvordan bogens teoretiske diskussion om åndelig og materiel fattigdom skal vurderes ud fra det dobbelte udelukkelsesforhold mellem erotik og social indignation, som består for Agnete.
Som det er nævnt i det foregående, konfronteres de to forskellige retninger, der prægede Pontoppidans ungdomsværker, for første gang i grevens og Agnetes centrale samtale. Man kunne vente sig megen dramatik af et sådant førstegangssammenstød, men i virkeligheden indskrænkes opgøret mellem de to holdninger til netop denne, ofte citerede diskussion. Og når romanen som helhed ikke belyser konflikten yderligere, så skyldes det netop, at forfatteren har afskåret sig selv fra at lade den gøre det, ved at lade erotik og kamp for samfundets fattige indgå i et gensidigt udelukkelsesforhold for dens hovedperson. Konsekvensen af denne sammenknytning bliver jo, at Agnete ikke kommer til at opgive sin kamp, fordi hun bliver overbevist om, at dens mål er forkert, og at hendes hævntørst er galt anbragt, men fordi kampen kræver af hende, at hun skal give afkald på enhver form for erotik og "jordisk Kjærlighed". Lige til bogens sidste kapitel opfatter hun erotik og social indignation som modsætninger, der må udelukke hinanden, og derfor bliver historien om Agnetes liv på Nørrekjær ubrugelig som "bevis" for grevens prioritering af henholdsvis åndelig og materiel elendighed. (Skulle Agnetes historie betragtes som et "lærestykke", måtte dens morale snarere blive den, at når social reformiver knyttes sammen med kravet om erotisk askese, kan det gå galt for begge dele, og at man kan komme til at ofre andre, når man opofrer sig selv).
Sådan må resultatet blive, hvis man søger at bedømme Pontoppidans holdning til det sociale problem ud fra hans skildring af Agnetes skæbne på Nørrekjær. Man kunne da stille det spørgsmål, om ikke forfatteren uden for denne psykologiske udviklingshistorie har givet sin mening til kende på en sådan måde, at hans holdning alligevel kan fastlægges. Fra denne synsvinkel skal romanen betragtes i det følgende.
Historien om de faser, Agnete gennemløber under sit ophold på Nørrekjær, er i alt væsentligt skildret, som den opleves af hende selv – forfatterens synsvinkel er hendes. Men vender man sig til de dele af romanen, hvor forfatteren taler for egen regning, er det tilsyneladende muligt at finde passager, hvor Pontoppidan afslører sin egen holdning til værkets sociale diskussion. Dette gælder f.eks. beskrivelsen af Mosekjærshusene, som læseren får et glimt af i bogens første kapitel:
De laa dér, Gavl ved Gavl, som en lang, sørgmodig Historie, sammensunkne over den fugtige Mosegrund og støttende sig til hinanden i deres Affældighed ligesom de Mennesker, de husede. Oven over de fattige Tøjstykker, der over alt var hængt for de smaa Vinduer, men som kun naaede at dække disses nederste Halvdel, kunde Agnete, idet hun kjørte forbi, se helt ind i Stuerne. Rum efter Rum, Hjem paa Hjem, det ene trangere og kummerligere end det andet, drog hende forbi i al dagligdags Nøgenhed og fortalte i Forbifarten hvert sit sørgelige Kapitel. (s. 18).
Læseren oplever her Mosekjærshusene med forfatterens øjne som de underkuede og fortryktes boliger, uden noget spor af den "Glæde og Overdaadighed", som man efter grevens mening først og fremmest skulle kunne finde hos de fattige. Og grevens opfattelse af fattigdommens idyl bliver yderligere svækket, da han efter sin samtale med Agnete selv karakteriserer nogle af disse underkuede og fortryktes forhold til ham. Det drejer sig om den familie, han må hentyde til, når han siger, at han "har … færdedes en Del netop mellem saadanne Folk og kjender dem ganske godt", nemlig familien i den skumle skovhytte, hvis datter tydeligt nok har hovedansvaret for den "forførelse", Agnete hører rygter om. Da greven beslutter sig til at rive sig løs fra pigen og hendes familie, viser det sig, at disse "fattige og fortrykte" har spillet komedie over for ham med det ene formål at få økonomisk fordel ud af hans forbindelse med datteren. I et sidste forsøg på at holde ham fast fremmaner "kæresten" fortidens "Bonde-Idyl" for ham:
"[…] nu vil du forlade os, der allesammen har holdt saa meget af dig og gjort, hvad vi kunde for at more dig, naar de andre var onde imod dig og gjorde dig Fortræd. Jeg véd da ogsaa, at heroppe var det eneste Sted, hvor du havde det godt, naar du spillede Kort med Fa'r eller legede med Kattene. Det har du tidt selv sagt."
"Ja," sagde han og smilte tungt i Tanker. "Og det skjønt jeg vidste, at I løj og bedrog mig og spillede falsk bag min Ryg." (s. 168).
Den glæde og overdådighed, "som udenforstaaende […] ikke saa let faar Øje paa og maaske heller ikke er i Stand til at forstaa", kan heller ikke den indviede længere se noget spor af, og det er efter denne afskedsscene vanskeligt at tillægge grevens tidligere opfattelse af de fattiges idyl megen vægt. Den overdådighed, der postuleres, understøttes intetsteds af forfatterens egne beskrivelser. I stedet giver han i skildringen af Mosekjærshusene et billede af den materielle elendighed, som den viser sig i det ydre, og viser med afskedsscenen i skovhytten, hvor dårligt funderet grevens opfattelse af de fattiges liv har været. Konklusionen må da blive, at der hverken ud fra den del af romanen, der ses gennem Agnetes øjne eller den, der står for forfatterens egen regning, er grundlag for at betragte greven som talerør for Pontoppidan i samtalen med Agnete. Det næste spørgsmål bliver da, om forfatteren uden for den psykologiske udviklingshistorie giver sin mening om det sociale problem til kende på en sådan måde, at Agnetes holdning i diskussionen må betragtes som sammenfaldende med hans.
Til dette spørgsmål kan man for det første bemærke, at hvis forfatterens holdning skulle falde sammen med Agnetes, er det vanskeligt at forklare sig, hvorfor han har ladet hendes opfattelse af den sociale kamp være sammenknyttet med kravet om erotisk askese og derved ødelagt figuren som "bevis" for en bestemt holdning til det sociale problem. For det andet kan man (også uden for den psykologiske udviklingshistorie) finde træk, der i bedste fald svækker en eventuel social tendens.
Dette gælder for hele skildringen af det adelige miljø. Da læseren med Agnete føres ind på det "virkelige" Nørrekjær, viser det sig, at ingen af hendes forestillinger om adelens søde liv og ødsle pragtopbud bekræftes af forfatteren. Alle de erotiske forviklinger, de larmende jagttog og de pragtfulde baller, der omtales i romanen, hører fortiden til og når kun frem til Agnete som efterklang f.eks. gennem "Mamsellen"s memoirer. I bogens nutid hviler en atmosfære af sorg og tavs tungsindighed over godset – som det tydeligt fremgår af vægterens refleksioner over livet på Nørrekjær før og nu:
[…] nu var det altsammen forbi! Den gamle Greve var død; Grev Mogens var død, endda han var saa skjøn en Karl med saa dejlige Øjne. Aldrig skulde han glemme den Vinterdag, da den røde Ridehoppe kom springende ind i Gaarden med Skum og Blod over Mulen og Saddelen hængende som en Sæk ned ad Siden. […] fra denne Vinterdag skrev sig da ogsaa al Elendigheden. Nu var der kun Sorg og Ulykke paa alle Kanter. Hvad skulde Enden blive? Endnu levede vel nok Grevinden. Men hvor længe kunde vel hun holde sammen? Og den unge Greve …?
Den gamle Vægter rystede paa Hovedet og mumlede mørkt hen for sig. (s. 42f).
Agnetes modstandere viser sig at være mere egnede til beklagelse end til bekæmpelse; en svagelig, sørgmodig enkegrevinde, mærket af sin ene søns nylige død, og en sjælesplittet, halvvejs forstødt ung greve, der af sine omgivelser betragtes som sindssyg. En enkelt sommerkøretur i godsets nærmeste omgivelser er, hvad der for grevinden er tilbage af det søde liv.
Den kontrastopstilling af miljøerne, der var så karakteristisk for de tidlige tendensværker, udnyttes slet ikke som mulighed her, hvor Pontoppidan for første gang bevæger sig i et virkeligt adeligt miljø. Nørrekjær er ikke stedet, hvor man i en eneste nat danser op, "hvad hundrede Familjer kunde leve sorgfrit for et helt Aar" (s. 153), og af Agnetes vældige antitese mellem fattige og rige udfyldes kun den ene del, de fattiges, af forfatteren. Det er iøvrigt bemærkelsesværdigt, at den sammenhæng mellem de riges rigdom og de fattiges fattigdom, som Pontoppidan med pædagogisk tydelighed understregede i f.eks. "Vinterbillede" og "Bonde-Idyl", slet ikke antydes i Spøgelser. Husker man den omhyggeligt tegnede kæde af skyld for Lillelundernes moralske forfald i "Vinterbillede" og skildringen af storbøndernes manipulation i "Bonde-Idyl", bliver den manglende forbindelse mellem Mosekjærshusene og Nørrekjær i Spøgelser ligefrem påfaldende. Hvor Pontoppidan i de tidlige tendensværker med stor omhu placerede ansvaret for den sociale elendighed, lades læseren her i fuldstændig uvidenhed om grunden til Mosekjærshusenes provokerende eksistens og får ingen reel mulighed for at afgøre, om der overhovedet eksisterer noget økonomisk afhængighedsforhold mellem hytterne og godset.
På baggrund af alle disse uudnyttede muligheder for at udtrykke social-politisk tendens fristes man da til den negative slutning, at Agnete ikke kan repræsentere forfatterens sociale holdning i sin diskussion med greven. Men en sådan negativ slutning er diskutabel. Langt vigtigere må det være at konstatere, at ligesom Agnetes udvikling bort fra faderens sociale indstilling er gjort ubrugelig som "bevis" for grevens holdning, bliver hendes standpunkt i diskussionen utroværdigt som udtryk for forfatterens holdning, fordi Pontoppidan afslører hendes billede af adelsmiljøet som mytisk, uden forbindelse med den virkelighed, der omgiver hende i romanens nutid.
Resultatet af denne analyse må da blive, at når man vurderer den ofte citerede diskussion mellem greven og Agnete ud fra dens placering i værkets helhed, må man konkludere, at hverken den ene eller den anden part i samtalen kan betragtes som talerør for Pontoppidan. Men hvordan skal man da vurdere denne diskussion? Kan man alligevel ud af den læse en kommentar til Pontoppidans tendensforfatterskab – og skal man overhovedet tage den alvorligt?
Så vidt jeg kan se, er det ikke muligt at besvare disse spørgsmål blot nogenlunde tilfredsstillende uden en skelen til Pontoppidans senere værker. Skulle man vurdere Spøgelsers teoretiske diskussion alene på baggrund af forfatterens tidligere produktion, kunne man nok finde det væsentligt, at der her for første gang sker et sammenstød mellem forfatterskabets to hidtidige retninger, men netop fordi bogen som helhed undgår en konfrontation, ville man vanskeligt kunne vurdere, hvor væsentlig diskussionen er. Og skulle man betragte værket ganske isoleret, kunne man uden vanskelighed nå til det resultat, at debatten må opfattes som et drilleri fra forfatterens side, et gennemskueligt forsøg på at narre læseren over i den alvorlige problemroman og få ham til at tro, at historien ikke bare fortæller om Agnete og hendes greve, men tillige siger noget om forholdet mellem åndelig og materiel fattigdom.
Men betragter man Spøgelser i det senere forfatterskabs perspektiv, bliver det vanskeligt at opfatte diskussionen som udslag af et afslappet drilleri fra forfatterens side. For hvor forholdet mellem forfatterskabets to retninger hidtil har været uden diskussion eller konflikt, finder man fra og med Spøgelser en række værker, der præges af sammenstødet mellem aktuel, politisk samfundskritik og apolitisk, psykologisk koncentration om almene menneskelige grundvilkår. Problemet tendens/ikke tendens dukker op med en hårdnakkethed, der tyder på alvor. Set ud fra denne synsvinkel er Spøgelser langt fra noget isoleret fænomen i Pontoppidans forfatterskab; tværtimod er den det første i en – tredje – række af pontoppidanværker, nemlig den hvori der tilsyneladende og formelt foregår en diskussion af idéer, mens værkernes dybere psykologiske lag afslører de diskuterende på en sådan måde, at en virkelig idémæssig konfrontation undgås. Dette gælder, som vist i det foregående, for Agnete og greven i Spøgelser – at det også gælder for hovedpersonerne i en del af Henrik Pontoppidans senere produktion skal vises i det følgende.
Kapitel 6. Skyer (1890). Det implicite tendensproblem
Hvor Henrik Pontoppidan med de tidlige novellesamlinger fra 80erne stod som den litterære opdager af en ny befolkningsgruppe og som skaberen af en ny art "lærestykker", formulerede han sig i 1890 midt ud i en standende politisk strid med sin sidste egentlige novellesamling, Skyer. Skildringer fra Provisoriernes Dage. Den forfatningskamp, som allerede i 1890 havde kulmineret14 indgår som væsentligt led i alle samlingens fortællinger, og en bestemmelse af forfatterens politiske holdning bliver derfor lige så central for en bedømmelse af Skyer, som en bestemmelse af den sociale tendens var det for de tidligere novellesamlinger.
For denne undersøgelse må det væsentligste spørgsmål blive, om Skyer udtrykker en politisk tendens – et ønske om at påvirke læseren til en bestemt stillingtagen til den kamp, der i en årrække splittede den danske befolkning i to skarpt adskilte lejre. En diskussion af, hvorvidt forfatteren i lige grad vender sig mod Estrups diktatur og Venstres handlingslammelse (som det ofte er hævdet15), bliver i denne forbindelse mindre væsentlig. Det drejer sig ikke her om, hvor forfatterens politiske sympati placeres, men om den placeres, og om det tendensproblem, der kunne spores i Spøgelser, også gør sig gældende i dette værk, hvormed Pontoppidan formulerede sig direkte ud i en aktuel politisk kampsituation. Tilsyneladende giver forfatterens forord til andenudgaven af Skyer (1899) et fingerpeg til besvarelsen af dette spørgsmål, og det skal derfor her gengives i sin helhed:
Den storpolitiske Kamp, der danner Baggrunden for de efterfølgende Fortællinger, ligger ikke længere tilbage i Tiden, end at den endnu huskes af alle; men det er iøvrig slet ikke nødvendigt for Forstaaelsen, at den kendes. Hvor forskelligt de politiske – ligesom Livets andre – Konflikter kan forme sig, de Lidenskaber, de vækker, de Tragedier og Farcer, som de afstedkommer, er alle Dage de samme; og heri søger Skildringer som disse deres poetiske Berettigelse. Her skal blot nævnes: det var i Paaskeugen 1885, at Ministeriet Estrup hjemsendte de lovgivende Forsamlinger og – støttet af Overklassen – lod Kongen kundgøre et Finansprovisorium, der kom til at strække sig over en halv Snes Aar. Den Ophidselse, som dette Skridt vakte særlig i de brede Lag, gav sig bl.a. Udslag i et Revolverattentat mod Premierministeren, hvilket havde Udstedelse af flere provisoriske Love til Følge, saaledes en skærpet Presselov, ligesom det blev den ydre Anledning til Oprettelsen af det forhadte Gendarmkorps. Adskillige af Demokratiets fremragende Mænd sad i Fængsel. De ledende Medlemmer af Ministeriet dekoreredes med Elefantordenen.16
Læser man dette forord som en isoleret tekst, viser det sig, at det foruden at være en præcis, knap introduktion tillige kan betragtes som en art mønster for hele værket, og det skal derfor (til trods for at det er skrevet ni år efter Skyers første udgivelse) omtales kort i denne sammenhæng.
Teksten falder klart i to dele. I første del hævdes det, at de rent politiske begivenheder danner baggrunden for de følgende fortællinger, og at den storpolitiske strid er benyttet af forfatteren som en art katalysator for skildringen af de lidenskaber, tragedier og farcer, som politiske spørgsmål kan afstedkomme, og som er forfatterens hovedemne, fortællingernes forgrund. I tekstens anden del rekapitulerer forfatteren kort det politiske handlingforløb (en rekapitulation der ifølge første del ikke skulle være nødvendig for læserens forståelse) og slutter gennemgangen med en tendentiøst farvet kontrast mellem demokratiets fremragende mænd og de ledende medlemmer af ministeriet, en kontrast, der tydeligt placerer hans politiske sympati. Med sine to dele rummer dette forord en dobbelthed i holdningen til spørgsmålet om politisk tendens. På den ene side er striden mellem højre og venstre blot benyttet som en baggrund for fortællinger om menneskelige lidenskaber, tragedier og farcer og kunne som sådan, må man forstå, være erstattet med andre politiske stridssituationer – og på den anden side tager forfatteren stilling og søger at påvirke læseren til en bestemt opfattelse af netop "provisoriedagenes" politiske situation.
Denne indre modsigelse i forholdet til tendensproblemet kan, efter mit skøn, genfindes i selve novellesamlingen. Men hvor de to holdninger i forordet støder sammen inden for den samme, korte tekst, genfindes de i fortællingerne inden for hver deres række af historier. Således kan "To Venner","I Kongens Kjole" og "Et Offer" læses som en illustration af forordets første del, mens "Ilum Galgebakke", "To Gange mødt", "Den første Gendarm" og "Tro til Døden" repræsenterer dets anden del. Som dokumentation for dette synspunkt skal i det følgende én historie fra hver række analyseres, nemlig "Ilum Galgebakke" og "To Venner".
6.1. "Ilum Galgebakke. En Prolog"
Skyers prolog "Ilum Galgebakke", adskiller sig ved sin episke fremstillingsform væsentligt fra samlingens øvrige historier ved at rumme to fortællere17. I prologens første, rent beskrivende del giver den velkendte autoritative fortæller en skildring af Ilums natur, historie og befolkning, og i dens to sidste dele optræder en jeg-fortæller, der hører til på egnen, og som vidne til "Mandslingens" korte historie på stedet kan genopleve sine møder med ham og gengive hans "krapylteori". En fastlæggelse af de to fortælleres forhold til hinanden må være væsentlig for en bedømmelse af historiens forfatterholdning. At de to fortællere ikke – som man kunne vente det – er identiske, skal dokumenteres i det følgende hvor fortællingens første del og dens to sidste skal behandles hver for sig.
Sammenligner man den autoritative fortæller, der optræder i prologens første del, med den man møder i "Et Vinterbillede", bliver ligheder og forskelle mellem fortælleteknikken i henholdsvis 1883 og 1890 iøjnefaldende. Som i "Et Vinterbillede", hvor der fremstilledes en gruppe (lillelunderne), der kun vendte én side ud mod læseren (det moralske forfald), skildres Ilum-bønderne i prologens første afsnit kollektivt under én synsvinkel: den politiske. Men når det gælder forfatterens midler til karakteristik og vurdering, den måde hvorpå han giver sin holdning til kende, hører lighederne op. Hvor "Et Vinterbillede" indeholder forfatterens explicite vurdering af det moralske stade i Lillelunde, tilkendegiver han sin holdning til det politiske liv i Ilum med midler af mere spidsfindig og indirekte art: en mængde af stilistiske og kompositionelle træk, der tilsammen bevirker, at teksten får den farvning og den tendens, der kun et enkelt sted i afsnittet udtrykkes direkte. ***De væsentligste af disse træk er dels den kontrastopstilling, der også i de tidlige noveller ofte anvendtes til at udtrykke forfatterholdningen, dels en bevidst udnyttelse af naturbeskrivelse som middel til påvirkning af læserens vurdering. Som eksempel på denne art af naturbeskrivelse som Pontoppidan for første gang anvender konsekvent i "Ilum Galgebakke", skal en del af prologens indledning gengives her som baggrund for analyse:
Tæt udenfor landsbyen Ilum ligger den saakaldte Galgebakke.
Man kommer derop ad en smal Sti, der snor sig mellem Pløjemarker og unge Plantninger af Gran og Fyr. For hvert Skridt, man stiger til Vejrs, vider Synskredsen sig ud omkring en; og naaer man tilsidst Højens skaldede Top, har man hele Herredet liggende milevidt udbredt for sine Øjne – til de tre Sider omgivet af Landets gamle Vogter, det gendarmblaa Hav, hvis Bølgehære skimtes i det fjærne.
Der hviler en inderlig Enfold over det kønne, frodige, tæt befolkede Landskab. Ingen dristigt svungne Linjer, ingen himmelstormende Tinder eller svimlende Afgrunde. I tunge, fede Muldbølger skyder Landet sig roligt og ensformigt frem fra Stranden, snart bærende fredelige Skove, Landsbyer, Kirker og Møller paa sin Ryg, snart redende trygge Lejer for sindigt flydende Bække og spejlblanke Aaer.
Kommer man herop en stille Sommeraften, naar den synkende Sol lægger et Skær som af smeltet Smør over hver Vandpyt og Grøft; naar Kirkerne rundt om paa Bakkerne begynder at kagle som hvide Høns; naar Piger i store Solhatte kommer gladelig syngende hen ad Markstierne med Mælkeaag over de brede Skuldre og Hænderne støttede paa de trinde Hofter; naar rundkindede Karle lunter ud fra Byerne paa Ryggen af store tunge Heste, med Træskoen lystigt dinglende ude paa Storetaaen; naar Moserne begynder at brygge, og Engene at spinde, og Frøerne at dreje deres Kværn – – kan man tro sig hensat til et Vidunderland, hvor alt aander Fred og evig Lykke. (s. 3f).
Det mest karakteristiske ved denne indledning til "Ilum Galgebakke" er, at den med sin mængde af besjælende metaforer og sammenligninger rummer et sammenstød mellem to planer; en beskrivelse af et landskab og en beskrivelse af en politisk situation. Denne dobbelthed, der nærmer sig allegoriens, opløses imidlertid intetsteds af forfatteren, så en politisk tendens kan holdes fast og bevises logisk; og derfor må selv en omhyggelig gennemgang af tekstens detaljer indskrænke sig til at vise, hvordan Pontoppidans farvning af naturbeskrivelsen næsten tvinger læseren til at associere fra den til en beskrivelse og vurdering af en politisk situation.
Kun med ordet "gendarmblaa" refereres der direkte til datidens aktuelle provisoriepolitik, og kun i dette ord støder det politiske og det naturbeskrivende plan sammen. Til gengæld styres dannelsen af hele det politiske billede, der findes kamoufleret i det følgende, netop gennem skildringen af landets ydre situation ("til de tre Sider omgivet af Landets gamle Vogter, det gendarmblaa Hav, hvis Bølgehære skimtes i det fjærne."). For med denne beskrivelse af Ilums naturgivne placering i havet styres læserens associationer mod vilkår bestemt af provisorieårenes gendarmpolitik: en bevogtning der er givet, ikke af naturen, men af Estrup, og som man kan reagere på eller affinde sig med.
Således bliver den generelle forskel mellem tekstens to planer allerede her iøjnefaldende. På den ene side beskrives et landskab der uden vilje og valg er underkastet bestemte naturlove, og som derfor falder uden for den moralske doms område. På den anden side refereres der til en befolkning, der kan vælge mellem at affinde sig med eller reagere på de provisorielove, den er underkastet, og som – netop fordi der foreligger en valgmulighed – kan udsættes for moralsk og politisk vurdering. Det fundamentale skel mellem de to planer går således mellem viljeløs lovbundethed og vilje og valgmulighed. Det er denne forskel, der vanskeliggør brugen af naturbeskrivelsen som gennemgangsled for politisk tendens, og det er denne forskel, der ved bevidst styring fra forfatterens side komoufleres og udviskes gennem de mange besjælinger.
Det tredje afsnit af den citerede indledning danner et godt eksempel både på disse vanskeligheder og på den teknik, Pontoppidan anvender for at overvinde dem. Med ordene "Ingen dristigt svungne Linjer, ingen himmelstormende Tinder, eller svimlende Afgrunde" gives en "negativ" karakteristik af Ilumegnen. Som naturskildrende element føjer denne "negative" karakteristik intet til den "positive", der følger umiddelbart efter, og som et led i en ren naturbeskrivelse kunne den således forekomme overflødig. Til gengæld tjener fremhævelsen af Ilums landskabelige modstykke på flere måder til at udviske skellet mellem naturens og det politiske livs love.
Med understregningen netop af alt det, egnen mangler, forudsættes hos læseren en forventning om et andet, dristigt og himmelstormende Ilum, der på tekstens politiske plan har sin parallel i forventningen om en voldsom reaktion på gendarmbevogtningen. Idet denne forventning forudsættes hos læseren, overføres tillige en skuffelse over det Ilum, der til overflod karakteriseres som roligt, ensformigt, fredeligt og sindigt. Ser man nærmere på grundlaget for denne negative vurdering, viser det sig, at den kun er mulig fordi landskabet vurderes, ikke på dets egne, men på det politiske livs betingelser. For vurderingen forudsætter jo netop det politiske livs mulighed for stillingtagen og reaktion, og skuffelsen beror på en forventning om en slags landskabelig rejsning: et oprør mod naturlovene.
På denne måde er to fundamentalt forskellige områder styret ind i et samspil af forfatteren. Den direkte politiske reference ("gendarmblaa") næsten tvinger læseren til at opfatte landskabet som billede på provisorieårenes politiske situation. Og er billedet først dannet, fører det til en vurdering af egnen, der i virkeligheden forudsætter, at et stykke natur kan tillægges vilje og ansvar for at være sindigt, fladt og fredeligt og ikke himmelstormende dristigt. Gennem forventningen om, hvordan landskabet kunne have formet sig overføres forfatterens negative vurdering af Ilums "inderlige Enfold" til læseren, og denne vurdering slår igen tilbage på det politiske plan som et angreb på befolkningens passivitet over for gendarmpolitikken.
Der er således tale om et indviklet associationsspil mellem tekstens to planer, og dette samspil er, som vist i det foregående, styret bevidst af forfatteren mod en politisk konklusion. Men netop fordi denne konklusion ikke drages på tekstens overflade, kan den politiske tendens ikke holdes fast og bevises logisk, og forfatteren kan tilsyneladende fralægge sig ansvaret for den.
Den stærke styring af læserens associationer bliver i tekstens følgende afsnit endnu tydeligere. Hvor der i beskrivelsen af landets ydre situation blot henvistes til det politiske plan med et enkelt ord, ledes læseren her med hårdere hånd mod at opfatte landskabet som billede på en bestemt psykisk tilstand; en snævert materialistisk husholdningshorisont. Moser brygger, enge spinder, frøer drejer kværn, og styringen når med skildringen af egnens kirker et sådant højdepunkt, at beskrivelsen kunne opløses og anvendes som gåde (hvad er fælles for kirker og hvide høns?). I hvor høj grad, Pontoppidan her dirigerer læserens associationer, bliver særlig tydeligt, når det huskes, at hele naturbeskrivelsen ikke står som udtryk for en individuel, personlig oplevelsesform, men tværtimod hævder at videregive det indtryk, enhver må få af egnen. Gennem det neutrale, alle-omfattende "man" i afsnittets begyndelse har denne oplevelsesform og denne indsnævrede associationsradius fået almen autoritet, og læseren er blevet inddraget som en art ligeberettiget medoplever, der under de samme omstændigheder måtte nå til samme karakteristik.
Men det billede af åndelig indskrænkethed og snæver horisont, som læseren på denne måde ledes til at se i landskabet, er i sig selv kun et led i det politiske billede, der aftegnede sig i det foregående. Og den negative vurdering, der før ramte landskabet og den politiske passivitet, det stod som udtryk for, rammer her direkte befolkningens åndelige indskrænkethed. De gladeligt syngende piger og rundkindede karle trives tilsyneladende i glad tilfredshed inden for den snævre materialistiske radius, og den forventning om en voldsom politisk rejsning, der før forudsattes hos læseren, vil Ilums befolkning ikke indfri. Derved rammes den af forfatterens skuffelse og anklage og en politisk holdning – eller mangel på holdning – bliver vurderet og dømt. Mellem befolkning og forfatter er intet fællesskab muligt, kun den og ikke han kan i Ilum tro "sig hensat til et Vidunderland".
Som tidligere nævnt er denne indledning til "Ilum Galgebakke" det første eksempel på en konsekvent udnyttelse af naturbeskrivelse som gennemgangsled for idémæssig tendens i Pontoppidans forfatterskab. Og alene den detaljerede nærlæsning, der kræves, for at denne tendens kan indkredses, viser, at man her står over for fortælletekniske midler af en ganske anden art end i de tidlige landsbybilleder. I beskrivelsen af Ilumegnen er den konflikt mellem værdisystemer, der før udgjorde fortællingernes kompositoriske fundament, lagt ud i sproget selv som et associationsspil mellem et naturbeskrivende og et politisk plan,og en logisk-analytisk metode kan derfor ikke i samme grad som tidligere holde forfatteren fast og "bevise" tendensen.
Hvad der her er sagt om fortællingens indledende naturbeskrivelse gælder imidlertid langt fra for hele "Ilum Galgebakke"s første del. Allerede med skildringen af nutidens og fortidens ilumbønder genfindes den gammelkendte kontrastopstilling, og her bliver forfatteren lettere at holde fast.
Det er igen udelukkende den politiske synsvinkel, der anlægges, når de gamle og de nye ilumbønder sættes op imod hinanden. For begge parter gælder det selvstændighedens og frihedens bevarelse, og parallellen mellem de gamle, der truedes af herremanden og de nulevende, der trues af provisorieregimet, trækkes op med stadige referencer til den aktuelle politiske situation:
[De gamle havde] hverken Værneforeninger eller Øxe-Klubber og heller ingen omrejsende Agitatorer til at holde deres Friheds-Begejstring varm. De fandt ganske af sig selv paa at sparke fra sig, naar nogen traadte dem for haardt paa Foden, Dyrets Friheds-Instinkt var endnu vaagent hos dem. Uden først at granske nogen gammel eller revideret Grundlov eller at raadføre sig med en Katekismus om Tidspunktet for en Opstands Tilladelighed, brød de som med én Skulder det Aag, der blev for tungt, og tog deres Hævn uden Sentimentalitet. (s.6).
I denne ligestilling af de gamles og de nulevendes situation over for øvrigheden bryder forfatterens holdning klart igennem. Begge parter er "traadt for haardt paa Foden" – den ene af herremanden, den anden af Estrups provisorielove – og for dem begge er der sket et overgreb mod friheden.
Men heri ligger kun en side af den politiske opfattelse. Den anden gælder en vurdering af fortidens og nutidens reaktion på de samme vilkår – og på dette område nærmer Pontoppidans venstreholdning sig det revolutionære. I en kontrastopstilling, hvor de fælles vilkår og de forskellige reaktioner følges helt ud i sprogets enkeltord, vurderes nutidens aktioner til frihedens bevarelse:
To Gange sved de Ilumgaarden af, saa kun de sværtede Mure stod tilbage, og trak Herremanden herop paa Galgebakken, hvor han selv havde ladet tappe saa meget Blod. Her klædte de ham først nøgen, rev saa Tungen ud af Halsen paa ham, sprættede derpaa Maven op, saa de rygende Indvolde hang ham ned over Knæene, og klyngede sluttelig under vilde Jubelraab hans højadelige Krop op i Galgens højeste Top til Føde for de sultne Ravne. (s. 6).
I store Skarer drager de i bevægede Tider herop paa den minderige Galgebakke og rejser her det moderne Skafot, Talerstolen, hvorfra deres Ordførere under Forsamlingens Jubelraab først klæder Fjenderne nøgne for ethvert Argument, derpaa hudfletter dem med Sprogets hvasseste Ord, lemlæster deres Fortolkninger, og sluttelig uden Skaansel giver deres Navn og Ære til Pris for sultne Bladreferenter. (s. 7).
På baggrund af de gamle ilumbønders levende "Frihedsinstinkt", deres tagen hævn "uden Sentimentalitet", styres læseren mod at opfatte egnens nutidige befolkning som degenereret og latterligt magtesløs. Hvor der før stod handling bag ordene, står der nu kun ord, optugtelsen skygger over naturen (dyrets frihedsinstinkt), og tilbage står et folk, der ikke husker, hvordan det skal sparke fra sig, når nogen træder det for hårdt på foden.
Hermed skulle fortællerens holdning til den aktuelle politiske situation være aftegnet tydeligt. Provisorielovene karakteriseres (ved ligestilling med herremandens indgreb i bøndernes selvstændighed) som øvrighedens overgreb mod folkets frihed. Den passive affinden sig med tingenes tilstand anklages (gennem den indledende politiserede naturbeskrivelse),og ilumbøndernes ublodige og ufarlige mødeaktivitet karakteriseres som udslag af degeneration og latterlig uvidenhed om egen magtesløshed. Tilbage står kun én akceptabel udvej: de allerældste ilumbønders "Hævn uden Sentimentalitet", men også den synes spærret for et folk, i hvilket "Dyrets Friheds-Instinkt" ikke længer er levende.
Vender man sig nu fra historiens første del med dens autoritative fortæller og hans panoramiske udblik over egnens natur, befolkning og historie til jeg-fortælleren i novellens to sidste dele, bliver det klart, at der ikke er identitet mellem de to fortælleres holdning til den aktuelle politiske situation.
Hvor fortælleren i historiens første del vurderede Ilums reaktion på provisorierne som latterlig, magtesløs og ufarlig, taler jeg-fortælleren om "Befolkningens heftige politiske Opbrusning" (s. 19) og tager tilsyneladende situationen lige så alvorligt som ilumbønderne selv:
[…] det var just paa denne Tid, at den politiske Spænding og Ophidselse var paa sit højeste her i Landet. Alle var draget med af den vilde Stormhvirvel, der et Øjeblik truede med for bestandig at oprive og splitte det hele Folk. (s. 11).
Allerede med denne karakteristik af tiden har jeg-fortælleren skilt sig ud fra sin forgænger, og distancen mellem de to bliver endnu tydeligere, når det gælder forventningerne til folkets politiske fremtid. Hvor den autoritative førstedels-fortæller karakteriserede ilumbønderne som et degenereret folk uden muligheder for at bryde provisoriernes åg, ser jeg-fortælleren med ganske andre øjne på folkets situation. Han kan tro på "… en ny Rejsning! En ny Strømning! En splinterny Tid!" (s. 21) og kan besvare "Mandslingens" skepsis ined stolthed og optimisme:
Der er Krummer endnu i Folket. Husk – der springer Løver i det danske Skjold! (s. 22).
Hermed har han adskilt sig definitivt fra fortælleren af historiens første del og placeret sig selv på linje med de ilumbønder, der før blev latterliggjort som uvidende om deres egen magtesløshed. Gennem den foregående fortællers autoritet, hans store udsyn over tid og rum, er grundlaget for en vurdering af jeg-fortælleren givet. Nok er han læserens repræsentant på stedet og kan som sådan gengive scener af egnens dagligliv, men nogen loyal repræsentant for forfatteren kan han ikke være. Tilbage står da spørgsmålet, om man i hans modspiller, "Mandslingen", kan finde et sådant talerør for forfatteren.
I modsætning til jeg-fortælleren gør "Mandslingen" detaljeret rede for sit politiske syn, og sammenligner man hans holdning med den, man fandt hos førstedels-fortælleren, viser det sig, at de er sammenfaldende på væsentlige områder. Begge ønsker de en voldsom politisk rejsning som svar på de provisorielove, de betragter som overgreb mod folkets frihed, og begge bedømmer de mulighederne for en sådan rejsning yderst pessimistisk. Men også når det gælder baggrunden for denne pessimisme, falder førstedels-fortællerens og "Mandslingen"s holdning sammen. Når fortælleren finder, at grundskavanken i befolkningens politiske konstitution er mangelen på "Dyrets Friheds-Instinkt", udtrykker "Mandslingen" præcis den samme tanke i sin efterlysning af de "rette Elementer", "saadanne, for hvem Friheden ikke er et højtideligt Evangelium; saadanne, hos hvem Frihedstrangen endnu er dyrisk: instinktmæssig og uovervindelig." (s. 25). Og når fortælleren gennem beskrivelsen af Ilum fremmaner billedet af en psykisk tilstand, hvor nære, materielle interesser spærrer for ethvert åndeligt udsyn, udtrykker "Mandslingen" samme vurdering af årsag og virkning med disse ord:
Kast et Blik ud over dette gudsvelsignede lille Smørland! Træd inden for hos disse Folk, der sidder dér bag lune Døre, mellem skikkeligt fyldte Lader, med Frihed til daglig at spise sig mætte, til aarlig at sætte et Barn i Verden, til hver Aften at besøge Naboer, spille Kort, tale, synge, danse, drikke, o.s.v., … og spørg dem om, hvor det egentlig er, at Træskoen trykker. Jeg holder for, at de alle som én bliver Svaret skyldigt. (s. 24f).
Således slutter "Mandslingen" sig på alle punkter til førstedels-fortællerens politiske grundsyn. Når det gælder mål og midler i den politiske kamp, er de enige; og begge vurderer de "de danske Løver" som "den aparte Slags, der bræger" (s. 22). Så langt kunne "Mandslingen" altså nok betragtes som talerør for forfatteren. Men hvor historiens første del standsede på et punkt, hvor alle veje til politisk frihed syntes spærrede, går "Mandslingen" videre og afstikker med sin "krapylteori" den vej til friheden, der for ham er den eneste mulige.
"Mandslingen"s teori kan i korthed gengives således: kun hvor der findes en forarmet og udsultet underklasse, krapylet, for hvem trangen til frihed endnu er dyrisk og instinktmæssig, findes den trussel mod undertrykkere, der er frihedens eneste garant. Det forråede og underkuede proletariat er "Frihedens egentlige Livvagt, Retfærdighedens udkaarne Adelsgarde, den altid beredte, selvopofrende Hær, som ved et Vink, et eneste tændende Ord kan manes frem til Død over Undertrykkerne …" (s. 27). Kun ved kunstigt at skabe et sådant krapyl, hvor det ikke findes, kan et overciviliseret og degenereret folk som det danske bane sig vej mod den politiske frihed:
Spark Ungerne nøgne ud af Rederne, saa snart de er store nok til at stjæle. Lær dem at sulte, at fryse og lide al menneskelig Elendighed. Fyld deres Hjærter med Had og Bespottelse! Lad dem voxe op med Drukkenskab og liderligt Levnet. Lad dem søge deres Fader i Fængslerne, deres Moder mellem Skøgerne … Det er Prisen, siger jeg! Her er Kravet! Alt andet er Mundsvejr og tomme Trusler. Lad dem høre op en Gang! … Leve Krapylet! (s. 29f).
Det ville være nærliggende at spørge, om også denne "krapylteori" er udtryk for forfatterens politiske holdning, men – som vist i det foregående – får læseren ikke mange muligheder for at besvare et sådant spørgsmål. Den autoritative fortæller selv standser op over for en tilsyneladende håbløs situation uden hverken at afkræfte eller bekræfte "krapylteorien". Efter mit skøn er det derfor ikke muligt ud fra teksten at afgøre, om Pontoppidan selv står bag sin hovedperson på dette punkt, og det er da også snarere ud fra et skøn over Pontoppidans politiske holdning i almindelighed, at Bent Haugaard Jeppesen forsigtigt fjerner forfatteren fra fortællingens hovedperson:
Denne ejendommelige og dybt pessimistiske krapylteori […] skal vel ikke tages helt alvorligt. Den er en appel og en hån – i al sin paradoksalitet en rød klud i ansigtet på såvel konservative som socialt bevidste, så udfordrende og æggende, at Pontoppidan ikke har kunnet slippe den. (Bent Haugaard Jeppesen s. 54).
Men selv om Pontoppidans holdning til "krapylteorien" ikke kan aflæses med sikkerhed, kan "Ilum Galgebakke" dog uden vanskelighed placeres inden for denne undersøgelses rammer.
Ligesom det gjaldt for de tidlige tendensnoveller, gælder det her, at hele forfatterens interesse er koncentreret om at påvirke læseren til en bestemt opfattelse af en afgrænset, aktuel sag, og den indtrængende fordybelse i enkeltindividets vilkår og skæbne finder man intet spor af i "Ilum Galgebakke". Her, som i "En Kjærlighedshistorie" og "Bonde-Idyl", fremtræder personerne som éndimensionale repræsentanter for holdninger ("Mandslingen", jeg-fortælleren) og udviskes af og til helt som anonyme dele af en gruppe (de allerældste ilumbønder, syngende piger, rundkindede karle). I stedet bruges personerne i idéens tjeneste som gennemgangsled til at påvirke læseren til oprør mod provisorieårenes politiske situation. Gennem den panoramiske beskrivelse af landskabet og de karle og piger, der trives i det, hånes den politiske passivitet. Gennem kontrasten til de gamle ilumbønder vurderes de nulevendes fredelige og ublodige demonstrationer som latterlige og magtesløse, og gennem "Mandslingen" formuleres endelig åbent en væsentlig del af det, der i historiens første del lå kamoufleret i beskrivelsen af Ilums natur og historie.
Således placerer "Ilum Galgebakke" sig klart som en af de fortællinger, som den sidste del af 1922-forordet viste hen imod. Historien drejer sig ikke om de menneskelige "Tragedier og Farcer", som det politiske liv til enhver tid kan afstedkomme; tværtimod har den tydelig, agitatorisk adresse til netop 1890ernes danskere – de, der har alle forudsætninger for at fange hentydninger som "gendarmblaa", "Øxe-Klubber" og "Værneforeninger". Det er dem, Pontoppidan overalt vil påvirke til at tage hans stilling til 1890ernes politiske situation.
I "Ilum Galgebakke" findes således intet spor af det tendensproblem,der aftegnede sig i Spøgelser. Når Skyer alligevel ikke kan læses som en ubrudt forlængelse af linjen fra de tidlige tendensværker, skyldes det ikke samlingens prolog, men det, at den bl.a. rummer en fortælling som "To Venner", der skal analyseres i det følgende.
6.2. "To Venner"
I modsætning til "Ilum Galgebakke" udspiller fortællingen "To Venner" sig inden for en præcist angivet tidsramme: påskelørdags eftermiddag, 1885, altså netop i det år, da antallet og rækkevidden af de provisoriske love nåede en kulmination. (Se note ovenfor).
Det er på dette politisk spændte tidspunkt, at de to venner og tidligere regenskontubernaler, postrevisor Krøger og pastor Hornung, mødes igen efter længere tids adskillelse. I den lille jyske provinsby, hvor Hornung har sit kald, er han blevet isoleret på grund af sine udtalte venstresympatier og glæder sig til at modtage sin eneste ungdomsven og til at diskutere den politiske situation med ham. Men da vennen kommer, og alt er gjort klar til en festlig modtagelse, viser det sig, at mødet får et andet forløb, end de begge har ventet. Med den politiske situation bliver også deres forhold tilspidset; mens Hornung både privat og offentligt angriber provisorieregimet, forsvarer Krøger Estrupiatet moralsk og juridisk. Diskussionen udarter til skænderi, neutral samtale er blevet umulig, og vennerne tager konsekvensen; de skilles og afbryder dermed et årelangt, trofast venskab. "Lad os se Sandheden lige i Øjnene", siger Hornung, "vi kan ikke længere være i samme Stue. Derved er nu intet at gøre …" (s. 86).
Hvis denne afskedsreplik står som udtryk for Pontoppidans egen opfattelse af historiens forløb, skulle vi altså med "To Venner" have fået en af de fortællinger, som anden del af 1922-forordet til Skyer kan passe på. Både Hornung og Krøger lægger skylden for venskabets bratte afslutning på "den ulykkelige Politik", og historien om dem kunne da danne et eksempel på de personlige tragedier, som politiske konflikter af enhver art og til enhver tid kan afstedkomme. Dens sigte skulle da ikke være aktuelt, men alment, dens tema ikke ideologisk, men psykologisk.
For en analyse af forfatterholdningen må det første spørgsmål da blive, om Hornungs og Krøgers opfattelse af historiens forløb også er Pontoppidans, eller om han tværtimod i "To Venner" udtrykker sin egen holdning til en speciel politisk konflikt; striden mellem Højre og Venstre i provisorieåret 1885.
For parterne i denne strid er postrevisor Krøger og pastor Hornung typiske repræsentanter. I Hornungs arbejdsværelse genlyder de argumenter for og imod provisorierne, som anvendtes på den større politiske scene18, og lige så skarpt som regering og opposition stod over for hinanden på rigsdagen, kommer vennerne til at stå i deres politiske diskussion. Mens Krøger hævder, at "[…] den nuværende Regering […] fortjener alle fædrelandskjærlige Mænds Tak, fordi den endelig har sat en Stopper for disse Folkeforføreres tøjlesløse Færd, der i den sidste Tid er gaaet over alle Grænser" (s. 76), fortolker Hornung situationen stik modsat:
[…] véd du virkelig ikke, at den Regering, du saa højt lovpriser, har begaaet en vanærende Handling – en Handling, der skriger til Himlen af blodig Uretfærdighed? (s. 77).
Du skal dog ikke have lov til saaledes at smæde og forhaane et helt Folks udkaarne Mænd. Hvad er maaske han – din egen Minister – som du er saa begejstret over? En tarvelig Landmaaler! En Junker Ingenting! En Lykkejæger, der af Forfængelighed og Herskesyge er saa dum at lade sig bruge til at rage visse Folks svedne Kastanier ud af Ilden – – (s. 79).
I denne centralt placerede konflikt genfindes en del af de tidligere tendensværkers struktur. Ligesom fru Gylling og Lone i Sandinge Menighed, Else og pastor Rude i "En Kjærlighedshistorie", Müller og kapellan Ruggaard i Isbjørnen stilledes i skarp kontrast ud fra deres holdninger, repræsenterer også striden mellem Hornung og Krøger et opgør mellem meninger. Men hvis en sådan kontrastopstilling skal munde ud i en morale, der klart placerer forfatterens sympati, må læseren gennem selve historiens forløb få demonstreret, hvem der har ret, og hvem der har uret. Fortællingens handling må være en demonstration af dens morale. Og på dette punkt adskiller "To Venner" sig væsentligt fra Sandinge Menighed, "En Kjærlighedshistorie" og Isbjørnen.
Den handling, der skulle styre læseren til at tage parti, er her indskrænket til et minimum og kan ikke føre ham frem til et valg mellem Hornungs Venstre og Krøgers Højre. De argumenter for og imod provisorierne, der stilles så hårdt op mod hinanden, bliver hverken styrket eller svækket gennem den episke handling, og Pontoppidans egen stilling til striden mellem regering og opposition argumenteres der ikke for.
For så vidt kunne det altså være nærliggende at betragte Hornungs afskedsreplik til Krøger som Pontoppidans egen konklusion på fortællingen. I så fald er det "den ulykkelige Politik", der har ansvaret for, at et langt og trofast venskab som Hornungs og Krøgers må afbrydes, og fortællingen kan være et almentgyldigt eksempel på de personlige tragedier, som politiske konflikter kan forårsage. Men er det også det, fortællingen demonstrerer? Har Hornung og Krøger ret, når de skyder skylden for tragedien over på provisorieårenes politiske situation?
I det tilbageblik over venskabets historie, der er skudt ind midt i fortællingen, gives en del af svaret på disse spørgsmål, og det viser sig her, at modsætningen mellem de to bunder dybere end i det rent partipolitiske:
Man kunde sige om dette Venskab, at det var bleven knyttet ved Modsætningernes Tiltrækning. Thi vanskeligt skulde man finde to Mennesker, der i Sind som i Skind var hinanden mere ulige. Marius Krøger var netop saa lille og undersætsig, som Frederik Hornung var lang og ranglet; netop saa samvittighedsfuld og pertentlig, som Hornung var egenraadig og skødesløs; netop saa godmodig og eftergivende, som Hornung var opfarende og stridslysten. Blandt Kammeraterne paa Regensen kaldtes de derfor ogsaa "Supplementerne", der tilsammen dannede "det fuldkomne Menneske". (s. 58f).
Medens Hornung er det "oplivende og befrugtende Element", der kaster sig ud i voldsomme debatter om tidens brændende spørgsmål og har "Mod til […] at stille sin Person til Skue, ja optræde som Anklager og Dommer" (s. 60), følger Krøger passivt, men fuld af beundring og stolthed, vennens lidenskabelige udfald og kan til gengæld med sin punktlighed og soliditet holde den fælles husholdning på ret køl. Uden risiko bliver Krøger ført ud over sit eget væsens begrænsning gennem Hornungs begejstring og varme:
Egenlig var det mindre Tingene selv, end Hornungs Begejstring for dem, der interesserede Krøger. I sin egen Indifferentisme henrykkedes han dobbelt over Vennens Optagethed. Og mens han altid selv var mere ængstelig end en gammel Jomfru i Overvejelsen af sine Ord, lo han ofte, saa det klukkede, naar Hornung i sin hidsige Iver for at betegne den enevældige Regerings Lumpenhed hentede Udtryk og Lignelser fra det laveste Gadesprog. (s. 60).
Men også Hornung har et behov for Krøger. Han holder fast ved kammeraten, også ud over studentertiden
[…] fordi hans ejendommelige og for Fremmede stødende Væsen gjorde ham det vanskeligt at skaffe sig nye Venner. Tillige følte han en vis Tilfredsstillelse ved den usvækkede Beundring, som Krøger – skønt Tiden og Forholdene snarere havde uddybet end udvisket Forskellighederne i deres Karakterer – blev ved at nære for ham. (s. 62).
Ud fra disse psykologiske portrætter bliver det vanskeligt for læseren at tage vennernes opfattelse af bruddet mellem dem for helt gode varer, og de forventninger, de begge stiller til gensynet, viser for alvor, at det årelange og trofaste venskab mellem dem ikke bunder i nogen virkelig fortrolighed. Hornung har ikke helt kunnet "opgive Haabet om, at de sidste Dages Begivenheder endelig skulde have aabnet Krøgers ærlige øjne for det forargelige Rænkespil, der var bleven ført" (s. 65), medens Krøger på sin side forfærdes over Hornungs "frafald": "Jeg var saa overbevist om, at de sidste Dages Begivenheder maatte have bragt dig til Erkendelse af, at du denne Gang var gaaet for vidt." (s. 75).
Bag billedet af de trofaste venner, der på tragisk vis rives fra hinanden, fordi politisk enighed er blevet altafgørende i provisoriernes Danmark, tegnes da et mere nuanceret, mindre tragisk billede af enkeltpersonerne Hornung og Krøger. Som Krøger kun har opfattet den del af vennen, som han havde behov for (Hornungs begejstring og ikke hans meninger), har Hornung på sin side kun set den Krøger, han behøvede (den trofaste og beundrende). I denne situation er det ikke "den ulykkelige Politik", der bærer ansvaret for, at forholdet går i stykker, men snarere vennerne selv, der behøver det politiske som anledning til at kunne opleve modparten i fuld figur.
Virkningen af denne sene konfrontation er chokagtig; begge forfærdes de ved ligesom at stå over for et helt nyt menneske:
Det var mindre Vennens Ordstrøm end Synet af hans blege, ophidsede Ansigt og vidt opspilede Øjne, der længe gjorde ham maalløs. Var det muligt? … Var det virkelig hans blide, tavse, sagtmodige Marius, som sad dér foran ham, dirrende af Had og Lidenskab? (s. 76f).
På samme måde går det Krøger:
"Du har Ret," svarede Krøger hurtigt og rejste sig. "Det er bedst for os begge, at jeg tager bort. Jeg vilde gærne, Frederik, – men jeg kan ikke forstaa, at du … hvordan du …" (s. 85).
Hvad der foregår i Hornungs præstegård er således ikke blot et opgør mellem højremanden Krøger og venstremanden Hornung, men snarere en konflikt mellem to diametralt modsatte naturer. Det er ingen tilfældighed, at netop Krøger forsvarer Estrupiatet, mens Hornung angriber det. Tværtimod er der en dyb indre sammenhæng mellem Krøgers trofasthed, stabilitet og pligttro forsigtighed og hans forsvar for de bestående autoriteter, som der er det mellem Hornungs letvakte harme og egenrådighed og hans tilslutning til oppositionen. Men denne sammenhæng, der er blevet tydeliggjort for læseren ved tilbageblikket over venskabets historie, går på intet tidspunkt op for de implicerede. En virkelig konfrontation mellem modsætningerne kan venskabet ikke bære, og af det, som kunne være blevet et "sandhedens øjeblik", uddrager hovedpersonerne i stedet den morale, at de "næppe er de første og ikke bliver de sidste gamle Venner, som disse Tider adskiller." (s. 86).
Hvis denne læsning af fortællingen er rigtig, handler den hverken om, hvem af parterne der har ret i deres politiske synspunkter, eller om de tragedier som politiske konflikter kan afstedkomme. I stedet relativerer den de politiske holdningers objektivitet ved at vise, hvor afhængige vennernes politiske standpunkter er af deres natur og temperament, og hvordan de begge er låst fast i deres egne forudsætninger på en sådan måde, at den ene illusion om modparten afløser den anden, og en "objektiv" erkendelse bliver umulig.
I "To Venner" demonstreres således endnu engang det nære afhængighedsforhold mellem persontegning og tendens i Henrik Pontoppidans forfatterskab. Ved at understrege Hornungs og Krøgers bundethed til deres individuelle forudsætninger og vise sammenhængen mellem natur og meninger, gør han ikke alene personerne umulige som talerør for omfattende ideologiske sandheder, men stiller i sidste række spørgsmålstegn ved disse sandheders objektive eksistens. Det viser sig da her, som i den hidtil behandlede del af forfatterskabet, at en idémæssig tendens ikke kan eksistere side om side med en nuanceret psykologisk menneskeskildring hos Pontoppidan. Enten finder man som i Sandinge Menighed og landsbybillederne personer, der er næsten mekaniske bærere af en bestemt anskuelse, og som forfatteren kan bruge som tomme rammer til at "bevise" og argumentere igennem, eller, som her, en nuanceret personskildring der umuliggør et valg mellem Hornungs Venstre og Krøgers Højre, fordi der ikke længere skal vælges mellem meninger, men mellem de temperamenter og naturer, de er bundet til.
I Skyer anvendes i en række af fortællingerne en sådan psykologisk skildring af politiske standpunkter. Herved bliver samlingen splidagtig med sig selv, og læseren må undre sig over at finde den psykologiske linje i "To Venner", "I Kongens Kjole" og "Et Offer" side om side med den programmatiske i "Ilum Galgebakke", "To Gange mødt", "Den første Gendarm" og "Tro til Døden". For den relativering af de politiske sandheder, som understreges i den ene del af samlingen, må jo i sidste instans også ramme den Pontoppidan, der argumenterer for og "beviser" sine standpunkters almene gyldighed i den anden del. Således underminerer den ene række af fortællinger den anden, og samlingen som helhed viser en dobbeltholdning til det politiske, der antyder, at tendensproblemet på dette tidspunkt ikke blot er et spørgsmål om fortælleteknik, men også et filosofisk problem for Pontoppidan. På den ene side står ønsket om at fremme bestemte politiske holdninger, og på den anden side spores en tvivl om disse holdningers almene gyldighed og om muligheden for overhovedet at erkende "objektive" sandheder. Det kan da også virke næsten symptomatisk for denne konfliktsituation, når Pontoppidan i sin næste roman, Vildt, fra samme år helt forlader de politisk brandfarlige emner og i stedet lader sin hovedperson bevæge sig fra den ene illusion til den anden uden evne eller mulighed for at gennemskue de fortolkninger, som hans egne ønsker lægger ud i omverdenen. Det erkendelsesproblem, der bl.a. rørtes ved i "To Venner" spilles her igennem på politisk "ufarlige" emner (nemlig hovedpersonens skiftende forhold til natur og erotik). I Det forjættede Land, som skal behandles i det følgende, føres denne problemstilling tilsyneladende over på de tidlige tendensværkers område.
Kapitel 7. Det akutte tendensproblem. Det forjættede Land. Nattevagt
7.1. Det forjættede Land (1891-95)
Søger man i den store roman om præsten Emanuel Hansteds skæbne i Vejlby og Skibberup sogne efter forfatterens holdning til aktuelle, afgrænsede samfundsproblemer, må værket synes overvældende ved sin mangfoldighed. Emner, der i det tidligere forfatterskab afgav stof til hele værker, forekommer her side om side, som enkelte dele af ét. Religion, ægteskab, natur og kultur, by og land, fattigdom, højskolebevægelse og provisorier debatteres med vekslende intensitet gennem hele værket, og den enkelte, hårdt optrukne kontrast mellem modsatte meninger, der ofte karakteriserede det tidligere forfatterskab, er her afløst af et væld af tilsyneladende ligestillede antiteser.
Det er da heller ikke i behandlingen af enkelte, afgrænsede problemstillinger, man finder den konflikt, der danner grundlaget for værkets idémæssige komposition, men i den mere omfattende spænding mellem hele værdisystemer, der tegnes stadig skarpere, efterhånden som Emanuel Hansteds skæbne udfoldes.
Det drejer sig på den ene side om det system af værdier, man kunne kalde almindelig, borgerlig moral. Den bygger på, at det f.eks. er godt at være gift og have børn, at være rask, at have et tilfredsstillende arbejde, en stabil økonomi osv. Hvor forskellige deres holdninger og temperamenter end kan være, deles denne værdiopfattelse i Det forjættede Lands19 første del, Muld, af alle romanens personer – fra købmand Villing og dyrlæge Aggerbølle til Ragnhild Tønnesen, Hansine og Emanuel.
I stadig større kontrast til denne værdiopfattelse tegner Emanuel sig i værkets to sidste dele som udtryk for den bestemte side af den kristne tro, der herhjemme er kommet tydeligst til orde i bevægelser som pietisme og Indre Mission. Den bygger på, at hvad der efter den borgerlige moral opfattes som modgang og menneskelig ulykke tværtimod er en nådesbevisning fra Gud, en gave og et tegn til hans udvalgte. Med bibelens ord: "Herren tugter den, han elsker, straffer hårdt hver søn, han har kær." (Hebr. 12.5).
Gennem sin stadig mere konsekvente fornægtelse af den borgerlige morals værdier og gennem sin overbevisning om at hans egen form for religiøsitet er menneskets eneste fornødne, udløser Emanuel værkets omfattende idémæssige konflikt. Henrik Pontoppidans egen stilling til konflikten er da også naturligt blevet søgt i hans forhold til Emanuel Hansted og hans udvikling.
Om dette afgørende punkt i fortolkningen af Det forjættede Land citerer Elias Bredsdorff i sin disputats20 to breve fra Pontoppidan, der begge rummer en vurdering af romanens hovedperson. Det ene af disse citater benyttes af Bredsdorff som støtte for en generel stillingtagen til problemet og skal derfor her gengives i sin sammenhæng:
Den, der læser Det forjættede Land med omtanke, vil dog ikke være i tvivl om, hvordan Henrik Pontoppidan selv betragter Emanuel Hansted. Og skulle nogen være i tvivl, kan det oplyses, at han i et privatbrev til Edvard Brandes den 9. november 1895 skrev om denne skikkelse: "… min Helt er ingen Muhammed men et sølle Pjok og derved har jeg gjort mig det særlig vanskeligt at skabe nogen Interesse for ham. Men det måtte så være!" (Bredsdorff s. 68)
Det andet citat stammer fra et brev til Valdemar Vedel, der havde sammenlignet Emanuel med Hjalmar Ekdal i Vildanden. Det lyder:
[…] hvorledes Det forjættede Lands Emanuel, der godtroende men højsindet ofrer alt indtil sit inderste Selv for det, han anser for sit Kald, hvorledes denne helt igennem tragiske Skikkelse kan minde en forstandig, endsige en intelligent Læser om den egoistiske, helt igennem småtskårne, tragikomiske Nar Hjalmar Ekdal, – det er også af den Slags Gåder, som en nærsynet Kritik bestandig giver Forfatterne at løse. (Bredsdorff s. 129).
I lyset af dette sidste citat forekommer Bredsdorffs argumentation omkring det første ikke overbevisende. De to vurderinger bliver – når de læses i sammenhæng – snarere vildledende end vejledende og synes at afspejle en usikkerhed hos Pontoppidan selv, som også flere litteraturhistorikere har givet udtryk for. Således beskriver f.eks. Svend Norrild21 Emanuel Hansted og forfatterens holdning til ham på følgende måde:
Emanuel er skildret halvt som en virkelighedsblind Nar, der løber Panden mod Virkeligheden, halvt som en Helgen, der sætter hele sin Eksistens ind paa at realisere sine Idealer. Pontoppidan overlader sine Læsere selv at vælge mellem de to Synspunkter.
Disse meget modstridende vurderinger er begge repræsenteret i værket selv. Den ene udtrykkes af pastor Petersen, der bedømmer Emanuel som en nar og fantast, en Don Quixotes genganger, der tror sig en profet og helgen og derfor anser enhver indskydelse for en speciel kaldelse fra himlen, medens han i virkeligheden forfusker alt, hvad han får med at gøre. Den modsatte vurdering finder man hos de af Emanuels gamle venner, der efter hans død vier ham en formelig tilbedelse:
De har dannet et eget Samfund derovre, en Sekt, der gaar fuldstændig op i at leve i Mindet om hans Liv og Gerning. […] De lever alle stille og fredsommeligt, idet de ydmygt stræber efter at blive Emanuel lig i alle hans Fuldkommenheder, i Mildhed, Alvor og Verdens Forsagelse. (Dommens Dag s. 280).
Det spørgsmål, der i det følgende skal behandles, bliver da, om Pontoppidan selv tilslutter sig en af disse vurderinger, eller om han på dette område overlader det til læseren selv at tage stilling.
Når der på dette punkt kan opstå en tvivl, der ville være utænkelig f.eks. i forbindelse med Landsbybilleder, skyldes det ikke mindst, at hvor Pontoppidan i de tidlige tendensværker med sikker hånd førte læseren mod et bestemt standpunkt til en afgrænset sag, har han i Det forjættede Land tværtimod på flere måder søgt at dække sine spor. Denne proces ses særlig tydeligt i romanens anvendelse af synsvinkler og i dens kristeligt-symbolske udnyttelse af naturfænomener – to områder, der i den følgende analyse af værket skal behandles mere indgående.
Som det galdt for Ung Elskov, gælder det for store dele af Det forjættede Land, at læseren er henvist til at opleve handlingsforløbet ud fra én persons synsvinkel, nemlig Emanuels. Gennem hans øjne ses – som i et spejlkabinet – ikke virkeligheden selv, men Emanuels fortolkning af den. Faste holdepunkter i en "objektiv" verden fortones på denne måde i et clair-obscur, grænsen mellem realitet og fortolkning flyder ud, Emanuel bliver vanskelig at vurdere, og læseren vender sig – ofte forgæves – mod en person i bogen, som han kan stole på og identificere sig med.
Havde denne teknik været gennemført konsekvent (som i Ung Elskov), ville læseren have mistet enhver orientering i den "reelle" ydre verden, forfatteren enhver mulighed for at propagandere ideologisk, og Svend Norrild ville have haft ret i sine ord om, at Pontoppidan overlader det til sine læsere selv at tage stilling til Emanuel og hans skæbne. Men i Det forjættede Land er teknikken netop ikke gennemført konsekvent. Emanuels synsvinkel og dermed hans fortolkning af handlingsforløbet brydes på enkelte, centrale punkter; en given situation opleves gennem andres øjne, så personer og begivenheder i korte glimt fremtræder i klart lys med faste konturer. Derved får læseren en viden, der er større end Emanuels og bliver i stand til at vurdere ham. I skildringen af forholdet mellem Emanuel og Hansine, som der i det følgende skal gøres rede for, forekommer denne mulighed særlig tydelig.
I sin bryllupstale til Emanuel og Hansine sammenligner bispen
[…] Emanuel med en Plante, der havde søgt sig en ny Jordbund, dernæst Menigheden med et stort Træ, i hvis Skygge og Læ Planten skulde vokse op; hvorefter han endte med at nedbede Herrens Velsignelse over den nye Pagt, som her blev sluttet. (Muld s. 373)
At disse ord snarere leder tanken hen på en præstevielse end på et bryllup er ingen tilfældighed, men afspejler tværtimod både Emanuels og hele menighedens opfattelse af handlingens perspektiv.
For Emanuel står begivenheden som et symbol på menighedens endelige akcept af ham og dermed som en bekræftelse på hans idéers bærekraft; da han til sidst kører "med sin Bondebrud ind i Bjærget", har hans ja til Hansine været "det Trylleord, der kunde faa Højene til at løfte sig paa Ildsøjler" (Muld s. 85). Men medens menigheden tillægger vielsen en næsten landsomfattende politisk betydning ("Alle opfattede, hvad der var sket, som en Slags Æresoprejsning, der var givet den hele Menighed, ja den hele Bondestand […]" (Muld s. 267)), har den for Emanuel først og fremmest et religiøst perspektiv. Han føler, at Gud selv har ført ham sammen med Hansine (Muld s. 215) og betragter tilknytningen til hende og hendes miljø som sine første skridt ad vejen i Jesu fodspor. Efter sin tale i Sandinge forsamlingshus og efter den umiddelbart følgende forlovelse hører han sine egne tanker udtalt af bispen:
Det er […] værd at mindes, at vor Herre Kristus, da han vandrede her paa Jorden, ikke søgte Medhjælperne til sin Frelsergærning blandt de Skriftkloge, men i den – ogsaa i hin Tid – foragtede Arbejderklasse, med andre Ord blandt de Bønder, Fiskere og Smaahaandværkere, hvis Liv og Kaar han under hele sin jordiske Tilværelse i et og alt delte. Skulde dette dog ikke være alle Dages Kristne et Eksempel til Efterfølgelse? (Muld s. 327f).
Hans Hjærte svulmede, mens han lyttede til disse Ord, der saa klart og fyndigt udtrykte hans egne Tanker og bestyrkede ham i Bevidstheden om, at han nu vandrede ret i Jesu Fodspor og var med til at bygge paa det Lyksalighedsland, som de kristnes Brodersamfund en Gang skulde udbrede over hele Jorden. (Muld s. 329).
Ægteskabet med Hansine har da for Emanuel store ideologiske perspektiver og tegner sig også for læseren som andet og mere end blot et privat anliggende mellem to. Det bliver prøvestenen for alle Emanuels bærende idéer, og i ægteskabets historie kan hans skæbne aflæses og vurderes.
Da Emanuel efter syv års ægteskab uden kontakt med sit oprindelige miljø genser Ragnhild Tønnesen, former mødet sig for hans vedkommende som en slags status over og forsvar for hans "nye liv". Provokeret af hende optager han fortidens samtaleemner og giver et billede af sit forhold til Hansine i den diskussion om det ideelle ægteskab, der særlig tydeligt tegner den idémæssige konflikt mellem ham og Ragnhild.
Ragnhild opstiller som betingelse for et ideelt ægteskab, at der mellem parterne må være en slags "Nervesympati", at alt, hvad to personer ser, oplever, hører, læser osv. må gøre et ensartet indtryk på dem, og forudsætningen for, at en sådan ensartethed kan opstå, må da være "at deres Nerver har samme Art af Modtagelighed, er lige ømfindtlige overfor visse Indtryk, lige upaavirkelige overfor andre" (DfL s. 189). Men da det enkelte menneske efter hendes opfattelse er et produkt af læsning, opdragelse, omgangskreds, familie og forfædre, må konsekvensen for Emanuels vedkommende blive den, at hans eget ægteskab med Hansine mangler de naturnødvendige forudsætninger for at kunne blive lykkeligt. Denne konsekvens trækker Emanuel da også straks og vender sig voldsomt med Ragnhild:
Jeg forstaar nu, at Betingelsen for, at et Menneske skal blive fuldkomment lykkeligt med et andet, er den, at dette andet Menneske maa være ham lig paa alle Punkter; det vil sige, at det maa have samme Opdragelse og samme Omgang, og desuden helst have samme Fader, samme Moder, samme Søskende og samme Forfædre op i mange Led … med andre Ord, at det maa være ham selv! Ja, deri har De Ret, Frøken Tønnesen. Selvkærligheden, Egoismen, det er sikkert efter den moderne, konservative livsanskuelse den eneste varige og paalidelige Kærlighed.
Men tillad nu ogsaa mig at filosofere en Gang […] De vil vistnok ogsaa fra Deres Standpunkt indrømme, at Menneskets højeste Opgave – og samtidigt dets største Glæde og Lykke – bestaar i Selvudvikling, i at føle sine Evner vokse, sit Syn udvides … kort sagt, at bringe saa meget ud af sine Muligheder, som man formaar. […]
Men af hvis Venskab og – for ikke at bruge et saa gammeldags svulstigt Ord som Kærlighed – af hvis Fortrolighed kan man vente at høste det rigeste Udbytte for sit aandelige Jegs Udvikling, altsaa vente den største Glæde og Lykke? Mon af den, der ser, føler, tænker og handler præcis som jeg selv? Mon ikke snarere af den, hvis Syn kan aabne mig Udsigter, jeg aldrig før har anet; som med et for mig nyt Tanke- og Følelsesliv, en fra min forskellig Opdragelse kan berige min Viden, udvide Grænserne til alle Sider og ligesom fordoble Verden for mig? Jeg tror det – ja, jeg véd det. Jeg taler her af dyrebar Erfaring. (DfL s. 189f).
Som trumf på sin argumentation sætter Emanuel her sin egen erfaring – den samme erfaring, der i Pontoppidans tidligste værker brugtes som "beviset" på en bestemt holdnings rigtighed. Men i modsætning til tendensværkerne er det karakteristisk for fortælleteknikken netop i Det forjættede Land, at læseren ikke tvinges til at lade sig overbevise. Ved i glimt at bryde Emanuels synsvinkel har Pontoppidan på dette tidspunkt givet læseren en viden, der er større end hovedpersonens og ladet ham se bag om Emanuels fortolkning af sin egen situation til en virkelighed, der tegner sig væsentligt forskelligt fra hans billede af den.
Den gensidige fortrolighed, som efter Emanuels opfattelse præger hans ægteskab, viser sig da for læseren at hvile på en illusion. Mens Emanuel taler og taler om børneopdragelse, gødningsmetoder og bondefrigørelse, tier Hansine:
Hun kendte Emanuels letvakte Begejstring for Tidens nye Idéer og var vant til at være den stumme Tilhører ved hans Udvikling af de store Resultater, han altid ventede sig af dem. (DfL s. 10f).
Hendes mening, der kunne "fordoble Verden" for ham, kender han ikke, og selv i det, der angår hende mest, opdragelsen af børnene, holder han enhver modstand nede:
Hansine tav. I disse smaa Skærmydsler angaaende Børnene beholdt Emanuel altid det sidste Ord. Han var hende for overlegen i Ordskiftet, havde saa let ved at udtrykke sine Tanker og kunde give saa mange Grunde for sin Opfattelses Rigtighed, at hun, selv om han ikke altid overbeviste hende, blev bragt til Tavshed af hans Veltalenhed. (DfL s. 16)"
Den tavse Hansine gør Emanuel endnu mere tavs, hendes fortrolighed har han ikke, og netop på det tidspunkt, da han diskuterer ægteskab med Ragnhild, viser det sig, at han heller ikke selv svarer til det idealbillede, han tegner for hende:
[Hansine] mærkede nu for hver Dag tydeligere, at hans Tanker søgte deres egne Veje. Hun vidste ikke, hvorhen de førte; men i Følelsen af sin Afmagt over for den utaalmodige Nedtrykthed, der mere og mere betog ham, kunde hun ikke faa Ro for den Tanke, at han gik og skjulte noget for hende. (DfL s. 154).
Det ideelle ægteskab, Emanuel mener at kende indefra, eksisterer da kun i hans egen forestillingsverden, og de personlige erfaringer, der kunne give hans meninger vægt og tjene som forfatterens "bevis", er tværtimod af Pontoppidan selv blevet afsløret og tømt for sandhedsværdi. I modsætning til tendensværkernes hyppige idémæssige konflikter viser diskussionen mellem Emanuel og Ragnhild intet om, hvem af parterne der har ret. Den viser derimod, at Emanuel lever på en illusion.
Denne illusion er i ægteskabets begyndelse gensidig. Som Emanuel i Hansine ser inkarnationen af sine egne idéer om den ufordærvede, naturlige oprindelighed i bondemiljøet, ser hun i ham en eventyragtig repræsentant for den åndens verden, hun først har lært at kende gennem højskolen:
[…] den Tanke, at en ung Præst eller Folketaler en Gang – ligesom Prinsen i Æventyrene – vilde krydse hendes Vej, fatte Kærlighed til hende og løfte hende som sin Hustru op over Bondens trælsomme Liv til en Flugt mod Aandens lyse Højder […] havde tilhørt hendes Drømme fra den allerførste Gang, hun som halvvoksen var til Stede ved et af de store Vennemøder ovre i Sandinge […] denne hendes Drømmes Helt [havde] i Vinterens Løb mere og mere […] antaget Kapellanens Væsen og Skikkelse. (Muld s. 241f).
Men gennem ægteskabet med Emanuel skuffes forventningerne, og illusionerne om hans væsen nedbrydes langsomt. Hun kan "ikke undertrykke en Smule Mismod i en forstærket Følelse af, hvor forskelligt Emanuels og hendes Samliv i det hele var blevet fra det Billede af et Liv i Aandens Verden, som hun i sin Tid havde dannet sig paa Højskolens Bænke, og som hun ved sit Bryllup havde troet at skulle se virkeliggjort" (DfL s. 82); og i hendes definitive vurdering af Emanuel er enhver rest af højskoleidealet forsvundet:
Han havde jo ikke forandret sig. Tværtimod. Alt, hvad hun i den sidste Tid havde hørt om ham, bestyrkede hende blot i Overbevisningen om, at han var ganske den samme som før og ikke vilde helme paa Afsindets Vej, før han havde styrtet sig selv og Andre i Ulykke. (Dommens Dag s. 158).
Emanuel på sin Side forlover sig med Hansine ikke ud fra en viden om hende, men på en drøm om hendes væsen, som han selv tager for virkelighed. Han forelsker sig først i hendes udseende, den landlige, enkle klædedragt, og forlover sig – uden at have været i virkelig kontakt med hende – snarere med et billede end med en levinde:
Han kunde ikke selv nærmere forklare, hvad det var, der saa stærkt interesserede ham hos denne unge Pige, som han paa en Maade slet ikke kendte. Der kom altid en uigennembrydelig Faamælthed over hende i hans Nærhed, og i det hele havde han kun faaet talt med hende et Par Gange og altid om temmelig ligegyldige Ting. […] men der var noget i hendes paa én Gang sky og trodsige Blik, ja selv i denne Utilgængelighed, hvormed hun væbnede sig over for ham, der indgød ham Anelser om en Sjælens Renhed, en Følelsens Dybde og Oprindelighed, som betog ham under Fornemmelsen af en Slags Ærefrygt. (DfL s. 192f).
Hansine er da for Emanuel fastlåset i et ganske bestemt idealbillede, der svarer til hans forestillinger om den uberørte natur, "der ligger Himlen ganske nær" (Muld s. 33). Men i modsætning til hende søger han gennem hele ægteskabet af al magt at holde fast på dette billede og forstærker illusionen, hvor hun bryder igennem den. Dette bliver for læseren særlig tydeligt i romanens skildring af "Gutten"s sygdom og død, som her skal behandles nærmere.
Da Emanuel før sit bryllup i tankerne udmaler sig sin fremtid som ægtemand og fader, ser han for sig sine børn "løbe og lege paa Stranden som en Skare glade Fugle … ingen kirtelblege Kulturmisfostre i Fløjlsbukser og med gammelkloge Træk, men en sund og stærk Friluftsyngel med Bonderoser paa Kinderne og blege, bølgeblaa Øjne!" (Muld s.297). Men "Gutten", "som lige fra sin Fødsel […] havde været ham et særligt Pant paa Vorherres Naade og Velsignelse" (DfL s. 131f), svarer ikke til sin faders drøm:
Han var lidt lille af sin Alder, og skønt han var det ældste af Børnene, havde han en spinklere Bygning end den et Aar yngre Søster […] For øvrigt var han Emanuels udtrykte Billede. Han havde den samme høje, tænksomme Pande, den samme Mildhed i sit Blik; han havde ogsaa ganske arvet Emanuels rødblonde, svagt krusede, silkeagtige Haar, hans blaanende Aarenet i Tindingerne og de store lyse, i Solen næsten farveløse Øjne. (DfL s. 11f).
"Gutten" er af natur forfinet og svagelig, ganske uegnet til den opdragelse faderen vil give ham. Men Emanuel ser ikke drengen, som han tegnes for læseren, men som han selv ønsker sig ham; han er overbevist om barnets "ualmindelig sunde Natur", tager ikke dets sygdomssymptomer alvorligt og lader sig narre af den tapperhedskomedie, som han indirekte tvinger det til at spille. Han vil ikke se, at drengen ikke svarer til hans ideal af "sund og stærk Friluftsyngel", og forsvarer sig med moralsk indignation over for Hansines spagfærdige indvendinger: Han kan ikke tro, "at Vorherre skulde have skabt Menneskenaturen saa ufuldkommen, at den altid behøver Doktorfingre for at komme i Lave igen", og betragter hendes bekymring for barnet som "Svaghed i Troen paa Forsynets Miskundhed", "Tilbøjelighed til at søge […] Trøst i allehaande Menneskepaafund i Stedet for tillidsfuldt at lægge alt i Guds naaderige Hænder."
Men på dette område vil Emanuel være mere naturlig end naturen selv. Hansine, der for ham står som den personificerede, rodfæstede "natur", sætter for første gang sin vilje igennem, tilkalder lægen, og bryder dermed for første gang igennem Emanuels forestillinger om hendes væsen. Han reagerer som et forkælet barn, bliver vred og såret, forstår ikke:
Hans Sind var i det heftigste Oprør. Han forstod sig ikke paa Hansine. Han følte sig som ført i et Baghold i sit eget Hjem, skammeligt forraadt af den, paa hvem han allertryggest havde stolet. (DfL s. 105)
Her var muligheden for at få sin verden "fordoblet", men er Hansine virkelig "naturen" selv, så forstår Emanuel den ikke, da den viser sig for ham i sin sande skikkelse. Hverken hendes oprør eller drengens død kan bryde igennem hans forestillinger om hende og naturen; i stedet overskylles de af en ny og stærkere, nemlig den tanke, at "Gutten"s død er en prøvelse sendt fra Gud. Sønnens tragiske skæbne efterlader ingen erfaringer hos Emanuel, han bliver ikke klogere hverken på sig selv, sin kone eller på naturens beskaffenhed; men ved at betragte sønnens død som et udtryk for guddommelig tugt bevarer han som ved en afværgemekanisme sine højromantiske idéer om Guds virke i naturen intakte.
Det er på disse illusioner Emanuel tager de første skridt på vejen til sin radikale fornægtelse af den borgerlige moral; og den samme afværgemekanisme, der forhindrer ham i at drage nogen erfaring af sønnens død, fører ham i forholdet til Hansine ud i fornægtelsens yderste konsekvens. Lige til det sidste tror han, at de "Haand i Haand maatte stride den sidste, afgørende Kamp for deres Frigørelse" (Dommens Dag s. 127), og da Hansine definitivt afskærer forbindelsen mellem dem, opfatter Emanuel sit nederlag således:
Ogsaa mig har han med sin tugtende Haand maattet fravriste Alt, … Alt, indtil nu min sidste Tilflugt, før jeg fik Mod til fuldt at forstaa ham […] Gud har krævet mig nu. Og jeg giver mit Liv i hans Haand. (Dommens Dag s. 173).
Beskrivelsen af Emanuels og Hansines ægteskab danner således et eksempel på, hvordan læseren får mulighed for, ja næsten ikke kan undgå, at gennemskue Emanuels fantasteri. Gennem få, men centrale brud på hovedpersonens synsvinkel tegnes et portræt af et menneske, der overalt i omverdenen ser projektioner af sine egne idealforestillinger og som narres af sig selv til at gå fra en illusion til en anden. Sammenligner man Emanuel med f.eks. Boel i Sandinge Menighed, viser det sig, hvor væsentligt dette forhold er for Det forjættede Lands ideologiske side. For gennem en person, der er så uskikket til at drage erfaringer og så lidt repræsentativ som Emanuel, kan der ikke propaganderes ideologisk. Som ægteskabsdiskussionen med Ragnhild Tønnesen viser hele Emanuels skæbne intet om, hvorvidt hans idéer er rigtige eller forkerte, men kun at de for hans vedkommende hviler på en illusion. Den vældige antitese mellem Emanuels sidste religiøse standpunkt og den borgerlige moral, som han forkaster, svinder på denne måde ind og bliver, som den idémæssige konflikt i Spøgelser, til en formel diskussion, der foregår på værkets overflade, medens den undermineres og tømmes for sandhedsværdi af den persontegning, der ledsager den. Ved at vælge en hovedfigur som Emanuel Hansted har Pontoppidan forhindret sig selv i at agitere igennem ham, endsige benytte ham som talerør.
Synsvinkelbrugen i Det forjættede Land kan nok sløre, men ikke dække forfatterens spor. Det samme forhold gælder for den slående udnyttelse af naturfænomener i forbindelse med Emanuels skæbne, som hos læseren efterlader det indtryk, at Pontoppidan "i sidste Del af Det forjættede Land lægger Stoffet og Behandlingen saaledes tilrette, at der bagved Kapellanen viser sig et Billede af Jesus i Passionen. En Række Spejlinger deraf er indført – ikke saaledes, at de er et Udslag af Højhedsvanvid hos Hansted, men at han virkelig for vore Øjne tegner sig saaledes." (Hans Brix i Danmarks Digtere (1925) s. 395).
Denne udnyttelse af en religiøs, naturmystisk tradition viser sig særlig tydeligt i to skildringer af Emanuel, begge i Dommens Dag. Den første tillægges den nøgterne frk. Ragnhild, der nysgerrigt opsøger hans enemærker sammen med den galante pastor Petersen og til sin forfærdelse oplever en slags messiasvision af Emanuel:
Synet af Emanuel kom hende vel langt fra overraskende; men det virkede anderledes paa hende, end hun havde ventet. Det slog hende straks, hvor godt han passede i disse øde, tavse, ensomme Højder, fjernt fra Menneskers Færden. Han blev selv saa fremmedartet heroppe, saa mærkeligt stor i Stilen. – – Men var det virkelig ogsaa ham selv? Ikke alene gjorde hans Skikkelse et besynderligt ulegemligt og samtidig næsten kæmpemæssigt Indtryk mod Taagehimlens lyse Baggrund; men ogsaa hans Holdning og Gang fik i disse Omgivelser et ejendommeligt Præg af overjordisk Værdighed.
Hun forstod i dette Øjeblik, hvad hun engang havde hørt Fiskerne tale om, at han mindede dem om Kristus paa Alterbilledet i Sandinge Kirke. End ikke Straalekransen manglede her. Ved et Tilfælde, der fik hende til at smile lidt, stod nemlig Solen lige bag ham, omtrent i Højde med hans Hoved, hvor den skimtedes gennem Skyerne som en mat, maanestor Lysskive, der ganske lignede en Glorie, som blot var anbragt lidt for højt. […] Med et mere og mere forbavset, tilsidst helt forfærdet Udtryk blev hun ved at stirre hen imod den Plet, hvor han forsvandt.
"Vil De sige mig, Pastor Petersen," sagde hun endelig og lagde Haanden paa hans Arm. "Er det mig, der pludselig er bleven gal … eller hvorledes forholder det sig? Ser De ogsaa tre Sole paa Himlen i dette Øjeblik?"
"Hvad siger De? Tre Sole?"
"Ja. Se dér … og dér … og dér!"
"Ja, sandelig! De har Ret! … De har virkelig Ret!" (Dommens Dag s. 139f).
I det andet tilfælde drejer det sig om skildringen af Emanuels endelige sammenbrud, da han på en kvælende hed sommerdag for sidste gang vil optræde som folketaler. Forsamlingshuset er fuldt, luften er tung, alle blikke er fæstet på Emanuel, der står på talerstolen, mager og bleg "skarpt belyst af Skæret fra to nedhængende Lamper, der lod hans Skæg synes ganske hvidt og gjorde Øjnenes og Kindernes Hulninger dybe og sorte som paa en Dødning. De lange, udtærede Hænder laa fladt foldede over Brystet, og Blikket var løftet mod det Høje ". (Dommens Dag" s. 231):
Rundt om i Salen sad man med tilbageholdt Aandedræt. […] Og da Emanuel nu hævede begge Armene mod Himlen og med svag og skælvende Stemme bad: "Tal Herre, … din Tjener hører", og da der i det samme lød et dumpt rullende Tordenbrag i det Fjerne, gik der med ét en Gysning gennem Alle […] (Dommens Dag s. 232).
Begge disse situationer, der ikke er enestående i værket, har og får deres naturlige forklaring: tordenen følger på en usædvanligt trykkende sommerhede, og "de tre Sole", der forskrækker frk. Tønnesen, viser sig at være et stormvarsel, kendt og frygtet af søfolk. Men på trods af efterfølgende forklaringer når episoderne at gøre deres virkning: at løfte Emanuel fra det realistiske plan over i det religiøst-mytiske på et tidspunkt, da han selv tydeligt nok identificerer sig med den lidende Kristus.
Ved første øjekast kunne det da se ud, som om Pontoppidan gennem udnyttelsen af naturfænomenerne og den kristne tradition selv har villet bekræfte Emanuels idéer om det guddommeliges virke i naturen og dermed hans fortolkning af sin egen skæbne. Men læses disse passager i værkets videre sammenhæng, viser det sig, at sole og tordenbrag tværtimod at bekræfte Emanuels naturopfattelse kaster et ironisk skær over den. For hvor der efter mørke og torden på Golgatha fulgte opstandelse og himmelsk ophøjelse, følger der for Emanuel hjælpeløshed, forladthed og vanvid. Således lader Pontoppidan da den natur, der skulle udtrykke det guddommelige, svigte Emanuel ved en sidste misvisning og dermed definitivt dementere hans opfattelse af forholdet mellem Gud og natur.
På trods af romanens synsvinkelbrug og dens udnyttelse af den kristne tradition viser det sig da, at noget talerør for Pontoppidan, endsige nogen apostel eller helgen, er Emanuel ikke. Men kan der ikke propaganderes igennem ham, kunne der muligvis propaganderes imod ham, og man kunne da stille det spørgsmål, om en anden vurdering af Emanuel, nemlig pastor Petersens, falder sammen med Pontoppidans.
Det er først hen imod romanens slutning, på et tidspunkt da Emanuels vanvid står ganske klart for læseren, at denne pastor Petersen træder frem og formulerer værkets eneste sammenhængende vurdering af hovedpersonen og hans skæbne. Af Emanuel betragtes han som selve fristeren i ørkenen (Dommens Dag s. 74), og for læseren tegnes et billede af en præst, der helt ud i den ydre fremtoning danner den absolutte modsætning til kapellanen:
Pastor Petersen var en lavstammet, sværtbygget Mand i 50-Aars Alderen, med et fyldigt, glatraget og letbevægeligt Ansigt, et saakaldt Skuespiller-Ansigt. Dersom han ikke netop havde baaret sort Skødefrakke og hvidt Slips, kunde man meget godt have antaget ham for Indehaveren af det ældre, komiske Rollefag i en Aktørtrup, især da hele hans Person, frem for Alt hans kraftigt blussende Ansigtsfarve, røbede ham som en fuldtro Ven af Bordets Glæder. "Pater Rüdesheimer" var da ogsaa det Navn, hvorunder han var bedst og videst kendt; og i fortrolig Samtale fortalte han ofte selv med stor Aabenhjærtighed, næsten med en Smule Stolthed, at en af Københavns fineste Restavratører en Gang havde kaldt ham sin næstbedste Kunde. (Dommens Dag s. 46f).
Alligevel viser det sig, at denne "Pater Rüdesheimer" og Emanuel Hansted har fælles udgangspunkt for deres vidtforskellige skæbner:
Endogsaa Verdensforsagelsens tornestrøede Sti, hvor Emanuel Hansted nu er gaaet til Grunde, har jeg i Svimmelhed betraadt, forledt af den formastelige Tanke, at den Smertens tunge Vandring, som var Guds Enbaarne beskaaren for Menneskehedens Synders Skyld – den skulde mir nichts dir nichts enhver Skrædder gøre ham efter. Men Gud ske Lov! Min jævne, gode Almueforstand fik efterhaanden Bugt med alle Hjærtets Udskejelser, og det sunde, besindige Bondeblod, der ruller i mine Aarer, gjorde Oprør mod det hæslige og gudsbespottelige Selvplageri. (Dommens Dag s. 263).
De anskuelser, der har ført Emanuel i ulykke, har pastoren bag sig som et overstået stadium, og med erfaringens vægt fælder han dommen over kapellanen og den tid, der efter hans mening må bære en del af ansvaret for hans skæbne. I en samtale med Ragnhild Tønnesen – der former sig næsten som en monolog – gør han op med myterne omkring Emanuel og tegner i stedet et billede af et menneske, der med sit vanvid og sin enfoldighed hører til samfundets farligste. Man tager ham alvorligt, siger han, i stedet for at le ad hans stræben og betragte hans liv som det, det er: en række komiske scener. I stedet for at dyrke ham som "moderne Apostel" burde man over hans grav skrive følgende som et monument over hans forfejlede liv:
Herunder hviler Don Quixotes Genganger, Emanuel Hansted ved Navn, som var født til at være en skikkelig Kapellan men troede sig en Profet og Helgen; som derfor klædte sig udi en Kvæghyrdes Dragt og ansaa' enhver Indskydelse som en speciel Kaldelse fra Himlen; som forfuskede Alt, hvad han fik mellem Hænder, forlod sin Kone og vanrøgtede sine Børn, men som ikke desmindre indtil det sidste betragtede sig som den af Forsynet Udvalgte, der skulde berede Tusindaarsrigets Komme og forkynde Guds Dom over Menneskeslægten. (Dommens Dag s. 255f).
Hans eneste undskyldning, "Dersom Vorherre paa Dommens Dag virkelig tager imod Undskyldninger", er den, "at han er et Resultat af vor Tids usundt oppustede Følelsesliv, et Produkt af den lyriske Forraadnelsesproces, hvori den gamle Verdens Samfund for Øjeblikket er ved at gaa til Grunde." (Dommens Dag s. 256):
"Jeg véd jo nok" – sagde han – "at der skal være foregaaet et aandeligt Gennembrud i vore Dage. Jeg har hørt Tale om Gennembrudsmænd i Videnskab, Literatur og Kunst. Men det er ikke endnu lykkedes mig at faa Øje paa, hvad det egentlig er, der er bleven gennembrudt, eller hvad det er for Noget, der er brudt igennem. Jeg ser i hvert Fald stadig den samme overtroiske Forherligelse af vort abnormt udviklede Følelsesliv, den samme hysteriske Tilbedelse af Lidenskaben, Overdrivelsen, Fusentasteriet. Ja, jeg synes endog, at Usundheden paa en uhyggelig Maade har bredt sig i de senere Aar, at Lyrikens Svamp er trængt selve Folket ind til Marv og Ben. Det er vel netop ogsaa, hvad den nuværende religiøse Overspændthed – ligesom forhen den politiske – paa en saa sørgelig Maade har bevist." (Dommens Dag s. 259f).
Over for denne dom over Emanuel og hans tid opstiller pastor Petersen sit eget gammel-lutheranske livssyn. Af egen, dyrekøbt erfaring ved han, "at for os stakkels Hverdagsmennesker er der kun ét Bud, én Redning: at tro uden Betingelser, uden Tøven, uden at ville rokke ved en eneste Tøddel af Skriftens Ord." (Dommens Dag s. 262). Hans ideal af en præst bliver da den, der forstår "at lære Folk at nyde og elske Livet paa rette Maade, uden Trods og uden Frygt, taknemmelig og tilfreds, saadan som det er vor Pligt overfor den, der gav os det" (Dommens Dag s. 264f). Og han ser det som sit eget mål – over for tidens romantiske usundhed – "at bringe Folk til Bevidsthed … til fuld og klar Bevidsthed." (Dommens Dag s.267), – et mål, han over for sin næsten tavse tilhører, frk. Tønnesen, allerede synes at have nået:
Hun anede med ét, at hun var gennemskuet, og blev et øjeblik rød.
Men i sit stille Sind bejaede hun hans Ord. Hun var selv i Dag begyndt at forstaa sit Hjærte i dets Forhold til Emanuel Hansted, – forstaa den Blanding af Medfølelse, Foragt og virkelig Betagethed, som hans Personlighed bestandig havde fremkaldt hos hende. Naar hun tænkte tilbage paa deres Samliv, lige fra deres allerførste Bekendtskabs Dage i Vejlby Præstegaard, forstod hun med Rædsel, at ogsaa hun – selv hun – havde ligget under for den Afsindets Magt, den Vanvidets Fortryllelse, som Pateren nys havde talt om. (Dommens Dag s. 259).
Således fremtræder pastor Petersens morale umiddelbart før værkets afslutning. Spørgsmålet er, om denne morale også er Pontoppidans, om der er identitet mellem paterens og forfatterens billede af hovedpersonen og hans tid.
Pastor Petersen afsiger sin dom over Emanuel på moralske præmisser og gør det, fordi han identificerer hans skæbne med et punkt i sin egen udvikling. Som ung stod han selv over for valget mellem en drøm om "at blive en Profet, en Helgen, en Banebryder" og "Tanken om at være en slet og ret pastor Petersen". Hans inderste natur, "det sunde, besindige Bondeblod", valgte for ham det sværeste og det rigtigste:
Jeg véd, hvor langt mere Selvovervindelse der kræves for at bøje sig ind under den sande Kristendoms Lov, Lighedens og Broderskabets Lov: at gøre sig til ét med sine Omgivelser, – hverken større eller ringere, hverken værre eller bedre! (Dommens Dag s. 136f).
Men mellem hans dilemma og Emanuels situation er der grundliggende forskelle. Det "sunde, besindige Bondeblod" er jo netop det ene fornødne, Emanuel mangler, og som han af al magt forgæves søger at indpode i sig. Han søger præstekald på landet, taler i bøndernes forsamlingshus, gifter sig med en bondepige, pløjer og høster, men bliver dog ikke bonde. Men den helt afgørende forskel mellem de to er den, at det moralske valg, som pastoren har truffet, ikke på noget tidspunkt eksisterer som en mulighed for Emanuel. Ikke et øjeblik, selv ikke efter "Gutten"s død, anfægtes han i sin opfattelse af sig selv og sin omverden. For ham gælder det ikke, at han vælger den letteste udvej, for mistanken om at han er på gale veje, når ikke på noget tidspunkt at melde sig, før han som ved en afværgemekanisme befinder sig midt i nye illusioner.
På mange måder har Pontoppidan stillet sin hovedperson vanskeligheder i vejen: ikke alene er han en københavner i naturen, han er barn af en romantisk, sværmerisk mor og en principfast far, en kombination der fører til den "metode i galskaben", som Ragnhild omtaler. Han anbringes i en egn, hvor moderen havde sit "åndelige gennembrud" og i et miljø, hvor han bliver taget til indtægt for politiske og religiøse strømninger, som han ikke kan overskue; men væsentligst for vurderingen af Emanuel Hansted er det, at han fra Pontoppidans hånd er udstyret med denne fundamentale misvisning, der holder ham fast i hans egen illusionsverden og ikke, blot i et glimt, lader ham se omverdenen, som den er. Derfor kan der heller ikke, som pastor Petersen gør det, fældes nogen moralsk dom over Emanuel. Fra forfatterens hånd er han gjort til en absolut størrelse, ikke et menneske der ikke vil, men et der ikke kan handle anderledes, end han gør. Derfor kan der hverken propaganderes igennem ham eller imod ham, og derfor bliver hans skæbne ikke komisk, som pastor Petersen ser den, men tragisk, fordi den må udfolde sig med uafvendelig konsekvens.
Den konflikt mellem nuanceret menneskeskildring og idémæssig tendens, der kunne spores i Spøgelser og Skyer er således i Det forjættede Land blevet så påtrængende, at den lammer både mængden af tilsyneladende sideordnede problemdiskussioner og værkets overordnede idémæssige antitese. I den forstand kan fortællingen om Emanuel Hansted betragtes som mønster for flere af Henrik Pontoppidans værker fra de følgende år. Her skal sammenstødet mellem menneskeskildring og ideologi blot følges i endnu ét værk, den lille roman Nattevagt, der udsendtes i 1894 endnu inden arbejdet med Det forjættede Land var afsluttet.
7.2. Nattevagt (1894)
Det tendensproblem, der tegner sig som stadig mere påtrængende i Henrik Pontoppidans produktion fra Spøgelser over Skyer til Det forjættede Land, angribes tilsyneladende direkte som det centrale idémæssige tema i Nattevagt, 1894. Med "den røde Maler", Jørgen Hallagers, skarpe udfald mod den "rene" æstetik, "lyrismen" og den politisk uengagerede kunst og kollegaen Thorkild Drehlings forsvar for den kunstner, der tillader sig "den Visdom Ingenting at mene" (s. 142) føres de to hovedlinjer i Pontoppidans hidtidige produktion ud i deres yderste konsekvens og konfronteres i et åbent opgør uden mulighed for forsoning.
Af de to modstandere i diskussionen har ideologen og agitatoren, Jørgen Hallager, naturligt nok det mest udformede "program". Han betragter kunsten som et middel i en revolutionær kamp mod "det gamle samfunds" uretfærdigheder og akcepterer kun det som kunst, der sigter direkte mod en omvæltning af samfundsforholdene. Hans egne malerier, der vækker forargelse i 90'ernes København, er krast naturalistiske, båret af indignation over samtidens sociale forhold og betragtes af ham selv som et led i kampen for "Menneskeaandens Frigørelse". Det afgørende for kunstværkets værdi ligger for ham i dets samfundsmæssige virkning; derfor giver det ingen mening for ham at male i Rom, når hans billeder ikke kan have indflydelse på den aktuelle situation i København (s. 84), og derfor må det kunstneriske udbytte af hans bryllupsrejse til Italien blive yderst sparsomt:
Her kan man vandre gennem hundrede Sale uden at træffe paa et eneste Vidnesbyrd om de brede Lags Liv og Lidelser, om Menneskeaandens Frigørelseskamp, kort sagt om nogen af de Rørelser inden for Masserne, der har holdt Verdenshjulet i Gang og været dets egentlige Bevægkraft. Kommer det højt, præsenteres der os af det borgerlige Liv en eller anden Hyrde-Idyl eller en Værtshusscene. Forøvrig lutter Ammestueæventyr og himmelske Syner og Naturhenrykkelse og liderlige Drømmerier. Kun et Par af de allersidste kristelige Malere har i deres ubehjælpsomme Fremstillinger af Kristi Forfølgelseshistorie røbet en virkelig Indignation over Sandhedens og Retfærdighedens Tiggergang her paa Jorden, og har helliggjort Kunsten ved fuldt bevidst at anvende den agitatorisk, ganske paa samme Maade som vor egen Tids endelig frembrydende sociale Kunst. (s. 63f).
Ordene frihed og frigørelseskamp optræder på afgørende punkter i Jørgen Hallagers "politiske" monologer – og netop i forhold til disse begreber er det, hans holdning ændres i løbet af romanen, så der ud fra dette synspunkt kan lægges et afgørende skel efter dens tredje kapitel. Selv om udtrykket "Menneskeaandens Frigørelseskamp" i det ovenfor gengivne citat ikke er meget præcist, kan man vel af sammenhængen uddrage følgende om Jørgens politiske grundsyn, som det tegnes her og dermed i bogens tre første kapitler: Frigørelseskampen er massernes kamp, og det er om de brede lags liv og lidelser, kunsten skal vidne. Det drejer sig om en frigørelse fra ydre tryk, ikke om den enkeltes åndelige frihed, og netop fordi kampen er vendt mod ydre kræfter, bliver den social og politisk; det er samfundet, det er galt med.
Herom vidner da også Jørgens tale til de forsamlede "gemytlige Sælhunde" den dag, da et anarkistattentat har fundet sted i Rom. Om frigørelseskampen siger han her:
… Rejsningen af de store sociale Spørgsmaal, vor Tids politiske Agitation, Arbejderhærenes mægtige Sammenslutning – det er netop vort Aarhundredes største og stolteste Triumf, et Kæmpeværk, hvortil man fra Verdens Skabelse ikke har set Mage. Det er den endelige, sejrrige Kamp mod det Trælleaag, som Menneskeheden i Aartusinder har sukket under. (s. 115).
Nærmere kommer man vel næppe det, som Jørgen Hallager i de tre første kapitler af Nattevagt betragter som sit kunstneriske og politiske mål. Om midlerne til at nå dette mål føres imidlertid en indgående diskussion.
Selv bruger Jørgen udtrykket "… vi Socialister og Anarkister og Nihilister …" (s. 175) og sætter således socialisme og anarkisme i samme bås. Det kan overraske en nutidslæser og ville givetvis også have undret datidens anarkister ude i Europa, som betragtede socialisternes tro på den almindelige stemmeret som middel til arbejdernes frigørelse som en utopi. Men i Nattevagt ses forskellen blot som en forskel i politiske midler. Det er vold kontra ikke-vold, det drejer sig om, eller med Jørgens ord; "at smudske Manschetterne til" eller "holde Ideens Fane højt" (s. 56).
I romanens tre første kapitler undergår Jørgens holdning til det, anarkisterne kaldte "handlingens propaganda" en forandring fra betinget tilslutning til forsvar. De to faser i forløbet kan aflæses af følgende replikker:
Naturligvis er det trist med den Dynamit og de stakkels Mennesker, som bliver ødelagte. Men – hvem véd? – maaske er der i Virkeligheden ikke noget andet Middel til at skaffe sig Ørelyd med i vor Tid. […] Jeg gør mig i hvert Fald endnu Umage for at holde Idéens Fane højt, som det hedder. Man vil jo nødig smudske Manschetterne. (s. 56).
Betyder det virkelig saa stort, om et Par Menneskeliv gaar i Løbet, naar man dermed kan aabne de lukkede Øren for Millioner af Undertryktes Skrig? (s. 116).
Imellem disse to stadier ligger Jørgens møde med det romerske fattigkvarter. At hans ændrede holdning netop skyldes denne oplevelse fremgår af samtalen med Ursula umiddelbart efter hans hjemkomst:
Jeg begynder at forstaa det nu! I saadanne Pesthuler som dem, jeg har set i Dag, maa den røde Bacille have det rette Arnested […] Det er dog vist vor egentlige Ulykke derhjemme, at vi ikke har noget Proletariat. Derfor har vi heller ingen Frihed og vil rimeligvis aldrig faa den, om vi saa faar lavet nok saa mange Frihedslove paa Papiret! (s. 83).
Nej, det hjælper ikke med alle de store Talemaader om at "holde Idéens Fane højt" […] Det er Øllebrødsbarmhjertigheden, der er vor Ulykke derhjemme! Se til vore allerbrandrødeste Socialister! Det er velnærede Borgere, skikkelige Spækhøkere, der lever i den bedste Forstaaelse med de ti Bud og Balslevs Katekismus … Folk, der har Penge i Sparekassen, og som straks besvimer af moralsk Hjærtekvababbelse, naar en forstyrret Typograf skyder en Knap af en Ministers Overfrakke! Uf! De bliver mig mere og mere modbydelige den Slags Per Nittengryn, som gaar og vil revolutionere en detail, Filistersjæle, der i Grunden er rigtig vel fornøjet med Tilværelsen men har en eller anden lille oppositionel Kæphest at ride paa, enten det nu er Arbejdersag eller Kvindefrigørelse eller Republik eller saadan noget Vaas. Som om det battede at klippe et Par Kviste, naar Træet er blomraaddent ned til Roden! (s. 86f).
Når der her er citeret så udførligt, skyldes det, at Jørgen i denne replik ligesom samler alle sine argumenter og al sin modstand mod de hjemlige politiske forhold. Stillet over for det italienske proletariat kan han tro på, at kampen virkelig vil lykkes der, at den ny dag vil komme og knuse Italiens "Afgudsbilleder til Støv" (s. 137). Men for danskerne er der ikke meget håb. For det første mangler Danmark det proletariat, der for ham står som garanten for et folks virkelige frihed, (i parentes bemærket stemmer dette ikke godt med tanken om, at sociale reformer skal være et middel i "frigørelseskampen"). For det andet er selv de mest yderliggående danske socialister "filistersjæle", gennemsyret af den borgerlige moral – her repræsenteret ved Balslevs katekismus. Det, der mangler i Danmark, er politisk konsekvens og radikalisme i ordets oprindelige betydning. Der er, med et andet citat, "ikke spor af Rygrad, bare Brusk og retorisk Sprællen og lyrisk Savl." (s. 16).
En opsummering af Jørgens politiske grundsyn, som det tegner sig i romanens tre første kapitler, vil altså komme til at se således ud: målet er "Menneskeaandens Frigørelse", midlerne agitation, arbejdernes sammenslutning og den totale krig mod det bestående samfund ("Træet er blomraaddent ned til Roden"). Men mulighederne for, at denne kamp skal lykkes, er små for de pæne danskere, der ikke engang kan tåle, at "en forstyrret Typograf skyder en Knap af en Ministers Overfrakke." (Jfr. attentatet mod Estrup 1885).
For Hallager som for den ideologiske Pontoppidan gælder det således om at påvirke modtageren, publikum, til en bestemt mening om samfundsmæssige problemer, og Jørgen Hallagers politiske og kunstneriske grundsyn falder på væsentlige områder sammen med den forfatterholdning, der prægede den programmatiske linje i Henrik Pontoppidans forfatterskab. Over for denne sammenfaldende opfattelse af politik og kunst står i Nattevagt Thorkild Drehlings. Drehling har som ganske ung sluttet sig til Jørgen og hans kreds, har "lidt efter lidt optaget alle hans Meninger baade om Kunst og Politik og i det hele sluttet sig til ham med den blinde Underkastelse, som Jørgen fordrede af sine Venner." (s. 40). Men med sin ulykkelige forelskelse i Ursula Branth og sit derpå følgende ophold i Italien er hans holdning til Hallager slået om. Han forstår ikke længere
At han virkelig havde været med i denne vanvittige Jagt efter det Fantom, der kaldtes Menneskenes Frihed! Som om der kunde tænkes Frihed for Mennesket, der til Verdens sidste Dage vilde vedblive at være sine egne Lidenskabers Slave; der fra Vuggen til Graven trællede under sine Luners, sin Ærgerrigheds, sin Bryndes, sin Egenkærligheds haarde Aag! Som om der var den Lovparagraf, der kunde skænke Lægedom for forsmaaet Kærligheds Kvaler, for det ensomme Hjærtes Angst, det saarede Hjærtes tavse Kummer? (s. 122f).
I det centralt placerede opgør mellem de to tidligere venner formulerer han sin holdning til kunstnerens opgave og til Hallagers idéer om kunst og politik:
I vore Dage, da enhver Søren Nielsen fra Smørumovre har en fiks og færdig Mening, en grundmuret Anskuelse om alle Ting mellem Himmel og Jord, kan vi Andre vistnok tillade os den Visdom Ingenting at mene. Det turde vel i det hele være udviklede Menneskers Forret at kunne nøjes med i Beskedenhed at iagttage Livet, anstille Betragtninger over det, i det højeste dunkelt at ane dets Hensigt og Maal! (s. 142f).
Bag vennernes konflikt om kunstens opgave ligger hele modsatte værdisystemer, som det fremgår, da diskussionen nærmer sig emnet for samtalen mellem greven og Agnete i Spøgelser: forholdet mellem den materielle og den åndelige fattigdom. Drehling hævder, at han selv "og saa mange i vore Dage – i høj Grad har overvurderet baade Fattigdommens Byrde og det Gode, som den saakaldte Frihed vil kunne forskaffe Menneskeheden" (s. 146) og sætter betydningen af den enkeltes åndelige, individuelle lykke op mod den politiske frihed fra ydre tryk, som Jørgen Hallager kæmper for:
Se dig dog om! … Gaa ned ad en Gade og betragt de Ansigter, du dér møder. For hvert ét, der er mærket af Næringssorg, Tvang eller anden ydre Vold, vil du finde ti, ja tyve, hvori du kan læse som i en aaben Bog om den tusindartede indre Kummer, der hærger Menneskene, uden Hensyn til Rang og Stand, ja som maaske føles allerstærkest af dem, hvem Livet tilsyneladende har været mest gavmild imod … Kærlighedssorger, Forældrebekymringer, Ensomhedsfølelse, Livslede, Frygten for Døden, Frygten for Livet … hvad véd jeg! (s. 147).
Men på dette tidspunkt er enhver forståelse mellem de tidligere venner umulig. Jørgen kan hverken akceptere eller forstå Thorkilds tankegang og afskriver ham som hysterisk, sygelig:
Sludder! Dersom det, du dér nævner, ikke skyldes Skæbnens uafvendelige Slag som et aandeligt sundt Menneske altid hurtigt rejser sig efter, saa er det bare forkvaklede Naturers hysteriske Lamenteren. … Misfosterfølelser, som jeg ikke har Spor af Medlidenhed med. Et frit og sundt Menneske har ingen anden alvorlig Bekymring end for sin Frihed og for sin Sundhed. Frihedstrangen, Selvopholdelsesdriften – det er Menneskets Urfølelse, det er Sjælens Rygmarv; det er den – og den alene – hvorpaa Liv og Død beroer. (s. 147f).
Som det ses af opgøret mellem Jørgen Hallager og Thorkild Drehling, er diskussionen fra Spøgelser her taget op som egentlig kunstnerproblematik. Med nogen tillempning kan parterne i diskussionen ses som repræsentanter for de to hovedlinjer i Pontoppidans tidligere forfatterskab, og spørgsmålet må da blive, om der i Nattevagt tages direkte stilling til konflikten og dermed til det tendensproblem, der har vist sig som stadig mere påtrængende i Pontoppidans digtning. De kontrasterende meninger om kunst, politik og værdien af menneskelig "frihed" er i det foregående skilt ud fra romanens psykologiske sammenhæng; her skal det undersøges, om diskussionen i Nattevagt – som i Spøgelser – undermineres og udhules gennem den persontegning, der ledsager den, eller om romanens episke forløb – som i Sandinge Menighed – tværtimod fører frem mod et "bevis" for en af parternes synspunkter.
Som Jørgen Hallager skildres i Nattevagts tre første kapitler, er to forhold fundamentale for hans oplevelse af omverdenen: han kan kun opleve sine omgivelser i forhold til sin politiske-kunstneriske ideologi, og han kender kun to kategorier af mennesker, dem der er med, og dem der er mod. Denne politiserede oplevelsesmåde er karakteristisk for Jørgen Hallagers forhold til alle de personer, han kommer i kontakt med fra etatsråd Branth og skandinaverne i Rom til de hjemlige kunstnere og politikere; men tydeligst og mest afgørende for ham selv viser den sig i forholdet til Ursula, som danner grundlaget for romanens tre første kapitler fra ægteskabets begyndelse til Ursulas død.
Forholdet mellem den politisk radikale maler, der vækker forargelse i det borgerlige København, og etatsrådsdatteren Ursula Branth repræsenterer på alle måder et miljømæssigt sammenstød. Den smukke, sarte Ursula Branth er
[…] eneste Barn af Etatsraaden Branth, den bekendte Kunstliebhaver, en af den københavnske Konservatismes Bedstemænd, ja efter en udbredt Mening selve Ministeriets fortrolige Raadgiver angaaende alt, hvad der vedrørte Teater, Literatur og de skønne Kunster. (s. 4).
Hendes miljø repræsenterer for Jørgen alt det, han kæmper imod: konservatisme inden for det politiske liv, idealisering og fastholden af en ældre tids traditioner inden for kunsten, kort sagt, hele det samfundsbevarende, nationalliberale dannelsesideal. Han har da også fra forholdets begyndelse betragtet forbindelsen som en art politisk sejr:
Hvad havde Forholdet til Ursula oprindelig betydet for ham? En Sansernes Adspredelse, en Tilfredsstillelse af hans Forfængelighed, et Bytte fra hans Fjender. (s. 136).
Denne kampstilling bliver bestemmende for forholdets art og forløb. Fra ægteskabets første dag vil Jørgen forvandle sin erobring fra en ydre sejr til en indre og betragter rollerne i forholdet som givne: hans som opdragerens, hendes som barnets. Hans mål er at gøre sin kone til "et fornuftigt Menneske", at få hende til at "vaagne til Selvbevidsthed" – og det vil for Jørgen først og fremmest sige, at hun skal løsrive sig fra sit miljø og erkende dets sande natur:
Det er virkelig snart paa Tiden, at du faar Øjnene op for, hvad det er for Folk, du er vokset op imellem. Sandheden skal høres, om den saa sprænger Trommehinderne! Ærkekæltringer er det, Tyveknægte, infame Hyklere, der under Paaskud af at værge Lov og Orden holder Folket i Søvn for at kunne bestjæle det des grundigere. (s. 24).
Men ligesom Jørgen har klart definerede planer for Ursulas udvikling og "opdragelse", kæmper hun på sin side for at forandre ham og forløse hans "sande natur". "Det er jo ikke sagt, at han altid vil blive ved at være saadan" siger hun i en samtale med Drehling (s. 53) og mener, at hun i alliance med skønheden i den italienske natur vil kunne få bugt med sin mands "mørke og bitre Syn paa Livet" og forløse den store, originale kunstner i ham:
"Tænk paa Dem selv, Drehling! Er De egentlig ikke bleven en anden, siden De kom bort fra Deres mange Venner og de evige Stridigheder derhjemme?"
"De mener altsaa," stammede Thorkild undvigende og blev rød, "De mener, at Jørgens forandrede Livsforhold … at Opholdet her i Italien –"
"Det mener De vist i Grunden ogsaa selv," sagde hun og saa' nu hen paa ham med et fast, meget sigende Blik, der fik ham til at slaa Øjet ned. (s. 53).
Jørgen og Ursula har altså ganske bestemte, modsatrettede planer med hinanden, og deres mål er lige så uforenelige som Bakunins anarkisme og Balslevs katekismus. Begge kæmper de mere eller mindre åbenlyst for at forme modparten efter deres eget ideal, og denne stadige kampsituation fører da også frem til deres første åbne konflikt. Da Jørgen første gang er gået ud for at male i Rom, føler Ursula sig overbevist om, at hun nu er på vej til at nå sit mål. I tankerne trøster hun allerede sin far for alle de bekymringer og ængstelser, han har haft for hendes skyld og stiller forventninger til resultatet af Jørgens kunstneriske møde med Rom, der ville være en Michelangelo værdige:
[…] noget stort, noget ualmindeligt maatte det være for at betage ham, der selv var saa stor og ualmindelig i alt, saa vældig i alle sine Lidenskaber – O, du min stærke, vilde Ørn! Hvor mægtig, hvor stolt din Flugt vil blive, naar du ret faar Luft under dine Vinger! Hvor højt, højt, højt vil du ikke stige over alle de smaa nette Gærdesmutter og Graaspurve derhjemme, der pænt holder sig til Hustagene og de lune Møddinger! (s. 78).
Men Jørgen vender hjem med tomt Lærred. I stedet for Palatinerhøjen, "de øde Levninger af Guds Værksted" (s. 78), har han oplevet fattigkvarteret, "det eneste virkelige lærerige, der findes her i Rom" (s. 82). I stedet for et kunstnerisk gennembrud får Ursula Jørgens opfattelse af frihed, proletariat og danske socialister og i stedet for en skandinavisk udflugt til Ponte Molle får hun hans beske kommentarer til nyhederne i de danske aviser:
Det er ogsaa en Virkning af Øllebrødet derhjemme, at man betragter Uddelingen af et Stipendium som en Barmhjærtighedsgærning – en Erstatning til dem, hvem Naturen har nægtet Talent. (s. 91).
Først da slår Ursulas skuffelse åbent ud:
Ja, saadan siger man vel, naar man ikke selv har noget. (s. 92).
At dette udbrud skyldes Ursulas skuffede forventninger til Jørgens "udvikling" står på dette tidspunkt klart for læseren. Hendes tro på, at hendes kærlighed og opholdet i nye, smukkere omgivelser vil forandre Jørgen, har fået det første alvorlige knæk. Hun føler sig såret og slår igen. Men for Jørgen kan Ursulas reaktion kun have én grund:
Han forstod godt, hvor haard en Kamp hun maatte stride i denne Tid, da hendes kuldskære Sjæl for Alvor var begyndt at vaagne til Selvbevidsthed under sine tunge, lune Drømmedyner. Han vilde for alting ikke skræmme hende. Hun skulde have Tid og Ro til at hærde sig i den nye Dags Morgenluft og komme til fuld Klarhed over sig selv og Tidens ubønhørlige Krav. (s. 92).
Og da hun et øjeblik senere er nær ved at besvime, fortolker Jørgen også dette efter sit ideologiske mønster:
Det kommer der ud af det dumme Maaneskinssværmeri. Du formelig ryster over hele Legemet. Det er dog virkelig for galt! … Kan du dog aldrig blive færdig med det Narreværk. Kan du dog ikke selv se, hvor uværdigt det er for dig? … (s. 94).
For Ursula kommer denne første åbne konflikt til at betyde, at hun mister én illusion om sin mand, nemlig den at hun og Rom vil kunne kalde "den sande natur" frem i ham. For Jørgen derimod bliver konflikten en bekræftelse på, at "hendes kuldskære Sjæl […] var begyndt at vaagne til Selvbevidsthed" – hans illusion er styrket. Ursulas usædvanligt heftige udbrud kan Jørgen kun opleve i forhold til sin politisk-kunstneriske kampstilling, han tror, at det drejer sig om en konflikt mellem realisme og fornuft på den ene side og "Narreværk" på den anden, og opdager ikke, at de stridende parter er ham selv og Ursula. At Jørgen er bundet til en sådan "politisk" oplevelsesmåde demonstreres stadig tydeligere i skildringen af forholdets videre forløb.
Efter nogle måneders ophold i Italien er Jørgen blevet
[…] præcis lige saa forhadt af den lille Koloni her i Rom som af det store Publikum i Hjemmet. Den kolde Haan, han ved alle Lejligheder havde lagt for Dagen, og ikke mindst hans Opførsel over for den gamle Svigerfader […] havde lige fra Begyndelsen ophidset Stemningen imod ham. (s. 104f).
Med sit forsvar for nogle anarkister, der har udført et dynamitattentat i Rom, afbryder han definitivt forbindelsen til de øvrige skandinaver og dermed til Ursulas oprindelige miljø. Mellem ham og Ursula er der nu kold krig:
Med Ursula havde han ikke vekslet et Ord siden den foregaaende Aften. Paa Hjemvejen fra Signor Francesco havde han forsøgt at anslaa en munter, overgiven Tone, men hun havde ikke villet svare ham, og de havde da tiet begge. I Nattens Løb var han flere Gange vaagnet ved at høre hende hulke i sin Hovedpude, men saa snart hun havde mærket, at han var vaagen, havde hun bekæmpet Graaden og ligget ganske stille. (s. 124f).
Også Ursulas tavshed og undertrykte gråd bliver imidlertid for Jørgen et tegn på, at "frigørelseskampen" er i fuld gang:
Hun var aabenbart nu kommen til det kritiske Punkt. Snart var Kampen udstridt, og hun vilde blive stærk og fri! (s. 125).
Men da han til sidst dikterer hjemrejse som middel mod hendes "misfornøjelse" vender Ursula sig imod ham i åbent oprør:
Gør hvad du vil, … Men jeg rejser ikke. (s. 129). Hvorfor slaar du mig ikke? Du er jo den raa Krafts Talsmand! Du er jo Mordernes Forsvarer! Hvorfor dræber du mig ikke? Det vilde vække Opsigt! Det vilde aabne Øjnene for de undertryktes Jammer! (s. 130).
Hverken mislykkede oprørsforsøg, gråd, tavshed eller åbent oprør formår imidlertid at trænge igennem Jørgens ideologiske opfattelse af Ursula. Han kender stadig kun én forklaring, og da han står over for Thorkild Drehlings nyromantiske malerier, falder brikkerne på plads i det vante mønster:
Nu forstod han Alt! Denne lumre Luftning fra Fantasteriets nygødede Agre havde straks gjort hende ør og vild! … Videre var hun altså ikke kommen! Stærkere var hun altså ikke bleven trods Kamp og Fortvivlen og Nætters bitre Graad! (s. 135).
Først da det private opgør er blevet ideologiseret, kan Jørgen tage stilling til det og vurdere det. Resultatet bliver tvivl om, at "frigørelsen" overhovedet kan lykkes, og dermed falder grundlaget for deres forhold bort for ham:
Vilde da Menneskene til evig Tid lade sig bedrage? Vilde man dog aldrig holde op at tro paa den Løgn om Kærlighedens Magt til at knytte Sjælene til hinanden? Kærlighedens Magt? Jo vist! … Nej, fælles Had! Det bandt sammen! (s. 136).
Med Ursulas "frigjorthed" står og falder Jørgens forhold til hende. Det, han har knyttet sig til, er en fremtidsvision, billedet af den "stærke og frie" Ursula, og da billedet begynder at gå i stykker, findes der ikke noget bag det. Men hans egen konklusion er en anden; kærlighedens magt er for svag.
Den kamp, der førtes fra begge sider er således endt med et dobbelt nederlag, og læseren møder ikke mere Jørgen Hallager i rollen som opdrager. For ham er et virkeligt fællesskab nu en umulighed:
Saa maatte han atter kæmpe Tilværelsens Kamp ensom og i Mørket. (s. 136).
Ursulas reaktion på nederlaget er en anden. Bag det idealbillede af Jørgen, som nu er gået i stykker for hende, ligger ønsket om fællesskab på trods af alt. Hendes eneste mulighed er da på dette tidspunkt den totale overgivelse:
Her er jeg! – Nu er jeg helt din! Fri, stærk og glad! Kom, kom – min Ven, min Elskede! Nu skal vort Liv begynde! – Nu kan vi følges! … Fra Dør til Dør vil vi gaa … hos fattige og hos dem, der lider Nød … Haand i Haand, du og jeg … kom! (s. 161).
Ursulas pludselige kapitulation er ikke af ideologisk, men af erotisk art. Hun vil ikke tilslutte sig noget program, men slutte sig til Jørgen, og også på denne totale overgivelse reagerer han "politisk":
"Ti stille!" tordnede han af al sin Kraft og knyttede Hænderne imod hende. "Er du da saa forkvaklet … saa rent forgiftet, at du … For alle Djævle! Skal du da straks overstinke Alting med den forbandede – –" (s. 161)
Nogle timer senere dør Ursula. Jørgen sidder tilbage:
Han forstod ingen Ting. Fortumlet, bedøvet søgte han forgæves at udgrunde den Gaade, det Altsammen var ham. (s. 164).
Ved Ursulas død svigter hans fortolkningsmekanisme ham for første gang; men det er kun dette ene glimt, læseren får af den rådvilde Jørgen. Et par år senere ses han igen i København (kapitel 4) ved festlighederne i anledning af kongeparrets guldbryllup. Han har nu genoptaget forholdet til sin gamle kæreste, "Nalle", og rådvildheden er blevet afløst af et nyt fortolkningsapparat, en ændret kampstilling:
Det ser jeg for hver Dag tydeligere, at det ikke er Friheden, der kan hjælpe os; det er ikke Samfundet, det er galt fat med. Det er os selv, … det er Mennesket, som der er gaaet Lyrik i […] Det er hverken nye Love, vi trænger til, eller ny Retfærdighed eller nye Verdensdele med nye Hjælpekilder, som man snakker saa meget om i den senere Tid. Hvad det gælder om, er at opdage et nyt Amerika i Mennesket selv, saadan en ukultiveret Plet, uden Fortid, uden Erindring, uden nogen Renaissance eller anden Efterladenskab fra gamle Tider, hvor Svampen kan faa Næring og Trivsel, – forstaar du? (s. 175f).
Forbindelsen til Jørgens tidligere politiske idéer er nu helt kappet over. Før var det det gamle samfund, det var galt med, og kampen for "frigørelsen" måtte derfor kanaliseres politisk, nu er det selve mennesket, der er "gaaet Lyrik i", det drejer sig ikke længere om masserne, men om menneskeheden, og målet er ikke længere en samfundsomvæltning, men en indre revolution af den enkelte, opdagelsen af "det nye Amerika".
Mellem den holdning, der var Jørgens i romanens tre første kapitler, og den, han udtrykker her i dens sidste, ligger to begivenheder: Ursulas død og en ændring af den politiske situation i Danmark:
Den lange Forfatningskamp i Danmark led omsider mod sin Afslutning. Vel var de stridende Parter endnu under Vaaben; men – trættet af Kampen – ønskede Mange paa begge Sider en Udjævning af Striden, en Forsoning. Særlig røbede Folkepartiet, der havde ligget under i dette aarelange Livtag, en stedse større Tilbøjelighed til at indgaa paa Forlig ved en "frivillig" Anerkendelse af status quo, og det betragtedes af Alle blot som et Tids- eller Etikettespørgsmaal, hvornaar den endelige Underkastelse skulde finde Sted. (s. 167).
Jørgens nye "program" fremsættes som en direkte kommentar til den almindelige forsoningsvilje, der udløses ved kongeparrets guldbryllup og til "Nalle"s betagelse af festlighederne omkring det; og det kunne være fristende at søge forklaringen på hans politiske omsving i den hjemlige politiske situation. Alligevel forekommer en sådan fortolkning ikke tilfredsstillende. Jørgens syn på danskernes revolutionære sindelag har jo været yderst pessimistisk, også før "Det forhandlende Venstre" opstod, og det virker ikke overbevisende, at forhandlingsviljen hos Venstre og demonstrationen af royalisme i befolkningen skulle have brudt op i hans tidligere forestillingsverden. Jørgens angreb på "lyrikken", hans søgen efter en ny mennesketype "uden Fortid, uden Erindring, uden nogen Renaissance eller anden Efterladenskab fra gamle Tider" kan da også snarere opfattes som det ideologiske resultat af hans liv med Ursula. Hvad Jørgen nu ser som det største onde er ikke længere tvang, fattigdom og ydre tryk, men netop den forestillingsverden han med alle midler bekæmpede hos hende: "lyrikken", "narreværket", "ufornuften". Hvis denne opfattelse af Jørgens politiske omsving er rigtig, har han igen foretaget en ideologisk manipulation: perspektivet er blevet forskubbet fra det nære og konkrete, Jørgen og Ursula, til det fjerne og abstrakte: "det er Mennesket, som der er gaaet Lyrik i." Hvad der romanen igennem er blevet demonstreret om Jørgens oplevelse af omverdenen føres da her ud i den yderste konsekvens: hele ægteskabets historie, Ursulas oprørsforsøg og død har ikke bragt Jørgen nogen personlig erfaring, men et nyt politisk "program", hvis mål (det nye menneske) ligger fjernere end nogen sinde. Som hans forhold til Thorkild, etatsråden og de hjemlige kunstnere er også forholdet til hende blevet kanaliseret politisk, før det opleves og vurderes, og denne "politisering" ligger da som det konstante psykologiske træk bag Jørgens ideologiske omskiftelser lige til det sidste. Ved romanens slutning er han fjernet helt fra den nære virkelighed, der omgiver ham: sin søn, "Rekrutten", vil han på en gang udstyre med generationers hukommelse for social uretfærdighed og gøre til et stykke af "det nye Amerika", til "Nalle", der dårligt kender ordet lyrik, holder han taler om "Lyrikkens Svamp", og for Madam Hansen på Vesterbro refererer han til advokat Hoskjærs tale til de forsamlede skandinaver i Rom, som om hun personligt havde overværet den.
Madam Hansen, der havde staaet og set paa ham med en Blanding af Medynk og Forbitrelse, værdigede ham ikke et Svar. Det var jo en fastslaaet Kendsgerning, at Hallager havde alle Skruer løse. (s. 182).
Hvad der galdt for Agnete i Spøgelser og for Emanuel Hansted i Det forjættede Land gælder da også for Jørgen Hallager: tilliden til de meninger, han fremsætter, undermineres gennem den psykologiske skildring af den, der fremsætter dem. Hverken gennem Agnete, Emanuel eller Jørgen kan der propaganderes; spørgsmålet bliver da, om Pontoppidan i Nattevagt som Thorkild Drehling tillader sig "den Visdom Ingenting at mene", og om Drehlings ord om kunstens emne og mål i det hele taget kan tages som udtryk for romanens samlede forfatterholdning.
Over for Jørgen Hallager opstilles Thorkild Drehling ikke blot som den idémæssige, men også som den psykologiske modsætning, og hvor skildringen af Jørgens oplevelse af omverdenen mindskede tilliden til hans meninger, får Thorkilds fortolkning af romanens begivenheder forfatterens bekræftelse. Som den eneste forstår han, hvad der ligger bag Ursulas forhold til Jørgen, og som den eneste forudser han på et tidligt tidspunkt forholdets tragiske forløb:
Dette var altsaa hendes lønlige Haab! Dette var den Drøm, som Kærligheden havde indblæst hende […] Hun drømte om at blive Jørgens forløsende Engel, hans Beatrice, hans Laura! – – (s. 54).
Men selv om Thorkilds meninger ikke modarbejdes gennem skildringen af hans person, bliver det dog vanskeligt for læseren at tage også hans kunstneriske "program" som udtryk for værkets morale. Havde romanen kun bestået af de tre første kapitler (Jørgens ophold i Rom frem til Ursulas død) ville den have rummet præcis det samme tendensproblem, som lammede diskussionen i Det forjættede Land – og kun det. Men med Nattevagts fjerde og sidste kapitel, skildringen af den politiske situation i Danmark og Jørgens nye "program", bliver romanens forhold til tendensproblematikken endnu mere kompliceret end de tidligere værkers. Efter de tre første kapitlers underminering af Jørgen Hallagers politiske monologer fremsætter Pontoppidan her, for egen regning, synspunkter, der ligger i direkte forlængelse af hovedpersonens og i beskrivelsen af "Folkepartiet" og af den almindelige "Tak og Hyldest" til majestæterne er der i høj grad tale om de "Ideer og Anskuelser", som efter Drehlings mening lå uden for kunstens område. Da Nattevagt udkom, tre måneder efter forliget, må denne beskrivelse have været en drøj mundfuld for tilhængere af "Det forhandlende Venstre". Det ventede forlig betragtes ikke som et resultat af en politisk beslutning, men vurderes slet og ret som nederlag, underkastelse. Hermed placerer Pontoppidan sig midt i den aktuelle strid, og hans stillingtagen til den seneste politiske udvikling er klart imod forliget. I beskrivelsen af københavnernes begejstring for det kongelige guldbrudepar placeres ansvaret for nederlaget:
Da hændte det, at det gamle Kongepar fejrede sit Guldbryllup, og med Iver greb Befolkningen denne Lejlighed for i Enighed at kunne bringe Majestæterne sin Tak og Hyldest. Fra alle Landets Dele og fra alle Folkets Lag samlede Deputationer og Udsendinge sig som en Æresvagt om Tronens Fod. Den private Familiefest voksede ganske af sig selv, uden ydre Paaskyndelse, til en Begivenhed af historisk Betydning og blev en Slags Forsmag paa den store Forsoningsfest, man i Hjærtet længtes efter. […] I henved en Uge nød den danske Hovedstad Æren af en Verdensstads Rang og Ry. Men aldrig havde den vel heller udfoldet en Pragt som i disse Løvspringsdage i Maj. Det var en Æventyr-By, bygget af Blomster og Flag. Og Vorherre selv sendte sin Sol til Højtiden og lod sin Torden salutere i det Fjerne. Fanetog og Folkefester vekslede med Illumination og Fyrværkeri […] Der genfødtes i disse Dage i saa mangt et bekymret Sind en Fællesskabsfølelse, en Fædrelandsstolthed, en begejstret Tro paa Fremtiden, der mindede om Landets store Sejrs- eller Trængselstider. Selv de oprindeligt lunkne, ja selv de modvillige og ligefrem modstridende blev uvilkaarlig revet med af Festtummelen. Efter saa lange Tiders oprivende Tvedragt følte man sig paany som broderligt samhørende, som et sluttet Folk, som Nation. (s. 167f).
Hvad der har fået selv de mest modvillige til at glemme gamle idealer og gammel kampvilje er da: udsmykningen, illuminationen, festtummelen, eller med Jørgens ord; "lyrikken", og beskrivelsen af den almindelige forsoningsvilje kunne da også tjene som Pontoppidans demonstration af sandheden i en Jørgen Hallager-replik: "Det er vor Ulykke! Ikke Spor af Rygrad, bare Brusk og retorisk Sprællen og lyrisk Savl –" (s. 16).
Kan der ikke propaganderes igennem Jørgen Hallager, kan der således propaganderes udenom ham, og med Pontoppidans direkte stillingtagen til den hjemlige politik tegner der sig et treleddet mønster for forfatterholdningen i Nattevagt. På værkets overflade fremstilles i lange monologer Jørgens revolutionære "program", på dets dybere, psykologiske plan svækkes læserens tillid til hans meninger og person, og endelig tilslutter forfatteren sig på romanens sidste sider en del af sin hovedpersons politiske meninger direkte.
Muligvis kan man i et forsøg på at fastlægge Pontoppidans holdning til værkets idédebat ikke komme længere end til denne konstatering af romanens indre modsigelse, dens akutte tendensproblem. I det følgende skal det dog kort undersøges, om det lader sig gøre at finde et overordnende synspunkt for zig-zagbevægelsen i romanens forfatterholdning.
Efter Jørgens egen opfattelse har én bestemt oplevelse haft betydning for hele hans meningsdannelse: oplevelsen af, hvordan hans far ved intriger blev fjernet fra sit embede og sat i fængsel, fordi han kæmpede for de fattige mod de "stores" korruption:
Midt i en Skoletime blev Fa'er arresteret; og da han ikke staks godvillig vilde følge, blev der for alle Skolebørnenes Øjne lagt Haandjærn paa ham, og saadan blev han ført bort. […] Fa'er havde hellere hugget alle ti Fingre af sig, end forurettet et Menneske for en eneste Skilling. Det var netop hans strenge Retskaffenhed, som Skurkene ikke kunde tilgive ham. Den brød jo Traditionen; derfor var han en "Oprører"! […] Den Nat, mens jeg laa vaagen og ikke kunde falde i Søvn, gjorde jeg mig selv et Løfte … som jeg troer, jeg har holdt. (s. 155f).
Historien om sin far fortæller Jørgen som svar på Ursulas spørgsmål, om der aldrig "var et bestemt øjeblik, – hvor du kunde mærke, at du fik det Syn paa Livet, som du nu har?" (s. 153). Historiens ydre forløb bekræftes i store træk i en samtale mellem Thorkild Drehling og etatsråd Branth (s. 119), og selv om den ikke forklarer Jørgens monomani, hans konstante "politisering", lægges dog her en del af ansvaret for hans tragedie ud i netop de ydre forhold, som han kæmper for at forbedre. For en mand, der som Jørgens far "ikke kunde tie, naar der skete ham selv eller Andre Uret" (s. 155), har der været noget at gøre oprør imod, og for sønnen har der været de gunstigste muligheder for at reagere og stivne i reaktionen.
Muligvis kan Pontoppidans tilsyneladende omsving i romanens sidste kapitel forstås i denne sammenhæng. Af karakteristikken af den hjemlige politiske situation fremgår det, at intet er forandret efter den mangeårige forfatningskamp, og at samfundsforholdene følgelig er præcis de samme som dem, der har båret en del af ansvaret for Jørgen Hallagers skæbne. Folkets begejstring ved guldbrylluppet, den politiske kampvilje, der smelter bort under fyrværkeri og illumination, folkepartiets "underkastelse", alt bliver en bekræftelse på, at intet er forandret, og at maskinen kan køre videre: Der vil stadig findes tilstrækkelig ydre modstand til at skabe en ny Jørgen Hallager, og "lyrikken" vil stadig have magt til at frembringe "forløsende Engle" som Ursula Branth. Således kan romanen til sidst køre i ring, og redningen blive absurd – "et nyt Amerika".
Dette forsøg på at finde et overordnende synspunkt for Pontoppidans holdning til diskussionen i Nattevagt er imidlertid, efter mit skøn, langt fra tilfredsstillende. Først og fremmest forekommer det vanskeligt for læseren at placere ansvaret for en så dybtgående og så konstant ensidighed i oplevelsen af omverdenen som Jørgens i ydre, politiske forhold.
Det er da også muligt, at en analyse af forfatterholdningen i Nattevagt ikke kan føres frem til et overordnende synspunkt. Romanens forhold til det tendensproblem, der diskuteres mellem Thorkild og Jørgen er under alle omstændigheder langt mere kompliceret end det var tilfældet både i Pontoppidans tidligere værker og i Det forjættede Land. Tilsyneladende fremtræder konflikten mellem den psykologiske og den programmatiske linje i forfatterskabet lige så uafklaret i Nattevagt som den diskussion mellem de to kunstnere, der i romanen afsluttes med et åbent opgør uden mulighed for forsoning.
Sammenfatning
I Henrik Pontoppidans forfatterskab til og med Det forjættede Land er to hovedlinjer blevet fulgt i denne undersøgelse, fra de ved forfatterskabets begyndelse fremtræder som "rene", til de op igennem perioden kommer i stadig større indbyrdes konflikt og til sidst i Nattevagt konfronteres i et åbent, uafklaret opgør. De to hovedlinjer, som her er blevet kaldt henholdsvis den programmatiske og den psykologiske og konflikten mellem dem, som jeg har kaldt tendensproblemet kan kort karakteriseres således:
I "rene" programmatiske værker som f.eks. Sandinge Menighed (1883), Landsbybilleder (1883) og Fra Hytterne (1887) bruges digtningen som våben i en politisk og åndspolitisk kamp, et middel til at påvirke læseren til bestemte meninger om aktuelle, afgrænsede samfundsproblemer eller åndelige strømninger. Værkernes overordnede politiske mål afspejles i komposition og persontegning; ofte stilles modsatte holdninger i skarp kontrast til hinanden, og gennem hovedpersonernes skæbne føres der "bevis" for den ene eller anden menings gyldighed. Personerne ses udelukkende i relation til den sag, der diskuteres, og fremtræder som éndimensionale repræsentanter for holdninger eller for samfundsgrupper. De er personifikationer snarere end personer og må være det, fordi deres skæbne skal omfatte manges og tjene som "bevis" for de meninger, der skal fremmes, eller som anklage mod de holdninger, som skal angribes.
Som repræsentant for den "rene" psykologiske linje i forfatterskabet, som senere videreførtes med bl.a. Minder (1893), Borgmester Hoeck og Hustru (1905) og "Den kongelige Gæst" (1908), står Ung Elskov (1885) isoleret i Pontoppidans tidligste produktion. Hvor de tidlige tendensværker har karakter af "lærestykker", kan der af Ung Elskov ikke uddrages nogen morale med politisk perspektiv. Diskussionen af aktuelle samfundsspørgsmål er her afløst af en detaljeret psykologisk fremstilling af hovedpersonen Martha, som gennem sit miljø og sin herkomst fra forfatterens side er gjort til ener, uden evne til at repræsentere bestemte holdninger eller grupper i samfundet. Af Marthas kærlighedshistorie bliver ikke uddraget nogen alment gyldig sandhed, Pontoppidan følger hendes vekslende fortolkninger af sin egen situation som fremviser, hverken som forsvarer eller anklager.
I en tredje række af værker føres de to holdninger og fortællemåder stadig tættere sammen og i Spøgelser (1888), Skyer (1890), Det forjættede Land (1891-95) og Nattevagt (1894) fremtræder konflikten mellem dem, tendensproblemet, som stadig mere påtrængende. I Spøgelser, Det forjættede Land og Nattevagt forenes i samme værk en omfattende debat af aktuelle åndelige og politiske bevægelser med en indgående psykologisk skildring af de diskuterende, en kombination der i Pontoppidans produktion bliver særlig problemfyldt, fordi det individuelle i stadig højere grad fremtræder som en begrænsning i personernes evne til at opleve omverdenen "sandt" og drage "objektivt" gyldige erfaringer af deres oplevelser. Herved bliver hovedpersoner som Agnete i Spøgelser, Emanuel Hansted i Det forjættede Land og Jørgen Hallager i Nattevagt uanvendelige som talerør for forfatteren. Den idémæssige diskussion af aktuelle samfundsspørgsmål, som føres med stor intensitet i disse værker, undermineres af den psykologiske skildring af de diskuterende, og personernes skæbne kan ikke tjene som forsvar for eller anklage mod deres meninger, kan ikke vise ud over den enkelte mod et ideologisk perspektiv.
Denne konflikt mellem værkernes ideologiske og psykologiske planer er efter mit skøn den fortælletekniske baggrund for den "tvesynsdebat", som bl.a. har været ført omkring Spøgelser, Skyer, Det forjættede Land og Nattevagt. Det kan ikke være nogen tilfældighed, når den psykologiske skildring af hovedpersonerne i disse værker i stadig højere grad afslører dem som "defekte" i deres oplevelse af omverdenen, bundne af temperament, natur og subjektive forudsætninger, næsten forudbestemte til bestemte holdninger og idealer; og bag dobbeltheden eller "tvesynet" anes en konflikt, der ikke udspringer af Pontoppidans forhold til de meninger, der diskuteres, men snarere af en tvivl om disse meningers "objektive" sandhedsværdi. Efter mit skøn aftegnes denne tvivl særlig tydeligt i novellesamlingen Skyer (1890), hvori Pontoppidan i én række af fortællinger propaganderer for absolutte politiske standpunkter (til provisorierne og estrupiatet), mens han i en anden række fortællinger relativerer de samme politiske holdninger ved at skildre dem psykologisk, som direkte afhængige af og underordnede den enkeltes natur og temperament. En sådan "psykologisering" må ikke blot relativere alle politiske standpunkter, men må i sidste instans også ramme den forfatter, som gennem et omfattende tendensforfatterskab har agiteret for sine holdningers almene gyldighed.
Hvis denne opfattelse af "tvesynet" i en række af Henrik Pontoppidans værker er rigtig, bunder den fortælletekniske dobbelthed således i en konflikt mellem to uforenelige menneskesyn og dermed to opfattelser af forfatterens og kunstens mål. Denne konflikt blev ikke løst og kunne ikke løses hverken i Henrik Pontoppidans tidlige eller senere forfatterskab; til gengæld har den måske netop som kunstnerisk og filosofisk udfordring ligget som drivkraften bag en væsentlig del af hans forfatterskab.
Birgitte Hesselaa
Litteraturliste
De med * mærkede værker er nævnt eller citeret i undersøgelsen.
- * Knut Ahnlund: Henrik Pontoppidan. Fem huvudlinjer i författerskapet. 1956
- Poul Carit Andersen: Henrik Pontoppidan. En Biografi og Bibliografi. 1934
- Poul Carit Andersen: Digteren og mennesket. Fem essays om Henrik Pontoppidan. 1951
- Vilh. Andersen: Tider og Typer. Af dansk Aands Historie. Bd. II. Goethe. Anden Bog: Det nittende Aarhundredes sidste Halvdel. 1916
- * Vilh. Andersen: Henrik Pontoppidan. Et nydansk Forfatterskab. 1917
- * Bjørnstjerne Bjørnson: En Hanske. 1883
- Julius Bomholt: Dansk Digtning. Fra den industrielle Revolution til vore Dage. 1930
- Edvard Brandes: Litterære Tendenser. Artikler og Anmeldelser i Udvalg ved Carl Bergstrøm-Nielsen. 1968
- Georg Brandes: Samlede Skrifter Bd. 3. Danmark. 2. udg. 1919
- * Elias Bredsdorff: Henrik Pontoppidan og Georg Brandes. En kritisk undersøgelse af Henrik Pontoppidans forhold til Georg Brandes og Brandes-linjen i dansk åndsliv. 1964
- Elias Bredsdorff: "Mimoser endnu engang". Et svar til Jens Kruuse. Kritik nr. 7. 1968
- Hans Brix: Gudernes Tungemaal. 2. udg. 1962. (1911)
- * Hans Brix: Danmarks Digtere. 1925
- * Erik M. Christensen i Festskrift til Jens Kruuse. 1968
- Oscar Geismar: Nogle Digterprofiler. 1906
- * Bent Haugaard Jeppesen: Henrik Pontoppidans Samfundskritik. 1962
- Niels Jeppesen: Samtaler med Henrik Pontoppidan. 1951
- C.E. Jensen: Vore Dages Digtere. 1898
- Sven Møller Kristensen: Digteren og Samfundet i Danmark i det 19. århundrede. Bd. 2. 2den udg. 1965
- * Jens Kruuse: "Retningsbestemmelse". Kritik nr. 5. 1968
- * Olaf Lauridsen: "Henrik Pontoppidans stilling til radikalismen". Edda XXXVIII. 1938
- * John Stuart Mill: Kvindernes Underkue1se. Paa dansk ved Georg Brandes. 1869
- Henri Nathansen: Portrætstudier. 1930
- * Svend Norrild: Dansk Litteratur fra Saxo til Kaj Munk. Bd. 2. 1949
- * Fr. Paludan-Müller: Adam Homo. Optryk af 6. udg. (1879) ved Mogens Brøndsted. 1962
- * Politikens Danmarks Historie, bd. 12. 1965
- * Henrik Pontoppidan: Noveller og Skitser. Bd. 1. 1922
- Bjørn Poulsen: Omkring Elfenbenstårnet. 1964
- * Tage Schack: Henrik Pontoppidan og Kirken. Afhandlinger. 1947. Først trykt i Tidehverv, 1943, nr. 7
- Tage Skou-Hansen: "Tidskritikeren Pontoppidan". Dansk Udsyn, 1964
- Hakon Stangerup: Kulturkampen I-II. 1946
- * Ejnar Thomsen: Dansk Litteratur efter 1870. 1935
- Ejnar Thomsen: Digteren og Kaldet. Efterladte Studier. 1957
- * Karl V. Thomsen: Hold Galden flydende. Tanker og Tendenser i Henrik Pontoppidans Forfatterskab. 1957
- Knud Wentzel: Fortolkning og Skæbne. Otte danske romaner fra romantismen og naturalismen. 1970
- Vilh. Øhlenschläger: Indledning og noter til Dansklærerforeningens udgave af "Ilum Galgebakke", "Den første Gendarm" og "Nattevagt". 2. udg. 1935
Aviser og Tidsskrifter
- * Dagens Nyheder 29.12.1886
- * Folkets Almanak 1886 (udk. 1885)
- * Folkets Almanak 1887 (udk. 1886)
- Hver 8. Dag 10.9.1905
- * Kjøbenhavns Børs-Tidende 5., 6., 7. og 8. december 1889
- * Morgenbladet 29.1.1885
- * Politiken 14.12.1886 og 6.7.1887
- Tilskueren. Oktober 1887
- * Ude og Hjemme nr. 300 og 301. Juli 1883
- * Ude og Hjemme nr. 341. April 1884
