Mimoser endnu en gang
Et svar til Jens Kruuse
I Kritik nr. 5 har dr. phil. Jens Kruuse beskyldt mig for som litteraturhistoriker at lide af noget, han kalder "retningsbestemmelse", som ikke gøres direkte synonymt med "tendens", men som alligevel efter hans mening kan blive "et ret alvorligt forræderi" mod videnskaben. I slutningen af artiklen antydes det, at den er ment som en advarsel mod og en mistænkeliggørelse af "en del litteraturhistorie, adskillig idéhistorie og åndshistorie, der har for vane ganske frit at anvende løsrevne replikker, fritstående karakteristikker af personer i værker osv. osv. som eksempler". Men det er min behandling af Henrik Pontoppidans roman Mimoser i min disputats om Henrik Pontoppidan og Georg Brandes, der anføres som det eneste eksempel på, "hvad retningsbestemmelse kan føre til". Ulykken er, hævder Jens Kruuse, at jeg ikke har taget et absolut hensyn til tekstens helhed, og at jeg endog har manøvreret med oplysningerne omkring værket.
Jens Kruuse anser Mimoser for at være et morsomt og raffineret kunstværk, mens jeg anser Mimoser for at være et morsomt og raffineret kunstværk der fra forfatterens side var ment som et direkte indlæg i firsernes sædelighedsfejde. Uden en eneste gang at anvende det fortærskede ord "tvesyn" argumenterer Jens Kruuse for en opfattelse, der ligger helt på linje med det traditionelle syn på Pontoppidan, imod hvilket jeg i min disputats vendte mig, og ifølge hvilken Pontoppidan gennem sit såkaldte tvesyn er hævet over begrebet tendens. Derfor reagerer Kruuse så voldsomt mod den konklusion, jeg i det pågældende kapitel drog:
"Mimoser var Pontoppidans digteriske indlæg i "sædelighedsfejden", og om hensigten med bogen kan der efter de fremlagte oplysninger ikke herske nogen tvivl. Ulykken var blot, 116 at den fra Pontoppidans side var ment som en tendensroman, og som sådan var den mislykket."
Hvilke fremlagte oplysninger? spørger Jens Kruuse. "Der er ikke andet tilbage end Bredsdorffs egen antagelse af, at det tog så lang tid for Pontoppidan at skrive Mimoser på grund af dens tendens. Dette gætteri kaldes for fremlagte oplysninger."
Nej, der er i Jens Kruuses referat af det pågældende kapitel ikke andet tilbage, for han har simpelthen udeladt en række oplysninger, som alle findes i det kapitel af min disputats, som han foregiver at referere. Jeg må derfor rekapitulere de oplysninger, som Jens Kruuse påstår ikke findes i min bog.
På side 45 i min disputats ville Jens Kruuse have kunnet læse, at Henrik Pontoppidan i maj 1884 skrev til Hegel om Mimoser: "Hvad Titlen angår, beder jeg Dem, Hr. Justitsråd, at betragte den som en dyb Hemmelighed, idet den nemlig angiver så meget om Bogens Tendens" (udhævet af mig). Jens Kruuse påtaler, at jeg bruger udtryk som "idégrundlag" og "tanke", hvor Pontoppidan taler om "grundstemning" og "kunst"; men her er det altså Pontoppidan selv, der bruger udtrykket "Bogens Tendens" om Mimoser! Titlen angiver så meget om bogens tendens, skrev Pontoppidan. Hvad har så Jens Kruuse at sige om titlen i sin gennemgang af romanen? Intet – udover at han anker over, at jeg ikke har meddelt bogens undertitel, "Et Familjeliv". Anken er berettiget. Men hører hovedtitlen ikke til "tekstens helhed", navnlig når man ved, at forfatteren selv tillagde den så stor vægt? Titlen voldte adskillige af datidens kritikere store kvaler. Dagbladets kritiker, der betragtede Mimoser som en lovsang til ægteskabet, en bog, der slet ikke bar "den moderne Radikalismes Præg", erklærede om titlen, at den "skal tages for Alvor ikke i Spøg, og er maaske derfor mindre heldigt valgt". C. Hostrup, der i sin anmeldelse i Morgenbladet udlagde romanen som en "Paamindelse til de unge Piger og deres Forældre at de tager sig i Agt for "Jægerne", selv naar de kommer som alvorlige Friere", fortsatte naivt: "Men hvorfor saa Titlen Mimoser? Ja det maa jeg lade Forf. om." Og Henrik Pontoppidans ældre broder, Morten Pontoppidan, talte i sin anmeldelse i Tidens Strøm om "den i Titelen 117 antydede Tendens", som han opfattede som "en Henstilling til Konerne om ikke alt for rask at bryde Staven over deres Mænd (især hvis de er Herremænd), naar de er faldne for en Fristelse og kommer kønt og beder om Forladelse". Men Jens Kruuse har åbenbart ikke engang spurgt sig selv, hvorfor Pontoppidan mon kaldte bogen Mimoser. Eller i hvert fald har han glemt at skrive svaret ned.
En anden væsentlig oplysning, som Jens Kruuse også helt fortier, er, at jeg (stadig i samme kapitel) har fremlagt oplysninger, som i hvert fald gør det overvejende sandsynligt, at Henrik Pontoppidan direkte har vedkendt sig Edvard Brandes' meget omdiskuterede udlægning af, hvad han anså for at være forfatterens moral i Mimoser: "Han tvivler, om det er nyttigt at gøre Kvinderne til yderst følsomme Mimoser, saa længe Mændene er saa haardhændede eller rettere, naar Naturen har skabt Mændene af saa skrøbeligt Stof." Jens Kruuse ser således aldeles bort fra, at Georg Brandes et halvt årstid senere om de citerede linjer fra broderens anmeldelse skrev i Politiken: "… disse Linjers Forfatter véd fra bedste Kilde, at Hr. Pontoppidan vedkender sig denne Gengivelse af hans Mening som nøjagtig." Udtrykket "fra bedste Kilde" kan i denne forbindelse kun betyde Henrik Pontoppidan selv. Og når Pontoppidan til Edvard Brandes skrev, at han betvivlede, "at Bogen – fornuftigt læst – overhovedet lader sig misforstaa", så ligger der – deri vel også en underforstået godkendelse af Edvard Brandes' egen fortolkning af bogen; hvis Pontoppidan havde været utilfreds med Edvard Brandes' fortolkning, måtte brevet dog have fået en helt anden form – som Pontoppidans breve også senere gjorde, når Edvard Brandes en gang imellem anmeldte Pontoppidans bøger på en måde, som stred mod forfatterens intentioner. Om de mange angreb på Edvard Brandes i anledning af hans "retningsbestemte" udlægning af Mimoser skrev Pontoppidan, at de forekom ham "mere dumme end onde", og selv håbede han, "det skal ikke vare længe, før man atter er paa det rene med, at jeg i alle Fald ikke staar paa Dumhedens Side." Sådan skriver man ikke til en kritiker, der har misforstået og misfortolket ens bog.
118 Alle disse oplysninger – som Jens Kruuse påstår ikke findes – står at læse i det kapitel af min disputats, som er udgangspunktet for hans artikel.
Om den kendsgerning, at det tog Pontoppidan henimod tre år at få Mimoser færdig, skriver Jens Kruuse, at jeg heraf, "men ikke på andet forelagt grundlag", drager den slutning:
"Pontoppidan har … åbenbart kæmpet med vanskeligheder, der skyldtes bogens tendens." Hvorpå Kruuse fortsætter: "Det er dristigt."
Som Jens Kruuse citerer, må man tro, at jeg giver disse vanskeligheder hele skylden for forsinkelsen. Men de tre udeladelses-prikker er forkert anbragt; det pågældende afsnit lyder i sin helhed således:
"Det synes altså – i hvert fald i nogen grad – at være Pontoppidans egne vanskeligheder med at få manuskriptet afsluttet, som har bevirket den lange forsinkelse. Sygdom og personlige sorger har også spillet ind, men Pontoppidan har åbenbart også kæmpet med vanskeligheder, der skyldtes bogens tendens."
At skrive en bog, der prækede den konventionelle dyd og moral og indskærpede kyskhedskravet, krævede intet større mod i Danmark i firserne. Som Georg Brandes skrev: "Den Kunst at fordre Kyskhed er ikke stor." Men at skrive en roman, hvis hovedemne var forholdet mellem kønnene både inden for og uden for ægteskabet og det umulige og urimelige i at fastlægge rigoristiske love for kønsmoralen, det var en opgave, der nok kunne volde en ung forfatter store kvaler – navnlig når han havde set den behandling, der var blevet Strindberg og Garborg til del, efter at de havde vendt sig mod den konventionelle kønsmoral i novellerne "Dygdens lön" og "Ungdom" (begge udsendt i 1884). Det var et brandfarligt stof, Pontoppidan behandlede i Mimoser, og for en digter som Pontoppidan, der ikke yndede at bruge pegepind, har det på grund af emnets karakter været en særlig vanskelig opgave at få formet stoffet på den rette måde.
Da Georg Brandes i sommeren 1887 kom i karambolage med Elisabeth Grundtvig om "sædelighedsspørgsmålet", skrev han bl.a.:
119 "Vi holder overhovedet ikke det for Dyd, som Frk. Grundtvig kalder Dyd, vi anser meget for fuldt berettiget, som Frøkenen fordømmer, og vi anser meget for fuldt berettiget som Frøkenen agter. Men vi taler ikke højt og ikke meget derom. – Jeg skal sige Frk. Grundtvig hvorfor. Fordi vi i saa lille og saa uoplyst et Samfund ikke kan det."
"Forstaa dog at jeg er kjed af nu paa 20de Aar at være 'den almindelige Usædelighed'," skrev Georg Brandes til Bjørnson i efteråret 1887.
Henrik Pontoppidan vidste, hvor vanskeligt det var at "tale højt og meget" om kønsmoralen i et så lille og så uoplyst samfund som det danske, hvis man ikke blankt fordømte enhver forsyndelse mod det sjette bud. Han har næppe heller haft stor lyst til at blive udskreget som "den almindelige Usædelighed" og har haft al mulig grund til at gennemarbejde manuskriptet til Mimoser ekstra omhyggeligt. Mimoser er en forsigtigt skrevet bog – for forsigtigt skrevet, mente begge brødrene Brandes. Det er Anton Drehling – ikke Henrik Pontoppidan – der på bogens afsluttende sider om konsekvenserne af ægteskabelig utroskab skriver følgende:
"Ja, jeg maa dog tilsidst give dig Ret i, at det er en underlig Verden, og at vor Moral navnlig i dette Kapitel er for Kabylere og Hottentotter og ikke for civiliserede Mennesker."
Men mon Pontoppidan ville have ladet bogen slutte med en udtalelse af den art, hvis han var bunduenig med synspunktet?
Hvordan opfattede Bjørnson Mimoser? Først skrev han til Otto Borchsenius, at "det er umulig at fatte hans "Mimoser"; hvad mener han?!" Men det varede ikke længe, før Bjørnson blev klar over, at Pontoppidan med denne roman havde placeret sig blandt hans modstandere, og nu spurgte Bjørnson Fr. Hegel, hvorledes også Henrik Pontoppidan var "kommet op i denne forvirring af den fri kærligheds fantaster? Ind i denne sykdom?"
Hvordan opfattede Strindberg Mimoser? Han skrev til Verner von Heidenstam:
"Ser du att jag hade väderkorn! I Norge har Garborg klått på damerna i Manfolk och i Danmark Pontoppidan i Mimoser. Evoé Phallos!"
120 Hvilket held for Pontoppidan, at sædelighedsforkæmperne og kvindesagsdamerne ikke kendte dette sidste citat!
Jeg citerede i min disputats, hvad Pontoppidan i 1898 skrev til Edvard Brandes som motivering for omarbejdelsen af Det forjættede Land:
"Naar man, som jeg, bestandig har maattet skrive med en venskabelig knyttet Forlæggernæve for Ansigtet, løber der En saa meget ud af Pennen, som man senere bitterligen fortryder."
Heraf kan efter Jens Kruuses mening "ikke med sikkerhed sluttes om andet end pengenød eller tidsnød". Ordenes tolkning hænger efter min mening sammen med, hvem der har brugt dem. Hvis f.eks. Jens Kruuse havde skrevet det ovenfor anførte citat, ville jeg heller ikke have lagt andet deri end pengenød eller tidsnød. Men mon ikke enhver forfatter, der beskæftiger sig med farligt stof, også ville forstå udtrykket på en anden måde? Jeg husker i hvert fald, at netop dette citat gjorde et stort indtryk på H.C. Branner, som følte sig personlig ramt af det; han var visselig ikke i tvivl om, at den "venskabeligt knyttede forlæggernæve" betød noget andet og mere end overholdelse af afleveringsfrister.
Jens Kruuse påstår, at jeg er "noget irriteret over, at Pontoppidans samtid kunne føle sig usikker angående forfatterens hensigt med Mimoser". Men deri tager han fejl. Jeg har blot konstateret det. Det var Henrik Pontoppidan selv, der var irriteret over det, fordi han altså mente, at bogen overhovedet ikke kunne misforstås, hvis man læste den med fornuft.
Jens Kruuse har i sin artikel givet et udmærket og indfølende eksempel på close reading ved sin gennemgang af Mimoser, og der er meget heri, som jeg uden diskussion kan acceptere. Men han begår den fatale fejltagelse at læse romanen i et vacuum, ganske og aldeles løsrevet fra den aktuelle situation som herskede da bogen udkom. Det er ikke ligegyldigt, at Mimoser udkom på et tidspunkt, hvor moraldebatten havde stået på i flere år i de nordiske lande, og hvor Arne Garborg, August Strindberg, Alexander Kielland, Hans Jæger og Georg og Edvard Brandes hver på sin måde havde lagt en torpedo under arken på den autoriserede kristne ægteskabs- og kønsmoral. 121 Sætter man ikke bogen ind i denne sammenhæng, misforstår man den totalt.
Kravet om at tage et absolut hensyn til tekstens helhed lyder besnærende, men i sin yderste konsekvens betyder det, at man skal aftrykke hele bogen, når man diskuterer den. Har Jens Kruuse selv taget et absolut hensyn til tekstens helhed i de fem siders tolkning, han leverer i Kritik nr. 5, side 50-54? Nej, naturligvis har han ikke kunnet det. Følgende bipersoner eller biskæbner, som alle af Pontoppidan er indført i romanen med et bestemt formål, der knytter sig til bogens hovedidé, er end ikke nævnt i Jens Kruuses gennemgang af Mimoser: fru Conerdings mand, fru Conerdings svigermoder, levemanden og libertineren v.d. Meuse, denne og Anton Drehlings fælles ven Munk og hans kone, præstefruen ("Krudtkællingen") og hendes mand, den mandfolkeagtige kammerherreinde ("Dydsdragonen") og hendes niece og medkæmper i "Foreningen for Sædelighedens Fremme i Hovedstaden", den knap fireogtyveårige aristokratiske frue. Ingen af disse er af Pontoppidan sat ind som fyldekalk; hver især belyser de en aspekt af det ægteskabelige moralproblem, som bogen beskæftiger sig med.
Nu skal det indrømmes, at uden for den egentlige tolkning af romanen har Jens Kruuse af de pågældende ni bipersoner nævnt de to, nemlig præstefruen og hendes mand, men kun i en polemik mod min opfattelse af dem. Om præstefruen siger Jens Kruuse, at hun ikke er en bjørnsonsk sædelighedsforkæmperske, men en kvindesagskvinde. Jamen ved han da ikke, at netop omkring midten af firserne identificerede kvindesagskvinderne i alle de nordiske lande sig med sædelighedssagen? De gjorde Bjørnson til deres profet og En hanske til deres evangelium. De svenske kvinders "sedlighets-terror" var et kendt fænomen, og det var ikke noget tilfælde, at det var et foredrag om "Det sædelige Lighedskrav" af de danske kvindesagskvinders leder, frk. Grundtvig, der i 1887 satte den voldsomme "sædelighedsfejde" i gang, som endte med bruddet mellem Bjørnson og Brandes. "De konkrete krav hun udformer er sociale reformkrav, noget ganske andet end sædelighedsfejdens indhold," hævder Jens Kruuse. Jamen hvordan kæmper præstefruen for kvindernes frigørelse? Jo, først og fremmest ved "af al sin Evne at 122 prædike mod den Kvindernes ydmygende Eftergivenhed over for Mændenes dyriske Udskejelser, der i hendes Øjne var Ondets egentlige Rod". Derfor er hun også på konstant jagt efter forurettede koner og forførte piger, som hun kan hidse til opstand.
Er det ganske irrelevant, at vi fra andre kilder (deriblandt Henrik Pontoppidans egen journalistik) ved, at Pontoppidan var særdeles kritisk indstillet over for Bjørnsons syn på ægteskabsmoralen – og forøvrigt også så på Bjørnson selv med meget kritiske øjne? Jens Kruuse vil formentlig svare ja, for ham interesserer kun det, der direkte fremgår af tekstens helhed. Men hvorfor har Pontoppidan så i Mimoser indføjet en række små drillerier mod det norske snobberi i København, og hvorfor indfører han pludselig i romanen en berømt norsk sangerinde, der lidt uvenligt beskrives som "en imposant Blondine med et Par Arme som en Bagersvend og med fire Hager hængende ned over Halsen – som en Pose til Opbevaring af hendes Stemmemidler"? Hører hun ikke på en eller anden raffineret måde med i tekstens helhed ved de associationer, hun har skullet skabe i samtidslæserens sind?
Om Anton Drehlings moder, hofjægermesterinden, skrev Morten Pontoppidan i sin anmeldelse af Mimoser i Tidens Strøm: "Dersom det ikke var en literær Trossætning, at en Fortælling skal indeholde nogen samfundsreformatorisk Kraftessens, kunde man tænke sig Fru Drehling helt udeladt, og Bogen vilde derfor have været en lige smuk og underholdende Roman …" Han var ligefrem vred på den gamle dame: "Hendes Livsfilosofi er meget næm. Den synes ikke at gaa ud paa andet end at nyde Livet og bryde sig Pokker om Moralen. Hun er saa liberal paa dette Omraade, at hun ikke skyr Faren for at synes ligefrem lidt svinsk i sin Tænkemaade." Morten Pontoppidan var som bekendt en nær ven af Bjørnson og følte sig også på linje med Bjørnsons moralske synspunkter. Hans vrede over denne romanfigur kan kun skyldes, at han mistænkte sin yngre broder for at have en vis sympati for hendes "kætterske Meninger med Hensyn til Ægteskabets Lykke og Herlighed". Det samme gjorde både Georg og Edvard Brandes. Og det 123 samme gør jeg. Men dette er efter Kruuses mening en graverende fejltagelse, "som må skyldes just retningsbestemmelsen". Han siger om bogens personer, efter en fortræffelig skildring af kancelliråd Byberg: "Som han er de alle." Men det er forkert! For Byberg er en helstøbt nar, der ovenikøbet ender som en gemen sædelighedsspion og angiver. Det er rigtigt, at alle personerne er ironisk opfattede; der er ingen helte og heltinder; men det betyder ikke, at de alle er foragtelige narre. Det er rigtigt, at personerne i romanen alle i større eller mindre grad er selvbedragere. Men bogen afslører, at der er irrationelle morallove, som ud fra en sindssyg logik ødelægger nogle menneskeskæbner, mens andre går fri. Det er rigtigt, at forholdet mellem Anton Drehling og fru Conerding ikke er den store kærlighed; det er simpelthen fra begge sider "en affære". Det er også rigtigt, at fru Conerding ikke er noget uskyldigt påskelam; hun har selv ønsket et erotisk forhold til Anton Drehling, og hun får det. Men står samfundets straf i et blot nogenlunde rimeligt forhold til "forbrydelsen"? Det er et af de mange spørgsmål, Mimoser stiller den opmærksomme læser, og som Jens Kruuse går helt uden om. Hun bliver socialt og menneskeligt degraderet, udstødt af et "moralsk" samfund som mindreværdig.
Hendes mand skildres af fru Drehling med disse ord:
"En Nar, en Pjalt, en samvittighedsløs Person, der paa alle optænkelige Maader har ødelagt hendes Liv, saa vidt han formaaede; som i faa Aar har forødt hendes store Formue, bestjaalet hende for enhver Lykke, været hende utro paa ethvert Punkt – undtagen paa det eneste, der kunde frelse hende ud af Elendigheden." Dette sidste uddyber hun ved at sige: "Han har – maaske af gode Grunde – aldrig gjort Brud paa, hvad man kalder den 'ægteskabelige Troskab'. Han har i den Henseende været endog overordentlig pertentlig. Som sagt, jeg tænker, det har saadan sin egen Aarsag …"
Hvordan behandler samfundet så hr. Conerding? Jo, efter at affæren mellem Anton Drehling og fru Conerding er kommet offentligt frem, "har hendes Mand og hans Familje øjeblikkelig forlangt Skilsmisse og – efter til sidste Hvid at have forbrugt hendes Formue – forladt hende saa at sige uden det nødtørftigste. 124 Barnet har de taget fra hende under Paaskud af, at hun ikke var værdig til at opdrage det …"
Nogle af romanens personer er sædelighedsfanatikere og vil yderligere skærpe de irrationelle morallove. Én af romanens personer – fru Drehling – ser på ægteskabet med ukonventionelle og fordomsfri øjne. Vi ved, at Pontoppidan absolut ikke delte sædelighedsfanatikernes synspunkter, men at også han så på ægteskabet og kønsmoralen med ukonventionelle og fordomsfri øjne. Er det urimeligt at antage, at fru Drehling i hvert fald i nogen grad udtrykker anskuelser, som Pontoppidan sympatiserede med? Er det urimeligt – eller "retningsbestemt" – at antage, at han anså de hustruer for at være for ømskindede, der uden betænkning slog et ægteskab i stumper og stykker, fordi ægtefællen havde været dem en smule utro? Mon ikke det er derfor romanen hedder Mimoser?
