Henrik Pontoppidan

393 Det var i Firserne i forrige Aarhundrede, at Henrik Pontoppidan som Forfatter blev holdt over Daaben i den nye Tids Menighed. Længe varede det imidlertid ikke, inden han lærte sig baade at staa og gaa paa egne Ben. Men han skred ikke i den Anledning til offentligt Trosskifte, vendte sig heller ikke med vrede Ord mod dem, af hvem han havde lært1. Han blev ved at nære Hengivenhed og Forstaaelse for den Bevægelse, der havde voldt, at han fik Mands Mæle. Imidlertid undersøgte han tillige alle sine andre aandelige Forudsætninger og gav hver Paavirkning, hvad der tilkom den. Endvidere undersøgte han hele Landets aandelige Tilstand, foroven som forneden. Ikke mindst var han opmærksom paa, hvad det politiske Liv var kommet til at betyde for Folket og hvilke Bidrag man kunde opnaa til Forstaaelse af det historiske og nationale ved at iagttage og vurdere Folkets Ledere: Sig mig, hvem Du hylder, og jeg skal sige Dig hvem Du er.

Idet Pontoppidan saaledes skuede ind i sig selv og skuede ud over Folket, opnaaede han en fast kritisk Vurdering af alle Retninger og Strømninger. Almindeligt siger man: at forstaa alt, er at tilgive alt. Der er dog ogsaa dem – saaledes undertiden haardnakkede Oldinge –, der siger det modsatte: at forstaa alt, er at forkaste alt.

Henrik Pontoppidan er Manden som nøjes med at forstaa alt. Han hverken tilgiver eller fordømmer.

Dette meddeler hans store Romaner deres udpræget objektive og ulidenskabelige Holdning. De sammenfatter det gode og værdifulde hos hans Figurer; men de lægger ligesaa stor Vægt paa at belyse deres Skrøbelighed og Mangler. Og Vurderingen er ligesom i visse Højesteretsdomme ofte begrænset til kun at gælde det behandlede Tilfælde; det er ved Formuleringen forhindret, at der drages videreførende Analogier af dem.

*

Henrik Pontoppidan er født 1857 som Ætling af en udbredt Præsteslægt. Han blev Polytekniker, men tog ikke Examen. Han søgte da ud paa Landet, til sin Broder, Præsten Morten Pontoppidan, der havde en Højskole i Nordsjælland, nær Isefjorden. Sin første Hustru, en Gaardejerdatter, fandt han i Hornsherred, Landet ovre paa den anden Side af Fjorden.

Af Landalmuens Liv tog han Emnerne til de fortræffelige Noveller, som han udgav: Landsbybilleder, 1883, og Fra Hytterne, 1887. De ældste af dem viser Afhængighed af Alexander Kiellands Forfatterskab, idet han efterligner dennes 394 Fremgangsmaade, at vække social Rørelse og Forbitrelse hos Læseren gennem en tilsyneladende upartisk Fremstilling af Fattigfolks onde Kaar.

I 1892 afsluttedes Forfatterens første Ægteskab.

Og ved denne Tid begynder han Udgivelsen af det første af de tre store Værker, der danner Hovedhjørnestenene i hans Forfatterskab: Det forjættede Land, Lykkeper, Fra de Dødes Rige2.

Den første af disse Romaner udsendtes oprindeligt i tre særskilte Dele: Muld (1891), Det forjættede Land (1892), Dommens Dag (1895).

Nøglen til Opfattelsen af væsentlige Dele af Henrik Pontoppidans Forfatterskab foreligger i en ganske kort Fabel, "Ørneflugt", som findes meddelt i Samlingsbindet Krøniker fra 18903.

Denne Dyrehistorie, der har Tilslutning til Andersens Eventyr "Den grimme Ælling" og Alphonse Daudets fine og sikre Fabel: "Hr. Séguins Ged"4, beretter om en Ørneunge, der bliver opklækket i en Præstegaard mellem Fjerkræ og faar det sindige Navn Klavs. En Dag er hans Vinger stærke nok til at bære, og han stiger op mod Skyerne. Men ved Nattens Komme længes han tilbage. Da lader en hvidbrystet Hunørn sig til Syne og lokker ham videre afsted mod Højfjeldene. Men den store Tomhed skræmmer ham, og han flygter tilbage til sin lune Plads paa Præstegaardens Plankeværk.

Her bliver han som formodet Hønserøver skudt af Avlskarlen.

Moralen travesterer H. C. Andersens Slutning paa den grimme Ælling og lyder saaledes: Det hjælper ikke, man har ligget i et Ørneæg, naar man er vokset op i Andegaarden.

Dette Motiv er kendeligt som en Grundtone i de to første Romanværker: Det forjættede Land og Lykkeper. Og det klinger hørligt i en Række mindre Arbejder, ligesom det gentages i den gamle Smed Enslev, der danner en væsentlig Forudsætning i Fortællingskredsen De Dødes Rige, hvor han er Billedet paa et Træk af dansk Folkekarakter: det store Forsæt og den stækkede Vilje. Hvis dette Anlæg faar Lov at raade, trues Klavs af det sørgelige Endeligt.

*

I Det forjættede Land, der er Pontoppidans vittigste Værk, skildres den danske Kapellan Emanuel Hansteds Skæbne.

Cand. theol. Hansted kommer ud i et sjællandsk Sogn som Hjælper for Præsten. Han drages her ind i den folkelige Bevægelse og gifter sig med en Bondepige. I den efterfølgende Tid foregaar der en tilbagevigende Bevægelse i ham; han skilles fra sin Hustru og drager tilbage til København. Kulturdriften har overvundet Folkeligheden. Hermed slutter Romanen imidlertid ikke, Pontoppidan har skabt en Fortsættelse derpaa ud over sine egne Forudsætninger. For at dette kunde ske, maatte han imidlertid bryde den naturlige Sammenhæng i sin Roman. Om Hansteds Forhold, da han er vendt tilbage til København, faar vi kun brudstykkevis nogen Besked. Først da han af Forfatteren atter er sendt tilbage til Landet, træder han igen ind i fuld Belysning.

Det er et betegnende lille Træk, at Pontoppidan for at dække over det Brist, der er paa Midten af Figurens Linje, ved Flugten tilbage til Hovedstaden, i den 395 senere Udgave har fjernet det rent æstetiske Træk, der oprindeligt5 levendegjorde Hovedstadsboens fine Fornemmelser: at Hansted, da han ser sin Landsbypige Hansine løbe klodset hen over en Pløjemark, faar et Stød af Uvilje. Han har ved Fjernelsen af dette Træk tilsigtet at forbedre Sammenhængen i Kapellan Hansteds Skæbne fra Værkets første Del til dets Afslutning i Dommens Dag.

Her er Hovedstammen af det grundtvigianske Parti paa Egnen i Færd med at opgive Frihedsidealerne for at kunne nyde Magtens Sødme. Kapellanen udvikler sig derimod stadig mere til Sværmer. Paa det afgørende grundtvigianske Møde bliver han lokket til at træde frem for med Aandens Myndighed at samle de adsplittede Dele af Vorherres Menighed. Men idet han staar paa Talerstolen, bryder det sammen for ham. Forsamlingen, der et Øjeblik er blevet løftet ud af sin Ro, erkender, at det ikke er en Profet, men en gal Mand, der staar der oppe. Emanuel føres bort fra Talerstolen, flakker siden i nogle Dage forvildet om og ender med at dø.

Dommen over ham udsiges af en forstandig Præst og Ræsonnør, skæmtvis kaldet Pater Rüdesheimer: Hansted var en skikkelig Kapellan, som troede sig at være en Profet og Helgen. Han vanrøgtede, hvad der i det jordiske blev betroet ham, men betragtede sig dog som den af Forsynet Kaarne.

Dette er altsaa een Dom over Emanuel. Men jævnsides denne opstilles der en anden. Pateren opfatter Sagen ensidigt, men Pontoppidan er tvesynet.

Det er umiskendeligt, at han i sidste Del af Det forjættede Land lægger Stoffet og Behandlingen saaledes tilrette, at der bagved Kapellanen viser sig et Billede af Jesus i Passionen. En Række Spejlinger deraf er indført – ikke saaledes, at de er Udslag af Højhedsvanvid hos Hansted, men at han virkelig for vore Øjne tegner sig saaledes. Og paa den afgørende Dag er der Uvejrshimmel over Jorden. Da Emanuel staar paa Talerstolen, ruller Tordenen. Og da alt brister for ham udbryder han, idet han ikke dermed gentager, men i sin Sjælenød skaber Bibelens Ord:

"Min Gud! Min Gud! … Hvorfor har du forladt mig!"

Men nede i Forsamlingen sidder den, der har lokket ham derhen, Væveren, med Judasansigt og blodrøde Hænder.

Da han er død, danner der sig en Discipelmenighed, der vier sig til Mindet om Emanuels Liv og Gerning, og som mindst een Gang om Aaret valfarter til hans Grav.

Endelig fortælles der om hans Moder Mariasagn: at hun i Mørke skal have hørt en Stemme: "Du skal føde Menneskene en Frelser." Bogen slutter med den Oplysning, at en af hans Menighed er begyndt at nedskrive Evangeliet om Hansted.

Dette er ikke en ironisk Beretning, selv om Træk deri er kritisk-ironiske. Det er en Erkendelse af, at Hansted paa sin Maade har fuldkommet Løbet. Uagtet der er Stænk af Ironi deri, er Hovedsagen dog Alvor. Det er Jesuspassionen, der skimtes af vore Øjne. Men de, der burde se klarest: de Højkirkelige og Grundtvigianerne, forbliver ligegyldige og blinde. Dette er Tvelyset. Henrik Pontoppidans Stilling overfor Kristenfolket er i denne Bog som en hedensk Kierkegaards.

Helt hjemfaldne til Tugtens Ris er først og fremmest Grundtvigianernes Førere med Tilhæng, og i saa Henseende er Bogen et historisk Dokument, der sammen med ligeløbende Skildringer af Jakob Knudsen (Gjæring) har haft kendelige reale Virkninger.

Med et skønt Lys af Renhed over sig staar Kredse af den trohjertede og godhjertede Landbefolkning, i Midten deraf Hansine Hansted, Kapellanens Bondehustru, en af de vederhæftigste Skikkelser i nyere dansk Litteratur.

Med sin Vittigheds træfsikre Vaaben har Pontoppidan anskudt adskilligt landligt Vildt, som han havde et godt Øje til: Præster og Degne, Købmænd og Dyrlæger; og alle de hule Brødre og Søstre blandt Grundtvigianerne. De helstøbte Naturer har derimod hans Sympati, enten de hører Overklassen eller Underklassen til.

En fortræffelig Haandtegning af Biskop Monrad er indføjet og pryder Bogen. Pontoppidan har i sine Bøger udført adskillige saadanne yderst vellykkede Rids af Mænd, hvis Virke laa i det offentlige.

Teknikken i Romanen er den, at Stoffet i de enkelte Afsnit sammentrænges indenfor et kort Spand af Tid, men at Skuepladsen er meget bred. Vi faar Adgang til at opfatte det skildrede Sogns to Landsbyer paa samme Maade som om vi var indfødte. I de forskellige Boliger gaar Beboernes Tilværelse som for aabne Døre, og af de enkeltes Rørelser samler der sig Virkninger og Modvirkninger, saa at der af de adskilte og dog sammenhørende Dele fremgaar en hel levende Organisme. Ved kraftige Snit paa tværs lægger Forfatteren saaledes en sællandsk Lilleverdens levende Liv frem for vort Blik.

*

Den der læser Henrik Pontoppidans Lykkeper, undgaar ikke at blive mindet om Adam Homo, hvis Skikkelse af og til maa være gledet frem for Digterens Tanker, mens han udarbejdede Bogen. Der er i de ydre Træk saa mange Ting, der ligner; først og fremmest Heltens Selvdrift og Selvbedrag. Men Adam Homo har intet med det virkelige Indhold af Bogen at gøre, der er originalt og dybt.

397 Helten i Bogen, Peter Andreas Sidenius, kaldet Lykkeper, udgaar fra en udbredt Præsteslægt; hans Forældre er Præstefolk i en jysk Købstad, strenge, alvorlige Pligtmennesker.

Sønnen kan ikke føje sig efter Hjemmet. Han er kæk og livslysten, har Kræfter, Ærgerrighed og Fantasi. Saa tidligt som muligt sørger han for at komme til København, hvor han begynder at uddanne sig til Ingeniør.

Per Sidenius gaar foreløbigt barsk frem i Livet. Han begærer frit sin hensynsløse Appetit tilfredsstillet. Han søger Kvinder, og han eftertragter Penge. Han viser sig skiftevis baade troløs, skamløs og æreløs.

Alligevel bevarer Forfatteren sit Hold i sin Helt. Men han skaaner ham ikke. Billedligt fremstiller han ham som Manden med de mange Muskler og et svagt Hjerte. Trods sin Fremvisning af Styrke er hans Legeme angrebet i Roden. Paa samme Maade forholder det sig med hans Vilje. Den giver sig iøjnefaldende, stundom frastødende Udslag. Men i Virkeligheden er hans Karakter kun stødvis stærk, som Helhed er den vankelmodig.

Og saaledes forholder det sig ogsaa med hans Livsanskuelse. Han er forbitret paa Kristendommen; han hader den for de Skygger, den kaster. Men han er hemmeligt bunden til den. Naar Kirkeklokkerne ringer, bæver hans Hjerte. Og hvormeget han vender Ryggen til Forældrene, er han deres ægtebaarne Søn. Han trodser dem af alle Kræfter, men han kan ikke komme bort fra dem.

Hans vældige Planer om en Ingeniørdaad, der skal forny Landets Fremtid, har en Kærne af Genialitet. Men med Forberedelserne til Gennemførelsen glipper det for ham.

Hans Ungdom er en Række Opsving, afbrudte Kraftudfoldelser, der falder sammen. Han er Trolden, der higer ud af sit Bo under Jorden, op imod Solen, men ender med at krybe i sit Hul igen.

Lykkeper lever en Tid lang i jødiske Kredse. Her finder han Modsætningen til 398 sin Barndoms Verden, Mennesker hvis Centrum ligger i det jordiske Liv, og som er frie, sikre, uafhængige; som ikke desmindre tillige er gode og fine Mennesker. Han trænger sig ind paa dem, vil skaffe sig Del i deres Penge ved at forlove sig med deres Døtre.

Han vinder da ogsaa den intelligente og stærke Jacobe Salomon. Hun bliver hans i Kraft af en urimelig Forelskelse i hans trodsige ydre Muskelfremvisning.

Men som hun venter et Barn, og de har aftalt at holde Bryllup, kaldes han til Jylland. Der følger da en Tid, hvor han drages nær til det kristelige og ind i Barndomsluften. Han afsiger Jacobe og gifter sig med Præstedatteren Inger. Hans store Forehavender glider over paa andre Hænder. Ørnen folder Vingerne sammen og søger i Hus med det tamme Fjerkræ.

Heller ikke her ender imidlertid Pers Historie. Han maa dybere ned i Mørket. Han er ensom i Sjælen og bliver derved en Fremmed for sine Børn og sin Hustru. Hans Sind er tillukket og han formaar ikke at aabne det, selv ikke for sine Nærmeste. Strid og Uro følger med ham.

Han skaffer da sin Hustru en Anledning til Skilsmisse og tyr nu over i det barske Vestjylland, hvor han tilbringer sine sidste Aar som Vejassistent. Og ikke fyrretyve Aar gammel dør Lykkeper af en pinefuld Kræftlidelse, udslidt og ensom.

Men: nu gør Pontoppidan hans Bo op. Det viser sig da, at der er Aktiver i det. Rent bogstaveligt lader han det være Tilfældet: Per har ved et asketisk Levned sparet Penge sammen, som han testamenterer til Godgørenhed. Disse Penge er Pontoppidans Billede paa de ideelle Aktiver, som Lykkeper trods alt efterlader sig, og som han har faaet ud af sit Liv.

Jacobe, som han har handlet ilde med, har ved ham alligevel vundet Indhold for sin Tilværelse. Hun har fundet sig en Gerning med Børneforsorg og mindes ham, som Solveig Per Gynt, med Tak for hvad han gav hende.

Hans Hustru Inger har forstaaet, hvorledes han ofrede sig selv til Ensomheden for at skaffe hende Ro og Fred. Hun har saaledes kunnet løse den Opgave, der var hendes, nemlig at opdrage sine Børn vel.

De Mennesker, der boede i hans Nærhed i de sidste, mørke Aar, har ligeledes følt sig berigede ved ham. De har holdt af den ensomme Mand.

Den yderste Visdom om Lykken, som Per er naaet til, gaar ud paa, at den højeste Menneskelykke er: at blive sig sit eget Selv fuldt og klart bevidst.

Dette er en Variant af den indiske Livsvisdom. Forskellen er den, at Lykke-Pers Afklaring finder Sted indenfor Livsgrænsen og hviler i den jordiske Tilværelse, ikke udenfor denne; og at Afklaringen opnaas gennem en Afgrænsning og Indsnævring og Tilpasning, som levner akkurat en beskeden Husmandslod af Ungdomsdrømmens Herregaard.

"Den som ønsker sig en Vogn af Guld, faar dog en Lundstikke", siger Ordsproget.

*

Men spørger man saa, om dette da altsaa er Henrik Pontoppidans Afgørelse af Livets Problem, – om de Kierkegaardske Aforismer ved Lykke-Pers Slutning, hvori han har udtrykt Summen af Vejassistentens Liv, om de skal opfattes som 399 hans absolutte Ord om Problemet, saa maa man dertil svare nej. Det er Løsningen for Per Sidenius' Vedkommende, for den hjertesvækkede Kæmpe, for Tamørnen fra Præstens Hønsegaard. Men Loven gælder ikke for de vilde Ørne, af hvis Æt en Kvinde som Jacobe er, der gerne kunde have baaret en større Skæbne. Heller ikke om et Tamkræ som Inger, der ikke behøver afstukne Grænser, fordi hun aldeles ingen Tilskyndelse har til at flyve.

Det er Bastardernes Teori, Bogen behandler. Men det maa tilføjes, at der efter Pontoppidans Mening er et ikke ringe Antal Bastarder i Danmark.

Bogen er i det hele et fremragende Sprogværk. Formen klassisk storskaaren, og Ironien bider og svider. Undertiden har Fortællemaaden et gammeldags Præg, blandt andet naar en Person indføres navnløs, for senere at afsløres som en god Bekendt af Læseren, – saaledes i Nyboderscenerne, der iøvrigt er skrevet med et rørt Hjerte og oprømt Lune.

Et og andet Billede af en fordærvet Verdens Optræden smager en Kende ufrisk. Heri minder Pontoppidan om Paludan-Muller, hvis Billeder fra Tilværelsens Overflade ligeledes oftere er Andenhaands.

I en Række af Tilfælde er Personskildringen beregnet paa at henlede Læserens Tanke paa eksisterende Forbilleder; saaledes i Fremstillingen af de mosaiske Kredse, der udmærker sig ved en klar og indtrængende Opfattelse af jødisk Væsen.

*

Pontoppidans tredje store Roman De Dødes Rige udsendtes oprindeligt i fem Bind og forelaa afsluttet i 19176. Værkets Forberedelse gaar langt tilbage, idet man kan iagttage dets Grundlinjer i de mærkelige Vers, som af Pontoppidan blev offentliggjort i Dagspressen som Hilsen til Georg Brandes, da han fyldte 70 Aar. Digteren hører en Nat mellem Vaagen og Blunden en Natfugl, en Ugle, give Svar paa Spørgsmaalet, hvorfor Georg Brandes er flygtet bort fra Tak og Fester:

Hvad blev der – saa skreg den – af Riget, han skabte?
I Grus er det sunket! Og Tavshed og Øde
nu græsser paa Tomten hos fredløse Døde.

Den Sandhedens Sol, han paa Himmelen satte –
Hvem bragte den Glæde? Til hvem gav den Styrke?
Han raabte ”Bliv Lys!” – og der voksede Mørke.

Den Vaarstorm, han rejste i Ungdommens Sind,
de Blomster, der myldred af Jord, hvor han traadte,
nu driver i Luften som lumrende Vind.

Det Kundskabens Træ, han har plantet i Landet,
som favned saa vidt over Fjorde og Bugter,
forgifter nu Folket med ormstukne Frugter.

Og Adam den nye, blev dum som den gamle.
Og Eva forgreb sig paa Kærlighedsgaven
og aad med hver lysten Gorilla i Haven.

400

Af Herlighedsdrømmen7 blev intet tilbage.
Et Luftsyn den var – og nu sank det i Jorden.
Men ingen har sørget, og ingen vil klage.

Hvad Under, han veg for det festlige Møde
og vendte sig mismodig bort fra sit Værk. –
Jeg tænker, han fejrer sin Dag med de Døde.

Man mærke vel, at det er ikke Personen Henrik Pontoppidan, der taler, det er en Natfugls Stemme, der lyder i hans Sind i Natten. Det er ikke Dommen over Tiden. Men det er et vigtigt Korrektiv til den Opfattelse, som ved Festen maatte blive fremhævet stærkt fra andre Sider: at Georg Brandes havde været en Lysbringer i Landet. Videregaaende Analogier bør man ikke drage af det mærkelige Tidsdigt.

De Dødes Rige er en Roman paa tretten Hundrede Sider. Forfatteren betegner Værket som en Fortællings-Kreds og peger derved paa noget væsentligt ved Bogen. Den kræver ikke det saa betydelige Sidetal, fordi dens Indhold strækker sig over et større Spand af Tid: hele Handlingen rækker fra Begyndelsen til Enden kun over et Aar eller to. Den kræver det, fordi den omfatter et saa betydeligt Tal af Menneskeskæbner, som føres frem mod deres Maal. Den Skare af Mennesker, hvis Lod beskrives, møder som Ombud for de Menneskegrupper, der udgør det danske Samfund. Uden bevidst at have stillet sig Opgaven saa omfattende, drager Pontoppidan i sit Værk et Snit gennem Nationens Legeme paa et givet Tidspunkt og bestemmer ad metodisk Vej, hvilke Aarer og hvilke Nerver, hvilke Muskler og hvilke Knogler der ligger i Planet af dette Snit. Han eftersporer Aarsager til Sygdom og Betingelser for Sundhed, og hvad hans forskende Øje meddeler ham, bliver Stoffet for hans Bog.

Værkets Emne er saaledes den danske Nations Tilstand ved Begyndelsen af det tyvende Aarhundrede, set paa Baggrund af det foregaaende Tidsrums Forhold.

Den grundlæggende Synsmaade er følgende: den Frihed og den Fremgang, som de foregaaende Slægtled vandt gennem Kampe, ved Ofre af Blod og Taarer, den synes paany at skulle gaa tabt, fordi den nye Slægt har opnaaet Frihedens Gode i Magelighed og derfor ikke veed, hvor kostbart det er. Friheden kan ikke arves, hver Slægt maa fortjene den paany. Naar Stilstand indtræder, myldrer Frihedsfjenderne – Reaktionens Mænd og Præsteskabet – frem af deres Skjul og overrumpler Folket. Overfor dette fornyede Snigløb har Folket ingen Modstandskraft, fordi Tidens ødelæggende Leveform har svækket det. Frelsen maa komme fra en ny Tid, der kan skabe en simpel og naturlig Slægt. Forfatteren sætter saaledes sit Haab til den sunde og kække Ungdom, der er det tyvende Aarhundredes Stolthed.

Midtfiguren i Værket er Frihedshøvdingen og Folkeføreren Tyge Enslev. Til denne Figur har Forfatteren taget Motiver fra to ledende Politikere i Tiden før 1900, nemlig Berg og Hørup. Ud af disse to har han skabt en Kæmpeskikkelse af en Fører og Høvding i fuld Menneskelighed, med et ensidigt, endog træsk Sindelag, men ud over alle daglige Maal.

401 Enslev er Søn af en Smed i Thy, der er en af Pontoppidans lamme Ørne; Fanden har klemt sit Mærke paa ham. Fra ham stammer en stor Slægt, af hvis Medlemmer adskillige bærer Arvemærket, enten paa Legemet eller, hvad der er værre, paa Sjælen.

Uden om Personerne af Smedens Æt er med sikker Haand fordelt en Skare af Skikkelser, der staar i Forhold til Værkets Ide. Fra Overklassen stammer den syge og svage Godsejer Torben, den aristokratiske Jytte og Modemaleren Karsten From. Pontoppidan anser dem ikke for værdiløse – selv ikke den sidste, Maleren – men de er golde og savner Naturens Fylde.

Op fra Dybet gror derimod den kraftige Dyndvækst Mads Vestrup, der – med yderliggaaende Forgrovelse af Trækkene – har Udgangspunkt i Jakob Knudsens mærkelige Personlighed. For Madses usammensatte Styrke har Pontoppidan al Agtelse. Her er intet goldt, alting er massive Sager hos denne Efterkommer af Morten Luther. I Kabuds og paa Fjedersko vandrer han i uforstyrrelig Kraft fremad; indtil Præsteskabet lokker ham i Lænke ved et Levebrød. Haardere i Huen end Mads er hans Hustru, den vanføre Stine, en af de Almuenaturer af Væverens Type i Det forjættede Land, som Pontoppidan skatter trods alt for deres barske og bidske Uforsonlighed mod Undertrykkerne.

I sidste Del af Værket ophører Pontoppidans bitre Vid at virke, og med dæmpet Højtidelighed fører han sine Figurer til Graven. Hele den Slægt, der lever og rører sig i Tiden, er for ham kun som Skygger, der drages viljeløse afsted. Levende er kun den i det legemlige afdøende Torben og den Skare, han som en anden Noah samler omkring sig paa Gaarden Favsingholm8, og som er villig til at leve i Naturen og efter dens Love, prisgivet dens strenge Tugt, men i Samklang med det Evige.

Med dette blege Drømmesyn af et Lykkeland slutter den sørgmodige Bog, hvis Tone sagtens ikke er upaavirket af Verdenskrigen, under hvilken den blev fuldført, og den Sygdom, der længe hæmmede dens Forfatter i sit Arbejde.

Der er nogle af Bogens Afsnit, i hvilke Billederne er udført efter almindelige Forestillinger om Tingen snarere end efter friske Indtryk. Iøvrigt er den med 402 sit brede Anlæg og sin mægtige Fortællemaade at regne for et betydende Værk af dansk Litteratur.

*

I Aarenes Løb har Pontoppidan forfattet en Række Noveller, hvoraf Samlingen Skyer er værdifuld ved sine ironiske Billeder af det lidet heltekraftige, danske Bondefolk i Provisorietiden.

Af Forfatterens Smaa Romaner er de fire: Den gamle Adam, Nattevagt, Højsang, Den kongelige Gæst, hver for sig præget af Henrik Pontoppidans ironiske Syn paa Menneskenes Halvhed. I Den kongelige Gæst skildres en panisk Høneflugt af to halvgamle Mennesker, der var faldet til Ro paa deres Pind. I Den gamle Adam er udført et Motiv af tilsvarende Natur. I Højsang skildres Storlyrikeren i et flakkende Dobbeltlys, og i Nattevagt hans Modsætning, den mod uægte Lyrisme og anden Humbug forbitrede Maler, der som ved en Modvægtsdannelse drives over i en brutal Kynisme. Figuren har Berøring med den unge Lykkeper, der ligeledes tørner imod i trodsig Uopdragenhed.

*

Kort efter at De Dødes Rige med det tvivlfulde Grundsyn var udsendt, forundtes det Henrik Pontoppidan at blive Tolk for den største Glæde, der er vederfaredes det danske Folk i de nyere Tider. Ved Sønderjyllands Genkomst til Danmark frembragte han det Digt, hvori Folkets bundløse Glæde over Sønderjyllands Genforening med Moderlandet fik sit Udtryk:

Det lyder som et Eventyr, et Sagn fra gamle Dage:
En røvet Datter, dybt begrædt, er kommet frelst tilbage.

Du kommer, klædt i Hvidt og Rødt, og smiler os i Møde.
Hil Dig! Vor Moders Øjesten i Nytids Morgenrøde.

Det var som om De Dødes Rige blev forvandlet til de Levendes Land. Danmarks Fremtid havde ofte nok forekommet den store Forfatter at ligge i Uvished og Mørke, og Folket selv var ikke uden Del i Ansvaret derfor. Men nu klarede det mægtigt op. Sol brød frem. Endnu engang laa de vide Marker herligt grønne mellem Havene i den lyse Dag og lovede sunde og frie Kaar for den Stamme, som bebor dem.

 
[1] Sådan som det var tilfældet med Karl Gjellerup, afhandlet i det foregående kapitel i HBs bog. tilbage
[2] Fra de Dødes Rige: På side 223 af 1. udgavens sidste bind, Favsingholm står:

Hermed slutter Fortællingerne
fra
DE DØDES RIGE

tilbage
[3] fra 1890: dette er ikke helt korrekt. Fablen indgik først i Fortællinger i 1899, men stammer i sig selv fra 1894. tilbage
[4] Hr. Séguins Ged: Se herom i note til Brix: "Det forjættede Land" IN Gudernes Tungemaal, 1910., "La Chèvre de M. Seguin" stammer fra samlingen Lettres de mon Moulin, . På dansk optræder fablen vist første gang i Fortællinger, bd. I, 1888, oversat af P. Strøm. HP læste ikke fransk, men det er endnu ikke fastslået hvor han kan kende teksten fra. tilbage
[5] oprindeligt: Muld, s. 300. Iagttagelsen går tilbage til artiklen i Gudernes Tungemaal. tilbage
[6] 1917: HB respekterer altså samarbejdelsen af de fem bind til to som den egentlige afslutning af værket, hvis han da ikke bare skriver et forkert årstal. tilbage
[7] Hans Brix er alene om denne form, og der er formentlig tale om en skrive-/trykfejl. tilbage
[8] Favsingholm: rettet fra "Fausingholm". tilbage
[9] subskriptionsindbydelse: se brev fra Galschiøt til HP 17.4.1932. tilbage