Hans Brix i Gudernes Tungemaal
Der er ikke nogen nulevende dansk Skribent, hvis Forfatterskab staar saa anseligt som Henrik Pontoppidans; ud fra et karakteristisk personligt Standpunkt har han skrevet Landets aandelige Historie gennem en betydningsfuld Periode, nemlig det nittende Aarhundredes Slutning.
Det personlige Standpunkt ud fra hvilket Tiden er beskrevet, er den fundamentale Tvivls; hans Sindsform er ikke simpel Skepsis, men den er en Spaltning som gennemkløver hele Tilværelsen og hans eget Jeg. Det gør hans Bøger mørke og egenfarvede. Standpunktet er i afgørende Øjeblikke hverken positivt eller negativt; men udenfor begge Dele.
Nøglen til sit Forfatterskab og sit Væsen har Henrik Pontoppidan givet i en ganske kort Allegori som hedder Ørneflugt; dens Ide klamrer sig noget ufrit til Andersens Eventyr om den grimme Ælling, og i Fabelen har den Mindelse om en lille Ting af Daudet1. Men Pontoppidan har i den forklaret sig selv.
Den unge Ørn bliver som Unge bragt ind i Præstegaarden og opklækkes der mellem Tamdyrene 157 og faar Navnet Klavs. En Dag er dens Vinger stærke nok til at bære den, den stiger op mellem Skyerne og føler den er Ørn. Men henimod Aften føler den sig beklemt og forladt; ganske som da den var hjemme i Præstegaarden sidder den paa en Fjældkant med Næbbet trykket ned i Brystets smudsige Fjer.
Da ser den over sig en hvidbrystet Hunørn; hun lokker ham mod [noget mangler her] men da Klavs naar til Uendeligheden og Evigheden deroppe, vender hans Tanke hjem til den lune Plads paa Plankeværket i Præstegaarden, den kære Idyl i det lave.
Klavs iler hjemefter, – og bliver som formodet Hønserøver skudt af Avlskarlen.
Moralen i den lille Ting lyder saaledes: Det hjælper alligevel ikke, at man har ligget i et Ørneæg, naar man er vokset op i Andegaarden.–
I Pontoppidans to store Romaner er der fremstillet to overstore kvindelige Idealskikkelser: Hansine i Det forjættede Landog Jakobe i Lykke-Per. I disse to Kvinder er Modsætningerne fra Ørne-Lignelsen inkarneret: Himmelflugten og Idyllen.
Pontoppidan har i sit Forfatterskab tabt sit Hoved til den ene og sit Hjærte til den anden.
Af de to Hovedværker, denne Forfatter har frembragt, fremstiller det første den politiske og grundtvigske Bevægelse paa Landet, der naaede sit Højdepunkt i Midten af Firserne. Hovedfiguren er en ung Mand fra Hovedstaden, der begiver sig ud paa Landet.
I den anden Roman fremstilles det omtrent samtidige Brandes'ske Gennembrud. Skildringens 158 Midtpunkt er en ung Mand, der fra Provinsen kommer til København.
Af de to Bøger er den ældste den livligste; broget og alsidig bevæget. Den yngste er tynget og indelukket; Replikkerne er blevet sjældne, og spiller ingen Rolle som selvstændigt Element. Forfatteren fører myndigt Ordet i Referat og Gengivelse af Scener; han fortæller om Troldebarnet, der bryder ud af Højen. Det prøver at te sig som et Menneske, men kan ikke frigøre sin Natur, kan heller ikke vende tilbage til det den kom fra, og ender da ved Nattens Komme med som en gammel, haabløs Trold at kravle ned i et ensomt Hul. – En Modsætning, og trods alt en Frænde, til Lykkeper er den teologiske Kandidat, Emanuel2 Hansted, om hvem Det forjættede Land er skrevet.
Medens Lykkeper udtømmer sit Emne, saaledes at Heltens Vandring gennem alle Stadier foreligger ligeligt belyst, er Det forjættede Land, der er blevet til paa et tidligere Punkt af Pontoppidans Liv, paa Trods af Forfatterens Natur ikke fuldkommen rundt i Udførelsen. Kun den Side af Emanuel Hansted, der vender udad mod Landet, mod den folkelige Bevægelse, er taget op til direkte Behandling. Derimod er hans Liv i Hovedstaden efter at hans Præstegerning i Vejlby og Skibberup er afsluttet med et Nederlag, kun fragmentarisk og indirekte behandlet. Og allerede Indledningen til dette Afsnit er noget vag og ikke fyldestgørende, nemlig Skildringen af Doktorfamiliens og Frøken Ragnhilds Indvirkning paa ham; her lader Forfatteren det musikalske faa en betydelig Indflydelse paa Hansteds Sind og kommer ad saadanne Omveje forbi det vanskelige Punkt. Et 159 enkelt Træk, der antydede æstetiske Fornemmelser hos den unge Kapellan, nemlig hans Indtryk af Hansine, da hun løber hen over en Pløjemark, er af Forfatteren strøget i anden Udgave. Tredje Del af Bogen, Dommens Dag, fuldfører Hansteds Skæbne efter Udviklingslinier, der kan drages ud fra hans Oplevelser paa Landet og har ingen indre Tilknytning til det mellemliggende Ophold i Byen.
Til Gengæld for de Brist, som Hovedfigurens Skikkelse udviser, faar man i den tredobbelte Bog en stor og fast Skildring af den tidshistoriske Baggrund. Overalt er Figurerne i disse Konflikter, skønt Typer paa deres Klasse, levende og vittigt tegnede. De konservative omkring Provsten; ældre og yngre Grundtvigianere, Førere og Menige; helt ned til Sognets Proletariat; og som Udtryk for en særlig Faktor i den landlige Frihedsbevægelse, Trodsen, Hadet, Mistroen, den udmærkede Væver Hansen. Slutningen af Bogen kommer noget for langt ind paa Enkeltforhold ved den grundtvigianske Udartning. Men kyndig og grundig er denne Beskrivelse og den giver Bogens Afslutning noget af den Fasthed, som Emanuel Hansteds Tilintetgørelse alene ikke vilde være tilstrækkelig til at meddele den.–
Skønt skrevet paa et tidligt Punkt af Pontoppidans Produktion er Det forjættede Land allerede præget af den dybe Spaltning, der gaar gennem Pontoppidans faste Sind. Stridende Kræfter mødes i stærke Brydninger, og Forfatteren er baade med og imod paa begge Sider.
Selv da Emanuel Hansted er død og faar det Skudsmaal, at han var en Nar, saa er dette Skudsmaal udstedt af Pater Rüdesheimer, og 160 Dommen derved paa Forhaand gjort relativ og skønsmæssig. Modvægten finder man i den Helgenglorie som lyser i blegt Skær om Emanuels Pande, og som ikke er noget Spottens Tegn. Fra hans Mund lyder Kristusordet: Min Gud hvorfor har du forladt mig! og oppe over Strandbakkerne rejser sig det sorte Kors. For nogle en Helgen, for andre en Nar; hvad er Sandhed. Lykkelige de, for hvem Sandheden er haandgribelig; men den Vise, som erfarer, at Sandheden, naar han griber den, forvandler sig til Blændværk, er ulykkelig, skønt vis.
*
Det som nu skal undersøges, er, om og hvorledes Henrik Pontoppidans kunstneriske Form harmonerer med Indholdets Hovedlinier.
Det skal da først fremhæves, at Det forjættede Land er tømret op paa en særegen tæt og stærk Maade; mest udpræget er dette i første Del, Muld, hvor det sjællandske Sogns indre Forhold udredes med overlegen Sikkerhed. Den er inddelt i fem Bøger, og hver af disse falder igen i en Række Kapitler. Den Ejendommelighed, som giver Konstruktionen dens tekniske Særpræg, er den Tidsafgrænsning der er bragt til Anvendelse for de enkelte Bøgers Vedkommende. Første Bog har ni Scener, der foregaar paa en Række forskellige Steder og med vekslende Personer; men alle Scenerne indesluttes indenfor een Aften og Nat. Anden Bog omfatter med sine elleve Kapitler og stadig skiftende Skueplads en Dag fra Formiddag til Aften. Tredje Bog har fjorten Kapitler og medtager et knapt Døgn, fra Søndag Eftermiddag til Mandag Formiddag. Fjerde Bog, Bispevisitatsen, foregaar paa en Søndag 161 Formiddag. Den afsluttende femte Bog er den eneste, som bryder Reglen om Tidens Enhed, idet den forud for sit egentlige Emne, Bryllupsdagen, har nogle Kapitler, der meddeler de fornødne Oplysninger om Præsteskiftet i Sognet.
Man ledes ved denne Teknik til at rejse det Spørgsmaal: Har de dramatiske Enheder nogen Berettigelse indenfor den episke Litteratur. Svaret maa blive et Nej. Laurids Bruun har gjort Eksperimentet; hans Roman Pan'1 foregaar i en Dagligstue paa en Aften. Hvis Enheden virkelig fornemmes, vil den stærke Sammentrængthed forekomme usandsynlig og kun byde paa ringe Fordel; en skarpt præget Episode kan som Novelle faa Lynglans over sit Staallegeme ved at afgrænses og indknibes; derimod vil i en større Skildring som Regel Mangfoldigheden være en Faktor af Værdi.
Men naturligvis kunde man tænke sig, at et omfattende Emne ogsaa havde den Natur, at dets Ejendommelighed traadte bedst frem i voldsom Forkortning. Det gælder ikke om at lovgive, men om at uddrage Kendsgerninger af det foreliggende, forsaavidt det har Værdi.
I Pontoppidans Roman er Teknikken den, at man faar Adgang til at opfatte Sognets to Landsbyer paa den Maade som en Indfødt kan: i de forskellige Boliger gaar Beboernes Tilværelse som for aabne Døre, og af de enkeltes Rørelser samler der sig Virkninger og Modvirkninger, saa at der fremgaar en hel Organisme af de spredte og dog tætforenede Dele. Ved kraftige Snit paa tværs lægger Pontoppidan den lille Verdens levende Liv frem for vort Blik.
Det er denne Ordning, der stemmer med det faste og ordnede i Pontoppidans Opfattelse; hertil 162 kommer endnu den Stil, hvori Skildringen er udført. Den er ikke rig paa Finesser og Kunstgreb: Udtrykket er tydeligt og Figurerne udfoldes med meget Lune, men glimtende Replikker ellerstemningsfuld indirekte Tale bruges ikke. Der er heller ingen Forfatterlyrik, kun hist og her et Landskab, saaledes en Snestorm som allegorisk Indledning til hele Bogen efter den romantiske Metode, der lader Naturen ledsage de menneskelige Optrin med velafstemt Musik. – Sproget kan gerne have en Plet hist og her, og Pontoppidan er ikke egentlig nogen benaadet Stilist. Men ved den tætte Kraft, som Tankegangen ejer, gør han sig Sproget underdanigt. Det siger hvad det skal, rent og tydeligt, og det er hvad Pontoppidan forlanger af det.
Paa vigtige Steder tilrettelægges Udtrykket med nøjagtig Finhed; de sidste Linjer af Muld lyder saaledes:
Det tog sig for hans Øjne ud, som om det bagved liggende Præstebjærgs mørke, tunge Masse havde løftet sig op paa luende Ildsøjler, – og han kom ved dette Syn til at mindes, hvorledes han en Gang havde drømt om at finde det Trylleord, der kunde bringe Muldhøjene til at aabne sig for ham …
Nu kørte han med sin Bondebrud ind i Bjærget.3
Der henvises her til et tidligere Sted i Bogen, nemlig følgende:
Hans Øjne var bleven aabnede for det dybe, uoverstigelige Svælg, der skilte ham fra disse Jordens Hyttebeboere, som levede her i deres underjordiske Boliger og gravede og puslede i den mørke Muld – et Slags Troldfolk, hvis Væsen var en Gaade, hvis Sprog man næppe nok forstod, hvis Tanker, Drømme, Sorger og 163 Forhaabninger ingen kendte. Og vilde det nogensinde blive anderledes? Var det ikke, som om Menneskeheden ganske havde forglemt det Trylleord, der kunde faa Højene til at løfte sig paa Ildsøjler og bringe Muldfolket frem i Dagens Lys og Luft?
Man vil se, at Pontoppidan har gjort sit Udtryk i Bogens Slutning tvetydigt, har ladet Emanuel øve et Selvbedrag. Udtrykket "aabne sig for ham" betyder nemlig her: give ham Adgang til Bjergets Troldmørke. Men paa det citerede Sted vil han tværtimod føre Troldene ud i Dagens Lys.
Det er Forfatterens Dobbeltsyn, som her giver sig et staaende Udtryk: Lukkede denne Mand og hans Lige op for Lyset, eller lukkede de sig selv inde i Mørket?
Dette var som fremhævet Pontoppidans andens Ejendommelighed: den fundamentale Tvivl. Dens Dobbelthed er det, der giver ham saadan usædvanlig Styrke, men en Styrke, hvori der ingen Fremdrift er, som ikke fører ham noget Sted hen, men gør ham ensom.
Den giver sig i "Muld" Udslag i de Farvninger af Stilen, som hist og her anvendes, og hvorved han kløver Fremstillingen af Emanuel Hansted.
Det hedder saaledes om ham ved Provstens landlige Taffel: "Han var forarget over denne tomme og opstyltede Fest." Ordene er Forfatterfremstilling; men den Overdrivelse, de indeholder, er et satirisk Lyskast henover Helten, der et Øjeblik forandrer Indtrykket af ham, som ellers er sympatisk.
Da han uden Provstens Tilladelse holder Foredrag, hedder det, at "han følte en forstærket 164 Længsel efter for Alvor at bryde med sin Fortid og gøre sig fri." Pontoppidan har forceret Udtrykket en Kende over det naturlige. Længere henne i Bogen falder det endnu stærkere: "Dette var som at stride paa nøgen Hede og med tomme Hænder. Aldrig Hvile, ikke en Tilflugt!" Men her er Udtryksformen ogsaa indirekte Enetale. I direkte Tale gaar det atter en Grad højere: "Se, jeg frygter ikke! Lad kun Stormene rase, ved dine Fødder er der Fred! O, lad mit ensomme Jordelivs Kamp være en Lovsang til din Ære."
Længst frem i Lyset rækker dette andet Syn paa Kapellanen i den vittige Passage: I et pludseligt Anfald af Overgivenhed, der fik ham til at glemme, at det var Kirketid, satte han Hænderne op for Munden og raabte: "Kuk-kuk!"
Ad denne Vej fremarbejder Forfatteren dobbelt Synsmaade overfor Helten og hans Sag og er selv noget nær stedt som den unge Mand, om hvem han saa spøgende beretter, at han havde tabt sin Tro, men bevaret sin Sympati for det kristelige.–
Siden Muld blev skrevet er Pontoppidan blevet en Grad tungere til Sinds; men saa stærk. Han føres af ingen og fører ingen, hans Skikkelse hylles i stadig tungere Efteraarsmørke. Ensom.
