Martinus Galschiøt til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Helsingør. 17. april 1932
Lad det blive Deres Alderdoms Hovedarbejde
17 April 32
Kære Pontoppidan – Tak for den fornøjelige Underholdning, De forskaffede mig gennem Deres Brev, Bogen og alt hvad De hentede op af Deres Hjernekistes Gem. Jeg vil sige Dem: jeg læste Deres Erindringer fra Barndommen med stor Beundring. De er fortræffelige – saa livlige i deres Afvexling, saa levende i deres Skildringer. De maa endelig fortsætte. Der staar efter den 3die Artikel et "fortsættes", men den slutter paa en Maade, som om De smækker Laaget paa Kisten i og siger: Ja saa kan det være nok med det! – Men det maa det ikke være. De maa gaa videre. Lad det blive Deres Alderdoms Hovedarbejde. Det vil blive Dem selv en tilfredsstillende Bekæftigelse og skaffe os andre en sjelden Nydelse, fordi vi derigennem lærer en Pontoppidan at kende, som vi kun ellers lejlighedsvis ser et Glimt af i hans andre Arbejder, og som der ikke er Antydning af i det pragtfulde Portræt, Hegel reklamerer med i sine Subskriptionsindbydelser – den elskværdig skæmtende og glimtvis muntre Digter, saaledes som han i al sin hvide Bedstefar-Haarfylde fra det aabne Vindue ser ned på Livet og Menneskene, der passerer forbi.
Deres skarpe Hukommelse, overlegne Dømmekraft og usvigelige Retsind vil sammen med Deres sjældne Fremstillingsevne give Deres Memoirer den største Betydning for Bedømmelsen af Tidens Forhold og Personligheder og ikke mindst for Forstaaelsen af Dem selv som Menneske og Forfatter. De ved, hvor højt jeg sætter Memoirer, selv om die Wahrheit nu og da er let tilsløret af Dichtung, hvad Deres dog næppe vil behøve for at faa Interesse og fængsle Læsere.
Collett Vogt er nu færdig med sine; de kommer hen paa Eftersomren, og jeg lover mig en Del af dem. Jeg synes, at det Stykke, han sendte mig engang ifjor, og som De vistnok læste, var godt. Han har været her paa Montebello i nogle Uger for at kurere lidt paa sin Sukkersyge, men nu er han rejst. Vi talte om Dem, og han bad mig bringe Dem en Hilsen. – Hvad mine egne Memoirer betræffer, da sysler jeg stadig med dem – i Tankerne; særlig med min Dagblads-Tid1 men jeg dypper næppe Pennen, min gamle med Propperne fra 1864 for at skrive dem, før engang ind i næste Aarhundrede.
2 Jeg sender Avisudklippene med tilbage, for De har vel ikke saa mange af dem, og der kunde jo være andre Venner som kunde ha Fornøjelse af at kende dem. Og saa haaber jeg som sagt engang at gense dem som Afsnit i en Bog. – Tak for Tham-Bogen2. Ja, der er morsomme Ting i den, navnlig da de to gamle Sybariters Breve. Hr. Schillers Behandling af Stoffet kunde vel nok ha været noget bedre. Han gør nærmest Indtryk af at være noget ung i Faget. Den første Halvdel af Bogen er ikke videre spændende, Afsnittene om Tham og Sergel til Gengæld gode, navnlig ved de to Herrers egne Bidrag; baade Breve og Artikel-Brudstykkerne. Ogsaa ved sit Omslag interesserede Bogen mig. Jeg fandt nemlig der Titler paa flere Memoirer, som jeg maa se at faa fat i. Fru Anna Getes I Solnedgangen3, der skildrer Livet i hendes Bedstefar Geijers Hjem kender jeg – det er en smuk Bog ogsaa ved hvad den fortæller om hendes Forældre og deres Hjem i Upsala, hvor jeg var nogle Gange under mit Ophold i Upsala, da jeg ogsaa blev "Bror" med Hugo Hamilton, der var Fru Getes Bror og endte som høj Embedsmand og efterlod sig "Hågkomster4", som nu er udkommet. Endelig er der Malla Silfverstolpes Memoirer5, hvis Udgiverske Fru Malla Grandinson, en Datter af Lindblad, jeg ogsaa kendte personlig og nu og da var i Forbindelse med – der er med andre Ord nok at tage til. For Tiden arbejder jeg mig igennem en 800 Sider tyk engelsk Bog af Winston Churchill6, der handler om hans Virksomhed under og efter Verdenskrigen, men den keder mig ærlig talt.
Mine andre Oplevelser er sparsomme, men jeg ønsker mig ikke flere eller større. Imorgen skal jeg til Fest hos Collstrop7, der bliver 85. Jeg prøvede paa at knibe ud, men det gik ikke. Saa har jeg halet min Selskabsdragt, Kjole osv., ud af Skabet til Eftersyn. Jeg tror ikke, jeg har haft den paa, siden jeg selv fyldte 85, og det er nu 2½ Aar siden. Næste Gang blir saa vel om andre 2½ Aar, naar jeg blir 90; for man bruger jo ikke her til Lands at klæde Lig i Selskabsdragt til Begravelsen.
Deres Meddelelse om de ulmende Galdestenssmerter gjorde mig inderlig ondt, men det er jo desværre alt hvad jeg kan gøre for at hindre dem. Jeg forstaar godt, at De ikke vil udlevere Dem til en ny Operation saalænge De kan holde dem nogenlunde ud. Gid De maa kunne gøre det.
Og lev saa vel
Deres hengivne
M. Galschiøt
