Alexander Kielland
(1849-1906), norsk forfatter, forretningsmand og lokalpolitiker, født, opvokset og siden atter bosat i Stavanger. Debuterede med Garman og Worse i 1880, og året efter fulgte Arbeidsfolk der fik en kun privat erklæret indflydelse på Pontoppidans sidste gennemskrivning af fortællingen "Kirkeskuden". Offentligt udtrykte Pontoppidan sig aldrig om den norske kollega.
Kielland blev af deres fælles forlægger inddraget i diskussionen af Skyer og takkede hjerteligt men kort for Nattevagt. Men ellers er der ikke mange vidnesbyrd om noget direkte forhold mellem dem.
Om sig selv skriver Kielland til sin bror, præsten Jacob K., 23.5.1887:
Du siger, at min Afstand fra Kristendommen er meget mindre end jeg selv vil være ved – kjære! det er jo netop jeg, som staar lige ved Kristendommen, men udenfor forsaavidt som jeg er uden Troen; og som fuldstændigt klart kan se, hvad der var Kristendom, og hvad der nu falskelig udgives for Kristendom.
En selvkarakteristik der kunne have været udtalt også af den ældre Henrik Pontoppidan. Om Pontoppidans forfatterskab ytrede Kielland sig ellers til andre i følgende tilfælde:
- Til Fr. V. Hegel 13.12.1886 om Mimoser:
[...]Pontoppidan skuffer mig frygteligt; – er det noget at skrive om for en voxen Mand? – hans Stil er desuden nu ligesaa opfyldt af Adjektiver som Schandorphs. Det er besynderligt, hvorledes en ung dansk Forfatter med Talent kan skrive så ganske løst flydende ovenpaa eller ved Siden af sit Lands og sin Samtids Liv og Trængsler. ...; [citeret efter Wamberg, skal korrigeres]1
- Til Frederik Hegel 23.5.1887:
[...] Tak for "Hytterne" og hils Pontoppidan, naar De ser ham. Det var da noget andet end de modbydelige Adelspersoner [i.e. i Mimoser], som han hverken kjendte eller foragtede tilstrækkeligt. Men Hytterne er god solid Indignation, han er den eneste i Danmark, som har noget af denne saa nyttige Ingrediens. Kunde han nu ogsaa flytte sin Vrede opover og tage Kjøbenhavn i Nakken! – ak! om jeg var dansk, saa sad jeg vis forlængst paa Tugthuset! [NkS 3742 4o]
- Til Jacob Hegel fra No 16 rue du Maine; Asnières, 28 Jan. 1888:
[...] Pontoppidans Isbjørn er [...] fuldt ud mesterlig; jeg har nok seet den rost, men intetsteds efter Fortjeneste. Det er, hvad jeg altid har sagt: han er den eneste Danske, som virkelig kan tage sin Samtid i Nakken og ryste den ordentlig op; Schandorph er for godmodig, og hans Satire er hovedsagelig den Lærdes; de andre gjør aldrig andet end at forkjæle sit Land og sig selv; men Pontoppidan har noget af det guddommelige Had til sit eget Kjød, som er det beste ved Fædrelandskjærligheden; – første Gang saa jeg det i Novellen om ham, som meldte sig, – da der var skudt paa Estrups Knap2; men saa skrev han de snottede "Mimoser"; |3| nu i Isbjørnen er han igjen der, hvor jeg vil have ham: paa Nakken af sit Samfund, som isandhed trænger til skarp Lud og grove Børster. [NkS 3742 4o]