Henrik Pontoppidan

I

Det enkelte Menneskes Liv bestemmes ligesom alt andet Liv af talrige koncentriske Cirkler, der drager deres fjernere og nærmere Krese om hans Væren og Væsen. Yderst i Periferien Landet, dets Natur, Lys, Luft, Breddegrad, Rytme og Farve. Længere inde Folket, dets Historie, Fysik, dets Arbejdskraft og Arbejdsevne, bestemt af dets haardere eller lettere Kamp for Tilværelsen. Endvidere dets Psyke, dets sjælelige og aandelige Substans, dets Indstilling til nationale, religiøse, moralske og sociale Idealer. Nærmere mod Centrum Slægten, dens Liv, Færd, Plan, Vaner, sjælelige og fysiske Egenart. I den inderste Ring Familien, Omgivelserne i Opvæksten, Paavirkningen fra Aands- og Driftslivet under Udviklingen. Og inderst inde Kernen, det uendelig sammensatte og dog faste Centrum: Individets Væsen og Karakter.

Som Livet i den borgerlige Verden, saaledes ogsaa i Kunstens. Enhver Kunstner gennemstrømmes i sit 63 Væsen af Bølger og Brydninger fra Fortidens og Nutidens aandelige Liv og forbinder atter gennem sit Liv Nutid med Fremtid. De enkelte "Originale", der tror, at de er førstehaands og ikke skylder nogen noget, er, som Goethe siger, Narre "auf eigne Hand". Som alt i Livet har Sammenhæng med andet Liv og gennem sit eget Liv fører Udviklingen videre til nyt Liv og nye Tider, saaledes knytter i Aandens Verden Liv sig til Liv i ubrudt Kæde, sugende Næring af det Liv, der har levet, og befrugtende de Frø, der skal blomstre og sætte Frugt i den nærmeste Fremtids Kunst. Den enkelte Frugts særegne Duft, Farve, Smag og aandelige Næringsværdi er den enkelte Kunstners Sind og Aand, hans menneskelige Karakter og kunstneriske Personlighed. Det er denne Udviklings- eller Nedstamningslære, der er Livets grønne Træ i Modsætning til graa Teori.

I denne Livets og Kunstens store og uendelig forgrenede Husholdning udskilles i Slægtens Liv de enkelte Generationer: koncentrerede Uddrag af Tiden, Overskudet af den Overflod, som er selve Naturens, Livets og Kunstens uigennemtrængelige, men lovordnede Hemmelighed. En saadan "Slægt" i tredelt Generation udgør tre Perioder i det sidste Aarhundredes Literatur. Slægten, med talløse Udløbere og Sidegrene, afmærkes gennem den lige Linjes Descendens ved Navnene Oehlenschläger, Paludan-Müller og Pontoppidan.

*

64 De nærmeste Forudsætninger, Omgivelser og Livsforhold, der bestemte Oehlenschlägers Liv og Kunst i Forhold til Tiden, var Danmarks Storhedsdrøm under Frederik den 6's første Regeringsaar – Drømmen om et Norden, der som Guldhornene havde været gemt og glemt under Støv og Aske, men atter stod op af Graven efter Daaden i 1801. Ud fra den svulmende Følelse af Lykkens Overmod og Tro paa Forsynets Vilje, som Landets sejrsdrukne Rus gav ham, skabte den unge Oehlenschläger af Guldaldertidens Førstedraaber først "Aladdin", Sejrens Apoteose, dernæst de nordiske Dramer og Heltekvad – forherligende Nordens Heltekraft i sit eget selvfølende Ungdomsbillede. Fra hans Genius kastedes et straalende Skær af Lys, Lykke, Friskhed og Livsmod over Aandens Verden, beskinnende og befrugtende den Kunst og det Aandsliv, der fulgte i hans Fodspor, og lysende længe efter at hans Sol, allerede tidlig, var gaaet bag Skyerne.

I den følgende Digtergeneration begyndte Tilbageslaget oven paa den alt for vidtdrevne Optimismes højtspændte Romantisme. Med de historiske Begivenheder som Baggrund, den politiske og økonomiske Bankerot under Frederik den 6's senere Regeringstid og Opløsningen under Christian den 8's, skærpedes Heibergs Kritik og uddybedes Paludan-Müllers Skepticisme. I Arv efter den forudgaaende Generation havde den efterfølgende faaet Trofastheden over for det Bestaaende, Enevoldsmagten af Guds Naade. 65 Men da denne Magt i Christian den 8's Lignelse fraterniserede med Folket og truede med at undergrave det guddommelige Forhold mellem Landsfaderen og Børneflokken ved at kile "Folket" ind mellem Gud og Konge, vendte den nye Tids skarpeste og dristigste Evne, Paludan-Müller, sig mod de Formastelige og skildrede i "Adam Homo" den opdukkende Liberalismes Type, den nye Tids Aladdin, Hall og Lehmann i samme Person: Skønaanden, Retoren, Gennemsnitstalentet, der paa sit glatbarberede nationalliberale Ansigt gik ind i alle Lag og i alle Hjerter. "Adam Homo" er i kort Begreb Tiden omkring 1848, Frihedstiden, Liberalismens og Veltalenhedens "blide Aand", der var blevet tilbage som en bleg Genklang af den fuldt tonende Patos i Oehlenschlägers Røst fra 1801. Som Oehlenschläger kritikløst forherliger Naturen i det unge Geni Aladdin – saaledes fordømmer Paludan-Müller i "Adam Homo" med sin Ironi, Sarkasme og Satire Facaden, Dilettanten fra Christian den 8's Periode, ja, det er som om selve Adam Homo er skabt i Hans Majestæts eget guddommelige Billede: livsalig, huldsalig, rundkrøllet med et flovt Smil af Appetit og Mæthed om den bløde, veltalende og intetsigende Mund. Ikke for intet var Oehlenschläger Søn af en livslysten og kongetro Slotsforvalter: Aladdins Drøm er Prinsessen og det hele Kongerige, hans senere Helte en uafbrudt Kongerække. Ikke for intet var Paludan-Müller Søn af en højgejstlig Herre, født med Foragt for Aanden i Christian den 8's verdslige 66 Gourmandnatur og med en asketisk Brand i sin Sjæl, hektisk farvet, som den var, af Sindets Strid mellem Kødets Begær og Aandens Forsagelse. Der er i Paludan-Müllers forfinede Træk Spor af den anden Generations begyndende Svækkelse oven paa Oehlenschlägertidens Levedygtighed og Livslyst – hans Ungdoms forlokkende og forføreriske Kunst afløstes tidligt af Bod og Anger, der vendte sig fjendtligt mod Ungdomstidens syndefulde Frafald fra Slægtens manes1. Ved et overmenneskeligt Opbud af Vilje – den Vilje, han atter og atter paakalder som Hjælpen i Nøden – stræbte han gennem Selvprøvelse og Selvtugt, der kunde grænse til Selvplageri, at udligne det tragiske Misforhold mellem medfødt Gudsfrygt og Pietisme og sin anden Naturs Livstrang og Sanseglæde. Resultatet var et Liv i Hemning og Moddrift. Hans Liv var som senere Ibsens en Kamp mod Trolde "i Hjertets og Hjernens Hvælv" – hans Digtning fra Adam Homo over Kalanus og hans Alderdomsværker en "Dommedag over sig selv". Som Oehlenschläger og Paludan-Müller er et Slags Forbillede for Bjørnsons og Ibsens Digterskikkelser, saaledes er Håkon og Skule et Slags Genbillede og Sindbillede paa Oehlensehlägers og Paludans-Müllers Aand og Natur i nordisk Digtning.

67

II

Skulde man anføre et Aarstal, der – som 1801 for den Oehlenschlägerske og 1848 for den Paludan-Müllerske Digtning – var det centrale for den efterfølgende Generations og ganske særlig for Pontoppidans, maatte det blive 1864, Nationalliberalismens endelige Fallit, den bitre Opvaagnen til Virkeligheden efter Storhedsdrømmenes Illusioner fra Aarhundredets Begyndelse. Hvad der fremhæver Oehlenschläger mellem de større eller mindre Profeter, der fylkede sig omkring ham, er det samme, som fremhæver Paludan-Müller i hans Generation: Begges udprægede Individualitet og deres Digtnings Monumentalitet. Set i Forhold til disse tvende Digterskikkelser og deres Værk bliver den samtidige danske Literatur letlevende og yndefuld med et upersonligt Skær af kjøbenhavnsk-akademisk Smag og Dannelse – "Formskærerlauget", som Blicher kaldte de datidige Koryfæer paa det hjemlige Parnas: Heiberg, Hertz og de mindre Guder, der flagrede om Studenterforeningen og Teatret paa Kongens Nytorv. – Det er disse samme faste Træk af Individualitet og Monumentalitet, der kendetegner Pontoppidan i 80'ernes og 90'ernes Literatur. Naar Heiberg i lange Tider stod som et Midtpunkt i det poetiske Danmark, en Poesiens Adam Homo i Pagt med Gud, Konge og Fædreland, saa var det i Kraft af hans særlige "kjøbenhavnske" Egenskaber, en lidt feminint affarvet Form og Aand, uden 68 dybere Kraft, fastere Sigt eller højere Maal. Og naar i den senere Generation J. P. Jacobsen dannede Skel og blev et Centrum i dansk Poesi med sit Følge af Efterabere og Eftersnakkere, saa var det i Kraft af den lidt forkætrede og forkælede Byatmosfære, der omgav hans Bøger, og som allerede faa Aar efter hans Død gjorde dem til Forlagets mest salgbare Konfirmationsartikel. I Modsætning til disse tvende Digterskikkelsers blege, feminint indstillede Væsen er det Oehlenschlägers, Paludan-Müllers og Pontoppidans kraftige, dybtfarvede og dybttonende virile Sind, der gør dem til isolerede og sluttede Skikkelser i den Skare af lyriske og elegiske Sværmere, der legede med Strengene paa det danske Parnas ved Sorø.

Ligesom "Aladdin" genspejler Oehlenschlägers livslystne og dagklare Træk, der atter afspejler hans Naturs lykkelige Letsind, som ved et underfuldt Forsyns Vilje opfanger Poesiens gyldne Frugt – saaledes genspejler "Adam Homo" Paludan-Müllers natlige og forsagende Noureddinfysiognomi, der med Flid grubler sig Tilværelsen til i Livsfjernhed og Askese. Medens Oehlenschlägers usammensatte Natur gjorde ham Kampen let, var Paludan-Müllers splittede Sind i evig Strid med Liv og Kunst. Men den Baggrund af bleg Kristenkærlighed, mod hvilken hans Liv og Kunst fortonede sig, opløste og omsatte Giften i hans Sind i underfundig Ironi og overlegen Satire. I Pontoppidans to Hovedværker, "Det forjættede Land" og "Lykke-Per2", løbes Linen ud, barsk og uforsonlig. 69 Forsynets Velvilje og Skæbnens Ironi afløses af Tragediens Dom, endende i Vanvid og ensom Død. –

Der er i Pontoppidans store Manddomsværker Mindelser tilbage i selve Titlerne om baade Oehlenschläger og Paludan-Müller. "Lykke-Per", mindende i Klangen om "Aladdin" saa vel "Lykke-Per" som "Det forjættede Land" i den ironiske Undertone om "Adam Homo". Paludan-Müller og Pontoppidan er den naturlige eller naturnødvendige Reaktion mod Livets Lyst og Lykkens Blændværk i "Aladdin" – affødt af præstelig Afstamning og af de ydre Begivenheders Gang. Begge bærer de gennem deres Udspring tillige Mærke af Berøringen med de tvende mere profetiske end poetiske Stormænd i Literaturen, Grundtvig og Kierkegaard – Berøringen med den Grundtvigske Aands Urtaage har fremelsket deres Trang til Klarhed og Renhed i Linjerne – Berøringen med den Kierkegaardske Aands absolute Imperativ har skærpet deres medfødte Sky for Halvhed og Akkord, med Hang til Paradoks, Pønitense og Passion. I "Aladdin", "Adam Homo" og "Lykke-Per" er dansk Væsen og Natur billedlig og sindbilledlig udformet og udtrykt – den fantastiske Fatalisme i den østerlandsk inspirerede "Aladdin", den glatte Opportunisme i "Adam Homo" og den selvophøjede Individualisme i "Lykke-Per". De tre Værker er tre Generationer af Slægten Lykke-Per. Sammenlagt er de Udtryk for dansk Aand. Aladdinsmærket bærer de alle – i fuldt Sollys hos Oehlenschläger, i Tragikomediens Dobbeltlys 70 hos Paludan-Müller og i Tragediens Mørke hos Pontoppidan.

Thi medens Oehlenschläger lader sin Helt vinde Sejr uden Kamp, baaret frem af sit Lyssind og Letsind som et grandiost Sindbillede paa dansk Selvforherligelse, og medens Paludan-Müller lader sin Helt stige Trin for Trin til Ærens Top ad Kompromisets og Nepotismens Vej som et Paradigma paa dansk Selvbehagelighed – er Livet i Pontoppidans Værk en Kamp med den største Indsats, Fanatismen for en Idé. Men i Misforholdet mellem Vilje og Evne, Livsbegær og Forsagelse, Idealitet og Selvraadighed, der grænser til Kværulans, ligger Spiren til Nederlaget, og Tragedien ender uden forløsende eller befriende Skær af Udsoning eller Forsoning. Op mod Troens klare Dagslys hos Oehlenschläger og Tvivlens skeptiske Halvlys hos Paludan-Müller staar den mørke Dommedagshimmel hos Pontoppidan. "Aladdin" og "Adam Homo" er hver for sig Menneskeskildring af høj Rang, Menneskeskikkelser, der er blevet Typer, fordi de er set ikke blot i Forhold til Tiden, men til Livet. Men det er "Spillet" af Sjælens Kraft og Afmagt, det mørke Uvejr af Sindets Kamp og Lidelse med dybt Perspektiv af Selvironi, Selvkritik og Selvanklage, der paa én Gang gør "Det forjættede Land" og "Lykke-Per" til Menneskeskildring og Menneskeskæbne, Folkeskildring og Folkeskæbne. Derved udhæves disse Værker til et ophøjet Billede af selve Folkets Natur i dets Sammenstød med Skæbnen. 71 Derved bliver Pontoppidans Værk baade et Memento og et Monument – ikke over Sejren, men over Nederlaget. Consummatum est!3

Et Monument bliver Pontoppidans Værk – deri bunder dets Storhed som blivende Værdi. Nederlaget har sine Helte, som Sejren har sine. Det er Indsatsen i Kampen, der hæver Pontoppidans Helte ud fra Gennemsnitsfladen og giver dem Dybde gennem Skyggerne. Det er Lidelsen gennem Kamp og Nederlag, der paatrykker dem deres Adelsmærke, Prøvelsens og Smertens stolte Trods. Det er deri, deres dybt tragiske Alvor bunder, deres Væsens sorgfulde Fysiognomi – "Nordens mørke Mø, Melancholia"4 i Modsætning til den Oehlenschlägerske "Sangvinitas".

III

Det rent udvendige Apparat: Omgivelserne, Handlingen, Haandværket i Pontoppidans Digtning er det let at faa Øje paa. Gennem en klar og overskuelig Plan, gennem en fast og velovervejet Opbygning af Begivenheder og Situationer opføres Værket af en Mester i god gammel Stil, der kender sit Fag til Bunds. Fundamentet dybt i Jorden, fast muret i haard Granit, Murværket af gode haandstrøgne Sten, Bjælkelag og Tagværk af stærkt og tørt Materiale. Facaden ren med enkle, lige Linjer uden forloren 72 Stuk og slotsagtige Gesvejsninger. Ingen Vejrhane som Symbol paa Toppen. Den ydre Handling er Tiden og dens Rørelser af religiøs, social og politisk Natur: Hovedstrømningerne i Tidens Løb, der i fjernere og nærmere Bølger kreser om Livet i Værkets Indre, sugende sig ind gennem blide Fjorde, kastet tilbage af stejle og barske Skrænter. Der er saa ofte og omstændeligt gjort Rede for disse Udenværker: de religiøse Kampe, Gennembrudstiden, Grundlovsbrudet og Provisoriet, det danske Kompromis gennem det politiske Forlig. Der er skrevet om hans Form, den Pontoppidanske saa jævnt glidende og afklarede Stil – hans Sprog, der snor sig som en Gudenaa mellem Kornmarker, Landsbyer og Købstæder, med smaa Sideløb, som med større eller mindre Mellemrum vender tilbage til Ophavets brede Strøm, Værkets Hovedlinje. Sindig er Flodens Gang, smaakruset den rolige Overflade, Strømmen gennemsigtig, saa man kan tælle Stenene paa Bunden. Sprogets Billedvalg er jævnt og nøjsomt, med Billeder fra Sproget som det tales langs Strømmen, med "Folket"s Sky for det højttalende, stortalende og søgte – dæmpet og blødt med en Streg mod det asketiske og almindelige eller almene i Udtrykket. Situationerne er prægnante uden opstyltet Dramatik, uden Teaterbelysning og Udstyr – Hverdagens og Søndagens, Dagliglivets Lys og Skygge. Luften i hans Værk, Atmosfæren, er høj, ren, klar og kølig, Foraarets og Efteraarets – hvad enten det er Luften under aaben 73 Himmel eller under Hjemmets Loft. Hans Sprog og Stil virker som en dulgt Protest mod Jacobsens degenererede Blomsterduft, Bangs parfymerede Boudoirsmag og Johannes V. Jensens raat tilhugne Lapidarstil. Det virker i sin dæmpede Tone som en behagelig, rolig Stemme paa Øret, i Slægt med Goldschmidts – svagt glidende, svagt rislende, svagt glitrende, i rolig Rytme fra Udspring til Udløb.

Fra den ydre "Handling", Udenværkerne i Tiden, bevæger da Pontoppidans Digtning sig ind mod Centrum, Livet. Fra Forgaardens bølgende Vrimmel af Mennesker – gennem Mellemgaardenes "Bevægelser" i Menigheder og Partier til Livet i Hjemmenes Stuer, hvor Familiernes Sorger og Glæder har til Huse, og hvor Samlivet i Slægten, mellem Forældre og Børn, Mand og Kvinde, udvikles, udkæmpes og udlignes i Strid og Fred. Indtil Handlingen naar ind til Kernen, det Allerhelligste, Lønkammeret, hvor den Enkelte udkæmper sin Kamp i Ensomhed, og hvor Handling og Bevægelse udløses i det dybe "Ledemotiv", der atter og atter vender tilbage, tonende og manende som den dybe Understemme bag hans Digtnings samlede Orkester: Menneskesindet, der i al sin Nøgenhed udkæmper sin Strid paa Liv og Død i Ensomhed, splittet og delt i fjendtlige Magter, i evig Tvekamp mellem Livsbekræftelse og Livsfornægtelse, Fantasteri og Selvopgivelse, Begær og Forsagelse – skønt al Kamp er forgæves. Thi Kampen, der udadtil staar mellem den Kæmpende og Omverdenen, 74 Samfundet, Slægten, Familien, Mand og Kvinde – staar til syvende og sidst mellem de dæmonisk modsigende og modstridende Magter i den Kæmpendes eget Sind: Kampen mellem den Enkelte og hans Skæbne.

Til Belysning af denne Jakobskamp, Skæbnens lunefulde Leg med Menneskesindet, der i sin blinde Drift kæmper sig frem mod Døden som den eneste Udløsning og Befrielse, anvender Pontoppidan i sit Værk først Anskuelserne, de indbyrdes kæmpende religiøse, sociale og politiske Modsætninger i Tidens Liv, der brydes i Hovedpersonernes. Grundtvigianismen, Indre Mission og Folkekirken fra det religiøse Omraade – de sociale Modsætninger mellem Land og By, Overklasse og Underklasse, Klasselagene og Raceskellene – de politiske mellem Konservatisme, Moderation, Radikalisme, Socialisme og Anarki. Fra Modsætningerne i Livsanskuelse trænger han ind til Modsætningerne i selve Livsfølelsen, som den aabenbarer sig i Hjemmene, i Slægten, i Samlivet mellem den fjernere og nærmere Families enkelte Medlemmer og mellem Mand og Kvinde. Han prøver denne Livsfølelses og dette Samlivs Forenelighed imellem Individer af modsatte Folkelag: Overklassesønnen Emanuel i hans Forhold til Almuekvinden Hansine i "Det forjættede Land" – mellem Individer af forskellig Race: Danskeren Per Sidenius og Jødinden Jakobe i "Lykke-Per" – og mellem Individer af samme Lag: Torben og Jytte i "De Dødes Rige". Og opslidt 75 af Kampen og af Sindets Uforenelighed med Omgivelserne ender han da med at søge et Hvilepunkt eller Ligevægtspunkt uden for de Krese, som Tiden, Livet og Samlivet drager om den Enkeltes Tilværelse – udenfor eller ovenover som Emanuels Ikarosflugt mod Himlen – inderst inde i Centrum, hvor Sjælen spinder sig ind i sit eget Spind af Usammenhørighed og Ensomhed som i "Lykke-Per" og "De Dødes Rige". Og dette det inderste Liv i hans Værk skildrer da den sjælelige Enspænders Strid, den religiøse, sociale, politiske og moralske Løsgængers Kamp for at sprænge det selvspundne Spind og bane Vej til Forløsning og Fred. Og først naar alle Sunde er lukket, bøjer Sjælen sig træt og udslidt under sin Skæbne og gaar ukuet og uforsonlig ind til den eneste Fred og Frelse: den barmhjertige Udslettelse og Udsoning i det forjættede Land: de Dødes Rige. – –

Aladdin føres gennem Livet i lykkelig Selvtillid, stolende paa sin Livskraft og Livslyst, sejrrig ved sin Tro og sin Uansvarlighed, nydende Livet for sin egen Skyld uden Ansvarsbevidsthed og Pligtfølelse, et Billede paa Naturens blinde Lune, Fatalisten i Renkultur. Denne lette og muntre Ansvarsløshed er den morgenlandske Kolorit, den "spillende romantiske Farveblanding" i dette drengefriske "Lystspil", som Oehlenschläger oprindelig benævnede det: Skrædersønnen fra Borgergade, der blev Sultan – men uden den Livsvisdom i Parablen, der uddyber Perspektivet i østerlandsk Literatur. Adam Homo glider gennem 76 Tilværelsen, krydsende sig frem mellem Skærene, søgende sit eget – den "blide Aand", Livets fødte Opportunist. Emanuel og Lykke-Per kæmper sig frem i evig Modsætning og Modstrid med Omverdenen og sig selv, aldrig paa Akkord, med selve Livet som Indsat for Idéen, med alt sat paa Spidsen indtil Kværulans for Personlighedens Udløsning: Individualisten i Kamp mod Skæbnen i sin egen formørkede Sjæl, uforenelig med Omverdenen, uforbindelig med Omgivelserne, et forudbestemt Bytte for Kamp og Nederlag og Død. Gennem disse tre Digteres Værk afsløres, hvad man med et søgt, men betegnende Udtryk kunde kalde: det egocentriske Træk i dansk Natur, Selviskhedens snart lyst, snart mørkt farvede Mærke uden dybere Forbindelse med Samfund eller Samliv – romantisk belyst hos Oehlenschläger, med Virkelighedens truende Baggrundsbelysning hos den sardonisk smilende Paludan-Müller og hos den tungtbevæbnede og stridbare Pontoppidan.

Medens Oehlenschlägers sunde Livslyst og Livskraft besejrer Livet uden Sværdslag, med Dagsiden af sin Natur vendt mod Lyset og Lykken, er Natsiden i Paludan-Müllers og Pontoppidans Natur vendt mod det oprørte Hav under Aftenhimlen – med spillende Lyn over Paludan-Müllers Træk, med Storm og tordensvanger Luft over Pontoppidans skyede Pande.

Som Livskraftens og Livsfølelsens Styrke er det faste Element i Oehlenschlägers bløde og barnlige 77 Natur, saaledes er Livsviljen, Modstandskraften, Sjælsstyrken det haarde eller sejge Grundstof i Paludan-Müllers og Pontoppidans. En Sjælens Selvopholdelsesdrift, der i mindre "sunde" Naturer hærdes gennem ydre Modstand og indre Lidelse, bydende Livet og Skæbnen Trods – "dybt i din Vilje skal du Hjælpen finde". Deraf Indsatsen: Livet selv, Uforsonligheden og Ukueligheden. Deraf Kampen: Brændingen i de paa én Gang oprørte og oprørske Digtersind, den menneskelig opslidende og kunstnerisk frugtbare Strid mellem Natur og Aand, Magtfølelse og Afmagt i de utilfredsstillede og utilfredsstillelige Karakterer, der finder Udløsning i Idé og Kunst for den svigtende Hengivelse i Livet, den manglende Evne til at "realisere det Almene". Deraf Udgangen: Dommen og Døden – den brændende Ild i det Allerhelligste, der fortæres i sin egen Flamme.

IV

Vender man Blikket tilbage mod den danske Literatur fra Oehlenschlägers Tid og op til vore Dage, møder man de tvende billedlige Udtryk for Sjælelivets Dag- og Natside, som den skønne Prolog i "Aladdin" benævner ved Navnene Sangvinitas og Melancholia. "Sangvinitas" i Linjen Oehlenschläger – Heiberg – Hertz – Winther – Hostrup – Aarestrup – Drachmann, "Melancholia" i Linjen 78 Paludan-Müller – Hauch – Schack Staffeldt – Jacobsen – Stuckenberg – Bang – Pontoppidan. Svingende mellem begge Poler Blicher og H. C. Andersen – rodløs i Ingenmandsland Goldschmidt. Uden for Digternes afsluttende Kreds staar Grundtvig og Kierkegaard – den første med et hedensk blandet Sind af national-poetisk-religiøs Art i Slægt med Sangvinitas, den anden med et hektisk blandet Sind af religiøs-filosofisk-kritisk Art i nøje Pagt med Melancholia. Begge disse Aander gik i profetisk Overdrivelse over Gevind, fordi deres Sinds "Besættelse" manglede den kunstneriske Beherskelse – Ubehersketheden drev dem ud i Ekstasen, Menighedslivets og Munkelivets. Paavirket af dem begge gennem menneskelig Tiltrækning og kunstnerisk Reaktion staar Pontoppidan – tiltrukket af Grundtvigs Folkelighed og af Kierkegaards Individualisme, frastødt af Grundtvigs nationalt-religiøse Svulst og af Kierkegaards paradoksale Dialektik, der grænsede til Hysteri. Paavirkningen fortsattes over Bjørnson og Brandes – som Tiltrækning gennem begges maskuline Kamplyst – som Reaktion gennem deres kvindelige Sans for det ydre Apparat i Aktionen. En eneste nordisk Aand er dybt beslægtet med Pontoppidan i Viljens Suverænitet og Livsfølelsens mørkladne Patos: Ibsen. Blandt andre Aander i Tiden spores Slægtskabet dybest i Nietzsches og Walther Rathenaus5 aristo-demokratiske Træk og i den uforbindelige Dualisme i deres Væsens Strid mellem Natur og Aand, Liv og Idé. –

79 Man har kaldt Pontoppidans Digtning kølig, nøgtern, mandig – Ord, brugt af Lærebogsforfattere til Oplysning for Gymnasier og Rusavditorier. "Kølig" – fordi hans Udtryksform er forbeholden som en tilknappet ydre Optræden, der dækker over et lidenskabeligt gærende Sind. "Nøgtern" – fordi hans Tone er af en egen blufærdig Dæmpethed, skyende det overdrevne, det overlæssede og overspændte. "Mandig" – fordi hans Stil er Kontrasten og Protesten mod hans Samtids overvejende feminint indstillede Literatur med dens Hang til Sentimentalitet og Sensualisme, med tilhørende Bodsøvelser og Afklædningsscener. Pontoppidan er kølig og nøgtern og mandig i den Forstand, at hans Værk er til for voksne Læsere, der er ude over Pubertetsalderens søde Melankoli, og kræver en personlig Kavtion bag paa Papiret som Garanti for Indfrielsen. Op mod Literaturens Baggrund af Konger, Dronninger og Bønder, helt ned til Styrvolternes Sværm af Vindmagere og Højttalere, der tager Stikkene hjem baade i Spil og i Kærlighed, tegner hans tillukkede Aasyn sig højt og frit som et tavst Vidne om Karakter og Personlighed.

Skulde man søge at finde et Ord, der kortest og fyndigst betegner hans Personligheds og dermed hans Digtnings Væsensmærke, maatte det vel blive "behersket". Hans Værk er et Eksempel paa menneskelig og kunstnerisk Beherskelse – dèn temperance, hvormed Shakespeare i "Hamlet" adskiller Kunstner 80 fra Gøgler, den Beschränkung, hvormed Goethe i det lille Forspil "Was wir bringen" skiller Mester fra Dilettant. Den mandlige Aand, som er det "græske" Træk i Goethes Natur som i Pontoppidans, og hvis kunstneriske Princip Digteren sammenfatter i de kendte Linjer:

Vergebens werden ungebundne Geister
nach der Vollendung reiner Höhe streben.

V

Vilde man da endelig forsøge at bestemme Henrik Pontoppidans Plads i den danske Literatur, er det ikke gjort ved paa letfattelig Vis at rubricere ham i en af de mange Baase, som anvendes for at give et overskueligt Overblik over Bestanden paa det hjemlige Parnas, eller i en af de "Skoler", som nyopdukkende Literaturprofeter starter til Forkyndelse af deres eget literære Program. Klassicisme, Ny-Klassicisme, Romantik, Realisme, Naturalisme og de talrige andre Klassetegn, der er den generelle Betegnelse for det eneste Kendetegn: det indre Væsensmærke. Som det er den indre Naturs "Afspænding" og ikke de ydre Begivenheders "Spænding", der udløses i Kunst og skaber Værket – saaledes er det det dybe Slægtsmærke og ikke de tilfældige Moderetninger og 81 Tidsstrømninger, der bestemmer den Enkeltes Plads i Geleddet. Personlighedens særegne Fysiognomi angiver den Enkeltes Plads i Rækken – hans sjælelige og aandelige Spændvidde den højere eller lavere Grad i Regimentet. Det er Kritikens Opgave at bedømme enhver Kunstner ud fra hans egne Forudsætninger og ikke ud fra vedkommende Kritikers Forudsætninger af national, religiøs eller moralsk Natur. Enhver Kunstner maa maales med sin egen Alen, og ingen Kritiker kan som det ofte forsøges – lægge en Tomme til eller trække en Tomme fra hans Vækst. Kunst er Sind, udløst i Aand Kritik er det samme Sind, belyst af Aand. Det er Kritikens Kunst at finde Mærke og Maal, Stilling og Plads for dette den Enkeltes Sind i Digterslægten – ikke ved Hjælp af Forstandens eller Følelsens upaalidelige Dom, men i Kraft af den instinktive Fornemmelse, den fintmærkende sjette Sans, hvormed Kritikeren lytter sig ind til hvert enkelt Værks Værdi i sig selv: dets Stemningsspil, dets Klangfylde og Grundtone.

*

Gennem den danske Literatur løber som angivet tvende parallele Linjer, den lyse og lette, den mørke og tunge: Sangvinitas og Melancholia. Paa Farvernes forskellige Blanding, paa Tonernes forskellige Brydning beror den kunstneriske Form – paa Spillets 82 svagere eller stærkere Bundfarve og Grundtone det digteriske Væsen. Samlede er de Udtryk for Digtningens Aand og Natur. Det fulde Spil paa alle Instrumentets Strenge fra Lys til Mørke, fra Højde til Dybde og Brydningsspillet mellem Lys og Mørke som i Shakespeares Værk kender vi ikke her hjemme. Lys og Mørke, Højde og Dybde staar skarpt adskilt – findes Brydningsspillet, er det svagt fortonet i lette og luftige Mellemtoner.

Den Pontoppidan'ske Digtnings kunstneriske Form er Selvbeherskelsens afklarede Ro og afsvalede Stilhed – dens Indhold Sindets Strid i en nøgen Sjæl, der i skæbnebestemt Ensomhed kæmper sig frem gennem Livet ind i Døden. Den menneskelige Værdi beror paa Indsatsen i Kampen, det Mod og den stolte Rejsning, hvormed den haabløse Kamp mod Skæbnens Overmagt føres til Ende – trods alt. I denne Sjælsstyrkes fribaarne Aand og Adel bunder Digtningens Karakter og Digterens Personlighed.

Af denne Grund staar Henrik Pontoppidan isoleret og virker isoleret i dansk Literaturs stemningsbevægede og stemningssvingende Atmosfære. Han har ingen "Livsanskuelse", bestemt af Tidens Mentalitet, ingen Tendens, bestemt af dens politiske og moralske Program. Han er uden Værkfæller, uden Meningsfæller, uden Partifæller. Man har med Lygter søgt, hvor han staar, hvad han mener, hvem han slutter sig til i Kunstens, Religionens, Samfundets og Politikens Kliker og Partilejre – forgæves. 83 Hans Fædrelandskærlighed er uden Nationalisme, hans Religiøsitet uden Religion, hans Folkelighed uden Demokratisme, hans Samfundsfølelse uden Socialisme, hans Menneskelighed uden selvgod Humanisme. Han hører ikke til nogen "Bevægelse" i Tidens kunstneriske Liv, hverken den sognefødte eller evropæiske, den intellektuelle eller den mystiske, den jyske, den fynske, den bornholmske endsige den allerusynligste i "det skjulteste Danmark", Hans Plads er bag alle Anskuelser, Dogmer, Bevægelser og Problemer, som oprulles med Tidens forrevne og forvirrede Træk i hans Værk. Hans Plads er i den Solidaritet, hvormed han føler sig forbunden, en for alle og alle for en, med sit Værk i den stærke og dybe Livsfølelse og det intense Samliv, der knytter hans Digtning og hans Personlighed sammen i uløseligt Forbund. I denne ubrudte og ubrydelige Forbindelse har hans indesluttede og uforbindelige Sjæl fundet sin Udløsning og Befrielse. –

Paa denne stolte og trodsige Selvstændighed beror da hans Originalitet – den eneste Originalitet, der findes: Viljen og Evnen til at være sig selv. Han staar uden Slægtsforbindelse med det aandelige Danmark, der søger at løse Livets og Samlivets Knude gennem Lystspillets Sløjfe, eller med det Danmark, der søger at hugge den over med Sørgespillets Sværd. Han overlader Løsningen til os selv – til hver Enkelts Afgørelse i Lønkamret ad Selvbeherskelsens, Selvtugtens og Selvopretholdelsens trange Vej, som han 84 selv har gjort det. Derved bliver han gennem sit Liv og sit Værk et Eksempel for sit Folk: den sande Personligheds ensomme Kamp i en ensom Sjæl mod et ensomt Maal. Ligesom "Adam Homo" først langsomt slog igennem, fordi Paludan-Müllers bitre og underfundige Kunst, som sagde den ilde hørte Sandhed, forvirrede den danske Kritik og frastødte det danske Publikum, der var vant til at se den hjemlige Nationalhelt og Nationalhelgen kanoniseret i Aladdins Lignelse – saaledes vil ogsaa Pontoppidans uforsonlige og ubønhørlige Digtning, der stiller den danske Lykkeper i Forhold til Virkelighedens Pligt og Idéens Ansvar, først i det lange Løb tilkæmpe sig sin uangribelige Plads i Rækken og Grad i Regimentet.


Det har været Maalet for dette kritiske Forsøg at klarlægge Forudsætningerne for Henrik Pontoppidans Forhold til Tiden og optrække Hovedlinjerne for hans Personligheds Forhold til Livet gennem hans Digtning. Samlede antyder de hans kunstneriske Indsats, hans Personligheds uovervundne og uovervindelige Sjælsstyrke, hans Sinds aldrig hvilende Kamp paa Liv og Død. Paa Løsningen af denne Strid, Sindets uløselige Konflikt mellem de modsigende og modstridende Dæmoner i dets Indre, har han sat alt 85 ind, sin Evne, sin Vilje, sin Stræben mod Livets Udløsning i Kunstens og Personlighedens samlede Idé. Man mindes, naar man tænker paa ham, Schillers stolte og stejle Krav til Livet og Kunsten:

Und setzet Ihr nicht das Leben ein,
Nie wird Euch das Leben gewonnen sein!

Henrik Pontoppidan har sat sit Liv ind paa sin Kunst.

 
[1] manes: (lat.) den afdøde slægts ånder. tilbage
[2] Lykke-Per: her som overalt rettet fra "Lykkeper" tilbage
[3] Consummatum est!: (lat.) Det er fuldbragt, Jesu sidste ord på korset (Johs. 19,30). tilbage
[4] "Du Nordens mørke Mø, Melancholia": de første ord i Prologen til Aladdin. tilbage
[5] Walther Rathenau: (1867-1922), tysk forfatter og politiker med hvem HP stod i brevveksling. tilbage