Vilhelm Andersen
Lysets Fé stod ved hans Vugge. Hun bøjede sig over hans Ansigt og hviskede: "Jeg skænker dig Lyset i Vuggegave. Lys i dit Sind og Lys i din Aand. I Skæret af dette Lys skal du se Livet, Menneskene og deres Skæbne. Skyggen skal vel strejfe din Kind. Men den vil aldrig bundfælde sig og mærke dit Sind." –
*
Den, der i sin første Ungdom oplevede Vilhelm Andersen som Iscenesætter af "Efterslægten"s aarlige Skolekomedie, bevarer for Livet Billedet af ham som den klassiske Student, Poul Møllers krøllede Frits. Dèr sprang han omkring, selv en stor dansk Dreng mellem andre Drenge, ladet med Spilopper og frisk Opfindsomhed, øsende af sit sorgløse Sinds Indfald og Narrestreger, dets unge og sunde Festivitas 27 – lidt hvalpeagtig kluntet paa de tunge, let buede Ben, det gavtyvagtige Henrikfysiognomi spillende om Kap med Deklarationens kaade Studenterløjer. –
Den, der senere saa ham spille latinsk Komedie paa Folketeatret, genkendte Studentens spillevende Træk, det sprælske Væsen og den tunge, nu lidt bamsede Krop. Der var en tydelig Disharmoni, maaske rettere Dissonans, mellem Ansigtets Aand og Kroppens Natur. Indtrykket smeltede ikke sammen i harmonisk betonet Samklang. Legemets enkelte Led førte som hos Jeppe Krig med hinanden: Hovedet vilde den ene Vej, Benene den anden. –
Men gensaa man ham endelig efter Aars Forløb som Oplæser paa Podiet, med Overkroppen hævet over Pulten og Underkroppen dækket bag det skærmende Kateder, da forstod man, at dèr var han paa sin rette Hylde – "Studenten" og "Komedianten" harmonisk forbundne i en og samme Person. Det stortskaarne Fysiognomi, forædlet af Aand – Haaret tørt og tyndt som af Studier ved Lampens Lys, Øjnene sensible for Dagslyset, Hudens Lød lidt graalig støvet. Men over Ansigtets furede Træk og falmede Tone spillede et Genskær af Lyset i hans Indre fra de skælmske Øjenkroge og de krusede Mundvige, og gennem den dybe, sonore Røst sang Sindets livsglade Instrumenter deres festlig tonende Opsang til Livet og Lyset. De levende Hænder formede gennem bløde og følsomme Bevægelser det fulde Indtryk af rund Menneskelighed – samlende Fremtoningens spillende 28 Liv i et harmonisk Hele af Herredømme over Stoffet og Beherskelse af Skikkelsens Aand og Natur.
I
Som den "Naturens muntre Søn", han fra Fødslen var, fandt Vilhelm Andersen "ved et Under" – som hans tilbedte Oehlenschläger – allerede i sin første Bog Poul Møller det Stof, hvori han kunde indsmelte eller omsmelte sin egen Aand og Natur. Som han selv ved senere Lejlighed har udtrykt det: "Til al god Lykke kom jeg paa den Tid af personlige Grunde ind i et indtrængende Studium af Poul Møllers Liv og Værker". Først den rent ydre Statur: kernesund, ødansk, jævn, støt paa de stærke og brede Ben – "en god Bistand i Blæst", som Kamma Rahbek benævnede den tunge og tætte Digter. Dernæst det indre Væsen: den sjællandske Lunhed, den uforstyrrelige Ligevægt i Sindet, sammensat af landlig Natur og livlig Aand.
Inderst inde i Sjælens Esse er Vilhelm Andersen – som Georg Brandes var det – i sin skabende Natur dèn Blanding af videnskabelig og kunstnerisk Drift, der ikke tilfredsstilles af faglig eller abstrakt Viden, men som gennem Aandens Arbejde søger Udløsning for Gemytets dybeste Rørelser. Forskellen laa som altid i Oprindelsen, i den "racebestemte" Urgrund, 29 hvorpaa den aandelige Udvikling bygger: Brandes' lidenskabelig-bevægede Sind med dets Sans for Storhed – Vilhelm Andersens ligevægtige Gemyt med dets Hang til folkelig Jævnhed. Derfor valgte Brandes i første Række Skikkelser som Shakespeare, Voltaire, Cæsar, Disraeli, Nietzsche, Lassalle – Vilh. Andersen Skikkelser som Poul Møller, Oehlenschläger, Topsøe. Begge følte de sig, mere som Kunstnere end som Videnskabsmænd, i Hjertets Hengivelse og Beundring solidarisk med deres "Helte", men samtidig tiltrukket af Modsætningen: Brandes af Hellas' og Goethes ophøjede Harmoni – Vilh. Andersen af Paludan-Müllers og Henrik Pontoppidans lidenskabelige Disharmoni. Dog, fuldt ud befriede i aands- og sindsbestemt Slægtsskab følte de sig kun under Sysselsættelsen med Naturer, hvori deres egen smeltede sammen i organisk, dybt oprindelig Udligning og Udløsning. –
Fra Bogen om Poul Møller, der i sin harmoniske Sammensmeltning af Form og Indhold er et klassisk Værk, undfanget i fuld Hengivelse og Lyst, fuldbaarent rundt i alle Forhold, gik Vilhelm Andersen videre ad den lige Vej mod Maalet: fra den danske Students Eventyr til den østerlandske Skrædersøns, fra den sjællandske krøllede Frits til den nationalt blussende og blomstrende Aladdin – først i Doktordisputatsen Guldhornene, senere i det store 3 Binds Værk Adam Oehlenschläger. Allerede i disse tidlige Værker sporede man en Overspænding af Evne, en 30 Anspændelse af Vilje for at holde Dampen og Tonen i Højde med Digterens, hvorved Stilen pustedes op i overfyldte Balloner, der steg til Vejrs og forsvandt i Taageskyer – hvis de da ikke forinden var sprængt af de altfor rigelige Luftarter. Der er i disse Bøger Mindelser om baade Grundtvigs og Bjørnsons nationalt-religiøst-poetisk-profetiske Dampe, af Ordenes Selvberusning og Tankernes Selvfordunstning – en Stil, der kun lidet harmonerer med Oehlenschlägers stærke og fuldttonende Patos. Derfor blev det værdifulde i disse Værker den "historiske" Kildeforskning og Detailanalyse, medens den kunstnerisk skikkelses-dannende Monumentalitet gik tabt paa Vejen fra Leret til Marmoret. I disse Ungdomsværker spores tillige den Trang til Forkyndelse og Program, der ogsaa hos Grundtvig og Bjørnson kunde virke forstemmende og forstyrre den naturlige og fuldbaarne Skabelse, fordi Maalet tabtes af Sigte for Midlernes Skyld. Tendensen kiler sig ind og trænger sig frem, fordunklende det klare Anslag og det store Anlæg – for til sidst i Adam Oehlenschläger at munde ud i en Forkyndelse, der har Bud mere til den samlede Menighed end til den usynlige Enkelte. I koncentreret Essens forenes Stil, Forkyndelse og Program i Slutningens pompøse Apoteose:
Hvad der siden 1864 og Georg Brandes er vundet i dansk Poesi, er vundet imod Oehlenschläger og fra Oehlenschläger. Bjørnson, som i det danske 31 Folk i mere end 40 Aar har erstattet Oehlenschläger, har aldrig digtet mod Ochlenschläger, men med ham. Bjørnson har meget inderligere end Ibsen faaet dansk Indvielse. Han har gaaet under Bøge.
Og videre:
Det er Hurraraabet og Bøgegrenen, det gælder at bevare. Det er Glæden, det gælder at bevare. Skal der atter blive Raad til en saadan folkelig Fest i den danske Kunst: i Oehlenschlägerske Former bliver det i alt Fald ikke. Kommer det, saa kommer det stille som det første Smil en Aften efter en lang Sørgmodighed, i Forstaaelse med alt andet Liv, der vil vokse, gro op over, ud over Sorger og Savn og bitre Erfaringer: et Blink i et Par unge Øjne, en Hvisken hist, en Nynnen her – en Sang, indtil Koret begynder at svulme, den dyre Livsbekræftelsens Korsang Ja, vi elsker – paa vort eget Modersmaal.
For til sidst at tone ud i Programmusikens store Finale:
Fordi Oehlenschläger er den første, der har kunnet sige dette Ord, Livsordet, med fuld kunstnerisk Myndighed og aldrig har kunnet sige andet, bevarer han endnu sin Midtpunktstilling i den danske Literatur som dens menneskeligste Digter. Man kan heldigvis(!) nu gaa videre med dette Ord, end 32 han nogen Sinde formaaede, men man kan ikke slippe dette frugtbare Udgangspunkt: "Til Kilden har han ført os ned, hvorfra vort Livsvæld rinder". Hvor der med vor Tids Livserfaringer i vor Tids Kunstformer arbejdes videre paa dette Grundlag, der har vi, uden Program og uden Fører, heldigvis(!) en Oehlenschläger'sk Poesi af den Slags, som der nu trænges til. Nogen anden Oehlenschläger'sk Skole kan ikke tænkes.
*
Saaledes er da nu Stilen, Tanken, Tonen – med ét Ord: Aanden. Et godt Stykke Vej borte fra hin Naturens muntre Søn, der i sin sunde Livsfølelse skabte Poul Møller i sit eget Billede, til den faderlig-formanende Sjælesørger, der i Adam Oehlenschläger søger at samle en ny Frimenighed i fælles Livsanskuelse omkring sin Lærestol. –
Den videre Udvikling af denne Vilhelm Andersens Livsanskuelse udformes i tvende følgende Værker: Knud Sjællandsfars Tide-Bøger. Første Part: Aaret og Dagen. Anden Part: Hellig og Søgn.
Allerede Psevdonymet Knud Sjællandsfar vækker Mindelser om Foregangsmænd i Literaturen af samme landsfaderlige Afstamning. Titlerne ("Aaret og Dagen" – "Hellig og Søgn") fremhæver den opbyggelige Tendens, samtidig med at Undertitlerne ("Morgen, Aften – Foraar, Sommer, Efteraar, Vinter" og 33 "Hverdag, Lørdagaften, Søndagmorgen – Jul, Paaske, Pintse") i deres Omstændelighed understreger, at det er en sat og sindig Mand, der har Ro i sin Sjæl og Raad til at give sig god Tid. Forud for hvert enkelt Afsnit staar Skriftstedet, en Salme eller et Digt, passende for Anledningen. Samlede føles de tvende Tide-Bøger som Opbyggelsesprædikener, omsluttende Menighedslivet. –
"Livsbekræftelsen" er nu det store Ledemotiv – den gaar som en rød Traad gennem Bøgerne, dukkende ned under Aarstidernes vekslende Gang for blot endnu rødere at stige mod Himlen i jublende Lovsang. Alle Tilværelsens Forhold og Former strejfes i en lidt jonglerende Leg med Ord, Spil med Tanker, Idéassociationer og Lignelser uden egentlig Fordybelse og Baggrund, i lykkelig Uvidenhed om Nød og Kval, Sult og Sorg, Strid og Skæbne. Her er ikke et "verdsligt" eller "gudeligt" Enten-Eller, nærmest et Slags "menneskeligt" eller "folkeligt" Baade-Og, en populær-videnskabelig-national-religiøs-poetisk-profetisk Udlægning af "det levende Ord", en Art mild "Asa-Rus" i Grundtvigsk Stil. Tanker og Følelser svømmer lette og luftige oven paa Anretningen, baaret oppe af Fortrøstningens Naade, skyende Bunden og Bundfaldet i Skæbnens sortladne Element. Man holdes behagelig i Aande af de mange – og lange – Udsigter, Svinkeærinder og skiftende Belysninger, man føler sig magelig til Mode ved den mildt tonende Harmoni mellem sig selv og Omgivelserne, 34 medens man samtidig i sit dybere og bedre Jeg har en svag Fornemmelse af, at maaske ikke alt er, som Præsten præker. Man føler sig som stillet over for en Gaade – hvis Løsning paa Forhaand var givet i Teksten. Hvad enten det er Foraarsblæst, Efteraarsstorm eller Vinterfrost – overalt færdes man under en høj og skyfri Sommerhimmel, der til Slut hvælver sig over de tvende Tide-Bøgers "Udgang" som en forklaret – og forklarende – Pinsemorgen:
Det er dette Sommer-Land, vi elsker. Vort Als, vort blomstrende Alvhjem!
Paa Havens bredeste Grønsvær staar spredt en Gruppe store Træer. De fleste af dem er Bøge. Hvor de svulmer! De ligner Øer af Løv, ombæltede af Luften. Mellem disse Kupler stiger en gammel Lind som et Spir. Den har jeg kaaret. Den er i Aar for mig den danske Sommer.
Den blomstrer. Den er indspundet af, overdrysset at gylden Dis. Grün ist des Lebens goldner Baum – "der er en Haardhed i Teksten", sagde min gamle Lærer. Men det er dejligt at se paa.
Ud fra dette gyldne Tag staar favnebredt en Sky af Duft, der ikke kan lignes med nogen anden Vellugt, fordi den rummer dem alle: Roser, Kløver, vilde Bær og modnende Korn – al Sommerens Sødme samlet i denne ene Kalk.
Og Træet synger. Paa den uhyre Blomsterklynge hænger, diende, en uoverskuelig Glomme af Bier, som en Ham af Strenge. Det er en ny, en tredje 35 Dragt af Toner, som det levende Træ har draget paa sig, over sin Klædning af Farve og sit Bælte al Duft.
Som et Billede paa en Kirkerude, hvorigennem Lyset siver, staar det hulde Sommersyn for mig. Jeg har set et saadant Billede, gjort efter Jesus' Ord til Disciplene: Jeg er Vinstokken, I er Grenene.
Det er det højeste Udtryk, jeg kender for Samarbejdet i en Idés Tjeneste. Det giver Kulturens hvileløse Mekanik, hvor de utallige Hjul snurrer til det samme Formaal, Naturens Ro og Skygge. Det forvandler den kameratlige Fornemmelse af at fungere sammen til Discipelfølelsen: at gro sammen paa den samme Jord og blomstre sammen paa den samme Stamme.
I den Følelse har et Folk sin Pintse.
Vi har den, hvis vi vil det. Vi er ikke blot Kamerater. Vi er Venner. Som for hundrede Aar siden er vi Venner i den danske Sommer.
Vi har for vor Kraft og Kærlighed den samme Kilde: Sommerens Svulmen paa vor Jord og i vore Hjerter – vi, Danske –, vi Børn af Sommerens Naade. –
Jeg har citeret dette Afsnit i sin Helhed – først fordi det som Slutningsakkord paa "Tide-Bøgerne" udtrykker som i en Konklusion Vilhelm Andersens Livsbetragtning og Livsanskuelse, samlende begge 36 i "Livsbekræftelsen" – som Orglet i Udgangssalmen. Dernæst fordi det giver et Indblik eller Indkik i hans Form og Metode, i Arbejdsmaadens Fordeling af Væv og Islæt: den røde Traad, der nu, mer eller mindre aabenlys, men altid mærkbar, forbinder Tanke med Hensigt, Idé med Program.
For Dokumentationens Skyld beder jeg Læseren følge mig igennem Teksten:
Først Udgangspunktet: Dette Sommer-Land, vi elsker. Vort Als, vort blomstrende Alvhjem! (Den nationale Streng – Grundtvig). Dernæst: En Have med Grønsvær og en Gruppe Træer, de fleste af dem er Bøge. Mellem disse stiger en gammel Lind "som et Spir" (Den religiøse Streng anslaas). Den har jeg kaaret. Den blomstrer. Grün ist des Lebens o. s. v. (Den poetiske Streng – Goethe). Den dufter – al Sommerens Sødme samles i denne ene "Kalk". Den synger. Som et Billede af en "Kirkerude", hvorigennem Lyset siver, staar det "hulde Sommersyn" for mig (Oehlenschläger). Jeg har set et saadant Billede, gjort efter Jesus' Ord til Disciplene (Den profetiske Streng anslaas): – Det forvandler den kameratlige Følelse af at fungere sammen til "Discipelfølelsen". . . . Indtil Strengene toner sammen i denne fulde Akkord af national-religiøs-poetisk Treklang: "I den Følelse har et Folk sin Pintse!" Og for det hele Register bruser da Forkyndelsen ud i Rummet, medens Menighedens tusindstemmige Kor falder ind: "Vi har for vor Kraft og Kærlighed den samme Kilde: Sommerens 37 Svulmen paa vor Jord og i vore Hjerter – vi, Danske – vi Børn af Sommerens Naade!"
Og bedøvet af Lindeduft og Kalkens Sødme, af Goethecitat, Jesuord, Pinsefølelse og det hele Vilhelm Andersenske Orgelværk sænker man sit Hoved og mumler stille: "Amen"!
II
Lidt anstrengende har dog efterhaanden denne opstemte "Livsbekræftelse" maatte føles, selv af en saa lysseende Natur som Vilhelm Andersen. Saavel Poul Møller som Oehlenschläger blev mindre muntre Naturens Sønner med Aarene, begge forstod de og følte – hvor usammensatte de end var – at Livet har baade Sol og Skygge, og at der i Livet er Rum, ikke blot for Lyset, men ogsaa – for mange i højere Grad end ønskeligt – for Mørket.
De samme Livserfaringer synes Vilhelm Andersen at have gjort i den halve Snes Aar, der laa mellem Udgivelsen af de to Tide-Bøger. Livet har givet ogsaa ham sit Memento. I første Tide-Bog Aaret og Dagen (1902) udtalte han med hele Ungdommens sorgløse Overmod under Afsnittet Vinter: "Til dèn Tid vil jeg vide, hvad Sorg er. Nu véd jeg det i Grunden ikke, men gætter mig til det, som den Sunde gætter 38 sig til, hvad Sygdom er". I anden Tide-Bog Hellig og Søgn (1912) er Tonen i det store og hele mere dæmpet, mere forstaaende og medfølende. Der er kommet en ny Streng paa hans Lyre: den menneskelige – maaske rettere, for at holde os til Æstetiken: den humane. Han vilde ganske vist ikke være det Lysets Barn, han er, hvis ikke til Slut Lyset sejrede over Mørket, hvad vi foran har set af Slutningscitatet fra Bogen. Men Skyggen har dog i Mellemtiden strejfet hans Sind – hvad ogsaa Bogen om Paludan-Müller (1910) udviser – og selve den opstemte Livsbekræftelse i Hellig og Søgn tyder i sin eksalterede Patos mere paa en Viljens Selvopholdelsesdrift end paa den sunde og organiske Livs- og Lystfølelse i Aaret og Dagen og i Bøgerne om Adam Oehlenschläger og Poul Møller. –
Jo mere man beskæftiger sig med den danske Literatur i forrige Aarhundrede, desto tydeligere ser man, at Georg Brandes allerede i sine unge Aar har sagt om de enkelte fremtrædende Aander, hvad der i alt væsentligt kan siges. Dette gælder hans Afhandlinger om Paludan-Müller, H. C. Andersen, Kierkegaard, Staffeldt, Aarestrup – for blot at holde os til "Guldaldertiden" uden Henblik paa "Gennembrudstiden"s Literatur. Brandes' Afhandling om Paludan-Müller fra 1867 optrækker i et kort Rids Hovedlinjerne i hans Digtning og Personlighed – den større Fordybelse, der forudsætter Oplevelse og Livserfaring, kan man selvsagt ikke vente at finde hos en 39 25-aarig. Vilhelm Andersens 2 Bind stærke Værk Paludan-Müller er vel en stort anlagt Skildring af Mennesket og Digteren, bygget paa senere fremdragne Dokumenter og med videre Overskue og Udsyn til alle Sider. Men nogen Ny-Opdagelse eller Ny- Orientering giver Bogen ikke. Dertil krævedes en uselvisk Fordybelse – og Vilhelm Andersens Evne gaar nu engang ikke i Dybden, undertiden i Højden, som oftest i Bredden. Den egentlig kritiske Evne: Foreningen af Selvudslettelse og Indfølingsevne ejer han ikke. – Hans egen private Sympati eller Antipati trænger sig altid paa, Kritiken blandes alt for ofte med uvedkommende Ingredienser af moralsk, religiøs og national Tendens. Han behandler vel Paludan-Müller med "human" Medfølelse, men dét, det gjaldt om: den fulde, betingelsesløse Forstaaelse, den dybe menneskelige Samfølelse i Aand, skorter det paa. Samfølelse i Livsopfattelse og Livsanskuelse – som i Bøgerne om Poul Møller og Oehlenschläger – er Forudsætningen for hans fulde Hengivelse i et Emne.
Anlæget af en "Portrætstudie"1 tillader selvfølgelig ikke nogen detailleret Analyse af et i mange Henseender betydeligt Værk som Vilhelm Andersens Paludan-Müller. Her skal kun paapeges den Grundskade, som altid svækker Indtrykket af Vilhelm Andersens Forfatterskab: Manglen paa Fundamentering, logisk Opbygning, Komposition – den plastiske Harmoni af menneskeligt Indhold og personlig Form, der 40 er Kunstværkets Hemmelighed. Det bedste i Bogen er dét, der er Centrum fjernest: Forudsætningerne, Omgivelserne, Udenværkerne – det hænger sammen med det midtpunktflyende, langtvævende og vidtsvævende i Vilhelm Andersens Natur. Kun ugerne gaar han indefter, paa Opdagelsesrejse i Sjælens mørke Skyggerige – helst summer han som en flittig Bi omkring i Sommer og Solskin, sugende Honning af Ungdomsforelskelser og Sværmerier, af fjerne Erindringer og andre lidt falmede Blomsterbægre. Derfor bygges Paludan-Müllers Personlighed og Digtning ikke op indefra, gennem Fordybelse2 i Digterens og Digtningens organiske Vækst, følgende hans Væsens røde Traad fra det første Værks akvarelagtige Ynde, gennem de senere Værkers dybere og dybere mørknende og glødende Farver. Som i saa mange af Vilh. Andersens Bøger opløser ogsaa dette Værk sig i Ekskursioner paa Privatlivets Omraade, i Sidespring, Blindveje og Vildveje – alle disse Sporskifter, der fører Læseren paa Vildspor, saa han ofte forstemmes, fordi han føler, at han har vandret i en Labyrint og nøjagtig er kommet tilbage til det Punkt, hvorfra han gik ud.
Læser man Paludan-Müller i al Umiddelbarhed, opdager man snart, at Alt i hans Liv og Værk allerede er instinktivt anet og ungdommelig antydet i den 22aarige Ynglings første digteriske Arbejde Dandserinden – særlig gennem de sidste Strofer af første Sang. Alle hans senere Værker er kun en 41 Videreførelse og Uddybning af Tanker, Følelser, Stemningssvingninger og Livsbetragtninger, som dette hans Ungdomsværk, mere eller mindre flygtigt, berørte. Hvad det da i første Række gjaldt, vilde være dette: at opbygge Digterpersonligheden og Digtningen, den særegne Paludan-Müller'ske Tankepoesi, hans menneskelige Indhold og personlige Udtryksform, ikke af hans ydre Liv, hans Vandel – som var og er skjult, fordi han, som Ibsen, brugte det til at skjule sig selv – men af den Selvfordybelsens og Selvudviklingens Vilje og Drift, som var hans inderste Væsen, formummet i hans Værk. Det vilde være ønskeligt for vor literære Kritik, om den atter en Gang fra sine mange og lange Udflugter i Privatlivets fredlyste Egne vendte tilbage til sit rene og fornemme Maal: Digterpersonligheden, renset og frigjort i Lys af det Værk, hvori han har beaandet sin Form, besjælet sin Natur, belyst sin Idé.
*
En anden Digterpersonlighed af mørktfarvet Naturel, som Vilhelm Andersen ogsaa har behandlet i et større anlagt Værk, er Henrik Pontoppidan. Bogen, der karakteriserer sig selv som et "Lejlighedsskrift", føles som et Bestillingsarbejde, en Fødselsdagsgave fra Forlaget til den 60aarige Digter. Det viser sig i denne Bog, hvor vanskeligt det er for Vilhelm Andersen 42 at bringe noget ud af et Stof, hvor Udenværkerne, der er hans Speciale, nødvendigvis maa begrænses. Her, hvor han kun har Digterens nøgne Værk at holde sig til, her, hvor han er bastet og bundet af de Grænser, Værket har i sig selv, mister hans Røst sin brede og selvtillidsfulde Velklang, hans Tale sin oratoriske Flugt. Bogen er et ret tørt Referat, forsigtigt og uoplagt i sin Form, med umiskendeligt Præg af at være skrevet, som Forfatteren paa Forhaand tilstaar, i "nogle faa – og hede – Sommeruger". Det lyder af Undskyldning, men virker som Anklage. Pontoppidan er saa vist ingen Feriebeskæftigelse paa varme Sommerdage – dertil gløder han i sin beherskede Kølighed og Klarhed for dybt og hedt. Det viser sig tillige i denne Bog, hvor usikker Vilh. Andersen føler sig over for det Liv og den Kunst, der er hans Samtids. Man forstaar Grunden til, at han kun strejfvis har behandlet den samtidige Literatur, hvor al Meddigtning og Videredigtning er udelukket: det sceniske Udstyr mangler. En medvirkende Aarsag ligger i Arten af hans Psyke, der er konservativt indstillet, og af hans Fantasi, der er bagudrettet, kun levende i det svundne. Den kritiske Virksomhed, han har udøvet i Samtidens Kunst, er mere en Demonstration af Lærdommens Viden end en Dokumentation af Videnskabens Aand.
| 43 | III |
Det Værk, hvori Vilhelm Andersens videnskabelige Aand friest og sikrest kunde røre sig, uden at være hæmmet i nævneværdig Grad af Skranker, som Hensyn til endnu levende Personligheder og Samtidens levende Kontrol maatte sætte for hans Gætning og Fantasi, er hans stort anlagte "Hovedstrømninger": Tider og Typer af dansk Aands Historie. Som han selv siger: "Videnskabelig set er mit Arbejde intet mere end en Tolkning af den danske Aands Historie gennem dens Typer. Kunstnerisk er det intet mindre end et Forsøg paa at skrive dens Epos". Planen, der ridses op i Værkets pompøse Indledning, virker som Udkastet til et Kolossalmonument over dansk Aand i Skole, Kirke og Folk – et Kæmpearbejde, der lod befrygte en Standsning, da nu én Gang Skæbnen kun skænker den Enkelte ét Liv her paa Jorden. Under Arbejdets Gang indsaa da ogsaa Bygmesteren, at Værket var steget ham over Hovedet. Efter alle Solemærker at dømme vil det som ufuldendt komme til at staa – med en Lignelse, Vilh. Andersen sikkert ikke vilde være gaaet af Vejen for – som det isolerede Taarn til den ufuldførte Grundtvigs-Kirke.
Alle Vilhelm Andersens Fortrin og Mangler blottes i overnaturlig Størrelse i dette hans Kæmpeværk eller Kæmpetorso. Hans uhyre Lærdom eller Belæsthed, hans sunde og kraftige Appetit paa selve "Arbejdet", 44 hans uudslukkelige Kærlighed til det Lands Literatur, hvori han føler sig "født og baaren", hvor hans "Klæder er skaaren", hvor "Hjertesproget lyder", og hvor man – i hvert Fald efter Grundtvigs Mening – "skal finde de Vises Sten". Men ligesom denne hans store Aandsfrænde ikke var nogen Planens, Tankens eller Formens Mand, men boltrede sig – man tør maaske uden at virke blasfemisk paa Menigheden sige – lidt vel ukristeligt i Værker som Bragesnak og Haandbog i Verdenshistorien, i en Urtaage af videnskabelig-religiøs-national-poetisk-profetisk Svada, saaledes tumler Vilhelm Andersen i sit store Værk rundt i Aandslivets Himmelrum mellem dets Sole, Maaner og Planeter uden den lovordnede Bane, som nu engang er den eneste sikre Retningslinje i "Livet"s og Aandslivets Kresløb. Derfor gaar Vejen gennem Tider og Typer paa gyngende Grund, Linjer krydses og mødes, skilles og dukker frem igen. Tror man at holde en Linje fast, opdager man, at man allerede er paa Vej til Sidelinjer, Korsveje, Genveje – for hyppigt at ende i en Blindgade. Man aner, at alle Veje skal føre til et Rom – som man ikke kan finde. Man aner, at der er en ophøjet Idé, skjult i Værkets Indre. Men denne "Idé" afslører sig efterhaanden mere og mere som en bevidst "Absicht", der forstemmer, fordi man opdager, at den er en selvisk Sag i Forfatterens Program – ikke en uselvisk Idé, der organisk springer ud af det skildrede Aandslivs 45 naturlige Vækst. Tilfældig ydre Navnelighed benyttes som indre Forbindelseslinjer – Improvisationer, Associationer og Forudsætninger til tilfældig og omtrentlig Følgeslutning gennem kunstlet "Intuition" og kunstfærdige Konstruktioner.
Et lille Eksempel blandt mange vil maaske tydeliggøre Farerne ved den Vilhelm Andersen'ske Art af "videnskabelig" Kildeforskning.
I Tider og Typer: Goethe II omhandles Georg Brandes i Forhold til Humanismen, og Vilh. Andersen skriver her bl. a. følgende: "Denne Myte Don Quixotes sidste Ridt staar at læse i det sidste Bind af Georg Brandes' Artikler før den store Krig, Fugleperspektiv, hvis Titel hentyder til hint "Taarn", det Arkimedes'ske Punkt uden for de evropæiske Folkeslags Begrænsning, hvorpaa Brandes med en smertelig Stolthed havde følt sig stillet i sin Ungdom". Og han fortsætter for at forklare Titlen "Fugleperspektiv", forbinde den med Billedet "Taarn" og til Slut samle begge i et ophøjet Begreb med dybere Mening: "Denne græske Muse, Erindringens Datter og Fremtidens Moder, er den, som vil modtage ogsaa denne mødige Ridders og fortvivlede Grækers Offergaver. Hun vil fratage ham Vaaben og Redskaber og ophænge dem i det Tempel, som ikke han men hun har bygget. Og fra det Tempel vil hun som fra et Taarn se videre frem."
Altsaa, Rundrejsen: Fugleperspektiv-Taarn-Tempel er sluttet – quod erat demonstrandum ...
46 Hvis ikke Historien havde et lille "men" – nemlig dette:
Jeg kom en Dag ud til Georg Brandes, han sad som sædvanlig ved sit Skrivebord. "Det træffer sig heldigt, at De kommer," sagde han, "jeg har lige faaet et Brev ind ad Døren, hvori Nansen beder mig give den nye Samling Skikkelser og Tanker en anden Titel, da han mener, at en saadan vil forøge Antallet af mine sædvanlige 700 Købere. Kan De ikke hjælpe mig med at hitte paa noget, som han kan finde formaalstjenligt?" – Jeg betænkte mig lidt, sagde saa: "Fugleperspektiv". – "Tak, den Titel beholder jeg, den vil tiltale baade Forlægger, Boghandlere og Købere." – Da Bogen udkom, sendte han mig den med følgende Dedikation: "Tak for Titlen og for mere".
Jeg har her anført et Eksempel, hvis Forhistorie jeg tilfældigvis er i Stand til at kontrolere. Kundt om i Titler og Typer vrimler det af den Art tilfældige Gætninger og Slutninger, Sammenligninger og Sidestillinger. Som f. Eks. følgende under Omtalen af Julius Lange og Georg Brandes:
Lange er med Falsters Udtryk ingenuus, Brandes er i Modsætning hertil libertinus. Saaledes kaldtes hos Romerne de frigivne i Modsætning til ingenui, de fødte Frimænd. Lange er som Ætling af en ældgammel Kulturslægt "født", Brandes er emanciperet. Lange har alle Ingenuus-Naturens, den gæve Mands Mærker: Værdighed, Ynde og 47 nogen Veghed. Brandes har Libertinens Præg: Erobringslyst og Meddelelsestrang, Iver og Uskaansomhed. –
Som Eksempel – hentet andetsteds fra – paa Vilhelm Andersens "Intuition" hidsættes følgende Træk fra Bogen om Paludan-Müller. Han anfører en Beretning fra "Ivar Lykkes Historie", hvor Magisteren finder sin Livsanskuelse en Aften uden for en Kælder i Antoniestræde – og skriver derefter:
Dette er uden Tvivl oplevet. Paludan-Müllers Damaskusvej er gaaet gennem Antoniestrædet ... Var det, fordi han selv en Gang paa disse Kanter havde oplevet et Mirakel, at han holdt saa meget af denne Bydel, hvor han senere tog Bolig?
Altsaa: Damaskusvejen – Antoniestræde – Ny Adelgade. Keine Hexerei, nur Behendigkeit!
Eller under Omtalen af den formodede Model til Alma Stjerne:
Paa hende (Louise Elmquist) og ingen anden, altsaa heller ikke, som det almindelig menes og forkyndes i Biografien, paa Charite Borch – passer det Billede, der i "Adam Homo"s første Del er givet af Alma, i det Hele og i alle enkelte Dele. Udseendet, lidt forandret: lille, let, det gylden-gule 48 (men i de senere Udgaver brunlig-gule) Haar, det "lyse" (aldrig "straalende" eller "svømmende") Blik. Billedet: "Perlen". Navnet: Alma (af Elmquist??).
Som man ser, er Vilhelm Andersen dog for en Gangs Skyld lidt usikker, idet han forsigtig dækker sig bag hele to Spørgsmaalstegn – hvilket ikke forhindrer ham i senere hen at pointere Nyopdagelsen som følger: "Fornavnet (Alma) kunde ogsaa, som det oven for er berørt, indeholde en hemmelig Hentydning til Louise Elmquists Efternavn". En ganske jævn Læser er fuldkommen sikker paa, at en Forbindelse mellem Navnene "Alma" og "Elmquist", er lige saa tilfældig som meningsløs – Videnskabeligheden nærmer sig her i betænkelig Grad den Art Videbegærlighed, der gaar paa Spor efter nyt Stof via Provinsens Gadespejle.
*
Stærkest vidner Tider og Typer – bortset fra den Lærdom, Værket rummer, og den Livfuldhed, hvormed det er skrevet – om Faren, der lurer som et Smitstof i Vilhelm Andersens Natur, og bæres fra Bog til Bog gennem hans store Produktion: Programmet, der hugger en Hæl og klipper en Taa, for at alt 49 og alle kan passes ind i den Prokrustesseng, der – sit venia verbo – passer i hans Kram. Dette Program, der bevæger sig fra det "Sjællandske" i Bogen om Poul Møller, til det "Livsbekræftende" i Adam Oehlenschläger, gennem det "Danske" i Tide-Bøgerne, det "Dionysiske" i Bacchustoget i Norden, det "Humane" og "Græske" i Tider og Typer, over det "Nordiske" i hans Sommer, Taler og Nordboer – for at naa op til Klimaks: "Det Store Danske" i hans sidste Bog Breve til en Muse.
IV
Disse "Breve til en Muse" giver i kort Begreb Udtryk for og Indtryk af den specielt Vilhelm Andersen'ske Form: Causeriet, Blandingen af Foredrag, Forelæsning og Oplæsning - og af dens Indhold: en verdslig "Forkyndelse", subjektivt betonet, objektivt underlagt forskellige Grundtekster, mundende ud i en rød-og-hvid korsfarvet Tendens i Grundtvigsk Aand. Musen, til hvem han skriver, er snart Teatret, snart Sproget, Poesien, Landet, Folket, Kilden og Kraften. Det "syvende og sidste" Brev er Musens Svar paa de foregaaende, Brevet er "paa Vers", ikke altid lige gode – man kunde med en lille Omskrivning 50 citere Montani Ord til Jacob: Somme Linjer har mer end pedes nok eller Fødder at gaa paa. Men Meningen er ikke til at tage fejl af – det er en Hymne til den nationale Samling eller Genforeningen: "Det hele Danske", "Det store Danske".
Som han – eller rettere hun – udtrykker det i Vers XIII:
Rørte dig Runestenen, du forstod,
med "Danmarks Bod"? Nuvel, saa gaa, gør Bod!
Du skrev tilsidst din literære Muse
et Adgangsbrev til borgerlige Huse.
Se her det fælles mellem dit og dem.
Op, danske Mænd! Raad Bod paa Eders Hjem.
Fortjen, hvad Lykken uden Sejr har undet.
Er Huset bødt, da først er Sejren vundet.
Den Tolkning taler ingen Rune mod:
Gorm Løje bærer Sten til Danmarks Bod.
Gennem alle Brevene gaar Efterdønninger fra Striden om Jellingestenens Indskrift, denne Strid, der – som tidligere Niels Kjeldsen-Fejden – vidner om, hvor farligt og unyttigt det er at røre ved nationale Helgener og Helgeninder. Selv om det blev bevist, at Niels Kjeldsen aldrig havde eksisteret, eller at Dronning Thyra aldrig havde "bødet" Danmarks Rige – deres Navne vilde dog staa til evige Tider i den nationale 51 Bevidsthed, den uskrevne Historie, der bygger paa Tro, ikke paa Viden.
Ud fra saadanne Følelsesorganer udgaar enhver "national" Bevægelse. Selv om man med klare og overbevisende Grunde er i Stand til historisk at dokumentere det farlige og uforsvarlige i en Inkorporation af fremmed Nationalitet, vil dog den nationale Følelse – naar den faar Magten eller har Magtens Sanktion – til enhver Tid under Øjeblikkets Stemningsrus give en saadan "fredelig Erobring" sit ubetingede Samtykke, uden Tanke for fremtidige Forviklinger, som maaske engang i Tiden kunde blive Erobrerens Skæbne. Vi saa det her i de uhyggelige Flensborg-Dage. Vi var da Vidne til det lidet opbyggelige Syn, at Landets lurmærkede Smørtenorer opagiterede en Nationalisme af hidtil uanet Varmegrad. Fædrelandskærlighed er ét – Nationalisme noget andet. Fædrelandskærligheden har under fælles Ulykke og Lidelse affødt megen skøn Poesi som Udtryk for fælles Skæbne. Men den Art Nationalisme, der har sat Blomst i Valdemar Rørdams og Følgesvendes Poesier, og som bruste op i et vildt vrinskende Kor under Flensborgkampagnen, da alle Nationens løbske Pegaser holdt Væddeløb med Totalisator og statsavtoriserede Bookmakers, affødte kun en Flod af Sværte og et Hav af Papir, der nu – Gud være lovet – er gaaet i Papirmøllen for at genopstaa som renset og renligt Propatria. Dog – Efterdønningerne 52 viser sig endnu, paa mere prosaiske Gebeter. I en Annonce fra Gyldendal (Jul 1927) skyder denne lille patriotiske Sprogblomst op af Sværten, manende til Samling om den nationale Idé:
SVEND FLEURON
fortjener at faa udvidet sin store
Læsekreds med den nye Bog om
Koen, vort nationale Dyr.
KVIEN FRA ODINGAARD
5.75 Kr. Gyldendal.
V
Vilhelm Andersens Liv og Gerning er delt mellem Universitetets Lærestol og Katedret i de landlige Højskoler og Forsamlingshuse. Videnskabsmandens anonyme Syssel i Ubemærketheden er ham fremmed, hans Virksomhed ligger i Foredraget og Oplæsningen for den samlede Menighed. Typen paa hans Værk i Form og Indhold er den Grundtvigske Blanding af populær Videnskabelighed og poetisk Religiøsitet i profetisk Stil og i humanistisk Aand – Begrebet Humanisme en Streg nærmere Folkelighed end Menneskelighed.
53 Hans Plads paa Universitetet er i Fortsættelse af Linjen Rahbek-Oehlenschläger-Hauch-Paludan – i dyb Væsensmodsætning til Aandslivets "frie" Linje uden for Universitetets Mure: Johan Ludvig Heiberg-Goldschmidt-Georg Brandes. Som Forgængeren Oehlenschläger repræsenterer Vilhelm Andersen Naturens muntre Søn. Begge har de haft den Skæbne, som det muntre Sind faar i Liv og Kunst. Oprindelig en hed og heftig Opblussen af Ungdoms Mod og Kraft – senere en svagere og svagere "Bouquet" af Ungdommens kraftige Drue. Rent billedligt viser Udviklingen sig: fra Ungdomsudtrykkets runde Form af sund Livslyst med rigelig Appetit paa Livet til Manddomsbilledets Udtryk af Trivelighed og veltilpas Mæthed.
Vilhelm Andersens Plads uden for Universitetet er Foredragssalen og Tribunen, med Taler og Sang i Dagens Anledning, i Sorg eller Fest, helst Fest. Han nyder dèr – og nyder godt af – sit sceniske Talent, med Evne til hurtig Indstilling eller Omstilling: Forvandlingskunsten, Spillet paa Sindets letbevægelige og letbevægede Strenge, Stemmens sonore Modulationer i Mol og festlige Deklamationer i Dur, Lemmernes veltalende Gestikulationer og Ansigtets udtryksfulde Vekselspil – som formet i det følsomme Ler, der ikke faar Tid til at stivne, men heller ikke faar Ro til at fæstne sig i Marmorets mejslede Kraft.
Hans Liv som hans Værk er af en urolig og hjemløs Karakter midt i den tilsyneladende Harmoni og 54 Hjemlighed. Paa Rejser fra Universitet til Højskole, fra Hovedstad til Land. Som Virtuosens Liv paa stadig Turné – som om han ikke havde noget blivende Sted, eller ikke var i Stand til at finde det. Af den simple Grund – at det ikke mere findes.
Thi det Sted, hvor han dybest og inderligst hører hjemme med Pæleroden i sit Væsen, er den Egn, hvor han fødtes, hvor hans fædrene Præstegaard laa, hvor Valdemarerne hviler, hvor Absalon byggede Kirke, og Saxo nedskrev deres Bedrifter i sin Historia danica. I den Egn, hvor Holberg "laa paa Landet", hvor han paa sine Vandringer mødte Erasmus, Jeppe og Per Degn, hvor han havde sit Baroni og oprettede sit Akademi. Hvor senere "Parnasset" forsvarede den nordiske Oehlenschläger mod den "spanske" Heiberg, og hvor dets Førstemænd, Ingemann og Wilster, slumrer under de sagte susende Træer paa den minderige Kirkegaard.
Ja – i den By, hvor Vilhelm Andersen gik i Skole og hvorfra han blev Student, i "Ingemanns Hus" midt i det gamle Sorø skulde han have levet og virket. Som Ungdommens Lærer ved den folkelige Højskole i "Soer", der var Grundtvigs danske Drøm – som den "videnskabelige" Højskole i Gøteborg var hans nordiske. I Samfølelse med den Aand, der har hvilet over Byen, med den Stemning af Sagn og Saga, der ombølger dens stille Sø og svale Bøgeskove, vilde hans nu lidt hjemløse Aand have fundet Hvile – som den klassiske Professor poeseos et eloquentiæ, Læreren 55 i Poesi og Veltalenhed. Dér vilde han have fundet den Muse, som han i sine Breve forgæves søger, den tiende: Musen for det romantiske Danmark.
I dette romantiske Danmark hører da Vilhelm Andersen hjemme af Aand og Natur. Som den sidste Nationalliberale i den Kres af Mænd, der "bar" Landet i den første Halvdel af forrige Aarhundrede. Hvis Tro var en religiøs Pantheisme, hvis politiske Program var en patetisk-poetisk Nationalisme med Danmark som Nordens og Norden som Verdens Midtpunkt. Med socialt Udspring og Indstilling fra Akademikernes Lejr, Professorernes og Embedsstandens Aristokrati og Avtokrati – med Akademiet og den akademiske Humanisme som forende og ledende Retning i Stat, i Samfund og Aandsliv: angivende Smagen, Dannelsen, Tonen og Udviklingens Linje. Dette Partis Livsbetragtning og Livsanskuelse var en veltalende Optimisme med Hang til Lyrisme og Fantasteri, med Tro paa det lyse Livssyn og de gode Magters Forsyn – en Blanding af Epikuræisme, Idealisme og Fatalisme, præget i de dannebrogsfarvede Fysiognomier med det himmelblaa Blik, den blussende Mund, det permanent-krøllede Skuespillerhoved. Det samlede Udtryk var en sund og ligevægtig Vel- og Selvbehagelighed, af en lidt pluskæbet Rundhed – som om Munden altid var taget lidt for fuld af Taler om Gud, Konge og Fædreland.
I denne Kres vilde Vilhelm Andersens Natur og Aand have fundet Ro og faldet i Leje. Hans dybe 56 Kærlighed til Tiden, dens Liv og Værk, vilde have givet hans Stil den afrundede Form, som nu alt for ofte buldner ud eller tørrer ind i Over- eller Undervurdering, fordi Trygheden, Omgivelserne, det rette Publikums Samstemning eller Samfølelse mangler. Vor Tids Form er nøgtern, Tonen dæmpet. Plantet i Guldaldertiden vilde ingen den Gang – som senere Georg Brandes – have fundet paa at kalde Vilh. Andersen for "Allegedebukkebensgeneraloverogundervurderer". I hin Tid vilde hans Aandfuldhed have harmoneret med den dannede og smagfulde Konversation, hans letbevægelige Tungefærdighed og letløbende Fingerfærdighed over hele Aandslivets Klaviatur vilde have stemt ind i Tidens Form, med dens Sans for oratorisk Optræden, for venskabeligt Samvær ved Klubbernes dionysiske Punscheboller, i Musesønnernes kameratlige Disputatser i Studenterforeningen, i de uskyldige Sold hos Lars Mathiesen og i det teaterlystne Borgerskabs Sammenspil paa de smaa selskabelige Scener i det gamle Kongens Kjøbenhavn med de middelalderlige Gyder og Stræder inden for Voldene.
Inden for disse Grænser og denne Begrænsning vilde han have været den klassiske "Professor poeseos et eloquentiæ". Med sin dybe Sans for det romantiske Danmark, som endnu med sit Solnedgangsskær farver Højskolens Liv og Aand med Afglans af svunden Herlighed, vilde han som Forstander paa "Højborgen i Soer" have kunnet samle en Menighed i Alfader 57 Grundtvigs Aand, og Aanden af hans Aand vilde have spredt sine lette og legende Solskinsstraaler over Landet, over en festlig Samling at Naturens muntre Sønner. Dette "Unge Genbyrds Liv i Norden" vilde gennem ham have formaaet at realisere Grundtvigs Drøm om det gamle Nordens Aand i del romantiske Danmark.
VI
Til Slut en kort, samlet Karakteristik af Vilhelm Andersens særegne Stil, Aand og Sind, der sammenlagt udgør Manden:
Hans Stil er flydende, sjældent jævnt-, oftest let- eller tykflydende. Den er blomstrende, mere end billedlig, musikalsk eller plastisk omstændelig, tilfældig og omtrentlig, uden den mandlige Prægnans, der sætter Prikken over i'et i et samlende Udtryk eller i en omfattende Lignelse. Den behager sig i Metaforer, Alliterationer og Paralleler, i populært-videnskabelige eller religiøst-verdslige Passager. Den anvender hyppig ligegyldig Navnelighed: "Adam" i Bogen om Oehlenschläger, "Erasmus" i Tider og Typer, "Alma" i Paludan-Müller. Den anvender tilfældig Lydlighed, undertiden af studentikos Art i Slægt med afskrækkende Studenterforeningsbrandere: "Danmark er et Lyø uden Ly" – "Semitter smitter" – "Studenterforeningen skal have Rum for baade de 58 røde og de hvide, blot de er lige grønne" – "Den tiende Muse" i Betydningen baade af den 10ende og den tavse – "Guld i Mund" i Betydning af Morgenstund og Guldplomber. Den er i lige høj Grad beregnet paa Foredrag, Forelæsning og Oplæsning, med Sans for det dramatisk afvekslende og virkningsfulde Spil mellem Alvor og Spøg, den beregnede Pointe og den festlige Sortie.
Hans Livssyn, der begrænser hans aandelige Horisont, er jævnt og optimistisk, af sommerlig Varme og Farve, bundende i Tilfredshed med sig selv og Tilværelsen, uden Forstaaelse eller Føling med Livets Skyggeside eller Sjælens Mørkekammer. Hans Aandsretning ligger i Flugtlinjen Oehlenschläger-Grundtvig-Bjørnson-Rørdam, uden Forbindelse med den mørke Tværlinje i nordisk Aand: Paludan-Müller-Kierkegaard-Ibsen-Pontoppidan. Fra Sangbunden i hans Indre toner den glade Hymne til Livet og Skæbnen ud i en meget menneskelig, men mindre human Livsbekræftelse, der maaske kunde sammenfattes i følgende Valgsprog: "Gud er god – for jeg har det godt!"
Videnskabsmand mere af Fag end af Sind, Humanist mere af Aand end af Sjæl, Poet mere af Lyst og Vilje end af Evne. Mest af alt den fødte Amatør i et ekstraordinært Professorat, sammensat af Videnskab, Digtning og Skuespilkunst.
Hans Væsen er midtpunktflyende, uden Sans for Fordybelse, Koncentration, Isolation. Han, der er en 59 platonisk Tilbeder af den "græske" Psyke med dens afklarede Ligevægt, rolige Naturlighed og blufærdige Beherskelse, mangler selv disse mandlige Egenskaber. Den Menneskelighed, han saa ivrig eftersøger, er paa Vejen mod Maalet gaaet hans eget Ærinde: over Popularitet, gennem Folkelighed til Nationalisme.
Hans Livsværk er som "den sidste Gnist af gammel nordisk Kraft og Helteliv" intimt forbundet med den glorrige Fortid, uden dybere Forbindelse eller stærkere Pagt med Fremtiden. Over hans Hoved straaler Nordens Stjerne – dens Glans naaer hans Øje, længe efter at Stjernen selv er slukket. Største Delen af, hvad han har skrevet, vil opløses og dampe bort i Taage, fordi det savner den Formens Pagt af Kraft og Ynde, der kendetegner Kunstneren og betinger Værkets Monumentalitet. Af blivende Værd er for ham – som for Poul Møller, Oehlenschläger og Bjørnson – hans Ungdoms Værk. I Virkeligheden omslutter En dansk Students Æventyr (som han selv har dramatiseret) og Lægdsgaarden i Ølsebymagle hans Verden – som den omslutter hans aandelige Broder Poul Møllers. Havde hans Aand holdt sig til denne sin naturlige Begrænsning, vilde han have kunnet frembringe andre Værker af lige saa uforgængelig Værdi som Ungdomsbogen om Poul Møller.
Den største og skønneste Værdi i Vilhelm Andersens Værk og kritiske Gerning er hans Kærlighed til Fortiden, hans i bedste Forstand konservative Aand 60 og Natur. Men Kærligheden, der ikke var behersket af Kritikens Selvkontrol, gjorde ham blind, saa den blev til Overvurdering af Fortiden og Undervurdering af Nutiden. Begrænsningen laa i hans medfødte Natur og deraf følgende aandelige Indstilling. Som han selv var et Solbarn, saá han af dansk Aand kun Solsiden, Tiden før 1864, ikke Tiden derefter, da Skyggerne ramte Landet og bundfældede sig i Aand og Sind. Men Danmark og dansk Aand er baade Dag- og Natside, baade Oehlenschläger og Paludan-Müller som Norge er baade Ibsen og Bjørnson, Sverige baade Bellman og Strindberg3.
*
... En venlig Fe stod ved hans Vugge og skænkede ham Lyset i Vuggegave. Hun tænkte ikke paa, at Skyggerne, som hun friede ham for, vilde have givet hans Sind og dermed hans Værk Dybde vilde have hærdet hans Personlighed til Karakter.
Vilhelm Andersen har manglet den Selvkritik og den Selvbeherskelse, der er en nødvendig Forudsætning for Kritikerens Evne: Sammenspillet af behersket 61 Natur og beaandet Form i kunstnerisk besjælet Liv. Denne Evne, der formaar at se bort fra private og personlige Sympatier og Antipatier, fra moralske, religiøse og nationale Dogmer for helt og fuldt at hellige sig den uselviske Indfølelse i den menneskelige Sjæl, den fribaarne Indlevelse i Kunstnerens Sind, der er Natur omsat i Aand, og som selve Naturen hverken god eller ond, lys eller mørk, skon eller uskøn, men altid sig selv og altid oprindelig – fri, ophøjet og enevældig, i Pagt med Tiden, Livet og Evigheden. –
Det vilde være en Lykke for vor Literalur, om der i Danmark fremstod en saadan Lærer i aandelig Tugt og Hærdning: den rette Professor extraordinarius poeseos et eloquentiæ.
